Herbert fornemmede at han blev hevet op fra det isnende underlag, simpelthen fordi han kort efter blev mødt af så pludselig varme, at kontrasten fortalt ham at jorden havde været kold at ligge på. Han forstod dog ikke hvad det var hun gjorde, selvom han havde oplevet noget lignende før. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere, men han kunne mærke varmen. Og han vidste at varme var godt, for i orden havde der altid været dejligt varmt. Han havde aldrig frosset de første seksten år af sit liv, selvom man kunne forvente at jorden ville være frosset om vinteren, var hans jord altid varm. Og varme var godt. Langsomt begyndte hans tanker at blive klarere mens varmen gennemstrømmede hans underafkølede krop. Han kom i tanke om hvem han var, og at denne person ikke var Herbert. Herbert var bare hans navn, et han havde fået. Det var ikke engang et navn på hans eget sprog. Det betød intet, men Herbert kunne godt lide det. Det var den første gave han nogensinde havde fået, og det føltes rart i hans tanker.
Nu vidste han ikke længere hvor han skulle hen. Han ønskede at ignorere lyset og tage til varmen i stedet, men han vidste ikke hvor varmen var længere. Et sted langt bag ham gik han ud fra, da lyset sikkert ikke havde stået stille. ”Herbert er faret vild,” sagde han. På hans sprog var der kun et ord for hver ting, og hans ord var nu Herbert. Han kunne ikke omtale sig selv anderledes, i hvert fald ikke bevidst. ”Herbert vil gerne hjem til varmen igen.” Han vidste ikke hvordan han ellers skulle videregive sit budskab, for varmen var alt han vidste om sit hjem.
Billed af den fantastiske Alwyn!
Herbert stirrer på verdenen gennem mælkehvide øjne, og ser kun hvad der er uvirkeligt.