På en eller anden måde var Iluciat endt i Tusmørkedalen. Det var ellers ikke en af hans yndlingssteder. Det kunne han ikke prale med. Her var nu meget hyggeligt, hvis man altså var til sådan noget. Men ingen vulkaner, hvad Iluciat synes var en skam. Han havde siddet ved pejsen med hætten slået op omkring ansigtet og legede med en flamme der dannede sig i hans håndflade. Det kløede i hans håndflade efter større flammer, men Tusmørkedalen var alt for befolket til at han som sådan kunne sætte ild til noget. 

Så han forholdt sig i ro imens han hørte på de omkringsiddendes snak. Han var altid på arbejde, idet han mente at information var den vigtigste kilde til Mørkets fremgang. 

Ikke at det var noget han gik synderligt op i. Men nu havde han ligesom valgt livets vej, og han var ikke synderligt motiveret for at ændre hans livs omstændigheder. Men nøøøøøøj hvor han kedede sig.  Han kiggede rundt. Skulle han lave lidt ballade? Eller ville den komme til ham? Sandheden var at han var alt for doven til reelt at skabe røre i mosen. 

Iluciat hørte døren gå op, men kiggede ikke bagud. Han havde det alt for behageligt foran pejsen. Men da han hørte den brummende lyd, blev han nødt til at kigge bagud. Han genkendte stemmen og havde allermest lyst til at løbe sin vej. Seeley, tænkte han, og vidste ikke helt hvordan han skulle smyge sig udenom. De kendte til hinanden, eftersom de begge var ildelementaler, men Iluciat mødte oftest modstand fra andre elementaler fordi han kun var halv. 

Dog endte han sig med at rejse sig og gik hen imod Seeley. Han slog ud med armen og ramte Seeley en anelse hårdt på skulderen. 
"Hej min ven, lang tid siden!" sagde han henkastet og satte sig ned foran Seeley før den anden kunne nå at sætte sig ned. Det her skulle nok blive sjovt, tænkte Iluciat. Enten gik det godt eller også gik det helt ad Zalans til.

Iluciat vidste godt at han var på tynd is, men han kunne ligesom ikke bare løbe sin vej, nu hvor han havde gjort kontakt. Så han måtte bide i det sure æble. Desuden var Seeley langt større og langt stærkere end ham selv. Han vidste jo hvor pirrelig ildelementalen var, men han var ærlig talt ligeglad. Hvis han endte med et blåt øje så var det jo bare som det skulle være. 

Han blev overrasket over Seeleys kommentar. Nej han manglede ingenting, men måske kunne han få lidt sjov ud af situationen, nu hvor han alligevel havde bragt sig selv i den her position. 
"Nej, min gode herre. Har nogen pisset på din flamme?" spurgte han og smilede et stort falsk smil. Det her kunne kun ende galt, ringede en klokke i hans baghoved. 

Iluciat undslap et nervøst grin, og han kunne pludseligt ikke stoppe med at grine. Måske var han også en anelse beruset. Han rømmede sig og kvalte grinet, selvom små fnis forlod hans læber. "Hov hov, ikke så sur, min ven," sagde Iluciat og vidste godt at han havde røven på komedie. Men hvad var det værste der kunne ske?

Han satte sig urørt ved bordet overfor Seeley og piftede efter kromutter. "To stærke øl til mig og min ven!" råbte han og så derefter på Seeley. 
"Hvorfor er du knotten?" spurgte han imens øjnene rullede rundt i hovedet på ham.