Martin havde brugt det meste af den meget tidelige morgen, på at klargøre vognen ude i gården, en høj bred hest allerede spændt foran. Han havde for få dage scoret sig en handel, selvom kvinde havde været noget så belastende, som hun havde råbt om at man ikke slog sinde medarbejder, men hun arbejde ikke sammen med den uduelige knægt. Dagen før sent om aftenen efter lidt for meget at drikke, ja der havde han jo noget givet stalddrengen en par hårde slag og en par piskesmæld over ryggen, var først rigtig stoppet ved synet af blodet på den grædende drengs ryg. ¨
Først her til morgen havde han indset sin fejl, brevet minde ham om at knægten jo skulle komme til byvagten efter sin vagt, men med de skader kunne han da ikke sende ham afsted? Han havde dog ikke bekymret sig nok til at vaske ham, tværtimod bare smidt noget lidt for stort tøj til ham, så det dækkede for kroppen ansigtet bar dog et flækket øjenbryn, men det kunne jo ligeså godt have været et fald. " KNÆGT " råbte han og den unge fyr kom bange hen, Martin stirrede lidt tænksomt på ham " du kommer med kvinden på tur, væk fra byen et par dage forstået? og hvis nogle spørg så er du faldet! " informerede han nok mere truende som han kort hev fat i blusen for at sikre sig der var øjenkontakt. 

Derefter fik han sendt ham ind for, lige bare at vaske ansigtet i hestenes vandtrug, alt imens gjorde han sig selv klar til at få kvinden overtalt til at tage knægten med sig. Men som knægten vendte tilbage blev han placeret hvor han skulle sidde og bedt om at tie stille. Ligeså snart Leah ville nærme sig ville Martin sætte en illusion om, omkring at knægten så normal næsten glad ud, dette kunne han forhåbentlig holde kørende, til de ikke længere ville være på gården og ungen ville være hendes problem. 
Han folde armen fora sig og smilede ved synet som hun nærmede sig, selvom de ikke kunne udstå hinanden, måtte han lade som om.  

Selvom Leah altid foretrak at arbejde alene, så var hun forleden dag nået til et punkt hvor hun måtte sørge for at ansætte en kusk - men kun for at hun kunne være sikker på at kusken var i sikkerhed. Leah havde i dag fået pakket til en længere rejse. Der var krystaller, tøj, parfumer, olier, barberingsgrej og alt hvad en i hendes fag kunne drømme om at have tilgængeligt. Inden hun drog af sted mod stalden, havde hun dog lige været forbi for at sende nogle penge hjem til hendes familie. Hun håbede i hvert fald, at Leon August  og hendes forældre ville kunne nyde det, nu hvor hun tjente rigeligt ved at være selvstændig.

Med en større rygsæk over skulderen kom hun ind i det efterhånden kendte område, som tilhørte Martin. “Hvorfor ser du så tilfreds ud?” undrede hun sig, tydeligt var hun ikke i samme båd om at kunne lade som om at hun brød sig om ham. Næh nej, hun ville langt hellere vise hvordan hun ikke kunne udstøde ham - til gengæld holdt hun sig tilbage og spyttede ikke på hans sko, som hun havde gjort første gang hun havde mødt ham. Hun skævede op mod Eamon, som så umådeligt glad ud. Det virkede mistænksomt. I stedet for at stoppe foran Martin satte hun sin taske bagest på den vogn han havde klargjort før hun vendte sig mod Martin og slog sine arme over kors.

Martin havde ikke ligefrem gidet sig til at pakke noget til knægten, det måtte være hans problem han var jo ikke knægtens far, tanken om at sende ham væk var faktisk behagelig, måske det kunne være en god forretning men nu måtte han se om der kom en tilbagemelding? Dog ville han ønske det ikke var denne kvinde der skulle leje vognen, han skulle nok tjekke den for selv de mindste skræmmer når den blev leveret tilbage, bare for at pisse hende mere af hvis muligt...

Hans øjne blev dog smaller ved synet af hende, huskede tydeligt deres første møde og holdt en afstand til hende, han slog ud med den ene arm i retning af Eamon " nu skal du hører, staldknægten trænger til lidt nye udfordringer og dette ville være oplagt, klarer han sig godt kunne det blive en forretning, men jeg tænker de er den rette kvinde til opgaven, han er van til at følge ordre" lød det tilfreds fra ham, før han lo en smule så maven næsten rystede. Eamon smilede blot til hende selvom han i sandhed, mere bare sad og var bange for at komme til at sige en lyd, de slag han havde fået var så slemme som aldrig før, det gjorde ondt at side lænet op af ryglænet. 
Martin rakte en hånd frem " halvdelen af betalingen nu, lød aftalen på ikke sandt, i må heller se at komme afsted imens det stadig er lyst" jo før jo bedre, ud af øjenkrogen kunne han kontrollere illusionen, så knægten blot så glad og klar ud, selvom sandheden var mere tragisk. Men hun havde jo før bekymret sig om knægten, så kunne hun ligeså godt få ham med, og så ville byvagten ikke se ham, det var vel en win win for ham. Ja klogskab lå ej til ham...   
Han afventede tydeligvis sin betaling, så de snart kunne forsvinde det blev så rart at se knægten ride væk for en stund. 

Hun så ubegejstret på ham. “Lad nu være med at gå for meget op i forretning. Nu ser vi hvordan det går,” hun trak lidt på sin ene skulder. Hun syntes han var alt for hurtig til at tænke i sine egne fordele og belære andre om hvordan de skulle håndtere situationen. Sandheden var vel nok, at Leah havde langt mere erfaring med at være omrejsende prostitueret end Martin havde. Hun vidste, hvilke udfordringer der ville komme undervejs, og Martin havde ingen anelse.
Hun skævede kort op til Eamon, som hun kunne ane, at han så mod hende. Illusionen fortalte hende stadig, at han sad og smilede bredt til hende. Det var mistænksomt, men måske det var fordi han glædede sig til at komme væk herfra - hvilket var forståeligt.
Hun trak en lille pose med krystaller op fra sit bælte og rakte den frem til ham. Hun brød sig ikke om at støtte hans forretning. “Brug dem med det rigtige hoved, ikke?” mumlede hun. Så snart han havde taget imod posen, gik hun over til kareten og åbnede døren for sig selv. Leah måtte prøve at undersøge om hvor godt hun kunne tjene for det kunne være at hun med tiden ville anskaffe sig en som kunne assistere med at åbne døre og løbe med kufferter eller breve. Hun satte en fod på stien og så op mod Eamon. “Er du klar?” undrede hun sig. Hun ville hellere være sikker på, at han var klar selv, inden de forlod stedet. Det var altid noget møg at vende rundt.

Martin var tilfreds med denne opgave, han kunne allerede se en forretning for sig, ligeså snart byvagten så ikke var på nakken af ham. Han var stadig pist over det brev knægten var kommet med, men nu kunne han sende ham afsted så kunne de ikke se de mange skader, det var da en genial plan. Hans udtryk ændre sig gad ikke længere spille, hans bryn rettede sig op ved hendes ord, fnøs en smule " det bestemmer jeg helt selv tak" vrissede han tørt.
For nu holdt han illusionen oppe, selvom han måske ikke burde have fået knægten til at se så glad ud, men pyt snart skulle han ikke glo på ham. Han tog imod pungen, kort åbnede den for at tælle efter lidt mistroisk var han vel? med god grund dog passede det. Blikket gled mod hende som hun snakkede og han fnøs " det skal de slet ikke bekymre dem om! " svarede han igen. Martin blev stående og ventede på kørte, han bemærkede hun snakked til knægten, og fik det til at se ud som om han nikkede. 
Derefter nikkede han selv som i at de skulle afsted. 

Han så tilfreds efter dem med et tilfreds smil, lod illusionen forsvinde og lo som de var ude for synsvinkel. Nu skulle der ud og drikkes og hores for de let tjente penge, han var allerede på vej ind for at skifte til pænere tøj og for at kunne skifte til sin pænere mere tiltrækkende form. 

Eamon var bange faktisk meget, hans mester havde ikke været sød ved ham dagen før, ryggen gjorde ondt som aldrig før efter de piskeslag han havde modtaget. På en måde glæde han sig til at komme væk sammen med Leah, men på den anden side nervøs for at skulle dumme sig? det var ikke ligefrem noget han havde prøvet før dog tvang Martin ham dagen før til at køre rundt i gården bare fort at sikre sig, at de overhovedet ville komme afsted. 

Han havde fået besked på at holde sin kæft, sad på førersædet og holdt fast i førertøjlerne til den store hest som stod lidt utålmodigt og skrabede i jorden. Eamon rykkede ikke på sig, han hørte Leah snakke inden længe, satte de igang og var på vej afsted ud fra byen, som de red ud ad byporten turde han enlig vendte blikket kort imod hende. 
Nu ville det flækkede øjenbryn være synligt for hende, hans blik var smertefuldt et lidt besværet suk slap fra ham, som han igen så frem " hvad vej skal vi?" spurgte han, og prøvede at skubbe sin smerte lidt på afstand. Dog kunne han mærke en form for lettelse for at være væk fra sin Mester, måske et da et lille håb om ikke at skulle se manden igen? Han prøvede at fokusere på hesten, det fjernede fokus fra smerterne måtte dog rette ryggen så han ikke lænede sig imod ryglænet, godt blusen ikke hvad hvid for så ville den måske være let blodig. 

Leah rystede på hovedet af Martin som han fortalte han selv ville styre hvad han skulle bruge sine penge på. Det fik hende til at tænke, at hun skulle huske at advare sine kollegaer og konkurrenter om ham. Ingen burde blive sat i hans hænder, uanset om de var underlagt et bordel eller selvstændige.

Leahs øjne smallede sig, som Eamon blot nikkede. Han var ellers så snaksagelig. Hvad havde manden gjort ved ham? Uden at stille videre spørgsmål gik hun ind i kareten og lukkede døren efter sig, så de kunne komme af sted.
Leah hørte Eamons spørgsmål inde fra kareten, og i stedet for at vente på at han stoppede op sørgede hun for at kravle ud af kareten og ud til ham. Som hun endelig fik sat sig ordenligt til rette ved hans side, så hun mod ham. “Eamon dog!” hun rettede lidt på sit sæde så hun kunne komme ud og sidde på kanten mens hun kiggede på de skader der var og hvordan han blot så smertepræget ud. Skaderne og smerten havde da ikke været der før? Hun rettede fokus ud til hesten kortvarigt, “Stop. Stop, stop,” skyndte hun sig at bede ham og ville, når det var muligt, sørge for at lade sine blide og undersøgende hænder studere ham ved at gribe hans kæbe og dreje hans hoved lidt fra side til side. Som hun drejede hans hoved, kunne hun se hvordan røde linjer kom til syne nær hans skuldre og nakke. “Den djævel…” hvæsede hun. “Vi bliver nødt til at nævne det for byvagten, så de kan arrestere ham,” lød det fra hende, meget insisterende. Hun placerede en hånd på hans, og den begyndte med det samme at heale skaderne.

Eamon prøvede at fokuseret på hesten, men som hun ikke svarede måtte han se på hende, som hun fik placeret sig ved hans side hvilket gjorde ham en smule nervøs. Han kunne mærke hun så på ham, var hun bekymret for ham det fik hans bryn til at komme tættere sammen. Dog lykkedes det ham at få stoppet hesten og kort efter holdt de stille. 
Knægten lod hende tage fat i hans hage, fulgte hendes bevægelser og gispede en smule af smerte, langsomt begyndte øjne at blive fugtige, han havde været så bange at han først nu kunne græde. Han snøftede en smule men begyndte også at mærke hvordan hun healede ham. Det fik ham til at krybe sammen og læne sig imod hende som søgte han hendes trøst, " byvagten er efter ham i forvejen, det var derfor han sendte mig med dig" snøftede han. Eamon rystede en smule som smerten var så stor, dog begyndte hans krop langsomt at slappe af,  som hun begyndte at heale ham øjnene gled i, men tårerne fortsatte det var tydeligt at se at Mesteren virkelig måtte have været modbydelig overfor ham.  
" men, men jeg er glad for at komme med dig" hviskede han ærligt. 

Leah sørgede for at trække Eamon ind til sig og lægge sine arme om ham, mens hendes healende hænder lå om ham. Byvagten var i forvejen efter Martin, men det var jo ikke nok, når Martin fik lov at fortsætte som han gjorde! Hun tyssede lidt på ham og håbede de kunne finde en god løsning på det hele. Mest af alt havde hun lyst til at tage tøjlerne, vende hjem, kræve pengene tilbage og pande ham en ordentlig en - eller fem. Han skulle simpelthen ikke slippe godt fra det her. Den hviskende tilføjelse var til gengæld lidt beroligende. “Det er forståeligt,” svarede hun tilbage med en lav stemme. Det var også en mulighed, at hun kunne lade ham blive siddende, og hun så løb tilbage og gav ham nogle slag, stjal betalingen hun havde givet ham og stak af igen… Der var mange muligheder, men samtidig skulle hun jo også sikre sig at byvagten ikke ville fange hende på vejen. Hvis byvagten i forvejen var efter ham, var der jo en risiko for at de allerede var på vej til ham. “Hvad med at vi bare nævner det til en af byvagterne, hm?” undrede hun, og stoppede med at heale, til trods for at han ikke var færdig helet. De blev nødt til at have nogle beviser tilbage, hvis de skulle melde det her og nu.

Hendes nærvær beroligede ham, vejtrækningen blev mindre hyper og han skulder sænkede sig, hun fjernede de værste af smerterne det fik ham til at føle, at han igen kunne få mere luft. Eamon var lige nu blot et lille barn, selvom han var blevet behandlet dårligt hele livet, havde det aldrig været så slemt som det havde været de sidste par dage, Martin var trådt over så mange grænser, at han oprigtigt havde frygtet at det ville blive hans død. 
Eamon var ved at indse langsomt, at han ikke burde blive ved sin mester især, som denne kvinde reagerede på hans skader, ja så begyndte han at forstå det måske ikke skulle være sådan? Som hun snakkede om byvagter, måtte han dog gøre store øjne, det var ikke fordi de var særligt glade for ham " men skal vi ikke afsted?" han ville helst bare gerne væk, det var måske det han havde mest brug for at komme væk. Blikket rette sig lidt ned, han følte sig måske endda en smule flov over dette, det havde jo ikke været meningen hun skulle opdage hans skader, det havde Martin sagt til ham mindst ti gange før hun kom. 
" jeg er bange" hviskede han ærligt, ønskede ikke at få problemer. 

Leah så bekymret på Eamon, som han foreslog, om de ikke skulle af sted. “Vi har ikke travlt,” forsikrede hun ham. Hvis de endte med at være bagud, så var det fordi de tog for lange hvil, eller fordi Leah blev optaget i længere tid en planlagt. Der var tid nok til at nogle ting tog længere tid end regnet med.
Hun rystede på hovedet ad ham som han fortalte at han var bange. Næsten som en moderlig hånd strøg hun hans kind. Ja, det var ikke fordi hun var vant til at berolige drenge, men hun var vant til at håndtere mænd. “Du behøver ikke at være bange. Jeg er her,” forsikrede hun ham. De selvsamme ord havde hun brugt massere af gange før til mænd der var bange på en eller anden måde. “Vi finder en byvagt på vejen ud, okay?” hun rettede på en tot hår, som dog hoppede tilbage på dens tidligere plads med det samme. “Ved du om der er hele byvagten eller kun noget af byvagten der har øje på ham?” undrede hun. Det var selvfølgelig ikke til at vide om der var flere byvagter der havde fået noget at vide om Martin, men måske der var en eller meget få byvagter, som kendte til den sag, som Eamon snakkede om?

Eamon skævede let på hende " men jeg vil ikke være til besvær" det var sande ord, han ville ikke forsinke hende, på grund af ham. Måske hvis han faktisk kom væk fra Martin, at han så ville blive mere voksen med tiden? Fordi hver gang han fik tæsk, fik det ham ikke til at føle sig voksen, hvis han var heldig kunne det måske være byvagten kunne bruge ham? Måske de endda ville være vilde med ideen, fordi der så også ville være øjne på ham. 
Det var ikke fordi han ønskede at være som nu, han ville gerne have et mere roligt liv, prøvede at blive bedre til at snakke med andre, måske det kunne trænes sammen med Leah? Han puttede sit hoved let imod hendes hånd, sukke stille til hendes ord om at passe på ham, det var han ikke van til folk ville. På en måde ville de sikkert lære hinanden bedre at kende efter denne tur sammen. Eamon måtte ryste på hovedet " jeg ved Lykke ved det, det var hende der opdage mine skader, men jeg tror hun ville sige det til løjtnanten, mere ved jeg ikke" forklarede han ærligt, og begyndte at trække sig lidt fra hende igen, prøvede at ranke sig selvom det stadig gjorde lidt ondt. 
Han tog fat i tøjlerne igen sendte hende et svagt smil " du siger det til dem ikke? jeg er ikke så gode venner med vagterne" fortalte han hende, det var sandt for de havde haft fat på ham en del gange her igennem året. Han var heller ikke helt sikker på de ville lytte til en som ham, det plejede folk jo ikke at gøre. 

Hun rystede let på hovedet, som han fortalte han ikke ville være til besvær. Han var til mest besvær, når han prøvede at tale udenom at de fandt ud af noget, inden de tog helt ud af byen. Det her ville ikke engang tage en time, og så var de videre. En time var jo en dråbe i havet, når det kom til den rejse som de skulle ud på.
Han gav et navn på en byvagt - eller, det var ikke lige en som Leah kendte til, og hun mente ellers hun havde ansigt på dem alle. Var Lykke ny og hvilket distrikt hørte hun til? Især nu hvor han nævnte at Lykke ville nævne det for løjtnanten; dem var der jo tre af. Hendes øjne holdt sig på ham, som han trak sig lidt for at sidde mere korrekt. Hun lod ham tage tøjlerne og sendte ham et medlidende smil, som han spurgte om hun ville snakke med dem i stedet for han selv skulle. “Selvfølgelig,” hun gav hans skulder et blidt klem.

De fortsatte gennem byen, indtil de fandt en, iklædt i den blå byvagtsuniform. “Hey! Byvagt!” Hun rakte sin hånd i vejret og rejste sig og kravlede lidt ned fra det sæde, der var ved siden af Eamon. Hun fik øjenkontakt og hoppede af som byvagten, og hun var tættere på hinanden. “Jeg bliver nød til at melde noget,” hendes stemme blev lidt lavere og hun trådte lidt tættere mens hun forklarede situationen og hvem det omhandlede. Byvagten skævede op mod Eamon og tilbage til Leah et par gange, før der blev nikket. Byvagten forsikrede dem, at informationen ville blive givet videre med det samme. Så snart der var klarhed om at de ikke havde brug for mere hjælp, smuttede byvagten. Leah smilede, før hun kravlede tilbage til Eamon, “Så,” Det var både for at sige det var ordnet, og at han kunne fortsætte ud af byen. Hun valgte at lægge begge hænder på hans skulder, så hun kunne heale ham til at være tættere på uberørt.

Eamon sagde ikke meget som de ledte efter en byvagt, han prøvede at fokusere på at styre vognen og håbe på ikke at få flere problemer. Kroppen gjorde stadig ondt, så han håbede alligevel de snart fandt en vagt, så han kunne blive healet efter, mest af alt ville han bare gerne ud af byen. Som det lykkedes dem at finde en vagt, forholdt han sig stille sank kort en klump som vagten så på ham, næsten genkendte den unge staldknægt. 

Men som Leah igen var ved hans side, begyndte han at ride og mærkede hvordan hun healede ham, det var rart og han lænede sin krop en smule imod hendes. I sandhed manglede han nærvær og omsorg, håbede dog denne tur kunne være god for ham " hvor skal vi hen?" spurgte han. Eamon skævede til hende imens han stoppede vognen som de nåde en skillevej, med et skilt er viste hvilke byer der var i nærheden, han sendte hende et forsigtigt smil og endelig kunne han lade være med at spænde i skuldrene. 
Prøvede at lægge det med Martin bag sig, måske han alligevel skulle søge arbejde i byvagten når han kom hjem? 
Han lod sig bukke ned for at tage en flaske vand op, som han tidligere havde skjult, for så at tage en slurk og rakte den høfligt til hende. Måske det ikke var så slemt det hele igen? Han glæde sig til at opleve noget nyt, måske denne tur kunne modne ham? 

Hun bemærkede, hvordan Eamon lænede sig en anelse mod hende, og måtte sætte en fornuftig og forretningsmæssig grænse, og skubbede roligt lidt på afstand, kun for at han ikke blev for påvirket af hende. Det var overhoved  ikke fordi hun ikke ville tage sig af ham, men hun måtte holde niveauet nede så meget som muligt, for hun kunne næsten forudsige at han ville få for meget af ‘hende’. “Første destination er Tusmørkely,” fortalte hun ham roligt og sørgede for at pege i den retning, der ville lede dem til landsbyen, ud for hvad der stod på skiltet. Hun var heldigvis begavet nok til at kunne læse og skrive i forhold til så mange andre. Byen var kendt som værende en mellemlanding i rejser og der var mange der besøgte byen på forbivejen. Leah selv tænkte ikke synderligt over de vampyrer der kunne være i byen; desuden, så var det jo vampyrer hun hovedsageligt havde i tankerne at besøge - og selvfølgelig få lidt flere kunder til sit kartotek. Hun tog imod hans flaske, som han rakte den til hende. Et øjeblik overvejede hun, om hun burde tage noget, men overgav sig og tog en slurk; kun for at vende hovedet ud over kareten og spytte vandet ud igen. “Hvad zalan er det her for noget vand?” spurgte hun og kiggede på flasken, og så på ham. Hendes læber var våde af både mundvand og vand.

Eamon rykkede på sig som hun flytte ham lidt, han skævede imod skiltet som hun pegede og kneb øjnene let sammen, men han kunne ikke læse noget som helst. Der var aldrig nogen der havde prøvet at lærer ham at læse eller skrive, det var ellers noget han gerne ville, men hvad skulle en staldknægt med det? " okay der har jeg ikke været før" måtte han erkende, men begyndte dog at sætte kursen i den vej. De havde vel spildt tid nok nu, og han ville selv gerne væk fra byen nu, jo før jo bedre. 
Han betragtede hende en smule forundret som hun drak, for så at spytte det ud nappede sig lidt usikkert i læben, som hun vendte blikke imod ham. Det var vel ikke så slem? det var hvad han var van til? " det er vand fra vandtruget? " sagde han næsten som var det naturligt, selvom det nok i sandhed var sørgeligt, at man ikke havde behandlet ham bare en smule bedre. 
Det afslørede måske, hvor meget Martin havde behandlet ham som et dyr, og ikke et menneske han rakte ud for at tage flasken fra hende, for selv at skulle til at tage en ny tår, for at vise der ikke var noget galt med det. 

Leah blev bleg i ansigtet, som han fortalte hvor vandet var fra. Hun stillede sig op og med et hånd i hver side af kareten lænede hun sig ud over kanten for at spytte alt hvad hun kunne ud. Hun tørrede bagefter sin mund med sin underarm, før hun satte sig ned igen og greb om vandflasken. “Jeg beklager meget, men det skal du altså ikke nyde mere af,” mumlede hun, som hun åbnede flasken og sørgede for at hælde den ud på stenene, de kørte på. “Ved bymuren er der en brønd med frisk vand, så kan vi fylde op der,” forsikrede hun. Når de kom så langt ville hun sørge for at skylle og fylde op i flasken, før hun ville hoppe op på kareten igen med vandet til ham, så de kunne fortsætte.
“Så, mens du er ude med mig, så skal du vide, at du ikke skal gå med nogen, med mindre jeg har givet dig lov, okay? Jeg står for din sikkerhed, og hvis ikke jeg ved hvor du er, ved jeg ikke hvordan jeg skal forholde mig, okay?” Hun lænede sig lidt mere tilbage i sædet. “Og når jeg siger vi smutter et sted fra, så smutter vi med det samme.” Hun så mod ham med seriøse øjne, “For når jeg siger vi smutter, så er der problemer eller fare på færde, og så må vi smide hvad vi har i hænderne, mhm?” Det var nogle ret simple regler, men hun blev bare nødt til at få det på plads hurtigst muligt, så de ikke ville løbe ind i problemer.

Eamon så forundret på hende, så slemt var det da ikke var det ? han så lidt mistroisk imod flasken, han så tilbage på hende som hun tog flasken fra ham " er det så slemt?" spurgte han forsigtig. Det var et under han ikke var blevet syg, eller også var kroppen bare van til at leve af skidt? Han nikkede en smule til hendes ord, imens han nu måtte fokusere på vejen igen, gjorde sit bedste for at være dygtig. Han ville helst ikke skuffe hende allerede...
Hans blik skævede imod hende som hun begyndte at fortælle reglerne, det var da noget han kunne forholde sig til, dog måtte han undre sig en smule " passe på mig? men det plejer folk da ikke?" sagde han, men krøb lidt sammen ved det seriøse blik. Skulle lige vænnes af med ikke at få tæsk, det ville nok tage et par dage, at finde ud af han var mere sikker " Mester gav mig ikke ting med" sagde han efter lang tid med stilhed, som byen forsvandt længerer bag dem, mest perfekte tidspunkt at fortælle han ikke havde noget der var brugbart med sig. 

“Ja,” svarede hun meget hurtigt og uden den mindste tøven. Vandet var slemt i Leahs øjne, men måske var det også fordi hun altid havde adgang til rent og filtreret vand. Det her var der jo små krummer fra høet, og hun turde slet ikke tænke på alger og hestens savl.
Leah tog en lidt hårdere indånding som han fortalte at folk ikke passede på ham. Det var svært at forholde sig til, hvordan han levede uden en eneste sjæl, der tog sig af ham. “Jeg bliver nød til at passe på dig. Uden dig, kommer jeg ikke nogen vegne,” forsikrede hun ham med et lille smil. Det var måske ikke den bedste begrundelse til at passe på ham, hvilket fik hende til at tilføje mere, “Og uanset hvad, så burde alle passe på hinanden. Alle har et formål,” Det var dog tit at folk gik rundt og var usikre på hvad deres formål var, men af og til, så kom det ud af ingenting.
Leah bed sig lidt i læben, som han fortalte at han ikke havde fået noget med. Hun klikkede med tungen, “Okay så… Så du har kun det tøj, som du har på nu?” undrede hun sig. Allerede nu, så afskrev hun krystaller i sit hoved fra den sidste halvdel, som det var meningen at Martin skulle have, for at have lånt Eamon, hest og hestevogn. Hvis hun skulle sørge for at hendes kusk var præsentabel, så kunne han i hvert fald ikke bære det samme tøj på alle dagens rejser. Ej, han måtte som det mindste have tre sæt, så der var tid til at tørre tøj. “Det bliver det første vi gør i Tusmørkely, okay? Vi køber dig noget tøj,” fortalte hun ham og lænede sig lidt tilbage i sædet.

Eamon skævede imod flasken og trak på skulderen, hun havde nok ret han var bare vant til at klare sig med hvad der var i nærheden, men dette var måske en start på et bedre liv for ham? En måde at blive mere voksen på for han var jo klog nok, folk havde bare altid fortalt ham hvor dum han var, og med tiden begyndte man at tro deres ord. 
Fokuserede for at køre ordenligt, han skulle jo lige vænne sig til at styre det hele, det var ikke noget han var meget øvet i men han klarede det fint. Måtte dog skæve til hende, han trak i et forsigtig smil " tak Leah" sagde han ærligt, hun fik ham til at føle han var god nok, det var rart for engang skyld, forhåbentligt ville han ikke skuffe hende.  
Han fortsatte deres rejse " ja jeg har ikke meget tøj, Mester Martin har kun givet mig nyt, når der har været huller nok" forklarede han, endnu et tegn på hvor meget han var blevet behandlet som et dyr, og ikke en ansat " meget genre, vil helst ikke lugte for meget" erkendte han, ærligt talt trængte han vist både til tøj, et bad og en klipning eller generelt lige at få plejet sin krop.  

Efter de havde reddet en del timer og mørket begyndte at komme, skævede han imod vognen hvor hun havde sat sig i for noget tid siden, han lod den ene hånd banke på " Leah skal vi holde en pause?" spurgte han, ærligt nok en smule sulten efter ikke rigtig at have spist før de tog afsted for en del timer siden. Han vidste ikke hvor langt de havde igen, men måske en pause før ankomst ville være fint, han sænkede farten en smule hesten kunne vel også have brug for vand og lidt græs ikke?