Huset er gammelt udseende og faldefærdigt. Det ligger et stykke væk fra alle de andre huse og en lille grund hører med. Grunden består af et lille areal af jord og på det står nogle får høje træer som huset skygger sig i. På taget af huset ligger derfor mange nedfaldne blade.
Huset består af et enkelt rum. I midten af rummet står et bor og en enkelt stol, og i det ene hjørne ligger en gammel seng med halmmadras. På sengen ligger nogle tynde skintæpper. Alt i huset er gammel og forringet af mange års brug. Cathrine har tænkt sig at lave om på hele huset når tid er.


Cathrine kikkede sig misfornøjet omkring i det lille næsten faldefærdige hus. Vinden susede stort set lige igennem det som om den var ligeglad med det lille hus stod der. Hver gang et kraftigt vindstød opstod knagede og knirkede hele hytten og en bjælkerne satte i en foruroligende bevægelse.
Det var nu ikke kun den dårlige arkitektur der misfornøjede Cathrine sådan. Det var ligeså meget den fugtige lugt i rummet og de elendige møbler der stod rundt omkring på gulvet. Hele rummet stank af ælde og det kom ikke fra møblerne. Cathrine havde hurtigt efter kampen med vampyren fundet sig vej til markedspladsen. Hun havde gået lidt meningsløst rundt uden at vide hvad hun skulle gøre. Hun burde nok havde fundet en læge. Hendes højre side var blevet værre og det var en kamp for hende at trække vejret uden smerter. Desuden havde huden ved skaden fået en usund gul og sort farve. Skaden var måske alligevel mere end et bøjet ribben? Cathrine havde ikke opsøgt læger af én grund. Hun havde ikke lyst til at fortælle hvordan skaden kom. Hun havde ikke lyst til at blive forbundet med en vampyr, hun havde før været ude i problemer af den slags. Det var nu ikke på grund af andre det var hende egen fejl, hvis man da kan kalde det en fejl. Folk i den by hendes læremester, smeden, havde boet var begyndt at lægge mærke til Cathrine venstrehåndethed. Folkene i lige netop den by var meget overtroiske og alt der var anderledes end det normale havde de forbundet med noget ondt. ”Hun bruger djævlens hånd” havde de sagt og krævet at man undersøgte om hun var besat af en dæmon. Hende læremester have forsvaret hende ved at sige at hun brugte begge hænder lige godt, men bare havde ondt i den højre. Cathrine havde derefter været nød til at bruge sin højre hånd hvis for mange af disse overtroiske mennesker var tilstede.
Så hun havde altså ikke opsøgt nogen form for læge selvom hun burde. Hun var gået rundt på markedspladsen en del tid da en kærre kom kørende. Ovenpå den lå en ubevægelig skikkelse og ved siden af havde en temmelig trist mandsperson gået. Da han opdagede Cathrine sagde han først ikke noget, men snøftede kun voldsomt. Han havde selv trækket kærren. Han havde tydeligvis mistet en kær og havde ikke nogen til at hjælpe sig. Cathrine havde først ikke villet blande sig men manden så trist og hjælpeløs ud. Hun havde tilbudt at hjælpe ham med kærren. Manden havde givet hende et trist smil og takket hende. Cathrine havde hjulpet ham med at trække den og han havde ikke bemærket Cathrine åndedræts besvær, hvilket hun var lettet over. Han havde fortalt at personen på kærren var hans mor. Han havde fundet hende død af ælde liggende i hende seng. Nu vidste han ikke hvad han skulle stille op. Han ville ikke blive boende i hans mors gamle hus, da han lige havde købt sig et andet i en anden by. Han kendte heller igen familie der kunne arve det. Det eneste han kunne gøre var at sætte det til salg, men igen ville købe det. Det var nemlig gammelt og faldefærdigt. Det kunne igen bruge. Han lød til at være blevet muntret lidt op af at snakke med nogen om det hele og han spurgte så Cathrine hvad hun lavede her. Han kunne høre hun ikke var herfra på grund af hendes accent. Den var ikke fra byen. Hun fortalte det som det var, at hun var kommet til byen for at finde et sted at bo og begynde sit eget liv, men hun vidste ikke hvor man kunne komme i besiddelse af et hus henne. Han havde først lidt i pjat foreslået at hun kunne købe hans afdøde mors hus meget billigt hvis det skulle være. Cathrine havde spurgt indtil om huset var så dårligt at det ikke kunne repareres. Han havde svaret at hvis man vidste hvad man lavede kunne det vel nok laves. Cathrine havde taget imod tilbuddet og købt huset. Hun ville helst ikke bruge for mange krystaller og prisen var meget billig.
Så nu stod hun her i det gamle lille hus som stadig lugtede svagt af den gamle afdøde mor. Hvis hun købte de rigtige redskaber ville hun nok kunne lave det, tænkte hun for at se lidt lysere på det. I det mindste var der læ. Regn var begyndt at hamre mod jorden udenfor så læ for den ville hun få. Cathrine nærede intet ønske om at lægge sig i den gamles seng hun lavede sig på gulvet og trak et tæppe hun havde fået af manden over sig. Hun havde slået en lås for døren men følte sig ikke mere sikker af den grund. Døren kunne nemt sparkes ind. Lettere uroligt og med smerter i siden faldt hun omsider i søvn i sit nye hus.
Mit hus tænkte hun med et lille smil før hun hengav sig til drømmenes verden

Som så mange andre indlæg på krystallande, gik et indlæg her også tabt. Til andres information, har Cathrine været på markedet. Det orker jeg ikke at skrive igen, så i det nedenstående indlæg kommer hun altså hjem fra markedet. Det var alt^^

Cathrine kom træt gående med et sammenbidt udtryk i ansigtet, og lod sig med det samme dumpe ned på den vakkelvorne stol i huset. Den knagede faretruende af hende, men hun orkede ikke at tage sig af det. Hvis den faldt sammen måtte den gøre det. Hun ville bare sidde ned. Hvor var det også dejligt. At sidde. Hun havde været på markedet i dag og derfor ikke haft en chance for at tage den med ro. De store mængder af mennesker og den travle tilstand havde ikke været til at stoppe op i. Cathrine var glad for at de ting hun havde søgt også var blevet fundet. Sådan en tur ville hun ikke gøre igen hvis det ikke var vigtigt. Måske havde pigen på markedet haft ret? Skulle hun bare tage den med ro, i stedet for at spille tapper og bide smerten i sig? Var det virkelig en så alvorlig skade? Skulle hun søge en læge? Disse tanker virvlede rundt i hovedet på Cathrine. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun var blevet skadet alvorligt før, men de fleste af de skader hun havde fået, havde hun selv kunnet klare, uden lægehjælp. Det eneste hun havde søgt en læge for var da hun fik det lange vide ar, der bugtede sig ned at hendes arm. Hun havde simpelthen været nød til at få blødningen stoppet, og det kunne hun ikke udelukkende selv. Var smerten i hendes side virkelig ligeså slem denne gang? Nej. Den var bare anderledes, og den var hårdere at håndtere. Kødsår kunne heales eller ligges i forbinding, men hvad med sår der ikke blødte? Hvad gjorde man så? Det ville ikke hjælpe at lægge en forbinding på, og man kunne ikke ligge en skinne på ved ribbenene. Det eneste man kunne gøre var at heale den.
Cathrine tænkte lidt over det. Hun havde godt nok sagt at hun ikke ville opsøge en læge, men lige nu hvor hendes ribben smertede hver gang hun trak vejret virkede det meget tillokkende. Ville det ikke også være meget nemmere at lave huset? Ville det ikke gå hurtigere. Cathrine støttede albuerne på bordet og lod sine hænder køre gennem sit hår. Hvad ville hendes lærermester have sagt? Hvordan ville han have handlet? Udenfor var regnen begyndt at dundre mod jorden og vinden var taget til. En kold vind blæste ind over gulvet fra en åbne dør, og gav Cathrine kuldegysninger. Hun rejste sig langsomt op og gik hen over det knirkende gulv. En skygge. Hvad var det? Bevægede det sig? Cath stirrede opmærksomt ud i mørket fra den lille dør, med hånden klar på sværdskæftet. Hun blinkede hurtigt og stirrede fortsat ud i regnen og mørket. Var det bare et træ? Cath smækkede døren i. Hvorfor var hun nu så urolig hver gang skyggerne havde en anderledes form. Hun var aldrig før blevet bange for de fjender hun havde mødt. Ikke engang dem som havde vundet over hende. Hvad var forskellen?

Cathrine satte sig grublende ved bordet igen og tænkte tingene igennem. Hvis det bare havde været en normal kamp. Hvis han bare havde overfaldet hende. Men det havde han jo ikke. Det blik. Hvad havde det betydet? Havde det overhovedet betydet noget? Men det havde jo heller ikke bare været blikket. Det havde også været tågen, mørket og den sataniske stemme. Hans stemme. Der havde været noget urovækkende ved den. Cathrine forventede næsten at han ville dukke op bag hende hver øjeblik og hviske hende i øret. Det var det der havde stået klarest. Ikke smerten eller kampen. Ikke det ubehagelige blodtab. Nej. Det havde været det øjeblik han udenvidere dukkede op bag hende. Helt tæt på hende. Endnu en kuldgysning røg gennem Cathrines krop. Om det var kulden i huset eller de mareridts agtige minder var ikke til at bestemme, men i det den nåede hendes side fulgte en voldsom smerte med op gennem resten af hendes krop. Cathrine bandede irriteret. Det ville blive meget mere besværligt at sætte det gamle hus i stand i denne tilstand. Forhåbentligt blev det snart bedre. Hun begyndte at snøre sin vest op i siden ved det skadede ribben. Det ville sikker hjælpe lidt på det. Cathrine kunne ikke lade være med at sukke lettet da det bliver nemmere at trække vejret. Hun besluttede sig for at tage den helt af og hev den forsigtigt op over hovedet. Hun sad lidt og nød det, men begyndte at fryse da hu jo trods alt var halvt nøgen. Cathrine havde på markedet købt en trøje. Den havde hun netop købt for at havde noget tøj at skifte til eller havde inden under hvis der blev koldt. Den var stor. Alt for stor. Og man kunne tydeligt se at den ikke var beregnet til en kvinde, nu da hun havde den på. Men varm og behagelig var den også, og da hun spændte den lid ind ved barmen så det faktisk ikke dumt ud til hende selvom den var for stor. Cathrine lagde sig ind over bordet. Hun orkede ikke at finde det blødeste sted på gulvet. Så ville hun hellere sidde halv op og sove.
Så her sad Cathrine Green. Alene i et mørklagt hus, mens regnen blev kraftigere og kraftigere udenfor i takt med vindstyrken steg.

En banken lød utålmodigt på døren til det gamle hus og Cathrine vågnede med et sæt. Hun trak vejret en smule ustabilt og bed tænderne hårdt sammen i det hun rejste sig op. Måske havde det ikke været en god idé at ligge sig til at sove hen over bordet, for Cathrine kunne mærke at det nu ikke kun var hendes side der smertede, men også hendes ryg og nakke. Hun blev enig med sig selv om at hun ville gøre noget ved sengen så hun i fremtiden kunne sove i den. Hurtigt, men lettere besværet fik hun rejst sig fra sin plads på stolen og gik hen for at besvare den nu mere kraftige banken på døren. Cathrine rykkede døren op og var lige ved at få en hånd fra manden der havde banket i hovedet. Han mumlede kort undskyld, men lød ikke til at mene det meget. Han var utvivlsomt irriteret over den lange vente tid ved døren. Han kikkede en smule undrende på Cathrine og kikkede så hen over hendes skulder.
”Er Deres mand ikke hjemme?” spurgte han stadigt undrende.
”Jeg har ingen mand. Det var mig der bestilte stenene” svarede Cathrine som nu var sikker på hvem manden var. Hun havde fundet en stenhugger dagen før og aftalt at han skulle læsse stenene af ved hende. Dette måtte være hans lærling.
”Jamen De er jo en…” han stoppede midt i sætningen på grund af et koldt blik fra Cathrine. Hun brød sig ikke om at man sådan undervurderede hendes evner bare fordi hun var kvinde. Nok var det normalt mænd der lavede reparations arbejdet, men det betød ikke at kvinder ikke kunne.
”De kan læsse dem af derhenne” svarede hun kort og pegede på en lille tør plet ikke så langt fra huset. Græsset var stadig vådt efter det kraftige regnvejr og en hel del blade var blevet blæst af træerne. Til trods for dette så det ud til at blive en forrygende dag. Solen skinnede kraftigt og himmelen var blå. Det ville blive en varm dag, hvilket var noget Cathrine også mente var på tide. Stenhugger lærlingen rystede forvirret på hovedet, men begyndte dog at læsse sten af på det angivne sted. Cathrine gik ind i huset igen. Der lugtede indelukket og kvalmt når man lige havde været ude i den friske luft og Cathrine åbnede alle vinduerne for at få lugten ud. Derefter tog hun nogle af de tæpper der lå på sengen, de øverste og mindst slidte og lagde dem ud over vindueskarmen for at de også skulle miste den kvalme lugt. Madrassen ville hun være nød til at lave på ny. Sengen fungerede fint, men skulle lige stabiliseres ligesom bordet og stolen. Nu havde Cathrine altså et ret godt overblik over hvad der skulle laves om på af de få møbler.
Cathrine gik udenfor igen. Stenhugger lærlingen var netop blevet færdig med at læsse stenene af. Cathrine gav ham de aftalte antal krystaller og begyndte at se på de sten hun havde fået. Lærlingen stod og kikkede forvirret på hende, men begyndte så at gå væk fra huset, med sin nu tomme kærre.

Det var gode sten. Holdbare, men lette at have med at gøre. Cathrine smilede tilfreds, og fandt den hammer og den mejsel hun havde købt frem. Med dem begyndte hun at hakke de store blokke ud. De var hårdt og trættende arbejde, men det var nemmest hvis hun startede med det. Det gjorde en smule ondt i hendes ribben mens hun arbejdede, men hun ignorerede det. Det var allerede ved at blive bedre, selvom hun havde et blå sort mærke der hvor slaget var faldet. Når hun havde formindsket de store blokke groft ville hun begynde at hugge dem ud i mindre og mere præcise stykker på størrelse med brosten. Det var disse sten hun ville lave kaminen om med, og de samme hun ville lave noget af gulvet i stand med. De skulle dække det hjørne kaminen stod i således der ikke gik ild i huset hvis der sprang en gnist ud fra ildstedet. Cathrine ville også bygge noget mere på kaminen så den også kunne fungere som smedje. Hun var dog ikke sikker på at det ville lykkes. Men først og fremmest skulle hun hugge stenene ud så de var klar til brug. Hele tiden brugte hun selvfølgelig sin venstre hånd mere en den højre, hvilket nogen nok ville syntes så underligt og omvendt ud, men sådan var Cathrine jo. Hvis hun begyndte at bruge højre ville hendes arbejde blive dårligere. Derfor brugte hun venstre. Ligeglad med hvad folk tænkte.

//Frys

Han var ikke sikker på hvad der havde motiveret ham. For hvad han end forsøgte at retfærdiggøre det med, skete det sjældent at han med vilje jagtede det samme bytte to gange. Han havde prøvet at falde over folk ved et tilfælde og feed'e fra dem på den måde. Han havde også et nært uudtømmeligt lager af Darkstars blod tilbage i huset, men der var nu intet som af lade tænderne synke i og selv tage hvad man ville have. Han var under ingen omstændigheder i et sindelag hvor Nearyns små lege om hvem der havde foden længst inde af døren, ville falde i hans smag.

Mithras rystede sig ud af sine tanker og vendte tilbage til sin omverden. Det var nu sært.... Hvorfor mon han med vilje søgte hende? Mithras kendte følelsen når han følte han havde fundet noget intressant, men for himlens skyld, - så spændene var hun heller ikke, og han havde sired for nyligt. Måske var han ved at blive gammel, bemærkede han til sig selv i morbid resignation og smilede skævt af sin egen humor ved tanken om latterligheden af et sådant scenarie.

Han havde også Romeo at tænke på. Den lille pestbreder.... tyndblodet og uværdig, men velmanneret og oprigtig. Måske han endnu kunne vise sig at være intressant. Omstændigheder havde pladseret Mithras i en situation hvor han var blevet påduttet at træne den unge vampyr i kunsten at manipulere mørke, og selvom Mithras Abyss Mysticism var langt mere dystert og kraftfuldt, - for ikke at sige direkte eksistenstruende livsfarligt, ville det være en kold dag i helved, før han ikke kunne lære simpel skyggemanipulation fra sig.

Han samlede sin krop. Tusinder og atter tusinder af små mørke flagermus snoede sig om hinanden imod himmelhvælvingen og idet de maste sig sammen og intensiverede mørket i deres kerne, antog deres blafrende former kontur af et menneske. En lang, sort, flagrende jakke sprang fra hans skuldre og to glødene øjne så fra hans plads på himlen, ned imod husene nogen hundrede meter under ham. Han vidste hvor hans mål var. Direkte under ham. Det var også derfor med fuldt overlæg at Mithras slap sin indflydelse på den lokale virkelighed og lod sin udøde krop falde.

Først langsomt, så hurtigere, og til sidst med voldsom fart. Hans jakke slog og dansede i den kraftfulde vind og hans (nu) ankellange sorte hår stod efter ham som et sort banner. Luften rev og flåede i hans døde kød og han storsmilede, sit vanvittige grin idet han så jorden komme nærmere med tiltagende fart i hvad der, - sansynligvis, ville være KLs første Halo-jump*

Gory, gory, what a hell of a way to die,
Gory, gory, what a hell of a way to die,
Gory, gory, what a hell of a way to die,
And he ain't gonna jump no more!**

Nåede han at tænke, i et tilstrækkeligt morbidt øjeblik, inden han begyndte at kunne tælle plankerne i husets tag. Sekundet inden han ramte taget stoppede hans fald. Komplet og aldeles urørlig hang han i luften, under ham kunne han se sit bytte, mindre end 10 meter under ham. Han vendte sig i luften, og begyndte at dale langsommere, indtil hans sortklædte form landede letfodet 5 meter bag hende, uden det mindste forsøg på at skjule at han var der.

* En udspringsteknik hvor man dykker med hoved først indtil man skal udløse sin faldskærm

**Bare en lille spøg. Det var en sang opfundet og sunget af amerikanske faldskærmssoldater under 2. verdenskrig. Det er den sorteste galgenhumor nogensinde, og jeg kunne ikke lige lade værre med at referancere den XD

Den klirrende lyd af metal mod sten stoppede brat og man kunne se hendes krop stivne. Cathrine vidste ikke hvorfor, men noget sagde hende hun ikke længere var alene ved sit lille usle hus.
Hun fik en underlig fornemmelse i maven, nu hun sad stille og lyttede. Som om det var en hun kendte og alligevel, føltes det som en komplet fremmed. Der var noget ved, hvem end der bagved hende, hun kunne genkende.
Vinden blæste fra den fremmede hen til hende. Den lugt? Cathrine fik en tænkende rynke i panden. Pludselig kunne hun genkende lugten. Billeder kom frem i hendes hoved. Den smalle gade, den sadistiske stemme, kampen, smerten. Dette var den samme hun havde mødt da hun lige var kommet til byen. Vampyren. Cathrine var sikker nu. Det kunne ikke være andre end ham.
Cathrine kikkede sig over skulderen uden at bevæge hovedet. En aflang skygge landede på jorden lige ved siden af hende. Hendes hjerte var begyndt at hamre kraftigere og hendes vejrtrækning var ligeledes steget i tempo. Cathrine slap mejslen og hammeren og det gav en klirrende lyd idet de faldt ned på de mørkegrå sten. Hun samlede tankerne. Mest af alt havde hun bare lyst til at fare på ham. Slå ham ned, forvolde ham smerte, men det ville hverken være klogt eller sikkert.
Hun havde set hvad han var i stand til, og at springe på ham ville være en uklog handling. Hun vidste jo endnu ikke hvad han ville hende, og nysgerrigheden trak i hende.
Ved deres sidste møde havde hun ikke været i tvivl om hvad han ville i det øjeblik han havde blottet sine tænder i et sadistisk grin, men hvad med nu? Var det det samme? Var han bare ude efter hendes blod? Og i så fald, hvorfor skulle det være hende? Selvfølgelig havde han nemt vundet over hende, men hun havde da fået indført nogle rimelige tilbageslag. Med andre ord, ville det ikke være nemmere at finde en eller anden hjælpeløs lille ungmø*? Mens hun tænkte dette kom hun pludselig i tanke om hans blik da det skiftede fra ”så er der mad” til interesseret? Hvad ville han med hende?

Cathrine banede stille og genvandt kontrol over sin vejrtrækning. Hendes hjerte slog dog forsat i et hurtigt tempo. I en hurtig, men dog lidt besværet bevægelse, rejste Cathrine sig op fra den skrædderstilling hun havde gjort sit arbejde i. I samme bevægelse vente hun sig om og så vampyren lige i øjnene. De røde kolde øjne fik hende til at gyse i hende stille sind, men lod det ikke vise. Det eneste der kunne ses i hendes ansigt var en roligt alvor. I hendes kropsprog stod det til gengæld skrevet med stort at hun var klar hvis han skulle finde på at angribe hende på ny.
Hun havde ingen våben på sig, hendes svær lå inde i huset og hammeren var ikke meget bevendt. Denne gang var Cathrine dog ikke så ængstelig med det. Det var midt på dagen, og solen stod klart på den skyfri himmel. Hendes evne ville i disse omstændigheder være meget mere bevendt end hendes svær. Hun ville ikke blive svækket af det denne gang, og det kunne man også se på hende. Hun fremstod stærkere nu end den gang i gyden.


*Jeg kunne ikke komme på noget andet at skrive så jeg håber ikke du har noget mod ordet ungmø :D og forresten var det da en finurlig sang du havde med ^^

Mithras smilede til pigebarnet. Hvad var det hun hed?.... Underordnet. Han var stadig ikke sikker på hvad han lavede her. Han rettede sig op og hans lange sorte hår trak sig op fra sin position omkring hans ankler til midtvejs på hans ryg. Selv i åben sol, spillede skyggerne dybt og unaturligt på hans person. Mithras foretrak natten. Månen var afgjort mere stimulerende at se på, end solen. Den vækkede ham ham og gjorde ham munter og i jagthumør. Især under jagtmånerne i de tidlige vintermåneder. Men solen... tjah... den var straks en anden historie. Den var stor og varm, og selvom varmen føltes rar imod hans udøde hud, så var varme immervæk bare en uvigtig luksus for hans døde krop. En luksus som han kunne unde sig selv hvornår det passede ham ved at accelerere blodstømmen i hans åre. Hans opmærksomhed blev dedikeret fuldstændigt til Cathrine idet hun vendte sig for at se ham an. Hun var anderledes igen. Igen et skift i personlighed og overbevisning. Igen blev han mindet på hvorfor han havde fundet hende intressant. Fordi hun adskilte sig fra den gennemsnitlige person i forstand af sin personlighed. Mithras lo, - faktisk bare af sig selv, men han gad ikke holde det inde. Hans dybe, rullende latter fandt vej ud i verden på samme måde som når man får stukket barberblade op under neglene og bliver overhældt med koldt vand.

Gad vide hvad det var med ham. Var han kræsen med hvem han Embracede? Han huskede tilbage på sit, - på nuværende tidspunkt, eneste levende childe. Kiqann. Hun havde været intressant af nøjagtigt samme årsag som pigebarnet her.

Mithas øjne flammede op. Den dybe blødrøde glød vred sig og levede påny i hans øjnes dybder. Han lagde hoved en anelse på sned og grinede påny.

"Så mødes vi igen, kine...... nej..... hvad hed du pigebarn?"

Cathrine gøs kort. Hun brød sig hverken om smilet eller den rullende latter. Hun kom ufrivilligt til at spænde lidt mere i kroppen, da han frembragte den tænderskærende latter.
Hvad ville han? Hvorfor var han kommet igen? Ordene rungede i hovedet på Cathrine idet hun betragtede den høje skyggefulde skikkelse foran hende. En anden tanke banede sig vej ind i Cathrine hoved. Hvordan kunne han være herude? Midt på dagen, i det blændende sollys? Vampyrer kunne da ikke tåle sollys? Eller var det bare en myte?
Nu hun tænkte over det, vidste hun ikke meget om vampyrer. De fleste ting man vidste om dem kom fra myter og historier man fik at vide som barn. Hun havde jo faktisk aldrig mødt en vampyr før nu. Det havde hendes familie nu heller ikke. Måske havde hendes farfar?
Hendes farfar. Alle de ældre i byen havde altid sagt Cathrine havde lignet ham. Både i personligt og hvad udseende angik. De plejede endda at sige: ”Hun burde være født en dreng.” Alt dette kom af Cathrines kampgejst. Hendes vilje, stædighed og ikke mindst hendes følelse for ære. Cathrines farfar, William Green, havde været en meget dygtig sværdkæmper.
Han havde været meget kendt for sine evner, i hvert fald i Cathrines omegn. Hendes far havde intet arvet af disse evner. Han var forretningens mand, og så ikke det fornuftige i at kunne forsvare sig ordentligt. Han havde også kunnet finde på at snyde i visse forretninger, noget hans far William, aldrig villet havde godkendt.
Cathrine var som William. Ærlig så vidt muligt og hvis hun lovede noget blev det holdt. Hvis hun stod i gæld til nogen holdt hun det. Hun havde ære og mod.
Derfor havde hun heller ikke i sinde at lyve om sit navn nu. Hun tøvede en smule med at opgive det, men det var mest fordi hun stadig ikke kunne regne vampyren ud. Hun vidste ikke hvad han ville og derfor tøvede hun. Hun havde dog stadig en fornemmelse at dette, trods hans sadistiske personlighed, var en der holdt ord.
Hun slap ikke hans øjenkontakt en eneste gang mens de stod, selvom det var en underlig følelse at blive ved at stirre ind i de røde øjne.
”Cathrine Green” svarede hun roligt og kontrolleret, mens hun igen begyndte at slappe af i kroppen. Det nyttede ikke noget at stå og spænde.

Cathrine blev distraheret af en lyd. Alle hendes sanser var på allerhøjeste ydeevne, så selv den lille, sikkert helt ubetydelige, lyd, blev høj i hendes øre, og hun kunne ikke lade være med at skæve til siden. Hun vidste godt at dette kunne være den lille fejl, der kunne ende med at få hende til at ligge skadet eller død på jorden. Hun havde jo sloges med vampyren før, og vidste at hu på ingen måde kunne tillade at sænke sine parader. Der var intet, selvfølgelig var der intet, hun skyndte sig at vende hovedet mod vampyren igen, med et hamrende hjerte, lidt nervøs for om det havde været den fejl hun ikke måtte begå. Først blev hun lette, han havde ikke angrebet hende, men derefter skrækslagen. Han var væk… Hvor var han? Han var der jo lige før. Hun havde ikke hørt en lyd. Han kunne da ikke forsvinde så lydløst? Eller… Var det netop det han kunne? Hun huskede dengang i gyden, hvor hun var blevet overfaldet. Hans kolde ånde lige i nakken på hende, hans lydløse bevægelser, hans sadistiske og tænderskærende latter. Cathrine gøs og en kuldegysning gik gennem kroppen på hende, som om hun prøvede at rystede mindet af sig. Ville han dukke op bag hende igen, uden varsel og spide hendes hals med det sylespidse tænder? Hun rystede endnu engang. I flere minutter stod hun der, midt i lysningen til hende hus, med at hjerte der bankede hurtigere og hurtige og alle sanser i alarmberedskab, men intet skete. Langsomt, meget langsomt, gav hun sig til at sænke sine arme, slappe mere af og overbevise sig selv om at han ikke var der mere. Endnu langsommere gik hun tilbage i huset, hele tiden hold hun øje med lysningen og skyggerne i træerne og da hun kom ind gennem dørkarmen, lukkede hun langsomt døren, efter at have tjekket om han var herinde nu.
Cathrine satte sig stille på den vakkelvorne stol og placerede albuerne på bordet der gav sig til at klage med en høj knirken. Hele tiden holdt hun øje med skyggerne, vinduerne, døren, men intet skete. Alt var stille, alt var roligt, det eneste der ændrede sig var mængden af lys der strømmede gennem vinduet, og temperaturen i huset der blev mere og mere kølig. Indet andet omkring hende ændrede sig og hun blev mere og mere træt. Vugget til hvile af husets knirken og træernes blade udenfor der raslede i vinde. Til sidst faldt hun sammen på bordet og gav efter. Hun faldt i søvn.
Et brag lød gennem hele huset og kulden føj ind gennem det lille hus. Cathrine vågnede med et chok og var straks på benene. Hun greb hurtigt sit sværd og gik langsomt hen mod døre for at undersøge det. Hun kikkede ud. Intet. Døren var bare blevet smækket op af vinde. Irriteret gik hun hen, tog stolen og satte den foran døren. Hun blev enig med sig selv om at hun måtte lave en bum til at holde døren lukket med. Træt og slæbene gik hun hen mod den lille ækle seng. Hun havde ikke tænk sig at ligge i den, men hun tog tæppet der lå på gulvet derovre og fandt derefter den blødeste plet på gulvet, trak tæppet over sig og lagde sig til at sove igen.

Vejret havde lagt sig om. En sillende tung regn hamrede ned på de mange hustage, hvilket skabte en dyb, fjern rumlen. Alzeid var våd. Faktisk var han ikke bare våd, han var så gennemblødt som en skabning kunne være uden at være under vand, hvilket han var begyndt at tvivle på om han egentligt ikke var. Det regnede meget.
Han havde efterladt sin hat og stok derhjemme, og begge hænder solidt placeret i sine lommer. Han stod et stykke fra hendes hus, og overvejede om det nu også var hendes hus. For ham var alle menneskehuse alligevel ens, og i teorien behøvede hun jo slet ikke være hjemme. Han kiggede op i himlen, trak på skuldrene og blev enig med sig selv om at selv ikke mennesker ville være ude i sådan et vejr.
Han kiggede på husets stolper og konstruktion, som ikke var synderligt kompliceret. Nogen ville endda kategorisere det som et 'faldefærdigt skur', men da han aldrig havde set et faldefærdigt skur kunne han ikke være sikker på at dette var sådan ét. Det var jo bare hvad han havde fået fortalt af et lettere hysterisk menneske. Han lagde hovedet på skrå mens han forsøgte at genkalde præsist hvad personen havde sagt, og efter en tid var han ret sikker på det var noget i stil med: "Green? Cathrine Green!! Hvis nå.. Hun bor i et faldefærdigt skur! I beboelseskvarteret! Jeg sværger!! Vil du ikke nok lade mig.. ARH ÅÅHHH!" Efterfulgt af nogle ret ubehagelige skrig, men da de ikke havde nogen speciel betydning for destinationen han ledte efter kunne det være lige meget.
Han trak på skuldrene og gik helt tæt på, hvorefter han kiggede ind af et vindue. Med en stor præsentation af mørk magi lykkedes det ham at skjule sine røde øjne, så de blev brune med et svagt rødligt skær. Med tunge langsomme bevægelser bankede han på hendes dør.

Cathrine satte sig op med et sæt og en skarp smerte skød gennem hendes overkrop fra hendes beskadigede ribben. En smule gispende lyttede hun til den kraftige trommen på det halvrådne tag. Hun kikkede hen mod døren. Den var lukket. Stolen som stadig stod op af den var ikke væltet, men stod standhaftigt trods dens dårlige tilstand.
Cathrine fik nogenlunde kontrol over sin vejrtrækning igen, men undlod at trække vejret for dybt. Langsomt og lidt vaklende fik hun rejst sig op. Hun stod lidt bare og lyttede videre. Hvad var det? Hun havde ikke helt fået fat på lyden, men det lød lidt som om nogen bankede på. Hvem ville besøge hende? Og så i det her forfærdelige vejr. Hun gyste ved tanken om alt det våde og kolde rundt om det lille hus. Huset var koldt, men der var dog læ og nogenlunde tørt. Hun kikkede sig omkring. Alt var stille. Hun besluttede sig for at undersøge om nogen rent faktisk havde banket på døren. Hun løsnede det lederbånd der holdt hendes hår samlet i en hestehale. Det var blevet lidt rodet at se på efter hun havde sovet, og var klasket ned i hendes øjne så hun ikke kunne se. Hun satte det op på ny så hun kunne se ordentligt. Hun begyndte langsomt at gå hen mod døren. På vejen tog hun sit sværdbælte på og var klar til at trække sit sværd. Hun ville ikke tillade sig at være uforberedt hvis nu det Mithras igen. Hun håbede mest at han bare var forsvundet, men man kunne jo ikke være sikker. Cathrine gik helt hen til døren, men fjernede hverken stolen eller åbnede døren.
”Er der nogen” Hendes stemme lød træt, irriteret og en smule anspændt. Hun kunne mærke hendes puls stige og hun begyndte at ryste af kulden.

Alzeid stod lige gyldigt og trippede frem og tilbage. En tid var han næsten tilbøjelig til at fløjte, men lod være. Det ville ligesom ødelægge det billede han skulle til at skabe om sig selv. Intet skete. Overhovedet intet. Han begyndte at overveje om hun overhovedet var hjemme, og skulle lige til at bryde døren ned da han hørte lyde fra den anden side. Han hørte stemmen tydeligt, selv i den larmende storm. Før han svarede skar et lyn over himlen, hvilket gav ham den perfekte åbning. Han forberedte sig på at bruge sin ynkeligste stemme, og tjekkede sin vejrtrækning. Det var en meget indviklet proces at tale når man ikke trak vejret, så nogen gange slog det også klude for ham. Bare ikke denne gang. Han havde øvet sig.
"Jeg er en ydmyg rejsende, der søger ly for stormen." Personligt syntes han at han lød meget ynkelig, men det var jo ikke sikkert at hun var enig. Han bøjede sig svagt fremover, holdt om sine overarme og måtte havde set meget ynkelig ud. Dog kunne det være svært at øve sig i udtryk når man ikke havde noget spejlbillede.

Cathrine rynkede brynene. Det lød jo egentlig sandsynligt at en rejsende gerne ville have læ i den her storm, men hendes hus lå ikke tæt på vejen, der var ikke rigtigt nogen handel i det her område. Hun gned sig irriteret i håret. Hvis hun bare kunne se ham i øjnene. Så ville hun kunne se om han løj. Medmindre… Hvad nu hvis det var den vampyr fra før? Det lød ikke som ham. Det lød meget som en rejsende der var godt træt af at være ude i det pokkers regn vejr. Hun overvejede sine muligheder. Hun kunne tage chancen og åbne døren for den fremmede, og det kunne gå galt. Eller hun kunne lade ham stå ude i regnen, hvilket han nok ville blive syg og dø af, hvis han var menneske. Det ville hun ikke have på samvittigheden.
Cathrine sukkede tung, og det skar kor i hendes side og hun måtte bide tænderne sammen.
”Hvordan er du endt her? Det er ikke et specielt besøgt område” hun lød streng og krævende, men det var logisk nok, for hun ville have et svar. Hun ville vide mere om denne person ellers ville hun ikke lukke op.
Hun prøvede at finde en revne at kikke igennem, men uden held. Hvis hun ville se ham, ville hun være nød til at åbne døren. Igen sukkede hun.
Hvorfor er jeg absolut nød til at være så mistænksom hele tiden? Hun brød sig ikke om det, men hun turde ikke andet. EN del af hende håbede svagt at dette var en hun var nød til at være mistænksom over for. Cathrine skubbede tanken væk. Nej. Hun havde ikke lyst til det. Det skulle bare være en helt normal person der ikke ville andet end at søge ly. Hun fortalte sig selv i tankerne at det var det nok og prøvede at slappe lidt af, men uden held.

Han hostede svageligt for at sætte en streg under hans behov for ly. Han ville blive meget imponeret hvis kunne ignorere ham efter det. Det var problemet med mennesker, de var så utroligt blødhjertede. Uduelige. Hvad var hun i øvrigt også bange for? Han havde jo ikke været her før, men det var selvfølgelig en farlig verden. Smart pige.
"Ingen andre vil give husly til en svagelig mand," efter endnu et lyn og en tilpas dramatisk pause fortsatte han, "min slægt blev taget fra mig, og jeg har intet hjem."
Han vendtede stille. Det var dog en irriterende mistænksom kvinde. Han himlede med øjnene og ventede utålmodigt på hendes svar.

Rynken mellem hendes øjne blev større. Det lød som en svag syg mand og ikke noget farligt. Men hun kunne stadig ikke slippe tanken om at det kunne være noget farligt.
Er jeg ved at blive paranoid? tænkte hun irriteret og knyttede næverne af sig selv. Hun skulle til at spørge om mere men kunne ikke få sig til det. Hun skammede sig og kikkede ned i jorden. Førhen havde hun ikke tøvet med at lukke denne fremmede ind og i læ for det forfærdelige stormvejr, men nu tøvede hun. Hun kunne ikke lade være at spekulere på om hun ville komme til at skade folk alvorligt hvis hun blev ved at handle på denne måde.
Cathrine skar tænder og trak vejret tungt ind selvom det skar i hendes ribben. Langsomt åbnede hun døre. Hun sagde ikke noget, men kikkede bare ud i regnen på den fremmede foran hende. Sværdet hang parat i hendes bælte på højre side(da hun jo var venstrehåndet) og hun så ikke sådan specielt imødekommende ud. Det var ikke meningen at virke sådan, men hun kunne ikke lade være. Som altid var der et eller andet stærkt ved hendes udseende, selvom det var væsentligt formindsket på grund af vejret. Siden hun havde lært at slås havde hun haft en lidt dominerende udstråling. Hun stod stille. Det eneste der adskilte hende od den fremmede var dørkarmen. Hun på den tørre siden, han på den våde. En kuldegysning gik kort igennem hende. Hun brød sig virkelig ikke om at vejret så tit var sådan i den her del af landet.

Da han kunne se døren begynde at åbne sig, begyndte han at klapre med tænderne for at understrege den pointe at vejret var koldt, og han var våd. Naturligvis kunne han ikke gå ind, så han skruede de ynkligste øjne på som han kunne og kigge på hende og hendes sværd med falsk frygt. Det virkede som et glimrende alibi for ikke at masse sig fremad, da hun stod med en kårde spændt om livet. Med det umiddelbare øje lignede han en rig person, begrundet hans tøj, der dog var fjænset og slidt. Det bakkede op om hans historie om at han havde mistet sin slægt. Egentligt en meget plausibel historie.
Bagerst i sit hoved kunne han ikke lade være med at føle en undertrykt fornemmelse af foragt, bare ved at så på en Green. Han kunne ikke fordrage dem, ikke én meter. Han blev utålmodig for at komme hende til livs, hvilket han illustrerede ved at trippe svagt fra side til side, hvilket bare fik ham til at se normalt utålmodig ud. Meget snedigt syntes han selv. "Må jeg ikke nok komme ind, gode frøken?"

Cathrine betragtede den fremmede.
Fornem tænkte hun lidt undrende. Det var slet ikke sådan hun havde forestillet sig den fremmede med den ynkelige stemme. På den anden side. Det passede vel meget godt til ham nu hun så ham. Hans historie, vejret, man kunne tydeligt se at han havde været herude lidt for længe, han så ud til at fryse. Og så alligevel. Der var et eller andet galt. Hun kunne fornemme det. Det var som om noget af ham overhovedet, slet ikke på nogen måde passede til denne ynkelige mand han foregav sig for. Cathrine overvejede at teste ham. Hvis han løj ville hun kunne se løgnen i hans øjne. Spørgsmålet var om hun kunne få sig til det..
Er det helt tilfældigt at det er mit hus de er ved? Er det helt tilfældigt at det er mit hus de er ved? hun tænkte sætningen flere gange, men da det kom til stykket kunne hun ikke få sig til at føre den videre og ud af tankerne.
”Så kom ind” Hendes stemme lød rolig, men hendes kropsprog var anspændt. Hun trådte til bage uden at vende ryggen til den fremmede og gik langsomt væk fra døren så han kunne komme ind.

Han smilte høfligt, hvordan man så end vil definere høflighed, til hende og skyndte sig indenfor. Hans fodtrin var meget lette, og hurtigt var han indenfor 'huset's fire væge. Efter at havde kigget sig omkring, var han langsomt begyndt at forstå hvad et faldefærdigt skur var, og måske var det i sandhed sådan et han var i nu. Mennesker kunne man alligevel ikke stole på, og siden han havde fået det af vide fra et menneske gik han ud fra at det måtte være løgn. Regnen trommede forsigtigt på taget.
Han lukkede døren efter sig med en let bevægelse af sin venstre fod, og så ikke mindre forslået, våd eller træt ud. Nu var han interesseret i at se hvor længe han kunne narre hende. Det kunne selvfølgelig også være lige meget hvornår han gjorde det, så længe resultatet var at hun døde. Den sidste Green! Han frydede sig over ordene mens de spillede gennem hans tanker.

Cathrine bevægede sig væk fra den fremmede. Det kunne godt være at han var i hendes hus nu, men der var et eller andet. Et eller andet underligt.. Noget hun ikke forstod, noget mistænksomt. Hun stod i hvert fald klar. Ikke åbenlyst, men som det var nu ville hun i hvert fald ikke så let kunne overraskes. Hun overvejede kort om hun burde flytte sværdet til venstre side i stedet for, det gav ofte et underligt indtryk på folk at hun var venstrehåndet. Hun kom kort til at tænke på alle de minder og problemer hun havde haft med det. Hendes forældre havde altid tvunget hende til at bruge højre. De andre børn havde set ned på hende. Den eneste der havde accepteret var smeden der tog hende til sig. Men han havde også fortalt hende historierne og de hedninge og vandskabninger, man altid symboliserede med venstre hånd. Hvor hun dog hadede de historier.
Hun vidste ikke om hun skulle sige noget, men besluttede sig for at hun nok burde satte ild i den lille gamle kamin. Hun gik langsomt hen mod den, uden rigtigt at vende ryggen til den fremmede. Der lå nogle få bjælker brænde ved ildstedet og hun lagde dem tilrette, men stoppede så op. Ville det være dumt at tænde ild med hænderne foran denne totalt fremmede. Hun vidste at det var et godt trick at have oppe i ærmet, hvis man ikke kunne gøre andet, men hvis modstanderne vidste at man kunne det, ville de jo tage hensyn til det, ikke? På den anden side var det for besværligt at tænde ild normalt i det her vejr. Hun tog to pinde og lod som om hun brugte dem til at tænde ilden med, mens hun lod en lille gnist komme ud fra hendes fingerspids. Hun havde ikke på noget tidspunkt vendt ryggen helt til den fremmede.

Han satte sig i den eneste stol han lige umiddelbart kunne få øje på, ligeglad med at det virkede uhøfligt. Nu var han inde, og i teorien ville hun ikke kunne gøre ham ret meget, medmindre hun vidste hvad hun lavede selvfølgelig. Han kiggede på hendes ildspåsætning, og var imponeret over hvor langt hun ville gå for at skjule sin evne. En hver idiot vidste midlertidigt, hvert fald dem der havde prøvet, at det kunne tage timer at tænde ild ved hjælp af to pinde. Havde hun brugt et fyrtøj, og lavet gnister med sin magiske evne havde det været mere troværdigt, men man skulle være godt dum for at falde for tricket med pindene. Hvem havde i grunden fundet på at starte ild med pinde? Sikkert en hulemand eller noget, og sikkert ikke en særligt hygiejnisk en. Gad vide om han nogensinde vaskede sine hænder.. Sådan sad han lidt og tænkte på mærkelige ting, der langsomt blev mere og mere underlige, da han kom i tanke om hvor han var henne. Dæmpet sagde han.
"Praktisk evne, hva?" Han hentydede klart og tydeligt til det med ildspåsættelsen, også selvom det ikke kunne være gået op for hende at hendes trick var let gennemskueligt.
Mistænkeligt nok var han holdt op med at klapre med tænderne, da han simpelthen havde glemt at han skulle gøre det. En anden mærkværdig detalje var at han kun trak vejret når han skulle sige noget, men det var nok ikke noget man sådan lige lagde mærke til medmindre man kiggede grundigt efter.

Cathrine sukkede.
Afsløret Tænkte hun, men vidste også godt at det havde været et dårligt trick og let gennemskueligt.
”Ja.. Det kan være praktisk til tider” Svarede hun dystert, og gøs. Selvom varmen nu langsomt spredte sig fra den lille kamin, havde hun gåsehud. Hun følte sig meget utilpas. Der var altså noget med ham hun ikke brød sig om. Hun følte sig ikke tryk og vidste ikke hvad hun skulle sige, men betragtede ham bare intenst. Hun vidste at det var uhøfligt, men han havde også sat sig i den eneste, godt nok ret dårlige og knirkende stol. Hun kom til at tænke på hendes forældre som ville havde have hadet hvis hun havde gjort det hjemme ved nogen. Hun kom højst sandsynligt kommet til at smile ved tanken om hvordan hun på nogle punkter afskyede dem, men registrerede ikke selv smilet.
Hun blev bare stående og kikkede, nu ikke så meget på ham, men bare ud i luften ved siden af ham, fordi hun kom til at dvale i minderne. Det lignede hende ikke så meget at blive så uopmærksom når der var fremmede til stede, men hun var virkelig træt og havde næsten ikke sovet siden den dag hun blev angrebet, og det tærede på kræfterne hele tiden at være så opmærksom på alting. Desuden havde hun jo arbejdet med tunge sten hele dagen indtil hun blev afbrudt.