Noriana havde svært ved at skjule sin glæde. Hun skulle til bal! Det meste af dagen blev brugt på at smukkesere sig med et langt bad, belladonna i øjnene og bruge flere timer på at flette og opsætte sine krøllede lokker. Hun havde udvalgt en af sine nyeste kjoler; den var vinrød med et perlenet til håret i mørke perler.

Der var nærmest altid bal i Dianthos for den højere klasse. Hvad skulle de ellers bruge deres tid på? Og når man var prinsesse og en del af Arys-slægten, blev man stort set altid inviteret. Det var sjældent at Noriana tog med dog. Hun kunne bedre lide at bevæge sig i den nedre by forklædt som knægt. Men hendes krop havde forrådt hende; hun kunne ikke længere ligne en ung knægt, på grund af hendes tydelige kvindelige former. 
Uanset hvor lang tid hun brugte på at binde brysterne ind, så var der også hofterne som var blevet bredere i løbet af de sidste par år. 

Hun sneg sig ned i køkkenet og tog noget brød og skar en fuldfed skive ost og lagde ovenpå. Imens sad hun i køkkenet og nød stilheden. Der var ingen i køkkenet her i de sene timer før aftenen gjorde sit indtog. Da hun havde spist, sprang hun ud af bagdøren og sørgede for at låse efter sig og lagde nøglen ned i den dertilhørende taske hun havde på armen. Hvis hun mistede tasken var hun på spanden.

Det var koldt udenfor og Noriana bandede indædt over at hun ikke havde taget et tykkere sjal med. Hun kunne have krævet en vogn, men så ville det være nået hendes moders øre at hun tog til bal hun indirekte var blevet inviteret til. Desuden lå huset hvor ballet foregik, ikke langt fra Aryshuset, så hun gik med god samvittighed. 

Der var mange på gaden denne aften. Hun blev helt smittet af alles smil og råb og grin. Måske var de også på vej hen til ballet?
Noriana ankom og hviskede sit navn til herolden. Han råbte hendes navn og hun trådte ind over dørtærsklen. Med det samme fængslede hendes øjne mod de høje lofter. Hun var så betaget og orienteret sig ikke om, at nogen pludseligt stødte ind i hende.

"Åhh!" udbrød hun overrasket.

Klargøringen til aftenens bal var en der forløb relativt gnidningsfrit. Sko, veste, smykker. Den monokrome garderobe var ikke atypisk for Lochtree familien, og selvom det var tiltrækkende at pifte det en smule op, var det i sidste ende traditioner der vandt. Med et sidste lille nik til sig selv i langspejlet, greb Corinth den dekorative stok der ventede på ham, og bevægede sig i retning mod paladset, hans invitation brændende i lommen. 

Det var en imponerende mængde fråseri, som indkapslede et arrangement som det her. Lyskroner strålede om kap med safirens importerede smykker, og guld, sølv, broderier og fine, lange skørter udgjorde en spraglet referenceramme af overklassens rigdom. Det var til at brække sig over, hvis man ikke selv var en del af det. 
Den første halve time var fløjet afsted, med et høfligt smil og tilfældige klir her og der, indtil han endelig havde set Cullin, Sirell og nogle af de andre træde ind. Fra der af, var det blevet lidt af en klapjagt på hvad end der var vovet nok til at skille sig for meget ud. En der først stoppede, da Corinth ud af ørekrogen hørte herolden endelig udtale et navn han havde ventet på, og i et skarpt ryk nu kiggede op. På trappetrinet stod en af Arys familiens yngre prinsesser, Norianna, fint stadset ud for det sultne blik. "I må have mig undskyldt et øjeblik.." smilede han til dem han sad med, og rejste sig fra det larmende, støjende selskab af småberusede kammerater. De fulgte hans blik, glassene hævet i en tavs og sigende salut til det projekt de nok forventede Corinth begive sig ud på. 

Kald et et tilfælde. Kald det sort spil. Corinth lod et overrasket lille 'ah' slippe over læberne, da de ramlede sammen, og kæmpede teatralsk med at holde vinglasset i hans hånd i ro. En balancekamp, så han ikke spildte alt for meget på sig selv - men samtidigt en han med et lille suk lod sig tabe. "Undskyld, prinsesse, jeg burde have været mere opmærksom" gled det med falsk oprigtighed over læberne, og han kastede et kort blik på vinpletterne over hans vest, inden at han strakte det udenfor rækkevidde af hendes pænere kjole. "Kom Dem eller Deres kjole noget til?" fulgte han op med, og scannede hurtigt hendes velpyntede overdel. 
Frådseri. 

Noriana følte sig en smule perpleks. Hun var ellers ikke særligt klodset anlagt, var hun? Hun studerede først kjolen og lod hænderne glide over brystet for at sikre sig der ikke var nogle vindråber der var blevet spildt over hendes nye kjole. Derefter betragtede hun manden hun var stødt ind i. Han var pæn, på sin egen måde, fastslog hun. Der var noget ved hans øjne som foruroligede hende et øjeblik. Den måde han så på hende på.

"Nej. Nej, det er vidst mest gået ud over Dem," sagde hun og lo et anelse skingert grin. "Det må De virkelig undskylde, jeg plejer slet ikke at være så klodset," udbrød hun kort efter. En stemme påpegede i hendes baghoved at hun spillede ungpigedum med vilje og at hun så ned på den måde som adelsfrøkner gjorde når de flirtede i det skjulte. Hun havde fuldstændigt glemt at der var noget ved hans øjne som foruroligede hende. 

Hun fiskede et lommetørklæde op af sin taske. "Må jeg?" spurgte hun og begyndte at duppe hans vest før han nåede at svare. Hendes moder ville rulle med øjnene hvis hun var vidne til dette. For sandheden var jo at Noriana ikke havde megen erfaring med hvordan hun skulle omgås mænd. Kun hvad hendes tjenestepige og guvernante i sin tid havde fortalt hende.

Med et forstående smil tog Corinth imod undskyldningen, og skubbede hovedet en smule overrasket tilbage, da hun tog afærre med uheldet. Huh. De mørke øjne fulgte hendes projekt med at få vinen væk fra det sorte tøj, og hans hånd svævede lidt tøvende i sekunderne efter. "Det er slet ikke nødvendigt" endte han med at sige, og prøvede blidt at stoppe hende, hånden søgende efter hendes. 
En af fordelene ved det mørke tøj, var hvordan det nok ikke ville være til at se når det tørrede ind. 

Lidt bestemt løftede han den op, og mindede sig selv om de mere proper trin. Der var alligevel en grad af opmærksomhed hængende efter heroldens ord, og han skuttede sig i den. Corinth lavede et lidt mere formelt buk i hendes retning, og løftede hendes hånd en smule. Sat til sammenligning med hertugfamilien, føltes det nødvendigt at indordne sig lidt, men han rettede sig hurtigt op. "Men jeg kan godt forstå at De stoppede op. Stedet her er imponerende" kom det konverserende fra ham, og han tilbød inviterende sin arm, så de kunne komme væk fra trappen. "Mine manerer, det må De undskylde. Corinth Lochtree" han forventede - eller håbede - måske nærmere at navnet ikke vækkede uheldige assositationer, men tog det med oprejst pande, skulle det vise sig at være sådan, et prøvende smil når han betragtede prinsessen. 
Skulle hun være interesseret i at følge med, ville de nok sagtens kunne finde noget at drikke, eller et sted at sidde. Kom man lidt væk fra trappetrinene, ville det være knap så trafikeret. Og eh, sat til skue. 

Noriana tillod at han fjernede hendes hånd. Hun lagde lommetørklædet der var rødt fra vinen ned i hendes taske igen. Af en eller anden grund, sendte hans berøring lyn gennem hendes krop. Som en piges første berøring fra en mand, tænkte hun næsten drømmende, indtil hun slog sig med hånden diskret for panden, for at stoppe den irriterende sitren. Der var noget ved denne mand hun ikke brød sig om. Og det blev ikke bedre af at høre hans navn. Lochtree. Hun havde hørt det før, og en alarmklokke ringede højlydt for hendes indre øre. Hun hørte derfor ikke at han snakkede til hende, så lyden mhmm, forlod hendes læber imens hun kiggede intenst væk. Her var mange. Mange mennesker. Noriana brød sig ikke om at være samlet i små rum med mange mennesker, men sådan var det altid med bal på slottet. 
"Hyggeligt at møde Dem, Herre," sagde hun lettere fraværende. "Mit navn er Noriana Lisette af Arys, men De hørte nok herolden sige det," sagde hun og fnes kort tid efter. 

Hun lod ham føre hende væk fra folkemængderne med lige dele taknemmelighed og mistænksomhed. Taknemmelighed for at blive ført væk fra folkemængden. Mistænksomhed fordi... hvad ville en Lochtree med hende? 

"Hvad er Deres intentioner?" spurgte hun med ét. Hun ville vide det selvom hun kunne høre hendes moders stemme: "Man er aldrig direkte overfor en mand af adelig status." Hendes mor var ingen steder heldigvis. Heller ikke hendes broder eller søster. Hun var alene.

Selvfølgelig vidste han da hvem hun var, og nikkede som svar. Selvom Corinth havde en vis påpasselighed med fyrstefamilierne, og især kvinderne fra fyrstefamilierne, så orinterede han sig selvfølgelig om verdenen. Med det, betød det også at han vidste hvem Norianna af Arys var. Ligeså kendte han også (af navn) hendes søskende, og den generelle historie der svirrede omkring deres familie. 
Et eller andet sted, gav den kedelige historie undervisning pote en gang imellem. Og Arys familiens oplevelser med dæmoner, havde været et fascinerende kapitel at bladre sig igennem. De havde nok træffet en rigtig beslutning, alle de år tilbage. Nok om det.

Corinth bemærkede vagt den mistænksomhed der løb forud for hendes pludselige spørgsmål, da han ledte dem ned af trappen. Hva? Taget lidt på sengen, gled de mørke øjenbryn overrasket op i panden, og han åbnede lidt forhastet munden. Hvad svarede man? Corinth rømmede sig, et lidt mere undskyldende smil om læberne da han sænkede blikket. "Lige nu? Muligvis at finde os noget at drikke, og et sted uden ligeså meget gennemgang" ordene var diplomatiske, men han virkede ikke ligefrem undskyldende, og lod hovedet falde en smule studerende på skrå. Så, hun vidste hvem han var? Det kunne vidst gå begge veje, men måske han kunne omvende forhåndsindtrykket en smule. 
Det blev i hvert fald hans nye mission, da han lidt mere skælmskt føle læberne trække over i et lidt mere skævt smil. "Bagefter..?" en kunstpause, inden at han endelig flyttede blikket igen, ledende efter vinborde. "Forhåbentligt drikke vinen. Hvad med Dem?" og løsnede grebet en smule, skulle hun vælge at trække sig nu hvor at de var nede på stueplan, fremfor trappetrin. 

Ærligt så vidste Noriana ikke meget om hendes egen families historie. Faktisk interesserede den hende ikke, selvom hun sikkert ville opdage meget om hendes familie hun ikke vidste. På trods af hendes huslærers utallige forsøg på at banke historie ind i knolden på hende, var det ikke rigtig lykkedes. Noriana var mere optaget af at opleve hvordan andre mennesker, pøblen, levede og tænkte og følte. Faktisk tænkte hun nogle gange at hun på ingen måde passede ind i adelen, men at hun burde være blevet født som noget andet. Også blev hun ramt af dårlig samvittighed, fordi hun i det mindste havde mad på bordet og tøj på kroppen. Hun følte sig tit utaknemmelig. Men følelsen af ikke at passe ind i det finere adelskab, generede hende stadig. 

Hun blev ført tilbage til virkeligheden, da Corinth svarede. Hun havde helt glemt sit dristige spørgsmål, men følte sig lettet over hans svar. "Det lyder som en god ide," svarede hun og fulgte med ham ned af trapperne og dybere ind i lokalet. Hun følte sig allerede beruset, selvom hendes læber ikke havde rørt ved vinen endnu. Måske var det dristigheden? At hun var modig. Hun plejede altid at være diskret og på vagt når hun var sammen med folk fra hendes egen klasse. Man skulle være påpasselig og lige nu var hun det stik modsatte. Bare at hun blev set sammen med en fra Locktree ville skabe sladder. 

"Jeg har de samme intentioner som Dem," svarede hun blot. Hun var nysgerrig på hvad alt dette ville bringe med sig. Og om hun ville forlade balsalen i et stykke.

Det føltes lidt som om at han var en elefant i en glasbutik, når han gik sammen med prinsessen. Ikke fordi at han regnede med at sige noget decideret forkert - det plejede ikke at være svært at befærde sig - men nok nærmere grundet hendes position. Helt uden at ville det, trak hun opmærksomhed imod sig. Og selvom Corinth elskede opmærksomhed, var det uden tvivl to forskellige typer... 
Det lyder som en god idé. Ah, hun virkede heldigvis ikke helt uenig, og Corinth fandt en lidt halvrutineret stedsans frem, da han guidede dem hen imod vinbordene. "Jamen så. Så virker det til at være er nået en aftale" proklamerede han, lidt mere muntert. Vagtsomheden faldt i hvert fald en del, da det virkede til at de kom lidt længere væk fra centrummet af alle danse, snakke og samtaler. 

Imens de gik, skævede han lidt undersøgende imod prinsessen. "Så, er De her med familie, eller?" skulle de finde hendes søskende, eller hendes forældre, eller foretrak hun at blive her? Samme intentioner som Dem, det betød vel at hun ikke ville løbe sin vej lige foreløbig. Men mest af alt var tonen konverserende, lidt høflig i sin nysgerrighed for hvordan det stod til.