Vanessa kom ind i sin nyerhvervede lejlighed med et tvært ansigtsudtryk. Hvorfor havde han også behøvet at smide hende ud? Hun følte sig holdt for nar. Hun havde boet hos sin plejebror udenfor Krystallandets grænser i de sidste to år, og han havde pludselig besluttet sig for at give hende sparket tilbage. Hvorfor forstod hun ikke. Men hun kunne se, at der var noget ruskragende galt i hendes hjemland. Hvorfor var Mørkets Lord pludselig sat ind som konge? Hendes hjerne arbejdede på højtryk, og hun besluttede sig for, at opdrive en eller anden hun kendte imorgen engang, eller i det mindste en der vidste noget om, hvad der skete heromkring. Det hele virkede så forkert.

Vanessa smed sin taske i kisten for enden af sengen. Værelset hun havde var småt, men det var nok. Alt var nok for hende lige nu, for hun opholdt sig garanteret ikke i værelset udover når hun skulle sove. Roligt tog hun sin kappe af og lagde den henover kisten, nærmest tvingende roligt. Hun forsøgte at gøre sit ypperligste for at slappe af. En masse tanker fløj rundt i hendes hoved. Ikke kun hendes egne. "Du er så forfærdelig, Laust! Forstår du da aldrig noget? ", "jeg er så alene..", "hvorfor slår han mig?", "hun var så forfærdeligt sexet.."

Før manden med sexfantasiers tanker blev for dominante lukkede hun af for dem. Gud, hvor hun hadede sin evne idag. Det gav hende hovedpine at lytte til alle tankerne på en gang, og det gav hende hovedpine at lukke dem ude. Et under at hun ikke bare lagde sig syg og blev migræniker med det samme. "Lad mig nu bare være.." var den sidste tanke der krydsede hendes sind før hun tog en varmere trøje på, iførte sig kappen igen og forlod værelset efter at have låst døren.

Vanessa åbnede døren ind til lejligheden, tog den tunge nøgle ud af låsen, og lukkede så helt op, for at Samenius også kunne komme ind. Hun lukkede så efter ham, og stoppede for første gang i tre kvarter op for at trække vejret. Hendes hjerte arbejdede på højtryk, og hun kunne mærke sine pulsslag helt ud i fingerspidserne – hun havde godt nok også løbet til herhen.
” .. Er du gal hvor er jeg forpustet,” mumlede hun stakåndet med et skævt smil i retning af Samenius, imens hun overvejede, om han var blevet højere. Hun nikkede så hen imod det lille bord der stod i det første rum man kom ind i (hendes lejlighed bestod af dette værelse, som havde en dobbeltseng, et skab, et bord og en bogreol til at stå – og så af et lille køkken.)

”Du sætter dig bare,” sagde hun, imens hun forsøgte at løsne sin corsage. Den var bundet alt for stramt til at hun kunne trække vejret i denne tilstand – hvorfor havde hun dog så dårlig en kondition? De ellers så elegante fingre fumlede frustrerede med snoren, men lige meget hjalp det. Hun havde slet ikke motorikken til det. ”.. Ejh, for satan da.”

Samenius kommer med ind og lukker høfligt døren efter sig, imens han begynder at få dårlig samvittighed over at Vanessa har båret ham hele vjen, da det jo i relateten burde have været hans job, selv om han var ved at falde om af udmattelse. "... Er du okay" spørger han så tøvende og fortryder for en gangs skyld at hans hår ikke er langt mere, så han ikke har noget at pille ved - i stedet fumler hans fingre bare imod hinanden, da han ikke ved hvor han skal gøre af dem. "Jeg er ked af det, hvis det er min skyld, men du skulle jo nok ikke have båret mig så langt" mumler han og ser ned i gulvet for ikke at virke nærgående eller stirrende.
"Men tak fordi jeg måtte komme med alligevel" siger han så og ser på hende med et venligt smil, imens han overvejer om han kan tillade sig selv at sætte sig et sted her.

Vanessa kan ikke lade være med at smile blidt over hvor akavet Samenius er.
”Jo, jeg er okay,” svarer hun ham. ”Min form er bare ikke så god, som den har været,” undskylder hun sig selv. Desuden har hun jo selv tilbudt at slæbe ham hele vejen, så hun er selv udenom det.
”Og du skal slet ikke være ked af det, det går.” Hun fumler fortsat videre, men ender med frustreret at dumpe ned på en af de to stole. ”Hvorfor binder jeg så gode knuder? Jeg kan ikke få den op, og jeg kan nærmest ikke trække vejret,” mumler hun til sig selv. Dernæst ser hun op på Sam og smiler svagt.
”Sæt dig dog bare ned,” siger hun, som et svar på hans tanker – for det er jo egentlig også det, det er.

Samenius står lidt endnu og kommer endnu engang i tanke om at Vanessa kan læse hans tanker, hvilket får ham til at tage sig om hovedet, som om at det skulle hjælpe til med at holde tankerne inde i hovedet på ham.
Han kan selv forvandle sig tilet dyr, men det er ikke ligefrem et kønt et og han har ikke kontrol over evnen på nogen måde, så det er ikke fordi at den er nyttig. Det er virkelig svært ikke at blive misundelig over at Vanessa er god til både at transformere sig og læse tanker, når Samenius selv ikke rigtigt er god til noget.
Han bemærker at Vanessa har problemer med at få snøren op og istedet for at sætte sig ned et sted, går han hen til hende med et undskyldende smil og begynder at prøve at få den op for hende.
"Jeg kan prøve at få den op for dig, det er da det mindste jeg kan.." mumler han så med et skævt smil, "Det er sikkert i forvejen min skyld hvis den føles stram eller noget" Han står bare et par minutter i stilhed og fumler med den, imens han håber, at det ikke gør Vanessa sur, da det næsten kunne opfattes som gramseri.
"Jeg tror den er der nu" kommer det så fra ham, da han endelig får den op..
"Um.. ja.." >///<

Vanessa lader sig gå lidt på af Samenius’ misundelse, men mest fordi hun har lidt ondt af ham. Han forstår på den anden side vel bare ikke hvor bøvlet det er, at være hende. Det er jo den typiske problematik.
Da han så pludselig kommer hen og overtager fumleriet med snørren, glemmer hun at være øv-agtig over Sams tanker – hans hænder kommer lige lovligt tæt på hendes bryst, men hun føler ikke den mindste trang til at bede ham lade være. Hun kan trods alt ikke selv få knuden op, og der er værre ting han kan gøre end det. Nikkende bifalder hun hans første udtalelse uden ord, og ser derefter bare ned på hans smidige hænder.
”Arh, tak, du er en skat,” får hun lettet sagt, da knuden endelig løsnes. Hun beslutter sig så for at overtage selv, for at undgå at resten bliver akavet. Endelig kan hun tage en dyb indånding – en lettet en af slagsen.

Lejligheden lå stille hen. I den lille entré hang en mørkegrøn kappe og så lidt ensom ud, nedenunder den to-tre par langskaftede støvler. I det blåmalede køkken var der en smule rodet fra gårsdagens opvask, der var ren, men endnu ikke sat på plads. På det primitive jernkomfur stod en sort kedel og en stor gryde, og midt i køkkenet stod et rundt egetræsbord med tre slidte stole omkring. Over ryggen på den ene stol lå en hvid skjorte, magen til den, Vanessa havde på i dag.
Det sidste rum i lejligheden var værelset, hvor der til dørens ene side var en lille dobbeltseng (140 i bredden) og for den anden side til døren stod en divan. Over divanen var flere hylder sat op med bøger af forskellige forfattere - blandet skønlitteratur og samfundskritiske tekster. Et lokum var ikke at finde, da hun måtte dele det med de andre i komplekset hun boede i. Heldigvis lå det på samme etage indendørs og ikke ude i gården.

Vanessa kom ind ad døren med Handark efter sig. Så snart hun havde fået jakke og sko af, samt hængt Handarks kappe op, fattede hun hurtigt nogle tændstikker, der lå på en taburet (den, hun normalt satte sig på for at tage støvler på) i entréen og gik igang med at tænde nogle af de petroleumslamper og stearinlys, der var rundt omkring i lejligheden. Vinduer udadtil var der kun i køkkenet, og udenfor skyggede de store beboede bygninger for solen, så der var ikke i sig selv meget lys indenfor.
"Bare stil Deres støvler i gangen, jeg sætter vandet over!" sagde hun med en munter stemme, imens hun gik ud i køkkenet og satte vand over til the i den blanke kedel.

Følgende den kvindelige skikkelse foran sig, trådte den mandlige krystallianer ind af døren til lejligheden. Efter at have trådt ind over dørkarmen, lukkede han døren i bag sig. Med granskende øjne, så han sig omkring. Lejligheden nærede personlig hygge, renhed, samt kvindelighed. Her følte man sig i al fald ikke utryg, ligegyldig hvilken hensigt man havde, hvis man betrådte dette sted. Sådan havde han det, i al fald.
Trods hans kortvarige fjerne sind, fandt han hurtigt tilbage til virkeligheden – ved hjælp af Vanessas stemme. Han nikkede forstående, og nåede blot at skimte hendes skikkelse forsvinde ud fra hans synsvinkel, inden han nåede at svare hende. Ganske let bøjede han sig ned, og bandt vant skoenes ledersnore op. Herefter trådte han ud af dem, og stillede dem let ved siden af hendes. Da med bare fødder, trådte han ind i lejlighedens midte. Han standsede i dørkarmen, seende sig omkring med let sammenknebne øjne. Han trådte yderligere ind i lejligheden, standsede ved træbordet. Med en let hånd, strøg han over det slebne træ. Det føltes blødt under hans hårde håndflade.
Han løftede da atter blikket, seende imod den arbejdende kvinde skikkelse der ikke stod så langt fra ham. ,,Skal De have hjælp?”

Selvom Vanessa stod med ryggen til Handark var hun udmærket klar over at han stod og så med vurderende øjne på hendes bord. ”Jeg har selv lavet det,” sagde hun. ”Jeg boede i udlandet for et stykke tid siden, for at komme lidt væk. Min plejebror er møbelsnedker, han hjalp til,” uddybede hun og vendte sig om imod Handark efter at have tændt op i det lille bål, der udgjorde komfurets varmende element, og lukket jernlågen forsvarligt, så der ikke ville komme gløder ud på trægulvet.
”Men nej, jeg har egentlig styr på det,” smilede hun så og slog en hånd ud imod stolen. ”Bare tag plads,” udbrød hun. Det var egentlig ret uhøfligt af hende ikke at have bedt ham om det noget tidligere, kunne hun ikke lade være med at tænke.
Igen blev hun pinligt opmærksom på, at hendes hvide skjorte stadig klistrede til hendes krop. Generelt var hendes tøj fuldstændig gennemblødt og klamt, så så snart hun havde tilbudt Handark at sidde ned, gik hun hen og tog fat i den rene, hvide skjorte der hang over den stol, der var hende nærmest.
”Jeg bliver simpelthen nødt til at ud af det her tøj, hvis jeg ikke vil anbringe hele sommeren i sengen,” lød det så kækt fra hende, før hun gik ind i soveværelset, hvor resten af hendes rene tøj lå i en kiste, der stod i forlængelse med hendes seng. Hun fik med møje og besvær løsnet snørrerne i corsagen, der hurtigt røg til gulvet. Skørtet fik hun løsnet, og snart fulgte den hvide skjorte efter. Vanessa tørrede sit hår med et stykke klæde, der kom fra kisten, og kom hurtigt i en knapt så tung nederdel, der var kortere (lidt længere end knæet, men kun ganske få centimeter) og mere højtaljet i sin form end den anden, og fik den rene skjorte på. Corsagen droppede hun – der var ingen grund til at besvære sin vejrtrækning, når hun nu trods alt var indenfor egne fire vægge, om der så var en gæst i huset eller ej. Til allersidst trådte hun ud af de våde strømper, samlede bunken af tøj op og gik på bare fødder ud i køkkenet igen. Her åbnede hun vinduet udtil og hængte sit tøj på en dertil beregnet tørresnor, der på klassisk fransk manér sat mellem Vanessas og genboens væg, således at de kunne deles om pladsen på den. Da det var gjort så hun over på Handark igen. ”Er der en bestemt slags the De foretrækker?” spurgte hun. Der skulle ikke sås tvivl om, hvorvidt hun var en god vært, slet ikke når gæsten betog hende så meget, som han.

,,De har selv lavet det?” gentog han spørgende, uden at forvente et svar af hende da det allerede var besvaret på forhånd. Han fjernede hånden fra den bløde bordplade, dog stadig seende imod det gode håndværk. ,,De og deres plejebror har gjort et godt arbejde,” komplimenterede han, imens han langsomt lod øjnene falde tilbage imod skikkelsen, der nu stod med fronten imod hans skikkelse.
Han nikkede forstående, og vendte kortvarigt ryggen imod hende for at trække en stol ud. Denne satte han sig på, med benene trukket under bordpladen. At den anden ikke havde tilbudt ham en plads endnu, var ham ingen fornærmelse – eller lignende. Faktisk havde tanken slet ikke nået ham. Han havde så meget andet i hovedet, på daværende tidspunkt. Så som, på trods af han nødig ville lade tanken drive sig i den retning, den kvindelige krystallianers stadig drivvåde skjorte. Han havde for så vidt undgået at beglo denne del af hende. Nogle ville finde dette dybt fornærmende, hvilket han derfor tog hensyn til. Generelt var det ikke ham, at begå sig sådanne muligheder for at se dele af den menneskelige kvindekrop. Sådan var han ikke.
Dog stadig betragtende hende ud af øjenkrogen, så han hende forsvinde ud af lokalet og ind i et andet. Inden hun dog helt forsvandt, nåede han at tilføje en kommentar: ,,- Tag Dem den tid De behøver,” – med tonefaldet i sit neutrale hjørne. Hendes kække tonefald fik et smil til at pryde sig over de smalle læber; han blottede tænderne i et skævt smil, der langsomt trak sig ud over hans ellers glatte ansigt. Sjældent set, men det klædte ham.
Stadig med smilet hvilende over hans læber, genså han den kvindelige krystallianer – nu velklædt. Smilet falmede ganske let ved synet af hende, dette ikke ment i en negativ handling. Tværtimod, var det nærmere det modsatte. Atter blev krystallianeren bekræftet om hendes skønhed, endda endnu mere da hun havde ’dresset’ sig selv yderligere op. De klare øjne fulgte hende, indtil hun nåede ud fra hans synsvidde – og derved om bag han ryg. Her så han blot ligeud, overvejende hvad han på daværende tidspunkt foretog sig. Han lagde armene over bordpladen, foldende den sammen imens han lod ryggen falde sammen, i en rolig holdning. Han lod dog blikket hæve sig, da han atter hørte hendes stemme tale til ham. ,,Nej,” konstaterede han, seende imod hende med det tydeligere smil på læben. ,,- Giv mig blot, hvad De har,”

Svagt rødmede Vanessa ved den andens komplimenterende tankereaktion på hendes udseende. Hun følte sig en anelse primitiv ved at reagere så stærkt på noget der umiddelbart ikke var noget helt vildt stort – hun var godt klar over, at hun ikke ligefrem var helt dum at se på, og det var jo også fuldstændig overlagt, at hun fremstod som hun gjorde nu, men derfor var der alligevel noget specielt over den måde Handarks smil ændrede sig på, da hun trådte ind i lokalet.
”Jeg har noget hvid the, en grøn the og en eller anden urtethe, hvis oprindelse jeg umiddelbart ikke husker,” smilede hun og tog strakte sig for at nå øverste hylde i et blåmalet skab, hvori teen stod. Hun tog den bøtte ned, der var mærket hvid og fandt fra samme skab en kande til den ned. Vandet var lang tid om at komme i kog, så Vanessa valgte blot at stille kanden på køkkenbordet, hvorefter hun satte sig hen til egetræsbordet overfor Handark.
”Nå.. Har De ikke noget spændende at fortælle, imens vi venter på vandet?” spurgte hun ham, imens hun purrede en smule op i sit hår. Imidlertid nød hun fornemmelsen af at være kommet af med den stramme corsage, der havde besværet hendes vejrtrækning en del. Nu følte hun sig fri og lettet fra det konstante pres der ellers lå på hendes mave og ribben.

Seende den svage rødme brede sig ud i det blege, men dybt kvindelige ansigt, måtte Handark kortvarigt trække øjnene til sig. Det var sjældent han fik det kvindelige køn til at blive forfjamsket – og dermed ment i den positive forstand, forfjamsket. Ikke at det ville være ham en enorm overraskelse, hvis den pludselige rødme skyldtes hans tilstedeværelse. Det var nærmere det, om den fremtrædende rødmen var dannet af behag eller ubehag. Han havde sin tvivl, måtte han nok indrømme sig selv. Han valgte dog blot at lade tanken ligge. For en tid, i al fald.
,,Det er også helt fint,” han lod til sidst øjnene falde tilbage imod hende. Han kunne, om han ville indse det eller ej, holde dem fra hende. Hun var han dybt fascinerende, og dermed også yderst interessant at betragte. Hendes ansigt især, noget hans øjne ikke kunne vie helt fra. Nok var der mange der betragtede hende som en ganske ordinær kvinde, men han. Nej, ordinær var ikke ordet.
Da hun endelig placerede sig foran ham, forblev de blå synsorganer fortsat imod hende. De havde ikke viet fra hendes øjenkontakt, og havde heller ikke tænkt sig det foreløbigt. Et svagt smil dannede sig i hans enkelte mundvige; fik en svag, klædelig smilerynke frem. ,,Spændende?” han lod sig falde lidt tilbage i stolen, mærkende hvordan ryglænet holde hans ellers let fremoverbøjede skikkelse ret. ,,- Jeg tror ikke jeg har nogle spændende beretninger,” meddelte han hende, stadig med det skæve smil liggende over læben. ,,- Men,” han tøvede let, ,,Nu vil jeg ikke være upassende, men. Jeg gør Dem utilpas?” med denne kommentar, hentydende til hendes rødmen.

Hun måtte indrømme, at hun nød hans stædige øjenkontakt. Normalt veg folk tilbage fra at se hende i øjnene. Ren overtro fortalte dem vel, at hun havde lettere ved at læse deres tanker, hvis de gjorde således. På en måde var det befriende for hende at Handark ikke kendte til den evne, der fyldte alt for meget i hendes liv lige nu; lige nu var de bare to fremmede, en mand og en kvinde, der talte sammen henover et egetræsbord. Det var simpelt, som taget ud af en minimalistisk roman om verdens små vidundere, for ja, det var nok det, Vanessa følte disse øjeblikke som. Små vidundere, der fik det til at vende sig i maven på hende, på en måde der føltes næsten så behagelig, at det var smertefuldt. Hun kunne slet ikke huske hvornår hun sidst havde følt sådan, og hun havde ikke troet, at det var så åbenlyst, før den anden spurgte, om han gjorde hende utilpas. Utilpas? Hvad? Et kort øjeblik var hun forvirret. Så forstod hun, hvad han mente.
”Nej, nej!” udbrød hun promte, med en lidt højere stemme end de havde talt med tidligere, for at få kastet dén idé så langt væk som muligt. Derefter satsede Vanessa og sagde: ”Jeg tror ærligt talt bare det er fordi det er uvant for mig at have mandligt selskab, som ikke forventer at jeg opvarter ham i hoved og røv. Tro mig, jeg møder meget få behagelige mænd i kraft af mit arbejde, så jeg har næsten glemt, hvordan det føles ikke at skulle hoppe og springe for folk..” Hun smilede i et forsøg på at få sin relativt grove udtalelse gjort lidt mildere, hvorefter hun afsluttende knyttede kommentaren: ”Ja, jeg er ikke vant til at have kontakt til mænd der viser den mindste interesse, hvis du forstår hvad jeg mener?”
Det sidste 'du' var egentlig en svipser, men da hun først havde udtalt det, valgte hun bare at lade det hænge i luften og se, om han opfangede det eller ej. Hvis han gjorde kunne det være han tog det som en invitation til at være dus frem for en fornærmelse.

Trods den nok ikke så behagelige situation, kunne den mandlige krystallianer ikke holde sit umærkelige smil tilbage. Vanessas tydelige udbrud var ham ikke så svær at tolke, taget hendes promte konstatering i betragtning. Ud fra hans synspunkt, prøvede hun så vidt som overhovedet muligt ikke at hælde scenariet over til en positiv afdeling i stedet for den negative. Sagt på en anden måde, hun ønskede ikke han tolkede hende sådan, hvilket dermed mente at han ikke gjorde hende utilpas. Men det var ikke kun hendes lettere højt hævede tonefald, der bragte ham et godt indtryk af hende. Hendes nedslående ord, sagde ham også at der var en mening i hendes tale – og der måske også lå lidt mere bag, trods hun ikke sagde dette. Ikke desto mindre troede han på hende, hvilket egentlig også var tydeligt at se i det let solbrune ansigt.
Han afsluttede kortvarigt øjenkontakten, lod øjnene falde imod bordet der lå mange centimeter fra ham selv. Kortvarigt forvandlede det let smilende ansigt sig til alvor. Dette forduftede dog i takt med de ord, krystallianeren udtalte: ,,Hvem siger jeg er interesseret?” til sidst var det lette smil atter til at se på hans læber, og hans øjne havde atter fundet tilbage til hendes. Ganske let, lænede han sig imod bordet, med albuerne liggende på den flade plade som støtte.

Da den anden svarede på Vanessas lettere plaprende udtalelse, vidste hun i et kort øjeblik ikke rigtig, hvordan hun skulle reagere. Havde hun handlet for overilet i forbindelse med sin viden, om de tanker, han gjorde sig om hende? Burde hun bare lægge kortene på bordet nu? ..eller havde hans nærmest drillende spørgsmål blot rod i hans måde at udtrykke, at hun havde ret? Hun var ærligt talt i vildrede, men da hun ikke kunne overskue at forklare ham præcist hvorfor hun vidste, at han var interesseret, valgte hun en tilgang, som enhver anden kvinde kunne have valgt, men hun udtalte sine ord med en omhyggelig underspillethed og et skævt smil på læben, der ikke lagde skjul på hendes intentioner. ”Lad os bare sige, at jeg er god til at gennemskue folk,” var det hun fik frem. Hun formåede ikke at fastholde deres intense øjenkontakt meget længere, idet vandet gik i kog. Langsomt rejste hun sig op og gik hen for at tage kedlen af varmen. Komfuret lod hun stå og brænde, for at udnytte varmen, det spredte i rummet. Omhyggeligt fandt hun et thebrev i bøtten og lagde det ned i kanden, hvor en stor del af kedlens indhold blev hældt ned. Det næste hun gjorde var at finde to store blå krus uden nogen form for hanke. Først da vendte hun sig om imod den anden igen, idet hun lænede sig ind over bordet og satte det ene krus foran ham og det andet på sin egen plads. ”Sukker?” spurgte hun ham med et svagt smil, imens hendes blik igen strejfede hans blå øjne. Hun stod lænet ind over bordet med håndfladerne solidt plantet på den lige så solide bordplade. Situationen var lidt underlig, syntes hun, for der var på en måde meget mere imellem dem lige nu end spørgsmålet om sukker, der nu hang i luften.

I et kort øjeblik var han i troen om, at hun om muligt havde misforstået hans ord – dette grundet med, hendes pludselige stilhed. Denne tro blev dog hurtigt vendt om, taget det skæve smil, og de intense øjne i betragtning. Der var ikke megen tvivl om meningen med hendes ord, men han dannede dog en svag mistanke ved dem. Krystallandet var et fabelagtig land, med fabelagtige mennesker og kreaturer. Besad Vanessa mon nogen form for magisk kraft? Og i så fald, var denne skyld i hendes udbredte viden, hun talte om? Ærligt talt, hvis hun besad sådan en form for evne – og derved havde evner lignende tankelæsning – kunne han ikke være mere end ligeglad. Flovhed, eller følelsen af skam, var ikke noget der bragte sig voldsomt meget over Handark. Ikke at han var følelseskold, og fuldstændig hensynsløs hvad det angik det kvindelige køn – eller andre for den sags skyld - men der var alligevel meget der skulle til for at frembringe sådan en følelse.
Blå øjne fulgte hende rundt; studerede hver bevægelse der fulgte med den kvindelige krop. Da hun til sidst stod med ryggen imod ham, faldt øjnene fra hende. Intet smil var til at læse i det mandlige ansigt – end ikke i hans øjne. Han lukkede den kortvarigt, lod mørket omfavne hans skikkelse og sind for nogle få sekunder. For anden gang spekulerede han over hvad han havde rodet sig selv ind i – og om han senere hen ville komme til at fortryde den handling, der om lidt ville falde over dem begge. Hvad handlingen var endnu, havde han ingen idé om. Ingen af dem kendte til denne. Kun fremtiden ville vise dem denne, og kun den.
Han spærrede øjnene op, seende imod skikkelsen foran ham. Han vendte blikket imod koppen foran ham, seende hvordan dampen stod op for det ny kogte vand, der langsomt blandede sig med de søde urter. Han vendte øjnene imod hende, lyttende til hendes spørgsmål. Spørgsmålet var på daværende tidspunkt, ham ikke særligt vigtigt. Det var nærmere hende; hende der stod ham så ufatteligt nært, hvis spørgsmål omhandlede så meget andet end sukker. Han vidste udmærket hvad han ville gøre, og hvis han ikke tog helt fejl ville han heller ikke fortryde det. Hvorfor? Fordi, ud fra hvordan han havde tolket hele situationen – uden brug af magiske evner, disse besad han ikke – men efter hans helt egne intuitioner.
Han satte hænderne imod armlænene, løftede sig selv op via disse som støtte. Med fødderne solidt plantet på jorden, nærmede han sig hende. Afstanden imellem dem formindskede sig voldsomt, men inden han nåede hendes ansigt sagde han: ,,Jeg bruger ikke sukker,” – og med dette sagt, reducerede hans afstanden imellem dem til der til sidst ikke var nogen. Han kyssede hende.

Det føltes for hende som stod verden stille, de få sekunder før afstanden mellem dem fik sit endeligt. Pludselig var hun meget bevidst om, hvor højt hun trak vejret. Lyden virkede så høj, at hun blev helt irriteret på sig selv, og hendes hjerteslag så hårde, at hun var sikker på, at hun ikke var den eneste der kunne høre dem. Alt var tyst – lige indtil deres læber kolliderede, og alting pludselig gik ufatteligt hurtigt. Ikke forstået som det, der udfoldede sig mellem de to – ingen tvivl om, at det var ganske abnormt at de just havde truffet hinanden for blot en times tid siden – men forstået således, at det virkede som om rummet et kort øjeblik valgte at dreje rundt om dem. I hvert fald blev alting sløret for hende, alt andet end det blå sæt vidundere, der befandt sig under tre centimeter fra Vanessas grønne, så sløret, at krystalisianeren blev nødt til at lukke øjnene, for ikke at blive svimmel. Hun var ikke nået så langt til som at forestille sig, hvordan Handarks læber ville føles imod hende endnu. Muligheden for at det kunne ske havde ganske vist strejfet hende, men hun havde ikke nået ligesom at visualisere det endnu, så på mange måder virkede fornemmelsen utroligt overvældende. Den sidste hun havde kysset var en satyr, der var lovet væk til en anden. Der havde været en bittersød følelse i hendes mave imens det stod på, idet hun vidste, at det på trods af hendes anstrengelser, aldrig kunne blive til noget, men Handarks kys bragte en følelse, hun ikke have haft i lang tid. En følelse af håb. Egentlig kan man ikke beskrive det udelukkende på den måde, for følelsen 'håb' er slet ikke dækkende nok til at definere det kaos af glæde, der samlede sig i Vanessas mave.
Først var kysset præget af en klodsethed; den slags der nuengang altid er, når læber mødes første gang. Der gik dog ikke mange øjeblikke før den første klodsethed var overstået og Vanessa turde slappe nok af til at føre sin hånd op i den andens nakke, ind under hans stadig fugtige, lettere filtrede hår. Deres læber bevægede sig imod hinanden som havde de aldrig gjort andet, og den unge kvinde var i tvivl om, hvor lang tid, der passerede før hun var nødt til at slippe for at få luft. Hun havde glemt at trække vejret. Øjnene åbnede sig langsomt igen. Hun flyttede sig ikke væk fra ham.

Han kyssede hende. Kyssede hende som det var det naturligste, han nogensinde havde gjort. På et plan var det absurd; på et andet helt og aldeles vidunderligt. Han følte sig lettet, men kortvarig også presset. Hele scenariet der foregik imellem de to krystallianere, havde langsomt udviklet sig til noget så drastisk, som den situation de befandt sig i dem nu. Følte han skam, over at have overskredet så mange grænser, de i realiteten burde have krydset sammen først? – Blot en anelse, men ikke nok til at han havde lysten til at skubbe hende fra sig. For det ville han ikke, og gjorde ingen hentydning til at han ville gøre det.
Hun havde tilsyneladende heller ikke tænkt sig, at flytte sig fra ham lige foreløbigt, tage hendes omfavnelse i betragtning. Fornemmelsen af hendes hånd glidende igennem hans nakkehår, fik ham til at trække brynene i et nydende ansigtsudtryk. Ved hendes berøring tillod han sig, at gengælde. Han løftede hænderne, placerede dem om begge hendes skuldre, et blidt greb. Blidt gav han disse et klem, imens han trykkede hende blidt ind imod sig. Han tiltede hovedet let på skrå, mærkende hvordan den anden slap kysset. Hendes varme åndedræt stødte imod hans ansigt, fik ham til at åbne hans før lukkede øjne. Med blikket seende direkte ind i et par mosgrønne synsorganer, trak han vejret dybt ned i sine lunger, imens han forsigtigt slap hendes skuldre. Han vendte tilbage til virkeligheden; tilbage til omgivelserne omkring dem; tilbage til lejligheden, og lugten af urtete. Han blinkede, og lod hænderne falde ned fra hendes skuldre. Langsomt fjernede han sig fra hende, med tanker der omkredsede en beslutning han endnu ikke havde truffet. Han rystede pludseligt svagt på hovedet; over sin handling, over sig selv. Han vandrede pludselig fra hende, imod udgangen. Her ville ord, men kun handling stoppe ham. Intet andet var mere sikkert.

Forvirring. Andre ord beskrev ikke Vanessas ansigtsudtryk, da Handark lige pludselig vendte ryggen til hende for at gå imod døren ud til opgangen, væk fra hende. Hun kneb brynene sammen i en undrende grimasse og løftede en hånd til sin mund, lov pegefingeren strejfe sine læber. De var varme. Smagen af ham lå endnu på læberne, og der gik ikke lang tid, før Vanessa besluttede sig for, ikke at lade en chance som denne forpasse. Hun kunne mærke hvordan enhver celle i hendes krop higede efter at følge efter Handark, så hun kunne kaste sig over ham som et glubsk rovdyr på jagt efter sit bytte, men hun var i tvivl om, hvad der skulle til, for at få ham til at vende sig om ham igen. Var det i virkeligheden den rigtige strategi at give efter for den impuls? Han var trods alt lige blevet nærmest befippet over et sølle kys, og hun havde lyst til at overtræde endnu flere grænser lige nu.
Hun fik sat skik på sig selv igen. Mærkende hvor varme hendes kinder var, gik hun i få hurtige skridt hen til ham. Hendes lille hånd blev placeret på hans skulder, der fik et let klem. Hun forsøgte ikke at vende ham om, blot at gøre opmærksom på, at hun var placeret som hun var – og så ville hun have ham til at stoppe op for en stund. Hånden var ru af dagens arbejde med de skrappe sæber i køkkenet på kroen, men det bed hun ikke selv mærke i lige nu, og hun håbede på, at han heller ikke ville. Det tog hende et splitsekund at forbinde sit sind til hans, på en sådan måde at det hun havde i tankerne kunne blive muligt. Hendes stemme lød i hans hoved: ”Er du sikker på, at du vil gå nu? Hvis du gør, finder vi aldrig ud af, om det andet kys kunne være blevet endnu bedre?” Ordene virkede for ligefremme til at sige højt. På denne måde virkede det også meget mere.. intimt.. syntes hun. Håbefuldt så Vanessa på den andens ryg – bare hun ikke have skræmt ham helt væk!

Inden han nåede at træde over dørtærsklen til gangen, mærkede han et let greb om hans ene skuldre. Dette fik ham til at standse, holde igen med at vandre ud af døren og væk fra hele situationen han havde sat sig selv i. Var han en kujon? Nej, dette ville være forkert at sige. Han havde blot erfaret, ud fra sidste gang en lignende hændelse fandt sted, var alt ødelagt før det overhovedet var begyndt. Han ville nødig gennemleve det igen, eller for den sags skyld ødelægge det han nu havde skabt sammen med hende. Om han så allerede havde gjort det, var han ikke sikker på. Men det var ikke en umulighed, var det?
De blå øjne så vidt frem for sig; stirrede ud imod gangen, der var svagt oplyst af petroleumslamper. Han ventede af hører hendes stemme bag sig, svagt hviskende måske. I stedte hørte han den tydeligt; dog stadig lavt. Stemmen var hendes, ingen tvivl om det. Hvad der blot undrede ham, var at den hørtes ikke bag ham; den hørtes ikke fra højre eller venstre; oppe eller nede fra. Derimod hørtes den indefra – som om stemmen var i hans hoved.
Dette tog ikke den mandlige krystallianer længere tid at regne ud, inden stemmen atter havde forladt hendes hoved. Dog undlod han at konstatere dette, og valgte blot at svare på spørgsmålet, hun netop havde stillet ham. ,,Jeg har min tvivl,” han vendte svagt ansigtet bag imod hende. Han løftede en hånd op, fjernede hendes nænsomt fra hans skuldre. Dette var ikke en afvisende handling, hvilket også kunne tydes i de blå synsorganer. Eller for hende, i hans tanker.