Alwyn tog nogle hurtige skridt. Hun lod tungen glide henover læberne og så sig om. Hytte hytte hytte. Hun skulle finde et sted at bo. Hun havde længe overvejet at flytte ind hos Lesta. Hun overvejede det faktisk meget. Hun rokkede hovedet fra side til side. Hun stoppede op da stedet pludselig blev opslugt af en tyk tåge.
"Hvad i al...?" hun så sig om og knugede sine hænder. "O' hvad nu?" brummede hun og skubbede en hårlok væk fra øjnene; Ikke fordi det ligefrem hjalp.
Hun så op i himlen, trods den også var grå, ligesom alt andet. Hun sukkede og rystede på hovedet. Hvorfor skulle sådanne ting altid ske for hende? Hvornår blev livet nemt? Nu fik hun også problemer med at finde et nyt hus. Og at bo i en hytte var ikke ligefrem det hun var vant til. Men et nedbrændt gods var ikke noget hun kunne bo i heller, så det måtte vel blive en hytte. Eller to hvis Spike skulle med.

Alwyn hørte lyden af glas der splintres. Hun stoppede op og så sig om. Silhouetter begyndte at fare frem og tilbage. Hun kunne ikke sætte ansigt på nogen af dem, men det betød heller ikke noget.
Der lød lidt mere tumult fra en hytte og af bar nysgerrighed gik hun hen til hytten. Da tågen så pludselig forsvandt og der kom en fløjtende mand ud af et hus. Hun stoppede op og stirrede på ham. Han lignede egentlig et barn. En teenager måske. Men med pæne ord, ville hun nok beskrive ham som en blondine. Han var forholdsvis høj, og lignede nok den type person man havde lyst til at slå i hovedet. Hun priste sig næsten lykkelig for at hun ikke kendte ham. Han så arrogant ud.
Men nåja - som altid dømmer hun jo folk på skindet, hvilket i nogle tilfælde kan være en skam. Trods det oftest er en god idé. På den måde undgår man at snakke med mennesker der kan se lettere retarderede ud, og så har man det altid bedre med sig selv. Det var hendes holdning.
Hun stirrede på manden og lænede sig en anelse til siden, hvor hun kunne se to ben stikke frem, inde fra huset, som den anden var på vej ud af. Det var tilfældigvis det samme hus som åbenbart havde fået smadret en rude. Og mandens adfærd i sig selv, kan vidst beskrives med et enkelt ord: abnorm.

Alwyn betragtede ham med et neutralt ansigt. Da han spurgte om hun var 'hjerneskadet', gled et smil henover hendes læber. Hun vendte ansigtet en smule nedad og betragtede deres skygger.
"Ordet du leder efter er 'retarderet'." påpegede hun og vendte derefter blikket imod ham igen. "Og ja. Det er dig jeg kigger på." svarede hun ham og vurderede ham med øjnene. Han var større end hende, og lignede ikke en der ville kunne bevæge sig hurtigt og adræt. Ergo ikke en person man skulle spilde sin tid på.

Hun så på huset og lavede et henkastet kast med hovedet. "Var det sjovt at bryde ind hos en fattig familie og slå manden i huset ned? Jeg håber du nød det, for nu skal jeg så vurdere hvordan jeg vil straffe dig." sagde hun muntert. Hun havde fuld ret til det. Herren havde jo bedt hende holde 'orden' i landet, og hvis nogen i hendes øjne kom på tværs, så skulle hun både være den dømmende og udøvende magt. Ja, for Herren var jo den lovgivende.
Hun betragtede ham indgående og lod en hånd glide henover bæltet, hvor de 2 lange daggerter hang, som trofæer. Hun stirrede på ham med et stikkende blik og et venligt smil. I hendes hovede dømte hun ham.
Skulle hun slå ham ihjel med det samme? Eller skulle hun tortere ham og SÅ dræbe ham? Muligheder muligheder. Det sjove var, at når hun blev sat i sådanne situationer, og skulle træffe et valg, så var de to valgmuligheder der altid. Og denne gang var de to, de eneste muligheder hun havde. Død eller... Død.

Hun smilte en anelse og forholdt sig ganske roligt. "Jo, den tanke har været mig forbi. Men du har lige punkteret den teori." lo hun og rystede på hovedet. "Det er ganske vidst at en man der ikke har gjort noget galt, straks ville hjælpe den arme mand der ligger derinde." hun holdt en kort pause. "Og det ville have være den grund jeg kunne bruge til at straffe dig, hvis jeg ville få brug for det. Nu er min begrundelse så bare at du irriterer mig grænseløst, og jeg, som Mørkets Ridder, må bede dig om at kontrollere dit mindreværdskompleks og stoppe med at ånde mig i hovedet. Du lugter af fisk."
Hun smilte forsat og hævede et øjenbryn. Hun skævede til de forskellige mennesker der var begyndt at samle sig omkring dem. Da nogle af dem hørte at hun var en mørkets ridder, tog de et par skridt baglæns. Folk der vidste noget, vidste at der kun var én Mørkets Ridder. Ergo, folk der vidste noget, vidste hvem hun var. Dobbelt ergo: Folk der vidste noget, vidste at hun ikke var til at spøge med.
Sean: ... Undskyld men... Fisk?
John: Ja du ved. De lever i vandet.
Sean: Han lugter af fisk...?
John: Ja for fanden. Vær du glad for at du ikke har adgang til næsen.
Sean: Hold nu kæft. Alwyn! Fisk? Var det det bedste du kunne finde på?
... Tavshed ...
Sean: Jeg har fejlet i min opdragelse af dit ordforråd.
John: Nej Sean. Du har bare fejlet med alt andet...
Alwyn undlod at skænke dem en tanke. Det var hun efterhånden blevet vant til. De snakkede om så mange underlige ting.

Hun betragtede ham og slog blikket ned, til dér hvor han havde spyttet. Hun smilte forsat og var egentlig ligeglad. Han var jo ingen? Hun betragtede hans uniform. Hvad var det? En ko? Komanden? Han prøvede vidst at være en slags superskurk. Hun smilte og vendte atter blikket imod hans ansigt.

Hun smilte bare. Ganske roligt. Så drejede hun rundt på hælen og lo. En perlende latter. Hun tog nogle skridt væk fra ham og stoppede derefter op. Hun stillede sig med siden til og betragtede ham indgående. Hendes blik var nu blevet stikkende. Formørket.
Hun knugede hænderne sammen og betragtede ham indgående.

"Du er altså uhjælpsom? Det lyder hyggeligt." svarede hun ganske stille. Hendes smil falmede. "Det vil sige, at du er en der dør." påpegede hun, for sig selv. Hvad det skulle betyde, vidste kun hun. Det var hendes viden. Kun hendes.
Men det var jo sandhed? Hvorfor skulle han vide det? Hans viden betød intet. Han virkede ikke som en intelligent person, så hvordan skulle han kunne forstå det?

Hun vendte sig imod mængden af mennesker, der øjeblikkeligt veg tilbage. Hun smilte derefter til dem. Hver især. Ganske roligt. Øjnene var også blevet blide. Hun var ligeglad. Med dem alle. Hvorfor skulle hun ikke være? Hvad betød de for hende?

Hun vendte sig igen imod drengen. "Hvem er du egentlig?" spurgte hun ganske roligt og smilte svagt. "Hvis du da føler at jeg er værdig at dele et navn med," sagde hun gjorde et kast med hovedet, der fik håret til at blafre en anelse.

Alwyn reagerede ikke til noget af det han sagde. Når hun talte, og hun ville have svar, så lyttede hende. Men når hun talte, og var ligeglad, så talte hun bare. Ingen ord slap ind til hendes bevidsthed.
Hun vendte hovedet imod ham og betragtede ham lidt. Da han så ligepludselig begyndte at råbe af folk, smilte hun og lukkede øjnene. Så lo hun. Igen, en perlende latter. Hun lo, til en tåre trillede ned ad hendes kind. Den fjernede hun med en hurtig bevægelse med hånden, og slappede af igen.

"Aah. De er virkelig morsom, må jeg sige." mumlede hun, imens hun fik kontrol over sin latter. Hun lod en hånd glide igennem det lange hår.
"Sikke et temperament. Det er da sødt. Lidt ligesom mig selv." mumlede hun for sig selv og nikkede for at påpege, at hun havde ret. Hun lod tungen glide henover læberne og kom med et langt, udmattet suk.
Og da han så sammenlignede hende med en orm, så lo hun igen. Hun tørrede atter øjnene og rystede på hovedet.
"Øj øj øj. En orm. De går hårdt til den, hr. Taylor." påpegede hun og hævede et øjenbryn. "Pas på De ikke kommer til skade." mumlede hun og sparkede lidt til en sten på jorden.

Hun skænkede ikke det faktum, at hun nok burde præsentere sig selv, en tanke. Hun rynkede næsen og strakte armene over hovedet.
"Men jada, jeg er meget hjælpsom. Jeg hjælper da blandt andet min herre. Ro og orden." hun skar en grimasse og blinkede til ham, "Vores ro og orden, naturligvis. Og så skal jeg holde gaden fri for mennesker som dig. Mennesker der irriterer mig." hun smilte ganske roligt og trak på skuldrene.

Hun lo, specielt da han lo med hende. Han virkede da som en hyggelig type. 'Det skal du finde ud af på et tidspunkt', havde han sagt. Dette fik hende til at tie, og skære en grimasse.
"Uha, inviterer de mig allerede ud? Så tidligt. Dér må jeg altså afslå." sagde hun og blinkede ti ham. Hun fandt hele situationen temmelig humoristisk. Hun tog en hånd op til munden og gav sig ti lat bide i en knækket negl. Hun havde igen sit rolig udtryk i ansigtet, og lyttede roligt til det han sagde. Egentlig fordi hun ikke rigtig kunne finde på noget andet at lave, nu hvor hun ordnede negle. Så kunne hun lige så godt høre hvad han havde at sige, selvom det ikke betød så meget hvad HANS mening var. Og så alligevel.

Det modsatte af hvad vi gør? Ro og orden. Selvfølgelig var det det de skabte. Havde han ikke forstået sarkasmen? Ligemeget. Hun smilte da han så påpegede at han gerne ville se hende prøve.
Fjols.

"Du må forstå, at i min verden, skal folk der ikke tør tage slæbet, folk der ikke tør indrømme når de har begået en forbrydelse, slimagtige tyve og krystere, ikke lov til at leve... Og i min verden..." hun holdt en pause og lavede en vild bevægelse i sandet, så støv og sand fløj om ørene på ham. Hun forsvandt øjeblikkeligt. Forsvandt ind i en usynlig verden. Hun havde, på et split sekund, bevæget sig om bag ryggen på ham, trukket sin lange daggert og holdt den nu imod hans hals, bagfra. Så blev hun synlig.
Hun stod med armen strakt, og knivbladet imod hans hals. Hun stod med siden til og med ansigtet rettet fremad, tiltet en smule imod ham, og øjnene fæstet imod ham. Hun smilte skævt.
"I min verden, er du sådan et menneske." hvislede hun.

Alwyn svarede ikke på hans spørgsmål om, hvorvidt hun var perfekt eller ej. Ingen var perfekte. Det fjols. Hun rettede sig op da tågen pludselig opslugte dem begge. Hun smilte bare og lod sin hånd glide ned langs siden. Hun stod helt stille. Smilte blot. Da han kom frem bag hende, rørte hun sig ikke en centimeter.
Så lo hun.
"Vil du slås imod mig, bonde?" spurgte hun i en selvsikker stemme. Den var dog stadig sukkersød, som den havde været lige fra starten. Hun tog ham ikke seriøst. Så knægten kunne fordampe. Det var lidt ligesom Spikes evne. En evne hun havde været i krig med mange gange. En krig hun havde lært meget af. Hun vidste hvordan hun skulle klare sådan en person. Defensivt.
Hun tog et hurtigt skridt fremad. Væk fra huset. Imens tog hun sin sorte kappe af og svingede den over skuldrene. Hun stillede sig ud på pladsen, der var center for den lille hytte-by, eller hvad man nu skulle kalde den. Hun vendte sig om imod ham.
"Så kom herud, og hvis mig hvor tåget du er." sagde hun og smilte. Et ganske venligt og sødt smil egentlig. Hun så ikke så farlig ud. Så ond ud. Hun var jo også en køn kvinde. Hun skubbede noget af håret væk fra ansigtet og betragtede sin negl. Derefter så hun i sin håndflade. Det var den venstre hånd. Hånden hvor hun havde et ar. Et sølv ar. Det var hånden der kunne tage imod alle slag.
Hun tog sine handsker på. De var i en lomme, på indersiden af kappen. Hun tog dem ganske hurtigt på og tjekkede alle sine kasteknive. Derefter kastede hun kappen ned på jorden.
Hun lod en hånd massere sin nakke. Hun havde lidt ondt i ryggen. Men det var intet problem.