Baldric rendte rundt ude i sumpen, han vidste den var smattet og man nemt kunne blive suget ned i den, så han havde valgt ikke at tage sin store armor på men en letvægts brynje han havde stjålet fra en byvagt som han havde slået ihjel da han ville forhindre Baldric i at forlade byen.
Baldric havde sit skjold på ryggen og sit sværd i siden, han havde de langskaftede sko på, og en lang kæp i hånden som han følte med, foran sig mens han gik i vandet, for at sikre sig han ikke pludseligt blev suget ned.
Baldric nåede op et sted han mente at kunne huske var udkanten at sumpen, heldigvis sad Baldric dog på en ø i et mindre sivhav, så han var godt gemt væk, dette ville være en god lejrplads i nat bestemte Baldric hurtigt og smed den skuldertaske han havde på ved siden af sig og fandt noget brød og røget kød frem.
Baldric kastede et hurtigt blik på solen... Det var stadig eftermiddag, få timer til at solen ville gå ned, heldigvis havde han et tæppe med, så han behøvede ikke at fryse i nat.
Baldric begyndte langsomt at indtage sit måltid, han havde forsyninger til to dage.

Det havde været et spektakel i byen tidligere. Et par unge vagter var styrtet ind i Asbjörns kontor, for at melde et mord på en af deres med-vagter. Generalen havde straks fået sin hest sadlet, og var taget ud til scenen, hvor en ung byvagt rigtig nok lå badet i sit eget hjerteblod. De to unge vagter havde været forvirrede og fortvivlede, for hvem ville dog gøre noget så grufuldt, at myrde en stakkels ung mand, som blot gjorde sit arbejde. Asbjörn havde dog set dette ske flere gange, og mindede de to andre vagter om, at det nok ville være en god idé at patruljere i grupper på mindst tre fremover. Det var den tredje vagt han havde mistet i denne måned.

Asbjörn var straks taget afsted, for at finde synderen og gøre en ende på dennes frie tilværelse. Han tillod ikke mord på sine mænd. Desværre var byvagten ikke i tvivl om hvem der havde ført sværdet, som havde endt den unge vagts liv. Brynjar. Den gamle hest var ikke særlig glad for sump-terræn, så han havde fulgt de friske fodspor til fods. Des længere ud i det vandede område, des svagere blev fodsporene. I sidste ende gik Asbjörn afsted efter instinktet og ønsket om at få tørre fødder. Et virvar af siv og grene gjorde det næsten umuligt at orientere sig, konstaterede han, men holdt for hovedet højt og blikket fast. Ret forude så han en skikkelse imellem de hvid-gule siv. Han genkendte straks brynjen, der skinnede lystigt i de få solstråler, som blev kastet igennem træernes krogede grene. Byvagten stoppede sin gang, og placerede sig på en lille forhøjning, så han kunne få et ordentlig syn af sin vagts morder. Han sukkede højlydt.

"Jeg kendte den dreng ganske godt, Brynjar. Han var en af mine egne væbnere, da jeg selv startede. Jeg håber virkelig at du havde en god grund til at ende hans alt for korte liv." hans stemme var rolig, men disserede let af irritation. Han havde svært ved at håndtere tanken om, at hvorend Brynjar gik, så efterlod han sig et spor af døde mænd. Asbjörns døde mænd, vel og mærke.

Baldric fløj af ren vane op og stod med trukket sværd og skjold, af ren vane, han havde ikke engang selv nået at reagere på hans egen handling, og det viste at Baldric var en god kriger.
"Jeg kan forklare mig." svarede Baldric hurtigt og vidste allerede hvorfor Asbjörn var fulgt efter ham.
Baldric sænkede sværdet og stak det i sværdskeden igen "Kom og sæt dig og del mit måltid med mig, så skal jeg forklare." Baldric satte sig ned og gjorde en bevægelse med hånden for at vise at han bare kunne sætte sig.
"Vil du høre min forklaring, eller skal jeg bare slagtes før jeg får fremsat et forsvar?" Baldric vidste godt hvad Asbjörn højt sansyneligt ville svare, han ville sansyneligvis bede Baldric fremlægge sit forsvar, havde fyren været meget tæt på Asbjörn, ville Asbjörn sikkert slagte ham.

Asbjörn løftede forbløffet begge øjenbryn, da den unge mand sprang op, klar til at forsvare sig med livet. Et kort øjeblik kunne Asbjörn forestille sig, at den unge byvagt ved et uheld havde forskrækket Brynjar, og med det måtte lade livet. Han håbede dog på at der var en bedre forklaring. Han forventede det faktisk. Byvagten havde egentlig svært ved at finde en holdning til Brynjar; knægten fortjente uden tvivl at komme ind og ruske tremmer, men han var næsten for dygtig en kriger. Asbjörn begav sig ind på det tørre område og vippede kort med fødderne, for at få lidt varme i de gennemblødte tæer.

"Så lad mig høre dit forsvar. Jeg håber det er godt." mumlede han og ville have lagt armene over kors, hvis det havde været en mulighed. I stedet satte han blod hånden i siden, og betragtede Brynjar-drengen med et indgående blik, hvorefter han studerede dét, som godt kunne ligne nødrationer. "Planlægger du at blive herude i et par dage?"

Det første Baldric sagde var "Han startede, han kunne have forhindret det. Men han startede og lyttede ikke til min advarsler."
Baldric begyndte at forklare rigtigt "Det var senere den aften du gav mad på kroen, jeg var lidt bedugget, men ikke mere end jeg var ved mine sansers fulde fem, jeg var på vej hjem.. Eller hjem og hjem.. Sådan et har jeg jo ikke permanent, men altså pludseligt står den her store tamp foran mig, jeg kan se i hans barnlige ansigt at han er yngre end mig, men mindst lige så stor som mig, jeg ser hurtigt han er byvagt, men han kræver jeg overgiver mig og truer mig med sit sværd, og jeg advarede ham flere gange, og han sagde bare 'Baldric Brynjar overgiv dig eller jeg dræber dig!' jeg kunne se hans træning med sværdet var minimal.. Og da jeg gentagne gange nægtede at føje ham gjorde han et udfald som jeg parrede ved at rykke mig et skridt sparke ham i hans ædlere dele, og så rykke mig om bagi ham og trække min lange kniv og gennembore hans hjerte bagfra. Derefter tog jeg alt han havde af værdi, undtagen hans ødelagte tøj, og forlod stedet, men ingen skal komme og sige jeg ikke advarede ham, jeg advarede ham gentagne gange om at jeg ikke ville tolere hans adfærd, han kunne have levet idag, vis han havde ladet mig gå videre, og havde han ladet mig gå videre havde han jo altid kunne hugge mig ned bagfra." forklarede Baldric, og sørgede for at gå i detaljer med det meste og sørge for at holde øjenkontakten med Asbjörn for at sikre sig han lyttede.
Baldric skar sit brød ud i to og rakte Asbjörn halvdelen.
"Ja... Jeg har tænkt mig at blive her i sumpen et par dage."

Asbjörn lyttede opmærksomt til hvad der blev sagt og havde i mellemtiden sat sig til rette overfor Brynjar. Han vidste godt at den unge mand, som nu sad overfor ham, ikke var en man skulle tage for let. Han mente hvad han sagde og sagde hvad han mente. Men var det nu også sandheden han hørte? Han havde kendt den unge byvagt ganske godt, og kendte da også til drengens overdrevne selvtillid. Måske var det ikke helt løgn dét som han nu fik fortalt. Han rettede sig op og stirrede den unge mand ind i øjnene, for at spore tegn på løgn eller tvivl. Han fandt ingen. Så det var sandheden?
Han sukkede højlydt, tydeligvis ikke helt glad for den forklaring han havde fået. Men hvad kan man sige til det? Han havde lige mistet en af sine nye vagter, og han løb snart tør for ordentlige mænd. Han ansatte ikke flere lige foreløbigt. Der var ingen der ville være byvagt nu hvor Mørkets Lord var ved magten. Ingen turde tage ansvar.

"Jaså." var det eneste han havde at sige. Han tog imod det brød han fik rakt og betragtede det med et fjernt blik, hvorefter han lagde det i sit skød, for herefter at pille nogle stykker af for at spise lidt.
"Hvorfor? Bange for at blive fanget eller er der en anden grund?"

Baldric sukkede dybt og sagde "Du ved hvad der sker vis jeg bliver fanget, dødsstraf eller at skulle sidde i et fængsel til jeg dør? Nej tak, det går vist ikke helt, jeg er ikke den type der frivilligt lader folk gøre sådan noget mod mig." Baldric skar det tørrede kød ud i to lunser og kastede den ene til Asbjörn og spiste lidt af sit eget før han så et stykke tid efter spurgte med lidt lavere stemme, som om han undertrykte noget "Er... Er du så kommet for at anholde mig eller hvad?" Baldric virkede pludseligt lidt rastløs, det blev han altid vis han vidste der var chance for at han kunne blive fanget eller at det trak op til en kamp på liv eller død, dog var Baldric ikke bange for at dø tværtimod, men han ville dog stadig kæmpe det bedste han kunne vis han nu skulle dø, og det var ikke lidt.
Baldrics blik gled over på en sten der var så stor at Baldric lige akkurat ville kunne holde den i en hånd... Baldric vidste at det ville være hurtigere for ham at gribe den og slå Asbjörn i hovedet med vis han skulle i kamp, end at skulle trække sit sværd.. Han vidste også der var større chance for Asbjörn ville overleve vis Baldric nøjedes med at slå ham med stenen.

Asbjörn greb kødet med to fingre, ( ninja! ) og lagde det på brødet. Han så en anelse fjern ud i blikket og det var tydeligt at han overvejede sin situation nøje. Det var hans pligt at arrestere Brynjar, men han var ikke et sekund i tvivl om, at den unge mand hellere ville tage livet af Asbjörn, end at ende bag tremmer.
"Nej, du ville heller ikke klare dig særlig godt bag et gitter." påpegede han og betragtede den mad han havde fået lavet sig nu. Han vendte derefter blikket imod Brynjar og rystede på hovedet. "Vi ville sikkert heller ikke kunne holde på dig, har jeg ret? Du ville vælte mure og huse for at komme væk igen."
Det var sikkert ingen overdrivelse. Han lod tungen glide henover de tørre læber og rørte ikke videre sin mad. Da knægten så spurgte om Asbjörn var kommet for at anholde ham, forholdt han sig tavs. Han var ikke helt sikker på om han virkelig skulle forsøge; der var ingen tvivl om at Brynjar ville tage kampen op, og dette terræn var langt fra et godt sted for Asbjörn at kæmpe. Han ville få brug for sin balance-evne, og det var ikke ligefrem hans største talent.
"Du har ikke noget fast tag over hovedet?" spurgte han pludselig og fulgte Brynjars blik ned på stenen. Han forstod straks knægtens hensigt og lod ikke blikket fjerne fra det, som kunne blive et potentielt våben. Han overvejede at sparke den væk, men valgte at forholde sig ganske stille for nu.

"Hvorfor vælte tage og huse så længe jeg kunne få fat på et sværd og dræbe alle de vagter der var i fængslet?" spurgte Baldric og smilede skævt og skyndte selv at tilføje "Overdrivelse... Overtallet ville banke mig groft.. Selv den bedste sværdkæmper kunne ikke klare 5-6 mand, vis de angreb fra hver deres side og havde en minimal kamptræning.".
"Nææh... Et hus ville vel også forringe mine flugtmuligheder vis det skulle komme så vidt?" konstaterede Baldric halvt om halvt.
Baldric lagde mærke til at Asbjörn også havde fået øje på stenen og vidste at Asbjörn sikkert vidste hvad Baldrics intentioner med den sten var vis det kom til kamp.

Asbjörn lo mildt og rystede på hovedet; han tvivlede faktisk ikke på at at Brynjar ville kunne tage en vagt eller tre. Men 5-6 var måske lige i overkanten. Desuden så tvivlede han på, at drengen ville kunne klare Asbjörn selv. I hvert fald ikke hvis byvagten havde ordentlig jord under fødderne. Han tog endelig en bid af sin mad og vendte blikket opad, imens han taknemligt tyggede på sin mad. Det var egentlig et dejligt vejr. For nu. Det ville sikkert begynde at regne lige så snart solen var væk; sådan var det oftest på denne årstid.
"Hvad vil du gøre når den første sne falder?" spurgte han pludselig. "Du vil vel ikke bo i telt herude."
Han vendte atter blikket imod den unge mand og undrede sig over, hvorfor en knægt der egentlig på ingen måde var et dårligt menneske, ikke meldte sig ind som vagt eller kriger, af en eller anden art. Han ville få en fast løn og et tag over hovedet. Hvilke goder var der ved at være eftersøgt og jaget?
Asbjörn overvejede om han ville kunne nå stenen med benet, for at skubbe den væk, eller om han ville være nød til at rykke sig.
"Du behøver jo ikke altid flygte, min unge ven. Der er andre måder at vise sin utilfredshed på."

Baldric lyttede og smilede hånligt pludseligt "Ja der er! Og ved du hvad? Ingen lytter til de andre måder, vis jeg kommer ind og slår dine soldater ihjel, så ser du mig som en trussel og så kan du ikke længere sende folk til byerne, som udfører deres arbejde og derefter går ud og voldtager en kvinde, uden de kan blive straffet fordi de er hævet over loven. Tro mig. Vil du høre en lille historie? Den kan forklare hvordan jeg blev til den onde i det her 'spil'." spurgte Baldric og kiggede følelsesløst på Asbjörn, han var lige i humør til at stikke nogen ned nu, Asbjörn forstod det med sikkerhed ikke, Asbjörn VAR loven og loven forstod jo ikke hvad den selv gjorde galt.. Sådan var det atlid... Typisk.
Baldric spiste lidt mere af sin mad og holdt blikket et sted mellem Asbjörn og stenen.

Asbjörn betragtede knægten og missede med øjnene. Der lå mere i det end som så, tilsyndeladende. Men folk havde altid en grund til at begå kriminalitet. Enten havde de en hård barndom, eller også var det stemmerne i hovedet. De kunne altid bortforklare sig. Han havde været vagt i mange år nu, og han havde hørt lidt af hvert.
"Ja, fortæl mig din historie," mumlede Asbjörn og rettede sig op. Han undlog bevidst at kigge for meget på stenen, og fastholdt derefter et mildt blik, fokuseret på Brynjar. "Lad mig se tingene fra din vinkel."
Asbjörn troede på, at der altid var noget godt i andre mennesker. Et eller andet sted, dybt inde, gemte der sig et lille, stærkt stykke godhed. Godheden behøvede ikke nødvendigvis styre personen, men den var med til at træffe beslutninger.
Han var overbevist om, at Brynjar havde en forklaring på sin opførsel. Hvor god den var, ville tiden vise, men umiddelbart ville han lade tvivlen komme drengen til gode. Så længe han ikke mistede flere byvagter...

"Da jeg var en ung mand på 16 år skulle jeg giftes men få måneder før jeg skulle giftes druknede pigen, jeg havde bygget vores hus og alt, selvfølgeligt sørgede jeg og jeg sørgede længe, en hel måned blev jeg indendørs uden andet end at gå til hendes begravelse, intet fysisk arbejde lavede jeg heller.
Det var starten på min skæbne, i forvejen havde jeg trænet kamp siden jeg var 8 år, der startede jeg med lanse og hest og blev ret god til det.
Jeg blev til en krigerpræst som min far, og min farfar og min oldefar, det er tradition.
Jeg rejste ud for at lære folk om religionen Kile og lære dem at forsvare sig mod lys og mørk, selv at skælne mellem hvad de syntes god og ondt var.
På et tidspunkt boede jeg et længere stykke tid i en lille by hos en familie, familien havde en datter på min alder og vi blev gode venner, ikke forelskede, bare gode venner. En dag ankom en flok lyskrigere til byen, en kaptajn og nogen rekrutter der så ud til at være ret hård i filten, jeg regnede selvfølgeligt som altid med de kom med gode nyheder eller noget, så jeg blev stående ved brønden og vaskede mig, jeg var ubevæbnet og kun klædt i bukser og sko. Kaptajnen gik ind i det hus jeg boede i hos familien, og så hørte jeg skænderier og pludseligt skrig fra pigen, som blev trukket ud af huset ved håret, kaptajnen skulle til at flå tøjet af hende og voldtage hende da jeg rejste mig op og rømmede mig, kaptajnen begyndte så at kalde mig ting, så jeg greb nærmeste kæp og smadrede ham lige i hovedet med den, hvorefter jeg hurtigt trak hans sværd og huggede en af hans rekrutter ned, men så hørte jeg et skrig bagi mig og tog det som en advarsel, jeg nåede kun at vende mig om før kaptajnen skar min mund op fra mundvigen, til øret, sådan fik jeg dette ar, så gik jeg amok og slagtede dem alle. Siden har jeg bekriget alt der hedder godt og ondt, ondt og godt.. For i bund og grund er det, det samme, du kæmper for det du tror er det gode, det du tror er rigtigt... Det er på samme måde omvendt. Kan du forstå det?" spurgte Baldric for at få Asbjörn til at sætte sig ind i sagerne.

Asbjörn lyttede høfligt til drengens historie og nikkede for at indikere at han lyttede. Historien lød troværdig nok og han tvivlede bestemt ikke på den unge mands ord. Det var ikke et eventyr, blev byvagten hurtigt klar over. Den arme dreng havde været igennem lidt af hvert, måtte han indrømme.
"Sikke en historie," mumlede han og betragtede den unge mand med et bedrøvet blik. "og jeg kan godt forstå hvordan dit syn på lysetskrigere kan blive negativt..." sukkede han og vurderede sin næste sætning ganske nøje.
"Men Baldric, min dreng, selvom man arbejder for Lysets Konge, så er man ikke selvskrevet som et godt menneske. Du må ikke lade ét dårligt menneske få dig til at betvivle alle andre, som forsøger at genoprette freden. Ikke alle kan være lige gode."
Han vendte blikket imod himlen og betragtede de mørke skyer. "Jeg skal ikke retfærdiggøre dét, som den mand gjorde, men det er forkert af dig at dømme os alle, efter den mands gerninger. Godt og ondt findes ikke om en helhed. Det er noget vi alle definerer. Det kan skabes på forskellige grunde. En ond handling, med et godt grundlag er vel ikke en dårlig gerning? På samme måde er en god handling, på et skidt grundlag vel ingen god gerning. Det er jeg sikker på at du er enig i."
Han studerede himlen i endnu et par sekunder, før han vendte ansigtet imod den unge mand foran sig.
"Du gjorde det rigtige; at beskytte de uskyldige. At nogle af lysets krigere måtte lade livet har jeg intet at sige til. Jeg har selv haft en bidende lyst til at pande dem én, en gang imellem. Men husk nu at mord aldrig er den helt rigtige løsning. Det er dét der adskiller godt og ondt."

"Jeg er enig i det meste du siger... Men en god handling på et skidt grundlag kunne jo være vis jeg vidste din familie sultede og jeg så stjal en pung med nogen hundrede ravstykker for at brødføde den, og så købte jer en masse mad, ville du så stadig sige det ingen god gerning var?" spurgte Baldric og stillede Asbjörn "dillemaet".
Baldric lo højt og klappede sig på lårene da Asbjörn begyndte at tale om mord "Siger du, generalen? For satan mand.. Du leder en hær af ransmænd og du går ikke ind for mord?" Baldric blev alvorlig igen og sagde så "Den eneste måde at stoppe en morder på er ved myrde ham. Har man som mig dræbt en gang, så har man bevist man kan gøre det igen. Det er ikke et spørgsmål.. Har man gjort det en gang kan man gøre det igen... Kan man finde på at voldtage en kvinde er der stor chance for man gør det igen." konstaterede Baldric dog i en venlig og mere godmodig tone, Asbjörn var jo fin nok.. Han var sikker på at vis Asbjörn ville slå ham ihjel havde han gjort det allerede nu var Baldric sikker på... Eller håbede det istedet.
Baldrics blik gled væk fra stenen og op på Asbjörn fuldt denne gang, måske også for at vise han ikke tænkte på det mere.

Asbjörn trak på smilebåndet.
"Jamen, hvis du netop stjæler for at brødføde min familie, så ville det jo netop være en dårlig handling – fordi du stjæler – baseret på et godt grundlag – fordi du ønsker at hjælpe andre med det du har stjålet. Ergo er det altså en god handling."
Han rettede sig op og tog endnu en bid af den meget simple mad. Egentlig syntes byvagten selv at det gav god mening. Det var på en eller anden måde retfærdigheden, syntes han, trods retfærdighed var noget man skulle lede længe efter.
"Selvfølgelig går jeg ikke ind for mord." gentog han. "Hvis man myrder en morder, så er man ikke bedre end morderen selv. Vores mål, som værende de uskyldiges beskyttere er, at vi sikre ro og orden. Hvis vi går rundt og straffer en morder med døden, hvordan kan folk så stole på os. I kamp er det selvfølgelig en anden sag, da man kan være nødsaget til at tage sin modstanders liv, men hvis man fanger en tyv, så tager man da heller ikke alt hvad personen ejer fra ham, som straf? Så er han jo blot nødsaget til at stjæle endnu mere. Hvis man overtræder loven skal man straffes, ikke for hårdt men bestemt ikke for blødt. Dem der bliver lukket ud af cellerne skal blot have et ønske om aldrig at komme tilbage til fængslet. Så skal de nok holde sig ude af snavset."
Asbjörn var godt klar over at det ikke var helt muligt at få alle til at blive bedre mennesker; når man først havde brudt loven så gjorde man det højst sandsynligt igen. Men lige så længe han levede havde han intentioner om at håndhæve loven. Sådan bidrog han til den fælles fred.

"Det var jo det jeg lige sagde, en morder kan kun stoppes ved at myrde ham, og det vil sige, alle både dig og mig skal myrdes før vi stopper vores myrderier." Baldric kiggede i tasken og fandt et lys frem som han lagde ved siden af sig der ville ikke gå mere end 1,5 time før solen ville gå ned kunne Baldric allerede bedømme.
Baldric rejste sig og tog sit sværd, og gik ud og fældede en del siv som han samlede ind sammen med det mos han nu kunne finde.¨
Ud af disse ting tændte Baldric et bål, dog havde han taget noget mos og et par store stykker siv og bundet sammen, det stak hand ind i ilden så der gik ild i det og tændte lyset med det.
Baldric satte sig tilbage til Asbjörn og sagde "Der er lang vej tilbage til byen, tilbring natten her. Jeg har en kappe du kan låne at sove med." tilbød Baldric og undgik at fortælle at han kun havde en kappe med, men den lånte han gerne ud, specielt til Asbjörn for Asbjörn havde som en af de eneste ikke forsøgt at slå ham ihjel eller noget, faktisk var han villig til at tale om tingene.

"Jeg agter at arbejde til mit hjerte stopper med at slå," indrømmede byvagten med et skævt smil. "og det gør landets mordere jo også, så det er jo næsten perfekt."
Asbjörn betragtede den unge mand med et opmærksomt blik. Det så bestemt ikke ud som om det var første gang knægten skulle tilbringe en nat i det fri. Asbjörn så op i himlen endnu en gang; det kunne godt se ud til at blive en regnfuld nat. Han vendte blikket imod Brynjar igen og løftede hånden som gestus.
"Nej tak, min hest står alligevel og venter. Jeg burde nok se at komme afsted, så ulvene ikke tager den." mumlede han og rejste sig op med lidt besvær. Han havde problemer med at holde balancen, når nu jorden var så blød som den var. Da han endelig var kommet op og så, satte han en hånd i siden og studerede den lille hule, som Brynjar havde tænkt sig at overnatte i.
"Du vil da virkelig ikke sove her? Du bliver syg knægt."
Han kastede et blik i den retning, hvorfra han var kommet. Hesten var ikke langt derfra. Det var gården sådan set heller ikke. Medanien og Mørkets Skov lå jo klods op af hinanden.
"Du kunne overnatte på min gård. Så kan dit tøj også blive tørt, du kan få dig et ordentlig måltid, et bad og en ordentlig nats søvn." Han vendte blikket imod Brynjar igen og missede med øjnene. "Men måske er jeg for gæstfri."

Baldric lo og løftede sit lys op i hånden og sagde "Husk nu jeg er præst, det vil sige jeg har en stærk psyke og holder på mine meninger, samtidig med jeg er kriger hvilket betyder jeg er hårdskindet, blandet sammen giver det den ultimative overlevelse i den frie natur." Baldric holdt en kunstpause og sagde så "Jeg vil meget gerne tage mod dit tilbud, men som jeg sagde før, et hus mindsker ens flugtmuligheder, og en ting er at jeg kan stole på dig, en anden ting er om jeg kan stole på dine mænd? Skal jeg holde min identitet skjult eller skal jeg forvente en del byvagter render mig over ende i nat? Samme forslag som sidst, kan du sikre at dine vagter lader mig være i nat, så skal jeg nok sørge for folk lader dig være." Baldric smilede til Asbjörn, og pakkede sine ting sammen, han forventede halvt om halvt at Asbjörn gav sit ord på at han ikke kom til skade.
Baldric stoppede op et øjeblik og fandt hurtigt en halskæde frem fra tasken som han rakte til Asbjörn "Den tilhørte den byvagt jeg dræbte.. Giv det til familien sammen med det her..." Baldric ledte lidt i sin taske og tog en lille pung op som han rakte til Asbjörn, der var 10 jader i, hvilket var omkring 5% af Baldrics samlede opsparing efter alle de år, Baldric levede jo af at sælge sine ofres ting, og nogen havde nogen ret værdifulde smykker, og mange lyskrigere og mørkekrigere havde jo også heste.

Asbjörn smilte en anelse og trak på skuldrene. "Der render ingen byvagter rundt på Asgård. Tjenestepigen besøger sin mor og så er der kun kokken tilbage." mumlede han og betragtede den unge mand pakke tingene sammen. Han kastede endnu et blik rundt, og satte hånden i siden.
"Desuden så tvivler jeg på at byvagterne vil liste rundt i Medanien på denne tid; hvis de da nogensinde render rundt dér." Han rettede sig op og kastede endnu et blik rundt. Han så efter den lille lysning, hvorfra han tidligere var kommet. Det nyttede jo ikke noget hvis han ikke kunne finde tilbage til sin hest. Heldigvis var den veltrænet, så med en kalden eller to ville den nok gøre opmærksom på sig selv. Han håbede bare på at der ikke var kommet en tyv forbi i mellemtiden. Trods dyret var trænet til at svare på kald, så var den stadig dum nok til at gå med fremmede hjem. Han vendte atter blikket imod den unge mand og betragtede halskæden og pengene med et forbløffet blik. Det havde han ikke regnet med. Han tog imod det, efter lidt tøven.
"Mange tak. Det vil ikke bringe ham tilbage, men om muligt give et lille plaster på såret."
Og et minde om deres afdøde søn, tænkte Asbjörn og kastede et blik på halskæden. Han lagde derefter begge dele ned i en lille lomme, der var sat fast om hans bælte.
"Lad os så komme afsted, før regnen vinder ind på os."
Og med de ord tog han de første par skridt ud i den kolde, våde sump.