Angelina kunne godt lide at være blandt det fine selvskab, så længe der var nogle interessante individer til at holde hende underholdt. Desværre viste det sig hurtigt, at der næppe var nogen til denne komsammen, som røg gennem Angelinas nåleøje. Selvom hun allerede var ved at kede sig til døde, holdte hun det falske smil klistret på sit ansigt. Sådan forløb dagen sig med en sneglehastighed, og da middagsselvskabet var ovre, var hun klar til at tage benene på nakken og komme hjemad. Hendes loyale partner, eller hvad man ellers kunne kalde hendes såkaldte kæreste Timothy, havde atter forladt hende til at gå hjem i mørket. Eller, mørkt var det endnu ikke, men utilfredsheden boblede alligevel op i den lille krop af hendes. Tænk at være en kvinde af hendes kaliber, og så skulle man stadig finde sig i mænds uretfærdige behandling. Godt nok brød hun sig ikke om Timothys selvskab, men at gå alene var endnu værre end hans tomme ord eller mangel på dem.

Selvom Angelina aldrig ville indrømme det, følte hun sig usikker i skyggernes ulmende mørke. Med hastige skridt bevægede hun sig hjemad med frakken godt pakket om sig for at holde den sidste snert af varme ind til kroppen. Det var en relativ stille aften, hvilket gav god mening på en mandag. De fleste arbejdsfolk gik tidligt i seng for at stå op tidlig næste morgen, hvor livsritualet atter ville forsætte. Angelina lettet over, at disse rutiner ikke fulgte hende. At være i et kedeligt selvskab i ny og næ var en lille pris at betale, hvis man undgik at skulle arbejde dag ind og dag ud. Fanget i sine egne tanker lagde hun ikke mærke til, hvilke farer der måske lagde forude.

Seks år i Krystallandet havde betydet en markant ændring for Mei, på lige omkring alle måder.
De første to blev spenderet som surmulende dusørjæger, og resulterede i et grumt møde med en mand, som efterlod et ar hun aldrig ville glemme.

Det havde været startskuddet til hendes forandring.

De næste år blev brugt helt anderledes, og imens hendes sind ændredes og åbnedes, blev hun nok det som de fleste ville kalde for et bedre, varmere menneske.
Naturligvis var hun ikke ligefrem nogen munk eller nonne... men Krystallandet og livet her, efter den forbandede kamp, havde åbnet mange døre som før havde været lukket, låst, og nøglen smidt væk.

Denne aften gik hun rundt i Dianthos' gader, iført en hvid tunika med en tyk, varm vest, læderhandsker, lange bukser, et par gode støvler også i læder, samt en varm kappe til at tæve kulden med.
Sværdet var ingen steder at se, da det var blevet efterladt på sin plads hjemme på væggen.

Roligt bevægede hun sig hen over gaden, fortabt i egne tanker, inden hun spottede en ung kvinde, som så både kold og alene ud.
Og ganske ubevæbnet.

Mei kastede et blik rundt for at se om der var andre i nærheden, og så vandrede hun over imod kvinden med et smil på læben.
"Undskyld... men det er ikke sikkert at gå rundt alene så sent. Måske vi skulle følges lidt?"
Ganske vist var Mei selv ret god til at slås, både med og uden våben - men den unge kvinde, som var ualmindeligt køn nu hvor hun var tættere på - lignede ikke nogen kriger. 

Det kom som et chok for Angelina, da en kvindelig figur pludselig opsøgte hende. Hun rettede de brune øjne på hende og gav kvinden, hvad man ville kalde elevatorblikket. Tøjet hun var iført, var bestemt ikke af samme kvalitet som Angelinas - eller, måske var det ikke lige så dyrt, men mere praktisk var det grundet omstændighederne. Selv med sin frakke omkring sig frøs Angelina, hvilket fik benene til at skælve en smule. Kvinden foran hende virkede dog meget fattet og varm. Angelina kunne ikke være andet end en smule jaloux til trods for, at hun syntes det var en skam, at sådan en smuk kvinde var iført så basalt tøj. 

“Det er heller ikke fordi det er ved min gode vilje,” svarede hun en anelse køligt og overvejede, hvad kvindens intentioner var. Angelina mente selv, at hun kendte alle der var værd at kende i Dianthos. Aldrig i sit liv havde hun set den tunika-klædte kvinde foran sig, hvilket både vækkede en interesse i hende, men samtidig var hun kritisk overfor den almene borger. Lignede hun virkelig en, der begav sig med pøblen? Alligevel valgte hun at godtage kvindens tilbud. Hun havde ret. Det var ikke sikkert at færdes alene på gaderne om natten. “Hvor skal du hen?” Spurgte hun nu med en blødere stemme.

Mei smilede bare skævt ad den kølige tone. Den var ikke umiddelbart rettet imod hende, men hvem end der havde efterladt den fintklædte kvinde til at vandre hjem alene.
Og så når mørket var på vej.

De brune øjne gjorde gengæld med et elevatorblik, og Mei lagde hovedet let på skrå.
Kvinde... pige... den frysende tøs virkede yngre end hende, men stadig voksen.
Måske omkring atten til tyve år gammel?

Blot et gæt.

"Ingen steder planlagt, jeg er bare ude og stjæle lidt af den friske luft - men jeg har lejet et kroværelse inde i midtbyen, så det er nok der jeg ender." svarede hun.
"Men nu hvor jeg er løbet ind i dig, ville det kun være på sin plads at følge dig hjem. Eller hvor du nu engang skal hen."

Hun kiggede lidt, og gav så endnu et smil før hun løftede rejsekappen ud til siden. Den var stor nok til to spinkle kvinder.
"Hvis du fryser, og ikke er bange for at lugte lidt af landevejen, så kan vi dele."

Den hverdagsagtige tone var ikke den Angelina oftes blev mødt af. At hun allerede var dus med en fremmed kvinde vidste hun ikke, hvad hun skulle synes om. Kunne kvinden ikke se, at hun ikke bare var en almen borger, men havde blåt blod i årerne? Måske var det den ydmygende situation hun var sat i, der gjorde det. Timothy havde forladt hende til at finde hjem alene. En fuldkommen uacceptabel handling, som han selvfølglig ville høre for senere. Lige nu måtte hun overveje sit næste træk.

“Det vil jeg være taknemmelig for,” svarede hun efter kort tids ventetid, hvorefter hun sukkede. Hun gik en anelse tættere på kvinden, men holdte stadig sin afstand. Det tog fuldstændig Angelina med bukserne nede, da kvinden åbnede sine arme og tilbød hende en plads i armen. Arh, at være så tæt på en anden person virkede næsten uanstændigt! Selvom der selvfølglig aldrig ville ske noget mellem dem. Kvinder og kvinder gik ikke sammen, og der var næsten en kriminel handling, hvis Angelina blev for tæt med en nobody. “Det går skam. Det går!” Svarede hun en smule forlegent og viftede afvisende med sin hånd. 

“Men hvad laver De ude så sent..?” Spurgte hun så og ændrede hurtigt samtaleemnet. Hendes moder havde altid sagt, at man skulle ændre subjektet til noget andet, hvis man ønskede at undgå det nuværende. Det med at tiltale en fremmed som ‘du’ var ligeledes heller ikke noget som hun gjorde sig i. Angelina var næsten en tro kopi af sin moder, hvis hun ikke havde sin lille hemmelighed. I stedet for et beskæftige sig med sine egne problemer valgte hun i stedet at lytte til andres.

"Så gerne!" sagde Mei med et smil.
Ingen grund til at denne pige skulle vandre afsted helt alene - hun så altså også alt for fin ud til det! Smuk og velklædt. Hvordan skulle en eventuel skurk dog kunne lade være med at røve hende?

Hvis Mei var en skurk, tænkte hun, så ville hun røve tøsen... for et eller andet!

Hun nikkede ved afslaget om at dele den varme kappe, og sænkede armen igen.
"Okay, men sig til hvis det bliver for koldt. Du- undskyld, de er ikke klædt på til det her vejr. Det er heldigt at vinden er mild!"
Du, de, de, du. Det var hun ellers blevet rimelig god til, og hendes accent var heller ikke nær så slem som den havde været.

"Hmm... som sagt, så er jeg bare ude og nyde lidt frisk luft." svarede hun,
"Jeg er ikke helt så køn som du- de er, så jeg er i mindre fare. Desuden kan jeg slå fra mig." hun blinkede til hende med endnu et smil.
"Led an, frøken! Og iøvrigt, mit navn er Mei. De skal være velkommen til at give mig et falsk navn, hvis ikke de føler dem helt tryg!"

Hun var i højt humør her til aften!