Dura sad på sit skib og studerede et sværd, som hun næsten lige havde fået på sit seneste kup. Hun måtte finde en der ville være i stand til at kunne sørge for at sværdet blev det mere værd end hvad det var nu. Smeden havde trods alt fortalt, hvordan det var en soldat fra mørket, der aldrig var kommet tilbage efter hans bestilling. Så burde det vel være i stand til at kunne gøre en del på et tidspunkt, ikke?
Døren til hendes private lokale blev pludselig sparket op. Hvilket fik hende til at se op fra sværdet med det mellem sine hænder. Ord fløj ud af munden på tre forskellige fra hendes bemanding. Hendes bryn gled tættere på hinanden, før hun pakkede sværdet i sine hænder væk og fulgte med dem. “Hvor er hun?” brummede Dura, som hun fulgte med. De var nogle rigtig sladdertanter alle sammen, men nu måtte Dura jo se for egne øjne hvad for en kvindelig ork de snakkede om. Dura forlod hendes skib og kom til havnen. Hendes øjne søgte efter beskrivelsen. En høj hvid ork.
Men der var jo ingen.
“Jeg sværger ved min moders lys, at hun lige var her!” lovede den ene.
“Ja, hun var så høj!” Den anden strakte sig på tæerne, næsten som et forsøg på at nå højere op end Dura selv.
“Nej, nej! Hun er lige der!” Den tredje pegede, og Duras øjne fulgte efter. Det virkede til, at den hvide ork ‘stille spørgsmål’ hos en noget så harmløs mand. Et slesk fnys forlod Dura før hun mosede sig forbi de tre der havde vildet hende tilbage på landjord. De kaldte et øjeblik efter hende - måske fordi de syntes det ville være klogere at observere før de handlede.
“Har du brug for en hånd?” spurgte hun ved brug af deres fælles racesprog. Hun lignede godt nok en der arbejdede alene, men derfor kunne det jo være at Dura kunne gøre en forskel for kvinden.

Sorah havde haft en lang rejse til Fristhavn, men hun var her. Hun havde fundet et sted hvor hun kunne overnatte, bevares så havde sengen brast sammen under hende som hun havde kastet sig på den da hun ankom. Nu var det dagen efter og hun så på de pergamenter hun havde fået med sig og prøvede at skabe et overblik over, hvor hun skulle søge efter den ork kvinde hun var taget afsted efter. Hun pakkede sine ting og svingede det massive våben om på ryggen før hun begav sig ud i gaderne. De røde øjne søgte omgivelserne omkring hende, forsøgte at spotte kvinden der var tale om, men det virkede til hun måske skulle tage et smut ned til havnen? Måske kroen.
Med tunge skridt nærmede hun sig en mand der stod fuldkommen uvidende om den kæmpe der kom op lige bag ham. Hun rømmede sig, hvilket fik manden til at springe op og vende sig mod hende ”Årh… Årh gud… Aldrig gør det igen… Hvad kan jeg gøre for dig… Eeeh?” han stoppede da han så hvad det var for et væsen der stod foran ham. Det var jo ikke just fordi hun lignede en almindelig ork, hvilket nok var det der fik ham til at blive forbavset. Sorah nåede knapt nok at spørge manden om noget, før en kvinde dukkede op og snakkede deres fælles sprog. Sorah vendte de røde øjne mod en orkkvinde og det gik hurtigt op for hende, at det var hende hun ledte efter. Dog så det ud til at hun ville blive lidt en udfordring, da hun både var højere og så tungere ud end Sorah selv. Et skævt smil fandt vej til hendes læber ”Muligvis.” svarede hun tilbage på samme sprog, før hun vendte sig helt om mod hende. Hun holdt sig stadig i skindet. 

Hun orken vendte sig mod hende, og i et øjeblik kunne Dura ikke gøre andet end at beundre hende. Der var noget særligt over hende. Og nej, det var ikke bare fordi hun var bleg og hvid af sig. “Jah?” undrede hun sig med et smil, der spejlede sig i den andens. Skævt og højst sandsynligt ude på ballade af en eller anden art. “Hvad kan jeg gøre?” hun skævede mod den skælvende mand bag hunorken og trådte langsomt nærmere, “Er han en plage?” hendes komplet blå øjne blev fastlåst på mennesket som hun vrissende spurgte. Hun havde ingenting imod at skulle sørge for at manden ikke plagede nogen igen, uanset hvordan det ville ske. Hun havde så mange metoder til det.

Dura var selv iklædt en mørkeblå skjorte og nogle mørke bukser, og måden bukserne var bundet om livet afslørede næsten et af hendes erhverv. For på et skib kunne man ikke bare lige klæde sig som når man kun var en del af en klan. Nej, der var behov for noget der gav mere dække for solen og beskyttelse for skader der kunne ske både mens de sejlede og mens de kaprede andre skibe eller røvede sig ind.

Sorah trak skævt på smilebåndet som den anden hunork talte til hende, men inden hun kunne svare havde den bemærket den skælvende mand bag hende. Et hæst grin undslap hende som hun stillede sig ved siden af hunorken ”Han svarede ikke på spørgsmålet i hvert fald… Desuden, se på manden, han er jo ved at skide i bukserne.” svarede hun og gik fuldkommen væk fra det hun reelt var her for, netop at skulle samle den dusør der var på orkkvindens hoved. Normalt var Sorah ikke typen der holdt igen, men måske hun rent faktisk skulle bruge hovedet denne gang i stedet for at tordne direkte ind i en væg?

Hun vidste godt hvad for en type den anden var, pirater var ikke til at tage fejl af. Hun selv var klædt i voldsomme skulderplader med horn, bukser hvor der var spændt mørk rustning omkring lår og knæ. Fødderne var også beklædt med store støvler lavet i metal. På overkroppen havde hun en tyk hærdet læder rustning og under den, en mørk skjorte. Hun lignede en der kunne være med mørket, men i virkeligheden arbejdede hun oftest alene. Hendes våben havde hun på ryggen spændt godt fast, ikke det var en byrde for hende, men mange andre ville nok syntes den var ALT for tung, dog var det også det der var med til den hvide ork kvinde kunne sende folk igennem luften.

Den hvide orks udstråling gjorde, at Dura følte sig tryg, og umiddelbart et sted hvor hun ville blive forstået. Dura grinede med hende. “Er du sikker på han ikke har gjort det?” hånede hun mens hun trådte tættere. Manden nåede ikke at tage mere end et skridt bagud, før hun greb fat i hans skulder og hev ham tættere på dem. Dura kunne være modbydelig når hun ville, men selvom hun et øjeblik havde overvejet at vende manden om, tvinge ham til at bukke sig og ødelægge hans bukser, så holdt hun sig fra det for nu. I stedet fandt hendes store hånd sig rundt om hans kæbe. “Du ligner en der skider i bukserne,” brummede hun.

Kun ud fra den hvide orks beklædning, vidste Dura på forhånd at hun havde respekt for hende. Beklædningen og arene og så meget andet, fortalte Dura, at hunorken ved hendes side havde gjort sit for at blive respekteret, og der var ingen grund til at finde ud af om respekten var nødvendig. En lille plan om at kyle manden i havet, for at han kunne vaske sig, begyndte at blomstre i hendes hoved. Det kunne da også være lidt sjovt at se hvor langt ud de kunne kaste ham…

Sorah skævede mod manden som den anden talte, hun tog en dybindånding og rynkede da på næsen ”Det stinker i hvert fald” brummede hun og så hvordan manden forsøgte at bakke bagud, men orkkvinden fik grebet hans skulder og han nåede derfor ikke ret langt. Begge tårnede over manden, der nærmest stod krympet sammen foran dem. Et bredt smil fandt frem til hendes læber som den anden igen talte, hvilket fik et hæst grin til at undslippe ”Måske han trænger til et lille bad?” slyngede hun ud og bukkede sig lidt for at se manden i øjnene.

Det ville være nemt for dem bare at samle den arme mand op, både sammen eller alene og bare kyle ham ud i vandet, han ville jo kunne komme op alligevel, så hvad var problemet? Hvis han så ikke kunne svømme, nårh ja, så fik fiskene vel bare lidt at spise også?

Dura morede sig over hvordan de to simpelt bare kunne snakke, og det gjorde manden foran dem nervøs. Orker kunne jo nærmest leve at andres frygt, det mente Dura i hvert fald. “Fy for zalan,” Den flade næse rynkede på sig og hun viftede hånden foran sit ansigt, som hvis hun var enig i at det stank. Hun greb dog om mandens kæbe og lod de fantastiske ord forlade hende, om hvad det lignede han lavede. Den hvide hunorks hæse grin faldt i god jord hos Dura. Hun så sig over skulderen, da der blev foreslået et lille bad. “God ide.” Et slesk smil spredte sig på hendes læber som hun svarede på orkisk.

Manden virkede ikke ligefrem til at være den største fan af den aktivitet, de havde i tankerne. “Kom,” hvæsede hun på krystalliansk, før hun hev med den hånd, der holdt om hans kæbe, så han tumlede frem til dem og mistede balancen. Hun endte med at få fat i en arm, så han ikke faldt med snotten ned i jorden, og greb derefter den anden arm. “Lyst til at tage benene, så vi kan svinge ham ud?” undrede hun sig. Der ville være noget sjovt at se, hvor langt ud de kunne kaste ham. Til gengæld, ville den hvide hunork ikke være med til at svinge manden ud over havnens kant, så ville Dura i hvert fald sørge for at manden kom på benene og at han selv ville ende med at løbe ud over havnens kant.

Sorah rynkede på næsen over den tydelige stank. Så han havde faktisk skidt i bukserne? Så skræmmende var de to hunorker da heller ikke, i hvert fald ikke ifølge dem. Manden ønskede hundrede procent at tage benene på nakken og bare stikke af, men det var som om han var sømmet fast, nok af frygt, men ak. Som den anden greb fat i mandens kæbe trak hun på smilebåndet og løftede kort øjenbrynene som svar til den anden hunorks ord.

Manden faldt næsten som den hev ham fremad i kæben, men nåede dog at rede ham i faldet og fik fat i hans arm i stedet. Det kunne nu ellers have været smukt at manden havde faldet forover med skrinet lige ned i jorden, men den anden fik grebet en arm og trak ham med sig, hvilket fik Sorah til at følge med bagved. Ordene fik et slesk smil til at finde vej til hendes læber før hun bukkede sig ned og greb fat i mandens ben, hvilket fik ham til at sparke febrilsk fra sig, dog var Sorah fuldkommen ligeglad og greb et ben i hver hånd og så på den anden, klar til at se hvor langt manden kunne flyve.