I syden trak sommeren sig langsommere tilbage, og overgangen til efteråret føltes længere end hjemme i Safirien. De grønne blade på egetræerne var så småt begyndt at skifte til efterårets gyldne nuancer og det var på dette tidspunkt af året, at den populære fasansæson begyndte.
I mange år havde Alryss familien deltaget i Isenwalds fine jagttraditioner - men Viktor deltog aldrig. For det første var han elendig med bue og pil, og for det andet sagde det ham meget lidt at jage dyr for sport. Han ville hellere male. Langt hellere male. Alligevel befandt Viktor sig nu på hesteryg i Medaniens frodige skove, til sin egen store modvilje. Men i stedet for at beklage sig forsøgte han at se ud, som om han hørte til der. 
Siden fægteopholdet havde Viktor ikke talt med Marius. Det sad stadig i kroppen på ham, spændt fast i kæben som en knude, han ikke kunne få løsnet. Havde det ikke været for hans mor, var han blevet hjemme igen i år. 'Det er en god måde at blive tættere med Isenwalderne på' - havde hans mor sagt. Hvad end det så måtte betyde. Det lille glimt i hendes øje havde dog bekymret ham lige siden.

Så han kunne ikke sige nej. 

Og så forstod han det. Da Thalia af Isenwald kom ridende med håret samlet i en lang fletning og buen over skulderen, forstod han pludselig, hvorfor han var blevet slæbt med. Blikket gled hurtigt forbi hende og hæftede sig et øjeblik ved de mørke vilde krøller der kom til syne bag hendes skulder, hvor sollyset dansede ned mellem grenene.
Marius. Med det evige udtryk af kedsomhed, som om resten af verden aldrig helt formåede at interessere ham. Før deres blikke kunne mødes, vendte Viktor hurtigt hovedet bort og stillede sin far et spørgsmål om jagtruten. Alligevel blev uroen ved med at krible langs nakken. Han måtte tvinge sig selv til ikke at skæve tilbage mod Marius. 

Jagtsæsonen var en af Marius yndlingstider på året. Alligevel føltes den anderledes denne gang.

En velkendt person var dukket op. En person, han ellers havde forsøgt at glemme som en genstridig rødvinsplet, der nægtede at forsvinde uanset hvor hårdt man skrubbede.

Tiden havde hjulpet med at udviske de skarpeste minder, men fra tid til anden dukkede de stadig op i hans bevidsthed som en uønsket drøm.

Fægteopholdet var endt så brat og dramatisk, at Marius havde været overbevist om, at det blot ville blive endnu et glemt kapitel blandt hans mange udskejelser. Alligevel havde det vist sig sværere end forventet at lægge bag sig. Måske var det derfor, han aldrig havde kontaktet Viktor siden.

Og nu sad han der.

Som en velkendt skikkelse på hesteryg med bue og pil over skulderen, som om han hørte naturligt til blandt de andre ryttere.

Det var svært ikke at få øje på ham. Ikke fordi han gjorde væsen af sig, tværtimod. Viktor så ud til at befinde sig i sin sædvanlige tilstand af høflig modvilje, som om han hellere ville være alle andre steder end på en jagtmark. Det var næsten komisk.

Fra sin plads bag Thalia lod Marius blikket hvile på ham et øjeblik. De nøddebrune krøller var blevet lidt længere siden sidst, og selv på afstand genkendte han den anspændte måde, Viktor holdt kæben på.

Der var ingen tvivl om, at Viktor også havde fået øje på ham.

De velkendte træk gjorde næsten ondt at se på. Et øjeblik fik Marius en absurd trang til at række ud, lade fingrene glide over hans kind og få spændingen til at forsvinde fra hans ansigt.

Han hadede de tanker.

De burde slet ikke eksistere.

Med et irritabelt suk tvang han sig selv til at se væk. Hvis hans tanker ikke ville adlyde ham, måtte hans handlinger i det mindste gøre det. “Thalia, min kære grandkusine," sagde han henkastet og drejede hesten nærmere hendes. "Hvad siger du til et væddemål? Den af os, der skyder flest fasaner i dag, slipper for at høre den andens selvtilfredse pral resten af weekenden." Hans blik gled kort videre gennem gruppen, uden at standse på Viktor, i håb om de kunne adskille sig lidt fra de andre deltagere.

Hundene svansede om hestenes ben. Logren og spændte muskler som kunne de ikke vente med at løbe afsted efter vildt. Viktor forsøgte ihærdigt at følge med i sin fars samtale ved siden af, men konstant lå Marius' stemme som en lav summen i baggrunden og blev tydeligere hver gang Viktor uvilkårligt opfangede de espressomørke toner som en velkendt melodi, der nægtede at forstumme. Det tog ham tilbage til lagenerne. Til sveden, fingrene mod hans slanke ryg og den varme ånde mod hans ansigt, når Marius sukkede hans navn. Viktor...

Viktor. 

"Viktor?" Med ét blinkede Viktor sig tilbage til skovens lyde. Lettere konfus flyttede han sit fokus på stemmen der havde kaldt. "Sagde du noget, far?" Hans blik flakkede mod Marius et kort øjeblik. Længe nok til at konstatere, at han stadig var der. 
"Du tænker for meget. Træk vejret, spænd strengen og slip. Buen gør resten." Han klappede Viktors skulder opmuntrende, "Så går det ikke helt galt." 

Det var nu ikke jagten... Men et skævt smil og rynkede bryn var alt Viktor nåede at sende sin far før jagthornet lød. Selskabet satte i trav. Han mærkede ikke den samme begejstring som de andre, og sakkede bagud med vilje. Hænderne greb roligt om tøjlerne, og trak hesten til at gå til en afsides sti. Måske kunne han undgå resten af selskabet længe nok til, at ingen lagde mærke til det. Forhåbentlig behøvede han slet ikke at tale med Marius. 

Han kunne ikke rigtig fornemme, hvor lang tid der var gået. Et sted i det fjerne kunne han høre hundegøen og lave samtaler. Viktor lod den milde brise kærtegne sit ansigt, indtil en lyd fik ham til at åbne øjnene. En rødgylden fasan listede frem på skovbunden. Viktor holdt vejret. Med rolige bevægelser løftede han buen over hovedet og greb bagud efter en pil. Han havde ikke tænkt sig at skade dyret. Men stoltheden i ham havde heller ikke lyst til at komme tilbage til de andre med rene pile. De ville se at han havde prøvet - og det var nok for Viktor. 

Buen blev spændt. Den rystede i takt med hans egne musklers anstrengelser. Viktor lukkede det ene øje for at fokusere på fasanen og sigtede. I sidste øjeblik sendte han pilen halvhjertet afsted. Den ramte jorden med en dump lyd, langt fra fasanen.

Fra det øjeblik jagthornet satte festlighederne i gang, gik der overraskende kort tid, før Marius havde sin første fasan. Han kiggede stolt ned på Gumpe, hans trofaste cockerspaniel, der kom luntende gennem det høje græs med byttet i munden. Med et tilfreds nik tog han fuglen fra hunden og fæstede den i bæltet. Derefter sendte han Thalia et triumferende blik. 

“Én.”

Et glimt af selvtillid lyste i de grønne øjne. Der var intet som jagten, der kunne vække den rastløse natur i ham og give ham et fokus, han ellers sjældent fandt i hverdagen.

Alligevel blev hans opmærksomhed ved med at glide mod skoven omkring dem. De velkendte krøller var ingen steder at se. Marius hev let i tøjlerne og drejede hesten væk fra den sti, de andre jægere fulgte. "Følg mig." Han ventede ikke på et svar fra Thalia, før han satte hesten i bevægelse. De red længere ind mellem træerne, indtil en bevægelse fangede hans opmærksomhed længere fremme.

En ensom rytter.

Viktor.

Marius lagde straks mærke til buen i hans hænder. Den spændte streng. Den stive holdning. Og fasanen. Den rødgyldne fugl listede uforstyrret hen over skovbunden få meter fra ham. “Det bliver interessant" mumlede Thalia. Marius nåede kun lige at se pilen forlade strengen. Den ramte jorden flere meter fra målet. Fasanen løftede forskrækket hovedet. 

Et grin undslap ham. "Imponerende.” I samme bevægelse løftede han sin egen bue. Pilens fjer strejfede hans kind. Strengen sang. Et kort øjeblik senere faldt fasanen om mellem de gyldne blade.

"Der" sagde han tilfreds og sænkede buen. "Så reddede jeg dig fra den ydmygelse." Først derefter vendte han sig mod Viktor. De grågrønne øjne fandt de nøddebrune.

Pludselig føltes pausen mellem dem langt kortere.

Marius åbnede munden for at komme med en flabet bemærkning og bryde den alt for intense stilhed mellem dem, men Gumpe kom ham i forkøbet. Cockerspanielen fór afsted med begejstrede gøen efter det nedfaldne bytte

Skuldrene sank da musklerne fik en pause fra buen - men hurtigt fløj de op igen, da en pil fór forbi ham. Fasanen faldt med det samme og lå livløs i bladene. Maven slog en saltomortale ved synet, og han måtte vende blikket væk et øjeblik. Han kneb utilfreds øjnene sammen. Den alt for velkendte stemme bragede i triumferende stolthed et sted bag ham. Der var noget enormt provokerende over at se Marius så tilfreds med sig selv. Viktor kunne ikke lade være med at sende ham et skulende blik, men det forsvandt næsten med det samme. I stedet dukkede det smallest tænkelige smil op om munden, da han fik øje på Thalia.

Han ignorerede Marius, kommentaren og de irriterende flotte øjne, der fangede sollyset så ubesværet, at det føltes som en personlig fornærmelse. Så han løftede hånden i hilsen til prinsessen, men i det han gjorde dét, løb hunden forbi og skræmte hesten. 
"Woah, Persius rolig-" Persius stejlede, og Viktor fik ikke fat i tøjlerne i tide. Han mærkede suget i maven da han faldt af. Med et hårdt bump ramte han skovbunden og et anstrengt prust forlod ham. 

Persius, der allerede var en meget nervøs hest, begyndte nu at galopere bort. "Ah- Persius!" Viktor ømmede sig, og prøvede at komme op at stå med besvær for at række ud efter hesten. Men det var nyttesløst. Persius var allerede for langt væk. Han gned sig i ansigtet med stille frustration. Det var, som om hans værdighed fik ben at gå på, hver gang Marius dukkede op.

"Jeg henter ham," tilbød Thalia. Viktor kiggede op fra hænderne. Hendes sympati gjorde det hele værre. "Det behøver du ikke—" Men hun havde allerede vendt hesten, og varmen skød op i kinderne hurtigere end smerten i bagdelen. Perfekt. Simpelthen perfekt. 
Og med ét var Viktor og Marius alene mellem de tykke træer. Viktor stirrede efter sin forsvundne hest et øjeblik i håbet om, at det ville give ham tid til at samle sig. Det hjalp bare ikke rigtig. Han trak vejret skarpt ind gennem næsen og fugtede læberne. 
"Flot." Han sendte Marius et irriteret blik. "Virkelig flot." Med korte, irriterede bevægelser børstede han jord af bukserne og traskede væk fra Marius. Han standsede ved et birketræ og begyndte demonstrativt at kradse i barken.

Marius' triumf var kortvarig, lige indtil Persius stejlede. "Gumpe!" Råbte han i frygten for der skulle ske hans elskede hund noget. Cockerspanielen sprang heldigvis til siden i sidste øjeblik, mens hesten slog ud med forbenene. Marius mærkede et kort stik af panik og var allerede på vej ned fra sadlen, før han nåede at tænke. Hans støvler ramte skovbunden med et bump. Først fandt han Gumpe med blikket. Hunden stod nogle meter væk, logrende og komplet uforstående over den tumult, den havde forårsaget. “dumme gamle hund" mumlede Marius lettet.

Først derefter gled blikket videre til Viktor. Han lå allerede på jorden og råbte efter sin hest uden nytte. Marius mærkede en kort lettelse over, at der umiddelbart ikke så ud til at være sket ham noget alvorligt. Han skulle lige til at gå hen og række en hånd frem, men stoppede sig selv og nøjedes med at se til, mens Viktor kom på benene.

Ved hans fødder lå den nedskudte fasan stadig i bladene. Han samlede den op i den ene hånd. Et øjeblik overvejede han at række den til Viktor. Som en fredsgave. Eller måske bare som en undskyldning for at være gået måneder uden at skrive. Tanken forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet. Han fæstede i stedet fuglen i bæltet.

Så kom Thalia med sit tilbud om at hente Persius, og få sekunder senere var hun væk mellem træerne.

Tilbage stod kun Viktor. Og ham selv.

For at redde den akavet stemning kom Marius med en smart bemærkning i stedet for at spørge Viktor om han var okay. "Jeg kan godt lide, at du stadig finder nye måder at tabe på." Mundvigen trak op, men han fik ikke lov at afslutte før Viktor med irritation i stemmen sagde "Flot" som fik Marius til at fnyse.

"Ja, det var faktisk et ret flot skud." sagde han selvsikkert, de grågrønne øjne gled hen over Viktor, der tilsyneladende havde erklæret krig mod et uskyldigt birketræ. "Jeg går ud fra, at du ikke mener mig." Hans blik dvælede et øjeblik længere, end det burde.

Efterårsvinden hvislede omkring dem, som prøvede vinden at skubbe Marius tættere på det sårede lam. Han sparkede til en kogle, der resulterede i at Gumpe løb efter den. "Er du okay?" kom det endelig ud af ham, hvilket han hurtig fortrød. Han vidste godt at de ikke var okay. 

Han var fanget i en konstant malstrøm af modsatrettede følelser. Det ene øjeblik havde han lyst til at hive Marius ned fra hesten og give ham en lammer – og i det andet ville han knuge ham ind til sig og aldrig give slip. 

Han kunne høre Marius gå rundt et sted bag sig. Så nu behøvede Viktor da ikke længere at få ham ned fra hesten, før han besluttede sig for, hvad han ville stille op med ham. 

Da han begyndte at prale af sit skud – som om ingen andre i skoven havde opdaget det – himlede Viktor demonstrativt med øjnene. Det var overhovedet ikke dét han havde hentydet til. Uden at dreje hovedet forsøgte han at fange Marius ud af øjenkrogen. Men det var nu det næste der blev sagt, som fik det til at krible alle vegne i ham.

Jeg går ud fra at du ikke mener mig. 

Viktor rettede opmærksomheden tilbage på barken som han kradsede vildere i. Hvor vovede han at lade som om alt var normalt. 
Hele Viktors holdning blev anspændt, ansigtet trak sig blot mere sammen i frustration. Kradse kradse. Den eneste lyd, udover Gumpes ivrige vejrtrækning og snusen rundt i løv og krat efter hvad end Marius havde sparket til. Mere kradseri– 
Av for zala– Viktor hvæsede lavt mellem tænderne og trak fingeren til sig. Det var et lille stykke bark, klemt godt ind under neglen, så det dunkede. Samtidig faldt spørgsmålet fra Marius.

Mere skulle der ikke til.

"Strålende."

Han drejede skarpt rundt og daskede armen ud til siden. Blikket ramte Marius og blev hængende et sekund for længe, før Viktor tvang det videre. "Min hest er væk, jeg faldt af foran Thalia, og nu sidder der bark under min negl." Han pressede læberne sammen og stirrede på alt andet end Marius.
"Så alt er jo præcis, som det skal være."