Baldric kom riddende på sin hest, han var klædt i den store matte metalrustning og havde som altid sit tohåndssværd i en skulderrem, og ethåndsværden i bælteskeden, Baldric havde hørt om klosteret her på klippeøen og ville aflægge det et besøg, måske evt. endda lege korsfarer og spidde et par munke, Baldric var ikke i det bedste humør lige for tiden, det regnede og det blæste og så var det endda midt om natten.
Efter et lille stykke tids ridt nåede Baldric frem til klosteret.
Baldric tog sin vadsæk af hesten og slyngede den over skulderen, og skjoldet spændte han fast på ryggen.
Med den frie af de store jernklædte næver bankede Baldric hårdt på klosterporten og sagde i en høj beordrende tone "I gudernes navn luk op!" efter lidt tid blev en meget lille lem skudt fra så en person inde bagi porten kunne se ud "Hvem der?" spurgte en spinkel mandestemme der bekendtgjorde den tilhørte en gammel mand, "En af vejens evigt rejsende, jeg mangler husly for i nat!" munken godtog forklaringen og åbnede porten, men det gik lidt for langsomt for Baldric og da han hørte slåen blive skubbet fra skubbede han selv hårdt porten op og gik ind, den gamle munk sad på sin rumpe og så uforstående ud, Baldric nikkede bare og lukkede porten efter sig, munken førte ham til et kammer, hvor der var redt op til to personer og lovede at tage sig godt af hans hest.
Baldric smed sine ting under sengen og tog rustningsdragten af, og tog tøjet af det varme stof af og iførte sig en blå kofte, blå hoser og et par langskaftede sko, hvorefter han tog et bælte med et guldspænde på og spændte ethåndssværdet fast til det, han ville gå en lille tur i klosterets gange og se hvad han kunne finde, eller om der var nogen der kunne give ham nogen nyheder.

Der kunne høres små trin på gangene inde i klosteret. Munkene havde tidligere lukket en lille pige ind som havde virket til at være faret lidt vild og ikke kunne nå hjem inden sol nedgang. Dette var ingen andre end Corrine. Hun lignede ikke andet en en lille pige på 12-13 år med langt nøddebrunt hår i ført en brun kjole og en alt for stor hat som hun til tider måtte skubbe op på sit hoved igen da den hele tiden fladt ned over hendes øjne.
Corrine havde kede sig gevaldigt på det lille værelse hun havde fået og havde valgt at liste lidt omkring. Da det var ved at blive mørkt var Corrine ikke helt sikker på sig selv længere og havde hidkaldt sin bedste ven i hele verden som hun selv ville sige det. En lille kugle af lys ikke større end 5 centimeter i radius som svævede i luften. Dog valgte lyset ikke rigtigt at lyse op men prøvede i hærdigt at komme væk.
"Kan du komme tilbage" udbrød Corinne og satte straks efter den lille kugle af lys da den forsvadnt rundt om et hjørne. Den havde det altid med at stikke af eller gemme sig for mørke. Og lige meget hvor mange gange Corrine prøvede at fortælle det lille lys at den var lavet af lys, så virkede det ikke rigtigt til at virke.
"Ej kom nu, ikke efterlad mig her" sagde Corinne og stoppede op. Hendes øjne så virkelig ulykkelige ud som et barn der lige havde fået taget sit slik. Af en eller anden grund virkede det på lyset og det svævede forsigtigt tilbage til Corinne.
Corrine havde blot ventet på det, så da straks som lyset kom tæt på tog hun fat i sin hat, lavede en hurtig bevægelse og fangede lyset i sin hat.
"Ha, jeg vinder igen" sagde Corrine med et grin og togen hatten på hoved vel og mærke stolt over at have fanget lyset som nu lyste lidt op igennem hatten.
Corrine så sig lidt omkring, hvor var hun nu endt henne, hun kendte jo ikke det her sted. Hun sukkede stille og roligt, det her var ikke just et sted havde lyst til at være, snart kom monstrene ud af det, det var hun ganske sikker på.

Baldric kom gående ud på gangen da nogen med en lys stemme gik og talte om at den fik fat i noget eller nogen..
Baldric stod bagi pigen og smilede skævt, og rystede på hovedet da han opdagede det var en lyskugle den lille pige legede med, det var egentligt ret sødt.
"Er du faret vild?" spurgte Baldric højt og lænede sig op af væggen mens han holdt øje med pigen.
Baldric fik hurtigt sit neutrale ansigt på igen, han skulle nødig give pigen et forkert indtryk af ham, hvilket meget nemt kunne ske, ikke noget der skete tit, men han havde da oplevet folk troede han var... Noget lidt andet end han var.
Baldric rejste sig op og rettede hurtigt på sit tøj og sit bælte og stod med hænderne på bæltet og forsøgte at se lidt mere myndig ud end han rent faktisk var, Baldric rettede også hurtigt på sværdet.
"Vis du er blevet væk kan jeg godt følge dig tilbage til dine forældre?" spurgte Baldric nærmest og regnede ikke med at den lille pige var her alene, det ville være groft at lade en lille pige rende forsvarsløst rundt herude så sent, de forældre der lod et barn gøre det fortjente bestemt ikke at have børn, for tænk nu vis de var blevet mødt af en af de fyre der var ekstra glad for små piger og drenge, istedet for Baldric? Det kunne være endt meget fatalt vis det var sket, heldigvis var Baldric ikke den type.

Corrine spjættede lidt da der pludselig var en der talte. hun havde været for optaget af sin lille leg til at ligge mærke til andet. Hun vendte sig hurtigt imod manden der havde talt til hende og kiggede forsigtigt op på ham.
"Lidt.. var på vej hjem.. men mørket kom og jeg kunne ikke nå det" svarede Corrine forsigtigt og vidste at Samson nok ikke ville ligge mærke til det en enkelt nat. Det havde jo ikke været første gang. Men så længe hu ikke var væk alt for længe så blev han ikke sur.
Lyskuglen havde udnyttet chancen da Corrine fik et chok til at komme ud af hatten og var fløjet hen til mande og cirkede et par gange rundt om ham før kuglen igen fløj hen til Corrine og prøvede at gemme sig i hendes hår.
"Beklager men de døde et par måneder siden.. Min onkel tager sig af mig nu.. Han ved jeg nok skal finde hjem i morgen" sagde Corrine venligt og smilte og lod ikke til at være påvirket på nogen af hendes forældre var død.
Dog var Corrines sind også noget ældre hende selv, hun lod blot til at se døden som den var, en del af livet. Og måske havde det jo også været bedre for hendes forældre for man fik altid et nyt og spænderne liv i den nye verden man kom til.
"Hvad laver de her?" spurte Corrine nysgerrig og nærmede sig manden lidt ganske forsigtigt.

"Aah... Det var jeg også, vil du have noget at spise? Jeg tror jeg har noget brød tilbage fra igår." Baldric havde ikke spist siden dagen før, men havde altid ment at børnene kom i første række uanset hvad, vis den lille pige var sulten måtte hun få både hans brød og penge til mere mad, penge manglede han jo ikke ligefrem, de kunne skaffes på den ene eller anden måde.
Baldric kiggede forvirret på lyskuglen, og smilede igen.
"Det gør mig ondt... Men døden er en del af livet vi alle skal igennem det, det var faktisk godt du fortalte mig det, for jeg skal faktisk til at tænde et lys nu, vil du være med? Det er for at symbolisere at livet ikke vare evigt, og så lader vi det brænde hele natten."
Baldric greb lynhurtigt fat om lyskuglen og lukkede den inde i hans hænder og bar den over til den lille pige.
"Jeg er Baldric Brynjar, Bjørnen, også Krystallandets mest forhadte Kile-præst, sikkert." Baldric slap lyset fri igen da han var henne ved den lille pige og rakte sin store næve frem for at hilse.

"Ellers mange mange tak hr, jeg har fået mad af munkene" sagde Corrine venligt som hun afslog mandens tilbud. Det var ellers ganske venligt af ham at tilbyde men Corrine havde det ikke godt ved at tage imod ting når hun ikke havde brug for det. Desuden fik hun så meget af Samson det føltes faktisk næsten helt underligt. Nærmest en følelse af hun faktisk ikke var ment til at skulle have alle de ting. Men det var vel blot en følelse hun havde.
"Vil jeg meget gerne, men jeg må desvære ikke give dem ret i at livet ikke vare evigt for det gør det" sagde Corrine venligt og grinnede lidt af at lyset blev grebet. Det så ikke just tilfred ud med at blive fanget imod sin vilje og slet ikke af andre end Corrine så da det kom fri igen så fløj den ned i Corrines hat og gemte sig.
Corrine rakte sin lille hånd frem og hilste "Jeg er Corrine, historie fortæller, hyggeligt at møde dem". Selvom Corrine allerede nu syntes Baldric var lidt spøjs af at være præst så forblev hun bare venligt.. Hun syntes alle præster var spøjse, men forstod godt hvorfor.

"Åh, det var godt min ven." sagde Baldric præsteagtigt og smilede til hende.
Baldric strakte sig og gabte "Undskyld min uhøflige opførsel." sagde Baldric og smilede til den lille pige.
Baldric smilede stort da den lille pige talte om et evigt liv, Baldric satte sig op af væggen og gjorde tegn til hun skulle sætte sig ved siden af "Det lyder meget interresant kan du fortælle mig lidt mere om det evige liv?" spurgte Baldric med et glimt i øjet.
"En ung bard? Fantastisk!" sagde Baldric og satte sig i en position hvor han hurtigt ville kunne komme op at stå, så han kunne kæmpe vis nogen ville ham til livs, dog regnede han ikke med nogen ville forsøge det i et kloster, men man kunne aldrig vide sig helt sikker, det var altid når man regnede med der ingen fare på færde var at der var det.
Baldric tænkte ikke videre over at den lille pige ikke havde set, eller i hvert faldet ikke havde reageret på det ar han havde fra venstre mundvig der gik helt op til venstre øreflip.

"Det gør skam ikke noget" sagde Corrine venligt og lod sig ikke tage af Baldric's dårlige manere, det var også underligt ved man altid skulle opføre sig åå så pænt hele tiden.
"Selvom man forlader jorden her vil man stadig et sted i sit liv have sat et minde i nogle hjerter, som man vil blive husket for og fortalt videre om. Ens familie, venner eller blot måske en man har gjort en virkelig god gerne for. Uanset hvad lever man videre i andres hjerter og det gør virkelig udødelig" sagde Corrine glad og man kunne bestemt se på hendes øjne at hun mente det oprigtigt.
Corrine så noget mobset ud ved at blive kaldt en bard
"Jeg er ikke bard, jeg er historie fortæller.. der er forskel.. Jeg hverken synger eller laver ikke digte.. og så tror barder de er specielle ved de får penge for ders værk.. Virkelige historier kommer med sjæl bliver fortalt med glæde og den betaling man får er den glæde andre udstråler ved at høre dem" nærmest prækede Corrine en god smørre til Baldric for at gøre det klart hun bestemt på ingen måde var en bard. Det var nok lidt utroligt at høre fra munden af en på 12 år, men hun havde jo entelig levet 23, blot blevet meget yngre, men selv ikke det vidste Corrine selv.

"Nåh, det var godt." sagde Baldric.
"Det var meget smukt og sandfærdigt sagt, min lille ven, meget sandfærdigt." Baldric fik helt lyst til at klappe hende på hovedet som med en hund, hun var godt nok en charmerende lille pige, charmerende på sødhedsskalaen ingen andre skala'er.
"Nå nå nå unge dame, jeg vil nu mene at ikke alle barder er sådan, du må tro mig, jeg har rejst riget igennem flere gange og jeg har truffet flere barder der ikke ligefrem krævede penge, men tog imod dem vis de blev tilbudt. Men det er helt rigtigt hvad du siger om resten af tingene, dine ord er velvalgte unge dame, jeg håber det bedste for dig i dit liv fremover, du har jo intellegens og charme, brug det rigtigt og du vil nå meget langt i dit liv." Baldric kiggede op i loftet og spekulerede lidt uden at sige noget.

Corrine's øjne stålede nærmest over at hun blev rost sådan, der skulle faktisk ikke så meget til. Samson roste hende ikke særligt meget men det var der mange andre der gjorde. Samson havde måske bare problemer ved at skulle give andre ros.. Han virkede sådan, men han var jo familie og hun holde virkelig af ham.
Corrine satte sig ned overfor Baldric og smilede noget hemmelighedsfuldt.
"Men der er faktisk en ting der gør jeg meget bedre end alle andre til at fortælle historier" sagde Corrine og prøvede både at lyde hemmelighsfuld og alvorlig på samme tid, hvilket måske så lidt sjovt ud, men hun mente det fuldt ud.
Corrine klappede hænderne sammen og lyset fløj igen ud fra hendes hat og svævede lidt imellem Corrine og Baldric.
"Men hvis de vil vide hvad det er.. skal de lade mig fortælle dem en historie" sagde Corrine glad og ventede blot på han sagde ja.. Hvis han ikke svarede ville hun blot alligevel fortælle en, om han så ville det eller ej.

"Jamen fortæl fortæl, jeg har ventet på du ville spørge om du ikke skulle fortælle en historie siden du fortalte du var historie fortæller!" bekendtgjorde Baldric leende og gjorde en gestus med den ene arm for at vise hun kunne starte med at fortælle når hun ville.
Baldric satte sig bedre til rette og glemte alt om sin selvkontrollerede paranoia, som egentligt var ret så mærkeligt at han havde, for han var jo ikke paranoid han tvang bare sig selv til altid at holde lidt bedre øje med sine omgivelser, uanset hvor han var ved mindre han kunne låse døren.

"En bonde reste en dag ind i skoven for at plante roer. Han fællede et område og ryttede jorden, men så kom der pludselig en bjørn hen til ham og sagde
"Menneske, jeg vil rive dig i tu"
"Riv mig ikke i tu kære bjørn. Du må hellere lade mig plante alle disse roer, når de er vokset op deler vi. Du for den øverste del og jeg beholder rødderne."
"Ganske vel" sagde bjørnen "Men hvis du narre mig skal du ikke vise dit ansigt her mere"
Med dette vendte bjørnen sig og gik ind i skoven igen.
Roerne voksede sig stort og da det blev forår kom bonden ind i skoven igen og begyndte at grave dem op.
Bjørnen kom ud fra den tykke skov endnu engang:
"Nå bonde, tiden er kommet til vi skal dele, så giv mig min del"
"Helt fint min kære bjørn, lad os dele, toppen til dig og rødderne til mig"
Bonden gav bjørnen alle de saftige blade og tog rødderne op på sin vogn og kørte ned til market for at sælge dem.
Men på vejen mødte han bjørnen igen:
"Hvor er du på vejhen bonde"
"Jeg er på vej til market for at sælger mine rødder"
"Hmm lad mig prøve en af rødderne og se hvordan de er"
Bonden gav bjørnen en saftig roe. Bjørnen tog en bid og brølede! op.
"Rrrr! Du har naret mig, dine rødder er søde og saftige! Kom ikke her ind i skoven efter brænde eller jeg skal rive dig itu!"
Året efter kom bonden endnu engang og plantede denne gang hvede på marken.
Da han kom for at høste var bjørnen der allerede
"Du skal ikke snare mig denne gang bonde, giv mig min del"
Bonden sagde:
"Ganske vel. Du tager rødderne kære bjørn, men lad mig beholde toppen"
De samlede hveden. Bonden efterlod rødderne til bjørnen og læssede al hveden på sin vogn og tog det med sig hjem.
Bjørnen prøvede alt, men kunne ikke finde noget at bruge rødderne til, Bjørnen var rasende med bonden og siden den gang har der altid været fjendskab imellem os og bjørne"

Corrine fortalte virkelig med sjæl og var virkelig god til at ændre sin stemme og ramme hver en stemning og virkelig leve sig ind i det. Ja hun fortalte det som en mester. Men hvad der gjorde hendes historier så meget speciel frem for andres var at mens hun fortalte dukkede der små illutioner op omkring hende, en lille skov, en lille bjørn og en lille mand. Ikke større end hendes håndflade var væsenerne. Og igennem hele historien bevægede de sig og virkede med til at give den mere liv.

Baldric lyttede spændt og nikkede meget beundrende over hendes evne og klappede af hende da hun havde fortalt historien færdig.
"Det var en god historie unge dame... For den burde du næsten have en belønning." Baldric stak hænderne i lommerne og ledte, først fandt han nogen ravstykker frem, men det var åbenbart ikke nok, efter at have ledt et stykke tid fandt han en gammel sølvring i sin ene lomme, der tydeligvis havde fungeret som hverdagsring for en eller anden, muligvis en vielsesring, en han med sikkerhed havde taget fra en af dem han havde dræbt.
Baldric rakte ringen til pigen og nikkede venligt, "En god historie fortjener en god belønning og en god belønning fortjener gengældelse, næste gang vi ses, vis du har en ny historie vil jeg gerne høre den.. Men ikke nu, gem spændingen til mig." sagde Baldric og smilede til pigen.

Corrine sad blot og smilede stolt over sin historie i sær siden han nu klappede af hende. Der var virkelig ikke noget bedre her i verden end at få lidt ros for hendes historier. Men også blot den glæde det var virkeligt det hele værd.
Som Baldric ville række hende en ring undrede hun sig lidt over hvorfor han ville give hende den. Hun havde jo blot fortalt en historie en sammensætning af ord for at glæde ham, og hun ønskede intet til gengæld for det.
Corrine tog hænderne op foran sig og vinkede lidt benægtene med dem og sagde "mange tak, men jeg ønsker intet i gengældelse, de gav mig nok med de gad at lytte"
Corrine ville bestemt blive ved med at benægte gave selvom Baldric ville insistere. Hun kunne bare ikke tage imod noget hun ikke havde brug for og slet ikke blot fordi hun blot havde fortalt en kort historie.

"Hvor jeg kommer fra er det tradition at man giver fortælleren - vis det er en fremmed bard, skjald eller anden slags fortæller, en armring, men nu har jeg jo ingen armringe, så jeg giver dig denne her ring. Det ville være en direkte fornærmelse at nægte at tage imod den." sagde Baldric og blinkede venligt til den lille pige.
Baldric rejste sig op "Jeg skal i seng nu, jeg skal afsted tideligt imorgen, de må have mig undskyldt." sagde Baldric og bukkede for hende som om hun var en adelig eller præst eller et eller andet, men mest af alt var det dril.
Baldric havde et skævt grin om munden da han gik ind på sit værelse og lukkede og låste døren efter sig og derefter gik i seng.

//out//