Det var ikke nogen hemmelighed at Issac, med tiden havde skabt sig et ry i undergrunden om at man med den rette mængde penge og den rette person, ville kunne få Issac med over på ens side og dermed undgå de helt store konflikter med byvagterne. Undergrunden var ikke hans sted, det var ikke her han herskede, men alligevel havde han en finger med flere steder og havde skabt sig et netværk af person, som han kunne stole på og vidste hvad de bragte ind og ud af byen. 
Alt skulle gøres med måde, det var en hårfin grænse som man helt ikke skulle træde for langt over. Issac ville ikke have at hans navn skulle være at finde på papirer eller lignende, som kunne spore hans medvirken i disse ting. Det var derfor at det meste skete mundtligt. Alt andet ville være farligt. Hvis man stolede på Issac, så ville man vide at han nok skulle sørge for at alt var som det skulle være, og der ingen problemer ville opstå. Det var de fleste nu ved at lære.

Med et fast bank på den lille trædør, tilkendegav Issac hans tilstedeværelse. Hætten var trukket op over hovedet, blot så nysgerrige øjne ikke ville undre sig og han ville skjule sin identitet som værende byvagt, fra disse nysgerrige blikke. Issac var efterhånden et ansigt som var kendt i byvagt miljøet. 
Døren blev åbnet, først på klem og derefter kunne Issac trække sig inden for i det lille hjem. Han fulgte personen ind i stuen. Det skulle blot være et kort møde, som skulle forsikre Issac i de næste informationer og de næste leverancer af smulger gods. Og ikke mindst modtage sine penge. 
"De kommende dage, forventer vi hestevogne fra Juvelen af, som kommer med de typiske varer, som gerne skulle slippe ind uset" Issac lyttede til manden og det var som forventet og som regnet med, det var de samme fremgangs måder som sidst og det plejede at fungere upåvirket. "Hvor mange taler vi om?" Det var ofte meget forskellige, hvor mange kareter som ville komme ind og som han ville skulle sørge for, fik fri passage, "Det sidste jeg har hørt, var en 5 - 6 stykker" Issac blev rakt et pergament og læste indholdet, som forklarede og beskrev den næste sending af smugler varer. 

De kommende dage, forventer vi hestevogne fra Juvelen af, som kommer med de typiske varer, som gerne skulle slippe ind uset. 
Med et lille ryk stoppede Corinth det penselstrøg han var i gang med, og kiggede op. Ikke fordi han så noget bestemt for sig, og øjnene blev fjerne som lyden krøb ind i hans øregang. Hvor mange taler vi om? Han genkendte ikke den anden stemme, men var en grad af sikker på den første. Det sidste jeg har hørt, var en 5 - 6 stykker. Joh, det var ham fra undergrunden, var det ikke? Det virkede som en mere spændende samtale, end dem han havde fulgt med i de andre dage. 
Hah, de tidligere dages diverse samtaler og uheldige overhøringer havde til tider været en forstyrrende hvisken i baggrunden, og at skrue ned for det var heldigvis blevet lettere med årene. Men han kunne ikke lade være. Corinth nød at følge med, og følte et stik af selvtilfredshed over at det nu faktisk kunne give pote.

Hvem snakkede om usete varer? 

Overvejende vippede Corinth penslen imellem de sorte fingrer, et koncentrereret udtryk i de mørke øjne. Det var altid lidt af et sats at bibeholde magien, og den her gang kunne det vise sig at gavne ham - hvis - han altså kunne greje hvem der talte med hvem, og hvorfor. Og med et lille suk rejste han sig fra sit arbejdsbord - holdt lidt pause i den tegning han sad og skitsede på, og fandt i stedet en lidt slidt, sort notesbog frem. 
Optegninger over købte kunstværker, hvor de boede, hvis den information var tilgængelig, og hvornår magien var blevet aktiveret. Navne, eventuelle forbindelser - noter lå indskudt, når han havde overset information og tllføjet det senere. Et træls stykke arbejde, men meget givende i sidste ende. 

Hjemmet som han befandt sig i lå godt nok, velplaceret i undergrunden, men det var tydeligt at hjemmet bar præg på at han tjente gode penge på de forretnigner som Issacs kilde lavede, hvilket også var grunden til at han kunne betale Issac de pæne summer som han gjorde.
Issac kunne sagtens leve af den løn som kom hans vej i byvagten, men det var tydeligt at der var mere at komme efter, når man havde fingrene længere nede i mulden og kom i kontakt med de helt rigtige personer. Issac havde et andet syn på tingene, end de fleste andre. Generelt set var loven selvfølgelig til for at blive overholdt, men der var mange grå zoner og dem havde Issac sit syn på og andre havde deres. 
Møblerne var pænere end hvad man normalt så disse steder, malerierne var bedre malet, selvom Issac ikke havde forstand på kunst, så var det tydeligt at det var af en anden klasse end normalt og så var der tøjet, som også prægede hans stil i en hel anden retning. I Issac øjne skulle han passe på. Men der ville altid være en anden person til at tage over.

"Okay, det ser fint ud" Han rakte pergamentet tilbage og lod blikket glide rundt i hjemmet, som han flere gange havde gjort. Der kom ofte nye ting til. Det var tydeligt at manden gerne ville gøre noget ud af sig selv og sit hjem, generelt blot fortælle at han havde penge, selvom hans job var usselt betalt. 
"Som du ved, så skal jeg nok gøre mit bedste for at det hele går som smurt" De havde endnu ikke oplevet, at noget ikke gik som det skulle, så derfor var hans ord værd at stole på. "Hvad drejer det sig om denne gang?" Det var oftest det samme, men af og til kunne der være nogle afstikkere. Manden kiggede over på Issac og granskede ham med øjnene, "Det samme som sidst; alkohol, fødevarer, nox .. En kasse med sværd" Issac kiggede overraskende over på manden, det var første gang at en kasse med sværd var endt i mellem varerne, "Sværd..?" Af hvad han vidste var der intet under op sejlning.

Det lød helt bestemt som smuglervarer. Det sorte marked i Dianthos, havde været et nysgerrigt sted at besøge, tilbage da han lige var ankommet til byen. På mange måder overraskede det, og var tydeligvis - udadtil - ikke et sted for hans slags. Det ville kræve mere snilde, skulle han besøge det, og man kunne nok godt have stoppet tankerne ved blot at tage denne information, som et godt hint til hvad der snart ville cirkulere i natten. 
Men Corinth havde aldrig været videre ydmyg af natur, og grådig nok til at ønske mere viden. Som du ved, så skal jeg nok gøre mit bedste for at det hele går som smurt. Stemmen var dæmpet, hvorfor var det han ikke genkendte tonelejet? Logbogen åbnedes søgende, imens han hørte deres samtale i baghovedet. Hvad drejer det sig om denne gang?
Det samme som sidst; alkohol, fødevarer, nox .. En kasse med sværd. 
Sværd. 

Han tappede ned over bogmærkerne med de malerier der havde magien aktiveret lige her og nu, og kredsede ind på navnet han mente det var. Hvem lavede han handler med? Hvem bed mærke i sværd. 
Hvem ville have interesse, mulighed og samtidigt selvsikkerheden til at ordne sådanne relativt store bestillinger, hvis man da overhovedet kunne kalde det for bestillinger - det var de gode spørgsmål, alle sammen nogle der fik ham til at hive en ny skitseblog frem, og undersøgende bladrede igennem kartoteket af hurtige skitser. Portrætter malet i forunderlig detaljegrad, af dem der efterhånden havde fanget hans opmærksomhed i byen. Måske stemmen ville kunne kædes sammen med et klarerer billede af manden. 

Issac havde ofte ingen interesser når det kom til disse smugler varer, han skulle blot sørge for at de kom uset ind i Dianthos, og så ville de forsvinde ud til varernes købere. Han vidste at Nox var udbredt, han vidste at alkohol var udbredt og det var gængse ting som ofte blev smuglet ind i byen. Han så det hver gang. Men at der nu var sværd der var en del af smugler godset, havde han det selvfølgelig svært med, i sine egne tanker. Han var byvagt og han skulle holde ro i byen, og hvis der nu begyndte at florere sværd rundt i byen, så vidnede det måske om at der var et eller andet i opløb. 
"Nu plejer jeg ikke at blande mig det gods som kommer ind, men jeg har mine betænkligheder når du nævner sværd" Hans blik gled rundt i lokalet, kiggede på malerierne på væggene, "Ved vi hvem der er ende station for disse sværd?" Han tvivlede, og hvis hans smugler ven, vidste det, så ville han måske ikke afsløre det. 
Manden var bag alt dette her, og Issac skulle blot sørge for at han kunne komme ind. "Nej, personen ønskede ikke at oplyse sit navn. Men af hvad jeg ved, Løjtnant, så er det ikke et stort antal, og derfor burde der intet være at bekymre sig om" Det var selvfølgelig nemt at sige, når han blot fik penge for at smugle det ind. Hans ord fangede dog hans opmærksomhed, det var ikke på grund af hans forklaring, men han brugte din titel. Det var ikke noget han så pænt på, og han ønskede ikke at den slags skulle ske, hvis der stod nogen ved døren eller vinduerne og lyttede til hvad deres samtale handlede om.
"Du må passe bedre på dine ord" Kom det lavmælt fra Issac, "Du skal ikke nogen anden gang, nævne min stilling" Tonen var hårdere og ansigts udtrykket på Issac, forklarede tydeligt hvor vigtigt det her var. "Jeg håber du forstår, at jeg opkræver en større betaling, for at skulle se bort fra at sværd kommer inden for mine bymure"  

Men af hvad jeg ved, Løjtnant, så er det ikke et stort antal, og derfor burde der intet være at bekymre sig om.
Der var heldigvis ingen i rummet til at observerer hvordan Corinth i en skarp bevægelse næsten lettede fra stolen, og med et tomt blik stirrede frem foran sig, hænderne lidt teatralskt rakt ud i et 'stop' til intetheden, men med en dyb koncentration gemt bagved de mørke øjne. Løjtnant simpelthen? En lidt barnlig glæde boblede frem ved informationen, det var uventet, og uventet var godt. Han vidste ikke hvad han havde skulle forestille sig af byen, men det var efterhånden kun lysere og lysere nyheder. 
Paradoksalt nok, når selvsamme nyheder nok ville formørke nogle pæne steder. 

Han kunne selvfølgelig ikke stoppe samtaler. Og ganske forventet, var det ikke en information løjtnanten ønskede videreført. Corinth var dog allerede igang. De sortplettede hænder bladrede lidt mere hektisk igennem de forskellige pergamenter, søgende efter bare lidt information om hvem der var løjtnant i byen. Men iveren havde nok været mere produktiv, hvis han havde lært lidt mere tålmodighed, jah selvkontrol, end den han fremviste nu. Han var bare så sikker på at der var et eller andet her. 
Med et overfladisk suk lænede han sig tilbage. Gav ligeså hurtigt op som han var startet, og indfandt sig med at lytte. Deres stemmer - han havde skruet mere op for lyden - var som ukontrollerbare, hviskende lyde i baghovedet, og han havde ikke meget andet valg end at følge med. Medmindre han valgte at slukke for magien; utænkeligt lige nu. 

Jeg håber du forstår, at jeg opkræver en større betaling, for at skulle se bort fra at sværd kommer inden for mine bymure. 
Corinths læber vippede interesseret op, og han lukkede øjnene en smule eftertænksomt. 
Fordi sværd var alligevel en eskalering, over stoffer, varer og alkohol. Det havde ikke skubbet til mere end at dybere lommer var nødvendige, hvis det skulle finde sted. Og det var ganske pænt, da det så også måtte være et let og ligetil system, denne løjtnant havde fået sat op. 

Mørket havde ikke rørt på sig i årevis og det var ved at være længe siden at de havde belejret Dianthos, og skubbet plagerne ned over landet og derfor så han ikke grunden til at smugle sværd ind i byen, og slet ikke når de kunne købes og smedes hos byens smede; med mindre noget stak under og sværderne ikke var lavet i almindeligt stål eller stjålet fra en af de store hære, hvilket han bestemt ikke ville have noget at gøre med. Men hans fingreaftryk var allerede sat over alt på dette foretagende. 
"Det er klart. Og jeg har også fået en større betaling til dig, denne gang" Orderne klingede selvfølgelig, som Issac gerne ville have det, og så måtte Issac jo vurdere, med den information som han nu havde og holde øje med hvordan disse sværd ville bevæge sig rundt.

Manden forsvandt ud af rummet og efterlod Issac alene. Han følte alligevel at det var begyndt at komme tæt på, for med alkohol og fornødenheder var det lige til og harmløst, men nu var der begyndt at trille tungere varer ind i byen, og de tanker måtte han selvfølgelig tage med i sine betragtninger. 
"Værsgo" Manden kom ind i stuen igen og overrakte en læder pose, som var tungere end normalt og han vejede den let i hånden. Det virkede fair, som han kiggede ned i den og så guldet glimte i mørket.
"Tak. Det er i orden" Kom det blot fra Issac, som han kiggede over på manden, med læderposen i hånden. "Jeg skal sørge for at det hele kommer til at foregå, som det plejer at gøre" Pergamentet havde fortalt ca. tidspunkter på, hvornår de forskellige sendinger ville komme.

"Men så er vi vel færdige her?" Han kiggede spørgende på manden, som nikkede. "Mandag formiddag" Her ville det første lad komme.

Når det bare var ham, mørket fra de lukkede øjne og den lavmælte hviskende lyd af svar frem og tilbage, var det relativt let at forholde sig til. Hvisken. Det her var ikke hvisken, det her var reale stemme - han vidste at de var ægte - men alligevel hjemsøgte det ham stadigvæk, hvor lidt forskel der kunne være imellem hvad der var ægte, og hvad der var indbildning. Han var heldigvis kun blevet bedre til at kontrollere evnen med alderen, og da Levine var kommet ind i hans liv, havde deres betryggende ord også været dulmende. 
En utaknemlig evne, så svær at bruge effektivt uden at ende med at tilfældige, ligegyldige samtaler listede sig ind i ens hverdag. Nogle gange på uhensigtsmæssige tidspunkter - og så var man nødt til at bryde af. 

Jeg skal sørge for at det hele kommer til at foregå, som det plejer at gøre. Hånden hos Corinth tappede lidt afventende på stolens armlæn imens han overvejede hvorvidt personen havde haft sin stilling længe, når de virkede så forstående overfor hinanden. Men han nåede ikke langt, da det hurtigt blev fulgt op med et, så er vi vel færdige her? Mandag formiddag. 
De mørke øjne gled i et lille ryk op. Mandag formiddag. En levering via hestevogn, og uden tvivl noget... lussky nok til at kræve bestikkelse. 
Det så ud ti at han skulle på udflugt, her på mandag. 

Issac måtte se hvad han kunne gøre i forhold til de smugler varer, som nu ville komme ind i løbet af den næste uge. Han ville miste den status, som han havde fået, hvis han begyndte at slække på sit arbjede nu. Han var blevet betalt, og hans del af opgaven skulle nu udføres og det plejede bestemt ikke at være noget problem. 
Der var noget godt og spændende i at opleve byen på denne måde, at have en connection med undergrunden, hvor han kunne begå sig og tjene lidt ekstra mønter. Issac havde en fordel med hans job, hvor han kunne bruges på flere måder og han kunne bruge dem som han stod overfor. Ofte kunne man slå en handel af med ham, så man kunne undgå en nat i arresten, for information eller andet. 
Det var bestemt ikke sådan at det burde foregå, men det var en måde at misbruge systemet på og nu var det blot stukket af og Issac havde hænderne så dybt i mulden, at de fleste vidste at man kunne gå til ham.

Issac rakte sin hånd ud mod den anden og trykte den for handlen, med læderpungen hvilende i den anden hånd. Han havde ikke mere at gøre her, og vidste at det var risikofyldt at blive i en lejlighed som denne, i alt for lang tid af gangen.
"Tak for hjælpen" Lød det roligt fra manden og Issac kunne bevæge sig ud af lejligheden, med guldet i hånden. Søge op mod hans eget distrikt, og ikke mindst hjem ad til konen og så måtte han se tid ad. Nu vidste han hvor han skulle hen og hvad han skulle gøre, når de første læs begyndte at trille ind.

Tak for hjælpen. 
Ordene ekkoede uden meget andet ud imellem dem, og selvom Corinth nok godt kunne forestille sig hvordan de udvekslede farveller og dets lige, var der ikke mere at komme efter her. Eller var der? En halv paranoid - han ville selv kalde det arbejdsvillig - tanke havde fået ham til at holde magien åben i nogle timer mere, hvad hvis der kom mere information? Til sidst vr han blevet tilskyndet at huske at give slip, og skruede modvilligt ned for det aktive maleri i... hånden tjekkede kortvarigt bogen, fra der hvor han mente lyden kom fra. Thorbjørn, også kaldet "Bjørnen" i nogle sammenhænge. 
Hvem havde han aftaler med? 

Det var det næste skridt, den næste idé. Uden at lægge mærke til det, begyndte Corinth næsten at glæde sig til mandag. Hvis han altså formåede at greje hvem det var, før dagen bankede på porten til Dianthos.