Så i sidste ende, besluttede han sig for at gå anderledes til værks.
Det var nemmere at tage konfrontationen ligepå. Der var hele tre af løjtnant status, så Corinth tog gerne rollen som tilfældigt, lidt vidende men pæne-intentioners publikum, da han vendte næsen imod byvagternes hovedkvarter. Han havde overhørt noget, som måske burde kræve en grad af opmærksomhed. Hvem der så reagerede, indenfor de fine, metaluniformerede rækker, det måtte tiden vise.
Ville det være den rigtige løjtnant han snakkede med? Det ville være et utroligt sammentræf - Chances held - og dermed også hans. Så ville han måske kunne se det på 'modtagelsen' af disse nyheder. Hvis ikke løjtnanten reagerede, måtte nogle blive forfærdede mandag morgen, når deres smuglerforsendelse blev afsløret.
Det skulle nok ordne sig. En grad af løs optimisme fulgte den sortklædte adelsmand, da han med et lille nik fik åbnet døren op, og trådte ind. "Løjtnantens kontor, Det øvre bydistrikt" uvidende om at hans familienavn for en gangs skyld ville sikre ham den heldige behandling, da det ville føre ham lige i favnen på Issac.
Corinth hævede det sølvdekorerede greb på hans stok, og bankede på døren. Et dæmpet 'øjeblik', efterfulgt af 'kom ind' lød kort tid efter derindefra, og med et imødekommende smil gled Corinth ind på kontoret. "Goddag, Løjtnant Thorne. Mit navn er Corinth Lochtree, tak for at De kunne se mig så pludseligt" og han lod de mørkebrune øjne glide over skikkelsen ved skrivebordet. Ah, så det var løjtnanten af de pæne områder.
