Venecia bevægede sig roligt hen af stien, hun havde en krukke med vand på hoften og var på vej hjem til sin egen hytte. Hun vidste godt, at hun havde taget en meget lang om vej, men alligevel kunne hun ikke få sig selv til at skynde sig, eller bare bekymre sig det mindste om det. Hun savnede selskab, fra fredelige mennesker selvfølgelig, og det var også derfor hun havde bevæget sig mod landsbyen, i håb om at finde det hun søgte. Samtidig gjorde hun sig ikke de større håb, hun passede ikke rigtig ind i denne verden, hun var for sart til at kunne indfinde sig med deres mærkelige vaner.
Hun trak vejret dybt og så sig lidt bekymret omkring, så hendes lange sorte hår filtrede sig ind i hinanden og dækkede hendes ansigt endnu engang, hun stoppede tålmodigt op og sørgede for at hun holdt godt fast om krukken med den ene hånd, før hun slap den og skyndte sig at rede håret på plads med den anden.

Hun havde været her længe nu, men hun kunne ikke påstå, at hun havde lært stedets hemmeligheder, det var som om hver dag var anderledes, man kunne ikke bruge noget man havde lært før til det nye man mødte, man skulle altid være forberedt på det værste, for det var somregel det der skete. Hun sukkede tungt, hvor hun dog savnede roen der havde været i det gamle hjem. Hjemme i Italien, hvor hun hørte til, hvor hun var som de andre.

Ikke langt derfra kommer en blålig skikkelse løbende.. en temmelig tynd.. nej faktisk direkte ranglet skikkelse, som ikke ligefrem ser tilfreds ud..
Og kort efter får man svaret hvorfor.. en flok unge fyre er lige i hælende på ham.. de griner nedladende, og har diverse småvåben med sig.
"Kom tilbage, blå tingest!" ler den ene.. den anden ved hans side: "Er det en form for alf? Jeg har hørt at hvis man knækker halsen på en alf, så får man et ønske opfyldt!"

Duzzel ser sig rasende over skulderen.
"Latterlige opkoblinge! Intelligens som amøber!!" hvæser han vredt, men vender så opmærksomheden fremad igen.. Hans lunger er begyndt at gøre ondt.. Duzzel er ikke specielt stærk, og han er langt fra i god form.. så hans lunger gør fandens ondt efter at have løbet så længe som han har..
Han har ikke bemærket at der ret forude går en kvinde..

De to drenge råber igen noget, og Duzzel ser sig over skulderen.. men det resultere i at han støder ind i Venecia, som stod med ryggen til.
"Uaeh!" han falder på røven, sidder og ømmer sig lidt med et hvæs; "Se Dem dog for!" rasende, men nok mest på grund af hans høje puls og gispen efter luft..

De to drenge (hvor den ene ser ud til at være omkring de 17, mens den anden i starten af 20'erne) standser få meter væk.
truende griner de til hinanden

Venecia for placeret begge hænder på krukken igen, mens hun begynder at gå langsomt frem med et fast greb om krukken. Hun havde blikket rettet mod spidsen af sine sko, og opdagede derfor alt for sent personen der løb ind i hende. Hun røg fremad og fik over balance så hun måtte slippe krukken for ikke at lande på næsen. Den faldt og ramte jorden med et klirk. Hun kunne mærke hvordan hendes kjolesøm og sko blev våde af vandet, men hun havde ikke tid til at se på det. Hun rejste sig forskrækket op og drejede rundt, og så direkte mod en snerrende blå skikkelse. Hun trådte forskrækket tilbage og var lige ved at træde i skårene fra krukken. Han så ikke ligefrem ud til at være i godt humør, eller i god stand. Hun trak vejret dybt og viftede undskyldende med hænderne. Uden rigtig at vide hvad hun skulle sige eller gøre. Det var ikke hver dag man blev løbet ned af en blå person.

Hun rettede forvirret blikket mod drengene som stod og smilede bag ham, trådte endnu et skridt tilbage. Uden rigtig at forstå hvorfor sådan nogle unge personer jagtede den blå skikkelse, hvad kunne han have gjordt?. De to unge lignede ikke ligefrem nogle hård nakkede forbrydere, så det virkede underligt, hvis de havde taget sig sammen og jagtet en hårdnakket forbryder. Endten var de dumme, eller også var ham foran hende uskyldig.
Hun rystede let på hovedet for at få tankerne til at holde op. Hun skulle ikke vide noget af at blive blandet ind i noget.

Duzzel kommer på benene..
"Er du så også blå inden i?" spørger en af dem flabet..
Duzzel mærker sit ustyrlige temperament stige.
Han går frem mod dem.. rasende og råbende på et sprog, som ingen af de tilstedeværende forstår.
"LETIVÁ!!! KOTO!! Lez näze Kukaom nôn liqiei zum sû!!" han hæver begge arme.. koncentere sig dybt, og med armene i en slyngende bevægelse fremad, lader han utallige små kugler af velsmagende vanilijeis flyve igennem luften..
Drengene griner, undre sig, men hviner så da de får den kolde dessert i øjnene..
Da de er blændet, ser Duzzel sig hastigt om, og sætter i løb hen mod en busk, hvor han med ald hast får sig gemt i.

Drengene får isen væk fra øjnene.
"Hvor blev han af?!" spørger den ene..
den anden ser på Venecia.
"Hvor løb den mide hen?"

Venecia bakker længere og længere væk, men har ikke lyst til at vende ryggen til nogle af de personer.
Langsomt kom hun så lang tilbage, at hun fik øje på den smadrede krukke. Hun udstødte et lille hvin og begyndte hurtigt at samle den op med et trist blik. Nu havde hun ingen krukke til at hente vand i mere.
Hun fortrød inderligt, at hun havde taget omvejen, istedet for bare at gå direkte tilbage til hytten.
Hun holdt stadig øje med de andre og glippede lidt forvirret med øjnene da hun hørte den fremmedes mærkelige sprog og så isen? Komme flyvende fra ham.
Hun fulgte ham med blikket da han løb om bag en busk og gemte sig, og så derefter mod de to unge drenge der talte til hende.
Hun rystede let på hovedet og smilte svagt.
"Jeg så ham ikke." Sagde hun og lavede et nik mod glaskårene som for at sige, at hun samlede dem op da han gemte sig. Det var egentlig løgn, men hun følte ikke, at hun havde retten til at hjælpe dem.

"Fandens!" hvæser den ene..
"Den vej sikkert!" siger den anden, og de to drenge sætter i spurt hen af vejen.. kort efter er de forsvundet..
Duzzel kravler omtumlet ud af busken.
".. Hnem.." en ubehaget lyd alt imens han kommer på benene.. børster sig af og forsøger at få sin vejrtrækning under kontrol.
Hvor... væmmeligt.. tænker han en smule bittert.
Han ser så mod pigen.. stadig forpustet efter at have løbet så langt..
Han føler sig dog for god til at takke hende for ikke at afslørre sig..
Istedet lader han sig falde ned på alle 4, så sætter han sig ned på sine ben.. stadig lige forpustet og med ansigtet vendt mod jorden

//frys

Venecia så efter dregene med et roligt blik og trak vejret dybt. Hun hørte lyden fra de skrattende blade og vendte igen ansigtet imod personen som kom ud fra buskene.
Hun gik langsomt over imod ham da han var sunket sammen på vejen, stadig med de våde skår i favnen. Hun holdt godt fast på dem, men sørgede for, at de ikke kunne komme til at skære hende på noget tidspunkt.
Hun gik næsten helt hen til den fremmede inden hun stoppede op, og med forsigtig, men mild stemme fik fremsagt: " Er De okay? ". Hun smilte venligt mod ham, men var samtidig lidt på vagt, for hun vidste endnu ikke om han var fredelig eller voldelig, men samtidig følte hun det var hendes pligt at vise lidt bekymring, sådan havde de altid gjordt der, hvor hun kom fra, og hun havde ikke i sinde at stoppe, selvom det kostede hende dyrt et par gange.

Duzzel sidder lidt med en gispen efter vejret til at starte med.
Da han så får spørgsmålet om hvordan han har det, ser han en smule sløvt op.. halvudmattet.
"Ser det sådan ud?" spørger han bare en smule irrietert.
"Tror mine lunger kollapser.." han lader sig falde lidt bagover, så han sidder på måsen på den kolde, snefyldte jord.. men Duzzel fryser ikke, skønt hans tøj er ganske tyndt.
"De idioter! Racisme på højnivou!" fnyser han lavt for sig selv.. Duzzel havde bare gået og for én gangs skyld passet sig selv og sine egne tanker 100%.. og så havde de to drenge begyndt at genere ham..

Venecia så på ham med et let bekymret blik i de mørke øjne. Hun smilte forsigtigt. "De ser ud som om, de har løbet længere end hvad De har godt af i sådan en kulde som denne." Sagde hun med blid stemme, trådte forsigtigt tættere på ham, men hun rykkede lidt på et par af skårene som var begyndt at genere hende lidt på armene.
Hun var som altid iført sin røde kjole, men på grund af vinteren havde hun skaffet sig noget skindtøj hun kunne have på under, det holdt hende dejlig varm og var der noget hun hadede, så var det at fryse. Det plejede hun aldrig tilbage i sin gamle landsby.
Hun sukkede tungt og lod sig dumpe blidt ned vedsiden af ham, men dog med omkring 2m fra ham.
"Hvem er De?." Spørger hun nysgerigt, men stadig høfligt.

"Kulden genere mig ikke.." får han sagt frem.. lidt efter lidt begynder han at få styr på vejrtrækningen.. holder det ene ærme op for munden, hoster let.
så taler han igen.. svarer på hendes spørgsmål.
".. Hmm.. Jeg er ikke nogen længere.. Engang var jeg en prins.. Men mit folk vendte mig ryggen og jeg blev sparket ud af dimentionen.. ind i det her mærkelige sted, hvor jeg ikke har oplevet andet end at være en omvandrende madpakke for det ene og det andet.." han massere sin ene skulder let..
.. Den er sikkert fyldt med sorte mærker nu.. tænker han en smule irritabelt.. drengene havde haft fat i ham jo.. og vredet hans arm rundt.
Han ser lidt på skodderne.. og mærker for første gang over meget lang tid, en smule skyldfølelse.
".. Var jeg skyld i det der?" spørger han og rynker brynene lidt... nikker mod skårene