Nao 10.03.2023 23:29
Kulden og naturen her oppe nordpå passede udmildbart Lazarus bedre end så mange andre steder. Han havde intet imod varme, men havde svært ved at opholde sig i den alt for længe af gangen, så kulden nordpå passede ham fint. Det var efter mødet i Riddersalen på Obsidianøen, hvor ærkedæmnonen havde udstet ordre, om at tre fort skulle bygges, så Mørket ville få et bedre fodfæste i flere dele af Krystallandet, end blot på Obsidianøerne. Ved at have kontrolposter flere steder, ville det være muligt at holde øje med områderne og melde informationer tilbage til øerne, om hvad der rørte på sig. Det var her at Lazarus havde meldt sig selv og hans deling til Fort Arctos i Nord.
Det var her minerne blev brugt til skaffelse af materiale og man kunne holde et skarpt øje med Dragorn, og skabe en bedre forbindelse til de etablerede klaner, som allerede havde sværget troskab til mørket, og ikke mindst anskaffe slaver til mørket og til minerne.
Delingen, med Lazarus i spidsen, var draget ud i det kolde vejr og havde søgt mod en lille landsby, som indtil videre havde skabt flere problemer med deres holdninger. De havde slået igen, deres stædighed havde været slående og det var tid til at slå hårdt ned på disse uromagere.
Der var allerede blevet slået hårdt ned. De første mænd og kvinder sad lænket eller bundet, uden foran de små huse og sad i den kolde sne, som var faldet i løbet af natten.
Den røde farve lå tykt flere steder i sneen og det var tydeligt at volden havde været hård. Lige nu var det vigtere at fremme mørkets sag, end at passe på beboerne i landsbyen, selvom de selvfølgelig skulle bruge dem levende, så de i fremtiden kunne arbjede i minerne.
Da skrigene fra kvinder og mænd begyndte at lyde ud over området, værre end de før havde gjort og røgen og flammerne begyndte at sprede sig fra hus til hus, var Lazarus klar over at dette var ved at være sidste trin i deres lille angreb på landsbyen. Han så ingen grund til at stoppe flammerne.
