I det frodige, og mildt tempererede Medanien, havde vinteren besluttet sig for at lege en særlig rolle i år. Et tykt lag sne, som var sjældent her i de mere behagelige regioner, havde indhyllet landskabet som en sjælden gave fra vinterens eget skatkammer. Bønnernes huse, normalt omgivet af farverige marker og saftige afgrøder, blev nu omfavnet af den stille hvide ro. Tagene bar tunge byrder af sne, og røg fra skorstene dansede op i den klare vinterluft som et fredeligt ballet. Langs snoede stier, som normalt ledte til livlige markedspladser, var fodspor af bønder, der udforskede det uvante vinterlandskab. Deres ånde forsvandt som små skyer, og deres røde kinder glødede mod den blanke hvide baggrund. 

Lyden af knirkende sne under Coralines støvler skabte en melodi af vinter. Hvert fodspor, hun satte, syntes at være en dronningens stempel, og snefnug klamrede sig til hendes bøjede lokker som diamanter i en fin krone. Det var en smuk, men bidende dag, og Coraline var klædt fra top til tå i det varmeste lag af klæder hun kunne finde frem. En mørkeblå frakke i skarp kontrast til det rene, hvide vinterlandskab, og et uldent halstørklæde af mørkt strik, pakket nydeligt rundt om hende, så hun kunne holde varmen.

Skønt det hele var så smukt omkring hende, var der en bekymret mine der malede hendes lyse ansigt. En knapt så god nyhed, var på hendes tanker. Balletten, hvori hun endelig skulle være hovedrollen, var nu udsat for truslen om en uvelkommen aflysning. En meddelelse, afleveret med en subtil alvor af hendes balletlærer, havde plantet frøet af uro i hendes hjerte. Hendes dansepartner, kunne ikke danse, og der var ingen substitut til rollen; Et brækket ben var nu ikke blot et personligt anliggende, men en truende sky over hele produktionen.

Hænderne der var dækket af bløde luffer, knugede om hendes flettede kurv, mens hvert skridt førte hende hurtigere hjem. Selv i det kolde skær af vinterens ankomst bevarede borgen sin imponerende varme, og de storslåede vinduer, flankeret af iskrystaller, blinkede som juveler i den frosne scene. Det blev rart at komme indenfor til en varm kop te og noget frokost, trøstede hun sig selv med, mens hun en smule desorienteret, dyb i sine tanker, åbnede den store låge til stien der førte op til indgangen. 

"Åh -" udbrød hun dog forskrækket, og blikket flakkede ,med bankende hjerte, til personen der stod foran hende der travlt var optaget med at skovle sne fri fra stien. 

 Valdemar havde været i Medanien i en måneds tid, levet af forskellige småjobs. Han vidste at han kunne tage til de Montclair borgen, at der altid var arbejde at hente der, men hver gang han tænkte på det blev han varm i kinderne og hjertet bankede hurtigere inde bag den spinkle brystkasse. Det var ikke fordi han ikke kunne lide at være der, de var gode ved ham, og han blev betalt godt. Han blev bare altid så forvirret og forlegen omkring den unge Coraline de Montclair. Han kom ikke uden om at de var gode venner, og selvom han havde svært ved at slippe formaliteterne nød han hendes selskab. 
   Sneen der så pludselig var faldet fra himlen hen over natten, havde både slukket Fredskilde og sat gang i den på samme tid. Så mange ting var gået i stå på grund af det tykke lag sne, men byen myldrede alligevel med folk der kæmpede for at rydde vejene så hverdagen kunne fortsætte trods det kolde vejr. Valdemar var sprunget til for at hjælpe hvor han kunne, selvfølgelig med udsigt til at blive betalt. Det var her han var stødt på Greve Henri de Montclair, der havde tilbudt ham et lift til borgen, så han kunne komme og hjælpe dem. Et tilbud han ikke kunne få sig til at takke nej til. 

 Borgen havde masser af stier og områder der skulle rydde for sne, og det var hvad Valdemar var i gang med sammen med flere andre arbejdsdrenge. Optaget af arbejdet lagde Valdemar ikke mærke til at lågen blev åbnet før midt i at han var ved at smide en skovlfuld sne afsted. Noget der resulterede i at han stoppede midt i kastet i stedet stoppede op og sneen fløj ud over personen. Valdemar fik store, paniske øjne som han gispede og slap skovlen, så den faldt til jorden med et dunk. 
 " Åh! Frøken de Montclair! Undskyld! " Trods kulden, følte Valdemar sig pludselig utrolig varm, som han forlegent begyndte at børste Coraline fri af sneen han lige havde smidt i ansigtet på hende. 

En sky af sne svirrede gennem luften og landede med et let brag på Coralines ansigt og skuldre. Hun var ikke kun overrasket, men også dækket af et lag sne, der både hang i hendes mørke lokker, og kølede hendes ansigt. Coraline reagerede som enhver normal person ville gøre - med et chok. Instinktivt hævede skuldrene sig til ørerne som forsvar mod den pludselige kulde, og hendes øjne blev presset sammen som om de prøvede at undgå det uundgåelige sne-angreb. Der stod hun, næsten frosset i bevægelsen, indhyllet af vinterens hvide klæder. 

Et øjeblik af forundring blev brudt, da hun så op og mødte blikket af en person, hvis ansigt, lige så overrasket som hendes eget, kiggede ud under en hue. "Valdemar?" udbrød hun overrasket, da det gik op for hende hvem der stod foran hende og forlegent børstede hende fri fra sne. Den før, anstrengte grimasse ændrede sig til et af gensyns glæde, og øjnene åbnede sig større og glitrede varmt, mens smilet bredte sig. "Valdemar!" klukkede hun begejstret, og svang armene om ham i et velkomst kram - tydeligvis ikke påvirket af sneen der stadig lå på hende.
"Jeg vidste ikke at du kom! Sikke en overraskelse," sagde hun, stadig med lige så meget begejstring som før, og trak sig lidt ud fra ham, stadig med hænderne på hans overarme. Coraline havde altid været det modsatte af berøringsangst, og det kom meget til udtryk blandt de mennesker hun kaldte sine venner. 

 Valdemar var godt i gang med at børste Coraline af for sne, da hun første gang sagde hans navn. Det havde virkelig ikke været hans hensigt at kaste sne lige i hovedet på hende, og han gav sig selv mentale dummeslag for ikke at have forsat med bevægelsen så sneen bare var ramt forbi hende. Dumme dumme Valdemar.. 
 " Ja, undskyld Frøken Montclair! " Undskyldte han igen, som svar på hun sagde hans navn. Forsøget på at sne-fri hende stoppede dog brat da et par arme omfavnede ham, og låste han lidt fast. Ubevidst holdt han vejret. Blev helt stiv og mærkede blodet løbe endnu mere op i kinderne. Han kunne sikkert smelte sneen væk hvis han kiggede helt rigtigt på det. 

 " Det gjorde jeg heller ikke.. " Svarede han akavet tilbage, mens han kiggede på hende da hun trak sig lidt tilbage, uden at møde hendes blik. Kinderne var røde, mere end fra kulden, men Valdemar håbede at Coraline ikke lagde mærke til det. Han vænnede sig nok aldrig til hun var så nærgående.
 " Eller altså.. Det var ikke.. " faldt han lidt over ordene, som han indså hans svar ikke helt gav mening.
 " Jeg mødte Greven i Zircon.. " Han håbede det var forklaring nok. At det ikke havde været hans plan at komme, men så mødte han Greven. Blikket flyttede sig ned på jorden foran dem, ude af stand til helt at finde ud af hvad han skulle gøre.
 " Undskyld for sne-angrebet.. " mumlede han igen, da han ikke følte han havde sagt ordenligt undskyld endnu. Eller at den i hvert fald ikke var blevet taget imod endnu. 

 Coralines smil forblev usvækket, selv mens Valdemar fumlede efter svar. Et undertrykt fnis truede med at undslippe hendes læber, men hun holdt det tilbage, bidende let i indersiden af kinden. Hendes blik forlod aldrig den højere drengs ansigt, som om hendes ivrige øjne kæmpede for at nå hans, men aldrig helt fangede dem.

"Nå, sådan," sagde hun, med et lille nik som respons på Valdemars information. Det forklarede også, hvorfor hun ikke havde hørt om hans forestående ankomst. Hendes hænder, der før havde hvilet på hans skuldre, slap nu og fandt en ny position på hendes hofter, mens hun betragtede ham. Hendes læber spidsede sig let ved erindringen om, at han havde kaldt hende ved hendes efternavn. Hvor mange gange skulle hun rette ham?

 "Coraline," rettede hun ham, en smule forsinket, "du behøver ikke at kalde mig ved efternavn, ved du da," sagde hun med en let vift med hånden, som om det var ganske fjollet af ham at gøre det.

 Da Valdemar undskyldte for sneangrebet, hævede Coraline sine vante-hænder til sine rødmossede kinder. Hun tørrede nænsomt det resterende fugt væk, som sneen så fint havde smeltet på hendes hud. 
 "Det er okay - det fik mig da til at vågne," klukkede hun mildt og tog et langt sug ind af næsen, mens hun justerede sin holdning en anelse. Som skulle hun til at dele en hemmelighed med drengen foran sig, så hun forbi Valdemar, og derefter tilbage på ham. 
 "Vil du ikke gøre mig selskab til frokost?" spurgte hun venligt, stemmen dæmpet, men der var noget i hendes tone, der antydede, at hvis han sagde nej, ville hun bare plage ham indtil han sagde ja. "Du må vel snart have pause."

 Valdemar vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv det meste af tiden i Coralines selskab. Hendes søde duft og store blik gjorde ham altid så varm i kinderne, hendes munter latter fik ham til at tabe ordene og de livlige øjne der så intenst stirrede på ham som om de vidste eller ville vide alt, fik ham til at føle sig set - noget han ikke vidste hvordan han havde det med. Valdemars eget blik var vendt lidt væk fra den livsglade pige foran ham, men ikke så det virkede som om han ikke ville være der med hende.
 "  Undskyld frøk.. urhmm Coraline.. " Var det muligt rødmede Valdemar kun endnu mere, som han denne gang undskyldte for fin tiltale. Den ene, handske beklædte hånd løftede sig op i nakken, og Valdemar kløede sig lidt i håret inden den faldt ned langs siden igen. Han ville helst ikke have sne i nakken. 

 Det brændte nærmest i Valdemar at undskylde igen, da hun sagde det fik hende til at vågne, men inden han fik mumlede ordet ud, blev han stillet et spørgsmål.
" Eh.. " Pause.. Valdemar kiggede lidt rundt og så på stien der kun manglede et par meter mere at blive ryddet. Læberne pressede sig let sammen inden han så på hende. Han vidste han ikke fik lov til at sige nej, men han ville heller ikke komme i problemer med Greven allerede. Lidt usikkert sank han en klump inden han nikkede. Greven kunne vel heller ikke blive alt for sur, når det var Coraline der havde fået ham til at stoppe arbejdet?
 " Jeg er næsten færdig med stien, " Endte han blot med at svare. Han kunne måske også godt trænge til at komme lidt ind i varmen. Valdemar bankede de efterhånden tunge handsker sammen for at slå lidt af sneen og isen af dem, inden at kiggede rundt efter skovlen han panisk havde smidt fra sig. 

 Udstrålingen fra Valdemar, var ofte en af usikkerhed, som om han hele tiden forventede at han ville blive skældt ud eller dømt for sin opførsel når det mindst ventede ham. Coraline var klar over at noget fra hans fortid måtte have kommet i klemme hos ham i nutiden, men hun kunne ikke gennemskue hvad. Han snakkede aldrig rigtig om sig selv i hendes selskab, medmindre hun virkelig fik presset svar ud af ham. En eller anden dag håbede hun blot at han ville åbne sig op til hende. Indtil da, kunne Coraline ikke lade være med at drille ham lidt, eller i hvert fald have lysten til det - men aldrig noget der kunne tolkes som værende modbydeligt. Det var altid i kærligt og venskabeligt henseende. Coraline løftede mundvigende til et tilfreds smil da han sagde hendes fornavn, og puffede lidt til hans arm, "Se, det var da ikke så svært." 

 "Jamen så kommer du bare indenfor når du er færdig." svarede hun glædeligt, så et smilehul kom til syne på hendes kind. "Du siger bare til Ragnild at jeg venter dig, så fører hun dig til mig." forklarede hun, og bemærkede Valdemars blik vandre søgende rundt. Skovlen, formodede hun, og samlede den op til ham med ynde, efter hun selv fik øje på den. Coraline rakte den til ham. "Vi ses om lidt," lød det forventningsfuldt, og hun gik forbi ham stadig med smilet hængende om læberne. Hun havde næsten glemt den dårlige nyhed fra imorges, men også kun næsten. 

Overtøjet kom af, og kurven med hendes ballet tøj, blev stillet på gulvet. "Goddag Ragnild," sagde hun mildt til tjenestepigen og forklarede at Valdemar skulle være med til frokost når han var færdig. Coraline bukkede sig ned og fik bundet sine støvler op, for så at stille dem på en måtte hvor de kunne tørre den våde sne af sig. Et par udvekslinger blev taget mellem de to piger inden Coraline søgte mod sit værelse for at klæde om til en langærmet kjole i den fineste himmelblå farve. Der var frynser ved skuldrene og i bunden af kjolen. På ryggen var der bundet en sløjfe for at gøre hendes talje mere synlig. Hun plantede fødderne i nogle varme tøfler, inden hun bevægede sig ned i opholdsstuen, hvor frokosten var ved at blive gjort klar til servering. Hendes moder var til en frokost aftale med sine veninder, og hendes far, greven, ville ikke nå hjem til frokost. Så det var kun hende og Valdemar alene.  

 Forlegent løftede skuldrene sig op til ørene som Coraline så drillende prikkede til Valdemars vaner. En mild, akavet latter forlod ham, for han vidste ikke hvad han skulle sige. Det virkede så forkert at tiltale dem med højere social status, ved blot fornavn. Især når man arbejdede for ham. 
 " Mh.. Nej.. " Lød det mumlede far de kolde læber. Han ville helt sikkert fejle igen. 
 Skovlen blev rakt frem mod ham og Valdemar nikkede som han tog imod den. Sig til Ragnild du venter - tænkte ham. Det var meningen han ville sige dem højt, vise han havde hørt hende, men det var som om ordene satte sig fast i halsen da hun begyndte at gå. Valdemar endte med at stå og kigge lidt efter adelspigen med lune kinder. 

  Det tog Valdemar en halv times tid at blive færdig med snerydningen, og efter at have sat skovlen på sin plads, stod han et kvarters-tid foran døren og prøvede at samle sig mod til at gå ind. Hjertet bankede hurtigt og nervøst inde bag de mange lag tøj. Kinderne havde ikke virket til at miste deres farve eller varme siden Coraline var nærmest stødt ind i Valdemar. Det virkede meget særligt at være alene med adelspigen. Det gjorde det hver gang. Valdemar forstod ikke hvorfor - hvorfor hun ville snakke med ham, hvorfor hun gad være alene med ham, hvorfor hun var så venlig over for ham. Det var svært ikke at tænke hun ville have noget for det. Det var jo sådan alting virkede. Noget for noget. 
 Valdemar nåede aldrig selv at tage sig sammen til at gå ind. I stedet åbnede døren foran ham, og en tjenestepige vinkede ham ind og hjalp ham lidt med overtøjet. 
 " Frøken Montclair venter på Dem. " Og hun første den usikre knægt ind til adelsdatteren. 

 I det stille øjeblik, hvor Coraline fandt sig selv alene hjemme, kunne hun endelig tillade sig at lade kroppen synke ned i sofaens bløde puder uden at bekymre sig om at opretholde nogen fin facade. Hun lod sig langsomt glide tilbage, og lod komforten i det rolige miljø omslutte hende som et varmt tæppe af velvære.

 Spisestuen og testuen var et stort rum delt op af en glasdør med tykke, polerede bronzeframer. Ved den ene ende af testuen, hvor Coraline havde slået sig ned, dansede flammerne i pejsen, der knitrede varmt og udsendte en beroligende glød. Hun havde indtaget plads i en to-personers sofa, hvis sarte, olivengrønne farve var blevet vævet sammen med broderede billeder af jasminblomster og sirlige grene på sofahynderne. Overfor hende stod to stole, matchende i farve og polstring, og imellem dem hvilede et bredt, men lavt mahognibord, som inviterede til samtale og deling af tanker. 

 Coraline fangede alligevel sig selv i at sætte sig op med rank og elegant ryg, som en rigtig fin kvinde af adelig status, og en ægte balletdanserinde, da hun så Ragnild føre Valdemar ind i stuen til hende. Læberne formede sig glædeligt, og skilte sig ad så hendes tænder lyste op i et varmt smil. Teen, og de små anretninger af sandwiches, lemonader, petit fours, og andet af god substans stod fremme på det velopdækkede stuebord. 

 "Bare sæt dig hvor du vil, Valdemar." sagde hun begejstret, og rettede lidt på sin kjoles folder ved at gnide hænderne henover stoffet på sine lår. "Fryser du? Jeg kan godt give dig et tæppe hvis du vil have det." spurgte hun høfligt og tilbød på samme tid mens hun samlede et blødt tæppe op i hænderne som havde hængt på armen af sofaen. 

 I forhold til Valdemar blot var en simpel tjenestedreng, der på må og få fik arbejde hos Montclair-familien, havde han været inden for overraskende mange gange. Det havde dog ikke gjort ham mere tilpas, eller fik ham til at virke mindre ved siden af sig selv. Det var så stort og flot et sted, og Valdemar var så bange for at ødelægge noget.

 Kulden sad stadig i kinderne, og Valdemar snøftede lidt som varmen fra pejsen fik næsen til at løbe. Det grå-grønne blik gled lidt rundt på møblerne, usikker på hvor det ville være passende at sætte sig. En lille del af ham havde lyst til at sætte sig på sofaen ved Coraline, men bare tanken fik blodet til at varme kinderne op og få den røde farve til at brede sig mere i hele ansigtet.

 " Oh, eh.. det.." Coraline var allerede igang med at samle tæppet, og selvom Valdemar følte han nok skulle klare sig, endte han med at nikke lidt og gå hen og tage imod tæppet. Fingrene strejfede kort hinanden - Valdemars kolde og Coraline varme, en påmindelse om hvor forskellige de var - og Valdemar mærkede varme fra adelspigen brede sig til hele hans krop.
 " Undskyld.. Og mange tak, frøøk.. Coraline." Læberne pressede sig sammen og Valdemar slog flovt blikket ned, inden han fik sat sig hen i stolen, med tæppet om skuldrene.

 Tæppet rakte Coraline glædeligt frem, og da Valdemar tog imod det, mærkede hun de kølige fingerspidser mod sin hud. Hun gøs indvendig ved temperaturforskellen, og det sendte en lille flygtig kuldegysning ned ad hendes arm. Deres blikke var kortvarigt fanget af hinanden, og jo mere usikkerhed der brændte bag den andens grågrønne iriser, jo mere varme strålede der i hendes egne. 

Ragnild så på de unge børn diskret, specielt Valdemar, og løftede mundvigene en anelse og sænkede blikket til tekanden før hun hældte te op til dem begge. "Sig endelig til hvis I mangler noget," lød det høfligt fra hende, før hun gjorde et lille buk, og efterlod dem til sig selv. 

"Tak, Ragnild," lød det mildt fra Coraline, og samlede en lille petit four op med en kagepincet. De chokoladebrune øjne iagttog Valdemar, der havde taget tæppet om sine skuldre. Hvordan kontrasten af dens farve, komplimenterede pigmenten i hans hud. 
 
"Lysegrøn klæder dig," pointerede hun med en sød klukken. Fordybningen i hendes kinder blev afsløret da hun sendte ham et udspekuleret smil. Hun var allerede begyndt at forestille sig Valdemar, i en sart grønlig silkevest med guldbroderi og des lige. Klædte ham på i tankerne fra top til tå. Hun vurderede, at med de rigtige klæder, ville Valdemar fremstå temmelig nydelig. Ikke at der var noget forkert i hvordan han gik klædt.. men altså. 
 "Det ville også matche dine øjne," tilføjede hun og lænede sig frem for at sikre sig. Betragtede den andens øjenfarve, og konstaterede at hun havde ret. Hun rettede sig tilbage i sofaen, og stak en lille dessert gaffel i sin chokolade petitfour og smagte den. 

Varmen der havde spredt sig i Valdemars krop og videre op til kinderne, fik hans ansigt til at brænde. Han var mere end bevidst om det, men vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre ved det. Det store temperatur skift var jo bare hvad det var.
Blikket løftede sig mod den ældre tjenestepige uden at han rigtig så på hende. Nikkede lidt til de skulle sige til, men det virkede så underligt for ham. De var jo på lige fod her, begge undermænd til adelsfamilien. Han var ikke sikker på han nogensinde kunne få sig til at spørge om noget fra hende, og han bildte sig selv ind, at hun også ville se skævt til ham hvis han gjorde.

Blikket flyttede sig hen mod Coraline, som hun komplimenterede ham, inden han så ned af sig selv. Det var da utroligt så varmt han kinder blev ved med at have det. Han rømmede sig let og løftede skulderne lidt.
" Oh.. Tak. " Han kløede sig lidt på kinden, og slog blikket ud til siden. Ud af øjenkrogen kunne han se hvordan hun kiggede på ham, blikket overvejende og koncentreret. Helt automatisk rettede han sig let en smule mere op, som hun lænede sig frem, selvom der stadig var en ganske anstændig afstand mellem dem. Det virkede bare så forbudt når den unge adelspige om tæt på ham.

" Mine øjne..?" Fik han en smule forvirret spurgt over den lidt mystisk kommentar.

"Mh!" Kom det ivrigt fra Coraline mens hun forsøgte at synke sin petitfour, og svare Valdemar på samme tid. Hun havde dog taget en lidt for stor bid, og måtte tygge en hurtig omgang, mens hun skjulte munden bag et par af sine fingre for at være høflig.

"Dine øjne, ja." Svarede hun endelig, og duppede munden med en serviet for en sikkerhedsskyld - det ville være noget så pinligt at konversere med chokolade i mundvigen. 
"De er meget specielle - den farve grøn tror jeg er sjælden." Forsatte hun med sin samme energiske glød i øjnene, "Men det har du måske aldrig tænkt over, Valdemar?" Han havde lydt så forvirret. Hun lagde hovedet på skrå, og betragtede ham et øjeblik. Hans røde kinder, næssetippen der stadig havde sin røde glød fra kulden udenfor og det lidt rodede hår. Ja, hans øjne var helt klart det første hun lagde mærke til når hun så på ham. 

Mens hun ventede på at Valdemar sagde noget, tog hun endnu en bid af kagen, og skyllede den ned med teen der også stod på bordet.