Aidan kommer gående henover hovedgadens brosten med tunge skridt. Han bevæger sig fremad i et langsomt tempo, fordi han har hovedet tilbage lagt og går og nyder solens varme stråler, der skinner ham lige ned i ansigtet. Hans øjne er let lukket i og han sanser ikke meget af, hvad der foregår omkring ham. Dette forårsager, at han adskillige gange er lige ved at støde ind i forbipasserende personer, der vredt råber skældsord efter ham. Men han fortsætter bare, som om intet var sket.
Da han når frem til en lille bænk og ser, at der ingen sidder på den, sætter han sig veltilpas ned. Derfra kan han sidde i fred og nyde vejret uden at nogen skal klage over, at han går for langsomt og støder ind i dem, og råbe af ham, som om han er hund, der netop har hugget et brød. Tanken får et lille, næsten utydeligt smil, til at glide kortvarigt hen over hans ansigt.
Han ligger igen hovedet let tilbage og kaster et blik op på den blå himmel igennem det store træs kronblade. Kun meget få hvide skyer driver fredeligt over den.

Blandt folkemængden, der ivrigt snakker om løst og fast i forårssolen, rager en sort hingst op over deres hoveder. Ikke en almindelig hingst, nej, hingsten her bærer et langt, sølvhorn i panden. Flere folk stoper, og ser forundrede på enhjørningen, både børn og voksne. Det vil sige, indtil deres blik bevæger sig op til dens rytter. Ivrigt pegende børn bliver derefter trukket væk af mødrene, der har travlt med at komme væk, og finere herrer sætter næsen i sky, og spankulerer væk derfra. For på hingstens sorte ryg, sidder Life. Hendes lasede, sorte vinger stikker ud fra hendes spinkle ryg, og hendes sølvgrå hår glimter let i solen. ikke på nogen overstadig måde, snarere som i en skades uglede rede.
Hendes øjne er rammet ind af sorte rander, og hendes ansigt bærer præg af et opgivende udtryk. Hele natten havde hun haft mareridt, det samme om og om igen. Drømmen om et højt skrig i natten, efterfulgt af hendes brors sultne blik. Skønt vejret havde værer utroligt hele dagen, havde hun ikke haft muligheden for at nyde det. Og at folk på gaden hviskede og tiskede, og sendte dømmende blikke, fik bare bægeret til at flyde over.
Hurtigt stiger hun af den udstyrsløse enhjørning, og lader den løbe uhæmmet igennem folkemængden, der gisper i kor. Et lysglimt omfavner hendes krop, og hun erstattes af en muskuløs,sølvgrå løvinde, med sorte vinger, der straks efter udstøder et mægtigt brøl, hvilket får folkemængden til at spredes i alle retninger, som kakelakker, når lyset tændes... Løvinden sukker dybt, og læger sig i skyggen af det store træ, fuldstændig ligeglad med alt og alle. Hun ser kort på Aidan, før hun sukker endnu en gang, og lægger hovedet på de store, dumpe poter...

Aidan blinker et par gange med øjnene. Han retter sig lidt op i ryggen, eftersom han sidder tilbagelænet på bænken for bedre at kunne se opad.
Han vender igen blikket nedad for at skue ud over hovedgadens befolkning, der konstant passerer forbi ham uden at ofre ham et eneste blik. Han ligger sit hoved lidt på skrå, mens han giver sig til at undre sig over, hvor alle de mennesker skal hen. Det er efterhånden ved at være ret sent på dagen, så måske de er på vej hjem for at spise aftensmad? Noget, som han desværre ikke har fået gjort endnu.
Han ligger en handskebeklædt hånd på sin mave. Ikke at han har brug for mad. Han føler sig i hvert fald ikke spor sulten, selvom han sikkert ville have godt af lidt at spise lidt, så spinkel som han efterhånden er blevet. Men der er bare det problem, at det mad, han spiser, er blod – og hvor skal han få fat i det henne? Han kan jo ikke bare overfalde en tilfældig person midt på gaden.
Han skal lige til igen at lukke sine øjne i, da hans opmærksomhed bliver fanget af en bevinget rytter, der ridder på en bemærkelsesværdig sort enghjørning. Aidan følger hesten med blikket, da rytteren lader den gå igennem folkemængden. Da han igen vender blikket imod pigen med vinger, når han lige at opfatte et lysglimt, før en sølvfarvet løvinde kommer til syne imellem menneskerne, der dog hurtigt flytter sig af vejen for det store dyr. Han betragter løvinden da den ligger sig i skyggen af træet, som han også selv sidder under. Han kigger undersøgende på den, før han selv forvandler sig til en sort ulvelignende hund, der i et elegant spring sætter af fra bænken og ligger sig i træets skygge godt en lille meter fra løvinden. Hans krystalblå øjne hviler stadig nysgerrigt på denne fremmede skabning.

Løvinden løfter hovedet, og trækker sig tilbage, da den sorte, groft udseende hund lander foran hende. Hun blotter tænderne, og slår halvhjertet ud med poten, et slag, der mere minder omet vink end en advarsel. Hun knurrer, og vender ryggen til hunden, med en hale, der logrer irriterret.
Gid tankerne vile gå væk, gid billedet i hendes hoved bare ville forsvinde. Alle lydene fra gaden når slet ikke ind til hendes sind, hun hører kun skriget i natten. træt, og frustreret kigger hun tilbage på hunden, og mumler irriterret;
"Arh- gå din vej... jeg har ikke brug for endnu en at tage min af.. jeg har bare brug for søvn!" hun strækker sig, og ryster på hovedet, i et forsøg på at vågne op af sit mareridt.. hun sukker, og vender front imod hunden, som hun stadig tror blot er en gemen gadekøter.
"Nåh, nu da du er her, kan du så få fat i min le?" hun nikker hen imod en stor ladvogn, hvor en masse konfiskerede våben ligger...

Aidan fnyser let over hendes opførsel og den måde, hun vender ryggen til ham på. Han havde da ikke gjort hende noget som helst – han havde blot lagt sig ned ved siden af hende.
Da hun beder ham om at hente hendes le, kaster han et kort blik imod den store ladvogn, der hurtigt bliver efterfulgt af en stædig hovedrysten.
”Den må du selv hente,” lyder det fra ham, hvorefter han ligger hovedet ned på sine spinkle forpoter og et højlydt suk, der kommet helt nede fra lungerne af, høres fra ham. Selvom han ligger i skyggen, skinner solens stråler alligevel ned igennem træernes spæde blade, og små solpletter rammer hans stride pels. Alene af den grund, at hans pels er sort, føles solstrålerne brændende imod hans tynde ryg. Han rykker lidt på sig, men udover det kan man ikke se på ham, hvor meget han lider i varmen.
Han vender blikket imod løvinden, og bemærker først nu, hvor træt og udmattet hun ser ud. Nysgerrigheden er lige ved at tage over, da han åbner munden for at spørge, hvorfor hun er så træt, men han lukker den hurtigt i igen. Næh, som om han gad spørge til hendes helbred, når nu hun så ihærdigt havde forsøgt at få ham til at flytte sig.

Life rykker overrasket på sig, da hunden svarer hende. Hun havde godtnok ikke regnet med at der gemte sig en person inde bag hunden. hun brummer let, og bøjer hovedet.
"Nåja, undskyld min uhøflighed. jeg troede du bare var.." hvorfor stod hun her og forklarede sig, når hendes le lå lige foran næsen på hende?! hun spejder fra side til side, før hun spæner hen til vognen, og lægger forpoterne på vognens kant. Hendes øjne spejder ihærdigt efter leen, og nærmer der sig nogen, brøler hun højt og slår ud med poten.
Hun må desværre erfare, at mørkets riddere er for mange, og trasker skuffet hen til træet igen. irriterret daffer hun til en sten, og den flyver hen af den støvede vej. Løvinden betragter den, og begynder derefter lige så stille at vaske sit ansigt med poterne. Solen varmer hende behageligt, men da hun skæver til hunden, ser hun, at den ikke har det særlig godt med varmen.
"Hej... er du ok?!" siger hun, og puffer bekymret til ham med hovedet. han føltes godnok varmere end normalt...

Aidan ligger roligt og betragter hende opmærksomt, da hun forsøger at erobre sin le tilbage. Han må dog også skuffet se til, da hun kommer tomhændet tilbage uden sin le.
Da hun puffer til ham med hovedet, giver det et lille sæt i ham. Han lå lige og var ved at døse hen i varmen.
"Jah, jeg har det helt fint," lyver han, for han kan ikke tvinge sig selv til at sige sanheden. Hvor dumt er det måske ikke lige, at han ligger midt på en befolket gaden og er ved at omkomme af hede?
Han rejser sig op, og nyder den meget kortvarige brise der er, da han løfter sit hoved op. Han kigger nysgerrigt på løvinden, der står ved siden af ham.
"Hvordan kan det egentligt være, at de har din le?" spørger han.
For den er vel ikke endt blandt de konfiskerede våben uden nogen grund. Han ligger hovedet let på skrå, som hunde nu engang gør, og kigger indgående på hende. Nu, hvor det er gået op for hende, at han faktisk ikke bare er en beskidt hund fra gaden, virker hun faktisk helt okay.
"Hvis du vil, kan jeg godt hjælpe dig med at få den tilbage," siger han og kaster et langt blik imod de mange mørkets riddere.

Hun sender ham et skeptisk blik, og lægger hovedet på skrå.
"Er du sikker? du virker meget varm- skal jeg hente noget vand?" Spørger hun bekymret, og ser lidt betuttet på ham, da han pludselig spørger om det med hendes le.
"Mørket har overtaget landet, og ridderne konfiskerer alle de farligste våben" siger hun ud i luften. Hun undlader at sige mere, da hun ved hvad den le kan gøre i de forkerte hænder, der kendte til dens egenskaber. Hun betragter ham, og smiler skævt, da han tilbyder sin hjælp. Trods hun længes efter sin le, ryster hun på hovedet.
"Du kan ikke noget i den tilstand. Kom, du skal have noget vand" Uden videre, puffer hun ham frem(?), ned imod en trappe, der fører ned til floden. Med faste, dumpe skridt holder hun trykket. Hun kunne ikke bare lade ham ligge der og stege levende..

Modvilligt lader Aidan sig blive puffet afsted af løvinden. Han mener bestemt ikke selv, at han har brug for vand - han kan da sagtens klare lige at hjælpe hende med at hente hendes le tilbage. Så slem er varmen da heller ikke, bliver han ved med at sige til sig selv, selvom han sveder under den tykke pels.
Derfor er det med modvillige skridt at han begiver sig ned af trappen. Normalt ville han have løbet ned af den med hurtige, lette og elegante skridt, men nu nærmest tumler han ned af den med tunge skridt, tynget af heden og solen, der skinner lige ned på hans ryg.
Han vender hovedet om efter løvinden, der puffer ham afsted.
"Tak, men det behøver du altså virkelig ikke," siger han.
Han vil meget gerne sætte sine poter bestemt i jorden og få hende til at stoppe, men han orker det simpelthen ikke.

Da de når ned for enden af trappen, stopper hun op, og kigger på floden, der roligt strømmer forbi. Det burde ikke være noget problem at svømme i den. Hun lader blikket glide over den sorte hund, og sender så et sigende blik imod floden.
"Jo jeg gør. Hop i, inden jeg smider dig i!" Griner hun, og blinker venligt til ham. Hele situationen syntes unormal. Hun kender ikke engang hans navn for pokker!
Tøvende tager hun et par skridt, ud på kanten af diget, der holder floden inden for dens bredder. En avispapirbåd sejler forbi, og hun puffer dovent til den med poten. Et skævt smil vokser på hendes læber, ved synet af den lille gyngende båd...

(Kort, sorry, vidste ikke hvad jeg skulle skrive)

Aidan lunter forsigtigt hen til floden. For hvert skridt han tager, bukker han mere og mere sammen i knæene. Til sidst, da han er næsten henne ved flodens kant, nærmest kryber han af sted. Han stikker forsigtigt en pote i vandet, hvorefter han hurtigt trækker sig tilbage igen med et lille piv. Vejret er måske varmt, men det er vandet langt fra!
Han skæver imod løvinden, der puffer til en lille avispapirbåd. Han håber sandelig ikke, at hun har tænkt sig at gøre alvor af sin trussel, mest vandet er iskoldt, men også fordi han ikke kan svømme, hvor dumt det end må lyde, for det kan alle hunde jo. Undtagen ham, åbenbart. Men han er jo heller ikke en rigtig hund, så tæller det?
Han trækker sig langsomt længere og længere væk fra flodens iskolde vand, der truende flyder langsomt forbi hans blik.
"Så, nu har jeg dyppet min pote, det må være nok," siger han til løvinden. Han er allerede nået helt hen til trappen, der føre tilbage til hovedgaden.

Ved lyden af hans ord, farer hun op, og stiller sig i vejen for ham. Det kan han da ikke mene!
"Er du sikker på at du har det godt nok?" spørger hun, og møder hans let svimle blik. hendes hale svinger let frem og tilbage, mens hun ser ham an. Han ser ikke spor frisk ud, og hun rynker på næsen.
"Varmen er jo ved at slå dig helt ud" hun ser tænksomt på ham, før hun med en håndbevægelse beder ham vente. Et lysglimt omfavner hende, og i menneskelig form løber hun hen og henter en fiskers spand, der står på kanten af flodbredden.
"Det er et nødstilfælde" mumler hun, hvorefter hun kravler på alle fire hen til kanten af den klukkende vand.
Hun får hurtigt spanden fyldt op med vand, som hun derefter bærer hen til Aidan. Da hun når hans side går hun i knæ, og lader blidt vandet fosse ud over ham, omhyggelig, så det ikke rammer hans øjne (?) Mens hun hælder vandet ud over ham, nærstuderer hun ham nøje. Hun lægger mærke til fire meget spidse tænder, og gyser lidt ved tanken om hvad de bruges til. Men hun er jo ikke meget bedre selv. hendes le er selv fyldt med blod der er umuligt at rense af.
"Sådan" hun sætter spanden fra sig, og betragter ham.
"Hjalp det ikke?"

Næsten lige med det samme kan han mærke, hvordan vandet allerede køler ham af. Når vinden rammer hans våde pels, føles den kold og behagelig, og slet ikke ligesom heden, der var ved at gøre ham helt ør i hovedet.
”Jo, det gjorde det," siger han og ryster vandet ud af pelsen - eller i hvert fald det af det, han kan få ud. Vandet drypper stadig fra ham.
"Tak," siger han. Egentligt ville han jo slet ikke have, at hun tvang ham til at få vand i pelsen, men nu, hvor det er sket, er han faktisk takmemmelig for det.
Han ryster sig endnu engang, så vanddråber flyver til alle sider - dog træder han først et par skridt tilbage, så Life ikke skal blive ramt af dråberne.

((Undskyld, det blev virkelig kort og ikke særlig godt.))

Hun rejser sig langsomt op, smilende. Hendes vinger spredes ud imod den lette forårsvind, og hun sukker lavt. Mareridtet vak vasket væk, ligesom Aidans hedelag. hun skæver til ham, og siger;
"Det var så lidt... jeg... kender ikke engang dit navn hr..?" hun fængsles af hans krystalblå øjne. Aldrig før har hun set så blå øjne, og hun mister helt vejret. Der er noget specielt over ham, det kan hun fornemme. De spidse tænder, og øjnene. Måske var han farlig at have som fjende, men som ven? ganske nyttig.
"Står dit tilbud om hjælp stadig ved magt?" siger hun fornemt, og kan ikke lade være med at le. Hele situationen forekommer hende ganske komisk i forårssolen, og hun nyder for en gangs skyld ikke at være bekymret over livet...

Aidan forvandler sig til et menneske igen og bukker for Life med et stort smil på læberne, mens vandet driver fra hans hår og mange lag af tøj, hvilket ikke ligefrem gør hele situationen mindre komisk.
”Jeg hedder Aidan,” siger han og retter sig igen op i ryggen. ”Og dit navn er, frøken…?”
Han lader sit blik glide over hendes forrevne vinger. Sammen med leen får vingerne ham til at begynde at undre sig lidt over, hvad hun mon er for en. Hvad mon hun bruger den le til? Hvis den bare er til at luge en mark med, ville hun jo nok ikke rende rundt med den udenfor marken, og så ville den nok heller ikke være blevet konfiskeret.
"Selvfølgelig vil jeg stadig gerne hjælpe dig. Og nu skylder jeg dig jo også en tjeneste efter at du hjalp mig, ikke?" siger han og blinker med det ene øje.

Hun trækker ud i sin korte, sorte blondekjole, og nejer høfligt.
"Goddag Aidan- mit navn er Life" siger hun, og smiler. hun mærker hans tvivlsomme blik på sine vinger, og sukker. Ikke også ham! For at få hans opmærksomhed væk fra hende, skynder hun sig at gå hen imod trappen.
"Det påskønner jeg. Skal vi?" hun har knapt sagt det, før hun er oppe af trappen. hendes tunge støvler slår hult imod brostenene, da hun løber hen i skyggen under træet. et kort blik rundt, og så har hu orienteret sig. Mørkets riddere er igang med at småskændes med en bodejer, der sælger våben. de truer med hyttenedbrænding, men han holder fast i sin mening, om at i så fald må de købe våbene. Der opstår hurtigt en større ko flikt- en perfektlejlighed til at få hendes le tilbage. hun tænker sig lidt om, før hun omfavnes af et lysglimt, og hendes menneskekrop erstattes med en sølvlos'. hun kravler hurtigt op i træet, og ud på grenen, der strækker sig ud over vejen.. Et ventende blik bliver sendt tilbage imod Aidan...

Han følger efter hende op af trappen. Af en eller anden gurnd bevæger han sig så lydløst afsted, som han kan, selvom der ikke er nogen grund til det endnu. Indtil han begynder at hjælpe Life med at få sin le tilbage, er han jo bare en ud af hundredvis af mennesker, der i løbet af dagen går frem og tilbage på de efterhånden godt slidte brosten.
Han stiller sig i skyggen under træet, som hun er kravlet op i. Derfra kaster han et spørgende blik op i hendes retning. Han ved ikke helt, hvad han skal gøre, eller hvad hun har tænkt sig at gøre. Vil hun få fat i sin le oppe fra træet af, eller vil hun springe ned på ladvognen derfra? Måske den sidste mulighed ville vække lidt for meget opmærksomhed. Dårlig opmærksomhed. Men så er det jo, at han skal hjælpe hende... ikke?
Han trækker sig tilbage ind i de trygge skygger, så han nu står helt inde ved træets stamme, stadig med forvirringen malet i hele ansigtet.

Da hun ser Aidan, vender hun blikket tilbage til sit mål. Leen ligger på laddet, og glimter let i solen. den skiller sig ud med det røde blod, der præger den.
Hun pifter derefter højt og fint- hvordan det kan lade sig gøre med en kattemund, er ikke godt at vide, men pifter gør hun. Hun mimer til Aidan at han skal tage leen om lidt, lige før Fallafax's hove dundrer igennem gaden. I mellemtiden er Life blevet menneske igen, og da hingsten er under hende, springer hun ned på ryggen af den, til ophidselse og forundren blandt folkemængden. selv Ridderne og bodmanden står målløse, med kæben nede ved knæene,- en perfekt lejlighed for Aidan at snuppe leen i.
Life holder folks blikke fanget; Fallafax stejler, nejer, og vrinsker på hendes kommando, alt sammen uden udstyr på. Hans sorte man og hale blafrer i vinden, alt i alt er det et imponerende syn. stadig nye dressager kommer til, og folks blikke holdes fanget- det der netop er hendes plan...

Han kan ikke lade være med et tøve lidt, da han ser, hvordan Life begævger sig frem igennem folkemængden på ryggen af den stejlende enghjørning. Han må ryste på hovedet for at få tvunget sit blik væk fra dette imponerende syn. Det er jo netop for at give ham en chance for at få fat på leen, at hun gør det.
Han bevæger sig frem fra sit skjul i skyggerne, og når hurtigt hen til laddet. Her må han igen tøve lidt, for der ligger så mange forskellige sølvfarvede ting, at det er svært for ham at skelne leen fra de andre våben. Men da får han øje på blodet, der glimter rødt i solens stråler. Han griber fat om den, men da han vender sig om, får en af mørket riddere øje på ham, og det giver et lille sæt i ham. Aidan ser til, hvordan han puffer til en anden ridder og peger i hans retning. Han giver dog ikke ridderne nogen chance for at få fat på ham, for da den anden ridder vender blikket i hans retning, er han allerede væk.
Han sprinter hen imod trappen, der føre ned imod floden; floden er det første sted, der faldt ham ind at gå hen, for her er ingen mennesker, og det betyder, at der ikke er nogen, som vil kunne finde på at tage Lifes le igen.

Lifes blik hviler på Aidan, da han spurter ned til åen. Godt så, nu var de da så langt. Nu var problemet bare, hvordan hun kom væk, uden at virke mistænkelig. Pludselig får hun en lys ide, og hun breder sine vinger ud, samtidig med at Fallafax stejler. Hun sætter ham derefter i galop væk derfra, mens hun vinker til den lamslåede, og klappende befolkning.
Så snart hun drejer om hjørnet, lader hun Fallafax hvile.. hun bevæger sig derefter ned imod åen.
Syv trapper, og fem omveje senere, står hun under broen, med et roligt smil på læberne. Det var lykkedes. Hun betragter Aidan, der selv betragter leen, før hun går hen til ham, og slår armene om ham.
"Tusind tak!" siger hun, og slipper ham. Hendes ene kjolestop glider ned, og hun retter hurtigt på den. med et skævt smil på læben betragter hun leen i hans hænder.
"Betagende, ikke sandt?" hun får kuldegysninger. Hendes stemme lød et kort øjeblik præcis ligesom Tetrez's. Hun vil ikke ende som ham, aldrig, men de er trodsalt i familie, og gener er stærke, som man siger...