Det havde været et helvede det som Nimel havde trukket ham igennem, efter at han havde givet hende den mulighed at komme med ud på skibet. Selvfølgelig skulle han have regnet med at hun ville forsøge at stikke af, eller gøre det. Han var rasende og lysten til ikke at sejle efter hende havde været så attraktiv for ham og så kunne piraten drage nytte af hende. Turen frem og tilbage havde allerede kostet ham mere end hun havde gjort - ergo hun havde ikke været det værd. Samtidig så var der piraten som havde taget hende og som åbenbart havde holdt øje med ham. Han var irriteret over at have mødt hende, over at hun åbenbart mente at hun skulle være en del af hans liv. 

Turen hjem havde hun tilbragt i sit eget rum og han havde sovet i lasten sammen med de andre mænd. Hun havde været låst inde og kun fået mad, når hun trængte til det. Han havde været irriteret og ønsket at sætte hende på plads. Nu befandt hun sig på hendes eget værelse og han havde ikke tænkt sig at lukke hende ind på hans værelse. Hun fortjente dårligt nok at være i samme rum som ham, men alligevel gik han ind til hende. "Er du klar over hvilken situation du har sat mig i? Og hvilken ydmygelse alt dette her har været?" Lige nu forventede han ikke den lange strøm af ligegyldig snak.

Nimel havde på ingen måder forudset, at hendes flugt ville være endt hvor den gjorde, det havde da så absolut ikke været hendes mening at blive fanget af piraten. Vashti havde dog behandlet hende nogenlunde selvom det havde været sært, at være sammen med en anden kvinde, men det ville forhåbentligt ikke ske igen, hun havde da også frygtet han ikke ville hente hende tilbage. 
Som hun igen havde været ombord på hans skib, var hun blevet spærret inde og den lange rejse gjorde hende nervøs, fordi hun næsten var sikker på han endnu ikke var færdig med at straffe hende. 
Hun havde mærkede ensomheden og næsten savnet at have ham nær sig, var det sært at knytte sig til sin herre? klar til at prøve at gøre ham tilfreds igen, fordi der lå en frygt for måske at blive solgt til et værre sted eller dræbt...

Som de var kommet "hjem, var hun på eget værelse siddende på sengen, igang med at flette sit hår og prøvede at få tiden til at gå. Hun kunne næsten høre hans fodtrin ned ad gangen, døren blev låst op og han trådte ind på værelset. Hurtigt kom hun på benene, for at stille sig foran ham dog med afstand frygte allerede de slag der ville falde hendes vej. 
Blikket gled imod ham, let nappene i læben " Herre det var ikke min mening, det skulle ende på den måde" lød det stille næsten bange fra hende... Blikket flakkede en smule usikkert hun vidste, det ikke var smart at snakke for meget, men hun havde også været så stille de sidste mange dage " jeg undskylder herre" tilføj hun og bukkede hovedet en smule ærbødigt for ham. 
Hun havde mest af alt lyst til at grave sig ned lige nu, dog havde hun lært sin lektie og at flygte kom hun ikke til, det næste lange stykke tid, håbede måske at kunne vinde hans tillid igen så der var bare lidt mere frihed.