skovens lyde var fugle fløjt og blæsten der tog fat i træernes grene så de raslede, og raslen i buske af små dyr der ledte efter mad. Cujimi dansede til nettop disse lyde. skovens lyde.
hun bar en kimono med store blomster på. og som var sort i baggrunden. en kimono hun havde fået for år tilbage af sin mor inden hun døde. Cujimis gyldne øjne var kun halv åbne imens hun dansede rundt. hun stoppede op midt i lysningen og spredte armende ud og lukkede øjnene. "natur. tag mig bare med dig" hviskede hun og hvad hun mente fik man nok aldrig at vide. men hun var den hun var og ikke alt gav mening jo.

Krystallandet