Kulden og naturen her oppe nordpå passede udmildbart Lazarus bedre end så mange andre steder. Han havde intet imod varme, men havde svært ved at opholde sig i den alt for længe af gangen, så kulden nordpå passede ham fint. 
Det var efter mødet i Riddersalen på Obsidianøen, hvor ærkedæmnonen havde udstet ordre, om at tre fort skulle bygges, så Mørket ville få et bedre fodfæste i flere dele af Krystallandet, end blot på Obsidianøerne. Ved at have kontrolposter flere steder, ville det være muligt at holde øje med områderne og melde informationer tilbage til øerne, om hvad der rørte på sig. Det var her at Lazarus havde meldt sig selv og hans deling til Fort Arctos i Nord. 
Det var her minerne blev brugt til skaffelse af materiale og man kunne holde et skarpt øje med Dragorn, og skabe en bedre forbindelse til de etablerede klaner, som allerede havde sværget troskab til mørket, og ikke mindst anskaffe slaver til mørket og til minerne.

Delingen, med Lazarus i spidsen, var draget ud i det kolde vejr og havde søgt mod en lille landsby, som indtil videre havde skabt flere problemer med deres holdninger. De havde slået igen, deres stædighed havde været slående og det var tid til at slå hårdt ned på disse uromagere. 
Der var allerede blevet slået hårdt ned. De første mænd og kvinder sad lænket eller bundet, uden foran de små huse og sad i den kolde sne, som var faldet i løbet af natten. 
Den røde farve lå tykt flere steder i sneen og det var tydeligt at volden havde været hård. Lige nu var det vigtere at fremme mørkets sag, end at passe på beboerne i landsbyen, selvom de selvfølgelig skulle bruge dem levende, så de i fremtiden kunne arbjede i minerne.

Da skrigene fra kvinder og mænd begyndte at lyde ud over området, værre end de før havde gjort og røgen og flammerne begyndte at sprede sig fra hus til hus, var Lazarus klar over at dette var ved at være sidste trin i deres lille angreb på landsbyen. Han så ingen grund til at stoppe flammerne.  

Iluciat kunne ikke understrege nok hvor meget han havde kulde! Faktisk så meget at det var værre end ild. Det kolde stads som lå på jorden, var vådt og han kunne se sin egen ånde, som om han var en issprudlende drage, hvis de altså fandtes. Det var ikke noget han gik synderligt op i, drager altså. 
Men lige nu kunne han forbande Korporal Lazarus længere væk end drager og kulden; han havde slæbt Iluciat med for at informere nordens beboere om at de skulle arbejde i hele resten af deres levetid i minerne. Normalt ville folk med medlidenhed syntes at det var et frygteligt erhverv, men Iluciat levede for at se rædslen i folks ansigter når det gik op for dem hvad der ventede dem. 

Dog havde Iluciat ikke regnet med at disse mennesker ville kæmpe så bravt for deres frihed. De gjorde oprør i stedet for at føje sig, og Iluciat havde stået midt i det hele. Han blev så forskrækket at han havde sendt flammer direkte mod de kommende slaver. Ilden havde heldigvis ramt hustagene og Iluciat følte et øjebliks velbehag da han kunne samle energi fra flammerne. Dog gik der ikke lang tid før han blev overfaldet af en af oprørerne, som havde set sit snit til frihed. Han væltede bagover og bandede højlydt.

Indtil videre havde mørket og Lazarus været effektive og succesrige i deres marcheren igennem Nordlandet. De havde fået skabt bedre forbindelser til de som havde givet mørket et løfte, og flere indbyggere i små landsbyer uden nogen større fremtid, var blevet sendt til minerne for at arbjede. Det var en rar følelse, at vise mørket at man fungerede i den rolle som han havde fået til delt. 
Det havde selvfølgelig aldrig været nogen tvivl hos ham selv, for han havde altid gjort sit arbjede og for det meste altid bedre end forventet - det var også derfor at det var gået så hurtigt med at blive forfremmet.

Flammerne som lige nu åd af de små stråtægte tage, var uden tvivl blevet startet af Lazarus' informant, som af og til havde en tildens til ikke altid at kun styre hans evner. Det var i Lazarus' egne øjne, ikke altid noget problem heller, for det satte ofte enten et punktum eller satte mere gang i det de nu var i gang med. Han kunne se hvordan folk de forlod deres hjem, hvordan det skabte større panik, i det oprør som Lazarus og hans deling havde mødt da de ankom. De havde ikke forventet dette flammehav. Han kunne høre hvordan folk skreg i flammerne. Det var en lyd som han nød. Han havde hørt det samme, da han flere gange havde siddet på ryggen af dragen og skabt et flammehav under sig.

Lazarus satte i spurt som han så hvordan Iluciat blive overfaldet og væltede bagover. Han var tydeligvis ikke i kontrol over situationen, og behøvede en hjæpende hånd. Han greb landsbyboeren i nakken og trak ham op og lod sværdet glide ind i maven på ham. Det var næsten som at skære igennem en bøf, sådan som sværdet brød igennem huden og han så hvordan blodet piblede ud af hans krop og han faldt til jorden, som han trak sværdet ud af ham.
Med en hånd omkring Ilu, trak han ham op på benene igen, "Godt arbejde. Bare forsæt" Hvis de ønskede at skabe et større oprør end nødvendigt, havde Lazarus ikke problemer med at se byen brænde til grunden.