Solen stod højt på himmelen, det var en tidlig vinter morgen, og der var endnu ikke så mange folk på den store gade.. Dog var der en søllet udseendet skabning. han var iført et par sorte knæbukser, som nedaf fra der var fyldt op af et par hvide strømper, som gik op over knæene.. hans ankler og et lille stykke op af skinnebenet, var dækket i dyre læderstøvler med en varm forring. Skønt de havde været dyre, var de nu så snavsede at det ikke var til at se.. på overkroppen bar han intet andet end en tynd silkeskjorte, hvor de øverste knapper stod åben, og udenpå den en brokade vest. Men på hans læber, var der tegnet et udmattet smil.. Lunes hår var uglet, men flettet i en fletning som lå ned over den ene skulder.. han havde løbet for lidt siden, inden han nu bare gik stille... så faldt han sammen, ned på knæ, hvor han så bare sad med et bøjet hoved.. han havde gået hele natten ude fra sit palæ.. stukket af hjemmefra, som han så ofte gjorde.. Ikke af nogen synderlig grund.. han ville bare ikke være der.
Han lukkede øjnene, mens han bare sad på den smattede jord og samlede kræfter til sig.. for en forkælet knægt som Lune, var det hårdt ikke at have spist morgenmad endnu! klokken var jo kun et sted mellem 9 og halv 10.. solen var oppe, men den havde ikke nået at opvarme noget som helst bare det mindste.. Lune åbnede sine øjne, og lod det af dem, som ikke var blindt, skue ned over sine hænder... De var jordede til, og det samme var hans skjorte.. der var huller i tøjet.. Tidligere på morgenen, havde Lune ved en fejl skredet ned fra en skrænt.. egentlig havde han slået sin fod, men det havde ikke holdt ham fra at vandre videre, skønt han derfra var både beskidt, kold og våd.. Han spekulerede; hvorfor havde han ikke taget en jakke på? Men når det kom til stykket, betød det jo ikke rigtig noget

Nadia havde liget fastgjort en pung til hendes bælte, som var halv fuld. Den var en del af rov, som hun havde gjort i løbet af natten. Hun havde igen klædt om til sine almindelige klæder, ellers sådan næsten. Hun bar sin hvide kappe og hvide, som begge havde et gråligt skær, dog havde hun ikke fået skiftet læderbukser eller støvler, så de havde en sortgrålig farve, og ikke mørkebrune, som de plejede at være. Hun var mere interesseret i at skulle ud og hente nogle ting, bl.a. nye dolke, da nogle af hendes var forsvundet, dog ville hun også hen til smeden for at spørge ham, om de ikke havde et strygejern til hendes dolk, som hun måtte få. Hun sikrede sig, at hendes hætte var trukket godt over hovedet.
Nadia var ved at nyde solens stråler, da hun fik øje på en skikkelse, som sad midt på gaden. Hun tabte halvt sit hjerte til skikkelsen, da det lignede et barn, dog var noget ældre. Hun gik hen til den mudrede skikkelse og satte sig i hug foran ham, eller hende.. hun kunne ikke rigtig beslutte, om det var en pige eller en dreng på grund af fletningen. ”Er du okay?” spurgte Nadia og lagde forsigtigt en hånd på personens skulder. Hun kunne jo ikke den stakkel skikkelse være alene, og andre passerende ville jo bare kigge ned på skikkelsen. Hun vidste jo godt, hvad det ville sige at være nederst i samfundet, hvilket gjorde, at hun blev lidt blød, specielt når galt børn.

Lune så op fra jorden, og hans øjne mødtes en ung kvindes.. Om han var okay..? Lune slog en latter op, rystede på hovedet men lo stadig.
"Jeg har det fantastisk..." lo han.. men det var en underlig latter.. den var ikke munter.. Man kunne blive i tvivl om han græd, eller om han grinte.. han begyndte at rejse sig.. tvang sine ben til at løfte hans kropsvægt op igen.. Hans ansigt var smilende, og læberne formede så kærligt et udtryk, at det nærmest gjorde ondt inden i kroppen.. Men øjnene var ulæselige.. det blinde, helt hvide øje glinsede i den tidlige morgen sol, som forekom ham så umådeligt skarp og modbydelig.. Ikke at det hvide øje ænsede noget.. pupillen var ganske lille, og ændrede ikke form, uanset hvor meget lyset så ramte direkte.. Der var ingen tvivl; drengen var blind på det ene øje.. Det andet øje derimod sprudlede af liv og ungdommelige tanker.. Ja, Lune var meget ulæselig alt i alt.
"Hvorhenne er jeg?" hans ben bar ham bagud i nogle få, bakkende skridt.
"Her burde være flere mennesker, burde der ikke?" han drejede en gang rundt om sig selv.. ligenu, var Lune ufatteligt meget som et lille barn.. nysgerrig, men forvirret! Ja, Lune havde sine forskellige sider..
Han standsede sine bevægelser, stod nu rank med ryggen, og armene ned langs siden. Han så da direkte på kvinden.
"Godmorgen. Hvem er De?" spurgte han så til sidst, og virkede nu ganske høflig, nærmest helt voksen i sin fremtoning.

(hvis du ikke så det nede i c-boksen, så skriver jeg det her; Sorriiih, bliver nødt til at gå D: men ser om jeg kan komme online senere.. skal ud på et photoshoot~ Las photografs venter, og vi skal nå det inden lyset bliver dårligt ><)

Nadia så overrasket på de øjne, som hun mødte. Hun betragtede mest det hvide øje, hvilket hun regnede med var blindt, fordi det reagerede ikke på noget, ligesom det andet øje, som livligt bevægede sig og reagerede på solen. Hun blev dog mere forundret, da hun hørte svaret. Hun blev dog mere og mere sikker på, at det enlig var en dreng, som stod overfor hende. Hun rejste sig op med drengen og var parat til at gribe fat, hvis han nu igen skulle falde ned på knæ, men det gjorde han ikke, så hun blev igen mere rolig.
Nadia betragtede drengen, som åbenbart ikke vidste, hvor han var henne. ”Du er på markedspladsen i hovedstaden.” svarede hun på hans spørgsmål og slog kort ud med hånden, ”Jo, der er som regel mange mennesker her, men det er stadig lidt tidligt på formiddagen, så folk er ved at gøre sig klar til at tage herned.” Prøvede hun at forklare. Hun var nok ikke den største ekspert på det område.
”ehm.. Nadia Accordi.” præsenterede Nadia sig, da spørgsmålet lige pludselig kom. Hun undrede sig over, hvordan tonen havde forandret sig. ”Og Dem?” spurgte hun igen med et venligt smil.

"Nadia Accordi" Gentog han, inden han bukkede.
"Mit navn er Lune Henry Sophie Daniels. Folk bruger ofte høflige titler, men den slags er kedeligt... Så bare kald mig Lune." han smilte og lo så igen, snurrede en gang rundt om sig selv, og atter var han livlig som før, med nakken let bøjet.
"I byen.. Hvor dejligt! Jeg har aldrig været her før!" han lo igen, men stoppede så op.. stod fuldkommen stille, og lod nu sit hoved falde, så hans hage hvilede på brystkassen.. Så stod han stille, inden han langsomt løftede ansigtet, så direkte på hende med begge øjne.. Det hvide drejede og bevægede sig rundt, præcis ligesom det brune, men det ændrede ikke sin pupil.. det virkede så modbydeligt stirrende.
"Neh, Lady Accordi...?" lød det i en dæmpet, lidt syngende tone.
"Er der våbenhandlere her? er der en galje? Hvad med høje bygninger man kan komme op på?" spurgte han ivrigt, men i en underligt hviskende tone.. Hans tone var så wicked, ikke til at tolke.. han rankede sig op, drejede rundt igen, nærmest som om han dansede rundt om Nadia.
"Neh~ Lady Accordi... hvor er der et godt sted at dø?" hviskede han, da han stod bag hende, hænderne samlet bag ryggen, helt rank i kroppen.. Han virkede ikke truende, slet ikke. Bare uhyggeligt selvskadende.

Nadia hævede et øjenbryn, da han bukkede for hende, hvad havde folk med at skulle bukke, når de hilste. Hun selv ville ikke neje eller bukke for nogen, selv ikke, hvis hun blev tvunget til det.
”Okay, Lune.” sagde Nadia med et lille smil og undrede sig over det, som han havde nævnt med titel. Var han af de højere stående slægter? Hun kunne jo kidnappe ham og kræve en løsesum for ham, men hun havde ikke brug for flere penge lige nu. Hun havde dog heller ikke hørt nogen, som havde heddet Lune før.
Nadia holdte et chok tilbage, da hun igen fik øjenkontakt med drengen igen. Det hvide øje havde bevæget sig, det var hun sikker på. Hun bevarede fatningen med held, men var stadig lidt i chok. Hun betragtede drengen undrende, da han spurgte til de mange ting, som man kunne finde i byen. Dog var der lige en ting, som hun ville have ordnet, inden hun svarede på de mange spørgsmål. ”Læg titlen fra Dem og kald mig Nadia.” sagde hun roligt og venligt, mens hun kiggede efter Lune, der dansede rundt om hende.
Nadia vidste ikke rigtig, hvad hun skulle tænke om drengen, han var så forvirrende og virkede ikke, som normale børn. Også han spørgsmål, om hvor det var godt at dø, virkede ikke normal. ”Der er rigtige mange forskellige handlende, som har hver deres ting. Den højeste bygning må være slottet.” forklarede Nadia.

Lune lo..
"Okay, Nadia." han skød ryggen en smule bagover, mens hans nakke så bare vippede helt tilbage, og de to øjne stirrede stift op i luften.
"Jeg elsker din attitude." lo han så, og var nu endnu engang i bevægelse, indtil han så pludseligt satte sig på hug.
hans ansigt var gemt væk i knæene, og han sad helt sammenkrummet.. så virkelig ynkelig ud.
"Hvor kan man købe mad?" mumlede han så stille. "Jeg er så sulten..." han så op, virkede nu helt bedrøvet som hans blik hvilede på Nadias ansigt.. Nu virkede han endnu engang som det barn han nu engang var.. Han rejste sig op igen.
"Kan man komme op på slottets tag?" spurgte han så, inden han lagde en hånd mod sit brune øjne, for at gnide det lidt.. imens flakkede det hvide bare rundt, som var et et ganske normalt øje der kunne betragte ting... men dog kunne man ikke være i tvivl; han var blind på det.. og det virkede så grotesk, den måde øjet bare så dødt ud.. fuldkommen uden liv.
Lune flyttede hånden fra sit øje igen.. hans hoved så nu rundt, som om han endnu engang havde glemt hvor han befandt sig.. Denne dreng virkede ikke som en af finere klasse.. nærmere en simpel knægt fra gaden, der på en eller anden måde havde mistet forstanden fuldkommen... De færreste kendte desuden til Daniels familien, skønt de ejede et af de størrer palæer i landet.. Lunes forældre havde aldrig været de mest sociale, og Lune selv, havde ikke været udenfor grunden siden han var 10 år gammel.. Drengen var jo blevet mere eller mindre sindsyg, og var på sin vis til fare for sine omgivelser, og da ikke mindst sig selv..