Turen med hestevognen havde været bumpende, og Angelina havde været ukomfortabel i flere timer, da hun trådte ud af kareten. Hvis man troede omstændighederne ville blive bedre, når man trådte ud af det klaustrofobiske rum, så var man forkert på den. Den første lugt hun blev mødt af var fisk. Angelina hadede fisk. Alligevel klistrede hun det sukkersøde smil på sine læber, og tog imod sin mandlige partners hjælp for at komme ud af vognen. Det var ikke et sjældent syn at se de to ‘turtelduer’ sammen. Udadtil repræsenterede de alle de værdier, deres forældre og samfund havde pålagt dem. De var begge unge og smukke. I offentlighedens øjne var de også dybt forelsket - selvom historien var helt anderledes bag de lukkede døre. I løbet af hele turen havde de ikke udvekslet et eneste ord. Angelina havde kun takket ja til at komme med for at andre ikke skulle fatte mistanke, hvis hendes såkaldte kæreste vandrede rundt uden hende.

Selv når de gik arm i arm havde de en stor afstand til hinanden, når de gik rundt i menneskemængden. Dette var slet ikke som de fine komsammener Angelina var vant til. Faktisk så hun ret malplaceret ud i sin snehvide kjole, og den eneste tanke der kørte igennem hovedet på hende var, at hun ville til at hjem. Alligevel blev hun trukket rundt og blev tvunget til at smile, når hun blev introduceret til endnu et par. Når de gik, lod hun øjnene hvile i nakken af dem med tanken om, hvilket anstændigt menneske ville tage herhen frivilligt. Til sidst satte hun sig ned ved et bord, hvor hendes partner forlod hende for at… gøre et eller andet. Angelina var ligeglad med hvem eller hvad han rendte rundt med. Lige nu ville hun hellere bare sidde alene.

Brûstrithon havde for engang skyld bevæges sig ud for Dianthos og vart kommet ned på havn, det var ikke lige der han selv var mest, ikke fordi han havde noget imod havn, men det var bare ikke lige her der var flest krystaller at få finder i, da de rig købmænd var inden på markedspladsen i Dianthos. Godt nok var der da også købmænd her på havn, men ikke rigtig noget han gad at gå efter, så var der selvfølgelig udsigt udover havet og skibe men kun tegne men han gjorte det ikke gratis og kun heller ikke rigtig forstille sig, at der var nogle som gad at købe dem.

Han havde gået lidt rundt på må og få, hvor han bare havde kiggede og ikke rigtig fundet nogle han gad at sjæler fra, åh dog ankom der en hestevogn, en af de fin af dem, så der kun være at der vil kom noget spændende at holde øje med, det var et par kun han se, han synes at havde set dem før, det var nok inden i Dianthos, de var noget malplaceret i forholdet til resten af dem som var til stede, han stille sig også lidt ud da han var pænklædet, dog ikke lige så meget som dem, han var klædt i pæn sort bukser og en hvid skjorte, hvor de øverste knappe stod åbne.

Han følger efter dem på afsted, da der var for mange på gade lige nu til at kun sjæle fra dem og det skulle nok også være fyr han skulle gå efter, hvis han fik mulighed for det, efter noget tid sat hun sig ned og han forlod hende alene ved et bordet, han havde da lidt krystaller på sig, han gik over og købt til glas vin, den bedst de havde her på sted, som sikker ikke rigtig var noget, når de nu var på havn, hvorefter han gik ned til bordet hvor hun sad alene.

”Undskyld, de ligner en som godt kun bruge noget bedre selskabet inden ham de kom med” sagde han og tog rolig plads overfor hende og stille den en glas med vin foran hende, han havde godt lagt mærke til deres afsted imellem dem mens de havde gået rundt, selvom de var gået arm og arm.

Det gik ikke længe før den unge adelige ikke var alene. Selvfølglig kom pøblen løbene når hun atter var alene. Denne tanke morede hende. Hvis hun var et lys, var fattigfolkene som møl, der blev tiltrukket af hendes evige varme. En kvinde som Angelina ville aldrig få muligheden for at bruge et eneste minut alene, ikke at det gik hende på. Den unge brunette elskede at have folk til fodre det alt for store ego. Naturligvis vidste hendes håndlangere, eller såkaldte “venner”, ikke at det var sådan hun så ned på dem. Den søde og yndige maske var sat godt på plads, og det var yderst sjælendt, at folk faktisk så igennem de store brune dådyrsøjne og så ulven bag. 

“Årh det havde De da ikke behøvet. Tusinde tak,” svarede hun med en feminin stemme, der faktisk ikke var hendes naturlige. Kommentaren om, at Timothy, hendes forlovede, ikke var godt selvskab ignorerede hun. Så samme vis ignorerede hun vinglasset som den objektive flotte elever havde sat foran hende. Hun havde et par timer mere at dræbe på denne modbydelige havneplads, så hvis ikke Timothy, den tørre kiks, ville underholde hende, måtte hun finde en anden gøgler, der ville. Indtil videre lignede det, at denne fremmede havde meldt sig frivilligt til tjansen. Hm, hvorfor ikke lege lidt med ilden. “Og hvad beskæftiger sådan en anstændig mand som Dem sig med?” spurgte hun sødt og lagde hovedet en anelse på skrå. Hvis han var fra området var han sikkert fisker… hvem her var ikke fisker efterhånden.

Så måtte han se om hun vil have hans selskab eller om han bliver sendt væk, det var en chancen for det, godt nok var han selv klædt pæn på dog ikke lige så meget som hende, men det kun være at det hjalp på at hun vil, havde hans selskab og samtid om det falde i god jord at han sagde at hende tidlig selskab ikke var godt, men det kun tid kun viser om han havde heldet med sig eller ej.

Han tog plads overfor hende og nippe kort til sit glas med vin, om hun tog imod vin eller ej, var op til hende, hun havde mulighed, ikke fordi det var den bedst vin han havde smagt og hun havde hele sikket smagt bedre inden han selv havde, ”det er så lidt” svaret han på at han ikke havde behøvet det, ”prøve at slå igennem som kunstner ind i Dianthos, er herude for at få ideer til noget at tegne” sagde han og kiggede på hende, hvad hun lavet vil han ikke spørge ind til, da hun sikker ikke laver noget, hun lever sikker at hendes tidlig selskab eller af hendes forældres penge.

Det overraskede hende, at kunstnerfaget var noget elveren foran hende beskæftigede sig med. Han gav hende ikke et indtryk af at være artistisk, men man behøvede vel heller ikke at være en dygtig kunster for at kalde sig selv det. “Ser man det. Selv er jeg ganske interesseret i kunstens verden… jeg finder det inspirerende,” svarede hun og tog vinglasset i hånden, hvor hun snurrede likøren rundt i glasset. Stadig uden at tage en tår. I sandhed var hun ikke interesseret i kunsten i sig selv, men nærmere hvilket statussymbol man ville få af at indrette sit hjem med det rigtige kunst. En ukendt kunstner interesserede hende ikke medmindre der var en sandsynlighed for, at malerierne blev noget værd i den nærmeste fremtid. Angelina måtte undersøge sagen nærmere og se om hans kunst var en investering værd. Og folk der sagde, at hun ikke arbejdede for sine krystaller. Tsk tsk.

“Så har De fundet deres inspiration til Deres malerier her i Dianthos’ havneby?” Spurgte hun og nikkede omkring sig, som om at et hul som dette ville være inspirerende. Det ville kræve en helt speciel person at gøre dette sted idyllisk, og Angelina tvivlede på at denne ukendte kunstner var manden til opgaven. Stadig, hun havde brug for at dræbe et par timer endnu og Timothy var ikke til at få øje på. Tænk at hendes kommende mand ville efterlade hende med en simpel borger. Hpmf, ja så måtte hun jo vise sin trodsighed ved at underholde denne fremmede mand.

Han nikker kort til det hun sagde og smiler rolig, ”det er dejlig at møde en anden som også er interesseret kunst, så kender de måske nogle kendt kunster” spurgte han og kiggede på hende, det kun være hvis hun kendt nogle at de kun hjælp ham med at kom i kontrakt med de rigtige mennesker, om han så skulle tegne noget gratis til hende, så hun havde noget at viser frem, måtte han så gør spørgsmål vil bare være hvad det skulle være.

”Ikke helt rigtig, har nogen ide til noget, men det kraver at jeg finder det rigtig skib som er på ind eller ud af havn” sagde han og nippe kort til sit glas, det var enlig ikke nogen hele dårlig ide at han fik der men om det var noget som vil sælger var så lige det, det skulle være at han skulle ser nærmere på det, når det var han var færdig med at snakke med hende, da det godt kun virker til at hun kun snakke med ham da hun ikke har noget bedre at tage sig til.

Her tog han hende med bukserne nede. Navne huskede hun kun, hvis de havde relevans for hende. Indtil videre havde hun ikke mødt nogle indflydelsesrige kunstnere på sin vej, og dermed havde hun ikke memoreret nogle i sit lille kønne hoved. I stedet måtte hun bluffe. “Hvad der drager mig ved kunsten er ikke navnet bag, men rettere hvad værket får mig til at føle,” svarede hun for at undgå at skulle til at liste navne op. Selvfølglig kendte hun alle de basale og mest kendte kunstnere i Dianthos gade… men kun at kunne nævne de mest anerkendte kunstnere i Krystallandet ville ikke frembringe megen respekt hos en rigtig artist. Derfor måtte hun komme med sit flyvske svar.

“Et skib siger De? Og hvorfor vil De lige male et skib?” Spurgte hun næsten oprigtigt interesseret. Hvilken skønhed var der i et simpelt fragtskib som fik genstande fra havn til havn? Hvad der var mere glamourøst var genstandene indeni. Ædelstene, smykker og kjoler. De der kunne den unge adelige være med i snakken. Og ja, selvfølglig alle de rygter og historier sejlmænd kunne medbringe fra andre havne. Utroligt, hvor hurtigt en smuk kvinde som hende kunne få deres tunger på gled. Indtil videre virkede det da også til, at hun kunne få den ukendte artist til at snakke, men om han havde noget spændende at sige måtte tiden vise. Angelina forholdte sig ikke positivt til det.

Det var et godt svar hun kom med om hun kender nogle kendt kunster, ud fra det svar kun det være begge del, hun kun kende nogle eller kende ikke nogen, det var lidt hvordan man tog hendes svar på det, ”det er også selvfølgelig også rigtig, det er ikke navnet der gør det” sagde han og kiggede på hende og smiler rolig, han kendt også navn på det store ind for knustes men han kender dem ikke personlig, hvis han gjorte det vil han nok ikke sidder her.

”Tænker at fange et handles skib fra syden, der er på vej ind havn med solnedgang eller opgang i baggrund, måske kun noget, ikke lige det jeg høre eller ser mest af, så for at prøve noget andet” sagde han og nippe kort til sin vin, han kiggede kort rundt inden han opmærksomhed var tilbage på hende, ”det kan også bare være at jeg gå tom hænder herfra, det kan kun tiden vise” sagde han kort efter, han havde så set heller ikke sine ting med til at hun tegne eller male noget, men det behøver han jo ikke at fortælle hende.

At give hende ret. Arh, en smart taktik hun også ofte gjorde sig brug af. Noget i hende sagde han bluffede ligesom hun selv gjorde. Var denne herre en rigtig kunstner eller blot en bedrager, og i så fald, hvad var hans agenda? Angelina lod spekulationerne rykke tilbage i baghovedet. Selv hvis han var ude på ballade, så havde hun måder hvorpå hun kunne trække sig fra situationen. “De vil male et skib der sejler med solnedgangen i baggrunden?” Gentog hun en anelse skeptisk med løftet øjenbryn. Sikke et kedeligt svar. Sådan et værk havde hun sit tusinder af gange og stadigvæk kunne hun ikke specifikt fremkalde et eneste billede i sin hukommelse. 

“Er det ikke en anelse… sikkert?” Spurgte hun, prøvende. Gad vide om hun kunne prikke mere ud af ham? Det kunne da ikke være rigtigt, at han var draget hele vejen til Dianthos havn for sådan et simpelt syn. Et skib fra Syden? Angelina troede ikke sine egne ører. “De må ikke misforstå mig. Jeg er overbevist om, at De er en talentfuld artist, men at drage til Dianthos Havn for et simpelt syn som dette? Noget siger mig, at dette ikke er den eneste grund for De er gået i land her…” Hvis Angelina var rigtig heldig her, havde hun fået fat i den helt rigtige ende, og den ellers ligegyldige fremmede kunne komme med nogle rigtig brugbare informationer. Sladder.

Om hun tror på at han er en kunst var han ikke hele klar over men okay han havde heller ikke lige sine tegneting på sig lige nu men han havde dem i området. Man det fandt han nok ud af om hun tror på ham eller ej, og lige meget hvad gik hans tid med noget, for kryster var der ikke mange af eller nu var der nok, hvis han kun kom tæt nok på ham, hun var ankommet med, ellers måtte han gå tom hændet herfra, han rettede sit blik da hun gentog hans ord, på måde hun sagde det på lyd det ikke hele til at hun tror på og samtid det næste hun sagde, at det var derfor han var kommet herned til havn.

Han smiler svagt af det næste hun sagde, og kun se af hun lys lidt op i håbet om at få noget sladder, han nipper kort til sin vin og læner sig derefter ind over bordet til hende, ”hvad jeg har hørt rundt i kroge, ligger her et skibet fra syd, som er fyldt med ædelstene i alle verdens farver, smykker og alt hvad hjerte begærer” sagde han lavt så hun kun høre det, hvorefter han læner sig tilbage i stol og kiggede på hende, så måtte han se om det var noget hun kun brug.