Et lille, sort væsen kommer ilende gennem skovbunden. Den er så let på tå, at den nærmest flyver over den frodige jord.
Pelsen er helt våd, som tegn på at den har været i vandet. Den våde og fugtige pels føles klam mod huden. Dråber fra pelsen falder ned på græsset, som jorden ivrigt suger til sig. Der kommer små piv fra den lille ræv, da den gang på gang må støtte på dens sårede pote. Men det stopper ikke dyrets fortvivlede flugt. Ikke før det velvidne til at ingen kan skade eller finde den her, stopper op.
Den giver sig god tid til at observere de nye omgivelser. De skræmte øjne, studere nøje hvert et blad. Da der ikke er tegn på fjendtligt liv, snor den sin hale om sig, for så at skifte til sin menneskelige form.

Valentin orker ikke at se sig om igen, men af hensyn til sikkerhed gør han det nu alligevel. Han stryger en hånd igennem det ildrøde hår, der skjuler hans øjne, for så at falde med et bump ned på sit haleben. Forsigtigt læner han sig op ad et af de mange frugtbare træer som udgør den lille frodige plet, den irriterende smerte fra hans sårede hånd kommer igen, og Valentin må knuge sin skadede hånd ind til sig.

Tunge slag mod den hårde hærdede jord er bestemt ikke til at tage fejl af, ikke hvis man er kendt i dyreverdenen i hvert fald. Skumring galoperede med faste skridt gennem landskabet, endnu en dag hvor det blot var at holde øje med skovens ve og vel. over skulderen bar hun sin sorte bue, og hvor menneskekroppen blev til hest sit pilekogger der var fyldt til randen.
Pludselig stoppede hun op, med en hurtig bevægelser og så sig om, lyttede intenst, hvad havde hun hørt?
Alt i alt kunne man vel kalde hende en heldig skabning, hun havde alle foredelene fra hesten, og fra mennesket kombineret i én krop hviket gav hende foredele på mange punkter.
Endnu engang lukkede hun de sorte øjne og tog en dyb indånding, hun kunne lugte noget, hun trådte endnu engang nogle skridt frem og fik øje på Valentins røde hår, som hun langsomt gik imod, dog uden at sige noget

Han retter blikket mod den fremmede person som kommer gående hen mod ham, og han kan ikke lade være med at føle sig udset. Med rolige skridt kommer hun nærmere, og Valentin trækker benene til sig.
Han lader hende komme nærmere, da han er nysgerrig efter at kende til dette væsen. Valentin kan ikke lade være med at tænke, at hun er meget smuk og elegant, selvom hun er kentaur.
Et lille smil bryder frem på hans læber, og han føler sig en smule mere tilpas. Men han kan nu godt have været i en meget bedre tilstand, ikke fordi han er for svag til at slå fra sig - Men han vil ikke ses som svag.
Valentin lader hånden glide ned på jorden og kigger op på den fremmede. ”Hej,, siger han med en betydelig lille stemme.

Skumring brød ud i et smil idet han talte til hende, det var to menneskelige besøg på kort tid, hvilket betød meget for hende. Det var trods alt ikke så tit hun snakkede med mennesker, så to besøg inden for et par uger var prægtigt "Hej!" sagde hun med et stort smil og skrebede overstadigt med hoven mod den faste jord. Egentlig så han lidt forhutlet ud, gad vide om der var noget galt med ham, han virkede mere eller mindre smadret.
Hun lagde hovedet spørgende på skrå og så på ham med de sorte øjne "Er du okay?" spurgte hun med den varme bløde stemme og stoppede med at skrabe i jorden, men stillede sig ganske passivt og betraktede mennesket

Et lille fnys undslipper ham, da hun spørger om han er okay. Men egentlig er det ikke fordi han er generet over spørgsmålet, rettere et ynkeligt forsøg på at give hende et indtryk af, at intet kan slå ham ud. Egentlig er han nu glad for, at hun spørger, for det betyder, at hun ikke vil ham noget ondt. Han smiler bare og laver en grimasse, hvorefter han siger roligt: ”Jeg har bare slået hånden, men intet alvorligt, det går væk af sig selv igen,” Valentin bider sig i læben, ”gled fra en sten og faldt ned i vandet, jeg må havde slået min hånd i mine ræve skikkelse. Er ret klodset,, indrømmer han ydmygt og hviler kinden mod sit knæ. Et eller andet ved hende, nok hendes blide stemme, gav ham en lyst til at fortælle hende hvad der var sket, i stedet for bare at afvige hende. Han fik lyst til at fortælle hende alt: Om at han var løbet hjemmefra, at han var blevet væk fra sin tvilling, at han ledte efter sin mors søster, som han knap nok kan huske. Men hvad nytte var det, at fortælle hende det?

"Hvad hedder du?,,

Skumring hævede prøvende et øjenbryn og rakte en stærk men feminin hånd ned til ham, "Må jeg se?!" spurgte hun forsigtigt og så ned mod hans hånd "Den kan både være brækket og forstuvet, og så kan det ricikere at gro forkert sammen!" forklarrede hun stadig med den varme imødekommende stemme, især fordi hun gennem sin tid havde set sigeligt med skader, både fra almene fald og fra krig, og samtidig havdealle sammen, hver og en benægte dne tilbudte hjælp, og derfor endt med skæve og ømme lemmer.
Hun bøjede sig lidt forover så hun kunne nå hans hånd i tilfælde af at han lod hende se på den, så det lange krid hvide hår dansede om hendes ansigt, irriteretstrøg hun håret tilbage, men til ingen verdens nytte. "Jeg hedder Skumring!" sagde hun med et smil og lagde igen hovedet på sned "HVad med dig?"

Den sviende smerte kom igen, og han trækker hurtigt sin hånd til sig. Han gør store øjne, da hun tilbyder ham hjælp - Og ser mistroisk op på hende da hun kommer med sin forklaring om, hvor slemt det kan blive, hvis han nægter hendes assistance. Så hvor meget af et valg har han egentligt?

Tøvende rækker han hende hånden, men nænner ikke at slippe hende med blikket, måske fordi han havde en fjollet forestilling om, at hvis han så bort bare et kort sekund, ville hans hånd måske være forsvundet, når han endelig vendte blikket tilbage.
”Hej Skumring,” siger han og smiler stort til hende, ”Jeg hedder Valentin,,

Skumring tager forsigtigt imod hånden og ser på den med største nænsomhed "Den er ikke brækket, men der er nok slået en stor flig af knoglen!" konstanterede hun og vendte roligt hans hånd mellem hendes slanke fingre.
Pludselig lyste et skarpt lys op fra hendes hænder, så skarpt at det mere eller mindre ville være umuligt at se ind i det, mens en snurren i hans hånd var uundgåelig. Efter få øjeblikke forsvandt lyset og hun slap roligt hans hånd, en klar bedring var at føle, ja faktisk som der slet ikke var sket noget med den.
"Hej Valentin. Hvad laver du så langt inde i skoven?" sagde hun endnu smilende og rettede ryggen op så hun stod i sin fulde højde

Valentin ser fascineret til, medens Skumring behandler hans hånd. Pludselig var frygten forsvundet og erstattet med en umættelig nysgerrighed for Skumring og hendes betagende evner og personlighed.
Da hun slipper grebet om hans hånd trækker han den ind til sig. Han vender og drejer den, ryster fingrene og knytter den i en næve. Intet. Smerten er forsvundet, som dug for solen. Der er ingen spor at finde, og hvis han ikke havde været ved sine fulde fem, ville han havde troet, at det blot var noget han havde bildt sig ind. Han opdager, at han under hele denne scene, havde siddet med åben mund, og hun lukker den hurtig i. Valentin ser taknemmeligt op på Skumring.

"Jeg er løbet hjemmefra,, siger han skødesløst, som om det ikke havde den største betydning, og at alle bare gjorde det.
"Jeg kan ikke vende hjem, mine forældre vil bare blive sure. De forstår det bare ikke,, fortsætter han og ser ned i jorden, medens han tegner cirkler med en pegefinger.

Skumring ser tilfredst ned på sit arbejde med det varme smil stædigt malet på sine læber. En knogle der have taget skade var intet problem, taget i betraktning af hvad hun havde behandlet og ordnet gennem tiden. Heldigvis tog valentin det stile og roligt uden problemer, han havde iddet helt stille under behaldlingen hvilket gjorde det hele en stor del nemmere.
Interesseret og stille lyttede hun til hans historie, det lød da sørgelig, men man kunne jo aldrig vide om det bare vat et såkaldt 'oprør', sådna nogle lavede unge kentaurer på lige fod med menneskene, men det valgte hun ikke at sige højt. "Årh, dt var da trist, hvorfor er du stukket af hjemmefra?" spurgte hun omsorgsfuldt og pillede lidt ved fjerene fra en af pilene hun bar ved siden. "HVad gør du så med.. æh.. penge og sådan noget? Tag over hovedet?" fortsatte hun. Hun havde tit svært ved at huske hvad alle de mnneskeskabte ting hed, og især med deres små interne betalingssystemer, selvom det var noget der interesserede hende gevaldigt

Det var den måde hun sagde det på, den blide og selvsikker stemmeleje, det er det der har vagt en sitrende nysgerrighed inde i ham, som ikke er til at stoppe, og det er derfor han uden at tænke sig om fortæller hende det hele: "Min søster og jeg var ude og lege, da vi faldt i en flod, og var ved at drukne, men pludselig var jeg sådan her... du ved ældre, følte mig ældre, tænkte som en der var ældre. Vi turde ikke sige det til vores forældre, for DE ville bare blive vrede og sige, at vi ikke må gå alene igen. Jeg blev væk fra min søster, Viki, jeg kan ikke finde hende, og jeg ved ikke selv, hvor jeg er,, Valentin stopper og skæver til hende. Bare hun ikke vil sige, at han skulle vende hjem til sine forældre, det er det sidste han vil høre nu.

Interressen for hende vokser; for hvert ord hun siger, og den måde hun får det ud på- Var noget der befandt ham usædvanlig. Denne kvinde er speciel, på en mærkværdig måde. Hendes udseende er måske lidt mærkeligt men hendes personlighed er noget der griber ham.
Valentin trækker på skuldrene, "Jeg går som regelt rundt i min ræveskikkelse, og de dyriske instinkter slår som regelt til, så jeg lever egentlig som en ræv... Spiser bær og sover udenfor. Jeg... tager også nogle gange noget fra byen. Jeg har jo ingen penge, og de har så meget mad inde i byen, så de vil nok ikke savne det. Men det er kun indtil jeg finder hende. Altså min mors søster. Hun er den eneste, der vil kunne fortså mit problem og hjælpe mig. Hun hedder Damia, men jeg ved ikke hvor hun bor,,

Skumring lyttede roligt til hans fortælling, hun gav ikke folk skylden for uheld, og havde ikke i sinde at begynde på det. "Har du kigget hele vejen langs floden, den er trods alt lang!" sagde hun med et lille skævt smil og trippede lidt utålmodigt med forbenene. "Du er i Paradisskoven, selvom det jo er et vidt begreb for en der ikke færdes her tit!" sagde hun med et lille voksende smil, Skumring kunne selv finde rundt i hele skoven uden problemer, men hun var trods alt også vokset op der.
"Desuden kunne du vel spørge i byen efter Damia, der er ikke så mange med det navn så vidt jeg har forstået!" sagde hun og så kort mod himlen, men vendte så de sorte øjne mod ham igen, sådanne situationer kunne tit virke værr end de egentlig var

"Jeg har ikke kigget hele vejen langs floden, desuden tror jeg ikke engang hun vil være der. Viki er sikkert taget ud for at lede efter Damia. Hun er meget modig og selvstændig, modsat mig. Ja, hun overgår mig i næsten al ting. Undtagen tålmodighed,, man kan tydeligt høre, at han ser meget op til sin søster, og at hun er hans faste klippe, som han klynger sig til ude i den store verden. Valentin kan sagtens klare sig selv i situationer, hvor han er tvunget til det, men hvis der er den mindste chance for det, så vil han hellere krybe forbi forhindringerne.
"Ja, det er et stort sted...,, Valentin sukker og stryger sin healet hånd igennem det fyldige hår, "Det har jeg ikke lige tænkt på, og det kan jo være hun bor inde i byen,, han smiler og virker mere frisk, som havde hun givet ham nyt håb.
"Hvad laver du selv herude? Bor du her?,,

Endnu engng nikkede hun blot til hans forklarring med et lille smil "Så er jeg sikker på at du har nogle værdier din søster ikke besidder, sådan er det altid!" sagde hun med et smil og så ind gennem de mange træer, heldigvis lod han ikke til at være slået helt ud af kurs, hvis han kunne finde sin moster ville det jo være godt.
"Jeg kan følge dig til hvor skoven grænser op til byen, det tager omkring..." hun så vurderende på ham, for hende tog det ikke mere end 3 timer at kome derhen, men hun havde trods alt også sin stærke hestekrop og kunne galopere hele vejen om nødvendigt, for ham var det straks en anden sag, han var menneske, og de løb vidst ikke så langt af gangen. "Ærh, ja, det vil nok tage omkring 7 til 9 timer for dig at gå derhen!" sagde hun og blinkede med de lange hvide vipper der tæt indrammede de store sorte øjne.
"Ja, jeg bor i skoven, man kan ikke rigtigt være i fred i byen, og desuden er der mange der ville betale godt for sådan en som mig!" sagde hun stift og skar en grimasse der slet ikke passede til det kønne ansigt

Valentin ler lystigt af hende, "Det er en rask gå tur, måske kunne jeg forkorte den lidt, hvis jeg nu forvandlede mig til ræv,, han vifter sine ben i luften, så det så ud som om, at han svømmede i luften, "for de her kan nok ikke klare meget mere. De er intet i forhold til dine raske, stærke ben,, Valentin skuer mod Skumringer og lader blikket glide vurderende fra hov til top. I et godt stykke tid lader han blikket hvile ved hendes kønne ansigt, med de blide ansigtstræk. Han ler igen, da hun skærer en grimasse, en latter der fik en til at tro, at man var den mest underholdende person i verden. Pludselig begyndte omgivelserne at gynge, som et spejlbillede i vandet. Alle de ting, der omgiver dem, bliver revet fra hinanden og udtværet, som farver på et papir. Valentin griner og synes næsten ikke at ligge mærke til, at verden ændre sig omkring ham. Omgivelserne begynder at tage form på ny, og snart befinder de sig i noget, der minder meget om en drømmeverden. Verden set fra et barns synsvinkel. Alt stod i stærke farver, og de stod ude på en gylden kornmark.

Valentin holder endelig op med at le, men omgivelserne forbliver det samme.
"Betale for dig? Hvorfor?,, spørger han nysgerrigt.

Hun nikkede smilende til ham "Hvis du kan ride kan jeg godt bære dig det meste af vejen, selvom det ikke er noget jeg gør tit!" grinede hun med et stort sjmil der dog hurtigt falmede da alle omgivelserne begyndte at forandre sig, hun blinkede krampagtigt me øjnene flere gange og trippede uroligt frem og tilbage, hvad kete der?
"Kan..Kna du også se det?" spurgte hun smånervøst og så sig om, han virkede slet ikke til at være påvirket af de vilde forandringer, faktisk blev hun så optaget af det, at hun glemte at svare på hans spørgsmål.
HUn kneb øjnene lidt sammen og så ud over 'kornmarken', ikke videre tryg ved at stå på så åent et areal og slet ikke tryg ved hele forandringen

Ansigtet er halvt dækket af det ildrøde hår, og vrider sig i en grimasse, da hun tripper uroligt rundt. Først fortår han ikke helt, hvad der nager hende, og det gør ham utilpas, for hvad kunne være så skræmmende, at det fik hende til at virke nervøs.
"Hvad?,, spørger han uskyldigt, stadig upåvirket af forandringerne omkring ham. Endelig slipper han hende med blikket, og lader det glide ud over landskabet. Han blinker et par gange med øjnene.
"Ups,, udbryder han og sænker hovedet forlegent. Landskabet begynder at glide af, som maling af en væg, og snart kan man se de vante omgivelser igen.
"Det beklager jeg...,, En rødmen breder sig over hans kinder.

Skumring sendte ham et uroligt blik da han først ikke kunne se hvad der var galt, det kunne tyde på to ting, endten var hun ved at blive skør, ellers var der en anden i nærhden der havde kastet en formular på hende, men det kunne ike passe, hun kunne normalt fornemme mennesker på flere meters afstand.
Hun var ikke mange sekundter om at spænde sin bue og placere en dekoreret pil på den, indtil han kom med en lille næsten lysløs undslyldning og det igen begyndte at blive normalt.
"Det var dig? Var det?" sagde hun måbende, og satte pilen på plads mens hun stadig stirrede rundt på omgivelserne der nu var normale igen. Forundret satte hun en tot hår om bag det ene spidse ører inden hun rodede lidt i det kæmpe hvide hår, hvis det havde været under hans kontrol var det sørme noget af en særpræget evne han besad, det måtte hun ærligt indrømme

"Hvis jeg siger ja, så spider du mig ikke med pilen vel?,, skæmter han og hentyder til hendes alerte reaktion. Han fletter tre friskplukket, lange græsstrå sammen, uden så meget som at se ned på sine hænder. Fingrene holdt ikke et øjeblik op med at bevæge sig, mens stråene gled til den ene side så til den anden over den første græsstrå. Da han endelig når bunden, binder han en knude og ligger fletningen ved siden af sig.
Han rejser sig op og ranker ryggen, "Jeg kan skabe alt det jeg har lyst til. Jeg kan lave en hel verden for sig, men det er ikke ægte, det er kun illusioner. Nogle gange kan jeg ikke kontrollere det og ligesom før, kan det ske bare uden videre eller på grund af mit humør," Valentin ser flygtigt op på Skumring, bange for at møde et fordømmende blik.
"Se,, Valentin peger og snart skuer de ud over et oprørsk, ildrødt hav. Vinden river og flår i dem, og truer med at skubbe dem ud over skrænten. Pludselig skyder spidse klipper op af havoverfladen og mørke skikkelser hopper dansende rundt om dem, som var de et bål. De rækker deres knoglede fingre ud for at røre ved Skumrings hvide hår og... pludselig forsvinder billederne og de står atter i skoven.
"Jeg kan ikke holde det i så lang tid, og hvad du oplever er ikke rigtigt. Jeg må egentlig ikke bruge den for mine forældre, de siger det er en farlig evne, for jeg kan komme til at såre folk eller skræmme dem fra vid og sans,,

skumring smilede og rystede på hovedet "Så længe det ikke er i ond mening rør jeg ikke folk!" sagde hun og satte buen på plads. hun drejede hovedet i den retning han pegede og fik øje på det flammende hav med en stor facination, dog måtte hun bruge hele sin viljestyrke på at ikke træde væk fra skikkelserne der nærmede sig hende, hun hadede følelsen der blev skabt i hende, men bevægede sig ikke. kort rystede hun på hovedet da det hle igen forsvandt og vendte blikket mod Valentin "Jg ysntes det er en fantastisk evne du har Valentin, og hvis du øver dig kan det være at du kan lære at kontrollere dine kræfter bdre, for ikke at snakke om at du vil være i stand til at holde dine illusioner længe!" sagde hun og pillede ved en tot hvidt hår. selv var hun blevet trænet i sine evner fra barns ben og kunne derfor kontrollere dem 100 procent uden problemer