Bølgerne skvulper op omkring den lille båd, der efterhånden er godt slidt af vind og vejr. Men bunden er god og tør, og der er ingen lækker. Bådens styrmand døde for mange år siden, og den lille båd er blevet glemt her, på en gammel, faldefærdig mole..

Fallafax kommer skridtende hen ad stenvejen. På hans ryg sidder Life og Live, som i et. Life havde efter lang tids trasken, fået overtalt Live til at de skulle ride istedet for(?). Og som sagt, så gjort.
Fallafax pruster, og hans sølvglinsende horn lyser let op i tusmørket. Life stiger af, og klapper den svedige hingst.
Båden svulper rundt i det mørke vand, præcis som hun havde set den for et par dage siden. Perfekt, og sødygtig.

"Jeg kender det her sted" hvisker hun til Live, skønt, der ingen mennesker er på molen. Fuldmånen lyser som en stor, gul ost, og dens tvilling i vandet ligeså.

"En ø, fyldt med grønt græs og dybe skove. Der er en eng, med vilde heste. Dér kune vi være, alle tre" hun skæver til Fallafax, der trofast har lagt sit hoved ved hendes skulder.

"Den lille båd dér, skulle kunne få os dertil.. Skal... skal vi gøre det?"

Life havde hurtigt fundet ud af hvor behageligt det havde været at sidde på ryggen af Fallafax med Life foran sig.
Hun havde givet op. Men ikke fordi hun var træt af at Life spurtge, mere fordi Life egentlig havde en god overtalelses evne på hende.
På turen havde hun roligt beundret alt omkring hende. Fallafax, Life, og naturen.
Noget hun ikke ville have kunne gøre hvis hun gik. For hvis hun gik, ville hun holde mere øje med lydene, og hvilken vej de tog, og hvor hun satte sine fødder.
Hun smiler da de når til vandet. Det var smukt i natten.

Hun lytter intenst, da Life begynder at fortælle om øen. Hvor ville det være dejligt at være kun de tre sammen. På en smuk frodig og harmonisk ø.
Noget de alle havde brug for.

Hun stirrer på båden, så på Life og Fallafax.
Efter en tid, hvisker hun blidt, mens et kærligt smil breder sig på hendes læber.
'Ja'
Hun tager Life's hånd, og begynder at gå ned mod båden,...