Alexander vendte sig rundt med ansigtet mod Isis, der stadigvæk bar hans kappe. Selvom de ikke havde mødt mange på deres færd gennem havnebyen, havde Alexander anset det for det sikreste at lade hende beholde kappen, selvom det var meget tydeligt, at hun ikke var generet af vejret på samme måde som han. Også det mystiske fænomen, der havde fulgt dem gennem hele byen, havde han mistro til at være hendes værk. Selvom det omkring dem stod ned i stænger, havde de på en eller anden måde at blive helt gennemblødte.
"Her." Han svang ud med hånden mod den vindskæve bygning, der tydeligt bar præg af vindens leg med de salte bølger og andre af elementernes rasen. Alexander havde området mistænkt for at have oplevet et lille jordskælv, idet det ene af husets hjørner så ud til at være hævet fra klippegrunden under.
Han viste hende rundt om bygningen, ind under et lille tagudhæng, der på det nærmeste dannede en tunnel. Da de kom ud på den anden side, befandt de sig i en lille gård, hvor et vandtrug og en fortøjringspæl var det eneste, der var muligt at skelne. Alexander mindedes, at der, da han ankom, havde stået en krukke blomster et eller andet sted, men skønnede, at enten havde kromutter fået bragt den i sikkerhed, eller også var den taget af den drilske vind.
”Kom, Larissa står herinde.” Han trak let i Isis’ hånd og ledte hende hen mod det sted, han mente døren måtte være. Med et tryk fik han døren op og tumlede ind i læ for vinden.

Isis havde mere eller mindre klamret sig til Alexanders arm, hver gang der kom et vindstød, på vej til herberget, at byde hende hans arm, var nok det dummeste han længe havde havde gjort, og det bedste der var sket for hende, nok havde det lykkeds hende at holde det meste af vandet væk, når hendes opmærksomhed ikke var blevet taget af den hidsige vind, elementet hun netop ikke kunne styre.
Dog trådte de endelig ind på pladsen der lod til at være stedet Alex havde fortalt om, menneskenes bygninger var ikke så elegante som dem i havet, men det var også snarre kunst-buer, og ikke som såden bygninger, der var hverken tag eller noget synderligt gulv, hvis man kom fra en slægt med velstand var gulvet typisk en masse småsten, og alt efter stand var stenene henholdsvis marmor, perler, ædelsten eller en blanding deraf. Nogle havde slet ikke bygninger, men sådan var det tilsyneladene også på land, bortset fra, at her skærmede det menneskene fra vind og vejr, den funktion havde havfolket slet ikke brug for, under vandet var det udelukkende et symbol på status.
Hurtigt lod hun sig trække med ind i stalden af den charmerende fyr, men stoppede op lige inden for døren og spærrede øjnene op i et begejstret hvin, da hun fik øje på hesten, nok var der mørkt i stalden, men Isis blik var tilvendet at kunne se i total mørke, så for hende var det intet problem at se det store dyr. "Hvad kan den? Bider den?" spurgte hun og vendte de store gule øjne mod Alexander der stod lige ved siden af "Kan jeg røre ved den?" fortsatte hun utålmodigt og vendte hurtigt blikket mod hesten igen, det ligeledes havde fået øje på hende

”Hun kan ikke noget herinde… altså, andet end at stå i spiltovet og æde!” Han lo ad hendes overivrige spørgsmål og betragtede hendes ansigtsudtryk. Det var meget sigende for oplevelsen, det måtte være for hende. Selv var han helt upåvirket af synet af Larissa, men det var jo forståeligt nok.
Da Larissa hørte hans stemme vrinskede hun lavmælt, nærmest mumlende i håb om at få tiltusket sig en godbid. Det var en vane hun efterhånden havde fået tillagt sig, og Alexander havde ikke fået den brudt, idet han tit medbragte en humpel brød eller en rodfrugt som belønning efter en lang dag, eller hvis han havde været væk fra hende længe. Desværre havde han ikke noget med denne aften, end ikke i lommerne, som han undersøgte, mens Isis så på ham.
”Nej, hun er et meget fredsommeligt individ. Hun er vant til at børn leger med hendes man og rider på hende.” Han lagde hovedet på skrå og nikkede som tegn til Isis. Han lod søgende en hånd køre langs væggen, hvor han mente at have set en lanterne tidligere på dagen. Endelig fandt han den og fik ild i den, så et blødt lys lagde sig inde i staldbygningen.
”Kom De bare med herhen, så skal jeg præsentere jer for hinanden.” Han gik med lange skridt over til båsen, den eneste i stalden der tilsyneladende var i brug, og strøg kærligt en hånd ned ad ryggen på hesten. Med åben hånd berørte han hendes mule, der undersøgende strøg over fingrene. Larissa sukkede tungt, da der ikke var gemt en godbid i håndfladen, som om hun ville sige; Har du dog ikke snart lært det?!, og vendte misfornøjet hovedet bort mod Isis, som for at se om hun skulle have noget med til hende.

Isis spærrede øjnene op mod Alexander da han gik hesten men tøvede selv ganske længe før hun trådte hen til det store dyr, og kun så hun lige akkurat kunne nå hestens mule med fingerspidserne, hvis den nu, ja, hvad sådan en kunne, trampe en ned, eller måske bide en luns af ens arm, nok havde hun hørt at de var fredelige sådan nogle kræ, men man kunne aldrig vide sig sikker, ligesom med hvaler, eller andre dyr man tæmmede, så kunne man nok ikke regne med dem altid.
til sidst tog hun sig sammen og strakte forsigtigt og langsomt hånden hen mod hesten der stod roligt i sit spieltov, men gnaske parat til at trække den til sig når som helst, hvis hesten skulle gøre noget uventet, men til sidst plantede de tre midterste fingre sig på den bløde mule i et hurtigt strøg, Isis gav et lille hvis fra sig i begjstring men trak hurtigt hånden til sig igen, dyret følels slet ikke som hun havde forventet, det var blødere en mange ting man kunne finde under vand, og så endda tør. Et øjeblik stod hun afventende, men trådte så et skridt tættere på Hesten, som hun denne gang en smugle mere roligt strøg over mulen "Hold da op, den er godt nok.. blød.. og rolig!" tilføjede hun hurtigt og så på Alexander, pludselig forstod hun hvorfor menneskene havde så let med at fange og tæmme dem, i forhold til hvaler

Alexander betragtede Isis med latter i øjnene. Måden, hvorpå hun vogtede på alle hestens bevægelser, men samtidigt udstrålede nysgerrighed, var underholdende. Præcis som et lille barn, der hjertens gerne vil klappe et dyr, men ikke helt ved, om det tør, nærmede Isis sig Larissa.
”Ja, Larissa har nerver til næsten hvad som helst… Ind i mellem lidt for meget!” Udbrød han til sidst efter en kort pause, da han kom i tanke om en episode, hvor lidt mindre tålmodighed og rolighed kunne have været en fordel. Ved et ’uheld’ var et kobbel hunde blevet sluppet løs på en større ejendom, hvor Alexander havde overnattet. En lille diskussion med den adelige ejer havde af stedkommet en meget hurtig afrejse, hvor det tidligere nævnte hundekobbel blev sluppet løs som hævn. Den sindssyge mandsperson havde fundet tanken om menneskejagt interessant. Alexander havde hentet Larissa i en lille lund, hvor hun havde stået natten over. Desværre var Larissa ikke lige så interesseret i at tage af sted! Hesten havde partout nægtet at flytte sig, før hun havde fået den græstot, hun havde fået øje på, da Alexander sad op.
”Mja, men hun er da meget dejlig.” Mumlede han og græmmede sig en smule ved tanken om den kaotiske afrejse. Dem havde han prøvet mere end én af!

Isis gik forsigtigt hen ved siden af Alexander, så hun var sikker på at han vidste hvad han skulle gøre i tilfælde af at hestedyret gik amok, hurtigt strøg hun en tot hår væk fra hornene i panden, osm det havde snoet sig om, før hun igen strøg hesten på siden. Den var virkelig blød, næsten hest ufatteligt dog slog en pludselig tanke hende, "Hvordan sover I?" sagde hun med en spørgende tone, under vand var det jo intet problem med at ligge blødt, men på land var der jo hårdt, og tyngdekraften hev og sled jo i en som bare fanden.
Hurtigt strøg hun sig over øjnene og så så spørgende på ham i det dunkle mørke, udenfor havde regnen bare taget til, men det var ikke rigtigt noget hun tænkte over, under vand kunne man kun høre at det trommede på overfladen, faktisk ligesom det gjorde på staldens tag

”Sover?” Et øjeblik så Alexander dybt forvirret på Isis. Lige netop dét spørgsmål havde han ikke ventet i forbindelse med fremvisningen af Larissa.
”Øh… Mennesker sover i en seng… Det er en anordning, der er blød og som regel lavet af stof og fjer. Heste, som Larissa her,” Han klappede hende venligt på flanken og smilede varmt til dem begge , før han fortsatte; ”De sover stående. Nogle ynder at lægge sig ned, men hovedreglen er, at de sover stående.” Alexander tænkte sig en smule om. Dette var ikke ligefrem det letteste spørgsmål at forklare, fordi der var så mange forskellige racer og søvnbehov.
”Afhængigt af personen, der skal sove, skifter sengebehov. Nogle sover på jorden, nogle i træerne. Flagermus, der er en form for flyende hund, sover med hovedet nedad, hængende i en gren med kløerne.”
Alexander vidste godt, at det sidste måske gik hen over på hovedet på Isis, men hun virkede ganske intelligent, så mon ikke hun kunne sætte forståelsen ud i det abstrakte med hensyn til oplysningerne omkring landlevende organismer?

Isis så strøg Lerissa over buen igen, denne gang mere sikkert, overfor det store dyr, men eftersom hun bare stod stille, blev Isis langt mere sikker på at den lige pludselig ikke ville vende sig om og sætte et par sylespidse tænder i hende. Dog lyttede hun interesseret til hvad Alexander fortalte hende, Flyvende hunde" gentog hun og strøg hesten over ryggen "Er det nogle som i holoder som dyr, altså ligesom normale hunde?" sagde hun og vendte spørgende hovedet mod Alexander "Har hunde kløer?" spurgte hun så, hvis man ikke kendte til hendes baggrund ville man nok stemple hende som værrende dum og ubegavet, men det var jo heller ikke alt man kunne læse sig til, og slet ikke under vand, hvor mange af historierne var skrøner og skræmmekampagner for at holde havfolket hvor de ´hører til'.
"Hun minder slet ikke om noget af det vi har under vand!" sagde hun så pludselig og lod hånden glide over hestens brede bringe, men før hun kom til land havde hun heller ikke rørt ved ting som ikke var vådt, hvilket heller ikke var så underligt.
Pludselig tog hun hurtigt men meget meget forsigtigt fat i Alexanders hånd og strøg den over håndfladen(?). Hans hænder var væsentligt mere ru end hendes, men hun havde heller aldrig været ude i vind og vejr, samt arbejdet under tyngdekræftens krav, hvilket gav menneskene deres hærdede hænder. Isis havde desuden heller ikke hår på kroppen udover de menneskelige træk som øjenbryn, vipper og hår på hovedet, da alt andet blot ville sænke hendes fremgang i vandet

”Nej, flyvende hunde er som regel vilde.. ” Han stirrede en smule fortabt på hende og var ikke helt sikker på, hvor meget hun ville få ud af en længere forklaring. Da dette ej heller var hans speciale, ville han helst ikke uddybe for meget, for ikke at sige noget usandt.
”Alle hunde har kløer. Nok ikke så store, som I er vant til under havets overflade, men en hård negl, som de bruger eksempelvis når de løber byttet op. Det er lidt som neglene på vores hænder, bare tilpasset andre behov.” Forklarede han med en rynke mellem brynene. Hun var en meget nysgerrig person, begærlig efter viden og forståelse af nye skikke, samfundsordner og forklaringsmønstre. Han smilede medvidende, idet hun kommenterede hans elskede hest, og skulle lige til at høre hende, om hun kendte til oddere, der som bekendt har en fantastisk pels, da hun gjorde en hurtig bevægelse. Han spændte i hele kroppen, forberedt på lidt af hvert, men gjorde intet udfald, for tryg ved den spinkle skikkelse.
Hjertet begyndte at stæse rundt i hans bryst, da han mærkede de bløde fingre stryge over hans relativt grove hånd. Han kunne dæmpe virkningen af de bløde strøg hen over håndfladen, der sendte små elektriske impulser op og ned langs rygraden. Han sukkede let, smilede til hende og samlede hendes hænder mellem sine, for derefter at stryge uendeligt blidt hen over håndroden med det yderste af sine fingre. Med lyse øjne så han på hende i skæret fra den flakkende flamme, der oplyste det inderste af stalden. Det bløde skær gjorde hendes hud mørkere, gav hende et endnu mere eksotisk udseende, og havde det ikke været for de små horn, ville hun have lignet en hvilken som helst anden, blændende smuk kvinde. Opmærksom på reaktioner fra hende, strøg han en forsigtige hånd gennem hendes hår, uden om hornene, mens han stadig blidt holdt om begge de små bløde hænder af hendes.

Isis smilede overbærrende til Alexander, hun kunne udemærket godt fornemme at det ikke var let for ham at forklarre noget der var så abstrakt, men som hendes spørgsmål stillede op så simpelt, hun ville nok heller ikke kunne forklarre ham om hvordan hele verdenens organismer under vand hang sammen, hvis han spurgte lige så ivrit som hende selv, det ville være mere eller mindre umuligt at forklarre hvordan dyrene under vand var i forhold til ahvd han kendte til, for hvad Isis gjorde var jo bare at drage paralleler med hvad hun havde læst og kendte til. Dette fik hende til at indstille den uendeligt strøm af spørgsmål hun ellers havde udsat ham for hele aftenen.
Hurtigt så hun op på ham idet han tog fat om hendes hænder, og sendte ham et stort smil, der lige så godt kunne have tilhørt hvilken som helst anden, hvis det ikke havde været for de spidse hjørnetænder hun havde for lettere at kunne fortærre bytte under vand, men hvad han ikke vidste ville vel ikke skræmme ham. Hun kunne mærke hvordan hans kropsvarme blev overført til hendes hænder, hans var både større og sikkert stærkere end hendes, og så væsentligt varmere, det var fskrisk varmt på en rar måde! Hun lod sig ikke påvirke da han strøg en hånd igennem hendes hår, som var præget af salten der sad i det nu tørre hår, det var dejligt, sådan at blive rodet i hårret, hun blev faktisk helt ... sagelig?
Hun sendte ham et kort smil før hun roligt tog sin ene hånd til sig og strøg ham gennem hans bløde hår, det føltes som hendes, hans var bare ikke præget sand og salt