Skoven omkransede pladsen som en mur af levende silhouetter. Bladenes hvislen lød blandt trækronene, da vinden gled over landskabet og bragte duften af fugtig skovbund med sig. Under det sorte himmellegeme hang månen søvnigt i sin halve form og badede kirkegården i et blegt, spøgelsesagtigt lys. Det reflekterede sig så yndigt i hendes natsorte hår. De grønne øjne synes næsten at gløde i de dunkle omgivelser og over de velformede, røde læber flød den melodiske stemme; "Sh! Vær stille!" snerrede hun af den reanimerede krop, der med sine klagende lyde stirrede tomt ud i intetheden, med en kutteklædt mand i et fast jerngreb.

Hun rejste sig elegant fra sit sæde, der bestod af endnu en reanimeret krop på alle fire, som hun mere eller mindre havde brugt som en ottoman. Hun stillede sig foran den fangeholdte mand, "Jeg spørger dig én gang til, Marakoz. Hvem skulle du møde herude?" Intent hvilede blikket på ham, til hun ømt lod fingrene glide over hans ru kind. Han bed sig i læben, som for at sikre sig, at han ikke ville komme til at røbe noget. "Nej? Intet?" Han rystede på hovedet og Perditha sukkede skuffet. "Nuvel." - "Bræk benet." Faldt kommandoen næsten opgivende og i samme nu lød et knæk, efterfulgt af et hyl af smerte. 
Perditha drejede om på hælen, for at sætte sig på sin improviserede stol, da lyden af en kvindelig stemme pludselig lød. Hun standsede og lyttede, drejede sig halvt om med et smil på sine læber. "Er det hende?" Imellem klynk og lydene af nød, protesterede Marakoz kraftigt. Men Perditha tænkte det modsatte.

Hun beordrede de to ud af tre animerede kroppe om at fastholde Marakoz, den tredje blev opgraderet fra siddemøbel til torturbøddel, da Perditha beordrede endnu mere smerte påført den arme mand. Hans skrig ville sikkert trække den nytilkomne til.

Der var stille efterfølgende.. pånær Marakoz' småklynkeri. Perdithas blik vandrede søgende over de mørke omgivelser, i håbet om at finde kilden til mandens tilstedeværelse i nat. Intet kom til syne. 

I en skuffet mine slap hun lidt luft ud gennem næsen og skulle lige til at vende sig bort, da en kvindes høje røst lød og bad hende vise Marakoz lidt nåde. Ét specifikt ord fik en stille latter til at klukke i hendes indre. "Ære?" Lo hun sagte, "Jeg har aldrig haft et gram af ære." Tilføjede hun i en rolig stemme. Hun søgte at lokalisere kvinden, men kunne umiddelbart ikke hitte rede hvor stemmen kom fra. Hun trådte derfor blot lidt frem.

"Hvis ikke mit ærinde har med vores lille ven her at gøre, kan det da være, at jeg i virkeligheden har fat i den forkerte?" Spørgsmålet var halvt retorisk, "Måske jeg i virkeligheden skal have fat i dig?" Lød det blot spørgende.. og samtidig overraskende konstaterende på trods af truslen der lå vævet ind i sætningen, skønt Perditha ikke havde i sinde at handle på den. For nu. Stilheden fulgte i et kort øjeblik derefter.