Rummet var stort. Nogen ville endda mene at det var for stort, og Spike var en af dem. Han brød sig egentligt ikke meget om at skulle sidde ned i det samme rum for mere end nogle minutter, så møblernes kvalitet gjorde ingen forskel for ham. På gulvet lå der hvad der uden tvivl var et flere tusind ravstykker dyrt grimt gulvtæppe, som Spike specielt lidt brød sig om. I hans øjne var det grimt, men til gengæld var det stort nok til næsten at dække hele det enorme rums gulv. Manden sad forhutlet bag et massivt bor af noget der lignede egetræ. Det havde mange skuffer, og ligesom de meterhøje reoler langs den ene væk indeholdt de papirer ordnet i murstenstykke bøger, bundet i det samme brune læder. I bøgerne var der filer om alle byens beboere, nøje organiseret. Det lignede alligevel et rod.
Stolen han sad i var af samme kvalitet som bordet, og havde sikkert kostet en mindre formue i sig selv. Stolen var meget muligt det eneste møbel han holdt af, da den var massiv og hård, men kurvet til at være behagelig at side i længere tid af gangen. Hvilket han havde brug for. Alene i dag havde han brugt flere timer på papirarbejde, og solen var nu ved at gå ned. Dette kunne han se fra de tre lofts høje vinduer bag ham.
Udover papirerne, der lå spredt på skrivebordet, stod der krystalkaraffel med en ravgul væske i. Ved siden af karaffelen stod der et lavt krystalglas, hvor der var spor af en ravgul væske. Spikes hånd befandt sig på karaffelen, i færd med at skænke den ravgule væske op til Spikes anden hånd, der holdt på glasset. Han rejste sig op og kiggede ud af vinduet. På gaden nedenunder gik folk forbi, og forsøgte at lade være med at kigge op på den majestætiske bygning, der tårnede sig op ud til havnekanten. Meget muligt var rummet noget rod og ligeså hans liv, men solnedgangen fejlede intet. Det hjalp også betydeligt at han var små beruset.

Angela havde været en tur i byen for at skaffe sig nogle urter som hun kunne bruge som lægemiddel tidligere på dagen. Hun var smuttet ned til stranden derefter for at betragte noget af solnedgangen som kunne tage et godt stykke tid inden solen gik ned fuldkommen og taget tilbage til boligen. Hun var smuttede ind i den store majestætiske bygningen med lette elegante skridt, satte sine indkøbsvare det rette sted inden hun havde fået stukket en bakke i hånden, en bakke med aftensmad som hun skulle servere for sin herre. Hun smuttede elegant op ad trappen, endnu iført det tøj hun havde haft på efter sin tur i byen. Hun havde børstet sandet af tøjet men anede ikke om det var fuldkommen bort, ingen havde kommenteret på hendes beklædning så hun regnede med at alt var som det skulle være. Kjolen var lårkort, og sad tæt ind til hendes krop, der var ingen ærmer og ingen stropper og den var i en blå, hvid og sort farve. Elegant var den men havde enhver anden haft den på ville det se både for kedelig og simpelt ud, men når hun havde den på så den både dyr og unik ud. Grunden til at kjolen var så kort at hendes slanke ben var så synlige var at den så ville være lettere at bevæge sig i. hun hadede de lange kjoler som fejede om benene og som gjorde det helt umuligt at bevæge sig. Hun hadede bare at være upraktisk. Hun standsede ved døren til hans kontor, strøg hånden gennem den lange snehvide hår en enkelt gange og rystede derved mere sand ud af håret inden hun bankede på, ventede to sekunder og trådte ind. Hun lukkede lige så stille døren bag sig og lod blikket glide rundt. Hendes blik faldt på hans høje skikkelse og derefter på den flaske der stod på bordet. Hun bed sig i underlæben og undertrykte et suk. Han havde drukket igen!

Han vidste allerede hvem det var da der blev banket på. Han havde specifikt instrueret at han ikke ville se arbejde efter at solen var gået ned, og det var det for nogle minutter siden. Nu stod Spike tilbage i mørket med et tomt glas knuget i den ene hånd. Han vidste at den eneste person der ville komme ind udenfor arbejde var Angela, hvilket på sin egen måde var vemodigt. Hun havde intet valg.
Han løftede det tomme glas til sine læber, og konstaterede igen at det var tomt. Da glasset var tilbage på plant niveau havde han glemt hvad det var han tænkte på før, lidt på samme måde som at han havde glemt at han var bange for mørket. Han kunne selvfølgelig heller ikke se at der intet lys var i rummet. Han kiggede fortsat ud af vinduet, og hans øjne var fyldt med lyset fra gaden og nattehimlen, der langsomt begyndte at tone frem i takt med at de sidste lysstråler forsvandt over horisonten.

Han kunne lugte maden på bakken. Det lugtede som halvlunt kød af en eller anden slags; det var længe siden han havde været i stand til at lugte forskellen. Måske var der endda noget tilbehør med noget sovs. Mad, der ligesom rummet og udsigten var mange penge værd. Alene tanken gjorde ham syg. Han vendte sig mod pigen, og kiggede kort på hende. Han var mere eller mindre blevet van til hendes påklædning, og havde det egentligt okay med at hun ikke gik i uniform, hvilket han ellers forlangte af inkvisitionens medlemmer. Hun var anderledes i den henseende; noget der ikke tilhørte bygningen. Hun var ikke noget han havde vundet på grund af det kup han havde lavet på inkvisitionen. ”Hvad laver du her?” Var det eneste han kunne få sig selv til at sige, og han var overrasket over at høre sin stemme. Den lød mere snørklet end han regnede med at den ville. Så meget havde han da ikke drukket, havde han?

Da han endelig vendte sig fra vinduet havde hun lagt bakken på et mindre bord og stod med foldede hænder foran sig. Hendes hoved gled på skrå og blikket gled hen over hans ansigt. Hans stemme var nok til at hun vidste hvor meget han havde drukket, en del. Flasken der lå på bordet var næsten tom hvilket fik hende til at synke en klump, det værste var når han drak. Når han drak blev han helt umulig at tale til fornuft, og derved kunne hun forlade ham med en del blå mærker som hun underligt nok ikke bemærkede længere. Hans spørgsmål ville have været underlig for hende hvis han havde været i sin fulde fem men når han ikke var det var de ringen undring at se eller spore i hendes ansigt “Jeg kommer med aftensmaden ..herre..” hun var sjældent usikker på sig selv, og aldrig usikker på sig selv når hun befandt sig med andre end ham. Nogle gange tvivlede hun på om hun var normal siden hun blev ved med at fælge ham som en skygge selvom han kunne skade hende. Man kunne høre nervøsitet i stemmen da hun tilføjede ordet herre til sidst. Det var ikke sikkert at han vil bemærke det og hun håbede på at han ikke ville gøre. En varme var også til at spore i hendes stemme, en blidhed og varme som hun delte med folk hun snakkede med. Hendes øjne var lige så drømmende og blide som altid men også bekymrede som de også gjorde når hun så ham drikke. Hun bevægede sig rundt i rummet og tændte de forskellige lys, hun kendte efterhånden til hans modvillige mod mørke og det var bedst at få tændt nogle lys inden han opdagede hvor mørkt der endelig var i rummet. Hun fik også rodet op i kaminen og sat mere brænde på så værelset blev varmere. Derefter smuttede hun hen til vinduerne og trak gardinerne for derved kom hun helt tæt på ham.

Spike havde vendt sig om igen og kigget fortryllet ud af vinduet. Han havde endnu engang tabt koncentrationen, og kunne ikke længere huske at hans glas var tomt. Ikke at han havde noget ønske om at drikke mere fra det lige med det første, lige nu befandt han sig i en behagelig blanding af uvidenhed og paralyse. Hvis han drak mere plejede der at ske ubehagelige ting, men han havde aldrig nogen erindring af dem bagefter. Han vidste bare at det ikke var godt.
Han fangede tanken af at noget ikke var godt, og lod den fylde ham op indefra. Sådan stod han stille og tænkte den samme tanke, indtil gardinet blev trukket for og dækkede hans udsyn. Der kom en forsinket overraskelse, da han mere eller mindre havde glemt at pigen var i rummet. Han kiggede på hende en tid, og tænkte over hvor sørgeligt det var at en person som hende endte med at tjene en person som ham. Så glemte han også denne tanke, hvilket passede ham fint. Den var ikke behagelig.
Noget, der ikke var godt vendte tilbage til ham, og et kort øjeblik fangede han ikke hvad han lavede. Med en hurtig bevægelse havde han i den venstre hånd fanget det gardin hun var ved at trække tilbage. Derefter gav han slip. En fjern lugt mindede ham om at der var mad, og han vendte sig omkring for at se rummet behageligt oplyst. Måske var det ikke så slemt trods alt.
Noget slingrende bevægede han sig over til tallerkenen, der viste sig at være dyb. Det var suppe. Hans sanser havde narret ham, og han brød sig ikke om det. Han brød sig heller ikke meget om suppe. Det var for masseløst til at være nærende, men sådan måtte det nu engang værre. Alternativet var at han ikke spiste, og hvis ikke for næringen, kunne han da altid spise for smagen. Det havde han trods alt muligheden for, nu hvor det ikke længere var ham der skulle side ude i efterårskulden og drikke sig selv i søvn. Han tog en skefuld. Underligt nok knasede den, og han kiggede ned. Der var bittesmå plamager, der sejlede rundt i overfladen. Hvis han ikke vidste bedre ville han tro det var ”sand.. Der er sand i min suppe..?”

Hun havde taget hånde til sig da han greb det gardin hun var ved at lukke og ikke kæmpede imod for at få det trukket for. Hun lod ham blot kigge ud hvis det var det han ønskede men nåede ikke at bevæge sig inden han selv bevægede sig hen mod bordet. Tanken han kort havde fået om at det var sørgeligt, hun vidste slet ikke at denne slags tanker kunne falde ham ind. I starten havde det været hårdt at vænne sig til det men hun var efterhånden ´faldet for ham´ og fulgte ham derfor som et barn fulgte sin mor, her var det bare omvendt for det var hende der forsøgte at holde ham ´sund og rask´ eller rettere hun pylrede bare meget om ham og sørgede for at han havde det bedst muligt. Hans blik der hang ved hende et stykke tid som om han slet ikke anede hvem hun var og mens han tænkte nogle ting igennem fik hende til at føle sig forlegen. Hun havde taget det tomme glas ud af hånden på ham og fjernede den næsten tomme flaske med alkohol. Han ville alligevel bare finde sig en ny dagen efter og ikke svane den hun havde mellem hænderne. Hun plejede at smide det ud i håb om at han bare ville holde op eller holde ham beskæftiget med noget andet for ikke at bede om noget at drikke. Hun var på vej hen mod døren da hans ord standsede hende. Hun stivnede nærmest. Var der endt noget sandt i hans suppe? Men hvordan. Hun stod stille i et sekund inden hun kom i tanke om at hun havde strøget hånden gennem håret inden hun var gået ind i værelset. Hun bandende indenvindigt for at have begået denne fejl og var hurtigt henne ved bordet. Hun lagde flasken og glasset fra sig “Det må De undskylde, jeg henter en ny” hun var ikke typen der løj og derfor gad hun ikke give en undskyldning for hvor sandet var kommet fra, spurgte han ville hun nok svare ærligt selvom hun vil blive pryglet for det. Hun havde allerede taget bakken imellem sine hænder helt forsigtigt og uden at se direkte på ham.

Spike viftede afværgende med hånden. ”Det er lige meget nu. Jeg har ikke lyst til at spise.” Pludseligt lagde han mærke til at det var hans højre hånd han viftede med, og at der burde have været et glas i den hånd. Den tidligere tanke om at han nok burde stoppe med at drikke for i aften, var for længst forsvundet i hans myriade af tanker, hvoraf ingen nåede til hans bevidsthed, der var dækket i et tykt lag af alkohol. ”Og hvor er mit glas?” Han rejste sig op, og gik over til bordet. Han vidste at der havde været en flaske der. Havde der ikke? Måske var det en gammel flaske, som han havde drukket tidligere. Han kunne ikke skelne. Det handlede trods alt heller ikke om at drikke; det handlede om at være fuld. ”Angela, hent mig en ny flaske.” Sagde han roligt, mens han støttede sin ene hånd på bordkanten. Den anden gjorde vidst det samme, men han var ikke sikker på at om det var hans hånd. Han vidste at der under de fløjlsbløde handsker var en kold overflade af sølv, men måske var denne mere hans hånd end den venstre. Han vidste ikke hvilken hånd der var hvilken.

Hun undertrykte et suk da han sagde at det var lige meget og gav slip på bakken igen. Hun vidste aldrig rigtigt hvor hun havde ham og var derfor altid forsigtig med hvad hun gjorde. Hun fulgte ham med et opmærksomt blik som han rejste sig og stod blot fuldkommen tavs, hun bed sig i underlæben da han spurgte om glasset og vidste hvad han ville spørg om bagefter. Da han stoppede ved sit arbejdsbord og endelig lod ordene forlade læberne sukkede hun nu åbenlyst. Hun lagde straks hånden over munden da det havde været en fejl at sukket blev hørt og håbede bare at han ikke bemærket det hvilket han med stor sandsynlighed ikke gjorde når han var så fuld som han var. Hun trådte hen til ham standsede mindre end en armlængde fra ham “De har fået en del at drikke for i aften.. Hvad med at gå i seng det er blevet sent” hendes stemme var helt blid, nænsom og varm. Det hun ventede nu var at han enten flippede ud eller blot lod sig finde i det hvilket ville undre hende hvis han gjorde. Han var trods alt hendes herre og ikke omvendt så hun kunne ikke andet end forsøge på at tale ham til fornuft og hvis det ikke virkede så tog hun gerne imod konsekvenserne.

Ordene raslede gennem hans tanker, og vækkede nogle minder, der helst skulle være blevet forglemt. Billeder røg igennem hans hoved. Der var gange hvor andre havde sagt lignende, gange hvor han havde tænkt lignende, og gange hvor han vidste at han burde være stoppet. Næsten alle var endt på samme måde. Med mørke, hvorfra de eneste lyde var smertefuld latter. Troede Spike i hvert fald. Han kunne i hvert fald ikke huske mere.
Det var ikke helt det samme denne gang; han var ikke beruset nok til at være på det plan hvor han mistede kontrol. Hans eneste problem var blot at en irriterende flamme brændt ham indefra. Han var blevet sin egen herre i et forsøg på at få folk til at holde op med at fortælle ham hvad han skulle gøre, at tro at de var bedre end ham selv. Alligevel kom folk og fortalte ham hvad han burde gøre. Hvordan han burde arbejde, hvor hans kontor burde være, hvorledes han burde gå klædt og sidst, men bestemt ikke mindst, hvordan han skulle leve sit liv. Han havde bare fået for meget af det, og alkoholen gjorde ham hæmningsløs.
På den korte afstand der var mellem dem, sendte han sin albue mod hendes mave, da han stadig stod med ryggen vendt mod hende og armene på bordet. Han regnede med at han ramte, kunne i hvert fald ikke forestille sig andet. Som et naturligt selvfølge af at slaget var en succes, vendte han sig omkring, mens han rettede et slag mod han regnede med at hendes hoved måtte være. Der var kraft nok i slaget til at vælte hende omkuld, medmindre selvfølgelig hun havde været den mindste smule forberedt. Så kunne hun sikkert stå imod.
”Ingen skal fortælle mig hvad jeg skal gøre!” Sagde han vredt, og gjorde klar til at følge op på sine slag, hvis han havde lyst til det. Hans lyst var den eneste faktorer for ham lige i øjeblikket.

Hendes hjerte hamrede vildt i spænding for hvordan han kunne reagere. Han kunne reagere roligt og andre gange voldsomt som han desværre gjord endnu. Hun havde vidst hvad der ville komme men at undvige ville blot gøre ham mere vred og nok slå hårdere. Slaget der ramte hende i maven fik slåede luften ud af hende og hun fornemmede at der var et andet slag på vej og sørgede for at dække sit ansigt alligevel mistede hun balancen ved det hårde slag og faldt om på gulvet. Hun krøllede sig helt sammen dog uden at græde eller noget. Havde det været en hvilken som helst anden havde hun nok kastede en masse eder og forbandelser i hovedet på vedkommende men når det nu var ham tog hun det som hun altid gjorde, roligt og uden en kommentar. Hun nægtede dog at hente ham det han ønskede hun forsøgte selv at stoppe hans drikkeri så at hente ham det var et nederlag som hun ikke ville indse. Hun satte sig op med nogle små jamrende lyde og endte med at rejste sig op igen. Hun følte en brændende fornemmelse de steder han havde ramt hende og vidste at hendes ene finger var blevet brækket allerede enden hun kiggede på den. Hun så ikke på ham stillede sig henne under et lys og betragtede sin brækkede finger, hun bed sig i underlæben og trak vejret dybt inden hun lukkede øjnene og rettede fingeren ud så den ikke voksede skævt på. Lyden af knoglen skar gennem stilheden i rummet og smerten fik hende til at bide hul på underlæben og tårerne til at samle sig i hendes øjne dog uden at lade dem få frit løb selvom hun gerne ville inderst inde, dog var hun ikke alene så dette var en helt umulig sag. Heldig for hende at hun havde healende evner og derfor ville hendes finger heale sammen inden længe. Hun vendte blikket mod ham igen da det ikke gik at hun vendte opmærksomheden bort fra ham i lang tid ad gangen ”Ingen fortæller Dem hvad De skal gøre.. Folk der holder af Dem forsøger blot at hjælpe dem med råd” svarede hun, hun overskred sikkert en masse grænser med disse ord da hun trods alt var en slave, men hun var nu ikke en almindelig en af slagsen og den slags forlod ikke hendes læber for første gang. Selvfølgelig snakkede hun ikke sådan til ham når der var andre, de rar hun den ydmyg slave der lyttede og gjorde alt hvad han ønskede.

Han stod og kiggede på hende, som var det der var sket ikke noget han havde gjort. Det var ikke et valg han havde taget, og aldrig en beslutning han havde haft mulighed for. Dette var ikke hans verden han kiggede på, og det var ikke hans hænder. Alligevel føltes de virkelige. Han kunne mærke smerten i leddene, der var kommet da han havde slået hende. Han kunne stadig mærke fornemmelsen af hans albue, der ramte hende i maven, og det føltes ikke virkeligt.
Denne følelse af uvirkelighed satte sig øverst på toppen af problematiske fornemmelser han havde haft i sidste fire sekunder. Denne søjle var hvad der holdt hans raseri løftet, men den ville aldrig kunne holde det, hvis ikke det havde været for Atlas, hans svigtende viljestyrke. At Atlas var fuld hjalp ikke på himmelens tilstand.
Endnu engang mistede han temperamentet over de ord, der forlod hendes mund. Fra hende kom der endnu en blanding af bogstaver, der ramte et klump af minder i hans hukommelse. Dette var hovedsageligt minder delt op i to grupper, minder om hans far, og minder om Alwyn. Begge havde prøvet at ’hjælpe’ ham, uden at forstå hvad det var der havde brug for hjælp. For den hjælpende galt det ikke om at hjælpe, det galt om at føle sig godt tilpas med sig selv. Intet andet.
Spike trådte hurtigt frem til hende, og greb halvfuld ud efter hendes hals. Hvis han fik fat ville hans arm fortsætte og presse hende op mod væggen. Hvis ikke han rammede ville hans egen hånd ramme mod muren. Det ville midlertidigt ikke være svært for hende at undgå hans hånd; selvom den var hurtig var den ustabil og upræcis. ”Der er ingen folk der holder af mig, tøs,” hvislede han helt tæt på hendes ansigt, ligegyldigt om han havde grebet hende om halsen eller ej, ”der findes kun mennesker der vil udnytte mig, eller tilfredsstille dem selv på min bekostning.” Man kunne tydeligt høre på ham at dette var noget han havde gennemtænkt mens han var ædru, og som han nu prøvede at genskabe i alt tankens ædru pragt. Det lykkedes dog ikke helt. Så tæt på hans ansigt som hun nu befandt sig, ville hun let kunne lugte stanken af dyr cognac i hans ånde.

Hun havde ikke undveget hans greb selvom hun let havde kunnet gøre det. Hun havde ladet ham gøre det som hun altid lod ham gøre. Hun flyttede sig aldrig når han forsøgte at slå uanset hvor hårdt slaget så ud til at blive og det slag han havde givet hende før var ikke specielt hårdt i forhold til de andre hun havde fået før. Det viste da at han endnu ikke havde drukket sig fuldkommen fuld. Hun blev pressede op mod væggen men hendes blik forlod ham ikke. Lugten af hans ånde fik bragt kvalmen op i hende men hun holdt maven på plads så hun ikke brækkede sig. Klamt var det men måske syntes hun at det var så klamt fordi hun ikke selv drak? Hun lagde blidt sind hånd over den hånd han havde lukkede om hendes hals. Hun brugte selv den hånd der ikke var skadet så den ikke blev skadet mere. Hans ord fik hende til at bide tænderne sammen men blikket forlod ham ikke i stedet svaret hun endnu roligt selvom han let kunne knuse hendes hals “Jeg gøre..” lød hendes svar da han sagde at ingen holdt af ham, da han fortsatte svarede hun igen “Hvorfor skulle jeg ønske at tilfredsstille Dem når De behandler mig som De gøre? Og hvordan skal jeg udnytte Dem når det er Dem der er min herre?” hendes stemme var ret skrøbelig og det blev efterhånden svære og svære at få vejret så hun begyndte at hive efter det. Hendes blik hang ved hans og hun følte hvordan hendes hoved begyndte at dunke og hjertet hamre vildt i et forsøg på at få mere ilt rundt i kroppen “Jeg kan ikke få vejret” hendes stemme endnu blid og rolig, enhver anden ville nok være gået i panik.

Selvom han kiggede i retning af hendes ansigt, var det ikke det hans fjerne blik fokuserede på. Egentligt kiggede han slet ikke på noget. Han lyttede blot til hendes ord, og lod dem blive absorberet af den bevidste masse, der var Spike Lee. Han hørte hvad hun sagde og forstod ordene, men en vigtig del af meningen var fortsat tabt for ham. Nøglen til at kunne relatere til hendes ord, så det ikke bare var pladder som hverdagssnak ellers altid var. Han forstod hvad hun sagde uden at forstå. Først da hun gjorde ham opmærksom på at hun ikke kunne trække vejret, gav han slip på hendes hals, og da pludseligt som var overgangen ikke en mulighed; det var en flydende instruktion i hans hjerne, enten gjorde han det, eller også gjorde han det ikke. Intet midt imellem. Han tog et skridt tilbage, og hans øjne genvandt fokus på hendes ansigt. Han forstod ingenting, og det gjorde ham ilde tilpas.
Var det viljestyrke han havde tænkt på tidligere? Han skammede sig i hvert fald over ikke at udvise større selvkontrol. Han brugte sin tid på at være vred uden at tænke over hvad det medførte. Måske var denne vrede kilden til alle de problemer, der var opstået i løbet af hans levealder? Måske var det en god idé hvis han lyttede til hendes råd. Hun havde ret. Hun havde intet at vinde fra at hjælpe ham, og alligevel gjorde hun det. Han var nød til at tænke nærmere over det. Roligt og tavst satte han sig foran den sandede suppe og kiggede ind i ilden. Denne aftens spektakel var ved at være ovre, og han følte nu endelig at han kunne holde sin fyraften. ”Du kan gå nu,” sagde han med en stemme der manglede enhver form for følelse. I stedet var der en tone af kølig kontrol, der påkrævede autoritet. Han kunne mærke sig selv trevle op i sømmene. Stilheden sænkede sig over manden, der ikke endnu havde takket kvinden, der forsøgte at gøre ham det bedste.

Hun betragtede ham og kunne se at han ikke rigtig fokuseret. Hun var et øjeblik bange for at han ikke havde i sinde at give slip men faldt hurtigt til tro og erstattet den tanke til at han måske stod og overvejet hendes ord. det håbede hun i alt fald på. Hendes blik hvilede på ham mens hun sekund for sekund blev mere og mere svimmel og slap i kroppen. Da han endelig gav slip faldt hun sammen på gulvet og begyndte at hive efter vejret. Hun hostede og et par gange imens luften fyldte hendes lunger. Hun vendte blikket mod ham da hendes krop endelig faldt mere til ro efter at have fået den passende mængde ilt der kunne holde den kørende. Hun så ham sætte sig uden at sige noget, hun lænede sig blot op ad væggen med benene i skrædderstilling. Hun sørgede for at sidde ordentligt og trække ned i kjolen så man ikke kunne se hendes trusser. Nu ville det vise sig om han havde i sinde at bede hende om at hente sig noget alkohol igen eller om hendes ord havde gjort indtryk, hun håbede på det sidste. Hans ord der kom efter lang tids venten fik hende til at se på ham med håb i øjnene. Mon hendes forsøg i alle disse år var begyndt at bære frugt? Hun turde næsten ikke bevæge sig bange for at han ville skifte mening men endte med at rejse sig lydløst og elegant op. Hun gik hen til ham samlede glasset han havde drukket i og resten af den halvtomme flaske og satte dem i bakken med den sandede suppe som ha næsten ikke havde rørt på grund af hende. hun samlede bakken op, forventede ikke en undskyldning fra ham hun var trods alt en slave. ”Er der andet De ønsker?” spurgte hun med en blid stemme som om intet var sket.

Spike sad roligt i sin stol, og kiggede tænksomt ind i pejsens flammer. Han havde ikke lyst til at virke tænksom overfor Angela, heller ej vred eller ligeglad. Han havde mest af alt lyst til at han kunne lade være med at udsende nogen form for udtryk, selvom han vidste at det var umuligt. Selv hvis han intet indtryk gav, ville det være et indtryk i sig selv. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. At tænke virkede bare så malplaceret.
”Bare gå.” Sagde han med en kant af vrede. Han havde ikke tålmodighed til mennesker, heller ej til at tale med dem. Alligevel havde han ikke lyst til at sidde alene og vente på at mareridtene indtraf igen. Hvis han kunne, ville han træde ud af tiden og komme tilbage når den virkede mere lukrativ. Lige nu var den bare for meget til at tankerne kunne omspænde den.
Måske var det bedre hvis hun bare gik, og kom tilbage senere når han igen havde brug for at nogen sprang hans boble, og minde ham om at verden ikke kunne ignoreres. Tanken om at hun skulle blive frastød ham ligeså meget som tanken om at hun gik. Han var bange for at ord ville røbe den skam han bar over at være sig selv. At være en person, der ikke engang var stærk nok til at stå oprejst overfor sig selv. Hvis han nu blev siddende i stollen til flammerne gik ud, kunne det være at han kunne undslippe repetitionen. Han mente at det var forsøget værd.
”Gå,” gentog han mindre tydeligt. Han var holdt op med at fornemme hendes tilstedeværelse. I stedet for hendes person blev der i hans tanker sat en konstant, som han kunne regne med og vurdere. Hun var ligeså lidt en person i hans tanker som han selv var. Hun var blevet tilskrevet en mental skakbrik, der intet havde med hendes egentligt krop at gøre.

Da han gentog at hun bare skulle gå vidste hun at der ikke var andet at gøre. Hun brød sig ikke om at se ham sådan, hellere ej brød hun sig om se ham vred, ikke fordi han slog hende eller skadede hende når han var vred men fordi hun følte så specielt for ham end for alle andre. Han var den eneste hun behandlede så blidt og varmt, nærmest som en mor der puslede rundt om sit barn og sørgede for at det havde det godt. Høflig var hun overfor alle men ingen andre end ham kunne slå hende uden at hun gav igen, hun var hans ejendom og han kunne gøre ved hende hvad han ville uden at hun kunne gøre noget eller ville gøre noget. Hun havde bemærket hvor eftertænksom han var og selvom hun gerne ville vide hvad han tænkte på og hvad der generet ham vidste hun at ikke bare kunne spørg. Hun nikkede blot og samlede bakken op, sørgede for ikke at lade den hvile mod hendes venstre hånd hvor den ene finger var brækket så det ikke ville gøre ondt. Hans stemme, eller rettere hans lave hvisken fik hende til at standse da hun var halvvejes hende ved døren, ordene opfattede hun skam selvom det næsten var utydeligt at høre. Hun vidste at han ikke rigtigt så på hende, eller fornemmede hendes tilstedeværelse. Henne ved døren standsede hun og vendte sig om mod ham ”Jeg kommer og ser til Dem senere” sagde hun blidt inden hun lukkede døren op og forlod værelset.

((OOC: skal vi slutte tråden her eller skal hun komme tilbage?))

Spike vågnede op i den samme stol som han var faldet i søvn i. Den stod foran pejsen, hvori ilden for længst var gået ud og havde forladt nogle sørgelige sorte rester i kaminen. Hans hoved værkede, og han var glad for at der ikke var komplet mørkt i rummet; fra vinduerne strømmede der lys, og selvom lyset blev stoppet af de tunge gardiner, var gardinerne ikke tunge nok til at holde alt lyset ude. Diskret blev der kastet genskær ind i kammeret, hvilket fik væggen bag hans skrivebord til at se nærmest astral ud.
Spike rejste sig langsomt. Han var ikke sikker på hvad klokken var, men den måtte mindst være nogle timer efter solopgang. At han ikke var blevet vækket tidligere af arbejdssager var et mirakel, men han måtte også hellere se at komme videre. Der var masser af papirarbejde at ordne, og det ville tage ham det meste af dagen. Hvis altså ikke han blev forstyrret.
Han satte sig roligt foran sit skrivebord, og greb sit skriveredskab i hånden. Pennen var magisk fremstillet, og han havde arvet den fra den tidligere lektor. Udover at den så meget behændig ud, havde pennen den praktiske egenskab at den aldrig løb tør for blæk. Og så gjorde den heller ikke så ondt at holde på i længden som fjerpenne.

Angela var smuttet i bad efter at hun havde forladt ham aftenen før. Hun havde sørgede for at vaske al sandet ud af håret og resten af kroppen. Hun duftede vidunderligt rent af sæbe. Som tjener og salve var der ikke varmt vand til hende, og alligevel nød hun at føle vandet løbe over kroppen og fjerne alle urenheder og snavs for at efterlade hendes hud helt blank og ren. Hun havde gået i seng efterfølgende og var først vågnede tidligt om morgnen. Hun var smuttede ud i køkkenet for at få Spikes morgenmad, han måtte vel være sulten når han nu ikke havde spist i så lang tid. Det ville dog ikke undre hende hvis han ikke havde bemærket sin egen sult og kunne forestille sig at han allerede var gået i gang med arbejdet. Denne morgen var hun iført en lårkort rød kjole, denne havde dog lange ærmer men var nedringet så hendes kavalergang var tydelig at se. Også denne kjole var ikke noget af det nyeste men når hun havde den på så den ret dyr ud. Hun tog bakken og smuttede op til hans værelse hvor han ikke var så hun regnede med at han var i sit arbejdsværelse hvor hun havde efterladt ham aftenen før. hun bankede på og ventede på svar som hun altid gjorde.

Manden kiggede fortsat på sine papirer, da der blev banket på døren. En lysstribe blev kastet ind fra omverdenen, og kastede lys over hans hænder og papiret, men henkastede resten af hans legeme i skygger. Hans krop var fanget i kontrasten mellem lys og skygge, og han havde ingen intentioner om at gøre noget ved det. Han var godt tilpas i denne halvmørke.
Hans hoved værkede stadigvæk fra nattens drikkeri, selvom han ikke havde drukket nok til at få egentlige tømmermænd. Smerten kom som en blanding af alkohol, der blev afveget af hans krop og den hårde smerte fra et mareridt, han ikke længere kunne huske. Alt der var tilbage af hans nattesøvn var en gentagende stump lyd, der lød lidt som et bordben, der blev slået ned i en bunke tøj. Han vidste nok til at vide at han ikke havde lyst til at vide mere.
”Kom ind,” sagde han højt og tydeligt, stadig uden at kigge op. Han regnede med at personen selv kunne finde på at gå ind, nu hvor de var kommet for at afbryde ham i hans arbejde. Han håbede at de havde god grund, for han var ikke i humør til at snakke med hvem som helst. Når man fangede Spike på en dårlig dag skulle man være forsigtig. Hvis ikke det virkede som om han havde en dårlig dag, skulle man være endnu mere forsigtig.

Hun trådte ind da han svarede hende. Allerede inden hun trådte ind havde hun kunnet høre på stemmen hvordan hans humør var hvilket blot bekymrede hende. Hun kunne forestille sig at han havde tømmermænd, eller en smule hovedpine i hvert fald som hun let kunne fjerne. Hun trådte ind i værelset som halvt om halvt var badet i den endnu ikke helt vågne sol. Hun satte lydløst bakken med mad på bordet og smuttede hen til kaminen som hun lydløst rengjorde. Når han ikke forlod arbejdsværelset måtte han finde sig i at der blev gjort rent når han var der, på den anden side kunne han bare smide hende ud hvis han syntes at hun var alt for irriterende. Hendes liv havde været meget mere interessant inden hun var blevet købt af Spike, eller rettere der havde været mere smerte og drama i den. hun undrede sig endnu over grunden til at han lige havde valgt hende men havde slet intet imod at være blevet valgt. da hun havde rensede ud i kaminen listede hun sig hen til vinduet. Den finger som han havde brækket aften før, var forbundet men den så ikke ud til at forhindre hende i at udføre st arbejde. hun lukkede ene ene gardin op men sørgede for at det ikke var en af de gardiner der var tættest på ham så solen ikke ville trænge sig voldsomt på. Hun stillede sig foran hans arbejdsbord og ventede med at trække de andre gardiner for til lidt senere "Der er morgenmad herre, og hvis de har hovedpine kan jeg fjerne den for Dem" lød hendes fløjlsbløde stemme.