Med lærlingekåben svunget henover den ene skulder med en finger i krogen, for det ikke faldt ned, slentrede han vaklevorn op af brostenene. Solen var gået ned for længst og månen havde skinnet i nogle få timer. Den var ved at fase hen i sin halvmåneform, før den ville ende ud i nymåne. Så der var ingen problemer i månefasen, eller med vejret eller i bylivet som var gået i seng. De fleste hvert fald. Han havde startet dagen ud med at være på biblioteket og læse op på det forsømte, men som maven havde rumlet og hungret efter mad, tog han til den nærmeste kro. Alt havde været med de reneste hensigter og forudsætninger. Men idet han trådte ind ad døren til kroen, var det kun gået ned ad bakke.
En travl krofatter havde skænket ham en lidt for stærk mjød til hans lette måltid. Det var hverken tid eller sted at begynde at rette på folk for det. Så han havde givet sig i kast med den. Smagt den an og tyggede lidt på det.
Den tomme mave led mere last end gavn af mjøden. Det gled næsten direkte i blodet, trods for det lette måltid. Men der var mere mjød end mad. Så. Der var startskuddet til den snalret præstelærling. Den friske luft blussede blot op for tilstanden. At han kunne gå var en gåde for guderne. Alle de kantsten han havde trådt ned fra uden at falde, de osede af vrede bag sig.
Stille som han førte den ene fod foran den anden, begyndte han at fløjte en munter melodi. Skjorte ærmet var folder op til albuerne og sad hulter til bulter i bukserne. “Hvor tungt mon en fuld spand med vand er… Mere end tre tempelbøger med garanti!” Snakket han med sig selv, som der var andre til stede. Ah. Han nærmede sig den hellige bydel og dermed templerne.
Fløjten blev dog, men han trådte langsommere, som han skulle være stille.