Natten var faldet over tusmørkedalen. Historierne som mødre kunne fortælle deres børn, for at sikre at de blev indendørs efter mørkets frembrud. Historier om at vampyrende ville komme fra tusmørkeskoven, indfange dem de kunne, og efterlade kun tomme hylstre tilbage når solen stod op. Og var det ikke vampyrerne så ville det være varulvene.
Nej ingen var sikre her, for mørket og monstrene var i alle afkroge var man ikke forsigtige.

Og en af disse monstre havde bevæget sig ud fra skovens sikre område. Ind i en kro og betragtede sine omgivelser med mørkerøde øje. Det tidligere kortere hår var nu vokset ned til taljen. Vilde krøller omkring ansigtet der bar et langt ar ned ad hendes øje og kind. Et ar der næsten lignede et lynnedslag da hun var blevet ramt, af en magi som ikke kunne blive healet af normale omstændigheder.
Selv ikke det at blive forvandlet til en vampyr.
Nu var det ikke fordi at Anann havde været en kvinde som der trådte meget ud af mængden. Selv med hendes højde, bredeskuldre, og det mørkebrune hår. Nej det havde været attituden, de lynende øjne og det konstant irritabel udtryk som hun besad.
Men her var der ingen lynende øjne, der var ikke nogen sure miner men et skævt smil der prydet de fyldige læber. Hun var smukkere end hun nogen sinde havde været før, selv med det lange ar ned fra hendes pande og til kinden.
Dog blev blikket rettet mod de nye patroner der trådte ind på baren, hun trak sig tættere ind i de mørke skygger hun sad i. For en af mændene var en hun kendte godt. En hun ikke var sikker på om hun ønskede at gøre bekendtskab med igen.
For hun var ikke længere Anann, nej kvinden i baren gik nu under navnet Siri.
Anann var død, og Siri havde taget hendes plads.

Historier, rygter, sagn og opreklameret pis var der rigeligt af i alle afkroge af verden. Alt var overdrevet, og intet var baseret på fulde sandheder - så hvorfor tage det seriøst. Logan var ligeglad med om der kom vampyrer, varulve eller andet skidt og forsøgte at slå ham ihjel. De kunne stille sig i kø og afvente deres tur!
Nej, Logan var ikke bange for gyserhistorierne eller fanden der blev malet på væggen. Logan havde i årernes løb pralet af ikke at være bange for noget som helst og ligeglad med alt.
I hvert fald en af disse udtalelser, var ukorrekte.

Månederne havde været hårde ved den aldrende skurk, der ved gud aldrig havde været et fryd for øjet. Håret hang uplejet og filtret ned i hans øjne, og var ikke synderligt effektiv til at skjule det hævede sæbeøje eller de blå mærker.
Hans øjne var blanke og påvirket af mængden af alkohol han indtog på daglig basis. Han havde sin vante udstråling af irritation, temperament og ubehag. En mand man ikke skulle komme i nærheden af, når han havde en dårlig dag. Det nye var de tunge skuldre og sammenfaldne udtryk af en træt mand. En modløs mand.

En mand, der kendte vejen hen til baren, hvor flaskerne af alkohol stod klar på hylden. Han gad ikke engang at kigge sig omkring. Intet havde interesse for ham - ikke engang kvinderne. Det var kun, fordi han afventede at få serveret en flaske, at han dovent lod sit krølle-indhyldet dreje og blikket glide omkring sig, uinteresseret.
De dovne øjne flakkede og fik et glimt af liv, som genkendelsen kort meldte sig. Hurtig var han til at lukke øjnene og med en opgivende brummen vende blikket ned i bordpladen foran sig. Ikke igen. Han orkede det ikke. Bare, en enkelt aften uden at hans hjerne skulle løbe om hjørner med ham.

Hun burde rejse sig op og gå sin vej. Hun burde ikke blive siddende og betragte Logan. Men jo mere hun så på ham, desto mere irritable blev hun også. Det var vel for helvede ikke sådan, at idioten havde tænkt sig at ære hendes minde?
Før hun kunne stoppe sig selv, placerede hun begge hænder på bordet og skubbede sig selv op. 

Han havde lige fået flasken serveret, som hun kom hen til bordet og greb omkring det kølige glas og trak det væk. Stolen knagede under presset, da hun satte sig ned med en håndbevægelse. Hun skubbede lidt til den store pels omkring hendes skuldre, skjortekjolen hang løst omkring hendes krop. Kun holdt på plads af et bredt bælte omkring hendes liv. Hun lænede sig hen over bordet og kiggede mod den ødelagte mand.
”Du fortæller mig ikke, det er sådan du har tænkt dig at bruge dine sidste dage, hvad fanden tror du, du har gang i Logan Hallow?” kom det uden omsvøb som hendes øjne blev smalle. Dette kunne ikke være rigtigt, det var ikke hendes død der havde skabt dette. Der måtte være sket noget andet, men hvad? Hvad kunne slå manden hvis rådne hjerte, kun bankede for eventyr, den næste kvinde og alle de skatter han kunne rive til sig?

Logan havde ikke mistet alle evner til at foremme hvad der skete omkring ham, trods ligegyldigheden lå som en tung kappe over alt han foretog sig.Han rettede blikket op fra bordet og lige ret foran sig som lyden at nogen kom nærmere nåede ham. Hans udtryk var irriteret og afvisende. Han gad ikke selskab, ynk eller snyltere. Han ville være i fred og drikke sig fordærvet, som han gjorde hver eneste aften.
Det var ikke meget han rettede sig op, som han drejede hovedet til side med et olmt blik.
Forvirringen var stærk kontrast til alle de andre afdæmpede grå toner der var i ham og han glemte at være rasende over at hun tillod sig at tage hans glas fra ham. I lang tid stirrede han bare på hende og var meget langsom til at bearbejde de vrede ord. "Pis." hans knurren kom helt ned fra maven, og han greb ud efter den fyldte flaske og lod sig dumpe ned fra stolen og væk.

Normalvis, var det kun når han var alene hun kom. Kom og generede ham selv i døden, og mindede ham om hvor ussel en skabning han var. Hvis det havde udviklet sig til at være mens han sad blandt andre, så var han da for alvor gået fra forstanden.
Uden at give hallucinationen, eller hvad fanden hun nu var, chance for at tale mere til ham, gik han med lange overraskende lige skridt væk fra den summende krostue og til det kroværelse han havde været på de sidste par dage. Et der allerede var fyldt med tomme, halv fyldte og nogle fyldte flasker han endnu ikke havde fået fingrene i. Brugte glas, smadrede glas og oppakning der lå hulter til bulter.
Logan ignorerede forfølgelsen og gik ind i rodet og lukkede døren bag sig. Måske, ville hun forbliv derude, hvis han koncenterede sig nok om det. Træt satte han flasken på bordet og landede selv i stolen ved siden af, henslængt og med hovedet hvilende i sin hånd.

Om det var det tomme blik, ignoreringen eller den måde han bevægede sig på. Det kunne Anann ikke rigtig forklare, men alt omkring mødet gjorde hende utilpas. Aldrig havde hun set ham så nedbrudt. Aldrig havde han opført sig på denne måde. Nej, der var hendes stil. Sådan at bevæge sig ned i bunden af en flakse. Ignorere hele verden og langsomt men sikkert, dræbe sig selv fordi man ikke ønskede at leve med sig selv. 
Så da flasken blev taget igen, stoppede hun ham ikke men betragtede blot hans skikkelse. Logan formåede dog ikke at tage mange skridt, før at Anann kom op på benene. Med hurtigt skridt fulgte hun efter ham, kun for at få banket døren direkte op i ansigtet. “Ved zalans rødne fødder” hvæsede hun kortvarigt af smerte, før hun hæv døren op og trådte ind i rummet. Måbende kiggede hun rundt, så hvordan det så ud. De tomme flakser der klirede imod hendes fødder. Glas både hele og knuste kastet ud over det hele. 
Hvad fanden foregik der? 
Han virkede mest af alt, som var hun en hallucination. Men det kunne da ikke være hende, nej det måtte ikke være hende, som var grunden til det her.

“Logan din idiot, hvad fanden foretager du dig” med målrette skridt gik hun mod ham, både for at flå flaske uden. Men såmen også for at lange ham en lussing, i håb om han ville vågne op.

Et meget langt og meget træt suk forlod ham, som døren blev flået op og smækket i igen. Han vidste det var noget han bildte sig ind, og døren egentlig slet ikke var blevet åbnet igen. Det var fandens livagtigt denne gang.
Logan løftede hovedet nok til at han kunne banke sin hånd ned i bordet og kigge op igen. Hun så anderledes ud - og så alligevel. Hver gang havde det ikke været helt rigtigt når han så hende. Enten passede alderen ikke, hun var tilskadekommen eller helt uskadt, eller noget helt fjerde, som fik hans hjerne til at være så zaladinsk rodet.

"Det samme jeg har foretaget med hver gang. Drukket for lidt til at kollapse, men tilstrækkeligt til du skal komme og genere mig!" knurrede han arrigt og løftede overraskende adræt sin hånd og lukkede den om håndleddet til hånden, der havde forsøgt at give ham en lussing. En han uden tvivl følte han fortjente, men han kendte rytmen. Det var hendes foretrukne angreb mod ham.
"Og nu, hvis du vil have mig undskyldt" han skubbede hendes hånd tilbage, for i stedet at række hånden ud efter flasken, som blev ført til munden så han kunne bide fat i proppen, flå den af med en god plop lyd, og spytte den ud på gulvet. Klar til at drikke endnu mere, så han forhåbentlig mistede bevidstheden. Måske virkede det at ignorere hende igen - ikke det havde virket før, hvilket de knuste glas var et tydeligt eksempel på.

Hver gang?
Hvad mente han med hver gang? Vent, hallucinerede han hende, og det var grunden til han drak? Hvad fanden var det der foregik?
Der var et væld af spørgsmål, som der rumsterede i hendes hoved. Men varmen fra hans hånd der havde lukket omkring hendes håndled, påvirkede hende så meget at hun ikke kunne tænke. Det var mærkeligt for hende, at han tydeligvis ikke lagde mærke til, at det var ægte og han kunne mærke hende.
”Logan” sagde hun med en blidere stemme og trådte frem mod ham. Anann ombestemte sig dog, og tog et glas før hun gik hen imod ham. ”Kast det efter mig” sagde hun og betragtede ham som hun holdt glasset ud foran sig. Hvis hun før havde været en del af hans tanker, måtte den logiske tanke være, at glasset var gået igennem hende. Men hvis han kunne se, at han fysisk kunne skade hende, ville det måske ændre hans syn på tingene. Ikke at Anann regnede med, at han så ville stoppe med at smide ting efter hende. Men, som han stod der og var i gang med at drikke sig ihjel tænkte hun, at det var bedre han vendte vreden væk fra sig selv og imod hende. Hun havde trods alt, altid haft folk som der hadet hende. Så hvorfor kunne hun ikke have plads til en mere?

Logan forbandede at han var rejst tilbage til Dianthos. Var han blevet væk, havde han levet i uvished. I uvisheden, havde han været sig selv. Sorgløs og bekymringsfri. Hvorfor skulle hun også ødelægge det, ved at dø fra ham! Og ikke nok med det, så også komme tilbage og hjemsøge ham, for at bøde for det.

Logan havde allerede løftet flasken op til munden og taget en stor slurk - håbende at den brændende fornemmelse stjal hans evne til at tænke. Dovent drejede han blikket mod glasset hun rakte frem og fnøs med et glædeløst smil "Er jeg blevet så forudsigelig" knurrede han. De knuste glas og flasker var beviset på at det ikke var første gang. Det vidste hans hjerne, og derfor vidste hun det også.

"Bare.. Lad mig være" Stemmen var overraskende svag og øjnene blanke. Øjne der sørgede for ikke at kigge på hende. Det gjorde ondt hver gang. Sorgen, blandet med vreden og håbløsheden. Hvad skulle han gøre? Han kunne ikke bringe hende tilbage! Det var ikke engang hans skyld hun var væk. Alligevel var skyldfølelsen så gennemtrængene og dybt blandet ind i hans sorg at han vidste hun aldrig ville stoppe med at hærge ham, og prikke til den kogende vrede.

Glasset faldt til gulvet og hun betragtede den sørgende mand foran hende. Et kort øjeblik overvejede hun bare at gå, lade ham blive i hans elendighed indtil han ville dø, fordi han ikke stoppede med at drikke.
Lysten var stor, og hendes fødder begyndte også at bevæge sig mod døren. Men da det kolde jernhåndtag lå i hendes hånd, sukkede hun irriteret lukkede døren i igen, og gik med hastige skridt over mod Logan. Hun greb omkring hans ansigt, og kiggede ham direkte ind i øjnene. ”Jeg er lige her din idiot, jeg er ikke en hallucination, hvordan fanden får jeg det ind i din tykke hjerneskal! Bliv sur, bliv arrig, gør noget! Jeg kan ikke holde ud af at se dig sådan her” hun ruskede hans hoved lidt, inden hun trådte tættere på. Hvad hun ville, det var hun ikke sikker på, men hun prøvede i et desperat forsøg på at vække ham fra hans dvale, ved at kysse hans læber.

Logan følte en lettelse ved at høre skridtene træde væk fra ham. Lod ham indhylde i en falsk tryghed af at han endelig fik fred. I hvert fald for nogle timer, måske hele aftenen inden han faldte om.
Kroppen faldte en smule mere sammen i stolen, som anspændtheden lå sig. Men det var en kort fornøjelse - hvis det kunne beskrives som det. Nej, selv ikke i hans opspind gav hun op så nemt. Han knugede flasken hårdt, til knoerne blev hvide og mærkede sit ansigt blive svunget til at kigge op på hende.
Inden hun overhovedet havde fat om ham, var han vred. Magtesløs og vred. Havde det ikke været for forvirringen over at hendes ord lænede sig mere op ad medfølelse end af bebrejdelse, havde han også rejst sig og tvunget hende væk.
Men alt det nåede han slet ikke før hun lænede sig frem og kyssede ham.

Reaktionen derefter, var til gengæld prompte. Han rejste sig og skubbede hende væk fra sig i processen. Faktisk fastholdte han et tag i hendes skulder, som han med sin fulde styrke, omend drænet let af alkoholens tag, skubbede hende tilbage mod en væg. Arrigt fulgte flasken efter og trods hans første indskydelse i sit rasserig, havde været at slå den mod hende, ændrede den i stedet retning og fløj igennem lokalet, hvor den splitrede mod væggen. Den frie hånd knyttede sig sammen og slog ind i væggen ved siden af hendes hoved.

Han havde på intet tidspunkt ramt hallucinationerne. Aldrig havde han gjort skade mod hende, trods han vidste hun ikke var der. han havde haft lyst til det, og havde også tænkt, at hvis han gjorde forsvandt hun vel for alvor. Men glassene var splitredes ved siden af, på gulv eller vægge og det havde indtil videre været nok.
Med en tung arrig vejrtrækning knurrede han. Han havde lyst til at skrige af hende og guderne måtte vide at han var vred nok til at råbe direkte ind i hendes ansigt, trods afstanden var nærmest ikke eksisterende.

Det var først her det ramte ham. En lille ting, som han aldrig havde gidet at opdigte selv. Han kunne mærke hendes vejrtrækning mod sit ansigt. Som en kold spand vand over spruttende gløder, gik vreden ud. Det var så lille og ubetydelig en ting. Den forslåede hånd bevægede sig hen til hendes ansigt, over den kolde hud og hen over de velkendte læber. Det forvredne ansigt i smerte og vrede, var forvirret, overrasket og havde blot det spinkle gnist af håb.

Det kom ikke bag på Anann da Logan skubbede hende væk. Hellere ikke da hun mærkede væggen som kolliderede med hendes ryg, hvilket også var grunden til at hun smilede frem for at skælde ham ud. Det her, det var den Logan hun kendte på trods af at sorgen stadig var nem at se.
Hvilket også var grunden til, at hendes øjne aldrig forlod hans, selv da flasken splintrede ikke så langt væk fra hende. Hellere ikke da hun mærkede hvordan hans greb omkring hende strammede.
Også skete der noget, hun kunne se hvordan hans blik ændrede sig. Det var gået op for ham, hun var her, hun stod lige foran ham. Men Anann var også bange for, at han ville glide tilbage til det trygge, det som der fortalte ham at det bare var en hallucination. Hun ville langt hellere have at han råbte ad hende, slog ud og skældte hende ud for ikke at have fundet ham. Selvom hun havde sine grunde, og selvom hun ikke bare kunne forlade tusmørkedalen når hun ikke længere var menneske.

”Logan, det er mig” prøvede hun igen, og lod hans fingre vandre over hendes ansigt. Så hvordan at hans hånd var forslået, efter han havde banket den ind i væggen ved siden af hendes hoved. ”Jeg er her, kød og blod”

Der var noget trygt i at forblive i fornægtelse og ikke mindst fastholde vreden. Det ville være nemmere, end at konfrontere sine egne følelser og tanker. Også selvom han hadede den tortur hans egen hjerne havde udsat ham for, var kendsgerningerne de samme. Hun var død. Hun havde forladt ham alene tilbage, og det kunne der ikke laves om på. Bebrejdede han hende - mere end noget andet!

Det havde været det nemmeste. Men intet i dette forbistrede land var nemt eller lige til.
Hans vejrtrækning var stadig tung og påvirket af raseriet der for få sekunder siden havde strømmet ud i alle afkroge af hans krop. Han lod langsomt hendes ord synke ind og lod fortsat sine fingre røre over hendes hud. Bekræftende at hans sanser ikke spillede ham et overordentligt velklaret pus, og at hendes ord ikke bare var pure opspind fra hvad han kunne huske om hende.
Inden han begyndte at tænke for meget, og inden han uundgåeligt ville blive vred igen, lod han sine fingre glide til side og hvile mod hendes øre og hals, som han kyssede hende igen. Næsten for at bekræfte hun talte sandt, men mest fordi han havde savnet hende og ikke gav sig selv tiden til at skjule det i dette øjeblik, som ellers var kendetegnet.
Så var det muligt at råbe og skrige af hende senere.

Et gisp der var ved at forlade hendes læber, blev slugt af hans da han lænede sig ind og kyssede hende. Anann havde ikke regnet med at han ville kysse hende. Hun havde derimod været helt sikker på, at hun ville flyve gennem rummet før der blev kastet ting efter hende. Men ingen af de ting skete, i stedet mærkede hun kærlighed frem for alt.
Et suk forlod hendes næse, lige siden hun var blevet forvandlet, havde hun ikke mærket nærværet fra nogen. Mere eller mindre overladt til sig selv, havde hun levet i skyggerne i tusmørkeskoven.

Hendes hænder fandt vej ind i hans fedtede og rodet hår. Trak ham tættere på sig på den måde, og løftede det ene ben og placerede det omkring hans hofte. Alt omkring ham tog hende tilbage til den gang—den gang de havde været unge, og de kunne gøre næsten som det passede dem. Den gang de havde været forelsket, og troede at de kunne klare hele verden bare dem sammen.
Lige nu tog hun bare imod den kærlighed, som blev hende givet. Lige meget om det så var ægte, eller om han snart ville vende sig til Logan som hun regnede med.

Logan havde ikke vidst, at han havde haft så meget brug for hende. Han havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at hun var det vigtigste i hans liv, ej heller at hans verden ville være faldet sammen i det hun forsvandt. Det forfærdelige og irriterende væsen der havde haget sig fast i hans liv, som han erfarede på den hårdeste måde muligt, han ikke havde lyst til at leve uden.

Al den frustration, afsavn og kærlighed han følte for den mest irriterende kvinde i hele denne verden, var så tydelig i alt han foretog sig lige nu. Måden han greb fat om hende, løftede hende op og pressede hende mod væggen, og ufortrødent lod sin rug hånd skubbe til skjortekjolens stof for at mærke huden under. Måden hvorpå hans læber ikke kunne holde sig fra hende og sultent ønskede mere, som de bevægede sig over hendes kæbe og hals, mens en knurrende brummen forlod hans strube.

Den frygtelige kærlighed, som skabte en verden med kun dem. Alle andre var ligegyldige, de var de eneste to der betød noget i hele hans verden. Lige gyldigt hvor meget han hadede at han elskede hende, ville det aldrig blive anderledes.

Det var som om en storm væltede over dem. Ikke at det var noget nyt, hver gang de sås stof bølgerne højt, som de råbte og skændes af og med hinanden. Der var intet sundt omkring det, intet som burde henne som det der skete i dette øjeblik. Men det var som om, ar den fælles elendighed de havde. Det var nok til at drage dem mod hinanden, som en natsværmer der så en flamme i vinduet. 
Der var ikke en verden uden Logan, og havde de endt i en situation hvor det var ham, som var afgået med døden. Så havde hun nok fundet sig i samme situation. Selv de gange hvor chancen havde været der, fordi Logan tog væk så mange måneder uden man vidste om han kom hjem eller ej. Der havde hun altid haft håb, det var hvad der var det vigtigste. Den skønne uvished, den som det gjorde man kunne leve med drømme om alt var som det plejede. 

Kysset udvekslet blev mere intenst, især da han løftede hende op og smed hende mod væggen igen. Fuldstændig Tom for tanker, lod hun sig drive af kræften mellem dem. Mærkede hvordan kjolen hun havde på, var blevet løftet over hendes lår, da hendes be blev slynget omkring Logan. De ru hænder mod hendes nu, umådelig bløde og kolde hud. Skønheden var blot blevet større, efter virusen havde sat sine spor. Efter hun døde også genopstod. 
Vreden, frustrationen og den uundgåelige voldsomme reaktion der kom efter. Den blev skubbet væk som hun hengav sig til ham.

Logan vidste udemærket godt at han reagerede ud fra ren egoisme og sin egen trang til at mærke hun var der. Hans egen elendighed over at han ikke havde set hende bare en sidste gang inden hun havde været væk fra ham. For evigt, af hvad han vidste af. Havde han givet hjernen lov til at tænke, var spørgsmålene være mange, og blive stigende mere aggressive, anklagende og vrede. De ville komme - men han var komplet opslugt i sin egen desperation og frygt for at hun pludselig forsvandt mellem hænderne på ham igen.

Han var ikke nænsom - det havde han aldrig været. Han var heller ikke tålmodig - hvilket heller aldrig havde kendetegnet ham. Han var ivrig og intens i sine berøringer. Hun havde aldrig været blødere eller smukkere for ham end hun var lige nu, og det sendte flammerne højt, som hjertet hamrede og vejrtrækningen tog til i styrke. Hans intentioner var klare.
Med et fast tag under hende, trak han hende væk fra væggen og lod dem begge ende i sengen hvor han kunne fortsætte med at fjerne det kun mest strengt nødvendige.

Det var som om, at det var en storm der tog omkring dem, hver gang de var sammen. Bølgerne gik altid højt, og stormen omkring dem der slugte dem helt. Men det var aldrig mere end det, for efter de havde brudt kontakten første gang, havde det også været tydeligt at noget var blevet ødelagt. Måske var de bare et produkt af to sjæle, som aldrig ville blive healet og i hvert fald ikke af hinanden.

Rummet blev fyldt af tunge vejrtrækninger, en bølge af lyst lynede gennem hendes krop, som han smed hende i sengen. Måske var de begge selviske i dette øjeblik, Anann havde ikke mærket nærvær siden at hun var blevet slæbt til tusmørkedalen.
Hele kroppen skælvede efter det, higede og tiggede efter det.
Da hun så hvordan han gjorde sig klar, greb hendes fingre omkring kjolen og hæv den op for letter tilgang. ”Skynd dig” kom der hæst fra hende, og var fuldstændig ligeglad om hun var klar eller ej.
Hun havde behov for at mærke ham, på den tætteste tænkelige måde.

Der var aldrig stille vejr når de var i nærheden af hinanden. Og det gik i begge retninger, lige så hurtigt og nemt som at trække vejret. Det ene øjeblik var de indhyldet i hinanden, det næste var de som glubske ulve der sloges om territorie. Der var aldrig en middelvej.

Logan havde absolut ingen hensigter om at tage farten af hvad han havde gang i, det til trods for at den kommanderende hvæsen, næsten var nok til at stoppe op. Logan var lodret elendig til at tage imod ordre, men havde lige nu så meget trang og begær efter at fortsætte, at det kunne rage ham en høstblomst hvor meget hun kommanderede rundt med ham.
For skynde sig, det skulle han nok. Der gik nemlig ikke lang tid før det ikke kunne lykkes at komme hinanden tættere.

De rug fingre begravede sig i hendes bløde hud, som han ufortrødent og insisterende fortsatte. Fuldstændig aflukket fra omverden og ude af stand til at holde noget som helst tilbage - selv hvis det havde været hans hensigt.
En dyb knurren forlod hans strube, som han færdiggjorde sig og kroppen lod anspændtheden dale. Han havde stadig et solidt jerngreb om hendes hofte og trak vejret tungt og hurtigt mod hendes hud, som han genvandt noget styrke og bevidsthed.
I hvert fald nok til han kunne flytte sig og lande hårdt og tungt på ryggen ved siden af hende.

Hvorfor skulle man tænke på andre, når man udelukkende kunne tænke på sig selv. Det var nok et spørgsmål begge individer spurgte sig selv om ofte, men da Logan færdiggjorde sig, lå Anann og stirrede op i loftet.
Vent? Det var det? Det. Var. Det!?
For et øjeblik lå hun bare der, øjnene kiggede op i loftet, som hun hørte ham—ja næsten grynte, ved siden af hende. Det næste ville da være, hvis han også faldt i søvn og snorke.
Det skulle fandeme være løgn det her!
”Det var det? Hold kæft du har jo druknet dig i alkohol til det faktum, du ikke en gang kan tilfredsstille nogen” brummede hun irritabelt, for hun kunne ikke en gang tro på, at han selv følte det havde været nok, til at dække hans behov.

Anann flyttede sig hurtigt, og lod sig selv glide hen over hans hofter.
Lige så hurtigt som han havde fået dem i sengen, lige så hurtigt fik hun dem forenet og pressede sig selv tættere på. ”Tror du stadig på jeg ikke er her?” kom der tørt fra hende, før hendes hofter lige så stille begyndte at bevæge sig.

Fordrukken og udkørt var egentlig hovedparten af Logans tilstand de sidste måneder. Nogen gange var de imponerende at han overhovedet kunne gå.
Logan havde haft et behov, og det behov fik han udfyldt - i hvert fald toppen af sin trang, som ikke på nogen måde var blevet tilfredsstillet siden hun havde været så elskværdig at stille træskoene! eller rettere, efter han fandt ud af det.

Han åbnede dovent øjnene og skulede til siden. Et stik af kort morskab gik igennem ham som hun irriteret brummede af ham. Tydeligt utilfreds med præstationen! Han var ikke ung mere! og heller ikke ved fulde fem - hun kunne da lige give ham fem minutter! Han begyndte at gøre klar til at åbne munden for at svare hende, men nåede det ikke før hun tog sagerne i egen hånd.

For færdig var hun i hvert fald ikke! Øjenbrynene løftede sig op i panden og et smørret grin foldede sig ud på hans læber. "Jeg kender ved zaladin ikke andre end dig, der tør udnytte mig" kunne han havde opdigtet det? Formentlig, men det var usandsynligt. Anann kunne ikke opdigtes som værende den ægte vare.
hofternes rolige bevægelser gjorde også sit for at vække ham til live igen, med en let anstrengt brummen. De rug hænder fandt tilbage til at give fat om den kolde, bløde hud for at følge hendes bevægelser.
Han troede på at hun var der - den mindste tvivl der havde været tilbage var forduftet og en oprigtig lavmæld latter forlod hans strube.