Kulden i Norviks fremmede egne, havde en særlig måde at sætte sig i knoglerne på. Den krøb ind gennem sprækker i træværk og under tunge kapper, som om selve vinden ønskede at minde folk om, hvor langt mod landets yderste kant, de egentlig befandt sig.

Kroen var dog varm. Ravnen og hammeren kaldte bybørnene den. 

Et lavt loft af mørke bjælker holdt på røgen fra ildstedet, og lyset fra flammerne dansede hen over grove træborde, slidte støvler og røde kinder. Stemmer fyldte rummet - dæmpede i den knitrende ro, kun brudt af latter eller mumlen, her og der. 
"De siger, at adelsfamilierne rør på sig"
"Nej, nej... jeg har hørt, at de først skal samles i et råd, og derefter skrive en erklæring, og derefter - bah, riget kommer ikke til at reagere"
"Min fætter Erhart har hørt om den her tidligere soldat fra Lyset, som har sluttet sig til..." Ord blev kastet frem og tilbage som terninger over bordplader, og i det spæde forår, var håbet vidst grønt. 

Døren åbnede. En stribe vinterluft gled ind i kroen, skarp og bidende - og i dens kølvand trådte en skikkelse, hvis store, sirligt broderede hætte, roligt blev trukket ned. 
Hun var ikke højere end mange andre i rummet, men alligevel syntes hendes tilstedeværelse at fylde mere end pladsen hun optog. Mørkt hår faldt ned over skuldrene som flydende skygger, og hendes øjne, fangede ildstedets lys på en måde, der fik det til at gløde.

Smuk.

Men måske også lidt for fremmed. Lidt for anderledes. 
Der var noget ved hende der mindede om en gnist i mørket. Dragende, varm… og med løftet om at kunne æde alt omkring sig, et sagligt smil om læberne, da hun duftede stemningen herinde. 

Lumine lod døren lukke bag sig. Hun sagde ikke et ord, da hun trådte ind i kroens varme. Hendes blik gled roligt gennem rummet, over ansigter hun aldrig havde set før. Mennesker, en enkelt dværg ved baren, en fremmed rejsende i et hjørne med hætten trukket dybt ned. Men hun mærkede dem alle.

Vreden lå allerede i luften.

Små ting først - den slags nag, der altid lever i menneskers bryst. Misundelse. Mistillid. Gamle fornærmelser. Men under det hele lå noget større nu. Noget nyt. Noget sultent.
Borgerkrigens første hjerteslag, havde runget under det intetsigende træbjælker. Og måske, hvis hun var heldig.. kunne et nobelt mål, stadigvæk nå at finde sine ubehagelige slagsider, nu hvor hun var her. 
Et svagt smil gled over dæmonens læber.
Hun satte sig ved et bord nær ildstedet, og mens hendes hænder kort hvilede mod træets ru overflade, lod hun noget af sig selv sive ud. Ikke nok til at blive set. Ikke nok til at blive forstået. Men nok.

En mand ved baren hævede pludselig stemmen lidt mere end før.
En anden lo kort - hånligt denne gang.
Ved et bord længere inde i rummet blev en diskussion skarpere, ordene tungere, blikkene hårdere. Små gnister.

Lumine lænede sig en anelse tilbage i stolen og betragtede rummet gennem halvt sænkede øjne, mens flammerne fra ildstedet kastede gyldent lys over hendes ansigt, en kær ven i dette kolde sted. 
Og så lidt skulle der til.

Verden bar allerede på al den vrede den behøvede. Nogen skulle blot minde den om det.

//Lumine er forklædt i en menneskeform
. 

Aftenhimlen glødede i orangerøde nuancer, der mindede Freyr om flammerne i smedjens esse. Kroppen reagerede sagligt, da Norviks insisterende kulde bed sig ind under de tykkere klæder og kølede blodet ned efter en lang dags arbejde.

Sneen havde så småt ladet sig smelte bort i landsbyen, og kun udkanten af dalene klamrede sig endnu til vinterens sidste rester. Moder Frost pakkede ganske vist sit hvide tøj sammen, men i Norvik vidste man bedre end at fejre det for tidligt. Det første forårssolskin var farligt - det lokkede livet frem, før tiden var inde, og så kunne Moder Frost vende tilbage med nattefrost som straf.

En kort tanke strejfede ham, da han åndede ud gennem næsen og så sin egen ånde samle sig i en lille røgsky i kulden. Havde Sirius nogensinde set sne? Mere nåede tanken ikke at tage form, før en stol skrabede hårdt hen over gulvet idet Freyr trådte ind i Ravnen og Hammeren.

"Sig det igen," knurrede en af mændene, der stod faretruende tæt på manden med kappen trukket over hovedet. Den fremmede trak hætten lidt længere ned i panden.
"Jeg sagde kun—" Slaget kom før sætningen var færdig. "Du taler som en af dem."

Freyr holdt sig normalt fra kroer. De var pokkers varme og overrendt af folk, der så for meget og sagde endnu mere. Men sulten havde trukket i ham, og dette sted lavede den bedste gryderet i hele landsbyen. Det ville der næppe blive meget af nu.

Vreden i rummet føltes forkert.
Ikke som mennesker, der bare var uenige, men som noget der var blevet… skubbet.

Et øjeblik stod han blot og betragtede kaosset. Noget prikkede stædigt bag tindingerne - en gnist der nægtede at slippe. Freyr rystede det af sig. Så trådte han frem. Hætten fra den mørke kappe var trukket godt ned og skjulte ørerne, som altid.
"Det er nok, Maune." Han greb fat i mandens arm. Freyr forsøgte at holde stemmen rolig, men blikket bar en insisterende dybde - brynene trukket sammen i alvor.

En anden mand vendte sig.
"Vent." Øjnene gled over Freyr. "Se lige dér."
Et skævt grin bredte sig. "Det er alfedrengen."

Han havde sine egne problemer. Problemer der havde trukket ham til Norden. Igen. Hvor han dog syntes mindre og mindre om det. Men Skadi kunne ikke lade det være. Drømmene tog kun til i styrke og han vidste, at han var nødt til at finde ud af mere. Rygterne. Hvis de var sande, ville meget ændre sig. Men var det i virkeligheden hans problem? Eller havde han et andet problem, der var mere vigtigt? Skadi havde lidt svært ved at finde hoved og hale i det hele, så nu var han her: Ravnen & Hammeren var altid det bedste valg her i Norvik. Dette sted havde ikke ændret sig meget og Skadi foretrak det sådan.

Det var ikke planen at falde i snak med andre, men Maune sad ved siden af ham og havde en diskussion med en fremmed. Og skønt Skadi var der, var han der nok ikke helt alligevel. Fanget i egne tanker. Tanker der gradvist blev mere og mere slørede, som kroen begyndte at føles.. Mere varm. Intens? Han kunne ikke rigtig sætte ord på det. Ikke før Maune eskalerede diskussionen til et slag.

Skadi burde have blandet sig helt uden om. Han var blevet bedre. Ikke lige så vred. Eller også i bedre kontrol. Men allerede nu begyndte det at syde og boble. Det susede for hans ører, en alt for gammel og velkendt følelse. Velkendt. Og uvelkommen. Kruset af mjød blev tømt i et lidt for aggressivt drag og han stillede det hårdt fra sig som han rejste sig. Men før han overhovedet nåede at blande sig, stod en anden mand med hånden om Maunes arm. Og følelsen blev stærkere. Ikke mod manden. Ikke mod Maune.

Mod Vilmar. Thorbirs ven. 

Det var ikke så meget deres ord, der satte gnisten i Skadi. Det var hans tilstedeværelse. Han var her. Og hans øjne var i Skadis retning.

"Du er ikke bedre selv." brummede Skadi, hans stemme dyb og skarp. Et skridt tættere på. "Jeg har hørt om dine eskapader, dit grimme, vamle lille yngel. Du står dér med din skarpe tunge, men dine ord er vand. Slap sjap. Du har det kun i munden, lille kujon," hånden var knyttet. Øjnene snævre og skarpe. Kæben stram og hele kroppen spændt som en bue, der blot ventede. Ventede på at få bare én grund. Kom så, Vilmar. Vis dem, at du ikke tør, lige som da Thorbirs liv rendte ud før tid.

Stolte mennesker var nogle gange den bedste slags. Så utroligt lette at trykke på maven, og ofte med alt for meget at miste. Anerkendelse, tiltro, status. De ville aldrig krybe i land, selv efter drevet langt, langt ud på gyngende grund. Og bakket ind i et hjørne, var man sikker på at de ville vise tænder... hun havde savnet de dødeliges selskab, mere end hun måske lige havde forventet. 
Lumines blik kærtegnede kroens gæster. Mødte øjenkontakten fra enkelte, men drev uberørt videre, imens hun ventede. Klar på sit show, åh, det var godt at være tilbage. 

Hvad skete der når to kræfter, med samme styrke og intensitet stødte sammen? Hun ville se det. Men hvis det næstbedste var et barslagsmål, kunne hun stille sig tilfreds med det. For nu. 
Røde øjne landede på et højtråbende bord, hvor en næve nu i næste sekund fløj, efterfulgt af ubehagelig jamren. Manden tog hænderne op til hovedet, forsøgte at beskytte næsen hvor det begyndte at fosse ud med blod, og vaklede et par skridt bagud. 
"Forhelvede, hvad sku' det til for?" ord som lød våde af væsken som løb ned hans mund. 
Ved siden af ham, stivnede Vilmer. Blodet forsvandt fra hans ansigt, inden at en hånende snerren fik bygget masken op igen, og han lagde en hånd på sin vens skulder. "Bastu, klem om næsen" Gav den et sigende klem, og spyttede. "Hvad laver dit grimme fjæs her? Jeg troede du havde fundet noget bedre at lave, nede i syden" Vilmer skævede til alfedrengen. "Men det overrasker mig egentlig ikke, at se jer i hinandens selskab. Alfen og lejesoldaten" og han lo, hånligt, overraskende frygtløst. Måske var det adrænalinen af hans ræsende hjerte, men for én gangs skyld, virkede hverke Vilmer eller Bastu til at ville bakke ned. 
Selv ikke med de bjerge af nogle mænd, som stod foran dem. 
I stedet, oppede han blot indsatsen. "Misforstret og monsteret. Hvad fanden havde man regnet med?" og knyttede hænderne langsomt. 

“Hvad laver dit grimme fjæs her?” 
Freyr antog i første øjeblik, at ordene var rettet mod ham. Grebet om Maunes arm strammede sig instinktivt, og med et fast ryk fik han skubbet manden et skridt væk fra bordet, som om han allerede forberedte sig på at tage imod det næste slag. 

Men Vilmars stemme fortsatte. Talte om syden.
Freyrs bryn trak sig let sammen, og erkendelsen gled ind med en stille irritation. Så det var ikke om ham. Hans blik gled videre gennem rummet og landede på manden, der tydeligvis var den egentlige modtager af hånen. Ansigtet sagde ham noget, men tanken kunne ikke få ordentlig fat. Der skete for meget på én gang; stemmer, bevægelser, stolen der stadig vippede efter slaget.

Så kom ordene igen. Alfen og lejesoldaten. Hånen var ikke til at tage fejl af. Freyrs muskler spændte sig næsten umærkeligt, og hænderne knyttede sig langsomt. Det stak ikke så skarpt som det engang havde gjort - årene havde lært ham bedre kontrol - men varmen begyndte alligevel at syde under huden, som gløder der vågnede til live under et lag aske.

Han kastede et kort blik mod lejesoldaten. Så vendte hans opmærksomhed sig tilbage mod Vilmer. Freyrs mørke blik hvilede tungt på ham, hårdt som sten. Det var det blik han brugte, når folk kom lidt for tæt på - så de forblev på afstand.

Han flyttede sig ikke. Stod blot mellem mændene, solid og urokkelig som en mur midt i rummet. Luften i kroen føltes mærkelig. Tæt. Som om noget mørkt og ondskabsfuldt hang i den, usynligt men tungt nok til at lægge sig over skuldrene på alle i rummet.

"Bliv stående," advarede han lavt. Ordene gled næsten ud som en snerren. Og Freyr havde ingen intentioner om at gentage dem.

Et farligt smil formede sig på Skadis læber. Han levede for konflikter, så længe han selv havde kontrol. Og det troede han også, han havde. Men han tog fejl, for sekundet efter hans smil formede sig, kunne han mærke hvordan det ulmede videre. Der føg gnister op af gløderne i hans indre væsen. Et indre, der plejede at være en rolig røg fra et nyligt slukket, men ikke helt dødt bål. Ilden - vreden - var der altid. Lige om hjørnet. Den jagtede ham som en bidsk, blodtørstig hund. En hund der måske nok nogle gange blev træt. Men den kom altid tilbage. Efter mere. Altid mere.

Advarslen fra hvad Skadi kun måtte antage var Alfedrengen - i alt fald ifølge Vilmers dumme hoved - fik Skadi til at dreje hovedet mod ham. Om det var en advarsel til dem eller til ham, vidste han ikke. Men Bastus næse blødte allerede. Og når først der var blod, så var Skadis eget blod altid på vej til at koge sig op i en eksplosion af raseri. Konflikt. Åh, hvor han elskede det. Og hadede det. "Hellere være et monster der tør tage en kamp op." forklarede han, denne gang så hele kroen kunne høre det, skarpt og tydeligt. "End en nidding der ser på når hans venner bløder. En kujon der er for bange til at tage sin økse frem." 

Skadi samlede sit krus op. En skam, der ikke er mere mjød. Og så kastede han den. Hårdt. Lige ind i fjæset på Vilmer. Den ramte manden med en dump lyd og faldt derefter til gulvet. Og Skadi var klar.

Ansigter vendte sig i mængden, og Skadis ord, affødte momentært noget der mindede om stilhed. Folk kiggede, de lyttede, og få sekunder efter vendtes deres opmærksomhed imod Vilmar. Kujon? Kujon. Hvad var der sket imellem dem? Hvem lavede Freyr her. 
Og presset fra deres opmærksomhed, pustede til den anspændte følelse i Vilmar. Det kunne ses i hans ansigt, og skuttende, søgende øjne. Hvor vovede han. 
Maune, der indtil nu havde forholdt sig stille, lod sin bragende latter runge imellem dem, da kruset med øl i det samme nu, smadrede ind i fjæset på Vilmar. Manden nåede knap nok at reagere, konstaterede dæmonen sagte fra hjørnet, fascineret af de interne spydigheder. Fascineret af volden, nu hvor den blev fysisk. 

Bastu snerrede, og sendte med et fnys en næve efter muren imellem dem, for at komme forbi - hen til Skadi. Vilmar vaklede bagud, den ene hånd op imod panden, imens den anden ledte efter et eller andet bagved ham, som kunne bruges som et improviseret våben. 
Og som havde gnisten antændt et bål, brændte rusen sig igennem rummet, hvor andre, og måske endda folk som ikke havde noget med det at gøre, råbte, hujede og nærmede sig. Enten for at blande sig, eller for at sørge inden andre blandede sig - det var svært at sige. 

Lumine selv, rørte dog ikke på sig. Bålets varme lys blussede dog op, påvirket af humøret fra dødssynden, der havde ventet længe på at bruge sine evner igen. Og nu hvor det eskalerede, slugte hun energien råt og grådigt. 

"Hellere være et monster der tør tage en kamp op…" Freyrs blik rykkede brat mod manden de kaldte lejesoldaten. Øjnene kneb sig sammen et kort øjeblik, før de gled tilbage til Vilmar. Vagtsomt. Afventende. Forberedt på hvad der nu ville ske. Ordene væltede ud af mandens mund som en lavine, og Freyr trak en hurtig indånding gennem næsen. Alle øjne i kroen var rettet mod dem. Ubehaget sneg sig ind og han trak kappens hætte en anelse længere ned om ansigtet, mens kæben spændte sig.

Hvorfor var han ikke bare gået hjem.

Han løftede hånden, som om han kunne standse ordene, før de gjorde mere skade. Før de tirrede ulvene endnu mere. Men reaktionen kom for sent. I det samme fløj kruset gennem rummet og ramte Vilmar direkte i ansigtet med en dump lyd. 
Freyrs øjne blev større et øjeblik - ren overraskelse - før ansigtet igen trak sig sammen i den samme hårde alvor.

For nu var der ingen vej tilbage.

Bastus næve kom farende gennem luften. Freyr nåede kun lige at dreje kroppen, så slaget ramte skulderen i stedet for ansigtet. Et lavt fnys slap fra ham, og han fik øje på angriberen. Var det ikke den samme mand, han netop havde hjulpet fri af Maunes greb få sekunder tidligere? Et mørkt brum rumlede i hans bryst. Med det samme greb han Bastu i kraven og standsede ham i forsøget på at komme frem mod de andre. "Zalaens." knurrede han mellem sammenbidte tænder. Irritationen begyndte langsomt at forme sig til den vrede, han så ofte forsøgte at begrave dybt i sig selv. Men den blev presset frem.

Mere.

Varmen steg under huden.

Mere.

Det pulserede som en farlig tromme i ørerne. Overdøvende og insisterende. Han kæmpede imod sit eget raseri der ulmede og hviskede til ham. Venerne på hans hænder trådte frem, og musklerne spændte sig under tøjet, da han forsøgte at løfte Bastu fri fra gulvet for at slynge ham væk fra de andre. En anstrengt lyd forlod ham, og hætten gled af hans hoved i bevægelsen.

Råb brød ud omkring dem.
Stole væltede. Kroen var blevet til et virvar af vrede stemmer og sammenfiltrede kroppe.

Men midt i det hele trak noget i ham.

Ikke en lyd. Ikke en bevægelse. En fornemmelse. Som når man står for tæt på en smedjeesse og mærker varmen mod huden længe før man ser flammerne. 

Freyrs blik gled gennem rummet, næsten uden at han selv var klar over det. Søgende. 
Indtil det fandt hende. Kvinden ved ildstedet. 
Den eneste i hele kroen der ikke bevægede sig. Som om slagsmålet blot var et teaterstykke sat op til hendes fornøjelse. 
Noget i hans blik ændrede sig da han så på hende - forvirring, måske erkendelse. Han vidste det ikke selv. Men der var noget ved hende. 

Opmærksomheden blev revet væk igen, da endnu et slag kom farende mod ham.

Som lyn og torden, søgte Skadis øjne Vilmars reaktion. At Vilmar trådte bagud og ømmede sig over krusen til ansigtet var den rene fryd for Skadis vrede sind og han nåede kun lige akkurat at fange hvordan Bastu slog ud efter manden, de havde kaldt Alfedrengen. De gik i håndgemæng og da hatten gled af Alfedrengens hoved syntes Skadi godt, at han kunne ane at der var noget anderledes ved mandens ører. Men det var ham stadig en gåde, hvorfor de kaldte ham Alfedrengen. Måske han kunne få et svar på den gåde, efter de var færdige med at rasere hele kroen?

Skadi trådte forbi Alfedrengen og Bastu, hen imod Vilmar. Hans øjne var nu kun fokuserede på kujonen. Han blev skubbet til af andre der gik amok, men han tog sig ikke af det. "Så, Vilmar. Dig og mig." snerrede han mens en arrig latter forsøgte at tvinge sig ud af ham. Vilmars blik blev vildt. Nervøst? Det gjorde kun Skadi mere lykkelig og vred på samme tid. Han greb fat i niddingens krave. Og for én gangs skyld tog Vilmar handling. Der landede et hårdt slag på Skadis kæbe. Det gjorde ondt. Men ikke særlig længe. Skadi slog igen. Hvorfor skulle Bastu være den eneste, der havde en blødende næse? Det var meget bedre, hvis Vilmar kunne sporte præcis den samme skade. Skadis hånd fik nærkontakt og et grynt af smerte lød fra Vilmar, som blodet begyndte at trille ud af hans næsebor. Et slag mere. Et blåt øje. Vilmar fortjente det. Og Skadi var blevet slugt fuldt og helt. Hans største svaghed i hans liv, var hans eget raseri. Han kunne være nok så stolt over, at han havde fået mere styrke til at stå imod vreden. Men der var andre kræfter på spil og disse elementer fik hans åh-så-fantastisk styrke af sindet til at knuse sig selv i tusind stykker. Han var væk.

"Bange? Thorbir var sikkert lige så bange.." Skadi vidste det ikke, men hans egne ord cementerede ham i hans status fra før han var i denne form. Hvis Vilmar havde nok tanker i mylderet, så ville han godt kunne lægge to og to sammen. Enten havde Skadi været der dengang og havde set duellen mellem en rasende kvinde og hendes bror. Eller også var denne mand, der holdt fast i Vilmars grave, den selvsamme person, blot en mand nu. Skadi smilede et ulveagtigt smil. Vilmar var hans at gøre ved, præcis hvad han ville.

Det optrappede hurtigt, og et sted bagved disken, registrerede hvad Lumine følte kunne være ejeren af stedet, kæmpe med at styre sit eget temperament - det her var joh et mareridt. Men hvad der var startet, måtte få lov til at spille ud. Og antallet af mennesker, gjorde det svært at råbe forsamlingen op, for at få dem til at stoppe - det gjorde kun vreden værre. 

Maune skævede til Freyr. Synet af hans venerne der med krigstrommers dump, strakte sig over hans krop. Hans greb i kraven på Bastu var fast, næsten urokkeligt, og en farlig ild glødede i de ellers normalt afvisende øjne. Men ligesom han troede, at han ville nikke ham en skalle... virkede Freyrs blik til at søge ud i vrimlen. 
Forvirret, fulgte han også den andens blik. Men det var alt den tid som Bastu behøvede, førhen han jog en knytnæve, efterfulgt af et knæ i maven. Prøvede at vriste sig fri fra hans jernhånd, en fæl forbandelse faldende fra læberne, villig til at brække hans fingre, hvis det krævede det.

Vilmars sloges med en anden form for kamp. Alle de små tandhjul knirkede, imens han stirrede på den kraftige, tattoverede mand foran ham. Hvordan hang Thorbir sammen med alt det her? Hvem fanden var han, og hvorfor gik han efter ham?
Hævelsen fra det allerede blålige øje, gjorde det svært at se helt tydeligt. Men der var noget med smilet, som efterfølgende sendte en kold fornemmelse ned igennem Vilmar. "Hvordan... du.." og han spyttede. En blanding af blod og slim, lige imod ansigtet på Skadi, snerrende. "Hekserier" og forsøgte at nikke den anden mand en skalle. 

Dæmonens ene øjenbryn gled lidt interesseret op, da hun følte blikket. Fornemmelsen af fokus, en andens fokus, og lod kort blikket glide ned på de slanke fingrer, men den varme, mørkere farve var ikke blevet slugt af afslørende, dybrød, dæmonhud. S hun vendte opmærksomheden tilbage til kaosset foran hende. 
Fandt det til rette ved den lille forsamling af interne stridigheder - hvor blod allerede flød - og lænede sig afventende tilbage, for at se mere. 

"Argh!" Luften forlod Freyrs bryst i et hæst stød, og han bøjede sig frem, panden kort mod Bastus skulder som en mand der blev tvunget til at bøje sig - men kun et øjeblik. Grebet i mandens krave gav ikke efter. En glød begyndte at samle sig bag øjnene. Freyr rettede sig langsomt op igen, stakåndet, med varmen fra slaget og noget andet der pulserede i blodet.

Noget der ikke burde være der. Han var ikke en mand der søgte slagsmål. Tværtimod.
Det var derfor han holdt sig for sig selv. Derfor han gik gennem verden med hætten trukket ned og blikket vendt væk. Mindre opmærksomhed. Færre spørgsmål. Færre problemer.

Men Bastus fingre rev og sled i ham, desperat efter at slippe fri og noget i Freyr knækkede. Han slap kraven med den ene hånd. Næven kom frem uden tøven og slaget ramte Bastu i ansigtet med en tung lyd.

"Skulle jeg have ladet Maune gøre arbejdet færdigt?" Ordene kom lavt, ru. Han hævede armen igen, klar til endnu et slag - men denne gang standsede den i luften. Freyrs blik flakkede vredt over Bastus ansigt. Blodet løb allerede fra næse og ned over læberne. Hans bryst hævede sig tungt. Hjertet slog hårdt nok til at det peb i hans ører.
Med en frustreret lyd skubbede han Bastu voldsomt fra sig i stedet og Freyr tog et skridt tilbage. Så et til. Han skævede mod lejesoldaten og Vilmar, men ordene i deres blodige spiral, nåede ham ikke. 

Larmen i kroen var blevet en storm af råb, knust træ og sammenfiltrede kroppe. Han forsøgte at trænge sig gennem mængden. Musklerne stod spændte under tøjet. Han var farligt tæt på at slippe sin evne løs - og hvis det skete, ville et almindeligt menneskes krop næppe kunne holde til hans styrke.

Så fandt han hende igen. Kvinden ved ildstedet. Flammerne blussede op i pejsen bag hende og kastede gyldne skygger over hendes ansigt. Alt for pænt. Alt for roligt. Hun lignede ikke en nordkvinde.
En fugtig varme klæbede sig til Freyrs hud under tøjet, og et par mørke lokker hang ved hans ophedede pande. 

Han standsede et par skridt fra hende. "Det her er ikke et sted for en kvinde."

Hvad end der måtte have været af blå mærker på Skadis knoer efter slaget, var allerede borte. Han skulle til at slå igen. Men Vilmars ord stoppede ham kort. Blod og slim ramte ham midt i panden. Det så ud til at Vilmar var ved at fatte hvad der foregik og det fik Skadi til at le en snerrende, arrig latter, der hurtigt blev afbrudt af en skalle. Næsen blødte nu også på Skadi og hans jerngreb i Vilmars krave blev løs. Han gav slip og snublede et par skridt bagud. "Jeg må indrømme.. Du har aldrig været dum, Vilmar." brummede han. Spyt blandet med blod fulgte hans ord. Han trådte frem igen.

Greb fat i Vilmars krave. Igen. Og gav ham tilbage af samme mønt. En hård skalle. Vilmars næse tog ikke så godt imod slag nummer to. Den knækkede. Skadi gav slip. Han var ligeglad med om Vilmar gik i gulvet eller ej. Han var stadig lige så vred. Og der måtte være flere, større modstandere.

Han klatrede op på et bord og gloede ud over mængden. Den største mand han kunne se i lokalet var Alfedrengen. Men der var en mere vildt udseende mand der var på vej til at gribe Alfedrengen. Et kort splitsekund øjnede Skadi en kvinde, der sad i ro og mag ved et bord.

Skadi begyndte at mase sig igennem mængden. Han fandt frem til manden der stadig forsøgte ihærdigt at få fat i Alfedrengen.
Med ivrige hænder, greb han manden og slyngede ham ind i en anden mand. Så skævede han fra Alfedrengen til kvinden. Han havde lyst til at gøre noget, men slaget til hans næse gjorde ham en smule langsom i optrækket. Han healede allerede skaden, men som ved ethvert slagsmål var han tørstig. Han greb om et krus mjød der var på renden til at blive kastet og drak grådigt af det. En stol blev slået mod hans ryg og han tabte mjødkruset mens han snublede. Kruset landede imellem kvindens bord og de to mænd.

Kedlen nåede kogepunktet. Det var et hurtigt, men effektivt slag, og Bastu vaklede bagud med en jamren, efterfulgt af stilhed. Det var ikke sikkert at han overhovedet hørte det sidste Freyr sagde, inden han væltede bagud, henover et bord - og kom ikke umiddelbart op igen. Maune, optaget af nogle andre som havde prøvet at blande sig i sammenstødet, så ikke hvordan Freyr forsvandt væk. 

Kom han imod hende? Som en klippe igennem bølger af mennesker, og det ene af de perfekte øjenbryn hos Lumine gled op i panden. Pudsigt. Måske noget i ham, så forbi det slør hans øjne ville have at han så. Ikke desto mindre, var hans voksende skikkelse ikke kun noget kun Lumine lagde mærke til, da en irriteret snerren lød i mængden, og en enorm mand, bidsk, kunne hun ikke lade være med at tænke. Uhumsk, sikkert fra egnen af, maste sig tættere på Freyr. 

Men hans ven fra før, havde fået styr på situationen. Smerten fra det andet stød imod hans næse, var nok til at sende Vilmar imod gulvet. Væk, ude af stand til at komme med noget modsvar. 
Han nåede i tide frem, og kastede sig imellem hvad der lige var ved at gå grueligt galt. 

Dæmonens blik fulgte kruset, der langsomt trillede imellem hende, og under bordet. Det her er ikke et sted for en kvinde, og hendes blik krængede imod ham der flækkede en stol i ryggen på Skadi, noget begejstret over deres indblanding, Og lænede sig lidt sidelæns, for bedre at se Skadi komme op på benene igen. Så passioneret, så intens. 
Røde øjne, høje kindben, ravnsort hår - nej, hun hørte ikke til her, og kastede et lidt beroligende smil tilbage til Freyr. Ham som prøvede at deeskalere, når han selv var så tæt på at falde i. Hvorfor ikke bare følge sin kære vens eksempel? "Du burde holde øje med din egen ryg, ikke min" og kiggede endelig op, men ikke på ham. På nogen bagved ham, et lidt uskyldigt smil, henover kommentaren. 

 En ild slikkede langsomt op gennem vreden i hans indre. Den pirrede til den, æggede den frem - formede den til en tung, gylden varme der pressede mod den mur Freyr så stædigt havde bygget omkring sig selv.
Ved pejsen mærkede han den tydeligere. Eller måske var det bare hende. Den mørkhårede kvinde sad der endnu, urørlig midt i kroens rasende virvar. Hendes blik mødte hans uden tøven, som om støjen, blodet og de væltede møbler blot var baggrundsstøj til noget helt andet.

Freyr ænsede næsten ikke tumulten bag sig. Havde han ikke haft travlt med at sende hende et blik, der lå et sted mellem irritation og uforklarlig uro, ville han måske have lagt mærke til lejesoldatens indgriben.
Pejsens ild kastede et rødligt skær op i hendes øjne.
Et øjeblik føltes det som om flammerne spejlede noget i ham selv. Noget han brugte al sin vilje på at holde nede.

Det måtte være indbildning.

Lyden af et krus, der trillede hen over gulvbrædderne, rev ham kort ud af tanken.

"Du burde holde øje med din egen ryg, ikke min."

Freyr sendte hende et hårdt blik.
Han forstod ikke hendes ro. Ikke hvorfor hun stadig sad der, som om kroen ikke var ved at rive sig selv i stykker omkring hende.

"Du—" Ordene nåede aldrig længere.
Han drejede sig brat, netop som en næve kom farende mod hans ansigt. Slaget gled af på hans underarm, og bevægelsen fik de løse lokker ved hans pande til at svaje. En svedperle trillede ned langs tindingen. Midt i tumulten fangede han et glimt af lejesoldaten.
De var ikke venner. Men manden havde grebet ind før. Det var åbenbart nok.
"Til højre!" råbte Freyr advarende. Næsten samtidig mærkede han et hårdt skub i ryggen. Det rykkede ham ikke meget. Han svarede igen med en kort, brutal albue mod angriberens bryst og pressede sig frem gennem mængden, musklerne spændt til bristepunktet.
Men selv mens han kæmpede for at holde balancen i kaosset- blev hans blik ved med at søge tilbage mod pejsen. Mod hende. Som om noget i ham stadig blev trukket den vej.

Nonchalant. Rolig. Ordene passede meget godt på kvinden ved bordet, men hun passede ikke ind. Hun hørte ikke til. Hun var ikke vred som de andre. Som Skadi. Det føltes sært. Men det var også kun så langt, Skadis tanker magtede at række sig. Han var stadig vred. Stadig spændt i hele kroppen. Det hele var så intenst, at selv med hans gode kendskab til sit eget raseri, så følte han sig nært overvældet af det hele. Han havde en uoverskuelig lyst til at splitte alting fra hinanden. Brænde hele verden i stykker, hvis bare han kunne. 

Igen skævede han mod hende, lagde hovedet en smule på skrå. Hvordan mon hun ville reagere, hvis han splittede hendes bord med sin økse? Hvordan mon Alfedrengen ville reagere, hvis Skadi brugte ham til at splitte bordet med i stedet for øksen? "Til højre!" advarslen kom tæt nok på Skadi til at bringe ham ud af sine voldelige tanker og over til voldelig handling. Hans blik fløj mod højre, netop som en et stoleben var på vej til at kollidere med hans ansigt. Han greb fat om træet. Hænderne værkede og ørerne brusede igen. Han flåede stolebenet til sig med en arrig knurren. Kylede det fra sig på gulvet, og slog igen. Næve ramte hud. Knoer mod et øre. Et hyl lød fra hans modstander. Men der kom blot flere. Her er ikke nok plads. For mange var gået amok. Kroen var for lille. Eller var det bare en følelse, der kom sammen med vreden?

Hvorfor sad kvinden stadig dér? Hvorfor deltog hun ikke? Hvorfor løb hun ikke ud herfra? "Klippemand!" kaldte Skadi. For det navn passede bare meget bedre til manden end Alfedreng gjorde. Skadi maste sig helt hen til ham. For kvinden havde da haft ret i én ting: De måtte holde øje med deres rygge. "Ryg mod ryg?" 

Det her var blevet til mere end et kroslagsmål. Det var jo blevet en kamp for overlevelse. Det var som at se et kobbel frådende, rasende ulve der ingen leder havde. Og deres måltid - deres pris - var stilheden fra alle andre i denne kro. Stilheden der kun kommer når man er den sidste der står tilbage.

Som sekunder var blevet til minutter, og minutterne kun ville gå fremad, virkede det som om at der var gået steppebrand i stedet. Figurativt, i hvert fald endnu, og midt i orkanens øje fik dæmonen lov til at sidde. Og hvilken berusende følelse det var. 
Knasende knogler, hånende ord, der som piskesmæld pustede til ilden. Blod, alle så rødt, og det havde sjældent klædt dem bedre. 
Hårdt, kontant, hans blik var som nordens stengrund, det sendte en frydefuld lille følelse igennem Lumine. 
De kom fra alle sider, alle imod alle. 
Endnu en parade fra hendes insisterende lille nordbo, han holdt sig godt til, og gav tilbage endnu hårdere. Men holdt sig stadigvæk tilbage. Og når hendes blik rykkede imod den anden, tatoverede, rasende mand, havde han fuldstændig overgivet sig til vreden. Men alligevel fandt de sammen. Kontraster havde altid været fascinerende, selv for en så gammel skabning som hundæmonen foran dem, der løftede et overrasket øjenbryn, over deres ryg imod ryg. Sammenhold smedet af midlertidig tillid? 
Måske hun- 

Og med en dump, chokerende lyd, sejlede hendes hoved pludselig sidelæns, da nogle pludselig havde udset sig hende i mængden. Chokket kom først, malet i det ekspressive ansigt. Smerten derefter, en gammel ven, skarpt forfulgt af vrede. Kold, brændende og snerrende vrede, som fik det til at suse for ørene. Lumine vred hovedet tilbage for at se hvem der vovede. Og kunne måske havde sagt sig selv, at det selvfølgelig blot var endnu en mand. 
En stor mand, arrig, men også med en ubehagelig sult i blikket, da han nedstirrede hende. Tungt, varmt åndedræt mødte hendes ansigt, han var alt for tæt på, og det vendte sig i dæmonen. Han greb hårdt fat i den solkyssede arm, for at trække hende ud af stolen. 
Fjols. Ækle, menneskelige væsen - at han overhovedet turde. 
En mørk, gammel, forbandelse forlod hendes mund på dæmonisk. Hans slag havde krakeleret den perfekte hud... unaturlige revner, som var det i virkeligheden porcelæn han havde tæsket. Det fik ham kortvarigt til at tøve, uroen glimtende i det mørke blik - som om at et overlevelsesinstinkt i ham, blussede op i alt raseriet. Det her var ikke almindeligt..
Men i en alt for hurtig, huggende bevægelse greb Lumine om hans rødmossede ansigt, så hendes fingrer borede sig ind i de bløde kinder. Et jerngreb, som ikke lod ham stikke af. 

Med et grufuldt smil om læberne, kunne man næsten ane magien sive ud fra hendes krop. Verdenen mistede ikke noget, ved at miste en som ham. Hun ville brænde det fjæs væk. 
Pejsens flammer voksede uroligt, flakkende og sultent op fra deres fredelige knitren, som åd ilden sig ind på energien herinde. 

"Klippemand?" Freyr sendte manden et kort, forvirret blik, som om han et øjeblik ikke helt kunne afgøre, om navnet overhovedet var tiltænkt ham. Men da den lavere skikkelse maste sig frem gennem menneskemængden og standsede tæt ved hans side, gik meningen hurtigt op for ham. Ryg mod ryg? Ordene nåede ham kun lige akkurat gennem kroens voldsomme larm - gennem knuste krus, rasende råb og den tunge lyd af kroppe der stødte sammen. Freyr svarede ikke. Han rykkede blot et skridt bagud, indtil hans ryg fandt den andens, og lod skuldrene spænde som en mur mellem dem.

Der var ikke andet for.

Hvad der havde antændt denne pludselige galskab, kunne han ikke længere overskue. Tankerne gled fra ham som vand. Det eneste der stod tilbage var følelsen - en urolig, kradsende fornemmelse under huden, som om noget usynligt havde pustet til menneskene herinde og sat deres blod i kog.

Det lignede vrede. Men det føltes som noget værre.
Hans hjerte slog tungt i brystet, og hvert slag syntes at kræve handling - kræve at hans næver fandt et mål, at noget skrøbeligt gav efter under hans hænder. Freyr trak vejret dybt, men luften i kroen var tyk og kvælende varm, tung af sved, røg og spildt mjød.

Alt for mange mennesker.
Alt for lidt plads.

Han hadede følelsen af at være fanget sådan. Alligevel stod han fast.

Et slag kom farende mod ham fra siden, og Freyr parerede det instinktivt, knoerne hårde mod en fremmed underarm. En anden kastede sig frem mod ham, og Freyr greb ham i kraven og skubbede ham væk med mere kraft end nødvendigt - men stadig uden at lade vreden få frit løb.

Han prøvede stadig at holde igen. Men flammerne ved pejsen blafrede endnu skarpere. Det var nok til at hans blik gled derhen, næsten mod hans vilje. I periferien så han kvinden blive ramt.

Det ene øjeblik var alt hvad der skulle til. En flaske kom svingende gennem luften og ramte Freyrs ansigt med en skarp, sprød lyd, og verden knustes i et kort glimt af glas og smerte. En hæs lyd forlod ham, mens han instinktivt førte hånden op til kinden, og skårene regnede ned omkring ham som små, skinnende krystaller i kroens ildlys.

Han vaklede bagud og stødte hårdt ind i lejesoldaten bag sig, men fandt fodfæstet igen næsten med det samme.
Blod gled ned over hans vipper. Det ene øje kneb sig sammen. Men det var ikke smerten der fik ham til at standse. Det var synet foran ham. Kvinden havde grebet fat i mandens ansigt. Ikke som et menneske ville. Hendes fingre borede sig ind i kødet, som om huden blot var blød jord under hendes hænder. Og hendes egen hud… Den blødte ikke. Den krakelerede. Som noget der lignede porcelæn, eller tørt ler.

Freyr stirrede. Noget i hans bryst trak sig sammen, en instinktiv advarsel der rungede dybere end nogen tanke.
Det her var ikke længere et slagsmål.
"Stop!" Ordet forlod ham råt, næsten uhørligt i larmen, idet han greb hendes arm. Freyr stod ikke på nogens side. Han ville blot forhindre det næste i at ske. For lugten af brændt kød begyndte allerede at brede sig i den varme luft. Og huden under hendes fingre begyndte at boble.

Larmen var blevet mere og mere overdøvende. Som et tordenskrald der ekkoede og gentog sig selv som det flækkede himlen i tusinde stykker og efterlod verden i et mørkt, ondt og urgammelt raseri, der var ustoppeligt og hæsligt. Skadisryg havde fundet Klippemandens og der var noget solidt over det. Skadi vidste, at han var sikker fra den side nu. Det var ikke så meget tryghed som det var en forsikring: Han kunne vælge, kun at fokusere frem for sig. Så det gjorde han. Slog modstanden væk med aggressive hænder, der rystede af anstrengelse og vrede.

Han kunne blive ved. Og ved og ved. 

En hånd forsøgte at ramme. Skadi sparkede. Støvle ramte brystkasse. Manden blev sparket tilbage i tumulten. Den rasende orkan af mennesker der truede med at få hinanden i stumper og stykker. Folk råbte. Brølede. Skreg. Der var ingen kontrol tilbage. Skadi var ved at miste kontrollen lige så, indtil han snublede til lyden af glas der knustes og en hæs lyd bag ham. Klippemanden var nær væltet over ham, men havde genvundet sit fodfæste. Og det var kun en knyttet næve der ramte Skadi i panden, der stoppede ham fra at falde helt forover. Han greb fat i armene på den nye fjende og skubbede ham hårdt fra sig.

Klippemandens råb fik Skadi til at skæve om mod ham. Kvinden havde fat i en anden mand og der var rædsel i det rødmossede ansigt. Og kvindens hud blødte ikke. En stank havde nået Skadis næsebor. Lugten af brændende kød. Han stirrede med forbløffelse. Fik et slag mere til hovedet. Maste endnu en fjende væk ved at klaske ham i ansigtet. 

Det her var noget helt andet. Det var ikke et normalt lille kroslagsmål. Det var frygtindgydende at se. Klippemand forsøgte at stoppe det i at ske, men kaosset var så uendeligt voldsomt. Det eneste Skadi kunne gøre for at hjælpe var hvad han hidtil havde gjort: Holde mandens ryg fri. Han kastede sig tilbage i kampen i en blanding af raseri og frygt for det ukendte bag ham. 

Der var ingen tvivl i dæmonen. Ingen tøven, og så slet ikke nogen bagtanke - på det punkt, var hun foruroligende ligetil - hun ville se ham skrige, hun gik efter struben. Og selvom det nok ikke var fair, endte Lumine ofte med at få hvad hun ville have. 
Hylet var voldsomt. Skar som en desperat alarm igennem de buldrende stemmer, men druknede i larmen, og forsatte, med en kant af frygt under sig, da det nu gik op for ham, at han ikke kunne vride hendes hænder fra ham. Han havde for længst sluppet dæmonen - prøvede med grove, desperate ryk, nu at få hende til at slippe. Men det var lugten, som i sidste ende fik Lumine til at smile. 
Blister blandet med blod begyndte at smelte nedover hans kinder, skægget krøllede sig forbrændt sammen og hans hænder rev krampagtigt ud efter dæmonens ansigt og øjne - bare noget til at få det til at stoppe. 

Han ville dø her. Hun havde allerede besluttet sig. 

Men nogle i rummet, mente noget andet. 
Hun hørte ikke hans stop, fuldkommen opslugt af hvad der var ved at ske foran hende. Men det med at gribe fat i hende, havde vidst generelt vist sig, at være en effektiv måde, for at få Lumine i reaktion. Fordi hun kunne ikke fordrage indblanding. 
Endnu en! Røde, glødende øjne gled i en snerren over på den næste idiot i rækken, klar på at give sin anden hånd noget at lave. Men... tøvede alligevel et øjeblik, da hun overrasket så... at det var ham, ham med blikket, igen. 
Imens hans makker holdt skansen, havde han, hvad? Et heltekompleks at udleve? En høj morale, når han selv gav tæsk til højre og venstre? Et moralsk ståsted, som gjorde ham modig? 
Uforstående, som en fugl der ikke forstod hvad hun så, stirrede Lumine et øjeblik på de stålsatte øjne. Stoppede dog ikke, manden skreg stadigvæk, sorte kanter sprækkede, der hvor kinderne gav efter for forbrændt kød, og hun kunne mærke hvordan hun snart var igennem det meste af kinderne. Men for et kort øjeblik, uden at gå ligeså... målrettet efter det. Uden at nyde det, når hun betragtede Freyr i stedet.  

Og så grinte hun - en perlende, lys latter, der dog kælede for ham, med en kant af hån. Afvisende, men nysgerrig da hun tilføjede. "Vi kan da ikke stoppe nuu! Vi mangler stadigvæk finalen.." De var joh slet ikke færdige. Dæmonens øjne spærredes op imens hun talte, spændt, men også advarende. Og måske håbede... at han ville vise sig, at være hendes finale. 
Han var så tæt på. 
Ham, og hans ven der, kunne med den rigtige motivation, og hjælp, måske hjælpe hende med at brænde hele stedet ned. Kunne det ikke være sjovt? Lidt provokerende, løftede hun sin anden, rødglødende hånd for at lægge den over offerets våde, skrækslagne øjne. De kunne kaste resterne af aske udover den hvide sne, se hvor meget de kunne trække med ned i mørket, inden udmattelsen ramte dem? Bedre underholdning var sjældent bragt til Norvik!

Rummet slog en skæv kolbøtte omkring ham. Ikke i virkeligheden - men sådan føltes det, verden der et øjeblik gled ud af sit eget leje, trak sig skævt, da hendes blik fandt hans igen. Som en ulv, der tøver… ikke af frygt, men fordi den endnu ikke har besluttet sig for, om den vil bide.
Bag ham bevægede lejesoldaten sig som en mur - slag, åndedrag, knuste kroppe - og Freyr vidste, uden at se, at hans ryg stadig var dækket.

Lugten var rædselsfuld og umulig at ignorere. Brændt kød. Den skar i øjnene, lagde sig tungt i hans hals, og Freyr trak vejret forkert - for hurtigt, for dybt - mens synet foran ham nægtede at give mening.
Hendes fingre begravede sig i mandens ansigt, dybere og arbejdede sig igennem ham.
Freyrs hånd strammede sig om hendes arm i et jerngreb uden at slippe, men i et øjeblik stod han stille. Fastfrosset i noget der ikke var frygt, men tæt på. En instinktiv modstand, som kroppen forstod før tanken nåede med.

Det her var så... forkert.
Han tvang sig selv tilbage i bevægelse, trak vejret skævt ind, løftede blikket og så hende. Rigtigt.
Sprækker fortsatte deres stille ødelæggelse i hendes ansigt, afslørede mørket bagved, som om noget pressede sig igennem en form, der ikke længere kunne holde. Øjnene, alt for skarpe.

Så grinede hun.

Lyden skar gennem ham, ikke højere end larmen omkring dem, men tættere. Som noget der blev sagt direkte ind i hans brystkasse. Freyrs greb strammede sig.

Hans instinkt havde haft ret.

"…det er dig." Ordene kom lavt, næsten tabt mellem vejrtrækningerne, som om han selv først hørte dem idet han sagde dem.
Det var ikke et spørgsmål. Men en erkendelse, han ikke kunne forklare.

Hun var bare en kvinde.

Og alligevel— Nej. Noget i ham nægtede den tanke nu.

Freyrs ansigt blev hårdt ved hendes erklæring. Vi mangler stadigvæk finalen. Måden hun sagde det på... 

hun nød det.

"Stop det." Han rev hårdt i hendes arm, trak i hende med en kraft, der ikke længere forsøgte at være skånsom. Manden i hendes greb var allerede ved at forsvinde - skrigene var blevet til noget svagt, noget der knækkede under vægten af smerte. For sent. Freyr vidste det, selv mens han handlede. Men det ændrede ikke noget.
"Slip ham." Denne gang lavere. Tungere, som om ordene skulle nå hende gennem noget andet end lyd. Han flyttede grebet, tog hendes håndled, forsøgte at tvinge hendes hænder væk—

Og mærkede det.

"Hngh!" Som at stikke hånden direkte ind i en esse. Varme - og ikke helt. Noget værre.
Noget der krøb ind gennem huden og spændte i hans muskler, som om kroppen forsøgte at trække sig væk og holde fast på samme tid. Et anstrengt fnys forlod ham, lavt og råt.

Varmen var ikke kun hendes.
Den fandt genklang i ham. Noget i hans eget blod svarede igen.
Men han slap hende ikke. Hans fingre strammede sig i stedet. Hun skulle stoppes.