Noriana var blevet gennet ned i slotshaven. Hun havde fået at vide at der Alryss-familien kom på besøg og hun skulle opvarte Viktor Alryss, på trods af at han var en smule yngre end hun. Hun gad ikke, men en ordre var en ordre. 

Hun blev iklædt en olivengrøn kjole som fik hendes øjne til at skinne og opsat håret med et perlenet. Hun kiggede sig i spejlet og var ganske tilfreds, selvom hun hellere ville foretrække at være iklædt bukser og en skjorte. På trods af det, kunne hun godt lide fornemmelsen af at have kjole på; hvislen om benene og den klikkende lyd af hendes sko mod marmorgulvet. 

Hun kunne godt lide at blæse folk bagover. Med sit udseende. Og samtidig lo hun indeni når folk tog hende for at være en dreng, når hun listede ud i Dianthos' gader. Hendes moder havde dog været streng det sidste stykke tid. Forbudt Noriana at gå nogle steder. 

Med langsomme skridt gik hun ned mod slotshaven. Alryss-familien var allerede kommet kunne hun se.

 Eftermiddagsteen hos Arys familien var altid et udsøgt og udførligt anliggende. Alskens småkager, og sæsonens kager prydede havebordet som var dækket op med blomster, og en fløjlsdug i de lyseblå farver ligesom deres våbenskjold. Det nydelige stel var taget i brug, og teen var endnu varm i den nybryggede kande. 

 Slotshaven var i fuld fjor, og duften af sommer hang i græsset og blandede sig med aromaen af citrontærter og camilia sinensis. 
Alryss havde disse typer af besøg fra tid til anden - de havde et nært venskab til hinanden, og et ubrydeligt, familiært bånd. Alyssa, den ældste datter af Alryss var ikke med denne gang, hun havde andre anliggender - som Viktor ikke helt havde fået fat i, men med var hun ikke. Derfor var det blot hans forældre; Eleona og Hermod af Alryss og hans lillesøster Annabeth. 

 Viktor sad mellem sin sin far og lillesøster, og var ifærd med at spise en småkage, der uvilkårligt krummede ned på hans jagtgrønne fløjlsvest. Diskret, forsøgte han dog at vifte det af sig og ned på jorden, nu ramlede de ned på hans sorte bukser i skødet, og han pressede læberne sammen mens han viftede lidt yderligere med hånden og benene for at drysse det af sig. Hermod af Alryss skævede lidt til ham, men forholdt sig ellers i munter samtale med Fyrst Adrian om forretnings anliggender. Viktor flakkede lidt ud og ind af samtalerne, men ville egentlig meget hellere være på Svennings Gård lige nu - måske hvis han løb nu, kunne han være der forinden længe. 

 "Og hvad mener De, Viktor?" Spurgte Fyrsten og så interesseret på Viktor, der var et helt andet sted i tankerne lige nu, nemlig hos; Frederik Ludvik 
Grevesønnen måtte blinke for at fokusere. Blev han lige talt til? 
"Jeg synes også, at det kræver at der bliver taget mere hånd om problemet." improviserede han og løftede sit thekrus for at undgå at blive spurgt om mere der forventede en uddybelse. Og der, ud af øjenkrogen lagde han mærke til Noriana, en af Arys prinsesserne. Pudsigt, at de begge skulle bære grønt i dag - det var lige før det var planlagt. Han havde ikke talt meget med hende som sådan - faktisk slet ikke - Det var mest Alyssa. Han nikkede høfligt til hende, og nappede endnu en småkage i sig. Ærmerne var opsmurte, i sommervarmen. 

Noriana så som det første det overdådige bord med pyntede kager, blomster og sølvkander med te. Hun var ikke vitterligt imponeret. I virkeligheden kunne hun komme i tanke om mange andre ting, der ville gøre hendes dag vitterligt bedre, end at tilbringe den med Alryssfamilien. Hun kendte til dem, idet hendes familie mente at det var godt at have en god relation til dem, idet de trods alt sikrede grænsen mod syd. 
Noriana havde aldrig sådan rigtigt interesseret sig for politik. Hun afskyede det. Måske skyldtes det at hun så tit havde fået at vide at det skulle hun ikke bruge sin tid på. Hvad skulle hun så bruge tiden på? Vente i stilhed og dydighed til en eller anden ældre adelig mand dukkede op og takkede ja til hendes hånd? Hun rullede med øjnene. I det mindste, håbede hun, at hendes moder ikke havde nogle bagtanker med at sætte hende til at opvarte Viktor af Alryss. 

Med næsten svævende skridt og rank ryg nærmede hun sig. Hun nejede uvilkårligt og hilste med et nik, før hun satte sig ved bordet. Hendes øjne fæstnede sig ved Viktor. Han var ikke andet end en dreng, konstaterede Noriana. Men hun var jo heller ikke rigtigt en kvinde endnu. Hun kunne ikke få krummerne væk fra sit blik på hans grønne fjolsvest. Hun skænkede noget te til sig selv og nippede til koppen. Hun lyttede med til deres uinteressante samtale, og ventede blot på at nogle snakkede til hende. Som adelsfrøken tog man ikke sølvskeen i egen hånd. Hun kunne næsten høre sin moders stemme i det inderste af øret. 

 Kunne der forventes andet, end at snakken der gik henover kagerne og theen ville være andet end politik? Politik og sladder. Mændende talte politik, kvinderne sladrede om adlen, og alle de seneste nye rygter der blev hvisket og tisket om i krogene. Ligefra potentielle mænd for deres døtre til hvilke forfærdelige kjoler der var blevet båret ved det sidste bal. Der gik heldigvis noget tid før han stod for skud - når det kom til potentielle komtesser han skulle frie til, omend et par sigende blikke blev sendt hans vej fra tid til anden. Viktor forsøgte ikke at bemærke det. 

 Men han kunne ikke komme udenom at han kedede sig, skønt politik (og sladderen) var en vigtig del af familiernes dagligdag, kunne han finde på nok tusinder af andre ting der ville være mere spændende end denne samtale; og havde han fået lov til at pakke sin skitseblok med sig, ville det med stor sandsynlighed, være prinsessens stive blik som det første han ville skitsere. Viktor skævede hen på Noriana der havde sat sig overfor ham. Hvorfor var hun så tavs? Jovist, han sagde heller ikke meget selv, men det var lige før hun ventede på at blive talt til fremfor at tale og ytre sin egen mening ved bordet. Hans blik hang disktret ved hende mens han pillede lidt åndsfraværende ved en småkage, og kedsomheden, eller rettere en djævel i ham, fik ham til at kaste en krumme over på hende. Det var selvfølgelig ganske listigt og diskret gjort, så de andre ikke så ham gøre det. Han pressede læberne forventningsfuldt sammen. Kunne hun andet end at se stift frem for sig - som en placeret porcelæns dukke til teselskab, eller kunne hun rent faktisk gøre andet end at sidde så fornemt? Reagerede hun ikke første gang, kastede han endnu en diskret krumme hen på hende, og måtte virkelig gøre sit bedste for ikke at smile underholdt af sine narrestreger.

Noriana forstod sig ikke på sladder. Faktisk afskyede hun det, fordi hun så oftest hørte sin familie nævnt. Og politik... hun hadede det. Havde aldrig forstået sig på det. Så hun sad oftest som en porcelænsdukke uden at sige noget, medmindre nogen henvendte sig til hende. Det var hendes måde at beskytte sig selv på. Ved sådan nogle sammenkomster ville hun helst bare forsvinde, gøre sig usynlig, men det var længe siden hun havde brugt sin evne aktivt. 

Ikke fordi hun ikke kunne anvende den, folk på Ædelborg havde sporet sig ind på hvornår hun brugte den. Hendes kammerpige havde endda fået ordre på at låse Norianas vinduer med en særlig nøgle så hun ikke kunne snige sig ud. 

Med et blev hun ramt af krummer og hun stirrede mod Viktor. Han var helt sikkert den skyldige. Porcelænsmasken smeltede og hun smilede diskret til ham og kastede en krumme tilbage. Hun rejste sig og undskyldte sig, vendte sig mod Viktor. "Kunne De tænke Dem at gå en tur i haven?" spurgte hun formelt. Hun skulle væk herfra og han blev hendes undskyldning. 

 Viktor, i al diskrethed, lavede en underholdt grimasse som porcelænens ydre skal krakelerede og afslørede noget personlighed bag ved revnerne. Blikket vandrede op af prinsessen, vurderende. Så hun kastede krummen tilbage? - morsomt. Han tørrede den af sig med et tilbageholdt fnys der nok ville have kommet ud som et muntert kluk, hvis tillod han det. 
 "Gerne, Frøken Noriana." Det var hans tegn til at rejse sig, og han gik hen, tog hende høfligt ved armen og undskyldte dem for familien så de kunne gå afsted sammen. Selvfølgelig ikke alt for langt væk fra de nysgerrige blikke. Det var ikke helt velset at to af modsatte køn gik rundt helt alene sammen.

 Da de var kommet på uhørlig afstand, brød Viktor tavsheden mellem dem, "Jeg må takke Dem for den lille redningsmanøvre - Jeg var begyndt at kede mig noget så forfærdeligt." Sagde han med et muntert smil og tog havens farver ind - beundrede dem med kunstnerens blik efter et muligt motiv. Det gjorde han ofte når han gik i naturen, alt kunne komme på et lærred. Specielt var blomster hans favorit.

 Viktors blik kørte ned af Noriana igen, betragtede kjolens farver og skævede derefter til sin vest. Han sendte hende et sigende smil, "Vi har samme smag." Bemærkede han. 

Det var jo ikke fordi hende og Viktor var fremmede overfor hinanden. Noriana var tit sammen med de kvindelige medlemmer af hans familie, hvor de sad og sladrede og broderede imens mændene snakkede politik med hendes moder. Hun havde bare ingen synderlig interesse i forhold til sladderen, og de overfladiske samtaler om hvem der giftede sig med hvem og hvad de skulle have på. 
Noriana kendte til Viktor, og selvom kutymen egentlig rettede sig mere mod hans søster end ham, så valgte hun alligevel at spørge ham, eftersom hun havde fået ordre på at opvarte Viktor. Hun vidste ikke om der var nogle bagtanker med dette. Det var der jo nok, ikke? tænkte hun, da hun gik mod haven og tog Viktors arm. 

Hun smilede til ham, ved hans ord. "Ja også mig," grinede hun. "Jeg er glad for at jeg kan være Dem behjælpelig." Hun skyndte sig en smule ind mellem buskene og stoppede kort op og løsnede sit korset en smule med den frie hånd. "Undskyld, men jeg kan jo ikke trække vejret," sagde hun og sørgede for at åbningen ikke afslørede for meget. Hun vidste godt det var dristigt gjort, men hvor hadede hun dog korsetter. Hun misundte hans skjorte og vest og ønskede at hun frit kunne gå i det samme tøj. 
"Ha! Ja, jeg fik at vide at De ville tage grøn på i dag," svarede hun.

 Norianas grin var smittende, fint, men ikke som de fine damers når hun rigtig gav sig lov til at løsrive sig porcelænsfigurens tilstand, og rent faktisk tillod sig at grine som den hun var. Viktor trak i mundvigen, og sendte hende et bifaldende smil. Men så brød hun deres armlås, og begyndte at stikke ind mellem buskene. Brynene skød forvirret op, og forundret skævede han rundt for at se om nogen andre end ham kunne give ham et svar på hvad der skete. Og da blikket kom retur på Noriana, fik han sit svar. Prinsessen løsnede sit korset. 

 Åh - uh, hm. Viktors læber blev til en lige streg som det første da han i et panisk sekund troede at hun skulle til at afklæde sig. Han slog blikket respektfuldt ned og fandt støvlesnuderne meeget interessante for en stund. Det var jo ikke fordi han havde nogen intentioner med hende. Han fandt kvindekroppen smuk, men ikke tiltalende. Smuk til motiver, som farvelader på et maleri, men at mærke dem? Ellers tak. 
 "Øh - Prinsesse.." begyndte han forvirret, og det lød næsten som hvis han havde fået en tudse i halsen som stemmen gik et hæst oktav op, men så sagde hun at det var fordi hun ikke kunne trække vejret. Han skævede forsigtigt op til hende; ingen hud, ingen afsløringer.. Godt godt. Alryss sønnen tog en dyb indånding og sukkede lettet ud med en lettere forpint grimasse.
  "Jaeh, Jeg kan forestille mig det ikke er just bekvemt at have sådan ét på." Rent gætværk, men siden hun måtte løsne den, passede det nok meget godt. Han kom med et lettet kluk, og kløede sig lidt ved næsetippen da turde at se på hende helt. 

 "De fik at vide..?" han missede lidt med øjnene, og lagde armene over kors. Aha. "Nåeh sådan.." granskede han opgivende, og slog blikket kortvarigt mod himlen, og så tilbage på hende. "Jamen så grøn ville ikke være Deres førstevalg?" Han sendte hende et skævt smil.

Noriana kunne godt mærke at hun ikke som sådan kunne slå sig løs med folk fra adelen. Der var altid forventninger til en om hvordan man opførte sig, og bestemt også til hvordan man ikke burde opføre sig. Men sådan gjaldt det jo i alle folkelag. Folk havde forskellige værdier og kutymer alt efter hvor de kom fra. Noriana kunne bare ikke passe ind i den kasse hun var blevet placeret i, og det endte sommetider i mærkelige situationer som denne, hvor hun løb ind i buskene for at løsne sit korset. Og hun tænkte ikke rigtigt over hvordan Viktor reagerede, men mere på at hun havde et behov for at løsne korsettet. 
Hun kom ud af busken og smilede genert til Viktor. 
"Undskyld... det var næsvist af mig," sagde hun forsigtigt og sørgede for at kjolen sad som den skulle, selvom korsettet ikke gjorde. 

Hun anmodede om hans arm endnu engang, men løsrev sig igen for at vende sig mod ham så hun kunne se hans øjne. "Ja, jeg blev fortalt at vi skulle have samme farve på. At det ville sende et godt signal," sagde hun og kluklo en smule. 
"Jeg kan godt lide grøn, men hvis jeg skulle vælge ville valget nok falde på violette nuancer eller sort," svarede hun. Hun vidste godt at hendes valg var kontroversielt. De fleste adelsfrøkner undgik sort. 

 "Slet ikke." forsikrede han hende, og gestikulerede lidt med hånden for at understrege sine ord, og sendte hende en sympatisk grimasse. Viktor syntes ikke det var det mindste næsvist. "Jeg blev bare.. overrasket." indrømmede han, og lo dæmpet, mens han rystede svagt på hovedet så krøllerne dansede ved hans pande. Han gengældte hendes smil med et af forundring som hun tittede frem fra buskene igen, og rettede på tøjet så det sad bedre. Viktor var bare taknemmelig for at der ikke skete mere.. han skulle forholde sig til. 

Viktor gjorde klar til at hun kunne ligge hænden på hans arm, men han måtte dreje hovedet lidt nysgerrigt på hende, som hun trak sig og de nu fik øjenkontakt. Han sænkede armene igen, og stak så hænderne i lommerne, mens Noriana fortalte. Sende et godt signal. Det sad forkert i ham, og et eller andet sted undrede det ham slet ikke at dét var dét som der blev pønset på. Men helt ærligt.. var det ikke lige tidligt nok? Han pressede læberne sammen, og måtte kigge en anelse beklemt mod skyerne og klukkede håbløst med på Norianas latter. "Hvor betryggende." kommenterede han, og skævede til hende for at være sikker på at han ikke fornærmede hende på nogen måde - for det var selvfølgelig ikke hensigten. 

 "Sort?" gentog han, og løftede brynene overrasket. Sort, var specielt. Ikke mange af de adelige prinsesser og komtesser valgte sort som deres primære farve at bære. Sort var elegant og sensuel, men symboliserede også så mange ting der ikke var lige så muntert; død, mørke, ondskab. "Hvad kan De lide ved den sorte farve?" spurgte han nysgerrigt, og tiltede hovdet på skrå. Han smilede mildt til hende. Ikke at sort var en reel farve, men blot fraværet af farver.