De gyldne lokker dansede rundt som Edvard som svansede ned af Dianthos gader. Dianthos. Det var i sandhed en vidunderlig by! Solen skinnede, og selvom efterårs kulden virkede bidende, hev det ikke Edvards humør ned, som han nød byens summende liv. 
 " Sik' en dejli' da' det er i da'.. " Lød det i en lav, munter nynnen, mens de nærmest hoppede skridt bragte Edvard frem. 

 De muntre toner stoppede dog brat, da Edvard fik trådt skævt ned på en brosten og mistede balancen. Snublende vaklede mennesket frem indtil han ramte ind i en åben tønde. Klodset som han var i sin menneske krop, væltede han ned i tønden, som efterfølgende væltede med ham og begyndte at trille ned af gaden. 
 " Aaargh! " Lød det paniske skrig som han trillede afsted.

Selvom Oskari var mest at finde på det åbne hav med vinden i de gyldne lokker, var det heller ikke underligt at se ham marchere rundt til lands. I dag var ingen undtagelse, og Oskari vandrede langs Dianthos' velkendte markedsplads i søgen efter et par nye skindstøvler til vinterens kommen. 

Med hænderne flettet på ryggen, og brystet skudt selvtilfredst frem i flådens officer uniform, tog han et godt kig på varerne. Det var først da der skete et underligt påstyr bag ham at han vendte sig undrende rundt for at finde ud af hvad der dog gik for sig, men til hans uheld: meget forsent til at reagere på den faretruende tønde der kom trillende imod ham. 
De blå øjne skød op i forbavset chok.
"hvad i---" ytrede Oskari automatisk i forsøget at træde væk fra tøndens rute, men til sit mishag ramte den ham med et brag så han væltede bagud med en høj jamren, ind i boden med ruskindshandsker og hatte der røg til alle sider. 

 Som noget man kun hørte om i røverhistorier tog tønden til i fart, selvom det ikke just gik ned af bakke. Edvard sprællede forvirret og utilpas inde i tønden, noget der nok bidrog til tøndens momentum. Menneske skrigene tog til jo længere Edvard var i tønden, og blev mere ujævne som han følte han blev kastet rundt i tønden. 
 Gaden blev ryddet som var Edvard en royal der kom vandrende ned af gaden, men det var nok mere for deres egen sikkerheds skyld de sprang væk fra hans rullende vej. Edvard håbede dog inderligt at nogen snart ville stoppe ham, for det var som om maven ville snorre den modsatte vej af tønden. 

 Bedst som Edvard tænkte at han var dømt til at rulle i tønden resten af sit liv, blev luften slået ud af ham, da tønden meget brat stoppede sin gentagende bevægelse og Edvard blev kastet hårdt ind mod kanten. Det sortnede for hans øjne, og han mærkede omgivelserne virkede til at forsvinde omkring. En klagende, smertelig lyd forlod ham som han kæmpede med at holde sig vågen, men den snurrende fornemmelse blandet med slagene han havde fået, gjorde det nærmest umuligt.
 " Uuurgh... " Som det hele blev sort for Edvard og han besvimede, forsvandt hans mulighed for at holde gang i sine forhandlingsevne også, og den lyshårede, smukke, menneskekrop forvandlede sig til en lille, grim, alfekrop, der let kunne blive væk i tøndens mørke. 

 Helt omtumlet missede flådens officer med de klare øjne efter sin uelegante landing i handelsvarerne. En handske gled ned ad Oskaris ansigt der var blevet en blanding af forfjamsket harme ved sådan en forlegenhed. Manden der tilsyneladende ejede biksen kom helt forvirret til undsætning og forsøgte at hjælpe Oskari op at stå, som ganske modvilligt tog imod hjælpen. Hvad tænkte folkene dog ikke om at sådan en hæderlig mand, var væltet som en anden skønjomfru i nød? Han var rød over næsen, og løftede hånden for at få afstand til sælgeren så han kunne rette på sin uniform med en svag rømmelse.

 Efter at Oskari fik rettet på sig selv, og ømmet ryggen, hjalp han med et samle et par handsker op fra den kolde jord og rakte dem til manden der selv var ved at rydde op i det påstyret havde skabt. Blikket gled til tønden der var synderen af det hele, og han måtte simpelthen vide hvad, eller hvem der havde været deri - for vægten havde føltes tungere end hvis den blot havde været tom. 

 "Øh?" Han mimrede forvirret med læberne så det velplejede overskæg bevægede sig lidt i takt. Det var svært at se om der lå noget nede i mørket, og med begge hænder stramt på tøndens kanter, stak han hovedet en anelse fjollet derned for at se om han blot led af et øjebliks blindhed. Den ene hånd kom med ned for at føle, og da han mærkede noget ramme fingrene - jog han armen til sig og trak sig op med en ufrivillig lyd af forskrækkelse. Han tørrede hånden af i sin brystkasse, og rynkede panden. Så der var altså noget dernede, men væsentligt mindre end han havde regnet med. Var dét et dyr dernede, fik han medlidenhed, og tog derefter hånden ned i tønden igen for at samle væsnet op. 

 Et lille forundret sæt gik igennem kroppen på officeren der han fik set en ekstra gang på hvad han havde i hænderne. Ved første øjekast havde han troet det var en frø - men den havde vinger, og lignede mest af alt et lille menneske. Et meget grimt lille menneske. Han rynkede på næsen over dens udseende, men havde alligevel en svaghed for små væsner der mindede om grimme dyr. 

 "Der er intet at se her," sagde han med en stemme der forlangte respekt, og pressede den lille krop beskyttende mod sin egen. Han kunne mærke det bankende hjerte i sine hænder - og det han gættede sig til var en alf, var nok besvimet af tøndens voldsomme færd. Han beklagede hurtigt til sælgeren der led mest last inden han vendte sig om for at gå. 

 Indkøbene måtte vente til senere, og han tog den lille sjæl med hjem til sin bolig for at sikre sig at den kunne komme til sig selv med hvile. Han havde lagt den i sin seng, og uden egentlig at vide hvad alfer spiste, havde han lavet en lille skål med sukkerknalder, frugtstykker og lidt vand, og stillet ved siden af den i sengen, til når den vågnede. Oskari havde derefter sat sig ved et skrivebord for at gennemgå nogle dokumenter mens han ventede på at den lille alf kom til sig selv. 

 En dunken mod hele den lille krop, og fornemmelsen af at blive klemt, ramte Edvards underbevidsthed. En lyd bankede rytmisk i takt med dunkene. Det var på en og samme tid foruroligende og beroligende. Holdt den udslåede alf besvimet. Der var jo ingen farer at skulle beskytte sig fra.

 Omtåget vågnede Edvard op efter et godt stykke tid. Øjnene forblev lukket, mens hænderne og benene strakte sig i en mærkende fascon på det bløde underlag han lå på. Hovedet virkede stadig til at snurre rundt fra rulleturen, for en ting var da sikkert - så blød var jorden da i hver fald ikke . Et overvejende brum forlod det lille væsen,inden en tanke sneg sig forbi.
 " Jeg er for ung til at være død! * gispede Edvard fortvivlet, idet han satte sig op med et sæt og slog øjnene op, og betragte de himmelske omgivelser. De var ikke just hvad han havde forventet... Det lignede mest af alt et forvokset menneske hjem. Forvokset menneske hjem.. Blikket flyttede sig ned af kroppen, og synet fik et mere hvinende gisp til at forlade Edvard. Med det samme kneb han øjnene sammen, dels i væmmelse over synet, dels for at koncentrere sig, så den lille alfektop kunne vokse sig stor, og efterlade den smukke, lyshåret menneske knægt i dens sted. Tøj og hår sad rodet efter rulleturen, og han var snavset, men væmmelsen ved sig selv var væk, og han sad mere afslappet på sengen, selvom han ikke havde den mindste ide om hvor han var. Det her var i hvert fald ikke markedspladsen.

 Oskari var luntet ud i køkkenet for at strække benene og lave sig en kop te. Man kunne blive noget så stiv i nakken når man sad og skulle skrive rapporter, eller gennemtjekke det samme. Alfen så alligevel ikke ud til at vågne foreløbig, og han undrede sig, mens vandet kogte, om dens lille uheld var af mere alvorlig karakter. Nu måtte han bare vente og se. 

 I dybe tanker traskede han tilbage til værelset, en kop te i den ene hånd, og den anden masserende i nakken. De klare øjne var åndsfraværende, mens tankerne vandrede til havet - og blikket gled rundt i rummet uden egentlig at se. Der sad et menneske i sengen. 

...... Der sad et menneske i sengen.

Øjnene kiggede en ekstra hurtig gang, udvidede sig forskrækket og hans hals undslap en uvilkårlig lyd. 
"HA-ARGH!"  Et ryk gik igennem kroppen og han tabte sin kop, så den bragede på gulvet. Varmt vand udover det hele. 

 Hjertet hamrede forvirret, og med ét sendte han den fremmede mand, der sad i hans seng (Oven på alfen??) et vredt udtryk. Han greb ud efter det første han lige umiddelbart kunne finde, hvilket var et langt skohorn, og pegede i retningen mod ham. 
"Hvem i zalans forgård er du?" 

 Det blå blik så en smule søgende rundt i værelset han sad i, prøvede at gennemskue hvor han var - havde han glemt han var gået herhen? Men det var jo ikke han eget hjem.. Han brummede tænkende over situationen da hvad han bedst kunne beskrive som en mislykket skrig hev han opmærksomhed mod indgangen til rummet.
 " AARGH! " Lød det nærmest som om Edvard skreg tilbage.

 Som et skohorn blev peget i Edvards retning, frem den forklædte alf fat i det første han kunne til at forsvare sig med - en pude - og forsøgte at pege den frem mod mennesket i samme manér som skohornet blev peget.
 " Edvard!? Hvem er du? Du har kidnappet mig! " En alvorlig anklage, men hvordan skulle han ellers forklare at være et sted han ikke anede hvor var?
 " Det her er ikke Markedspladsen!" Det her var i hvert fald ikke Edvards skyld, og han fandt sig ikke i at blive beskyldt for hvad end manden havde i tanker at beskylde ham for, når han ikke havde gjort noget.

Den her eftermiddag blev da kun, mere og mere besynderlig. Med pulsen faretruende ved at springe i halsen, stod Oskari forsat og holdt skohornet stift frem for sig. Hvem var han, hvorfor var han i Oskaris hjem, og hvorfor havde han sat sig oven på alfen? Alle disse spørgsmål tonsede rundt i ring i officerens tanker, mens han forsøgte at finde hoved og hale i det hele. 

"Edvard?!" gentog han endnu mere forvirret end før. Det svarede på hans spørgsmål, men det var egentlig ikke det han ville have spurgt om. I munden på den anden fik han braget, "Hvad laver du i min seng?!" og lige som han færddiggjorde sætningen, fangede han hvad 'denne Edvard' anklagede Oskari for. 
"Kidnappet?!" snerrede han i vantro, og svingede lidt med skohornet.
 "Hvorfor i alverden skulle jeg dog kidnappe dig?" tænkte han højt, og prustede lidt forvirret. Han trådte henover vandet på gulvet, og bandede lidt indeni over situationen han befandt sig i. Nu har han da aldrig - skulle en flådens officer kidnappe nogen? Sikke noget forbandet vrøvl. 

 Stadig med skohornet holdt foran sig i strakt arm, pressede han den mod puden som Edvard holdt frem - og kom tættere på den fremmede blonde gut. Et ømt forsøg på at sikre sig at Edvard ikke bed, eller fandt på nogle andre luskede kneb. Ligesom at han havde lusket sig ind i Oskaris hjem. Markedspladsen? Har han været på markedspladsen? 
 "Er du pissefuld eller hvad?" kom det irriteret fra ham med en dømmende rynken på næsen
 "Desuden tror jeg at du sidder på nogen." kom det fra ham, lidt panikslagent, men forsøgte at kontrollere stemmen. Det virkede vigtigt for Oskari, at Edvard skulle flytte rumpetten. 

 Ingen af dem virkede til at vide hvorfor Edvard var i sengen, og det fik Edvard til at tænke det måtte være første gang manden kidnappede nogle. Forventede han at folk bare forsvandt når man kidnappede dem? De gyldne lokker viftede let omkring hovedet som Edvard ganske let rystede på hovedet og trak på skulderne.
 " Fordi jeg ser godt ud? " Edvard vidste da ikke hvorfor han var kidnapningsmateriale. Men det var da lidt smigrende. Han vidste generelt ikke helt så meget om kidnapninger, hvorfor folk gjorde det og sådan, så hvor fra skulle han vide hvad denne kidnapper tænkte.

 Da der kom lidt pres mod puden Edvard holdte frem, tog han fat med begge hænder i den, og strakte armene så langt frem han kunne for at holde manden væk. Hvem vidste hvad han kunne finde på!? Næsen rynkede sig lidt utilfreds da han blev beskyldt for at være fuld.
 " Er du!? " Skød han bare anklagende tilbage, som blikket gled ned over manden. Det kunne sikkert forklare en masse.

 Et forskrækket og ubekvemt hvin lød fra Edvard da han blev beskyldt for at sidde oven på nogen, og han fik hurtigt rejst sig op, væk fra hvem end han sad på, og så på den tomme plads. Panden rynkede sig forvirret mens han blinkede et par gange ekstra - i tilfælde af at han bare ikke lige kunne se. Men der var altså ingen. Edvard gispede forarget da han indså hvad der var sket, og hastigt bukkede han sig frem over, med røven vendt mod kidnapperen.
 " Få dem ud! De må være kravlet op i mig! Åh ved guderne, hjælp mig dog!" Lød det panisk fra Edvard, der trippede lidt på stedet. Han stoppede op da han kom til at tænke på, manden jo ikke kunne gøre noget så længe han havde bukserne på, så han begyndte med hastige bevægelser at spænde bukserne op for at kunne komme til at trække dem ned.

"Hvar..?" vrængede han ligeledes forfærdet og ligeledes i vantro. Fordi han ser godt ud?! Oskari slog sin frie arm opgivende ud til siden og fnøs frustreret ud af næsen så næseborene nærmest vibrerede. Ude af stand til at kommentere på det, stirrede han blot målløs på den anden. Det her er latterligt, tænkte han sammenbidt, og kørte nu hånden der svang til siden, op gennem de jordbærblonde lokker. Manden foran ham måtte drive gæk med ham. Han kunne ikke bare sidde der i hans seng, og slynge om sig med kommentarer om at 'han så godt ud' som grund. 

De himmelblå øjne, gnitrede skarpt af provokation da Edvard slyngede hans spørgsmål direkte tilbage. 
"Hvor vover du?!" udbrød han i en tone højere end hvad der var professionelt. Men så var det godt at han ikke var i uniform i dag. Den hang pænt og velstrøget i hans skab. Lige nu var han klædt i en skjorte der var knappet op ved halsen, og nogle lyse bukser der mindede meget om dem der hørte til hans officer klæder. 

Og så kom hvinet, Oskaris panik måtte have smittet af på den fremmede, men det var da kun forståeligt, når han sådan havde sat sig på en lille alf i sengen! Af alle steder han kunne placere måsen.. Oskari gispede selv og trådte et skridt baglæns da Edvard fik rejst sig. Han forsøgte at skæve forbi den andens vilde fakter, hen mod sengen, men han kunne ikke se nogen fladmast lille person på madrassen. Lidt ude af den selv, flakkede blikket stift tilbage mod Edvard der pludselig bukkede sig frem, og strittede med måsen som en hund i løbetid. 
 "Kravlet OP i dig?" kunne alfer det? Hans blik flakkede fra sengen til den andens numse, og han forsøgte at bøje sig lidt ned for at skæve under sengen - om den var kravlet derunder for at gemme sig. Brynene rynkede forfærdet op i panden da han nu så hvordan Edvard var ved at smide bukserne. 
 
"Hvad laver du - er du blevet bindegal? Stop!" gispede Oskari forskrækket. Han svang lidt med skohornet og vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, før han smed hornet fra sig, og tog fat i den andens hænder med sammenbidte tænder. Han skulle ikke have en nøgen, fremmed mand i sit hus, ligegyldigt hvor godt han så selv mente at han så ud!

 Edvard kunne ikke rigtig mærke noget - han havde ikke mærket noget bevæge under sig, ikke mærket noget hive i hans tøj, og det var heller ikke fordi han kunne mærke noget rumstere inde i ham. Men hvis han havde sat sig på nogen, og de var væk, hvor kunne de så ellers være?
 " JA!" Tonelejret var blevet en tand mere skingert og højt i panikken, som han svarede det eneste han kunne. Det gav jo sig selv at det var det der var sket! Kidnapperen måtte virkelig ikke være den mest begavede. 

 " Jamen, jeg vil have dem UD!" Skreg han da det lød til manden ikke ville hjælpe. Skulle Edvard virkelig selv forsøge at pille hvem end det var han havde sat på ud af sig? Bukserne blev spændt op, og han skulle til at hive dem ned, da hans hænder blev stoppet. Edvard vendte hovedet, så på kidnapperen med en bævrende underlæber og våde øjne.
 " Jeg vil ikke have nogen tramper på det har jeg inden i mig.." Klynkede han, for det var lige det eneste han kunne forstille sig han havde i vente.

 "Tag dig sammen, mand." svarede Oskari forarget til Edvards klynkeri. Han så på ham med store, udvidede øjne, mens hans bryn rynkede sig chokeret ved synet af den andens bævrende mund og tårervædede blik. De blå øjne så næsten helt grå ud, bemærkede han for sig selv, mens han stod og gnavede sig overvejende i underlæben. Hænderne havde forsat fat om den andens håndled, så han ikke prøvede på noget. De bukser skulle ikke af!

 Oskari lukkede øjnene irritabelt, og forsøgte at tænke. Manden havde bukser på i sengen, og alfen var ikke ret stor, men alligevel ikke så lille, at den umiddelbart ville kunne have kravlet op gennem den andens bukseben, og ind i røven. Så skulle Edvards hul ihvertfald være meget løst og... Oskari standsede brat hvor tankerne var på vej hen til. Han gøs.
 Uanset hvad, lød det for usandsynligt. Det gav ingen mening, at Edvard, den fremmede og ubudne gæst, ville hoppe til sådan en konklusion af alle ting. 
 Måske var han i virkeligheden skide fuld.. Oskari åbnede det ene øje på klem og skævede ned til den lavere mand. Han betragtede hans umiddelbare tudefjæs, før han så på ham med begge sine øjne åbnet. Hans hud ser virkelig glat og blød ud, hvordan kan det lade sig gøre? undredes, samt bemærkede den unge officer flygtigt, før tanken blev skubbet væk igen. Irriterende, hans hud ser mere perfekt ud end min. 
 "Jeg tvivler på at alfen er kravlet op i røven på dig, kammerat." han prøvede ikke at berolige den anden, men det kom sådan lidt til udtryk alligevel. Han fnøs træt, og løsnede sit hårde greb om den blonde mands håndled. 
 "Hvis jeg slipper dig, lader du så være med at smide bukserne?" spurgte han gnavent, men med så meget beherskelse han kunne formå. Men hvor zalaens kunne den lille skabning så være blevet af?

Munden blev spids ved den hårde kommentar. Tag dig sammen... Hvordan ville han lige have det hvis der var kravlet nogen op i ham? Han ville sikkert også have dem hurtigt ud! Tænk på hvad de kunne gøre ved ham, den skade de kunne gøre ved sådan at kravle rundt oppe i ham!
" Tag dig selv sammen!" Bed han lidt tilbage. Hvorfor var det egentlig også Edvard der skulle tage sig sammen? Det kunne da lige så vel være kidnapperen der skulle tage sig sammen, hjælpe ham med at pille alfen ud.


Den paniske, blonde knægt stod stadig med røven vendt op i luften, noget vildt over øjnene, som han ventede på kidnapperen gjorde et eller andet - bare en eller anden ting for at hjælpe. I stedet begyndte han bare at snakke og prøve at bilde Edvard ind det var noget værre fis. Han rullede med øjnene. Hvor skulle alfen ellers være? Idiot.
" Hjælper du mig med at få alfen ud? Inden jeg bliver sprættet op inde fra eller noget?" Et lille klynk forlod ham ved tanken, inden han hev en smule mere ned i bukserne som grebet blev løsnet. Han var jo nødt til at smide bukserne for det kunne gøre noget.

"Gider du stoppe med at stå og stritte med røven, din idiot?" Oskaris stemme sprang en oktav op, højere end han brød sig om. Frustrationen lå som et tæppe over hans ansigt, og han kunne mærke vreden vokse. Øjnene sviede let, sådan som de altid gjorde, når han blev ophidset - og han blinkede hårdt for at få det til at gå væk. Hvordan ville det ikke se ud, hvis nogen fandt ham her - med en fremmed mand, bukserne nede, røven i vejret?

Selvfølgelig var det ikke første gang at han havde fået den slags opmærksomhed fra det samme køn. Mænd og kvinder opsøgte ham jo. Det bebrejdede han dem ikke. Men den her situation...

Hans blik flakkede over manden foran sig - den blonde fyr med de vilde øjne og den åbenlyse desperation - og en ny, rædselsvækkende tanke slog ned i ham. Havde han fulgt efter Oskari? Fundet ud af hvor han bor?

Med et ryk trådte han væk i ren afsky, hænderne op til ansigtet i afmagt. Et hårdt fnys undslap hans næse, og håndpuderne blev presset mod øjnene som for at holde hans hoved sammen. Da han sænkede hænderne igen, fandt den ene vej op til hans mund, og han begyndte at bide negle - en gammel, stædig refleks, han ikke helt havde fået vænnet sig af med.

Han bed hårdt i tommelfingerens kant, mens blikket nu stirrede med opspærrede øjne på Edvard. Det var dét. Selvfølgelig.

Han vil i seng med mig. Hele den her alf-i-røven-historie er bare et trick. 

"Det kommer ikke til at ske!" udbrød han højt - ikke til Edvards bøn, men til sit eget kaotiske tankemylder. Hans blik faldt forsat på Edvard, stift som en dør, og fyldt med mistro.

 " Jamen...! Uhhhung.. " Kom det klynkende og opgivende af Edvard. Forstod han ikke alvoren i situationen?! Edvard var desperat - han var alt for ung til at dø! Og hvad ville kidnapperen også få ud af at han døde? Det kunne han ikke få nogen krystal-sum ud af, eller hvad han nu troede han ville kunne få ud af at kidnappe ham. Måske havde han ikke tænkt over det!  
 "Hvis numse-alfen dræber mig så får du ikke noget ud af at have kidnappet mig. Det er lige så meget for din egen skyld at du skal se om der er nogen alf! " Lød det på en og samme vis belærende og desperat. 

 Alfen i forklædning stod forsat foroverbøjet, med hænderne mod kanten af bukserne da hans hænder blev sluppet. Det sitrede i ham at hive bukserne ned, tvinge manden til at se - for han burde da kunne se, hvis der var kravlet en alf op i ham. Måske der ville være et alfestøv-spor eller bare et andet tegn. Som han tænkte tanken mærkede han er ubehageligt tyngende fornemmelse i maven, der føltes til at vandre i ham. Der var virkelig en alf oppe i ham!

 Det høje udbrud fik det til at gippe i Edvard, men det stoppede ham ikke. Han var mere bange for at dø til alfen, end han var for kidnapperen. I et hurtigt ryk fik han derfor hevet bukserne ned, samtidig med han højt, og måske bedst beskrevet - skreg:
 " KIIIG NUUU I MIN RØV! " Den rumsterende fornemmelse udviklede sig og øjeblikket efter forlod en rungende prut den bare, højtstillede bagdel. 

Oskari kunne mærke varmen stige ham til hovedet - ikke den slags varme, man fik af ild; men en opkogt, indestængt, vanvittig glød, der pressede sig op bag øjnene og truede med at springe ud i form af skrig. 

Armene lå krydset stramt over brystet, som nu hævede og sænkede sig som en tikkende bombe, klar til at springe. Oskari så godt gal ud i skralden, med en tålmodighed der for længst havde sluppet op.
"Du har ingen alf i dig! Og jeg har heller ikke kidnappet dig!" brølede han pludselig, som en officer midt i et mytteri.

Han trådte et skridt væk - for så at vende tilbage igen, som om hans egen vrede holdt ham fast i cirkulation. Det kradsede i halsen, som feber på vej, men det var panikken. En kontrolleret panik, men ikke desto mindre altopslugende. Han skulle aldrig være gået til markedet. Aldrig have samlet den satans alf op. Se hvad det førte til!!

Det næste, der skete, ville stå brændt ind i hans erindring. På sit dødsleje ville han sikkert se tilbage på dette øjeblik og tænke: ikke dét her, for zalaens. Ikke dét her som det sidste. 
Et højt råb - og så...
En vind. Lige i hans retning. En prut. Fra en voksen mand. Der havde bedt ham kigge op i hans røv.

Oskari stivnede. Som om verden gik i stå. Han stirrede over på katastrofens epicenter. 

Han blinkede. Først med det ene øje. Så det andet. Hans hænder sitrede, ikke af kulde, men af det mentale chok over netop at være blevet... affyret på. Han havde set dødsfald på åbent hav. Han havde håndteret druknende og deserterede og folk med rabies. Men det her...

"Ud..." lød det næsten bønfaldende, næsten spørgende.
Og så eksploderede det: "UD! UD AF MIT HUS!" Han greb Edvard i nakkekraven og begyndte at trække ham, som var han en sæk rådne kartofler.

Han snappede efter vejret, som om luften også havde forladt rummet sammen med hans værdighed.
"Jeg burde tage dig til byvagten! Eller Galehuset!" råbte han. Skridtene rungede gennem gulvbrædderne, mens Edvard blev trukket med i hvad der lignede marchtempo.

Men så standsede han brat. Hans blik faldt ned ad den halvt afklædte blondine. En ny rædsel dukkede op. Han kunne ikke smide ham ud på gaden sådan. Ikke halvnøgen. Ikke på højlys dag.

Det ville se ud som noget helt andet. Og dét ville folk tale om i ugevis.

 Det hele virkede så lettende som trykket forlod Edvards tarme, og man kunne se hvordan anspændtheden forlod den forklædte alf. Han stirrede lidt blinkende frem for sig, som han prøvede at forstå hvad der var sket. Var det bare det? Han blinkede lidt forfjamsket. Det kunne ikke bare være det. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, som han prøvede at forstå det hele og få det hele til at hænge sammen. 

 Inden han kom frem til noget, blev der grebet fat i ham. Snublende med bukserne om lårenene blev han hevet afsted. Febrilsk prøvede han at hive bukserne op i takt med han prøvede at genvinde lidt balance så han bedre kunne følge med. 
 " Av ... av .. av, " klynkede han lidt, som kidnapperen havde fået fat i noget af hans nakkehår sammen med trøjen. Han klagede dog ikke. Hvis han blev smidt ud - jamen så var han jo fri! Den her kidnapper var virkelig dårlig. Så måtte han finde en løsning på alfeproblemet efterfølgende. 

 " Helbrederhus-hng!  " Skyndte han sig at rette eller tilføje. Det var det helt rette sted at tage ham hen, når han ikke ville tjekke for numse-alfer.

Med en frustreret jamren, slap Oskari den gale blondine som bar han pesten med sig, og trådte et skridt væk. Fingrene kom op til munden igen, hvor han overvejende og ganske på nippet til at falde sammen af stress, begyndte at bide sine negle på ny. Han så fjernt frem for sig. Hvad havde han gjort for at fortjene det her? 

Efter et hårdt bid i fingerneglen der efterlod den flosset, kørte han hånden henover munden og fokuserede på manden. Edvin, eller Edvard... Det kunne også være ligegyldigt hvad han hed. Han var en stodder, der havde sneget sig ind i Oskaris hjem, og krænkede en flådemand af lyset. Ja, blondinen var sikkert stukket af fra et galehus et eller andet sted. Det kunne ikke være anderledes!

"Tag dit tøj på og gå..." forlod det ham i et træt suk, og han viftede sigende med hånden. Forsvind. Skrid. Oskari kunne knapt få sig selv til at se på ham. "Bare, forsvind ud af mit hus." Han kørte hånden op i de jordbærgyldne krøller, og rystede på hovedet i vantro over hele situationens vanvid.