Folk strømmede mod teateret fra alle retninger. Hvis man kunne flyve, havde man nok kunnet se sorte åer af folk blive slugt af den flere etager høje scenekasse, og de ville ikke komme ud før om flere timer.

Humøret var højt. Støjniveauet var højt. Der måtte være lige så travlt bag kulisserne som foran. Damer og herrer og alt derimellem valsede gennem gangene i smukke dragter mod logerne og i mindre smukke, men sikkert lige så sirligt udvalgte mod de billige rækker. Der skulle være plads til så mange som muligt, sådan tjente man penge bedst. Det var også nødvendigt, når alle scenestykkerne var håndlavede med eller uden magi.

For slet ikke at nævnte den solist, der var på plakaterne i aften. Hun skulle være rejst helt fra dybhavet for at gæste hovedstaden.

Det var blandt andet derfor, her også var flere byvagter. Vigtige folk trak vigtige folk til.

Nu håbede Kilian bare, at der ikke gik noget galt.

Der var intet, som en god forestilling, til at distrahere tankerne fra hverdagens tumult. En af grundene til at den 'ældre' herre nu befandt sig ved indgang til teatret. Egentlig ville de færreste vampyrer bevæger sig ind på så offentlig grund, med det antal vagter, som var blevet indkaldt til at holde styr på sagerne. Men Cailen kunne ikke dy sig. Han måtte se hovednummeret an, gerne på tæt hold, hvis han kunne komme tæt nok på.

En mand med hans ophav vidste udmærket hvordan man skulle snige sig ind på de dyre rækker og måske endda værge sig en billet til at komme bag ved kulisserne. Han var iklædt det stiveste puds, som forventeligt, at denne store begivenhed, imens at han minglede med de øvrige gæster. Men ved sin side han havde en kvindelig sjæl, der med glæde ville følge ham til verdens ende. Hun var som limet fast ved hans hofte og hendes søde latter, var som musik i hans ører.

"Kom min kære," ledte han hende, med armen straks frem mod en af trapperne til de øvre loger, så udsigten ikke ville blive forstyrret, som på de nedre rækker. Hun tog let imod hans hånd, som de sammen besteg de mange trapper til den mindre loge over hovederne på de billige rækker. Han lod hende gå ind først, imens at blikket vandrede omkring gæsterne og ned på scenen.

Det var helt perfekt. Frit udsyn og hvis han lænede sig let til siden, så kunne han måske endda kaste et blik imellem gardinet og kulisserne for at kigge om bagved.

Gæster i hundredevis passerede forbi indgangen i række af fire. På den ene side af indgangen stod en byvagt, kadet Viel, med ævner for kontrol af metal og undersøgte floden af væsner for skjulte våben. Problemet var, at mange af gæsterne havde både skjulte og synlige våben kun for deres egen sikkerhed og som en del af deres stiveste pus. Særligt militærfolkene var overøst med medaljer og metalbroderier. For slet ikke at nævne, at de fleste ikke behøvede våben for at lave ulykker.

På den anden side stod Kilian og... fornemmede. Han havde aldrig fundet et bedre ord for det. Stemningen var sprudlende. De fleste gæster emmede af iver og forventning. Der var kolde fornemmelser af grådighed fra handelsfolkene, brændende varm passion fra connaisseurerne, glimt af håbefuld lykke fra dem, hvor en tur i teateret var årtiets begivenhed. Det var meningen, han skulle spotte dem med onde hensigter, og det samme skulle kadet Viel. Problemet var, at en tredjedel af gæsterne havde en rådden karakter. For slet ikke at snakke om de parfumer som nogle af dem brugte.

Kiliian nikke og lavede et par håndtegn til Viel, og Viel lavede håndtegn tilbage. Fra tid til anden, blev de enige om at udpege nogen for vagterne indenfor.

Så ringede Kilians sjette sans. Nogen havde ingen livsenergi overhovedet og alligevel var resterne rådden. En mand med sort hår passerede forbi, med en livfuld, smuk kvinde på armen. *Vampyr... det burder jeg have forudset.* Det betød ikke nødvendigvis noget. Men han fik øjenkontakt med Viel alligevel og rynkede sine velvoksne bryn sigende. De sidste gæster var ved at blive sluset ind nu. Cailen var ikke den eneste af sin slags iblandt dem, men det gjorde ikke Kilian bedre til mode.

Teatret var godt besøgt, hvilket gjorde begivenheden helt perfekt, selvom det var risikabelt at befinde sig et sted, fuld af vagter og med en sult, der lurede lige under overfladen. Men gik det helt galt, så kunne han altid trække sit selskab væk fra forsamlingen og bruge et øjeblik på at stille sin sult. Men først.. Han skulle lige sikre sig, at de var på plads og at ingen havde vendt fokus imod dem. Det sidste han ønskede var at blive vagternes næste offer. Selvom han selv var på jagt efter et offer. Men at tilbringe natten i arresten var bare ikke særlig.. fedt.

Umiddelbart havde intet alarmerende fanget hans opmærksomhed, måske fordi han var betaget af sit selskab eller løftet om at snige sig bagved kulisserne og få et personligt møde med aftenens højdepunkt. Kvinden ved hans side rømmede sig dog ganske let, som hans blik veg fra scenen og gled mod hendes ansigt. Den varme glød i hendes kinder og pulsen, som bevægede sig lige under huden. Det var ganske betagende. "Hvornår begynder de?" spurgte hun med en fløjlsblød stemme, der kunne smelte en hver mands hjerte. Hvis hjertet altså bankede. "Om få minutter, kære" svarede han varmt retur, som han lagde hånden over hendes håndryg og gav den et klem.

"Jeg har glemt aftenens program, jeg henter det lige, hvis de har flere tilbage" lød det frustreret fra hans mund, som han rodede lommerne igennem, men måtte sande at de var tomme. Hvilket var bevist, men det kunne hun selvfølgelig ikke vide. Han løftede blidt hendes hånd og placerede et kys imod håndryggen, før at han rejste sig fra sin plads og gik bagved rækkerne for at tage trappen ned i forhallen igen. Der rettede han frakken, og skuede ud over teatret med hænderne i lommen. Eftertænksomt. Salen var jo fyldt og han kunne umuligt komme forbi vagterne, medmindre han blev inviteret. Måske han skulle finde en af kunstnerne?

Den ydre to-etager højre port lukkede og gav ekko i forhallen. De tre mindre døre til de højre, venstre og midterste rækker blev lukket i en efter en. Kilian og Viel var på vej fra den ene ende af forhallen til den anden, da sidegangen, den ned til omklædningsrummene blev sparket op indefra.
”Slip mig så, slip mig! Jeg var der næsten! Jeg blev inviteret personligt af madam Neith! Det stod på min billet, jeg havde en aftalte, en gave, åh hav med lidenhed, jeg må, mit liv er ovre, hvis jeg ikke ser hende, og sådan fortsatte en ung mand, der han og sprællede med benene mellem to meget store akvarinere.
Viel bemærkede, at nårh jo, det var madam Neith, der var på alle plakaterne, før han åbnede hoveddøren for livvagterne, så de kunne slippe fangsten fri. Kilian var i tvivl, om de overhovedet forstod hans bønfalden. Ud skulle han i hvert fald.
Ingen af dem bed særligt mærke i, at gardarobedøren stadig stod åben. Men de havde jo også tjekket at forhallen var helt tom. Alle gæsterne måtte jo være på deres pladser, for tromperne i orkestergraven slog jo an til operaens første akt. Var der tre akter i en opera? To? Hvis der var fire, håbede Kilian at finde noget, der kunne holde ham vågen. Hoveddøren blev smækket i igen, og Kilian sludrede videre med Viel, eller rettere lyttede opmærksomt til Viel, der sludrede entusiastiskt om stykket. Han havde meldt sig frivilligt til vagten. Alt virkede til at være i skønneste orden.