Rummet var lille og firkantet, med faldefærdige grå væge. Det lignede på ingen måde et lokale af nogen betydning, og manglen på vinduer frarøvede intentionelt enhver i rummet fornemmelsen for tid og sted. Afhøringer virkede mere.. overbevisende på denne måde. Han tog en rolig indånding, og kiggede på de fire mænd, der havde placeret sig i hvert af rummets hjørner. Foran ham var der et rektangulært bord, med de bredde sider placeret pegende mod ham og skikkelsen, der sad overfor ham.
Spike rykkede lidt på sig, og den elendige stol knirkede højlydt som svar. Han havde aldrig haft problemer med dårlige møbler, selvom han for det meste foretrak at stå op. Der var bare noget ekstra ubehageligt ved at skulle sidde i en stol, hvor det ikke var garanteret at den kunne holde din vægt, men da Spike også var relativt tung, regnede han det for gode vare, at han sad der endnu.
Sådan som han følte det nu, ude af stand til at sidde afslappet på nogen måde, ville han næsten havde foretrukket at sidde i stolen overfor ham, hvori kvinden på nuværende tidspunkt var placeret. Den stod i stærk kontrast til hans skravl af et møblement, med sin massive træsort, og utallige metalspænder, der på enhver tænkelig måde holdt hendes person nede. Metalbånd dækkede træets yderside, og forstærkede den lige den ekstra smule det var nødvendigt, når man håndterede person med overmenneskelig styrke. Ikke at han regnede med at hun ville være i stand til at gøre eller forså meget, taget i betragtning at hun var blevet så stærkt medicineret, at hun næppe kunne tænke klart.
Dette var heldigvis ikke sådan en slags afhøring, hvor det var nødvendigt.

Roligt nikkede han til en af mændene, der med en fast bevægelse hev sækken fra hendes hoved, og i processen rev den i stykker på hendes horn. Sækkens skæbne gjorde ikke det store dog; inkvisitionen havde næsten ubegrænsede resurser, og hvor hun skulle hen ville hendes underlige udseende være hendes mindste problem. ”Godmorgen.” Han kunne ikke finde på noget mere passende at sige til hende. I stedet gled han et stykke papir henover bordet, vel klar over at hun på nuværende tidspunkt ikke ville være i stand til at skrive. ”Din skrevne tilståelse. Skriv under.”

Isis kom langsomt til sig selv, hun havde det skidt, og havde mest af alt lyst til at kaste op, hvis der overhovedet havde været noget at kaste op af. Det eneste hun kunne fornemme var at hele hendes krop hvilkede tungt mod noget stort, men hvad det var interesserede hende ikke rigtigt. Hun kunne ikke se noget som helst, men faktisk var det ikke noget hun gik i panik over. Det var som om alle hendes lyster var blevet frarøvet hende, og hun var endt op med ligegyldigheden, og ligeledes en klam fornemmelse af at hendes styrke var blevet reduceret til ingenting.
Hvor var hun overhovedet, hun kunne ikke rigtigt huske noget... Hele den lange tankestrøm blev med ét stoppet da hun fik trukket sækken af hovedet, hendes forvirring var tydelig hvad i alverden foregik der?
Hun spejdede rundt i rummet med en panisk attitude, eller panisk havde den været, hvis hun ikke havde været så træt og udmattet. Til sidst faldt hendes blik på Spike der sad lige overfor hende, hun kunne ikke fokusere på ham, mon hun havde set ham før? Hele scenariet faldt hende slet ikke nært, det var som at være tilstede i en spøgelsesverden, vel at mærke en ubehagelig en, hele hendes krop prikkede og snurrede.
Hun rystede sig kort, men prøvede så at genvinde fokus på Spike med en dyb indånding, "hvad.. forgår der?", ordene var svære at udtale, egentlig sværre end første gang hun nogensinde snakkede menneskesprog, det var som om de voksede i munden på hende og ikke ville ud, men ud de kom det, at det så blev i en snøvlet og forvirret format var hun fuldkommen ligeglad med.

Han kunne så let som ingenting svare på hendes spørgsmål, men det ville både være upassende og problematisk for rettergangens proces. For at tingene skulle blive gjort effektivt, var den retslige magt blevet skænket Herren, der derefter havde uddelegeret sin magt for at skulle have mindre at tage sig af. Det var sådan at Spike var endt med den fuldendte politiske magt, hvor en kommando fra ham kunne sende bølger igennem hele byen. Naturligvis blev han nød til at operere fra skyggerne, ligeså måtte hans håndlangere holde sig fra at vække folkets opmærksomhed, for i øjeblikket de kiggede nærmere efter, ville de se at Krystallandets eneste reale magt ikke hang sammen i sømmene.
”Du er blevet taget til forhør. I går aftes myrdede du en mand, og vi ved det hele.” Et kynisk smil bredte sig på hans læber. Efterhånden troede han at han var kommet over denne primitive glæde over så nasale ting, men åbenbart havde han taget fejl. Fremsigten til hvad, der ville komme til at ske, fik hans kunstige blod til at løbe hurtigere i hans kunstige åre. ”Tilstå!” Sagde han højt og kommanderende.

Isis så undrende på manden, før hun brød sammen i en flad ligegyldig latter der dog stoppede brat. Hun sendte ham et beskyldende blik "Du er et menneske med ualmindelig syg humor, ved du det?" mumlede hun, før hun sendte ham et blik der tydeligvis skulle have hørt sammen med et par hævede øjenbryn, de fulgte bare ikke med. Hendes tilstand mindede hende lidt om dengang hun var lille og havde sat tænderne i en selvlysende fisk på trods af mange advarsler fra hendes mor, derefter havde hun det bestemt heller ikke godt! "Hvordan skulle jeg på nogen måde havde myrdet et menneske?" det virkede mest af alt som om hun ikke forstod situationens alvor, hvilket også var ganske realistisk da hendes realitetssans sejlede, generalt sejlede det hele for hende, men kvalmen var i det mindste forsvundet, heldigvis.

Smilet falmede da hun grinede af ham. Normalt var det ham der grinede, og at få andre til at græde af latter var hans opgave. Verden var udspændt mellem latter og død, men når han gik i gang byttede det plads. At leve var koldt og kedeligt, mens stenene og kroppene skreg af rædselsfuld humor. Det var den sande mening med hans væsen, trods den magt og betydning, der udgjorde hans falske legeme. Han var en joke i en humorløs verden, men ville ikke helme før hele verden grinede med ham. Og hun skulle være den første.
I kort øjeblik af et øjeblik skiftede hans øjne fra deres normale isblå til de magiske. Hans pupil mindskedes til minimal størrelse og røde streger strakte cirklens periferi ud. Hans øjne var kolde og følelsesløse. Hans stirrede på hende som et dyr, og kulden i det blik drænede alt energi fra hans mimik.

Inden han nåede at løfte hånden, forsvandt den underlige sensation, og han sad i rummet med en svag snurrende fornemmelse. Hvad end det var, der var kommet over ham i det øjeblik, havde kun været midlertidigt, skønt han ikke kunne huske præcist hvad det var han havde lavet. Det var dog også kun kort tid, men alligevel gnavede hullet i hans hukommelse dybere ned i hans kranie. Efter et kort stykke tid med et slet chokeret ansigtsudtryk fokuserede han igen på kvinden, denne gang med sine normale øjne. Roligt genvandt han fatningen nok til at fortsætte ’samtalen’: ”Jeg er ikke sikker på du forstår situationen. Hvordan skulle du ikke kunne dræbe et menneske? En fremmed som dig, der befinder sig i byen på netop samme tidspunkt som en mand blev fundet myrdet. Du kunne kvæle ham, kværke ham, spidde ham eller fryse ham ihjel, blandt nogle. Ikke at det betyder meget hvordan du gjorde det. Når først du hænger på galgen vil befolkning have for travlt med at skrige ’Uhyre! Uhyre!’ til overhovedet at tænke på din rettergang.” Han lagde roligt begge hænder på bordet, den ene over papiret han tidligere havde markeret. ”Derfor giver jeg dig nu et forslag: Tilstå med det samme, og du vil få en hurtig og smertefri død.” Med de ord skubbede han papiret længere frem over bordet.

Isis så facineret til mens hans øjne forandrede sig, hun havde set folk forandre sig før, hun gjorde det selv hele tiden, men det her var anderledes.
Hun tog sig til hovedet, bedøvelsen tog heldigvis mere og mere af, dog ikke nok endnu til at hun kunne se situationens alvor "Haha, nej hør nu her lille mand, hvorfor skulle jeg slå et menneske ihjel?" hun undertrykte et grin, før hun brød ud i latter, hendes øjne skiftede mellem at være helt gult og hvor kun iris var gul, hun havde ingen styr på sin krop, dog havde hun endnu menneskebenene, hvilket tilsyneladende var en fordel, denne mandsperson brød sig vidst ikke rigtigt om andre væsner end mennesker.
"Nejnejnej, hvorfor skulle jeg besværre mig op på overfladen for at slå ihjel, nu er du jo bare dum at høre på!" hun skævede kort ned på papiret, der stod en hel del, i hvert fald mere end hvad hun kunne overskue på menneskesprog, deres bogstaver var underlige, hun forstod dem ikke, og kunne derfor heller ikke stå inde for hvad hun skulle skrive under på, noget med noget død i hvert fald, mennesket var fjollet, virkelig, virkelig fjollet!

Utilfreds lænede han sig tilbage i stolen, der endnu engang gav advarende lyde, som var den ved at bryde sammen. Ingen andre end hende lo. De fire der stod der var disciplinerede mænd, så selvom det hun sagde faktisk havde været sjovt, havde de alligevel været stille. Og Spikes udtryk sagde det hele. Der var ingen foragt, kun tålmodighed overfor hvem hun var, og hvem hun meget hurtigt ville blive. Det chokerede altid de forhørte første gang det skete. Han kiggede på en af de to personer, der stod bag hende. Alle personerne i rummet var blevet beskyttet mod formularer, der negerede frost og is, da hun under det første overfald havde vist det som hendes ene kraft. Og ingen fangede skygger uforberedte.
”Jeg tror det er på sin plads at vores gæst lære sagens alvor.” Med disse ord trådte de to mænd bag hende roligt frem. De var begge store og stærke, og med næverne pludseligt løftede. Kort tid efter lod de slagene hagle ned mod kvinden, der sad fastspændt og forsvarsløs. Dette var slet ingen kamp. Efter et stykke tid løftede Spike hånden og de trak sig tilbage igen.
”Forstår du nu?” spurgte han tålmodigt.

Isis så overbevisende på Spike "Helt seriøst, kan du ikke selv se hvor dum og latterlig en anklage det er?" denne gang lykkeds det hende faktisk at løfte øjenbrynene i den bedrevidene attitude, før hun bemærkede de to fyre der stillede sig på hver sin side af hende, hvad ville de? Kort efter fandt hun ud af det på den mest grusomme tænkelige måde, hun prøvede desperat at komme væk fra det smertefulde inferno da sandheden meldte sig, hun var spændt fast?
Det her var ikke engang en eller anden syg joke som hun først havde forestillet sig, troede de rent faktisk at hun havde myrdet et menneske.
Isis skævede op til den ene person der nådesløst stod og slog på hende mens hun ikke kunne gøre andet end at bide det i sig, før hun sendte en enorm bølge af is mod ham. Hun nåede at lyse lidt op inden det gik op for hende at han stod der, upåvirket?
Dan mændede endelig lod hende få lidt fred sank hun slukøret sammen i stolen, hele hendes krop gjorde ondt, dunkede og smertede. Hun sagde ikke noget, men stirrede bedømmende på Spike der sad lige overfor hende mens en enkelt tåre forlod øjenkrogen. Hvis der var nogle af de to der var et monster, var det i hvert fald ikke Isis!

Han kiggede triumferende på hende. Tilsyneladende havde den omgang været det, der skulle til for at få hende til at indse hvor alvorligt han mente det. I sin tilbagelænede positur foldede han sine hænder foran sig, og kiggede på hende med et blik, der ikke lagde skjul på at han havde de fleste kort på hånden. Bag ham stod hans magiker og smilede tilfredst over at hans beskyttelsesformularer havde virket. Nu måtte man bare håbe på at hendes anden evne ikke var en, de ikke ville kunne finde på noget imod.
Spike regnede dog ikke med at hun ville kæmpe imod meget længere. Hun havde tydeligvist forstået hvordan situationen var, at hun var spændt fast, fanget og ude af stand til at skade dem. Snart ville hun indse at hun ikke havde noget valg end at føje ham.
”Du misforstår mig. En mand med høj profil er død, og så tilmed i byen. Hvis ikke snart der er nogen, der kommer med et svar, vil folk begynde at pege fingre. Og hvem tror du de vil pege på?” Han lod spørgsmålet hænge i luften en tid, så hun forstod hvor han ville hen med det. Hun skulle forstå at det var et spørgsmål mellem hende og ham, og at han havde flere midler til rådighed. ”Så jeg prøver en gang til: Tilstår du?” Papiret lå stadig foran hende, men selvom hun ville, kunne hun ikke underskrive før lænkerne blev fjernet fra hendes arme. Med en anstrengelse undertrykte han et sadistisk smil, mens hans dominerende øjne havde fastholdt hendes blik.

Isis sukkede dybt før hun åbnede munden langsomt som skulle hun til at sige noget, før hun hurtigt lukkede den igen. De skulle ikke få krammet på hende så let, det kunne de i hvert fald glemme alt om. Hurtigt vendte hun de store gule øjne mod Spike og rykkede hurtigt frem i sædet mod ham, indtil lænkerne strammede til om hende og hun ikke kunne komme længere "Du er syg!" snærrede hun, med et sammenknebent blik.
Hendes menneskelige form begyndte langsomt at aftage, hendes vinger forsvandt, dem skulle de ikke røre ved, men til gengæld groede en masse små horn frem rundt omkring på hendes krop, dog forblev hendes ben menneskeben. På denne måde havde de sværre ved at tæve hende, og hun kunne desuden tage væsentligt mere i sin oprindelige krop.
"Bare fordi I, ikke kan passe JERES job og fange morderen, kan i sgu da ikke dømme uskyldige!" hvæsede hun af Spike, mens hun hev og sled for at komme fri, naturligvis til ingen verdens nytte.

Han så betager med da hendes krop begyndte at forandre sig. Ikke fordi det var noget specielt betagende syn; hun havde været betydeligt kønnere før der voksede torne på hende, og det ville gøre deres arbejde mere besværligt. Desværre for hende betød hendes nye form, at de ikke længere kunne slå hende. I hvert fald ikke med deres hænder.
”Se, det er et diskutabelt punkt, som meget få forstår ordentligt. Det har aldrig handlet om at finde mordere, det er endda slet ikke mit job. Illusionen om retfærdighed bliver kun opretholdt af de naive, for når det kommer til stykket er vi alle uskyldige, da vores regler er ikke universelt gældende. Det er nogle vi selv har lavet for at kunne give nogen skylden, og det er den pligt jeg opfylder. Jeg opretholder ro og orden i et land, hvor folk kun er interesserede i at være bedre end andre. Når først man står hvor alle folk peger, ved man hvor ligegyldig man er. Det handler nemlig kun om at pege på noget!” Han regnede ikke med at han ville kunne få hende til at forstå, men alt hvad han havde brug for var også kun hendes underskrift, ikke hendes forstand. Hvis det gav hende et klarere billede af det menneskelige sind inden hun døde, var det bare en bonus for hende.

”Når du ikke vil lytte til fornuft, må jeg bare få dig til at adlyde på andre måder.” Han nikkede til de to, der tidligere havde slået hende. De trådte frem og tvang hendes ene hånd med håndfladen ned mod bordets overflade. Den anden spredte hendes fingre ud. Det lykkedes dem at undgå hornene til en hvis grad, men begge var trænede nok til at holde deres mund lukket, og ikke give udtryk for den spiddende fornemmelse hornene gav.
Spike kiggede hende roligt i øjnene, og ventede en tid før han bevægede sig. Han ville give hende god tid til selv at komme med idéer om hvad det var han havde tænkt sig at gøre mod hende, for på den måde at gøre det endnu værre, når han trak kassen frem. Med nonchalant overskud trak han en stor værktøjskasse frem fra under bordet, og placerede den på bordet. Roligt åbnede han kassen, hvilket synliggjorde det store antal af knive og andre grusomt udseende værktøjer. Efter et kort øjebliks overvejelse tog han en blank slagterkniv. Kniven havde han selv lavet af det samme materiale som han selv bestod af, og han kunne let skabe det på stedet. Kassen var udelukkende for effektens skyld.
Han rejste sig fra bordet og stillede sig ved en af de korte sider. Pludseligt løftede han kniven over hovedet og lod den falde mod hendes fingre. Bladet var skærpet til perfektion, og slaget faldt perfekt. Medmindre der skete noget drastisk, ville det falde ved hendes langefingers yderste led, og tage spidsen af nogle af hendes andre fingre. Lige gyldigt hvad ville det tage en tid før chokket kom og aftog, og først derefter ville hun føle smerten.

Isis stirrede på ham som en gal hund, hvad fanden bildte han sig ind, menneskenes samfund var sygt, hvis der var blevet begået mord under overfladen ville morderen blive jagtet og sat til rettergang. Hvad var det her for en syg og dicideret doven måde at opretholde roen?
Isis kæmpede modvilligt imod da de to store brød løsnede hendes arm fra lænken hun bed sig lidt i læben og prøvede at vride sig ud af deres greb, hvad var de ude på? "Slip mig idioter, ellers er i selv ude om det!" snærrede hun bidende af dem før det endelig lykkeds dem at fastholde hendes hånd mod bordet. Hurtigt så hun op på Spike, stadig med et hadefuldt blik, før det ændrede sig merkant til panisk og angst ved synet af den store kniv "Nej ... nej... jeg beder dig!" hendes stemme var begyndt at ryste, det var tydeligt at hun forstod hvad der skulle til at ske, hvor langt oppe ville han hugge?
Isis hamrede hårdt hovedet imod den ene af de store mænd der holdt hende, så hendes horn forhåbentligt ville bore sigg en 15-20 cm ind(?), før hun mærkede en skærende smerte. Panisk rev hun hånden til sig og stirrede på de manglende led, hvor sort blod lynhurtigt begyndte at piple ud, allerede denne skade ville være de kunne slå hende ihjel, det var bare et spørgsmål om at vente.

Hornet ramte rigtigt nok manden i hovedet, men takket være et lykketræf slap han ud fra den afhøring med livet i behold. Han havde opfattet at hun ville støde ham øjeblikket inden det skete, og reagerede instinktivt ved at rykke sit hoved lidt tilbage, dog ikke nok til at undgå hendes horn. Grunden til at han overlevede var at hornet først skulle gennem hans kranie, men da han havde fået flyttet sit hoved, kom hornet aldrig igennem hans kranie. I stedet blev han væltet kraftigt bagover med et åbent kraniebrud. Heldigvis for ham havde inkvisitionen nogle af landets bedste helbredere.
Den anden mand, der stadig holdt hendes hænd nede, kiggede lidt skræmt rundt på de andre. Han var en trænet soldat der tidligere havde tjent under Morgoth som mørkets kriger, men var blevet overført til inkvisitionen grundet manglende mod. I kampens hede plejede han simpelthen at løbe væk. Hans problem her var, at han ikke ville kunne flygte. Hvis han begyndte at løbe, var der yderligere to mand på den anden side af døren klar til at stoppe ham. Derfor holdt han fortsat hendes hånd nede.

Manden der stod i hjørnet bag Spike, gik hurtigt frem og trak den sårede ud af rummet. Trods al den uro hendes angreb havde skabt, havde Spike ikke flyttet sine øjne fra hende, og han studerede hende nu med irriterede sammenknebne øjne. ”Hvorfor behøvede hun gøre det så besværligt?” tænkte han, selvom han aldrig kunne finde på at sige det højt. Det ville være et tegn på svaghed, og der var endnu længe til at han ville være villig til at anerkende sin menneskelighed. Før eller siden knækkede alle under tortur.
Med en hurtig bevægelse hev han en kniv frem fra et skjult hylster. Han havde flere af disse skjulte våben over hele kroppen, i tilfælde af situationer som denne. Det kunne alligevel aldrig være en ulempe at være forberedt, og Spike havde lært at man med en kniv var forberedt til alting. Uden at give nogen tid til at tænke videre over det, lod han kniven falde mod hendes håndryg, hvor den borede sig igennem hendes hånd, og fangede den mod bordet (ok?).
”I kan forlade os,” sagde han til de resterende to, der var tilbage i rummet. ”Jeg har ikke brug for jer mere.” De forlod hastigt rummet, sikkert glade for at komme ud. Han kiggede ned på bordet. Sort blod var ved at samle sig i en stor pøl på dets overflade. Ud af mangel på tålmodighed lod han den store slagterkniv falde endnu engang mod det næste led af hendes fingre, endnu inden han havde fortsat afhøringen. Hun skulle vide at det var alvor.
Han lod sig falde tilbage til stolen, og kiggede roligt på hende. Efter at havde taget en dyb indånding rak han ud efter papiret, og fjernede det fra den udvidende blodpøl. ”De eneste der ved at du måske intet har med dette er gøre, er dig og mig, men når først du har tilstået, er der intet jeg kan gøre. I øjeblikket du anerkender dig skyldig, er du skyldig for hele landet. Ingen vil lægge mærke til noget underligt, for du har tilstået!” Han lagde kniven foran sig på bordet. ”Så jeg spørger dig endnu engang: Tilkender du din skyld?”

Isis gav et umenneskeligt skrig fra sig, smerterne var ulidelige, hun havde ikke engang tid til at kigge yderligere på soldaten hun havde skadet, som normalt havde fremkaldt en sejersrus, men i denne situation virkede det hele ligemeget, endnu engang langede hun ud med hornene, denne gang efter den anden soldat der holdt hendes hånd, men nåede ikke så langt før endnu en smertebølge væltede ind over hende, hun kiggede op på Spike og derned efter på sin hånd der nu var naglet til bordet, hvor det sorte blod hurtigt bredte sig. Et øjeblik sad hun som forstenet før tårer begyndte at strømme umæmmet ned over hendes kinder, smerten var for overvældende til at hun kunne få en lyd frem.
Hun sad fast, der var ingenting hun kunne gøre, andet end at sidde her, men hun kunne ikke tilstå, det ville skabe for meget røre, og give hele havfolket et rygte som koldbloldige mordere der slog ihjel uden grund.
Med et par store blanke øjne kiggede hun op på Spike, før hun rystede på hovedet, det her handlede nemlig ikke kun om hende og ham, det handlede ligeledes om ære, og evt. krig mellem racerne.

Spike lagde benene over kors og ventede roligt på at hun holdt op med at skrige, og fik taget sig sammen til at svare. Eller i det mindste bare gøre noget. Noget, der viste at hun stadig var til stede, og var et fornuftigt menneske, der vidste hvad der var rigtigt at gøre for sig selv, før hun mistede sin forstand. Faktisk måtte hun gerne miste sin forstand, det ville næsten fremskynde hans sag yderligere hvis hun begyndte at tale med sig selv eller lignende. Han trak kort på skuldrene. Det lod ikke til at hun var ved at knække endnu, men det skulle nok komme.
”Nej?” han ventede kort, men måtte konstatere at hun ikke havde tænkt sig at komme med et svar. ”Så kommer vi to til at se mere til hinanden. Dette har bare været en forsmag, mærk dig mine ord. Du kommer til at leve i en verden af smerte, indtil du grædende vil bede mig om at slå dig ihjel, men jeg vil fortsætte.” Han løftede kniven og brugte dens skær til at rense neglene på sin venstre hånd. ”Jeg har før arbejdet med typer som dig. Stolte, standhaftige, der nægter at give op. Hvorfor skulle du også det? Hvis du giver op resultere det jo bare i din egen død, og så hellere håbe på det utænkelige og udholde, har jeg ret?” Med en afslappet bevægelse rejste han sig igen, og gik hen til bordet korte side, hvor han før havde stået når han hakkede hendes fingre. ”Jeg har et tilbud, som du ikke har råd til at sige nej til. Hvis du tilstår med det samme, lover jeg dig at vi ikke tager dit liv. Bevars, du kommer til at leve i fangenskab resten af dit liv, men i det mindste bliver det smertefrit. Relativt i hvert fald.”
Med de ord løftede han kniven over hovedet, og lod den falde mod hendes hånd. Han var dog klar til at stoppe den i luften, skulle hun være villig til at tilstå, eller kommer med en indvendig af en eller anden art.

Isis syn begyndte at blive mere og mere sløret, hun havde aldrig mistet så meget blod før, og hendes krop var tydeligvis ikke vant til det. Den sorte masse var efterhånden begyndt at danne en større pøl på gulvet, da det efterhånden var begyndt at løbe ud over kanten på bordet.
Hun lyttede intenst til hvad han sagde men der kom ikke så meget mening ud af det, smerterne havde efterhånden udløst så meget adrenalin at det gjorde hende høj, do var det stadig så ulideligt at hun efterhånden var villig til at gøre hvad han bad hende om.
Du kommer til at leve i fangeskab, ordene rungede i rendes hoved, han fik hende til at lyde som et dyr, men lige nu havde hun slet ikke råd til at skabe sig overfor ham, og turde for den sags skyls heller ikke mere!
Igen måtte hun dog se sig nødsaget til at ryste på hovedet "Jeg kan ... ikke leve i fangeskab" mumlede hun før hun vendte blikket mod Spike "hvis jeg ikke kommer i havet hver 4. døgn dør jeg alligevel!" hendes syn var elendigt, hun kunne se 3 af Spike der vibrerede for øjnene af hende.
Det var en katastrofal situation hun var kommet i, hendes folk troede ikke på noget efter døden, og hun havde sat snuden op efter at leve længe, men med de muligheder Spike gav hende var det ikke rigtigt muligt

Hans overlæbe krængede svagt tilbage af hendes fortsatte forsøg på at modstå hans indflydelse. Det irriterede ham når folk forsøgte at agere adeligt, eller for den sags skyld for andres bedste. Grunden til at han afskyede dette, var at han kendte bevidsthedens sande natur, og vidste hvordan alle var under overfladen. Latterkolde, døde, selvtænkende og uniforme. Det var dog ikke det han afskyede. Det han ikke kunne fordrage, var skabninger, der forsøgte at benægte dette. De fleste væsner brugte størstedelen af deres tanker og gerninger på for sig selv at benægte hvem de i virkeligheden var, og kæmpe for at være noget, de ikke kunne blive. Alle andre var løgnere, og løgnere havde det aldrig godt med sig selv. Ligegyldigt hvem de var i selskab med, hvor meget de lo og grinede ville de stadig bearbejde sig selv for det bedrag de selv udsatte sig for. Før eller siden ville deres eget bedrag lede dem til at mistro andre, og ultimativt ville de begynde at mistro dem selv. ’Lykkelige’ skabninger, der låser sig selv inde i et fængsel af prætentiøse idéer.
Kniven sank sig ned i hendes hånd, og skar yderligere et led af. Spike var godt klar over at hun ikke længere ville være i stand til at forsøge at kæmpe imod eller underskrive noget. Måske var lidt tid bare alt der skulle til. Han tog fat på den kniv, der neglede hendes hånd til bordet. Med en hurtig kraftanstrengelse havde han hevet den ud af bordet, men med sin anden hånd sørgede han for at kniven stadig gennemborede hendes. Da der ikke var mange kræfter tilbage i hendes arm, var det en smal sag at rykke hånden lidt tilbage, hvorefter han jagede kniven med den påsatte hånd gennem hendes højre lår. Øjeblikket efter greb han fat på hendes baghoved med sin højre hånd. En af hendes horn var placeret nøjagtigt hvor centrum af hans håndflade kom til at være, men hans sølvmasse veg ubesværet væk fra det spidse horn. Den eneste skade de ville kunne gøre på ham, var på hans tøj, og det var uden betydning.
Efter at have fået godt fat på hendes kranie med fingrene begravet mellem hendes hår, brugte han sin fulde kræft til at smadre hendes hoved ned i bordet. Nogle af hendes kunne ikke bøje sig helt så meget, da hun stadig sad spændt fast, så begge hendes skuldre røg af led. Mens han løftede hendes hoved igen, fortsatte han bagover, og væltede stolen hun sad på med hende i den. Da hun lå på jorden spændt fast og hjælpeløs satte han sig på hug ved siden af hende. For at være sikker på at hun var vågen og lyttede til hvad han havde at sige, gav han hende et slag på kinden, hvorefter han drejede hendes hoved så hun kiggede ham lige i øjnene. ”Det betyder jo bare at vi har tre dage tilbage sammen,” hviskede han med sammenknebne tænder, før han fortsatte med at snakke, slappede han lidt af og gav slip på hendes hoved. ”Jeg er en fornuftig mand. Hvis du erklære dig skyldig og lader være med at kæmpe imod, vil du blive holdt i live. I hvert fald indtil din brugelighed er opbrugt.”
Han rejste sig og gik ud af døren. På den anden side ville hun måske være i stand til at høre ham sige: ”Lap hende sammen og smid hende i isolationscelle, uden mad eller drikke. Hav hende her igen i morgen tidlig.”
Kort tid efter at Spikes skridt var døet ud på gangen, kom to mænd ind, spændte hende op, og trak hende ud af rummet..

Isis sendte Spike et køligt sløret blik, han så ud til at fryde sig, og andre gange virkede han bare utilfreds, dog med alt for meget energi, det var en lidt anden sag for Isis, som efterhånden havde opgivet at skrige og græde, der var ingenting der kunne stoppe ham fra at mishandle hende.
Hun mærkede skrækindjagende hvordan han skar endnu et led af hendes finger og trak håbløst lidt i hånden, men opgav hurtigt den tanke, da hun mærkede hvordan kniven nådesløst borrede sig vej igennem hendes lår, hvor det sorte blod ligeledes begyndte at piple fra, og løbe ned på gulvet hvor pølen smeltede sammen med den allerede eksisterende sø af blod.
Hun gav et svagt men anstrengt suk fra sig før hun mærkede hvordan hendes hoved blev hamret mod bordet, og to af hendes horn, som var ganske små og sad lige over øjenbrynene borrede sig ned igennem træet, for derefter igen at rive sig løs, mens hendes skuldre skreg af smerte, hun skulle dø, det var hun overbevist om, og de skulle hun nu.
Pludselig fandt hun sig selv liggende på gulvet, dog endnu fastspændt til den store stol, hun kune ikke røre sig, hun kunne intet bevæge i kroppen, det hele var et helvede at smerte.
Dog fik hun registreret Spike der mumlede noget med noget tid til hende, før han forsvandt, og alting sortnede for hende, da hendes krop opgav og lod hende besvime af smerter og blodtab.

..
To mænd kom trækkende med hendes stadig bevidstløse krop. Hun var blevet sat sammen og helbredt af inkvisitionens dygtige helbredere. Det eneste tegn på hendes forrige tortur var ømme mærker omkring det væv, der var blevet skadet, men selv disse mærker ville fortage med tiden, for til sidst at forsvinde helt.
Mændene trak hende igennem en lang gang, der kun nænsomt var oplyst af enkelte fakler. På begge sider af dem var der massive tunge jerndøre med flere låse og enkelte slå, der forsikrede at fanger blev i deres celler, selvom der vel at mærke ikke var mange, der havde kræfter til at forsøge at bryde ud, og selvom det ville være lykkedes, blev de hurtigt stoppet. De stoppede foran en celledør, og den ene mand begyndte at åbne dens mange sikkerhedsforanstaltninger. Efter et kort stykke tid med mangen metalisk larm, svingede han døren op, kastede Isis ind og lukkede efter sig, hvorefter de gik deres vej igen. Den ene af dem fortalte en joke på vejen væk, og den anden lo.

Det eneste lys, der faldt ind i cellen, der var en meter på hvert led og to i højden, var fra et minimalt gitter midt i døren. Under dette gitter var der en sikker mekanisme, der kun kunne åbnes udefra, og hvor der lige var plads til at stikke en bakke med mad ind. Der var ingen udadvendte vinduer. Ingen mad. Ingen latrin. Intet håb.

Efter lang tid i mørke kom de to samme mænd slæbende på endnu en skikkelse. Han blev båret i armene med knæene skrabende henover gulvet, og med hovedet hængende slapt. Det var uklart om han var ved bevidsthed eller ej.
Personer der blev slæbt så makaber ud. Han var blevet frarøvet for det meste af sin påklædning, og det eneste de havde efterladt tilbage var hans pjaltede bukser. Desuden havde han en sæk trukket over hovedet. De nåede til en celle tre celler væk fra Isis’, og satte ham op. Manden indfandt sig kluntet i en siddende positur på knæ, hvorefter vagterne begge vendte ham ryggen. Det var dog ikke underligt at de ikke gav ham mere opmærksomhed. Hans ryg og overkrop var dækket med knudrede ar, nogen af hvilke så ud til at være gået betændelse i, og derefter forsøgt lukket med opvarmet jern. I hvert fald var der flere gamle brandsår blandt arene, der strakte sig i lange skoldede baner. Grunden til at han ikke løb, var fordi han manglede sin venstre fod til mit på underlåret, og grunden til at han ikke sloges med vagterne, var fordi han manglede halvdelen af hver af sine fingre, hvilket gjorde ham ude af stand til så meget som at knytte sine hænder ordentligt. Han var i sandhed et ynkeligt syn, som han sad og radierede håbløshed.
Mændene skubbede ham brutalt ind i cellen, og lukkede efter ham.

Isis kom langsomt til sig selv, hun var øm i kroppen, et øjeblik gik hun i panik og stirrede ned på hendes hånd der før havde manglet alle 3 led på de midterste fingre, men åndede lettet op da hun opdagede at hun igen var hel, havde det været et mareridt? Faktisk kunne hun ikke vurdere det, det eneste hun vidste nu var, at hun ikke anede hvor hun befandt sig, og om ham manden, havde han virkelig krævet af hende, at hun skulle skrive under på, at det var hende der havde myrdet et uskyldigt (formodede hun) menneske?
Hun lod forsigtigt hånden glide ned over låret hvor den store kniv havde gennemboret muskel og senet, hun var endnu øm, en en stor sort plet på lagnet hun havde om sig vidnede om, at det var den uhyggelige sandhed.
Isis krappede langsomt hen til celledøren og skævede ud af det lille gitter, hvorfra hun fik øje på scenen med den torturerede mand, stakkel, det var det eneste der dukkede op i hovedet på hende.
Hun rømmede sig kort og lod så fingrene omfavne gitteret, hun længtes allerede nu efter friheden. Hvor sikre mon disse celler var mod magi? Hvis kun nu frøs hele døren og hængslerne til, ned til urimelige minusgrader, ville det mon så kunne lade sig gøre?
Hun skævede ud, først måtte hun hvile, derefter forsøge at stikke af, og der gik ikke længe før hun faldt i dyb søvn.