Keidron stoppede op i samme øjeblik som hjortene kom i syne. Øjnene var stadig aflange, men var dog begyndt at tage en mere menneskelig form. Der ville ikke gå mere end en time, før de ville antage deres runde form og give ham et mere menneskeligt udseende. Halen var der dog ikke noget at gøre ved, og den gyldenbrune overflade ville heller ikke ændre sig foreløbigt. Håret hang løst og bar ligesom græsset på enkelte fugtdråber. Omkring livet bar han et bælte, hvori 3 ting sad. 1 kniv, en lille pose med en blanding af krystalianer penge samt en anden pose med diverse nødvendigheder. Ud over dette bæltet var det eneste beklædning han bar en halskæde af dyretænder, han havde selv samlet tænderne og lavet kæden fra sine byttedyr, bjørne og lignende, og den havde nu fundet sin faste plads om hans hals.
Han lagde sig langtsom ned mod jorden, så hans bryst berørte græstoppene og hans hår lagde sig over jorden. Med en langsom acceleration begyndte han at skubbe sig selv fremad. Først langsomt, så en smule hurtigere, lidt hurtigere endnu, hurtigere, hurtigere. Hjortene så stadig intet, så med kun 20 meter tilbage stoppede han op. Kastede et diskret blik rundt. Græsset var her så højt han han kun kunne se over det ved at løfte hovedet en smule. Han udvalgte sit offer. En ældre hun der stod lidt fra flokken. Han lagde sig nu helt ned til jorden, støttede imod med hænderne og kravlede frem. Uden at se op talte han sig tættere på. 12 meter, 11 meter, 10 meter, 9, 8, 7. Der gik et glim gennem hjorten. Han var hørt. Med et sæt sprang han frem, strakte den lange krop ud i fuld længde og slog de stærke arme omkring dyret.
Der lød et højt knæk før hjorten blev sammen mellem hans arme og resten af flokken løb skrækslagne væk fra skovens mest frygtede dræber. Dagens mad var i hus. Denne kunne han dog, i modsætning til harer og lignende, dog ikke sluge en en mundfuld, så uden videre tøven kastede han liget over skulderen og rettede sig op. Hjorten var stor, men så alligevel ikke ud til at tynge den store lamiae det mindste, tværtimod lignede han en der sagtens kunne være 3-4 stykker uden at klage.