Det var ikke ofte at Lazarus befandt sig i Fristavn, det sagde ham intet. Han mente ærligt ikke at der var ret meget at komme efter her, de fleste var udskud, pirater og andre som ikke vidste hvad de skulle gøre af deres liv. Men man kunne dog af og til være så heldig at hverve folk til mørket, og gøre dem til fod soldater og så ville de da gøre noget godt i livet. 
Det var dog hans mulige samarbejde med en portalmager, som holdt til i området, som gjorde det interessant for ham at bevæge sig rundt hernede. Han havde mødt hende og diskuteret, hvordan de kunne hjælpe hinanden og derfor måtte han blive i området, blot for en sikkerheds skyld. Her var i det mindste også en my varmere, end oppe i Nordlandet, hvor han for tiden holdt til.

Han nød sin vin, selvom han ikke rørte meget af den slag og når det endelig var, så var det den røde drue som var hans favorit. Der var et eller andet spændende over denne drik, den var lidt finere end andre og den havde meget mere at byde på, end en øl havde. Det drak de fleste blot fordi det var billigt og for at blive fuld. Du nød ikke en øl. Han gjorde hvert fald ikke.
Det store ståhej, fik ham til at vende sig om og lod sit fokus bevæge sig mod bordet, hvor lydkilden kom fra og folk var samlet omkring. Han kunne ikke se hvem der sad ved bordet og der var for meget larm, til at han kunne koncentere sig omkring personerne og deres tanker. Det var næsten også spild at bruge dem her. 

Der var dog noget som han fangede og fik ham til at rejse sig. Der var noget genkendeligt ved personens stemme, men han kunne ikke sætte hvad og hvem den tilhørte. Som han bevægede sig tættere på, skubbe han lidt til folk og trak sig igennem massen. 
Der var et eller andet som gav ham en følelse af at denne person, sagde ham noget. 
Som han rejste sig med en fart da spillet var ovre, og han ville søge væk, så han hendes øjne og deres kontakt varede ved i få sekunder, men nok til at give ham en idé.  
Lazarus fulgte langsomt efter ham, som personen bevægede sig væk fra bordet og spillet. 

Deres øjn kontakt nåede kun at vare ved i et kort øjeblik, inden de blev afbrudt af piraten som sprang op fra stolen og greb fat i manden, som Lazarus lige havde stået og kigget i øjnene.
Situationen gik så hurtigt og det virkede til at piraten fra bordet, ivrigt ønskede at vinde sine penge tilbage. Det var forståeligt, især hvis man ikke havde råd til at spille, som det virkede til. 
Lazarus gjorde intet indhop, det virkede det ikke til at der var brug for og hvis personen foran Lazarus var hvem han troede det var, så ville han ikke have brug for hjælp.
Et cirkelspark blev sendt imod piraten, som røg bag over og væltede ind over et bord, og som forudset var der ikke brug for indgreben fra Lazarus. 

Det var som om at personen nu havde glemt at han lige havde haft øjenkontakt med Lazarus, for han skyndte sig videre. Med god grund. Godt nok havde folk klappet, men ingen tvivl om at hvis han blev på kroen, så ville det selvfølgelig få konsekvenser. Lazarus fulgte langsomt med på afstand, som personen forsvandt ud af døren og bevægede sig ned ad mod havnen. 
Han forsøgte at holde så lang afstand, indtil at han kunne komme ham nærmere. 
Lazarus havde en idé om hvem det var han fulgte efter. En person som han ikke havde set længe, og som havde en ganske interessant historie, efter at hans søster var blevet henrettet.
Endnu engang mødtes deres øjne, som han stoppede op og kiggede sig over skulderen. Normalt ville man ikke blive overrasket over at se et andet medlem fra mørket, når man selv var en del af det, men Zylaar standsede og frøs, inden han begyndte sin gang i et hurtigere tempo.

Kajen delte sig i to, men han nåede at se hvilken vej Zylaar bevægede sig og han kunne, forhåbentligt, følge med. Det var tydeligt at se at Zylaar forsøgte at slippe væk fra Lazarus, så han måtte uden tvivl bruge sin list for at komme ind på ham. Han stoppede op, og fulgte ham med øjnene. Han så hvordan han møvede sig igennem de handlende, og Lazarus trak sig dermed ud til siden, hvor han kunne bevæge sig nærmest uset imod ham. "Zylaar?" Lød det fra ham, som han kom op bag ham. 

*Frihed er nok engang sø-*

”Zylaar?”

-*DØD*

Tænderne bed Minali hårdt sammen og spærrede øjnene op. Den alt for bekendte stemme lød bag hende, og hun kæmpede for ikke at lade det gippe i sig, andet end hvordan hun fik kantet sine skuldre op. Hvis hun blev ved med at løbe fra ham´, ville hun signalere at noget var galt. Med en dyb indånding spredte hun benene en anelse, for at grounde sig selv, og fordele balancen, hvis det værste skulle ske, og hun blev nødt til at foretage et forsvar eller modangreb mod sin tidligere overordnede.

I sit liv havde Zylaar ikke været hemmelig for Mørket. Han stammede trods alt fra det, ligesom Minali var opvokset i det. Og med hans viden, humor og evne som skuespiller, var han ganske vellidt af de fleste. Men han måtte gå stille ved dørene, når han skulle fortsætte kontakten ude for Minalis gamle klan. Sharatar havde ikke brudt sig om at Minali uddannede sig, hverken af litteratur eller alt for meget selskab han ikke velsignede. Det inkluderede til tider hendes broder. Det kunne jo sætte uønskede tanker i kvinden, og give hende kampgejst!
Men hvor meget havde han faldet i snak med Lazarus? Mon ikke han ville have fortalt Minali om det, hvis han havde minglet med de andre fra hendes team? Det var et sats-

Minali rettede sig en anelse mod herren, der havde placeret sig bag hende og brugte sin evne som sanger til at gøre stemmen mere androgyn og mørk.

”Det ville være mig. Kan jeg hjælpe?” spurgte hun.

Zylaar var ikke en person som Lazarus havde brugt meget tid på eller minglet med ret meget, men han var en person som kunne huske ansigter og ofte hvem de var. Det var blot et talent som lå i ham, og derfor så huskede han ansigter, på folk som var kommet hans vej - mest hvis de har interesseret ham på en eller anden måde, om det var positivt eller negativt. 
Men klanen som Zylaar var en del af var tæt på mørket, og derfor havde han stødt på den unge mand flere gange, og kunne derfor huske hans navn og ikke mindst hans ansigt. 
Det var længe siden at han havde set ham, så hvordan han ydereligere så ud, foruden af ansigt eller hvis han havde ændret sig siden, så ville han nok ikke ligge mærke til det. Det var primært ansigter, som han lagde mærke til og placerede i sine tanker og hukommelser.

Det var mere om Zylaar ville kunne huske ham. Der var mange spændende ting at tale med ham om; især hans søster. Søsteren som blev henrettet efter genstridigheder i mørket, og han vidste ikke hvordan broren havde reageret på det der var sket, og hvordan hans forhold til mørket nu var. Der var altid et eller andet spændende, at finde i et individ. Det var bare om det var spændende nok.
Nu jagtede han ham op ad gaderne, i en undren over hvorfor han i første omgang var begyndt at løbe. Huskede han ikke hans ansigt eller hvem han var, da deres blikke mødtes på kroen? Var der noget han gemte? Nu blev han pludselig mere interesseret.

Zylaar stoppede som han sagde hans navn og havde fået sig listet op på ham, "Er der nogen grund til at du løber?" Lød det roligt fra ham. Han havde ikke noget erinde med ham, men var blot nysgerrig. Hans klan havde jo stået mørket tæt. Der var et eller andet hos den unge mand, som virkede underligt eller uroligt. Han skulle blot finde ud af hvad det var.

Minali kæmpede imod lysten til at klemme læberne sammen til en lige streg af irritation.
Var hun gået mere langsomt, var det måske ikke blevet interessant at følge hende. Men havde Lazarus først sat sig for at opsøge hende, hjalp det nok ikke, uanset hvordan hun havde ageret i sin kropssprog.

Så hun brugte den undskyldning, der nok forekom mest naturligt.

”Jeg kan ikke forestille mig at jeg var blevet populær, hvis jeg var blevet i nærheden af kroen på sigt. Selv om en lille ekstra svingom ikke ville være over mig at unde dem” trak Minali nonchalant på skuldrene.
Hun sendte et skævt smil til korporalen. Slåskampe på værtshuse var ikke en sjældenhed. Men selvfølgelig kunne hun genkende ham, selv om hun aldrig havde brugt så meget tid med ham direkte i hæren.

Spørgsmålet var bare… Hvor meget havde Zylaar kendt til manden? Han ville under ingen omstændigheder have tiltalt Lazarus med en titel, fri som tvillingebroderen var. I hvert fald fra hærens krogede fingre, selv om man på ingen måde kunne have kaldt hans liv frit som helhed.

”Du er ham de kalder… Lazarus. Er du ikke?”

Når først Lazarus undrende eller hans nysgerrighed blev vækket, så skulle der meget til at lukke ned for ham, og at møde Zylaar på denne måde, i Fristavn og med sådan et optrin, så var hans nysgerrighed vækket. Det at han ikke ønskede at tale, men blot forlod stedet hurtigere end man kunne tænke sig, gjorde kun hans nysgerrighed større. Hvad var grunden til dette? 

Selvfølgelig så var hans forklaring valid, men også den mere kedelige af slagsen. Der var ingen vagter eller lignende at være bange for i Fristavn, og sådan som han havde kæmpet imod så burde det ikke være noget problem, for Zylaar at blive siddende. Lazarus vidste i første omgang ikke at Zylaar havde den styrke eller den træning, som der skulle til for at kunne lave den slags optrin. Der var åbenbart mange hemmeligheder ved denne mand.
"Det er klart. Men med din teknik, så burde det vel ikke være noget problem?" Han kiggede på manden, uden helt at fange hans blik og uden at lade deres øjne mødes. 

"Jo, jeg er Lazarus" Han var usikker på om Zylaar burde vide det. De havde talt sammen, men ikke så meget direkte og derfor kunne der godt være en usikkerhed i Lazarus, om han overhovedet vidste det. Han lod hans tvivl komme tilgode. 
Der hang en følelse i ham, om at der stak et eller andet under. Han havde endnu ikke haft øjenkontakt med ham og hans måde at agere på lignede ikke Zylaar. 

"Følg med herind" Han vidste godt at han ikke kunne kommandere med Zylaar, fordi at han ikke direkte var en del af mørket, men han kunne kommandere med Minali. Søsteren som burde være død, og hvordan det var gået til, det var endnu mere spændende end alt han havde oplevet på det sidste. 
Han gik ind i en af gyderne, for at trække væk fra gaden og håbede at hun ville følge med.

At stå og hænge ud med en overordnet, der kom fra den alliance man flygtede fra, kunne man kalde dumt og naivt. At følge selvsamme mand – imod alt der hed kritisk sans og logik - ind i en gyde, hvor der ingen andre folk var? – Vanvid!

Men det stoppede nok engang ikke Minali fra at gøre det. Lazarus viste sig at være ganske hurtig og ville kunne komme hen til hende igen, hvis hun vendte om på hælen og begyndte at løbe nu. Så der var ingen grund til at kæmpe imod de tråde som skæbnen nu begyndte at trække i. De tråde, der bar hendes ben slæbende og noget modvilligt efter den mørke herre.

En sidste gang så Minali sig noget nervøst over skulderen, mod alle de personer der gik forbi. Og en del af hende kunne ikke lade være med at frygte om dette ville være fejltrinnet, der fik hende bundet og tvunget imod sit endeligt. Alligevel, så forsvandt hun helt fra syne ved hovedgaden og ned af gyden. Bag Lazarus og Minali fortsatte folk med deres gøremål. Ingen lagde mærke til at menneskemængden blev to individer mindre.

Som et instinkt for at beskytte sine mere bløde dele mod noget der føltes farligt og uforudsigeligt, viklede Minali sine arme over kors om sit liv… Men måske også – for at give sig selv et kram og overbevise om at det hele nok skulle gå.

Med en dyb indånding betragtede hun Lazarus. Hjertet begyndte at banke en anelse hurtigere, klar til at løbe længe før hun selv var. Hun kunne høre sin puls fosse i hovedet og forsøgte at kvæle den ved at fortsætte med de dybe vejrtrækninger. Skuldrene forsøgte hun at kante ned.

”Jeg er her… Hvad vil du?”

De kararistiske træk på en kvinde trådte tydeligere frem, på trods af at Minali forsøgte at gemme det. Men det handlede selvfølgelig om at bevare hende i den tro, at han endnu ikke vidste at hun var hende, men hendes broder Nylaar. Det her begyndte langsomt at blive mere spændende end han først havde antaget, for det betød vel at det var Nylaar som var blevet henrettet den dag. At have en broder, som ville tage den plads for en, det var næsten for utroligt.

Det gav ham samtidig ret stærke kort på hånden at han nu stod med en desertør, som man egentligt rengede med var død og borte. Han kunne levere hende tilbage til mørket og til hæren, og forhåbentligt få en lidt større status der, men han vidste samtidig at de nok blot ville takke ham og lade hende dø - hvilket næsten var for kedeligt.
Han ville uden tvivl have flere muligheder med hende, hun vidste hvad der var sket i delingen og hvad der var gået imod hende, inden hun blev dømt til døden. Der var mange spændende valg af samtaleemner. Det var det der gjorde ham nysgerrig på livet.

Utroligt nok fulgte hun med ind i gyden. Han havde blikket på hende, og hvis hun forsøgte at stikke af, så kunne hun regne med at han ville følge efter. Som han trak sig ind i gyden og forsvandt fra menneske mængden og de mange handlende, fik han hvor han gerne ville have hende. 
Hans øjne fangede hendes, som hun kom efter ham og de stod imod hinanden. Han svarede ikke på hendes spørgsmål, men kunne næsten mærke hvordan nervøsiteten steg i hende.

Med en hurtig bevægelse langede han ud efter hendes hals og lagde hånden derpå. Det gjorde det næsten nemmere, efter at hun havde lagt sine hænder i kors imod kroppen. Det gjorde hende forsvarløs og sådan ville han gerne have hende. Han skubbede hende op imod væggen og hev hætten af hende, "De døde burde ikke vandre disse gader" Lød det kort fra ham.

Hvor Minali havde regnet med et svar, men uden at vide hvad, faldt der kun stilhed inden Lazarus greb fat om hendes hals og pressede hende op af muren bag hende. Der var ingen tid til at registrere meget, da hendes nyvundne hat blev revet af hendes hoved, og hun ikke længere havde noget at gemme sig bag. De lange negle begravede sig i handæmonens håndled, og hun stirrede ham ind i øjnene sammenbidt og opspærret af frygt. Det var ikke første gang en mand havde holdt Minali om halsen - modvilligt. Men forskrækkelsen fik hende til at halse efter vejret. Det blev aldrig behageligt, når noget så vigtigt som rettigheden til at trække vejret blev truet, som en straf. Det kom aldrig til at føles naturligt.

Det var et let præs mod hendes hud. Fingrene tillod at hun kunne trække vejret, men besværliggjorde hende at tale. Minalis puls, der før var nogenlunde under kontrol, gik amok og galoperede afsted under hans hud. Hjertet truede med at presse sig ud af hendes hals.

Og lige så stille gik det op for hende – betydningen af hans ord.
Hvor angst fik hende til at stivne, begyndte frygten at fordampe, og i dens skygge opstod der en anden følelse. Vrede! Hvor vovede han at røre ved hende sådan! Det ellers elegante ansigt fortræk sig i noget, der kunne minde om et knurrende vilddyr. De sorte dådyrøjne, der normalt var blide, flammede op, og hun sænkede sine bryn. De fyldige læber gled til siden, og hun blottede sine tænder mod Lazarus.

”Slip mig, eller jeg personligt vil afskære dit lem og fodre det til den nærmeste Rak’ghothal jeg kan finde” hvæste Minali.

Om end han ikke kendte Minali personligt, så havde han talt med hende, talt om hende og vidste en del om hende. Der var meget mystik om hende, og lige nu burde hun være død. Det var hvert fald sådan rygterne gik og han havde da selv overværet, det der skulle have været hendes død. Nu hvor han stod overfor hende, så faldt brikkerne langsomt på plads, og personen der døde måtte have været Zylaar. 
Det var alligevel en smart handling, men næppe hendes opfindsomhed som havde klaret det, men tydeligt broderns ære og kærlighed til søsteren, som havde sat ind. 

Hånden lå ikke hårdt om hendes hånd, den var blot markerende og for at holde hende fast. Der var meget mystik omkring denne person, og nu hvor det viste sig at hun ikke var død, så var der flere spørgsmål som han ønskede at få svar på. Hun var et spændende emne lige nu, hvor når hans nysgerrighed først var vækket, så var den svært at stille tilfreds.
Var det vrede som voksede i hende? Var hun vred over at hun ikke havde været påpasselig nok og gjort hvad der skulle til for at holde sig selv skjult og lade sit kostume passe på hende? 

"Slippe dig?" Lød det hårdt fra ham, lige nu var det ham der havde over hånden overfor hende. Han tog ikke hendes trussel særlig alvorlig, for hvis hun en dag kom så tæt på ham, så skulle hun være velkommen til at forsøge at skære den af. "Jeg er sikker på at major Sharatar både vil blive glad og skuffet over at se dig i live. Jeg er sikker på at der er rigtig mange følelser indblandet" Lazarus vidste hvordan Sharatar havde brugt hende som konkubine og på andre måder, så det var klart at der var mange følelser indblandet, ved at hun stadigvæk levede.

Det var muligt at Sharatars følelser for Minali havde været mange, som Lazarus beskrev. Måske havde han endda elsket hende på et tidspunkt. Sådan var det ofte med autoritetsfigurer, der ikke måtte fremstå svage. Men det afspejlede på ingen måde de følelser Minali havde for manden. Og at Lazarus vovede at insinuere at hun skulle tilbage i armene på ham, fyldte hendes indre med isnende kulde og frygt iblandt alt vreden. Det var ikke så meget frygt for hvad der kunne ske. Men frygten for at Zylaars offer skulle vise sig at være forgæves. Der var ingen kærlighed tilbage hos Minali for Sharatar. Der havde i mange år været et ønske om at modtage det fra Majoren, og det var illusionen og ideen om den omsorgsfulde mand, der betingelsesløst havde ageret som skjold imod alt det der ville skade hende, der gjorde at hun lod sig opsluge… Men efter at have tilbragt et halvt årtusind med Majoren, havde hun indset at den mand ingen steder var at finde. Og han var kun så ærbar, som den uniform han bar, når han kastede hende for løverne i Kzar Moras slagmark. Det eneste der var tilbage var foragt. Foragt for alt hvad Sharatar stod for, og foragt for at en underling som korporal Lazaruz havde svært ved at se det.

Minalis sorte blik mødte Lazarus brune, og det fjernede sig ikke igen. Så han ikke væk, kunne han meget nemt komme til at afspejle den kulde hun nærede. Og den voksede til en form for tomhed, der resonerede ved lyden af hendes stemme.

”Jeg har ondt af dig Lazarus. Du er en pryglet hund, der frygter piskesmældet af din ejer. Og for at undgå nogensinde at møde jordens hårdhed igen, bruger du folk under dig til at skubbe dig kontinuerligt opad, uanfægtet af hvor mange du fælder på din vej. En desperat og ynkelig mand, der higer efter stjernerne, så han kan blive set i mørket”.

Major Sharatar ville uden tvivl få blandede følelser over at se hende igen, for alle forventede at hun ville være død. Det var uden tvivl et smart træk som hun havde fundet på der, og storsindet af hendes bror at ofre sig selv for søsteren. Det så man ikke ofte. Hvad var grunden til at han var trådt til i den situation og hvordan havde de sluppet afsted, med at det var et lig af en mand som de havde kappet hovedet af? Der var mange spørgsmål ved dette her, som Lazarus ønskede at få svar på, men om han fik det tvivlede han på. 
Lige nu var Lazarus usikker på hvordan han skulle spille den der situation, Sharatars navn havde han selvfølgelig brugt for at sætte lidt frygt i Minali som han nu stod med hende i sin magt. Det ville uden tvivl sprede en frygt i hende, for hvad ville hun ikke tænke hvis han bragte hende tilbage til majoren? Hun ville uden tvivl dø og hendes broders død ville være forgæves. 
Han fjernede ikke blikket fra hende, sådan som hun fangede hans og lod et vredt udtryk forme sig på hendes ansigt. Det var det her han ønskede, at sprede den frygt i hende som majorens navn kunne gøre.
 Lazarus var ikke sikker på hvilket forhold de havde haft, eller hvor brugbar hun havde været for ham. Han vidste at hun havde haft en funktion som en slags konkubine, hvilket måtte siges at være friskt gjort af majoren. 

Han lyttede til de ord som kom fra de vrede læber, og meget af det var sandt. Han kærede ikke for ret mange og havde ikke den empati som der skulle til. Lazarus ville bruge enhver person eller situation til sin egen fordel, om det så fik ham op eller til siden eller blot besvarede hans mange spørgsmål. "Der tager du fejl, Minali" Kom det roligt fra ham, som blikket gled ind i hendes, "Jeg frygter de færreste" Mørkest Lord kunne selvfølgelig trække en frygt i ham, men så heller ikke mange andre. Hvad kunne han bruge Minali til? "Du vil måske gerne undgå major Sharatar? Så skal vi jo arbejde derhen imod." 

”Arbejde der hen imod?” spurgte Minali vantro, med et blik der snævrede mere sammen.
”Hvad er det at du siger?”

Tilbød manden en form for mytteri imod Mørkets hær? Kunne man slå aftaler af med Lazarus? Det lød for godt til at være sandt. Dog var det ikke ualmindeligt. I alle de år hun havde tilbragt hos Mørket, var de fleste egoister, der ville gøre næsten hvad som helst for at komme frem i Krystallandet. Det betød blot også at uanset hvad, så kunne hun ikke stole på ham. Lazarus var en slange, klar til at bide. Minali vidste det, fordi hun var oplært blandt slanger. Hun var opvokset hos dem, talte deres manipulative sprog og et eller andet sted… kunne hun genkende det, fordi hun selv var en.

Hvis Lazarus var klar på at slå en handel af, var der intet der forhindrede ham i at stikke Minali i ryggen.
Men… Havde hun så meget andet valg?

Lazarus var opvokset hos mørket og havde altid set op til dem, og ment at det var det rigtige valg og Mørkest Lord var den rigtige til at sidde på Krystallandets trone. På trods af at Lazarus hele hans liv havde levet efter mørkets regler, fuldt hver en ordre og ikke mindst var mere loyal en de fleste fodsoldater, så var han lige så egoistisk og hvis han så en mulighed for at give sig selv noget, så så han ingen problemer med at bøje reglerne, for at opnå det.
Det handlede ikke altid om at komme frem eller højere op i rang. Der var ofte så meget andet man kunne arbejde sig frem imod, Lazarus skulle blot finde ud af hvad han kunne bruge Minali til. Lå hun inde med spændende informationer? Lige ny øsede der omkring hende med mystik og spørgsmål.

"Hvad jeg siger?" Gentog han, ikke fordi at han ikke regnede med at hun vidste hvad han sagde, "Jeg er næsten imponeret over hvordan du har snydt Sharatar og ikke mindst resten af mørket, med dit lille forsvindingsnummer" Det var næsten rosende ord som kom fra ham. Hun havde jo holdt sig skjult i alle disse år.
Han forsøgte uden at gøre de helt store anstrengelser, at læse hendes tanker, men opfangede ikke meget og slet ikke værdifuldt; lige nu var det blot tanker om en mulig handel eller muligt mytteri mod mørket. Sådan så han det selvfølgelig ikke.
Det rigtigt var selvfølgelig at bringe hende tilbage til Sharatar, men eftersom at det var så mange år siden, så var chancerne for at han havde glemt hende, med mindre man aktivt bragt hendes navn op overfor ham. "Hvem har hjulpet dig med at holde dig skjult?" Spurgte han interesset, og slap langsomt hånden om hendes hals.

Forvirringen voksede sig kun større, da Lazarus begyndte at løsne sit hold i hende. Killingen var åbenbart blevet paralyseret nok for ham til at han følte sig tryg ved at lade Minali gå frit og afgive noget af kontrollen.

Minali havde opholdt sig mange steder i de næsten to års tid hun var forsvundet. Nogle gange alene. Andre gange camouflerede hun sig i grupper. Enkelte gange havde hun mødt folk, der lod hende hvile sig iblandt dem uden spørgsmål. At ødelægge sine kontakter ville være en ulempe for hende. Og at fortælle hvem, ville give Lazarus et indblik i hendes bevægsmønstre og tankegange. Noget hun ikke ønskede at slangen skulle få, skulle den sno sig om hende og gå efter hendes hals igen, men med mere fatalt resultat.

Hun overvejede sine ord nøje inden hun igen talte, og hun formåede at gøre det med en vis ophøjet ro, der kunne synes troværdig.
”Når man balancerer langs tænderne på udyret, vil man finde at alle andre trusler har det med at fordampe. Risikoen ved at følge er for stor; Ingen har holdt mig skjult. Jeres eget storhedsvanvid gjorde et glimrende job derpå alene. I mister alt føling om hvad der befinder sig under jeres næser, for I har for travlt med at kigge op”.

Minali og Lazarus var trænet i samme hær, mørket. Hvis hun ønskede at gøre ham noget, nu hvor han løsnede grebet om hendes hals, så skulle hun være velkommen og modtage samme svar. Han tvivlede på at det var hvad hun ønskede, men hans egen dømmekraft havde af og til taget en forkert beslutning. Han var stadigvæk i tanke processen om, hvad han kunne og skulle bruge Minali til, nu hvor han havde fundet frem til hende. 

Der var så mange spørgsmål som han ønskede svar på og som kun hun kunne give ham. Han var nysgerrig på hvordan alt det der var sket, havde udspillet sig, selvom det burde være ligegyldigt for ham. Hvorfor hun i første omgang var blevet givet straffen og henrettelsen, vidste han ikke og det var heller ikke det der var spændende. Lazarus vidste godt at majoren var en idiot, og ofte havde handlet forkert, så det var ikke tvivlsomt at det var hans egne handlinger som havde skubbet Minali ud i en handling, som til sidste havde tvunget hende ud i en straf. 

Han kunne ikke lade være med at smile over hendes ord, for der var ingen tvivl om at ego'er var der nok af i mørket. Hvis majoren havde ledt længe og godt nok, burde han havde fundet hende. "Majoren har altid haft svage sider" Kom det roligt fra ham, som han kiggede over på hende. Det var sjældent man ledte efter flygtede, i egne rækker. Det var et smart træk. "Fortæl mig hvad jeg kan bruge dig til" Hvorfor skulle han ikke sende hende til majoren? Det var det kedelige og lette valg. 

Der var noget Lazarus ikke havde forstået. Minali havde været reageret af andre hele sit liv. Af kvinder, der tillod mænd at gøre som de ville med hende. Af mænd, der enten så hende som et ikke-væsen, eller forsøgte at samle på hende som noget de ejede. Noget de kunne reagere over. Men en ting havde ingen formået nogensinde at fange hos mørkelverkvinden: Hendes ånd.

Hun gjorde sit bedste på ikke at virke irritabel over hans ord.
”Det har han altid haft. En del. Måske har du ret. Måske frygter du ikke noget”.

Minalis buttede læber bredte sig i et lille smil, og hun rakte ud efter ham og kørte de slanke fingre ned hans kind, kæbe og endte på hans brystkasse, hvor hun lod den hvile. Hun bed sig let i underlæben og nærmede sit ansigt hans. Mellemrummet imellem dem var så lille at hun kunne mærke varmen fra hans ånde, og det sorte blik søgte hans i ømhed.

”Hvad har du lyst til at bruge mig til?... Jeg har aldrig noteret at du er såå… Nysgerrig”.

Blidt kørte hun blommen af sin pegefinder hen af hans læber.
”Ooog… modig. Sharatar ville have hængt alle sine underordnede op i deres skind, bare for at tale til mig. Modig i særdeleshed, for-”

Lige så hurtigt som Minali var blevet kærlig og svøbte drageridderen i blid berøring, lige så hurtigt forsøgte hun at hamre sit knæ ind mod hans bug.

”-Jeg er ikke en ting man bare kan bruge!”

Muligvis misforstod de hinanden, som de stod her i gyden. Lazarus var sikker på at han havde kontrollen over Minali, for han kunne smide hende til majoren;  i hans tanker stod han med hendes fremtid i hænderne. Han havde ikke nok kendskab til hende, til at vide hvad hun egentligt var gået igennem, men når hun havde været hos majoren, på den måde som hun havde, så vidste han jo godt at hun var en kvinde som var gået igennem ting, som de færreste havde.

Han måtte kunne bruge hende til noget, og muligvis vidste han det selv. Det ville jo være kedeligt bare at levere hende til mørket og se hende død, hvilket hun nok heller ikke selv ønskede. Det var hvad hans spørgsmål var gået på, for han kendte hende ikke godt nok til det.
"Bestemt ikke majoren" Lazarus var en at af de her individer med et ego, som var større end andre. Han frygtede ikke majoren, selvom hans rang var større end hans. Men Lazarus gjorde ofte ting, som stak lidt ud og var for hans egen vindings skyld, og ikke mindst på grund af hans nysgerrighed.

En lille forvirring bredte sig I ham som, hun trak sig tættere på ham. Han mærkede hendes duft og åndedræt, så hendes hånd gled ned ad hans ansigt og lagde sig på hans brystkasse.
Lazarus var normaltvis ikke en person som lod sig forføre at kvinder, for hans store interesse lå ikke i den slags, men samtidig så havde han et behov og når hun stod så tæt og virkede forførende, så satte det sig i ham.

Hvad havde han lyst til at bruge hende til? Lige nu plantedele hun tanker i hans hoved. "Jeg er sikker på at vi kan komme på noget godt" Lød det roligt fra ham. Ikke fordi at det skulle være sex, men han var sikker på at de kunne finde på noget. Men hvis det indeholdte den slags, så..

Lige så hurtigt som det skete, lige så hurtigt rev hun det hele væk. Lod Lazarus vise ham de mange sider af den kvinde som han stod overfor. Han lyttede til hendes ord, inden han mærkede hvordan hendes knæ hamrede ind i hans bug. "Ugh" Lød det fra ham, som han trak sig sammen og lagde hånden mod bugen hvor hun havde ramt.
Lazarus så det ikke komme, for han mente at han havde situationen. Han knyttede næven, som han havde fået mere kontrol over sig selv. Han var trænet i mørket, så dette var ikke uvant for ham, så som et modsvar hamrede hans den knyttede næve ind i maven på hende.