Mørket er besejret, men Krystallandet står over for en usikker fremtid, ind til den næste tronarving er fundet.
Vil fyrstedømmerne være i stand til at stå sammen, eller vil landet endnu en gang blive kastet ud i kaos?
Vinea står på toppen af klipperne, tæt ved kanten. Hun kigger ned på havet. Betrakter bølgerne slå mod land af fuld kraft.
Vinden er kraftig. Den blæser omkring hende med utrættelig styrke.
achillius står oppe på kanten af en klippe hans vinger
er helt bredt ud, nogel af han fjer ryger af hans vinger da vinden er rimlig hår der oppe hvor han står han kan ikke høre andet ind vinden i hans
øre han betragter stille udsigten..
Rean kommer langsomt vaklene, hun har stadig mange smerter i maven pga det store sår, men dog ikke så mange som før
"den skade må have påvirket min stedsans.. jeg er vist faret vild" siger hun lavt
selvom achillius ikke har en god hørelse og selvom
vinden suser ind i ørene på ham har han på
fornæmsen at der er andre personer til stede han vender sig derfor om
han ser en eller anden person et stykke der fra hmm
han kan ikke rigtig huske om han har set personen før
han slår sine vinger ind da han er ved at blive taget af vinden han
bliver stående der hvor han nu står og ser om personen er
på vej den her vej eller hvad..
hun smiler en smule han kan ikke genkende mig.. godt det samme tænker hun og et jag af smerte kommer gennem hende mave
"hnng!" stønner hun og falder sammen på en stor setn, hendes forbinding om maven løsner sig let, hendes sår er let geyndt at hele,
når det er en pige han ser blot på hende men i det han kan se
hun ikke har det godt går han hen imod hende
men da han ser hun falder om løber han til hende han sætter sig på
hug og ser på hende "er du okay hvad er der sket"
"det.. det er ikke noget slemt.. bare.. et sværd gennem.. maven" siger hun og prøver at smile,
hun holder sig om maven, og smerten begynder langsomt at tage af
han ser på hende " her lig der ned på ryggen " han tager
hans jakke af og folder den sammen og giver hende den til
hendes hovdede sådan hun kan ligge ned
"lig dig kort og lad mig kig på det"
"nejh.. det.. gør ikke noget." siger hun og sætter sig op på stenen han kan virkelg ikke genkende mig tænker hun roligt og har mest af alt lyst til at grine
".. jammen, du kan da ikke gøre noget.. eller..?" siger hun lavt, det er jo nermest et spørgsmål
hun ser ned på sin borbinding og holder den let på plads
hun ser skremt på ham
"gør det ikke ondt?" spørger hun forsigtigt og ser nu at hendes sår er holdt helt op med at blode, men det gør stadigt jammerligt ondt
Vinea kigger ned fra klippen. Hun mærker vinden lege med hendes hår og løstsidende tøj. Hun begynder at grine af fryd. Hun kniper øjnene sammen og koncentrerer sig. Langsom svæver hun nogle cm. over klippen.