2013 | Dæmonriget

Det var ved at være nogle år siden at han i et spinkelt håb, for at opfylde sin egen drøm havde stjålet et drageæg fra Vogterne. Det var hurtigt gået op for dem, hvem og hvordan det var sket, men intet havde de kunnet stille op overfor denne handling. Lazarus havde ingen grund til at stå ved eller frem med sin handling. Ægget var hans, og han kunne blot vente på at det ville knække og en drage forhåbentlig ville kigge ud og berige hans liv.
Dragerne var kendte i Mørket, men kun som tilhørende til deres riddere, og så Lazarus selv. Han havde lagt sin tillid til dragepasserne, i håb op at de kunne gøre det bedste for ægget. Lazarus selv kendte intet til det at have en drage eller hvordan ægget skulle passes, så at lade dem overtage tjansen, virkede som det mest fornuftige.

At stjæle fra Vogterne var bestemt ikke en velset handling, slet ikke i deres øjne. De var den fredelige part og deres største opgave er at skabe fred, og ikke mindst tage hånd om de drage æg som kommer i deres besiddelse.

Et bank på hans dør stjal hans fokus fra bogen foran ham, hvor han var i gang med at skrive hans egne tanker ned. Han lagde fjerpennen fra sig og lod blikket glide over på døren, som blev åbnet og en rådgiver trådte bukkende ind i rummet, "Det er ved at ske. De første revner i ægget er kommet" Det var det han havde ventet på, nu skete det.
Hvis det ikke havde været for Elemérs  uvidenhed, ville han nok aldrig have stået i denne position, og selvom denne Elemér uden tvivl nærede et had til Lazarus, så ville han aldrig kunne tak ham nok.

Lazarus forlod stolen og sit værelse sammen med rådgiveren, og gik mod kamrene hvor Mørkets drageæg blev opbevaret. Rummet var mørkt, men svagt belyst af fakler og anden magi son oplyst æggene. Flere af dem havde revner og så ud til at være på vej ud af deres skal. Det var aldrig til at sige hvornår det ville ske eller hvor lang tid det ville tage, men nu var det i gang pf han ville ikke vige fra æggets side af.
Timerne gik og det eneste tegn der havde været på liv, var flere små revner som syntes at dukke op sporadisk omkring skallen. Han lod af og til øjnene lukke i, for at lade sig selv få lidt hvile, nu hvor showet trak i langdrag.

Da det første stykke skal gled af ægget, kiggede et dyb gult øje ud at skallen og en glæde spirede i ham. Han havde lyst til at hjælpe med skallen, men vidste bedre. Drageungen skulle selv have lov og det fik den. Der gik ikke mere end en times tid, før skallen nu var så ødelagt at dragen stod fint inde i resterne.
Hans viden om dragerne var ikke stor, men efter at havde taget ægget, havde han læst

og studeret, og det var tydeligt at det var en Rubindrage. Den blodrøde og takkede skæl, gjorde det tydeligt. Han lod sin finger møde næsen på den spidse snude. Små lyde gled ud mellem kæben på den og allerede nu viste den en ivrighed for at danne et bånd til den nye herre.

2015 | Dianthos

Årerne sammen bragt dem et tættere bånd, han veg ikke meget fra dens side, men var med i de mindste trænings øvelser med hende, blot så han kunne skabe denne tælte forbindelse til hende.

De røde vinger bar den unge drage, med Lazarus på ryggen. Ilden spyede ud gennem kæben, og sodede jorden og hvad der ellers befandt sig af modstandunder dem.
Den åbne krig mellem Lyset og Mørket var  forlængst brudt ud og der bliver kæmpet kampe i hele landet, men primært Dragorn og Dianthos synes at stå for skud, som Mørket spredte deres had til hvem en de måtte møde.

Det var det her han havde ventet på, at kunne bringe Maha ud i verden og sprede Mørkets ord og dens had, til de fjender som de måtte have. At deltage i krige havde altid virket som en pligt, og som korporal havde han samtidig ansvaret for sin egen deling, som kæmpede under den røde drage, mod Lyset.

Han følte sig uovervindelig på ryggen af dette væsen, og båndet mellem dem blev kun stærkere og stærkere, for hvert år der gik.