I et mekanisk ryk gled Sirius øjne op, for atter en gang betragte nattehimlen over sig. Små, lysende stjerner, skyfri himmel, mørke så altopslugende at det næsten virkede som en kold, men kærkommen ven. Sand under sig. Men månen var fuld, og lyste som et overvågent øje ned over faeen. Krystalklar, uden skydække og spejlede det gule blik. 
Ensomhed. Deres hænder gled ned i sandet under dem, og i en smidig bevægelse rejste Sirius sig op. Sand dryssede ned af deres bare ben i sit momentum. 

Ensomhed, men som en sagte hvisken, var der noget i dem som modsagde sig det udsagn. En dæmrende bevægelse i deres underbevidsthed, en melodi, som ikke hørte til den baggrund Sirius plejede at iscenesætte. De drejede sig omkring, og forventede at se en person. Men så i stedet en.. blikket gled ned. En plante? 
Forundret, nej - fascineret - skridtede Sirius hen til den grønne gevækst, midt i rødt hav af ellers tørke. Hvad... hvordan? Det lignede ikke noget fra Llyons have, det lignede ikke noget de havde set før. 

Hvorfor? 

Forsigtigt, næsten som om at de var bange for at den ville visne hvis de rørte ved den, løftede de en af bladene. Der var enkelte spirer, som virkede til at den kunne blive til mere. Den fyldte måske ikke meget mere end en stor vandpyt. Synet var absurd for faeen - brød med det de ellers plejede at have en form for kontrol over. Og det gav en kriblende, mærkelig fornemmelse over dem, som de senere konstaterede var.. spænding? 

"Hvad er du..." mumlede de, og lagde en hånd imod den frodige jord. Ikke fordi at det fortalte dem meget. 
Men fordi at det.. fortalte om noget nyt. Og det var bedre en stilvande nogensinde ville blive. 

"Hej."

Ordet slap ud mere som en refleks end en egentlig hilsen. Det lød næsten forkert i det stille, tomme verdensrum.
Freyr havde set Sirius på afstand. Og nu - uden tøven - opsøgte han ham. Trådte ind i drømmen igen. Ind i stjernevæsnets verden.

Han ville ikke indrømme, at han havde ledt. Men nætterne siden havde været fulde af skuffelser. Som en jagthund havde Freyr fulgt færten, forsøgt at finde Sirius igen. Finde forbindelsen. Noget, der trak i ham. Nogle drømme var som døre han trådte igennem. Andre gange blev han kastet ind i dem uden varsel. Men i nat var det anderledes. Den velkendte, lokkende linje lyste svagt foran hans fødder. Og da han tog et skridt frem, mødte han igen det brændende hav af sand og himlens dybde med de skarpe stjerner. Månen hang over ørkenen - rund og mægtig.

Og så så han ham.

Freyrs blik gled ned over Sirius, en anelse tøvende i sin holdning, før han trådte nærmere. Igen havde han ingen hætte til at skjule ørerne. Men opmærksomheden blev hurtigt fanget af det, Sirius knælede over. Brynene løftede sig overrasket.
"En plante?" Her? Synet var nyt for ham. Den ufærdige skulptur var væk - erstattet af dette lille tegn på liv.

Freyr satte sig på hug foran den grønne gæst. Blikket løftede sig kort mod Sirius, gled næsten uvilkårligt hen over stjernefregnerne på hans hud, før det igen faldt ned mod planten. Han prikkede forsigtigt til et blad. Det lignede dem der voksede i skovkanten, når foråret kyssede Norvik, tænkte Freyr. Men hvorfor var den her?

"Det er nyt." Han løftede blikket til Sirius igen. Noget tøvende over ham, som var han usikker på hvad han skulle sige. 

Det var en mærkelig fornemmelse. Men Freyrs tilstedeværelse kunne mærkes før den kunne høres, og det sendte et dæmpet sus igennem Sirius, hvis blik dog stadigvæk lå på planten foran dem. Det føltes.. som strøm i vand, selvom de stod i sand. Som om noget trak i dem, og de vidste et sted i kroppen at han var kommet tilbage. 
Var det Freyr som bragte planten med sig? 
Måske ubevidst. De gule øjne gled i et langsomt blink op på halvmennesket, og de nikkede. En plante. Det var nyt. 
Men trak alligevel lidt på smilebåndet over ordvalget - overat se ham - fordi hvad vidste han egentlig om det her sted? 

Hvad var nyt, hvad var normalt? Måske han kunne læse imellem linjerne, fordi her... så havde han skam ret. 

Og de havde taget sig selv i at tænke på ham, siden sidst. Der var gået mange måner, og som et spøgelse, havde han alligevel hjemsøgt faaens tanker, mærkeligt nok. Sirius blik gled nedover hans tøvende mine, og rakte lidt forsigtigt, men dog håbefuldt ud efter hans ansigt med den ene hånd. Næsten som for at se om han var fysisk, selvom Sirius kunne mærke tilstedeværelse summe i de mørke fingerspidser, da han strejfede hans kind. 
"Du kom tilbage" som en varm konstatering, der fik den dybe stemme til at få et hæst, tilfreds knæk. Joh, Sirius havde godt hørt ham råbe i den sidste drøms krakkelerende momenter. 

Men handlinger talte ofte mere overdøvende end ord, og det var svært for det magiske væsen, sådan helt at beskrive, hvor behagelig en overraskelse Freyr var. 

Lige i tide fangede Freyr bevægelsen i udkanten af sit syn. Glitrende, mørkeblå fingre rakte ud mod hans ansigt. Instinktivt trak Freyr hovedet tilbage. Fingerspidserne nåede akkurat at strejfe hans kind, hvilket efterlod en lun fornemmelse på huden. 

En anspændt bue formede sig i de mørke øjenbryn. Et flygtigt øjeblik havde Freyrs alarmklokker overbevist ham om, at Sirius var gået efter ørerne. En gammel refleks fra barndommen. Men han blødte en anelse op, da han så det varme smil på den andens læber. Sirius havde tydeligvis ikke ment noget med det. Freyr satte ikke ord på sin egen reaktion.

Du kom tilbage. Hæsheden i Sirius' stemme satte sig et sted under de simple klæder. Fik luften og sandkornene til at vibrere omkring dem. Et dybere brum forlod Freyr. Selvom han ikke ligefrem smilede, fik hans blik en blødere kant til sig. Troede Sirius ikke at han ville?

"Aye." Hånden gled op til kinden, og han gned fingrene let hen over stedet, hvor de mørke fingerspidser havde strejfet ham. Varmen sad der endnu. Han sænkede blikket til den grønne stikling endnu engang. Det var en mere håndgribelig ting - end alt det lige før havde været. 
"Det er spøjst." Han lod en finger glide forsigtigt langs kanten af et blad. "Den ligner noget hjemmefra." Brynene trak sig en smule sammen. "Meget, faktisk."

Freyr kiggede på Sirius igen. "Findes den også dér, hvor du kommer fra?"

Modviljen overraskede faeen, som ikke fik meget mere end det korte strejf henad fingerspidserne. Han veg tilbage? Måske, men ikke langt, noget... ugranskeligt for Sirius, at aflæse i de intense øjne. Men et kort strejf. Det var også nok, og det dybe aye fik dem til at spidse ører igen, hevet tilbage til hvad de sad og kiggede på. Aye? Det havde de ikke hørte før, og faeens smil voksede en tand. Selv talemåden var anderledes. 
Han var virkelig fra andre egne, og det pustede til en ret uskyldig nysgerrighed i stjernen. Hvor talte man sådan?
Deres blik gled med Freyrs ned på planten imellem dem, og de rystede mildt på hovedet. "Man har aldrig set sådan en før" ikke af hvad de kunne genkalde sig, og faeens blik gled tilbage til Freyr. Op, til det lyse ansigt, fordi planten var mindst ligeså fremmed som hans sprog. Så. "Hvor er hjemmefra?" kunne de ikke lade være med at spørge, idet tanken fik sat sig fast. 

De havde alligevel aldrig været god til at holde igen. Hverken med spørgsmål, eller med svar, eller bare med deres selskab. 
Det sølvhvide hår svajede dovent og unormalt bagved dem, idet de satte fra jorden, og foldede benene op under sig i en svævende skrædderstillig. 

Så Sirius var ikke et naturvæsen fra de nordlige egne, tænkte han og betragtede stjernerne, der glimtede sagte hen over hans hud. Hvor så? Næsten samtidig stillede Sirius sit eget spørgsmål. Hvor er hjemmefra? Det fik Freyr til at trække skævt i mundvigen.

"Det kolde nord," svarede han og skulle til at pege i retning af nord. Men fandtes der overhovedet et nord her i drømmenes verden? Bevægelsen døde, før armen nåede rigtigt op, og Freyr satte sig i stedet til rette i sandet. Det ene ben trukket forsigtigt op, mens det andet faldt ud til siden. 
"Et sted kaldet Norvik." Han udtalte navnet langsomt og tydeligt.

Freyr prøvede samtidig at læse Sirius' ansigt. Kom der et glimt af genkendelse? Eller var navnet lige så fremmed for nattevæsnet, som Sirius selv havde været for Freyr? "Har du hørt om det?" Han kunne høre sig selv lyde mere nysgerrig end normalt, og en afslørende varme krøb ud i ørespidserne. 

Han måtte dog tage sig i ikke at stirre, da Sirius uden videre løftede sig fra jorden. Svævede. Som var det den naturligste ting i verden. Trods den vindstille nat svajede det lyse hår stadig dovent omkring ham, som blev det leget med af en vind, Freyr ikke selv kunne mærke. Intet ved ham syntes helt at følge de regler, Freyr kendte. Men herinde betød regler sjældent meget.