Solens tynde stråler der strakte sig over byens huse, trak sig sin sidste streg, da den enorme ildkugle forsvandt over beboelseskvarterets tage. Det generelle mørke der var lagt over landet, syntes da blot kun at blive mørkere ved dette, og atter trådte nattens virkelige væsner frem. Kaosset der nu havde stået på et par måneder havde blot forstærket sig med tiden, og ligeledes havde Mørkets Soldater. Den enorme forsamling af mørkklædte idioter havde bevæget sig længere, og længere ind i landet, som mider der fortager et dødt lig. Lige så sortklædte som de nu var, lige så sorte var deres indre hulerum, hvor hjernen normalt ville sidde. Deres job var egentlig at holde styr i gaderne, og forhindre oprører at udfører deres planlagte arbejde, men netop dette gjorde de ikke ligefrem. Derimod startede blot flere slagsmål, end at de afsluttede dem, og drak sig lige så fulde som en alkoholiker gjorde det. Udover dette slog de flere folk ihjel end nødvendigt, og voldtog flere kvinder end der nogensinde var blevet i Krystallandet. Dette var uacceptabelt for en hver, og nogen måtte da til sidst også ende op i endnu et oprør. Dette oprør endte da også op med at blive noget stort, men uheldigt nok for befolkningen ikke en hjælp for dem. Derimod et større tab for dem og noget de nogensinde, ville have forestillet sig.

En urolig ild rørte på sig, imellem de tætstablede huse og dens tunge røg strøg sig ganske blidt igennem gaderne som en tyk, tyk tåge. Hvad der forudsagde denne ild, for ikke at tale om den ildelugtende tåge, var et enormt bål der var stablet op i midten af den enorme plads. Omringet af sortklædte soldater var bålet, og ikke en så ud til at ville røre sig ud af stedet. Enkelte vendte om og vandrede væk fra stedet, mens andre blot stirrede tomt ind i ildens flammer med udtryksløse blikke. Blandt dem, tættere på ilden end nogen andre, stod en mindre, bred skikkelse med hovedet sænket imod jorden. Hans lange sorte hår klistrede sig imod kappens sorte stof, og gik derfor alt i alt igen med resten af hans mørke beklædning. Alt på hans krop var mørklagt, ligesom natten var han sort, men huden derimod - eller det der nu var tydeligt af den - var hvid som sneen selv, og ligeledes var hans forsølvede maske. Dens former formede hans ansigt, så den kunne alt i alt godt have været det. Derimod maskerede den det også, og gjorde ham endnu lige så ukendelig, som resten af ham var. Det der dog ikke var maskeret, var de gennemtrængende øjne, der stirrede hadefuldt igennem de to huller, der netop var lavet til dem. Den iskolde blå gik næsten igen, med det hvide øjenæble og gjorde dem blot mere stirrende end de var i forvejen. Den ganske, ganske lille pupil, der alt i alt godt kunne minde om en prik i hans øjne, voksede sig da også kun mindre på grund af ildens voldsomme flammer. Ikke den mindste forandring, udover den skrumpende pupil, var til at se i dem. End ikke da han opfangede en bevægelse nær ham, trak øjnene sig ikke til sig. De stirrede blot åbenlyst videre imod flammerne, der fortagede dets indre mere, og mere.
En skikkelse madsede sig ihærdigt igennem den tætstående folkemængde, og skubbede hårdt de forbipasserende fra sig, for at nå sit mål. Skikkelserne der blev skubbet til side, så ikke ud til at reagere yderligere, end blot at trække sig fra hvor de nu havde stået. Hvad deres øjne, ligeledes med Morgoths, ikke ville slippe var ikke til at se fra den nytilkomne skikkelse. Dette ville da snart være muligt, da budbringeren nærmede sig Morgoth hurtigere og hurtigere.
,,General!" kaldte han og hævede ansigtet stolt, da han nærmede sig sin overordnet. Hans blik der ellers var rettet imod Morgoth, alvorligt; men udmattet, trak sig da hurtigt derfra. Han rynkede sin næse voldsomt over stanken, fra røgen der netop trak sig igennem ham som den tykke tåge, den endnu engang var. En kvalt host lød fra hans lunger, og han hævede da en hånd for at skærme sine øjne fra den tætte røg.
,,- General," gentog han da, med en hæs stemme og trådte Morgoth en anelse nærmere. Endnu et host lød fra ham, og han kneb øjnene sammen i et smertefuldt udtryk.
Først ved denne udtale hævede Morgoth blikket fra flammerne, og fangede da hurtigt budbringerens sammenknebne øjne, der i kort tid så ud til at krympe sammen ved hans blik. Hvem kunne da også bebrejde ham? Med flammerne i ryggen, slugte hans sortklædte tøj ham næsten, og masken der dækkede hans isende ansigt gjorde ham ikke just behagelig at se på. Derimod gjorde det ham frygtindgydende, for ikke at tale om enorm. En enorm mørk skygge, der ville fortærer end ved første øjekast.
,,Tal menneske! Hvad er din besked?" lød hans stemme da, gennemtrængende, og mørkere ned natten nu var. Budbringeren rettede sig da atter op, og begyndte sin talestrøm af forklaringer. I den første tid så Morgoth ikke ud til at lytte efter, og rettede da forsigtigt også blikket imod sine soldater. Deres blikke stirrede fortsat imod ilden, og syntes ikke at have sluppet den, efter de havde opstartet det brændende bål. Noget der mindede om et hånligt fnys, syntes at lyde fra hans brede hals, og han rettede da blikket frem imod budbringeren foran sig. Han så yderligere ikke ud til at have kommet til sagen, og Morgoth tillod sig da yderligere at granske det blege ansigt foran sig. Budbringeren foran ham, var den selv samme budbringer der havde hentet ham tidligere på aftenen. Netop på det tidspunkt var der startet nogle grimme uroligheder, i beboelseskvarteret. Morgoth havde fået besked på, fra Mørkets Lord, at møde op dernede personligt og se hvad han kunne ordne. Hvad Morgoth da ikke havde regnet med, at urolighederne var voldsommere end de så ud til at ville være. Hvad det hele netop var startet op på, var han ikke helt sikker på. Da han mødte op på pladsen, var ord ikke beskrivende nok for hvad der netop skulle til at ske. En enorm gruppe oprører, unge som gamle, stod klar til at rydde pladsen for soldater - så vidt om overhovedet muligt. Mørkets soldater var klynget sammen i grupper, og stod ligeledes klar til at forsvarer sig imod oprørerne. Hvorfor netop oprører havde valgt at gøre klar til kamp, var der ingen der var helt sikker på. Grunden kunne så vel være at de havde fået nok, eller en helt anden grund som var langt mere personlig, end den egentlig var. En ting var i hvert fald sikkert, de gik ikke derfra før de havde færdiggjort deres arbejde, end ikke hvis de måtte lade livet for det. Morgoth kom tilsyneladende på den rette tid, da oprørerne så godt klar ud og ville da også straks have angrebet, hvis han ikke havde stoppet dem. Han gav dem en advarsel, en advarsel om at hvis de ikke forlod stedet omgående, kunne de være sikre på at de aldrig ville komme til at forlade stedet. Dette var tilsyneladende ikke skræmmende nok for oprørerne, da de tydeligvis angreb derefter. Pladsen som tidligere havde ligget øde for folk, var da pludselig noget der mindede om en slagmark. Blodet flød, og ingen stoppede før den anden part var færdig. Der var dog ikke den mindste tvivl om, hvem der egentlig ville vinde. Soldater blev slået ihjel, fem-syv stykker for at være helt nøjagtig, oprørerne derimod. Der var ikke en eneste tilbage, i levende tilstand. Hvordan bålet så var kommet ind i billedet, var let at gætte sig frem til.

,,General?" budbringeren stemme brændte igennem Morgoth tanker, og han hævede forsigtigt brynet ved denne opmærksomhedskrævende udtalelse. ,,De har fundet en," opstartede budbringeren igen, og så ud til at lysne en anelse mere op, på trods af den bidende stank. Det ellers udtryksløse ansigtsudtryk, der så ud til at ville fastholde sig i Morgoths ansigt, så pludselig ud til at trække en anelse på sig. ,,En af dém? - Hvor? Bringer de ham herhen?" spurgte Morgoth da pludselig, og lod blikket falde direkte imod budbringerens udmattede øjne.
,,De kan være her ligestraks, General - De sendte mig forvejen, for at meddele Dem om sagen" forklarede budbringeren da til sidst, og lod blikket ganske kort falde imod jorden for sig. Det var tydeligt at han ikke turde skænke Morgoths øjne et blik, da slet ikke møde det fuldkomment i frygt for konsekvenserne. Morgoth selv så ikke ud til at tage yderligere notits, da noget andet pludselig havde fanget hans opmærksomhed fuldstændig. En lysets kriger? Ikke noget de havde haft fingrene i meget længe. De forbandede kujoner havde også gemt sig som mus, der søgte ly i deres musehuller, efter at mørket havde overtaget Krystallandet. Tankerne om at det var Cassa de havde fanget, pressede sig da pludselig på i hans tanker, og fik ham til at trække en anelse på brynene. Denne tanke blev da hurtigt erstattet, da budbringeren lod en tilføjelse falde:
,,General?" mumlede han da imod ham, og så da imod hans øjne, som Morgoth havde sluppet hans blik. ,,- Det er en kvinde,"

Oprørene havde samlet sig tidligere på den mørke dag og planlagt oprøret. Mira havde ikke været en del af dette i starten. I flere dage havde hun gået i skyggerne, godt gemt bag sin hætte. Hun havde betragtet de hundredevis af plakater, som hang alle steder med hendes ansigt på. Lysets ridder. Hun var på toppen over hvem Mørket ville have fat på. Hun havde jo allerede været spærret inde i Mørkets borg i flere måneder, men hun var sluppet fri og nu var hun parat til at kæmpe igen. Hun havde genoptrænet sig selv og i de sidste par uger, havde hun kæmpet mod mørket. Her og der, var flere af mørkets soldater forsvundet og det var Mira en af grundene bag.

Derfor havde forsamlingen af oprører tiltrukket hendes opmærksomhed. Hun havde betragtet dem fra skyggerne og havde til sidst bestemt sig for at tage hætten ned og tilslutte dem. Dette havde givet oprørerne en helt anden form for gejst. Med en Lysets Ridder i bland dem, følte de sig uovervindelige. De var gået til angreb på de soldater som var i byen og havde da også fået nogle udslettet. Uheldigvis for dem, blev der ikke mindre af mørkets soldater, blot flere, men de kæmpede bravt videre. De kæmpede med håbet lysende i øjnene og kæmpede for ønsket om et frit og godt land igen - men der var utrolig langt endnu.

Mira var blevet opstemt og draget af oprørenes håb og viljestyrke. Hun var gået til angreb på de mørke soldater, og hun var nok den af alle, som havde fået flest ryddet af vejen. Det havde også gjort, at mørkets soldater var begyndt at fokusere mere mod Mira end de andre oprøre og til sidst havde Mira været oppe mod et stort antal af soldater. For stort et antal.
Alt dette var foregået i den anden ende af beboelseskvarteret, ikke der hvor Mørkets General stod nu. Et større antal oprører var bevæget sig denne vej og var nu blevet stoppet af Morgoth. Eller rettere sagt, det blev de ikke. For hadet mod mørkets soldater og viljestyrken mod det gode, havde en større plads i deres hjerter og derfor var de fortsat og det havde resulteret i død. Massedød.

Mira blev slæbt hen af den døde gade af flere soldater. Hun var udmattet. De sidste par timer havde krævet næsten alle hendes kræfter. Hun havde flere sår på kroppen, åbne sår. Hendes blå hår var uglet og smurt ind i noget der lignede blod, så farven i hendes hår var mere grå nu end egentlig blå. Hendes tøj var itu og hun var beskidt. Lysets Ridder dragten var ikke taget i brug endnu, så det kunne hurtigt forandre sig, men hun vidste ikke om hun havde kræfterne. Soldaterne havde genkendt hende på hendes ansigt. På trods af alt dette, var Miras øjne vidtåbne. De blå øjne var fyldt med en blanding af sorg og had og hun stirrede direkte mod Mørkets General, som hun blev slæbt tættere og tættere på. Hun vidste udemærket hvem han var. Morgoth.

Det at personen de havde fået fat i, var en kvinde, behagede ikke Morgoth yderligere. Derimod ændrede det heller ikke situationen, da behandlingen ville være ligedan, hvis det havde være det modsatte køn. Kvinde eller ej hun var tilhænger af den forkerte side, og der var visse konsekvenser for det. Hvad der netop skulle ske med hende, efter hendes ankomst til stedet, var endnu ikke planlagt. Det skulle da vise sig når han da endelig, fik billede på hvem hun egentlig var. Måske havde de været heldige, at fange en af højre status? Det kunne da hurtigt få stat større pris på situationen, da de ikke ligefrem havde været held for at fange tilhængere af lysets dronning. Generelt havde der ikke været held med sådanne indfangster, tværtimod. Den seneste tid havde de faktisk ikke set det mindste, til nogle af dem. Som fortalt var de mere eller mindre forsvundet, fra jordens overflade. Hvem kunne da alligevel også bebrejde dem for deres handling? Det var ikke ligefrem fordi de var i overtal, i forhold til siden de kæmpede imod. Derimod var de i stærkt undertal, og muligt at deres kræfter var magtfulde, ingen så ud til at ville vinde denne kamp - i hvert fald ikke, hvis det kun var de enkelte lysets krigere der tog denne beslutning.

,,En kvinder, siger du?" gentog Morgoth sagte, og hævede forsigtigt det ene øjenbryn. ,,Nogen specifik person, eftersøgt?" spurgte han da yderligere indtil budbringeren. Tydeligvis ramte Morgoth ganske godt med spørgsmålet, da budbringeren ikke havde fået alt på plads, til trods for hans enorme talestrøm fra tidligere. Et forsøg på at genoprette denne fejl, prøvede budbringeren ihærdigt ikke at gøre denne person til noget særligt. Han trak blot forsigtigt på skuldrene, og sank derefter blikket ned imod den røgedækkede jord. Synet han nu mødte var ikke just et henrivende et, da han da først opdagede hvad han egentlig stod på. Hans fod var omringet af en afhugget hånds fingre, hvilket da alt i alt fik det til at ligne, at fingrene havde en blidt tag omkring hans fodhæld. Han skiftede da pludselig mening om hvor hans blik skulle være, da synet ikke just behagede ham. Han vendte et dårligt blik imod Morgoth, der afventende så imod budbringerens pludselig ikke så bekvemte ansigtsudtryk.
,,Hun er en eftersøgt person, General" fremstammede han da endelig, og sank en klump for at holde kvalmen nede. En reaktion syntes da at kunne ane i Morgoths ansigt, da brynene rynkede sig sammen i et utålmodigt udtryk. Budbringeren opfattede da hurtigt dette, og forstod da den kraftige hentydning. Yderligere forklaring skulle der til, og det skulle ske hurtigt!
,,Lysets Ridder, General! Tidligere fange på Mørktesborg! - Eftersøgt i mange måneder!"
Ordene der nu ramte Morgoth var tankevækkende, og ikke mest gennemtrængende. Personen budbringeren nu hentydede til, var ikke kun eftersøgt, men også en af de mest eftertragtede på herskerens liste. En person der ikke skulle slippe ud i offentligheden, men indespærres og holdes til fange. En person som Mira kunne skabe voldsomme problemer for herskerens planer, hvilket da tilsyneladende også var tilfældet. Undervejs i budbringerens talestrøm havde han godt spottet et par forklaringer, om et tidligere oprør der var startet et stykke tid før, det der var fundet sted i beboelseskvarteret. Ridderen havde tilsyneladende opholdt sig i mængden sammen med de kæmpende, i håb om at stoppe mørkets soldater en gang for alle - eller i hvert fald en stor del, af dem der netop opholdte sig i Krystallandet. Dette havde ikke lykkes dem da de, som sagt var i stærk undertal. Idioti var hvad han kaldte det. Hvad havde de regnet med? Ingen kunne hamle op med mørkets kræfter, end ikke hvis en Lysets Ridder var i blandt folkemængden. De eneste de opnåede ved angrebet, var en kort gejst der var i blandt dem. Derefter vil de kun møde døden, og mørket der atter tog over deres overvundet sind.

Stilheden imellem soldaterne blev da brudt, da de nyanekommende soldater trådte ind på pladsen. Morgoth reagerede da også på dette, og trådte hensynsløst forbi budbringeren, der ihærdigt prøvede at følge med i hans pludselig ret så hastige tempo. Med budbringeren i hældende trådte han igennem den tykke mængde af soldater, der hurtigt trådte til siden for deres overordnets vej. Med rettede rygge vendte stort set alle blikket imod de nyanekommende, og ikke en lyd syntes at høres fra dem, da de så hvem de bragte med sig. Udover at det var en lysets kriger, overraskede det dem tydeligvis også at det var en kvinde. Netop på grund af dette, tvivlede de stærkt på hvordan deres overordnet ville reagere. De vidste med sikkerhed at han var nådesløs, men hvad så når det gjaldt kvinder? Mange var bestemt ikke i tvivl om at han ville reagere, på grund af denne fakta, men derimod gøre hvad han altid ville gøre. Andre derimod havde deres tvivl, men denne tvivl var da forspildt. Der var ingen nåde, end ikke hvis det var en kvinde.
Soldaterne der nu nærmede sig den enorme mængde, rettede sig yderligere op ved synet af deres overordnet. Stoltheden var ikke ligefrem malet i deres blikke, og dette skyldtes da også den tidligere kamps hede. Kvinden havde været svær at opdage, og da også utrolig svær at nedlægge. Det havde kostet meget blod, men dette ville højest sandsynligt blive gengældt - på den ene, eller den anden måde.
,,General! Hun var i blandt mængden af oprørerne, sikkert deres leder, General!" udtalte den enkelte af soldaterne, der slæbte Mira efter sig.
Morgoth standsede da sin vandren da han nåede slutningen af mængden, og ligeledes gjorde budbringeren bag ham. Forsigtigt trak han sig ud blandt de andre soldater, og så blot afventende på hans herrens reaktion. Han var blot lige så spændt som de andre, og havde da også visse forventninger til sin overordnet. Morgoth så da ikke ud til at reagere yderligere på soldatens ord, men ventede blot på at de nærmede sig dem. I takt med at de kom tættere og tættere på, lagde Morgoth lige så langsomt mærke til hvor ilderet kvinden egentlig var. Der var åbne sår på hendes krop, og blodet var tydeligt trukket ud på hendes krop. Både hendes eget blod, og andres kunne han lugte. Hun havde kæmpet en brag kamp, det var der ingen tvivl om. Hun var udmattet det kunne da tydelig ses, især på den måde hun lod sig slæbe hen af jorden. De fleste ville have gjort et forsøg på at slippe væk, men hvis kræfterne var der var der intet at gøre. Men hvordan skulle hun have en chance for at slippe væk nu? Det ville være en spildt chance, da hun mere eller mindre var omringet af mørkets soldater. Også med Morgoth i hældende? Endnu værre.
Hendes blik opfangede da yderligere hans opmærksomhed, og der var ikke den største tvivl om hvad meningen med det var. Hans øjne fandt da hendes hurtigere end noget menneskeligt blik, ville have gjort det, og synet hun nu ville møde ville helle ikke bringe hende i den mindste tvivl. Blikket var ikke forhadt, ikke det mindste. Derimod var det gennemtrængende, som et sværd var imod en torso, og lige så isende som vinterens kulde var bidende. Han havde ikke den mindste hensigt i at lade hende slippe, ikke det mindste. Hun havde begået den største fejl, ved at træde ind i en folkeskare, som hun havde gjort det den dag. En enorm fejl.
Soldaterne stoppede da deres vandren, og så blot stift frem for sig. Ligesom resten af den tilstedeværende befolkning, ventede de blot på deres herres reaktion - og intet andet.
Morgoth vandrede da frem, standsede mindre end en halv meter foran Mira og bøjede sig ganske let frem imod hende. Med ingen form for frygt for, hvad hun egentlig kunne udrette for ting, lænede han hovedet frem imod hende. Blikket i hans øjne var da forandret, lige så forhadt som hendes, stirrede han hende åbenlyst op i ansigtet. ,,Fortrudt din tilkendegørelse?" hvislede han frem imod hende, og trak sig en anelse tilbage. Han hævede da hånden, og langede en kraftig hånd imod hendes kind. Ikke en lussing man ville kalde syngende, derimod langt, langt kraftigere.

Mand eller kvinde betød ikke noget og det var Mira mere end klar over. Soldatere havde været nådesløse over for alle. Da de fik øjnene op for at de også havde at gøre med en Lysets ridder, endda en kvinde, blev de ikke mildere. Tværtimod.

Da Mira endelig brutalt var blevet fanget i soldaternes arme, havde hun opgivet at kæmpe videre. I hvert fald for nu. Hun kunne lige så godt "hvile" sig på vejen mod deres herre. Eller nærmere generalen og så skulle det gå løs igen. Mira ville for intet i hele krystallandet lade sig fange igen og spærres inde i Mørkets Borg. Hendes sidste ophold der, havde været forfærdeligt. Hun var blevet spærret inde i en fugtig celle uden plads til noget og de havde kun lige holdt hende levende ved at give hende en smule mad, når soldaterne fandt det nødvendigt. Dog, havde Mira fundet en vej ud og det var nøje planlagt. Så nøje planlagt, at hun var sikker på at det havde overrasket de øverste mørke magter. Derfor var hun nu også en af de mest eftersøge og endelig havde de fået fat på hende. Det var ikke noget som huede hende.

Miras mørke blik mødte Morgoths, da han vendte blikket mod hende, samt de nyankommende soldater. Soldaterne stoppede lydigt op og stilheden lagde sig over forsamlingen. Mira tog sig sammen og trådte op på fødderne, så hun med rejst ansigt kunne stirre på Morgoth, med intet andet end had i øjnene. Hun kunne godt fornemme intensiteten i luften. Forventningerne til deres herre. Hvad ville der ske med Lysets Ridder? Mira overvejede kort situationen, men havde allerede bestemt sig for at vente. Afvente Generalens træk. Hendes øjne sank dybt ind i hans, da han kom tæt nok på. Hun bevægede sig ikke den mindste smule, viste intet tegn på frygt. Kun foragt. Hans isende blik havde ingen virkning, Mira var stærk. Miras foragt for alle mørkets væsner og hvad de havde gjort mod dette vidunderlige land var stærk. De skulle udryddes og derfor havde hun kun foragt tilbage og det sås i hendes øjne. En fejl, mente Morgoth at hun havde begået. Hun var ikke enig. Selv om dette var endt som det var, fortrød hun ikke en eneste handling. Ikke et eneste drab. Måske virkede hun kold nu, måske virkede hun som en af dem, de mørke. Uden følelser. Måske var det tilfældet, og det var måske meget godt. Tårerne kunne komme senere.

Morgoth var omkring et hoved højere end hende, så hun løftede blot ansigtet mod ham. Hendes hænder var holdt hårdt fast bag hendes ryg, men hun stod stadig lige så rank som hun var. Hendes øjne blev en smule mindre ved hans ord og hun ventede allerede slaget. Det kom dog hårdere end hun troede, og kun det faste greb fra soldaterne holde hende oppe. Hun kunne høre noget knække i hendes mund, men holdte alt lyd tilbage. Blod begyndte at komme ud af hendes mund og hun rettede sig langsomt op igen og genfandt det forhadte blik med Generalen.
"Jeg fortryder intet." Lød det så sikkert fra Mira og hendes øjne blev skulende, før hun sendte en spytklat afsted mod hans fødder. En spytklat fyldt med blod.

Noget der mindede om en gispende lyd, kom fra soldaterne, da lyden fra slaget var højre end forventet. Det var i hvert fald højt nok til at kunne høres, to-tre meter bagud fra dem. Dette var alligevel ikke usandsynligt, da slaget havde været hårdt nok til at knuse noget inde i hendes mund. Han havde udmærket godt hørt slagets effekt, for ikke at tale om lugten, der da dannede sig i hans næsebord. Blodet der stille trillede ned fra hendes frodige underlæbe, fangede da hurtigt hans stikkende øjne. Lugten fra den jernfyldte væske gennemtrængte alt andet, på trods af den ellers kraftige lugt af forbrændt kød, eller blot den generelle lugt af røg. Lugten af blodet havde også en yderst besynderlig effekt, på halv dæmonen. Alene lugten kunne vække hans fulde opmærksomhed, og oftest drage han mere end noget andet. Dette lå generelt til dæmonernes natur, eftersom deres madvaner bestod af indtagelsen af denne væske, og andre levende individers kropslige organer. Hvis han derfor drak det, ville det ikke kun opstemme hans sindstilstand, men derimod opkvikkende som en healende form for kræft. Ikke kun fysisk, som i at heale brækkede eller opbrudte sår, men lige også psykisk. Det kunne igen virke opkvikkende på hans sanser, der i forvejen var ret så skarpe, og gøre ham langt mere opmærksom. Både hørelsen, lugtesansen, synet, hurtigheden, alt - stort set. Men igen dette kunne kun lade sig gøre, ved at han indtog det via at drikke det. Det var ikke ligefrem det han havde lyst, i hvert fald ikke foran soldaterne, at stå og drikken åbenlyst fra et andet menneskes mund. Det at stikke en tunge ind i en fremmedes mund, var ikke just noget han foretrak. Da ikke hvis personerne var i en levende tilstand, men det var en helt anden snak
.
Muligt at blodet havde været opmærksomheds vækkende, men vær bevægelse der ville komme fra den mindre kvindekrop foran ham, ville blive opfanget. Ligesom et dyr betragtede sit nedlagte bytte, så han på hende. Og næsten lige så sultent, på grund af den mindre strøm af blod der flød fra hendes læber. Denne appetit der tydeligvis var blevet vakt, forsvandt da ved hendes ord, og endnu mere da hun spyttede. Spytklatten var ikke langt fra at ramme hans skosnude, og han måtte da indrømme at hvis dette havde hændt, var hans humør ikke ligefrem steget. Derimod ville den have faldet, og revet godt og grundigt i hans allerede irriteret sindstilstand. Han hævede brynene let ved denne provokation, og sukkede ganske let da hans øjne fangede, den slimmede - for ikke at tale om blod omsluttede - spytklat. Den korte opmærksomhed der var vakt imod den, var lige så kortvarig som den tid det havde taget for den at ramme jorden. Han hævede da atter blikket imod hendes isende øjne, og gengjaldt blot blikket hun havde rettet direkte imod ham.
,,Du fortryder intet?" gentog han da langsomt, og bredte da ud i noget der kunne ligne et smil. Et smil af ren galskab, og lige så ironisk som den dybe latter der pludselig lød fra hans læber. Pludselig forsvandt smilet da, og han rettede sig ligeledes op. Han trådte da hende nærmere, ligeglad om hans sko trådte over hendes spytklat eller ej, og trak sit ansigt nærmere hendes. Soldaterne strammede da grebet om hendes armene yderligere, og trak dem højre op imod hendes skulderblade. Hun skulle nødig begynde på noget.
,,Du fortryder intet, siger du" hvislede han, og lod maskens stive læber være ganske, ganske tæt imod hendes ører. Hans stemme var lav, men for hende ville den være mere gennemtrængende end noget andet på stedet. Endnu en kort latter lød fra hans læber, hvorefter et suk lød fra hans læber. ,,Du leddede sikkert oprørerne, gjorde du ikke? Gejlede dem op, fik dem til at tro at de kunne vinde slaget," hviskede han forbandende, og lod øjnene falde granskende imod hendes forslåede ansigt. Stilheden på pladsen var gennemtrængende, da ikke en eneste sagde noget. Sådan et tonefald var ikke til at tage fejl af, især ikke bland soldaterne. ,,- bragte dem i en kortvarig glæde, der gjorde den lige så kortvarig som deres forpulede liv," han trak da ansigtet ganske let fra hende, og lod øjnene glide fra hendes ører til hendes skulende øjne.
,,Synd, ikke sandt? Men måske heldigt alligevel. Nu slipper deres familie da for at brødføde endnu en, men hvorfor kommer de nok aldrig til at vide" han rettede sig op, og lod en arm pege imod ilden bag ham. Om hun vidste hvad de brændte af eller ej var ligegyldigt for ham, men hvis hun var så uviden som han nu regnede med ville han da lige informere hende om det. ,,Vi har sørget for deres begravelse,"
ved disse ord lod han armene falde ned langs siden, med blikket rettet stift imod hende. ,,Sammen med dem, kan vi hurtigt få tændt flere bål her i landet - men det er jo ikke hvad I ønsker, nej .. det er jo harmoni, og fred" han stemme hævede sig da atter, lang mere bidende end tidligere og lige så ondskabsfuldt som hans øjne pludselig blev. ,,Men det er ikke ligefrem hvad I folk skaber, er det vel?"

Smerten fra Miras kæbe var overvældende, men hun formåede ikke at klage sig. Måske var det den følelse af had, hun havde inden i sig. I hvert fald formåede hun ikke at sige en lyd. Hun kunne mærke blodet i munden og skilte læberne en smule af, så blodet lige så stille kunne sive ud af munden på hende. Hele stemningen omkring dem var frastødende for Mira, men hun havde taget afstand fra ligene omkring hende og på bålet. Det måtte ikke nå ind til hende, for så ville det blive for meget for hende og hun ville miste kontrollen. En anden ting som var frastødende var Morgoth og hvis Miras øjne kunne slå gnister, ville de gøre det nu.

Mira var godt klar over, at Morgoth og alle de andre soldater for den sags skyld, holdte et godt øje med hende. I sine stille tanker overvejede Mira atter sin situation, men uden at flytte sit blik fra Morgoth og hans isblå øjne. Da hans ansigt nærmede sig hendes, borede hun sit blik ind i øjnene på ham. Hun kunne mærke hvordan hendes sind gik i et indre oprør ved hans ord. Det var som om, at hans ord langsomt byggede en indre ild op inden i hende, som blot ventede på at gå amok.
Ved hans sidste ord var det nok og på mindre end et sekund, og med et anstrengt skrig, havde Mira med al sin kraft revet sine hænder løs og to kæmpestore bølger af vand strømmede med ét ud fra hendes hænder og skulle meget gerne kunne vælte de næste 10-20 soldater bag hende omkuld. Så bøjede hun sig lynhurtigt ned og lod sit ben hamre sig mod Morgoth knæer, hvis ikke han flyttede sig. Derefter kom en kæmpe vand-søjle op fra jorden og bragte Mira flere meter op over jorden.

Nu var der kamp.

Lige så langsomt som ilden i Mira fyrede op, mærkede Morgoth ligeledes hendes reaktion. Der havde ikke været den mindste tvivl om dette, da slet ikke da han mærkede hendes gennemborende blik imod hans, netop som han nærmede sig hendes ansigt forsvindende meget. Ilden i hendes øjne brændte, ironisk nok, lige så meget som ilden bag ham. Det morede ham derfor yderligere, hvilket han da heller ikke skjulte da hun ikke så ud til reagere på hans kommentere. Alligevel var der et eller andet der så ud til at prikke til hende, provokerer hende. Tydeligvis ikke nok til at hun svarede igen, i hvert fald ikke i første omgang.
Morgoth reagerede da alligevel hurtigt, da hun vred sig fri fra soldaternes jerngreb. Han slog brynene i vejret, og sprang tilbage fra hende. Soldaterne bag hende var langt fra så hurtige som han havde været, og blæste derfor omkuld, som hvis de havde været stående pæle. Der lød nogle smertefulde skrig, da de fleste ramte hinanden rimelig uheldigt. Et par forstuvede hænder eller fødder var ikke til at undgå, og flere måtte da også opleve at få et par sværdskeder ind i siden, eller andre steder i kroppen. Skade gjorde bølgen i hvert fald, ret så stor skade, da de ikke så ud til at ville rejse sig lige foreløbig. Nogle enkelte syntes direkte at blive kvalt af de enorme bølger, og vægten fra de tunge soldater kroppe. Dette så ikke ligefrem ud til at hue Morgoth, men ironisk nok lød der en grufuld latter fra hans beklædte hals.
Slaget hun da langede ikke ud efter ham, fuldførtes ikke da han fra tidligere sprang tilbage fra hende. Det det der derimod ramte ham, var hendes skrig. Skriget havde været gennemtrængende, smertefuldt i hans ører på grund af hans skærpede sanser. Dette så da ikke ud til at påvirke hans kamplyst yderligere, da han blot lystigt stirrede på hende, som hun hævede sig over jorden via vandet. Hans krop dirrede kort på grund af dette, og adrenalinen så da tydeligvis ud til at purrer rundt i hans brede, men mindre krop. For hans skyld gjorde dette ikke det mindste, derimod havde han inderst inde ønsket det. Blodet hun havde uddrevet fra hendes mund, havde ikke just formindsket lysten - da slet ikke til at få hendes krop, til at uddrive mere af denne væske.
Soldaterne bag ham havde allerede trukket sværd, og var klar til at angribe. De nåede netop at sætte af i løb, da Morgoth hævede ud fra sig og et enormt skjold hævede sig omkring Mira og ham. Fra de endnu stående, og nu bevidstløse soldater. ,,Dan cirkel omkring skjoldet, vores lille vandnymfe her skal ingen steder," beordrede han dem, og rettede sig da op i sin fulde skikkelse. Blikket havde ikke flyttet sig det mindste, og lå derfor endnu imod Miras blå øjne. Smilet dannede sig forsigtigt på hans mund, og om muligt at det var usynligt for hendes vedkommende, så kunne det tydeligt ses i hans øjne. Kinderne bøjede forsigtigt frem under dem, og fremhævede blot vandvidden i hans blik endnu mere. Muligt at det var et smil, men ikke ligefrem venligt et af slagsen.

,,Kom sweetheart, hvis mig hvad du kan," hans tonefald var overlegent, det var der ikke den mindste tvivl om. Grunden var ikke fordi, at han ligefrem regnede med at han var vinderen af den nystartede kamp - for han var langt fra sikker på dette, da han vidste hvad vand kunne. Den overlegne tone var ene og alene på grund af, at kamplysten vækkede et eller andet i ham. Han brød sig om at føle andres vrede, deres foragt eller generelt provokation over ham. Han nød at se andres værste side, for at være helt præcis. Når de i alt i alt havde lyst til at slå ham ihjel. Blikket i deres øjne var ubeskrivelige, blikke ingen andre havde nogen fornøjelse at se i.

Mira var klar over, at hun var nødt til at være hurtig nu. Hun var nødt til at bruge alt hun havde for at slippe fri. Hun havde dog på fornemmelsen, at dette ville blive grueligt svært.
Morgoth var hurtig til at flytte sig og Mira rynkede brynene, da hun hurtigt blev skudt flere meter op i luften af søjlen. Hun kastede et hurtigt blik over skulderen og så lettere tilfreds ud, da flere soldater ikke var kommet på benene. Bølgerne havde haft den ønskede effekt og hun havde da også lagt al kræft i dem. Mira vendte sig dog hurtigt igen mod Morgoth og lagde mærke til hver bevægelse han lavede. Hun var klar over, at han var stærk. Hele hans fremståen udstrålede ondskab og det dannede en frustration i hende. Det var hendes styrke mod hans, og hun var allerede svækket. Det ville blive en hård kamp og hun forberedte sig mentalt, så end ikke hans dystre latter nåede ind til hende.

Da skjoldet blev dannet, lod Mira kort blikket glide rundt. Hun måtte finde en måde at bryde det på, men lige nu handlede det om Morgoth. Hun vendte igen blikket mod hans direkte blik og et lavt suk kom over hendes blodige læber ved hans smil. Manden var vanvittig og inderst inde skræmte det Mira, men hun lod det ikke påvirke. Ikke endnu.
Derfor kom ingen ord over Miras læber. I stedet hævede hun armen og trak et sværd frem fra kappen. Et sværd fra lyset. Hendes lysets ridder sværd. I og med, at hun trak det frem, skete en forvandling og Mira stod i sin Lysets Ridder dragt, hvilket de fleste ville synes var en imponerende dragt. Nu fremstod Mira også mere magtfuld. Hun var ren, bortset fra ansigtet, og det lå et vis slags lys omkring hendes skikkelse. Nu var hun klar.
Vandsøjlen udvidede sig langsomt ved hendes fødder, så hun trådte et par langsomme skridt frem ad, mod Morgoth. Denne gang prøvede hun at få kontrol over sit sind, hun havde bemærket at Morgoth måske kunne mærke hende på den måde. På den anden side var det utrolig svært, at holde opgøret og frustrationen væk fra sit sind.
Pludselig rettede Mira begge hænder mod ham og en stråle fra lyset susede med høj fart direkte mod Morgoth, efterfulgt af tre mere efter den.

Lyset der pludselig fremstod ved hendes forvandling ramte ham. Det ramte ham ikke kun fysisk, men derimod lige så meget psykisk. Lyset havde for ham altid været en forfærdelse, noget han foragtede. Helt uforklarligt var det skam heller ikke, da størstedelen af hans barndom var baseret på, at skulle foragte lyset mere end noget andet. Han var trods alt også afkom af personen der havde været tættere på Mørkets Lord, end nogen anden - indtil for et par måneder siden, hvor Morgoth selv var blevet forfremmet til en af de øverst stående stillinger i landet. Faren havde heller ikke just være den mest stabile person, og som man siger æblet falder ikke langt fra stammen. Som dreng var han blevet opdraget af sin far, og kun ham. Hans mor havde intet at sige i hans opdragelse, end ikke hvad det gjaldt generel opførsel for andre, ikke en eneste ting! Den eneste opdragelse moren havde at give, til nogle af børnene, var hans forsvundne søster. Efter morens død, var hun efterladt til sig selv, men ikke engang det var nok for faderen. Han sendte datteren blandt tjenestefolkene, hvor hun måtte kører hendes eget liv. Det var ikke hans afkom mere, eftersom at moren havde holdt hånden over hende. Moren havde i det hele taget aldrig været en ordentlig del af familien, da hun tilsyneladende ikke holdte til den rigtige side. Det havde været farligt for hende at gifte sig med faren, og alti alt var det også ren performers. Hun havde været spion for Lysets Dronning, hun skulle spionere for hende, kende til den anden herskers planer og stoppe ham i dem, før de blev fuldført. Dette blev desværre opdaget af faderen, og moren blev brutalt myrdet foran børnene. Siden har lyset ikke rigtig været den mest oplagte ting for Morgoth, sådan da i hvert fald. Personen der nogensinde har lovet ham det modsatte, var en forelskelse for meget, meget længe siden. Som en del andre kvinder, forsvandt hun og først nu, mens tiden ikke just er den mest oplyste, har han fået bekræftet hendes eksistens. En kvinde han aldrig havde sluppet fra sin hukommelse, end ikke efter en større forelskelse i kvinden han nu havde i sit liv. Cassi havde fået sig printet godt og grundigt ind i hans hukommelse, og han måtte da desværre indrømme, at han savnede hendes selskab. Et selskab han allerhelst så komme tilbage, men netop i denne tid, var det ikke noget der så ud til at ville ske. En synd for ham, men som så meget andet, var det noget han kunne takle. På den ene eller den anden måde, med forskellige former for midler.

Kvinden som nu stod - eller rettede svævede- overfor ham, var ikke just en han holdte af. Tværtimod, og det satte da prikken over i'et da hendes forvandling fandt sted. Lyset havde en bestemt effekt på ham, ligesom blodet opstemte det ham, men nu da det var lyset havde det også en anden form for effekt. Ikke just en god en af slagsen, specielt ikke hvis man ikke var ven af Morgoth. Ven var Mira ikke ligefrem med Morgoth, og det ville de nok heller aldrig blive med hinanden. Lige pt ønskede de tilsyneladende ikke hinanden i helt levende, eller i hvert fald ikke bevidste tilstande. Hvad det hele så ville ende op med, efter denne kamp, var der ingen der kunne fortælle dem noget om. Det ville med tiden vise sig, og netop nu var det nok bedst for ham, at leve i nuet - ellers kunne han da hurtigt ende op, med at ligge i samme tilstand som soldaterne foran ham.
Et par behandskede hænder trak frem fra kappens skjul, og lagde et par fingres fingerspidser omkring snorene, for at trække dem fri fra knappen ved hans trøje. Dette resulterede i at den lange sorte, yderst slidte kappe falde til jorden og blottede resten af hans beklædte krop. Med opmærksomheden endnu rettet imod Mira, smed han kappen fra sig og lod den ene hånd hvile ganske sagte imod sværdet i sin side. Det ville nødvendigvis ikke blive brugt, da det ikke var noget der kunne blokere magiske kræfter mere end hans egne kraftfelter.
Lyset hun da skød efter ham, var ikke helt uventet. Han havde mere eller mindre set det komme, om det var et eller flere havde han så ingen anelse om, og nåede da med nød at næppe at danne et kraft skjold. Fornemmelsen af lysene ramme skjoldet, fik hans krop til at dirre. Adrenalinen hærgede hans krop, gjorde ham over giret, næsten opstemt. Ubeskriveligt at fortælle hvad han netop følte for dette, men det var nu ikke så diskret hvis han blot kiggede de rette steder. Hans øjne var en åben dør for hans sindstilstand, og netop nu var det ganske tydeligt. Hans øjne brændte af intensitet, vildskab og ren .. opstemning. Han sænkede derefter hænderne, rettede sig op i sin fulde skikkelse, og lod dem da falde som slatne som de var. Han hævede ansigtet ganske let, og lagde ligeledes blikket imod Miras blå øjne. Smukke var de sammenlignet med hans, men ikke så intenst fylde som hans nu var. Han var lige tavs som hun var, og holdte blot fokus imod hende - netop som hun gjorde.
Han hævede sig da over jorden, med blikket rettet målrettet imod hende, indtil han nåede samme højde som hende. Med blikket kort vendt imod jorden under sig, skævede han frem imod hendes ansigt.
,,Lad os få det her færdiggjort, Lysets Ridder," hvislede han spydigt imod hende. Han hævede da ansigtet og netop ved denne bevægelse, strakte han hånden frem imod hende og en neon blå kugle skød ud fra hans håndflade. Den var selvfølgelig beregnet til at ramme hende, og netop denne form for kugle ville flænse alle former for kødelige organer, for derefter at opsuge alt form for energi fra det.

Mira bemærkede hvilken effekt lyset havde på Morgoth og et svagt smil gled over hendes små læber. Dette kunne hun bruge til noget, især da Miras sind var meget lyst i forhold til Morgoths og det samme var hendes magi. Derimod betød det også at Morgoth var en meget stor modstand for hende. Hun var sikker på, at hele hans sind var mørkt. Hun kunne jo bare kigge omkring sig, de folk han ledte. De soldater, som brutalt slog folk omkring sig ihjel. Morgoth ledte de folk og Mira var sikker på at Morgoth havde et utal af drab på samvittigheden også. Hvis han overhovedet havde en samvittighed?

Mira rettede igen de blå øjne mod ham, da hun stod i fuld udrustning og følte sig nu meget mere sikker. Hun var mere beskyttet. Hendes øjne fulgte opmærksomt hver af Morgoth's bevægelser og hun rynkede brynene en smule, da hun så hans sværd. Han havde også et. Så fulgte hun hendes kugle af lys og fulgte hvordan han parerede den med sit skjold. Han var stærk og hun blev klar over, at hun var nødt til at skabe stærkere kugler af lys, hvis hun for alvor ville skade ham. Hun mødte igen hans hårde blik og så afventende imod ham, med en hånd mod sit sværd. Afventende.
Hun gik et lille skridt tilbage, da han hævede sig op i samme højde som hende. Hun nikkede kort til hans spørgsmål med fuld opmærksomhed mod ham og meget kort efter han affyrede sin kugle mod hende, strakte hun armen ud og ud kom endnu en lysets kugle. De ramte hinanden og eksploderede, og noget af hans neon kugle fortsatte mod hende, så Mira bukkede sig hurtigt ned og hævede armen over sig. Omkring hende kom et lysets skjold og det sidste af neon kuglen prallede af på hende.
Så vendte Mira hurtigt blikket mod Morgoth igen og hurtigt dannede der sig vandskjold i luften, som hun kunne træde på. Hun trådte med hurtige skridt frem mod ham, stoppede så op, og strakte begge håndflader ud mod ham. Ud kom to vand-slynger, som med hurtigt fart gik mod Morgoth. Den ene skulle gerne danne en slynge om hans ben, som skulle hæve ham op i luften, styret af Mira. Den anden havde fart mod hans hals.

Netop som kuglerne neutraliserede sig, skred Morgoth frem imod Mira. Hans tunge skikkelse lagde stort set al vægt i hans kast imod hende, så kraften i hans knyttede næve skulle være voldsommere end blot smertefuldt. Et slag der ville have bragt hende ud af bevidsthed, men netop som dette slag ikke blev gennemført, var det ikke tilfældet. Netop som slyngen af vand greb ud efter hans fødder, trak han dem til sig ved at bøje knæene. Da det så gjaldt at undvige slyngen imod hans hals, var han mindre heldig, og mærkede hvordan den tætte slynge af vand omsluttede hans nakke, for derefter at trække ham til vejrs. Lufttilførslen stoppes derefter, og alt sortnede i ganske kort tid for hans øjne. Ikke en videre ubehagelig følelse, men det var tydeligvis noget halv dæmonen kunne takle, da han atter spærrede øjnene op. Han løftede da hænderne for at omslutte sine fingre omkring vandslyngen, og mærkede da hvordan vandet langsomt drev ned af hans underarm, til hans overarm. En ubehagelig følelse dannede sig, ved fornemmelsen af hvordan tøjet langsomt blev vådt, og klæberede sig til hans i forvejen kolde hud. Han strakte halsen og følte blot hvordan luften langsomt drev ud af hans lunger, og forhøjede hans i forvejen adrenalin drevet hjerte.
,,Kvælning? Hvor klassisk," hvislede han sammenbidt, og en undertrykt latter hørtes da, fra hans nu hæse stemme. Med ét forsvandt hans skikkelse, og han var ude af syne. De telepatiske kræfter var han en stor hjælp, netop i sådanne situationer, hvor han ikke kunne bryde den form for kilde - uden at gøre større skade på sig selv, end nødvendigt.
Da han vendte tilbage for sit lille forsvindings nummer, stod han rettet op i sin fulde højde, på jorden under Mira. Med blikket hævet direkte imod hende, lagde han en hånd imod sværdets håndtag. Han trak det da, og en syngende lyd syntes at danne sig i beboelseskvarterets stilhed. Med sværdet ved sin side, og blikket rettet direkte imod Mira trak der sig et skævt smil på hans læber. Han bøjede forsigtigt ned i knæene og rettede en pegefinger op imod hende, der vinkede hende ned imod sig.
,,Kom så,"

(Folk har haft en lille tendens til, at han skulle hænges i halsen - j'eees. <3 Kort, men jeg håber det er godt nok)

Mira havde allerede trådt et par skridt tilbage på søjlen, da hun så hvordan Morgoth havde planer om at kaste sig imod hende. Hun kunne ikke lade være med at føle sig en smule lettet, da hendes vandslynge omsluttede hans hals og forhindrede ham i sit kast mod hende, som uden tvivl ville have været smertefuldt. Hun skulede mod ham og trak hurtigt slyngen tilbage, da han slap fri. Mira valgte ikke at svare ham, men valgte i stedet at betragte ham nøje. Hvis hun skulle slippe væk fra Morgoth og hans tilhængere, var hun nødt til at finde nogle svage punkter og så på en eller anden måde slippe væk. Morgoth ville sikkert håne hende for at flygte, men det var hendes eneste mulighed, hvis hun ville overleve. Hun kunne ikke så Morgoth ihjel, lige nu var hun ikke stærk nok. Desværre.
Hadet lynede nu i Miras øjne igen, og hun trak også sit sværd, som lysede op i mørket. Hun lod langsomt søjlen af vand bevæge sig ned mod Morgoth, men pludselig gik det stærkt. Søjlen forsvandt under hendes fødder og hun faldte nu i hurtig fart ned mod Morgoth. I luften pegede hun sværdet mod ham og gjorde klar til angreb. Hvis dette angreb lykkedes, ville sværdet ramme ind i hans side.