Han stoppede op midt mellem træerne, der langsomt forsvandt ud i mørket. Træernes toppe var ligeledes forsvundet op i mørket, og en foruroligende stilhed fik det til at føltes som en kæmpe hal, med kæmpe massive støtter af træ.
Efter at havde gået en tid, faldt han på knæ, da minderne vendte tilbage til ham, hovedsageligt fra sin drøm. En let brise rørte på sig, og blade blæste op i øjenhøjde, ganske kort fra hans hoved. Hans hætte var oppe, og et blad lage sig på hans hoved, for kort efter at flyve videre, mens en stille tåre løb ned af hans kind. Blandt vindens tomme pusten kunne han fornemme den friske børnelatter, der langsomt forsvandt for hans hørelse. Hans minder vækkede følelser, som han havde haft begravet dybt i sit sind, og flere tåre sluttede sig til den første, der langsomt gled ned af hans kinder, uden at han sagde en lyd.