Det var mørkt, da Malurt nåede til bunden af Kzara bjergene. Et sted skammede Minali sig. At en dragerytter havde jaget hende til at skjule sit ansigt og forsvinde fra omverdenen. Og hvor hingsten havde et naturligt instinkt, der gjorde at den skyede drager, var det for Minali, fordi Lazarus havde tvunget hende til at se på de af fortidens spøgelser, hun normalt blot vendte ryggen til. Hun ville bare have fred. Fra tankerne. Fra den konstante jagt. Fra uvisheden, der hang som en usynlig faldøkse over hendes hoved.

End ikke i de mest brogede afkroge af landet kunne hun bide sig sikker fra Mørkets hær. Og hun vidste ikke hvor hun havde Lazarus. Alt hun vidste var, at hun ikke længere var glemt. At hendes lille nummer var ude af sækken. At skæbnen så udstrakte en hånd i sin bogstavligste form, det var uventet. Da havde hun søgt at slå en lejer op i kulden af bjergets skygge. Et par forbipasserende iført røde og sorte klæder stoppede op, og hun tillod dem at varme sig ved ilden. Hun måtte have udsendt et eller andet, for de konkluderede at hun ville passe ind imellem deres – Hvad ”deres” så end indebar.

”Søg tegnet i klippen” sagde de og viste en af runerne på deres smykker.

Ingen yderligere forklaring eller brugsforvirring at følge. Så var de vandret væk, lige så pludseligt som de var ankommet. Og det efterlod Minali endnu mere forvirret og med kraftige rynker på næsen.

”Tjenere af Nalish'ra simpelthen” grublede hun, var det ikke det de sagde? Og i periferien af sit sind mindedes hun nogle informationer fra Majorens bibliotek. Hendes erfaring med kulter var ikke positive. At opsøge endnu en kunne få konsekvenser.

Men hvis det betød at hun kunne forsvinde, blot for et par dage. At hun kunne finde et sted at hvile, hvor hun ikke længere skulle vandre. Det talte imod alt fornuft!

Alligevel havde hun få minutter senere forladt sin lejer og begyndte at trække den store hingst efter sig op ad bjergsiden. Skridtene hun tog begyndte at smelte ind i hinanden, blidt indhyllet af en ukendt magt, der guidede hende fremad. Eller måske blot af mørkelverkvinden selv og den nysgerrige stædighed hun altid var udstyret med. En påpasselighed i baghovedet gentog sig, for det havde ledt hende i problemer lige så ofte. Men momentummet af ideen om noget større end Minali selv, drev hende til at fortsætte, selv om hun ikke vidste hvad hun kunne regne med befandt sig for enden – eller hvornår hun ville finde den. Hun syntes at kunne fornemme platforme i klipperne og mistede føling med tiden omkring sig. Malurt fulgte med af sig selv, med en bjerggeds elegance, for han havde opdaget at Minali bar skiver af beef jerky i tasken og brugte de spidse hove til at fæstne sig på de mange små indhak.

Det udgjorde et større spektakel, da Minali endelig nåede portene til Skyggernes Kapel. Efter insisteren og indbyrdes diskussioner iblandt vagter, blev hun budt indenfor. De kulsorte dådyrøjne kørte rundt og sugede alle indtrykkene til sig. Hun noterede især at alle farver var gået tabt på dette sted. Ligesom i hendes egen krop. Skyggernes kapel var en tom palet af obsidian, aske og blodrød som solnedgangen.

Hun havde netop sat sig. På trods af at der var bænke tilgængelige, knælede Minali på stengulvet hårde flade, med væggen bag sig. Der var underligt stille. Et sted kunne hun høre at kondens fik vand til at dryppe ned fra loftet. Næsten meditativt. Det var der hun overværede en diskussion imellem to af Nalish'ras forkyndere. Begge mørkelvere som Minali selv.

”Er det ham den nye? Han ligner ikke en af os. Med den hud må han jo være syg. De skulle aldrig have lukket ham ind. Han ender med at smitte os alle. Hvorfor er han her?”.

-”Jeg ved det ikke. Han har intet sagt. Måske har katten taget hans tunge? Er det overhovedet en ham?”

Sådan fortsatte samtalen i diskretionens navn, talt af to individer, der ikke havde noget bedre at give sig til og vidst heller aldrig havde forstået betydningen af ordet. Minali skævede til dem en sidste gang. Så lukkede hun øjnene og nægtede derfra at tale. Hun hadede at skuffe et publikum. Særligt, når hun på forhånd vidste, at uanset hvad, ville hendes stemme ikke blive hørt. Sladdertanterne gik igen, og hun blev efterladt i stilheden.

”Solari?” Ordet blev gentaget undersøgende, med et anerkendende nik, som for at smage det i munden og afveje hvor vidt hun fandt det passende. Men kvinden foran hende havde uden tvivl en meget særlig udstråling, der gav genskær. Lidt som navnet måske kunne indikere. Solaris fingre var lange og slanke, som de lå der i Minalis hånd. De kunne have tilhørt en adelig, eller hænderne på en højt rangeret kvinde i Minalis oprindelige klan. Hænder der oprindeligt aldrig ville have rørt hende og havde ignoreret hendes tilstedeværelse. At mærke en berøring, der udstrålede en form for accept af en anden mørkelverkvinde, var uvant, og hun vidste ikke helt hvor hun skulle placere den.

”Jeg beklager, det er uvant for mig at færdes under disse omstændigheder”.

Sagde det nok til at hun ville forstå? Men uden at sige for meget. Det kunne referere til templet. Men det var så meget mere end bare det.

”Sidste gang jeg omgik Nalishra var… anderledes. Og blev ikke praktiseret helt så grandiost. Et værelse ville være meget værdsat. Hvor henne? Jeg noterede ingen på vejen her ind” spurgte Minali undrende, og afslørede dermed at hun var ved at kortlægge Skyggernes Kapel i sin hukommelse.

”Sidste gang?” Den dybe undren i Minalis stemmen blev for tydelig til at hun kunne skjule den. På trods af de lidt mørke omgivelser, ville hun mene at det var et sted af passende overdådighed. Det var svært at gøre mørket smukt i dets udformninger, med mindre det var ting der udsprang af mørket, og det samme princip burde gøre sig gældende i deres omgivelser. Denne rede var smuk i hendes øjne, så vidt mørket nu kunne være.

”Har der været en sidste gang? Her er jo ærefrygtindgydende allerede”.

Der var uden tvivl en historie gemt i de ord, og hun var nysgerrig på om hun trådte ind i en grænse hun endnu var for ny til at grave over, eller om det var åben viden.

I takt med at lysene kastede skær og forvandlede grå skygger til farverige paletter, kørte Minali beundrende sine fingre langs malerierne, næsten som i intime kærtegn. Hun hang dog ikke ved dem længere end at hun forsøgte ikke at sagtne bagud af præstindens målrettede skridt.