”NEJ!” skreg den ulykkelige dværg. Hendes yndlingsbrødkniv var faldet ud af hendes favn og endte på torvet. Med favnen fuld af redskaber måtte hun prøve at komme ned i knæ for at kunne nå sin kniv, men måtte trække fingrene til sig som en karet kørte henover den. Hendes øjne blev store af overraskelse. Det tog et øjeblik før hun prøvede at række ud efter den igen, men kun til det tidspunkt hvor folk pludselig fik travlt med at gå fra den ene ende af strædet til den anden, hvilket fik sparket brødkniven på tværs af strøget op til flere gange og længere væk fra hende. Uheld på uheld fulgte hende og kniven og først efter længere tid fik hun fat i den. Kniven som hun samlede op var dog ubrugelig. Den var langt fra lige og mange af tænderne på brødkniven var ødelagte.
Med store triste øjne fik hun sat alt hendes grej af ved sit telt og lukket det tæt så ingen ville prøve at stjæle det. Men hun kunne ikke åbne uden sin kniv. Det gik bare ikke. Med et nærmere kig på den, kunne hun se at den enten skulle have en kærlig hånd eller blive til noget nyt. Det førte til at hun med tungt hjerte marcherede over til den nærmeste smed. Hun stod helt oppe af biksen og kaldte efter hjælp.
Men der var ingen der hørte hende, selvom hun tydeligt kunne høre dem, selvom hendes hørelse ikke var så god som den burde være. Hvis ikke det var grundet hendes triste humør, så var hendes hoved blevet rødt af vrede fra ikke at blive set eller hørt selvom hun stod og vinkede og fægtede med armene. Hun vidste godt hun var lille, men hendes hår var da stort nok til at kunne blive set, var det ikke? Hun vendte om på hælene og trampede væk i søgen på en anden smed som ville anerkende at dværge også var til stede.

”HALLO!” råbte hun ind i værkstedet. Begge arme røg op i vejret for at vinke og gestikulere til hvor hun var henne, for det røde hår i dag tydeligvis ikke opsigtsvækkende nok. ”Jeg har akut brug for hjælp!” lød det som hun drejede rundt i søgen på hvor smeden til værkstedet var henne.

Asger havde som altid travlt, men det var sådan han bedst kunne lide det, denne by gav ham i hvert fald rigeligt med udforinger. Især fordi folk var begyndt at få øjnene op, for hvad hans speciale var hvilket også gav flere særlige opgaver, dem nød han allermest når han kunne blive udfordret. Lige nu var han dog et meget hurtigt smut på tønden, men som han kom ud og skulle til at gå hen til armbolten for at forsætte med et sværd, blev han forstyrret af en stemme. 
Den høje meget brede mand så kort søgende rundt, kløede sig en smule på nakken af undren, før det røde hår fangede hans opmærksomhed og de gyldne øjne så intenst på hende. Han trak i et smil " hvad kan jeg gøre for dem frøken?" lød det med hans lidt dybe, men utrolig venlige stemme som man ikke skulle tro kom fra samme mand, han kunne godt skræmme folk på afstand med sit hårde ydre. Han trådte længere hen for at komme tættere på, og lagde hoved lidt på skrå " Smed Asger til tjeneste" tilføj han, efterfulgt af en varm venlig latter, der fik rummet næsten til at ryste. Hun var da en yderst charmerende dværg tænkte han for sig selv. 

De fandt hinanden og deres øjne mødtes. Han så noget så vred ud, men hun lod sig ikke skræmme. Et stort smil bredte sig på hendes læber. Hvis han ikke ville betjene hende, så ville hun måske tillade sig at gå til byvagten om det. Det ville være uretfærdigt ikke at blive betjent i byen, bare fordi man var lavere end så mange andre – og det var jo ikke fordi der var så mange dværge her i Dianthos.
Hans stemme viste, at det var godt hun ikke havde ladet sig dømme på omslaget af bogen. Spørgsmålet fik hende dog til at miste noget af sit smil, som hun måtte erkende at hun måtte fortælle ham hvad hun havde brug for hjælp til. Den ene arm forsatte med at være strakt op over hovedet på hende, med kniven i hånden. Den anden arm sænkede sig en smule som hun tavst pegede op på den ynkelige, meget bukkede og bugede kniv. Tydeligvis var det den kniv i hendes hånd hun havde brug for akut hjælp til, og man kunne se den havde betydning, sådan som hendes underlæbe var skudt frem og næsten blævrede lidt.
Som han trådte nærmere, faldt armene langsomt ned langs siden, uden at svinge kniven for tæt på smeden, selvfølgelig. Hans præsentation og latter fik hendes hjerte til at varme sig lidt. ”Gavaelyn Montel. Omrejsende bager fra Dragorn,” præsenterede hun sig og placerede den frie hånd bag sin ryg som hun rankede sig og kort løftede sig op på tær for at ende på hælene igen. Det fik hele håret til at hoppe op og ned som var det en budding der var dasket til. Hun grinte lidt med ham før hun dog kom til sagen. ”Det er min aller bedste brødkniv, og jeg tror den har sunget på sidste vers i dag, sådan som strøget har behandlet den, da jeg tabte den,” hun kiggede fra smeden og ned på sin brødkniv som hun nu holdt på begge sine små hænders håndflader som hun rakte den til ham, løftede den lidt så han ikke skulle bukke sig for langt. Hun kunne næsten ligne et lille barn der overrakte noget til sin forældre; et ødelagt legetøj som barnet håbede forælderen kunne fikse.
”Jeg kan ikke sælge frisksmurt uden en god kniv, så jeg tror hellere, at jeg må bestille en ny kniv,” fortalte hun ham. Hendes øjne så forholdsvis store ud som de så på ham.

Asger var nok den mest hjælpsomme mand man kunne finde, ofte hjalp han folk i nød med en lille skilling eller bid mad, han havde et stort hjerte men desværre, dømte folk ham ofte for det ydre. Men så igen det var forståeligt med en mand af hans størrelse, og han kunne da mange gloser fik man trådt på ham, selvom han var naiv anlagt og så det bedste i alle...
Hendes blik fik ham et kort sekund til at glemme alt, de var meget udtryksfulde de smukke øjne hun bar sig, han betragtede imponeret den utæmmelige manke hun bar rundt på, først da bemærkede han det hun viftede med dog svært at se som den ikke blev holdt i ro, men han kunne se det virkede som noget der betød noget for hende, så hun var kommet til rette sted var han sikker på. Han smilede til hende " ser man det så kommer de langvejs fra" lød det muntert fra ham, imens hans blik prøvede at se kniven bedre. 
kort blev han distraheret af det hoppende hår, før han dog bøjede sig en smule for at tage forsigtig imod hendes kniv, skævede til hende som hun fortalte " jeg er sikker på at den nok skal blive så god som ny, giv mig et øjeblik muligvis tror jeg du gerne vil se med" fortalte han, tydelig vis overbevisende og selvsikker. Han sendte hende et opmuntrende smil, før han trådte et par skridt tilbage. Strakte kniven ud i den ene hånd, imens han lod den anden kører over den, blikket dybt fokuseret som han lod sin evne træde i kraft. Han formede kniven med sin frie hånd, den bøjede og bukkede præcist som hans fingre bevægede sig, tillod sig endda at lave et lille mønster af en smuk rose på knivbladet, før han tog den og lagde den kort ned på armbolten for at køle ned. 
Blikket rette sig imod hende, nysgerrig på hvad hun syntes om det lille show han gav hende, før han tog kniven og rakte til hende " så god som ny" tilføj han med en varm og næsten kærlig tone, han forstod hvordan en sådan ting kunne have en betydning for en anden. 

Et bredere smil spredte sig på hendes læber som han næsten komplimenterede hvor langt hun var kommet. Hun kløede sig lidt bag øret med den ledige hånd mens en næsten legende latter forlod hende og hendes blik fandt tilbage til ham, ”Ja, jeg prøver at sprede mit omdømme,” fortalte hun og lod sin hånd føre en af de vilde totter om bag sit øre.
Det var som Kile gav Gavaelyn flere lys da Asger fortalte hende at han kunne rede hendes brødkniv. Hun følte selv hun blev 10 centimeter højere – og det var meget for en lille dværg som hende! ”Virkelig?” hendes øjne var store af begejstring. Som han trådte et skridt tilbage dansede hun rundt om sig selv, mens hun skød de bukkede armene frem og tilbage; en slags sejrs dans. Med det hoppede hun i hans retning og prøvede at finde et sted hvor hun kunne stå og se med, selvom der var ingen krystalliansk chance for at hun selv ville kunne gøre hvad han skulle til at gøre. Men hun ville gerne se hvordan hendes brødkniv ville komme tilbage til live.

Hun tabte kæben som han arbejde. Det måtte være sådan det føltes at opleve Gavaelyns bagværk med syn og smagsløg. De olivengrønne øjne var låst på kniven og det tog et øjeblik før hun formåede at reagere på at han kiggede på hende og rakte den til hende. Hun så op mod ham, stadig med kæben helt ned til gulvet i hans værksted.
Det var ikke altid at Gavaelyn var den skarpeste kniv i skuffen; det havde hun jo sin kniv til at være! Det var også en af grundende til at hun nærmest sprang fra sin lille pedistal mod smeden. Armene var strakt og fandt helt automatisk rundt om hans nakke inden hun lod sine læber give ham et smækkys på hans læber. Alt gik så hurtigt, at det var først da hun gav slip og snublede lidt på sine ben at hendes hoved kunne følge med i hendes aktion. En af de små buttede hænder fandt frem foran hendes læber, hvor den anden fandt ind i håret og hev en læderpose med krystaller ud og smed den på nærmeste vandrette overflade. Hvis hun kunne ville hun skynde sig at gribe efter sin kniv og stikke af.

Asger kunne godt lide kvindes smil, det var sådan et der smittede og var der noget han elskede, var det at se andre være galde, det varmede hans hjerte fik egen glæde til at stige. Han nikkede forstående " det er også en god ting, jeg er sikker på de må være en dygtig bager" forsikrede han hende om, det var heldigt hun var kommet til hans biks, for han prøvede altid at give en god oplevelse og at være nærværende, nok lidt kendt for at snakke en del når først det kom igang.
Han sendte et bredt smil " helt sikker" svarede han muntert, før han gav sig til at fikse hendes kniv, det var ikke meget energi han skulle bruge når den var så lille. Den så ud som ny da hans lille show var slut, hun virkede ret imponeret men forståeligt det var ikke hvad man så hver dag, men han nød nu at bruge evnen til noget fornuftigt, og den gjorde det muligt at lave endnu smukkere våben. 
Han nåde ikke helet at reagere, før den lille kvinde hang om hans bredde hals, en hånd lagde sig imod hendes ryg for at sikre hun ikke faldt så langt ned fra ham. Kysset kom bag på ham det måtte man sige, men var det slemt at ønske mere? eller var han måske lidt for glad for kærtegn? han nåde ikke at reagere før hun var på gulvet igen. Kunne kun se til imens hun kastede hans betaling fra sig og skulle til at flygte? 

En dyb latter spredte sig i rummet, og han kom hurtigt til bens, tids nok til at spærre for hendes udvej. En stod bred hånd lagde sig blidt imod hendes hage for at løftede hendes kønne hoved imod sig " sig mig de kan da ikke bare sådan kysse mig, og så stikke af" brummede han en smule drilsk, de gyldne øjne betragtede hende nysgerrigt " tænk hvis jeg gerne ville have et kys mere?" tilføj han muntert, men tydeligt oprigtigt for han ville ikke have noget imod et kys mere. Han dømte hende ikke på hendes størrelse, men det glade væsen foran sig, hendes personlighed vækkede noget dybt inde i ham.   

Ros steg let den rødhårede bager dværg til hoved. Ikke nok med at hende selvsikker var mere end ti gange hendes størrelse, så fik en ros hende blot til at brænde mere for sit fag. Hvor andre måske kunne opleve at deres kinder blev ømme fra at smile meget, så var det aldrig noget Gavaelyn oplevede. Hendes kinder var vant til at smile meget.

Hun hørte latteren efter sig og hendes udvej blev spærret. Hælene satte i så hun stoppede foran ham. Var han heldig at hun var lille og havde små ben? Latteren smittede af på hende også selvom hun havde været ved at flygte i pinlighed fra sin aktion. Hendes kinder var som altid store, og måske med en anelse mere farve nu, end normalt. Hende hage blev løftet så hun så mod ham. Hun grinede lidt som hun skulle til at forklare sig, men hun nåede ikke mange ord før hans næste sætning fik hende til at stoppe og se direkte på ham – stadig med et bredt smil på sine læber. ”Jeg er meget smigret,” fortalte hun og lod sin kniv finde sted ned i sit forklædes lomme før begge hænder fandt hendes talje. ”Hvis noget, så må det blive noget fyraftens-halløj. Vi har begge arbejde der skal passes, krystaller der skal tjenes og-” hun stoppede lidt i sin tanke mylder og lod sin tunge glide over sine læber. Hun trådte et par skridt tilbage, allerede ved at få ondt i nakken af at skulle kigge så højt op. En lille latter løb fra hende, ”Jeg blev fanget af min egen begejstring,” hun trak let på den ene skulder, stadig med et bredt smil på sine læber, ”Jeg er meget taknemmelig for dit arbejde,” fortalte hun og lod sine små buttede hænder finde sine albuer.

Hendes små ben var skyld i at han kunne nå at stoppe hende, der var i hans verden intet at være flov over, tværtimod dog var han klar over han burde passe lidt på. Måske han blot var en smule trængende? eller også var det bare hendes glade væsen, som fik ham til at ønske lidt mere tid med hende? Hans hånd strøg blidt imod de runde kinder som han så på hende, spændt på hvad hun ville sige eller om hun blot ville afslå ham, hvilket måske var logisk når man tænkte på deres højde forskel? 
Smilet bredte sig varmt på hans læber, han fik dog sluppet hende som han kom i tanke om, at han var meget høj i forhold til hende. " åh de har selvfølgelig ret ja, jeg bliv nok også lidt grebet af stemningen, men hvis du kunne have lyst? giver jeg gerne en øl nede på kroen senere? eventuelt kan de hente mig når du har fri?" forslog han venligt efterfulgt af endnu en varm latter. 
Asger nikkede forstående, kløede sig en smule i nakken " lad os aftale du kommer her, hvis du har lyst ellers må jeg blot sige tak for at møde dig og glad for at kunne hjælpe med din kniv, Men pas på den er nok en del skarpere nu" fortalte han, efter disse ord nikkede han kort, før han trak sig hen til sin armbolt igen, for at igangstarte et nyt projekt vinkede kort som hun gik. 

Timerene gik og som han senere på dagen, var ved at feje gulvet kunne han ej, lade være med at tænke på om hun mon ville komme forbi? Han skævede ofte imod indgangen for at se om hun kom, men han kunne ikke være sikker, måske hans store væsen havde skræmt hende for meget? dog kunne han ej lade være med at smile en smule for sig selv....

Kærtegnene på hendes kinder fik hårene til at rejse sig på hendes ryg. Der var noget rart over det, men samtidig, så var der noget der virkede forkert – At de lige havde mødtes måske?
Gavaelyn var endnu smigret over at smeden tilbød hende en øl nede på kroen. Selvom hendes kinder i forvejen var med en rød glød, blev denne kun mere intens. Hun nikkede dog som han tilbød at hun kunne møde ham når hun fik fri. Hun så mod sin kniv som han nævnte den, før hun så tilbage op på ham. ”Tak. Æren er på min side,” hun tog et skridt til siden, som virkede lille i forhold til ham, ”Tak-” hun gentog før hun faktisk slap forbi ham og tilbage til sin bod.

Arbejdsdagen havde været ulidelig. Alle kagerne endte med at være søde og med en rødlig farve. Tankerne var over det hele, og blev hun blev kylet yderligere ud af det, når hendes bagerier slog fejl og ikke var som de skulle være, men havde taget form fra hendes tankemylder. Alt blev dog solgt alligevel, og som dagen sluttede fik hun fodret sine æsler og kørt en våd klud over ansigtet. Med suk og vandren rundt i en cirkel endte hun op med at lave en kurv med forskellige godter. Hvad havde hun gang i?

Hun havde ingen anelse, men hun formåede at binde en sløjfe om kurven, tage den i sin favn, og først rigtig lægge mærke til hvor hun var på vej hen som hun stod ude foran. ”Øøøøh…” Hun blinkede overrasket med sine store øjne. Hvorfor stod hun ude foran smedens værksted?  Hun lukkede kort sine øjne før hun tog mod til sig og gik ind. ”Asger?” kaldte hun, og kunne kun lige med nød og næppe se hen over de høje borde, hvor hun så han stod med en kost. Et smil spredte sig over hendes læber, og hun løftede kurven op for at stille den på bordet. ”Jeg kom til at lave noget til dig,” fortalte hun. Det var slet ikke meningen at hun skulle sige det, hun ville blot have ladet som om hun havde noget i overskud… Nå, men nu stod hun her og måtte stå ansigt til ansigt med hendes dårlige evne til at lyve.

Det var lidt som om at efter dværgens besøg, havde hans humør været endnu højere end normalt, og han havde flere gange nyttet for sig selv. Det var lidt som om hun dog ikke helt kunne forlade hans tanker, selvom han dog ikke var sikker på om det var passende? Men så igen man burde vel ikke dømme? han håbede dog på hun ville se ham, men som dagen gik havde han travlt, det var måske på tide snart at få sig noget hjælp? særligt når han også fik en del speciel ordre, hvor hans evne var krævet for at lave dem, hvilket godt kunne være drænene. Men måske han skulle takke ja til tilbuddet om en lærling? Mon ikke hans sted kunne være lærerigt? 

Som han svang kosten lidt rundt,  og sukkede en smule for sig selv, det var måske alligevel lidt satset at tro hun ville se ham? men han nåde aldrig at dvæle ved den tanke, for dørklokken afslørede at der kom en, men et kunne også være en forsinket kunde. Han satte kosten fra sig " ja?" svarede han spørgende ved lyden af hans navn. Men så spottet han kurven der blev sat på et bord, og hendes skikkelse det fik et smil til at finde sin vej frem. Han tørrede sine hænder af i læder forklædet, før han trådte frem imod hende og lod kort blikket betragte bagværket " mange tak, det havde de da slet ikke behøvet" lød det muntert fra ham, før blikket vandre til hende igen. Asger kløede sig let i nakken " jeg ved ikke vil de helst med ned på kroen, eller med op til mig? jeg bor lige ovenpå, og laver gerne en kande te ?" tilbød han venligt med en varm stemme, ikke sikker på hvad hun ville fortrække, han begyndte dog roligt at tage sine redskaber af, før han trak forklædet af og lagde det på bordet, før hans store hænder prøvede at udglatte den letter krøllet skjorte en smule, selvom dette var en umulig opgave efter dagens arbejde. Kort gik han hen til et bord for at gøre en klud fugtig, for at tørre sit ansigt af for sod og andet skidt, armene fik også en lille tur, før kluden blev lagt væk, og han vendte sig nysgerrigt imod hende, blikket gled en smule over den lille krop, men det var mere varmt end dømmende. 

Gavaelyn prøvede at finde ord for hvorfor hun havde bagt til ham alligevel, men hun kunne ikke finde nogle der ville retfærdiggøre det ordentligt. ”Det var ingen sag,” svarede hun og trak på den ene skulder, for kort efter at vifte med håndleddet, for at fortælle det ikke var noget af betydning for hende. Men var det dog det? Bagningen havde jo tydeligvis været påvirket af hendes følelser.
De store olivengrønne øjne blinkede et bar gange som han spurgte om hvor hun ville hen. Kroen eller med ovenpå? Det mest spændende var da at gå ovenpå, for kroen kunne man jo se hver dag – også selvom spørgsmålet lød lidt snusket. Øjnene spærrede dog op som hun besluttede sig. ”Lad os gå ovenpå!” lød det begejstret fra hende. Måske det ville være bedre hvis kurven var oven på i stedet så? En smedje var trodsalt ikke så ren. Hun skulle til at række op efter kurven, for at tilbyde at bære den ovenpå, men som hendes tanker nåede at følge med hende, valgte hun ikke at tage kurven alligevel. ”Kan du selv bære kurven op? Jeg tror dine trappetrin er for høje til at jeg kan gå op af trapperne uden at kigge og bruge gelænderet,” grinede hun og placerede sine hænder bag sin ryg.

Asger kunne da heller ikke sige nej til bagværk, men var dog ikke klar over at det blev påvirket af hendes følelser, han sendte et taknemligt smil det skulle nok falde i god jord eller retter sagt mavesæk. Han kunne fornemme spørgsmålet kom bag på hende, måske det havde været lidt for lummert? men han havde da ikke sagt noget forkert? panden rynkede en smule som han tænkte over egne ord, dog var hun ikke længe om at svarer og hans blik søgte hende. 
" så gør vi det" lød det muntert efterfulgt af en varm latter, han tænke måske igen ikke for meget over hendes størrelse, men som hun nævnte kurven og trappen, nikkede han forstående " selvfølgelig, det er da det mindste jeg kan gøre efter du bragte dem til mig" lød det varmt, før han kort gik hen for at lukke for døren så andre ikke kunne komme ind, og stjæle hans ting. 

Asger bragte kurven op, den blev sat i det lille tekøkken, han boede rimelig simpelt men ryddelig og meget hyggeligt. Det der fyldte mest i det store åbne rum, var nok sengen fordi en mand af hans størrelse havde brug for plads. Han tændte op for brændeovnen og satte vand over ovenpå, før blikket vandre imod hende som han nikkede imod en sofa overfor brandeovnen " men fortæl mig hvor længe har de været bager?" spurgte han, som han sank ned på sofaen med et let suk, hans krop var langt fra smidig og efter en lang dag var han godt brugt i kroppen. Han indledte en samtale, selvom han inderst inde heller ville snakke med hendes læber imod sine....  

Gavaelyn trak et muntert og tilfredst smil som han fortalte at han ville bære kurven oven på. Hendes krop fulgte med ham, mens fødderne var låst i jorden, og så efter ham, som han gik over for at lukke døren. Havde hun haft egen biks i Dianthos havde hun klart gjort det samme. I Dragorn var det dog noget andet i hendes optik.

Dragoranske skældsord undslap den søde lille dværg, som hun skulle op af trapperne, som var egnet til en der var 55 centimeter højere end hende. Hun gik næsten på alle fire op, for at være sikker på hun ikke væltede bagover når hun skulle tage et trin, som var langt højere end hvad hun syntes var praktisk. Som hun endelig kom op, satte hun begge hænder på sine lår, oven på kjolen og forklædet og prøvede at finde pusten. Skideupraktiske høje trapper!
Hun formåede dog at følge med i hvad han lavede på etagen, og fik langsomt rettet sig op i tide til hans spørgsmål og hans gestikulation mod sofaen. Med begge hænder i hoften så hun mod sofaen. ”Jeg, eh…” hun tog en dybere indånding. Lorte trapper. ”Jeg har egentligt bagt siden jeg kunne deltage i køkkenet, så mange, mange år,” grinede hun og gik imod sofaen hvor han nu sad selv. Selvom hun ikke udstrålede det fra sit glade ansigt, så farede dragoranske skældsord rundt i hendes hoved over sofaen. I stedet for at kunne sætte sig, som et helt almindeligt menneske, måtte hun ty til andre metoder. Hun greb fat om det ene armlæn og placerede den anden hånd på puden hun skulle sidde på. Herfra prøvede hun at læne sig frem og få benene op på sofaen. I første hug kom hun op, og fik vendt sig  så hun sad ordenligt. Hun placerede så sine hænder foran sig på sit skød. ”Og hvad med Dem? Hvor længe har De været sme-våbensmed?” undrede hun. Hun sad ikke stille længe, for hun placerede sine hænder på hver side af sig, for at hun kunne dreje sig lidt i sit sæde, så hun sad mere skråt mod ham, så hun bedre kunne se på ham.

Asger den store torsk, fik da slet ikke tilbud at hjælpe den stakkels kvinde op, det var da utrolig dårlig stil af ham men måske han følte det ville være et overgreb ? De var stadig ret fremmede og han var ikke sikker på, hvor meget hjælp hun ønskede sig. Han fik skævede imod hende som hun var forpustet, det var der han kort i sindet bande sig selv langt væk, men sket var sket måtte dog huske at spørge om han skulle hjælpe hende ned? 
Han lyttede interesseret til hende " så er jeg sikker på de må være meget dygtig " sagde han venligt som, han kort fik kløede sig let på skulderen, lige i tide til at undgå at se hende kæmpe sig op ved hans side. Blikket rette sig mod hende som hun spurgte ham, og han smilede til hende blikket måske en smule mere intenst " mine brødre var meget mere til at bruge våben i kamp træning, men jeg var altid mere fascineret af våbnene og ikke selve kampen, så jeg studerede dem igennem en del år før jeg gik i lærer hos en smed. Dette er så mit 3 år med egen butik" fortalte han glædeligt, det var en stor passion for ham og det eneste han havde haft interesse for, kunne ikke se sig selv andre steder end her. 

Måske han var lidt for hurtig? eller også var det varmen der gjorde ham lidt skør? ej det var da noget pjat han var van til varmen... En stor hånd rykkede tættere på en lille, han lod den blid lægge over hendes, imens et smil gled over læben og han betragtede hende nøje " har de nogensinde hørt, hvor smuk de er?" spurgte han en smule drilsk,  hånden strøg kort over hendes før den blot lagde sig imellem dem, gjorde det op til hende om hun ville mere, eller bare skubbe den vække eller prøve på det? 

Gavaelyn smilede og trak lidt på skuldrene som han formode at hun var dygtig. ”Det kan du fortælle mig om når du har spist lidt af det jeg har bagt en dag,” Det var ikke fordi hun ville feje hans kompliment væk, men hun vidste i forvejen at hun var så god som noget kunne blive. Ingen kunne gøre det bedre end hende. Hun var den bedste!
… Det var i hvert fald det hun blev ved med at sige til sig selv hver dag når hun stod foran spejlet.
De røde bryn løftede sig som Asger fortalte om historien bag ham der blev våbensmed. ”Ej, hvor er det fedt!” lød det fra hende med næsten funklende øjne. ”Det er så fedt at have sin egen biks. Man får nogle fantastiske rutiner og man ved altid hvor alting er, den eneste der kan smide ting væk er jo dig selv, så du er tvunget til orden og -” hun stoppede som hun fangede sig selv i at tale i cirkler om ting som ikke var nødvendige. Hun var livlig i måden hun snakkede på, hvordan hun brugte sine arme og af og til næsten hoppede på sædet, eller rykkede på sig.

Hans hånd fandt vej oven på hendes. Det lokkede hendes øjne blik til med det samme at søge ned til deres hænder. Forskellen på deres hænder var jo enorm. Men han havde også store hænder af sig, var hun overbevist om. Derudover var de rå og slidte – men på en anden måde end sådan som hendes var. Blikket rettede sig dog op som han stillede hende et spørgsmål, ”Hva’?” lød det fra hende med et bredt smil. Det var smigrende. ”Nej, det...” den frie hånd kørte om bag hendes øre, næsten som hvis hun havde prøvet at fjerne en tot hår. Hans hånd strøg over hendes og hun kunne mærke der skete et eller andet. Var det hendes egen puls hun kunne mærke i halsen og… ”Hvad- hvorfor syntes De jeg er smuk?” undrede hun sig med et bryn løftet lidt mere end det andet. Hun var ikke typen til at tage skridtet videre – eller måske var det fordi hun ikke vidste hvad det næste skridt var. Havde hun overhoved lyst til et næste skridt?

Asger lo en smule det var nok sandt, han skulle nok smage før han roste hende endnu mere, men måske han bare prøvede lidt uskyldig flirteri selvom han måske, ikke ligefrem kunne se uskyldig ud. Han kunne ikke andet end at trække på smilebåndet, som hendes ord begyndte at strømme ud, men det minde om ham selv dog mere når han lige havde fået en øl eller to for meget, så kunne han sørme snakke så ørene faldt af! " Det er helt rigtig, selvom jeg dog kunne bruge en hjælpende hånd, du ved der er nogen gange så travlt, at jeg næsten glemmer at søvn er nødvendigt" han lo en smule af sig selv, så kroppen næsten rystede... 

Hans hånd bar præg af et hård fag, der gjorde huden hård og ru men han var stærk, næsten som en okse eller hvad man nu plejede at sammenligne med ? Det virkede til berøringen vækkede noget i hende, det var som om han fangede det i hendes blik, men han regnede dog heller ikke med, at hun var ligeså lystens som ham. Asger havde et lille ry for at være med mænd og kvinder, men rygterne var nok mere sande end falske, stor mand store behov som man sagde? 
Asger lod hånden gribe blidt om hendes hage, for at se nærmer på hende " de er smuk, det er svært at forklarer, men de for mit hjerte til at springe lidt" indrømmede han, var der en smule mere farve i hans kinder? eller var det varmens skyld? Han kunne jo ikke holde sig tilbage for evigt, hele dagen havde tanken om hende pirret ham. Armen gled omkring hende før hun kort efter sad på hans skød, og hans hånd strøg lidt hår væk fra hendes pande. Den anden lagde sig halvt imod hendes lår, lod en finger glide forsigtig rundt, imens hans hoved rykkede frem, og de store læber søgte hendes. 
De ru læber gav hende et kys, før de slap hendes og så dybt i de kønne øjne, en bule begyndte langsomt at tage form under hende. Hans hånd fra låret lagde sig imod hendes ryg og et nysgerrigt blik gled over hende " har de nogensinde været med en mand?" det var svært ikke at spørge, dog fjernede han sine hænder for at give lidt frirum. Hvorfor var hun så dejlig? " dine øjne er så livlige min kærer" tilføj han varmt.  

”Ja! Og søvn er virkelig vigtigt!” hun udtrykkede sig glædeligt med håndfladerne oppe og med armene i en lidt hoppende bevægelse for at understrege det, ”Engang faldt jeg i søvn mens jeg var kusk til mine æsler- Og jeg er heldig det ikke endte galt!” Der var for mange detaljer til den historie til at hun turde åbne for meget op om den. Det var ikke så nødvendigt at snakke om. ”Jeg fik faktisk også lokket en stalddreng til at hjælpe mig i går… Det hjalp en del,” sukkede hun. Hun brød sig ikke om at have brug for hjælp. Men på den anden side, hun havde så travlt fordi hendes bagerier var eftertraktet!

En ru hånd fandt hendes hage. Hun følte sig mundlam, og vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Han fik lov til at se på hende. Hans forklaring gav mening – men uden at give mening, for han kunne ikke forklare hvad det var. ”Jeg troede kun det var mit-” lød det forsigtigt fra hende. Hun kunne i hvert fald mærke hvordan hendes hjerte bankede afsted. Hans arm fandt rundt om hende, og hun holdt vejret som han trak hende op på sit skød. Hendes små hænder fandt blot den trøje han havde på, og hvilede langs hendes lår. Hvad skete der lige?
De små kærtegn kunne gøre en sindssyg. Han lænede sig mod hende og lod sine læber mødes med hende. Som var det automatik, lukkede hendes øjne sig og gav ham et kys tilbage. Hun kunne ikke finde ud af om hun skulle trække sig eller blive. Hun tænkte slet ikke over hvad der foregik under hende endnu. De store øjne blinkede et par gange ved hans spørgsmål. Hvor var de på vej hen? Hun rystede på hovedet en smule. Håret svang lidt med i bevægelsen. Hendes læber prøvede at finde ud af om de skulle smile eller snakke, som han komplimenterede hendes øjne. ”Tak,” lød det forsigtigt. Hendes hænder greb langsomt fat i stoffet af den bluse han bar – ikke at hun prøvede at afklæde ham, men af spænding.

Asger nikkede søvn var vigtigt, nogle gange følte han bare ikke der var timer nok i døgnet, så det kunne hænde at han stod det meste af natten og arbejde. Han skævede let til hende som hun fortalte om turen, han var glad for der ikke var sket hende noget, men ja det kunne være gået galt, dog valgte han blot at nikke let det var nok ikke noget, de behøvede snakke mere om? En stalddreng sagde hun? det fik en rynke frem i panden " denne stalddreng skulle vel ikke hede Eamon?" spurgte han da det ej ville undre ham, selv havde han hjulpet staklen et par gange " han er en god knægt, livet har dog ikke tjent ham godt, jeg hjælper ham selv til tider" forklarede han et kort kærligt blik i de ellers seriøse øjne. 

Måske hans ord ikke helt gav mening, men de var sande hun var smuk i hans øjne, og det var ikke kun hendes hjerte der bankede lidt hurtigere. Han var måske lidt for påtrængende, men så igen han var ikke ond på nogen måder, ville heller ej tvinge hende stoppede hun ham. Blikket hvilede dybt på hende, som hun nu sad på ham så let og fin. Hun kyssede ham kort igen, hvilket for ham var et godt tegn, prøvede at være forsigtig fordi han selv var så stor. 
Hun havde ikke været med en mand før? det var en skam men hun var sikkert en travl kvinde, men man skulle tage sig tid til den slags det gjorde livet noget sjovere. Han smilede varmt til hende, en hånd strøg hende ganske blidt op ad benet imod inderlåret dog ude på tøjet. 
Asger lænede sig frem igen for at lade sine læber kærtegne hendes, sukkede svagt imod dem som hun greb fat i ham, før kysset sluttede og han lod sine læber glide ned ad hendes hals " stop mig hvis det er for meget" lød det oprigtigt fra ham. Hans anden hånd lagde sig imod hendes ryg, en bred fingre strøg op ad den for så at mærke den vilde manke. Han måtte tvinge sig selv til at holde igen, for ikke at presse hende ud i noget hun ikke ønskede, men han var bare så fristet...

Da Gavaelyn nævnte stalddrengen, opdagede hun hvordan smedens ansigt ændrede sig lidt. ”Jo, det var vist nok det han hed,” lød det tænkende fra hende. De havde trodsalt ikke brugt hinandens navne så meget. Smeden uddybede kort efter, og hun var derfor slet ikke i tvivl. Det var Eamon. Hun trak et forsigtigt smil, ”Ja. Det godt der er nogle som os der kan hjælpe dem i nød,” lød det roligt, dog stadig med glæden i hendes stemme.

Som hans hånd rykkede på sig, kunne hun mærke et sug i maven. Det var nervøsitet, men var der nogen grund til at være nervøs? Han lænede sig frem igen for at kysse hende, og hun lod deres læber mødes igen. Hun var forsigtig, ikke nødvendigvis fordi hun var bange, men nok mere af fordi hun var uerfaren. Hun havde aldrig haft tid til at gå og dagdrømme om en partner. Det var altid brød, boller og kager. Hun var målbevidst og havde ikke lade sig blive forstyrret af andre faktorer… Måske var det også derfor det hele kom lidt mere bag på hende nu? Hun havde været så ufokuseret i boden i dag.
Et forsigtig suk undslap hendes mund som hans læber fandt til hendes hals. Det kildede. Hendes øjne lukkede sig som hun lagde hovedet lidt til siden, så han havde mere plads at gøre godt med på den lille hals. Hånden på hendes ryg kunne jo næsten nå på tværs, men det var ikke noget hun tænkte over, ud over at han havde hende. Hun ville ikke falde nogle vegne, og hun kunne slappe af mod hans arm. ”Mhmm,” nynnede hun tilbage. Allerede nu hvad det pirrende og hendes tanker havde ikke været det rette sted hele dagen. Ville hun faktisk være i stand til at vide hvad der var for meget? Hendes nysgerrighed brændte for at vide hvad der gemte sig bag det hele. Hendes hænder der holdt om stoffet på hans bluse, slap let grebet, blot for langsomt at glide lidt op.

Asger gav sig hen til hende, hans læber dansede over hendes hals, hans vejtrækning en smule dybere som lysten til hende steg i ham. Blikket gled over hende som hans hænder følte imod hendes tøj, til de fandt et sted hvor han kunne trække op for at hjælpe hende af med tøjet. Hænderne imod hans overkrop fik et suk frem, et smil gled ovre læberne imens han lod sine hænder nu føle mere af hendes krop, dog blide i sine bevægelser van til at bruge sine hænder....
Han lod sig rive med af stemningen, og trak sin egen bluse af, for at afsløre en veltrænet overkrop, solbrun og en smule behåret, et par enkle ar pyntet på kroppen men det var hvad man kunne forvente med hans fag. 
En hånd søgte imod hendes bryst ude på de inderste gevandter, ville ikke afklæde hende fuldkommen, før hun var tryg ved ham dog kunne han så tydeligt mærke en dunken et sted. hånden kælede for hende udforskede, imens hovedet igen søgte halsen, for at kysse den, lod sin tunge løbe let over den. Stønnede imod den fine hud, og førte hendes ene hånd til hans barer brystkasse " de er en dejlig kvinde" lod han lyde, med en varm tone før hans læber igen søgte imod hendes denne gang lidt mere passioneret. Det var nok meget godt dette ikke skete på kroen, folk ville nok glo men han var ligeglad med deres størrelse forskelle, de kunne stadig nyde hinanden dog ikke helt på samme måde..