Grå kedelige februar. Vejret havde været gråt med dugregn det meste af dagen. Huset havde gået sin sædvanlige gang og Marius havde haft en af de ubetydelige dage hvor intet spændende var sket. Hans forældre havde haft travlt med deres ting, så han havde prøvet at få tiden til at gå med at læse og træne.
Han savnede Theresa, men hun var blevet sendt afsted tidligere på dagen for at hente vin hos Henry. Han var en af familiens gode venner, som også producerede vin. Marius far og Henry kunne godt lide at dele deres vin indbyrdes og nu var det tid til at hente nye forsyninger.

Aftensmaden var veloverstået og Marius lå nu alene i en af de opholdsstuer han bedst kunne lide. Pejsen var tændt og han lå henslængt i en af sofaerne og slog mave, imens han fraværende prøvede at læse en bog. Hans tanker var dog endt på Theresa og han undrede sig over hvor hun egentlig blev af. Normalt ville hun have været hjemme før aftensmadtid.
Han satte sig op og kiggede ud af vinduet som gik ud til indkørslen. Der var blevet helt mørkt, kun faklerne gav et svagt lys på indgangen. Blikket vandrede hen til det store ur som stod på den anden side af rummet. Klokken var 19:50! Et bekymret sug løb igennem maven, hvorfor var hun ikke kommet hjem endnu? Han kaldte på en af tjenestepigerne som gik forbi ude i gangen og spurgte om Theresa var vendt tilbage, men svaret var nej.
Hans tanker begyndte at løbe hurtigt, først om hendes velbefindende- var der sket hende noget på vejen hjem? Så om hans egen velbefindende- Hvis hun ikke kom hjem snart, hvem skulle afklæde ham og gøre ham klar til sengetid?

Han skulle lige til at rejse sig og få nogle til at lede efter hende, da en skikkelse udenfor fangede hans blik. Han klemte øjnene sammen og faklernes skær, lyste det velkendte rødlige hår op. Der var hun jo, som havde hans tanker fået hende tilbage.
Et lettet suk slap ud af læberne på hertugsønnen og han rejste sig for at gå hende i møde ved indgangen. Han blev nød til at forhøre hende om hvorfor hun var tilbagevendt så sent.

Det havde været en lang tur hjem, kulden var forfærdelig og hun følt sig som en frossen pind. Tårerne havde lavet hvide markeringer ned ad hendes kinder, da de havde været så røde og opvarmet af gråden der havde væltet ud af hende. Men kulden slog hende hen og fik alt til at stivne på hende. Øjnelågene var det eneste som blinkede og fødderne som bevæget sig under hende. 

Mørket var faldet på, og hun ville bare i seng. Ligge sig syg og sove til resten af dagen væk. Men om de overhovedet var en mulighed, tvivlede hun stærkt på. Øjnene så godt lyset i vinduerne, men ikke personerne. Favnen var tom og uden vinen hun skulle bringe med retur. Men det var ligemeget for hende, de måtte skælde hende ud, om det så var det sidste de gjorde. Hun ville ikke retur. 

Gruset under hende gav mere og mere lyd fra sig, som hun næsten slæbte fødderne bag sig og op ad trinene til hoveddøren. Hun fik åbnet døren, eller døren blev faktisk åbnet for hende, og hun så forskrækket frem for sig, da hun så Marius stå i døren. Theresa knugede hænderne ind til sig selv og trådte ind i det store hjem. "Beklager forsinkelsen, min herre. Lad mig få lagt overtøjet, så skal jeg være hos Dem" hele måden hun sagde det, virkede følelsesløs og træt. Hun så væk fra hende, skævede ud af øjenkrogen ned i gulvet til venstre for sig. Hun ville ikke se ham i øjnene men bare have mulighed for lige at få varmen og vasket sig selv. 

Theresa turde næsten ikke vente på hans svar, hvorfor hun helt ude af takt og tone, valgte at træde i retning af hvor tjenestefolket hørte til og trappen ned til dem. 

Det syn der mødte Marius da Theresa åbnede døren, var slet ikke det han havde regnet med. Han stod med et lettet smil på læberne, men det forsvandt hurtigt, da han så den tilstand Theresa var i. Det kunne godt være hun prøvede at skjule det ved at kigge væk og tiltalte ham som hun plejede, men han kendte hende godt nok nu, til at se at der var noget galt, som i grueligt galt.

Da hun trådte ind i lysene studerede han hendes ansigt og kunne se hun havde grædt og hun så ud til at fryse, for hver af hendes bevægelser var stive. Hun trådte lige forbi ham og mod tjenestefolks afdelingen.
Men Marius var hurtigtere og trådte ind foran hende og tog hænderne op og holdte hende ved skuldrene som for at stoppe hende og prøvede at få øjenkontakt med hende “vent nu lidt, hvad er der sket? Kom nu med op på mit værelse også kan vi snakke om det?” En tjenestepige kom forbi, men før hun kunne nå at sige noget kiggede Marius blot på hende med sin iskolde øjne, så hun hurtig løb videre.
Han vendte atter sin opmærksomhed tilbage på Therese og lod sine hænder køre lidt op og ned af hendes arme, som for at varme hende. “Kom så” sagde han stille

De krystalklare blå øjne så op i mellem øjenvipperne på ham. Læbernes var som smedet sammen og ikke en mundvige peget i den vanlige opadvendte bue. Hans hænder på hendes skuldre fik hende kort til at lukke øjnene sammen. Som et flashback mærkede hun de grove hænder fra den tyve år ældre herre. Hvordan de havde holdt hende og taget hende for halsen. Men stemmen der lød var ikke Henrys. Marius trak hende tilbage og hun åbnede øjnene og så vævende mod ham, indtil blikket faldt inde hans bryst. "Der er ikke sket noget, min Herre," forsøgte hun at mildne situationen, men en af hendes kollegaer passeret forbi de, men kvinden luntede hurtigere væk end en ræv der var taget på fersk gerning med kylling i munden. 

Berørningerne han gav hende var så milde, at hendes bryn kort blev presset mod hinanden i en fortvivlet mine, men hun lod sig følge med ham, endnu i sko og frakke til det udendørsbrug. 

"Jeg forsikre Dem, alt er fint," hun trak en anelse på ordet fint, men bad til han ikke lå mærke til det eller ville være hård ved hende. Det var underligt, hvordan hun i sekundet ikke var som en tjenestepige, men bare Theresa i hans nærvær. Det var urealistisk for hende, men intet i dag havde alligevel givet mening. 

Han kunne mærke sin bekymring blev til vrede fordi at hun blev ved med at lyve overfor ham. Det var jo tydeligvis noget galt. Han lagde armen om hende for at føre dem op på hans værelse, ligeglad med om nogen så ham behandle sin tjenestepige på sådan en måde. Det var heldigvis sent og derfor stille i huset.

Da de endelig nåede ind bag hans værelsesdør lukkede han den forsigtigt og førte så Theresa hen til hans sofa hvor han placerede hende. Han satte sig ved siden af og hjalp hende af med sin jakke og lagde den ved siden af ham. Der lå et tæppe som han tog op omkring hendes skuldre og håbede det ville hjælpe på hendes kulde. Rystede hun fordi hun frøs eller var der sket hende noget forfærdeligt? Han ville have sandheden ud af hende på den ene eller anden måde, men startede dog blidt ud “Theresa du er i sikkerhed nu, vil du ikke nok være sød at fortælle med hvad der er sket? Du havde ingen vin med hjem, skete der noget på vejen derhen eller på vejen hjem fra Henry?”

Som set fra siden af sig selv, så hun den milde person af Marius, den som lå godt gemt fra overfladen og kun så lyset, når han i sandhed havde en grund til at vise sig fra denne side. 

Ligesom første gang, blev hun placeret i hans sofa. Armene lod sig trække ud af frakken og hun sank let sammen i skuldrene og lod fingerne mødes usikkert på skødet. De gled omkring hinanden, som hun forsøgte at samle modet og give ham svar på det han bad hende om at svare hende på. Var det forkasteligt hvis hun kun svaret på hvad an rent faktisk spurgte om. Turen derhen eller turen derfra.  

"Der er ikke sket noget på hverken turen der hen eller tilbage, men De har ret, jeg glemte vinen --mhm.. men bed mig ikke om at gå tilbage efter den," bønfaldt hun ham og knugede tæppet inde i mellem sine fingre og så bedende på ham. Hun ville på ingen måde gå tilbage efter den, hverken nu, hverken aldrig. 

Blikket fra Theresa ville stadig ikke mødes med Marius og det bekymrede ham. Normalt kiggede hun altid på ham, som var han det eneste der eksisterede og han elskede den side af hende. Nu var hun som forandret, som en bange mus. Han kløede sig lidt i panden og vidste ikke helt hvad han skulle gøre ved hende. 

Hans blik kiggede ned på hendes urolige hænder, men i stedet for at tage sin hånd i hende som trøst, sad han bare afventende. 
Da hun endelig svarede ham, var det ikke hvad han havde regnet med. Hun havde ikke behøvet at svare så konkret og samtidig slet ikke besvare på hans egentlige spørgsmål. Et lidt halvirriteret suk slap ud af læberne på ham. 
"Så det du prøver at sige er at nogle hos Henry gjorde dig noget? Hvis du gider at give mig et ordentlig svar skal jeg nok finde en undskyldning for dig og få nogle andre til at hente det du glemte. Men så må du også være ærlig overfor mig, jeg prøver virkelig at hjælpe dig her Theresa" Han kiggede op på hendes ansigt igen, for at vise hvor seriøs han var.

Underlæben gled under hjørnetænderne og blev bidt hårdt sammen, hun vidste ikke hvad hun skulle sige eller gøre, men han sad der og var så omsorgsfuld person, kærlig og beskyttende. Omend det måske blot handlede om, at hun ikke havde været der for at opvarte ham, så kærede han for hende. Theresa sank en klump som havde hobet sig op i halsen på hende og hun skævede forsøgt i mod ham. Han skulle have et ordentlig svar, hun skulle være ærlig over for ham. 

Hovedet sank en anelse og hun så ned mod sine fingre: "Hr. Fox havde.. han rørt ved mig, og påstod det var med til at afbetale en gæld hun havde hos ham.." sagde hun afdæmpet og turde ikke se hans øjne på hende, analysere hende, fortolke hendes sorger eller ubehag der var i hende. 

"Han ødelagde min underkjole, Marius" brød hun stille i en let hulkende stemme og indså, at hun sagde hans navn, og ikke hvad hun skulle kalde ham. Alt ramlede i hovedet på hende. "Jeg beklager... Det var ikke min hensigt at sige Deres navn, min herre," hvorfor kunne hun ikke blot have fået lov at gå i seng. Men det var nu blevet kortlagt, at hun ikke havde meget på under tæppet, foruden sin kjole. 

Det var svært at høre hvad Theresa sagde, så Marius lænede sig tættere ind til hende for bedre at høre og forstå hvad det var hun hviskede.
Han rykkede sig dog chokeret tilbage, da ordene begyndte at give meningen. Havde Henry rørt ved hende? I hvilken forstand mente hun? Forvirringen blev til vrede da hun forsatte med at fortælle. Han lagde ikke engang mærke til at Theresa fik sagt hans navn i stedet for at tiltale ham høfligt som hun plejede.

Vreden og jalousien voksede sig så stor at han ikke kunne sidde stille mere, han rejste sig og begyndte at gå hurtigt frem og tilbage foran Theresa, for at prøve at berolige sig selv.
Hun sad og hulkede lidt, men han var selv for oprørt til at trøste hende lige nu.

Hvorfor havde Henry rørt ved Marius ejendel, som var hun blot noget ubetydeligt legetøj der kunne deles. Lige nu var vreden så stor at han havde lyst til at tage direkte hjem til Henry og give ham en på siden.

Han tog nogle dybe vejrtrækninger og kiggede så hen på Theresa, som stadig havde blikket ned mod sine foldede hænder foran sig. Han satte sig ved siden af hende igen og denne gang tog han hendes ene hånd i sin og kiggede intens på hende og sagde med brændende iver i stemmen “Jeg skal nok håndtere Henry på den ene eller anden måde, han skal ikke slippe så let, når han rør ved mine ting!” Han rejste sig og hev Theresa med sig op “kom lad os give dig et bad også kan du sove hos mig i nat, jeg skal nok beskytte dig” han trak hende mod Marius badeværelse, men i stedet for at tilkalde hjælp fra de andre tjenestefolk, lukkede han døren bag dem så de var alene. “Hjælp mig med at fyld badekarret op” fik han sagt med bedende øjne til hende, det var ikke fordi han ikke kunne gøre det selv, men måske hvis hun hjalp med nogle af sine vante opgaver, så ville hun slappe lidt af.

Hans hånd om hendes, og hun så mod hans øjne. De var som glødende i sekundet, selvom de var i den grønlige nuance som Henrys, var det på en anden måde. Hun kunne ikke beskrive forskellen, men vidste, at der var en forskel. Hans stemmes iver var voldsom i sekundet og selvom det han sagde var godt, følt hun alligevel et form af nederlag, da han kategoriseret hende som en ting. Et objekt der blot kunne erstattes og tilsidesættes efter eget behov. Men hun kunne ikke nå at give nogen reaktion tilset, før han rejst sig og hev hende med sig. 

Beskytte mig? tænkte hun let. Fra hvad? Hun var hjemme i trygge og beskyttende rammer, det kunne næppe blive mere trygt. Men hans gestus var sød, på måder, så objektiviseringen af hendes mildnet lidt hen. 

Theresa fulgte troligt med ham, men rynkede lidt på brynene, som han lukkede døren bag dem. Tjenestefolkene kom aldrig uanmeldt hos ham, ikke hvad hun vidste af. End ikke hun gjorde det, og hun var jo hans. Var det øjnene eller måden han sagde det på, der fik hende til at trække let på smilebåndet, før hun valgte at efterkomme hans ønske om hjælp. "Selvfølgelig," og uden for megen tøven, satte hun blot i gang for at gøre klar til det, som hvis han skulle i karret. Der var ingen ændringer i det. Måske var det ikke gået op for hende, at han skulle se hende afklædt så snart karret var klar, men hun burde nok have tænkt det igennem. 
Han skulle jo ikke se hende sådan. Ikke som det hele så ud lige nu. 

Det var rart at se Theresa lyse lidt op, da han bedte hende hjælpe ham. Han betragtede hende lidt imens hun gjorde badet klar, som var det til ham, hun var virkelig en tjenestepige ind til knoglerne. Selvom hun sikkert havde været noget slemt igennem, kunne hun arbejde som om intet var hændt. Det bekymrede ham faktisk lidt og undrede sig over om hun før havde gemt hemmeligheder for ham, men tænkte at det ikke var tidspunktet til at spørge om dette. Lige nu var det vigtigste at finde ud af hvad Henry havde gjort ved hende. 

Da alt var klar stod hun afventende ved badet, som havde hun glemt at det var hende som skulle i karret. Marius gik helt hen til hende "Lad mig hjælpe dig ud af kjolen" sagde han blidt og begyndte at åbne kjolen, som han efterhånden var ret vant til. Theresa stivnede under hans hænder, men som rutine fik han åbnet op for kjolen hurtigt og lod den falde til gulvet. Hun havde haft ret, hun bar ingen underkjole under, hvilket chokerede ham en del. 
I stedet for at pointere det, sagde han i stedet "Kom op i badet med dig" 

Alle bekymringer skyllet ud af hende for sekundet og øjeblikket, men det varede kun så længe, for så snart karret var klar og hun afventede ham, vendte tallerken sig og han mindede hende om, at det var hende der skulle i bad. Kroppen frøs og hun så ned mod hans hænder som knappede hende op foran. Hun skulle næsten sige tak, men kunne ikke få sig selv til det, for hun vidste, at så snart den var åbnet op og ville forlade hendes krop, ville hun stå som uden noget under sig.

Theresa skævede til vandet, og lod sine hænderne falde bagtil, i et håb om at kunne stige i badet, uden at han ville se de røde markeringer. Ville han blive hos hende, ved hendes side og bare tale med hende eller ville han kunne finde på at gå fra hende og efterlade hende til sig selv. Ville han vide hvad der var sket, skulle hun selv fortælle ham det?

Men hun fik sat sig op i karet som han bad hende om. "Undskyld," beklaget hun med en afdæmpet stemme til ham, og trak benene til sig og bed ubehaget i numsen til sig. 

Imens Theresa hoppede i badet, fandt Marius en skammel og satte sig ved siden af hende. Hun undskyldte og satte sig som et barn i badet. Det var underligt at se hende så skrøbelig, den altid hårdtarbejdende Theresa. 
Marius var ikke vant til at passe på andre end sig selv og vidste ikke helt hvad han skulle sige eller gøre. Han kunne ikke huske at han nogensinde havde trøstet nogen før. 

Han lænede sig frem og satte sig med albuerne på kanten af karret og lagde hovedet ovenpå hænderne. Han sukkede ned i vandet og lod så den ene hånd røre ved vandet og legede lidt med det på overfladen. Han ventede lidt på Theresa selv ville begynde at snakke, men hun var stille som en mus. Stadig med hovedet hvilende på armene, skævede han op til hende for at søge hendes blik. Hånden der var i vandet, lagde sig på hendes ene knæ "Vær sød at fortæl mig sandheden, hvad har Henry gjort ved dig?"

Håret lagde sig oven på vandet og flød omkring som blade i en sø. Hun drejet hovedet til siden og så ham som han sad der. Så fængsleende at se på, så bedårende og så omsorgsfuld. Hun mildende let op og kunne ikke dy sig fra at elske ham. Marius var mere end bare af Isenwald og selvcenteret på sine egne måder. Men en mand med skjulte lag af nænsomhed og empati. 
Øjnene så blå gled fra hans grønne til hånden på hendes knæ og han bad så pænt om hun fortalte ham sandheden. Der var så mange lagde i sandheden at fortælle, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre af sig selv, end blot gøre som han bedte hende om. 

"Jeg blev vist med ned til hans vinkælder for at få vinen der skulle gives til Deres forældre .. og så stod han pludselig og holdt mig op mod væggen... Fortalte om hvad min moder skyldte ham og at kunne indfri det for hende .. Men hvad det var han mente med det, ved jeg ikke," sagde hun stille ud og rømmede sig ind i mellem sine ord. "Tvang sine læber på mine og beordret mig til at tiltale ham som jeg tiltaler ..dig, ehm..." hun søgte efter sine ord og lod blikket falde mod hans. Hun følte dem blive blanke på ny, men hun rømmede sig: "Åbnede min kjole på hans soveværelse... bandt mine hænder til hans seng og tvang.." hun rynkede brynene og bed sammen. Det var ikke hvad hun havde lyst til at tale om, men han bad om det. 

Hun sukkede og rømmede sig. "Han ved at du... og jeg gør ting sammen," fortalte hun i frygt for at han blive sur, og hun trak sig en anelse til den modsatte side i karet. 

Da Theresa endelig begyndte at fortælle sandheden, blev Marius mere og mere chokeret for hvert ord, der kom ud af hendes mund. Han måtte sætte sig op og hånden som havde ligget beskyttende på hendes knæ, tog han nu op igennem sit krøllede hår. Jalousien voksede i ham, som en rasende orkan. Hvordan kunne Henry behandle hende på denne måde, som var hun hans ejendel, hvis Theresa mor havde en gæld hos ham, kunne han have opkrævet den på så mange andre måde, end at bruge noget der tilhørte Isenwald familien. 

Hans blik som var endt tomt ud i rummet, da han sad og lyttede, vendte sig hurtigt tilbage da hun sagde at han havde bundet hende fast. Der var ingen tvivl om at Henry havde udnyttet hende på den værste tænkelige måde. Marius fik helt kvalme, han vidste ikke Henry havde sådan en mørk side, den mand han kendte var en pæn herre, som aldrig sagde noget forkert. 
Han troede dog på hvert et ord Theresa sagde, han kunne ikke finde nogen grund til hvorfor hun skulle lyve om dette. Han var bare glad for hun var tryg nok til at være ærlig overfor ham. 

Det næste hun sagde fik et sug til at løbe igennem hans mave. Var det vrede eller bare en anelse stolthed, vidste han ikke. Marius følelser var alle vegne lige nu. Han var på sin vis glad for Henry vidste at Theresa var hans, så ville han måske vide at der ville komme konsekvenser for det han havde gjort. Dog vidste Marius forældre ikke at Theresa og ham var så tætte, så hans hævn måtte blive sin egen. Men hvis Henry fortalte denne viden til hans forældre, ville Marius mor måske fyre Theresa. 
Hvor var det dog en frustrerende situation. 

Marius havde siddet dybt i sine egne tanker, med brynene samlet i et vredt udtryk, helt glemt at Theresa sad foran ham. Endnu engang var han så fyldt af vrede at han måtte rejse sig og gå lidt rundt. "Åh Theresa, det er en værre omgang rod det her. Jeg vil gerne hjælpe dig, men jeg må tænke lidt over hvordan, jeg skal dog nok finde en måde hvorpå Henry aldrig rør dig igen! Du er min og det skal han vide." Han satte sig aggressivt på skamlen igen, så den næsten vippede. Han bukkede sig ind for at kramme Theresa, han omfavnede hende, så hendes bukkede ben også kom med ind i armene. Hovedet blev begravet i hendes hår og først der gik det op for ham, at hun ikke lugtede af sig selv, hun lugtede af Henry! Kvalmen steg atter op i ham og han lænede sig tilbage, med et foragtet ansigtsudtryk. "Kom lad os vaske dit hår" Fik han sagt lidt stakåndet.     

Der var mange ting i gang, alle informationerne skulle tages ind, ikke blot for ham, men også for hende. Uanset hvordan hun så gerne ville fortælle alt, kunne hun ikke kæde det sammen, for der var huller i det for hende. Men der var ikke alligevel ikke nok liv i hende til, at ville gennemleve det hele igen på ny ved blot at tale om det. Det gjorde hende kun ked, for hun havde sviget Marius på så mange måder, at det ikke kunne vendes rundt. 

Som fluen på væggen, så hun blot med som han rejste sig og vandret arrigt omkring, før han satte sig og næsten skvattede fra skamlen. Et sug tog hende og hun så næsten åndsforladt ud. "Jeg beder dig, ikke gør noget ved det, bare.. ikke lad mig gå der over mere," bad hun til ham med en usikkerhed så stor, at ordenen næsten kom skælvende ud af hende. Men som han lagde armene om hende, lod hun kort sine hænder nå om armen på ham, men det var blot til han trak sig og hun så hans ansigt. Det skar en anelse i hende. Men hun nikkede blot til det han sagde, og lod sig glide lidt frem i karet for at ligge sig tilbage i det og få håret vådt fra top til bund. Måske en anelse uortodoks, men hun lettet hovedet fra vandet og blinket lidt og fik trukket håret om i nakken af sig selv, før hun valgt at ligge det på sin modsatte skulder af hvad side han sad ved, for at gnide sæbevandet lidt ind i det. 

Marius sad stadig med dybe tanker, da Theresa lod hovedet falde bagud så resten af håret blev vådt. Han kiggede åndsfraværende med imens tankerne fløj afsted. Han blev ved med at gentage overfor sig selv, at det nok skulle stå i hans magt ikke at lade Theresa nogensinde komme i nærheden af Henry igen. Marius ville aldrig lugte en anden mand på Theresa igen. Hun var hans og ingen andens!

Da hun satte sig op, kom Marius tilbage til tilstedeværelsen. Han så på Theresa som hun lod sit lange hår lægge sig til den ene side. Marius elskede hendes hår og håbede det snart ville have sin sædvanlige sødmefulde duft tilbage. Han lod blikket gå fra håret og ned til den bare del, af Theresas strakte hals. Først troede han det var lyset som lavede skygger, men han satte sig nærmere for at undersøge det og opdagede der var mærker på hendes hals. Han lod sin finger køre over mærket, som for at skrabe det væk, men det var heller ikke noget mudder som kunne vaskes af. Der gik det op for ham, at det var mærker som Henry havde efterladt på hendes krop. "Theresa hvad har han dog gjort ved dig?" sagde han stille, selvom vreden var overdøvende. Han lod hele sin hånd hvile på hendes hals, imens hans tommelfinger kærtegnede hende blidt. "Gør det ondt?" øjnene der søgte hendes var fulde af bekymring.  

Vandet var beroligende på sin egen måde. Som det trak alt det forfærdelige ud af hende og dæmmede erindringerne i at nærme sig hendes minder, lagre sig og hjemsøge hende. Men det varede kun så længe, som det gjorde. For som hun kom til overfalden igen, forsvandt vandets kærtegnende tag om hende og kunne ikke længere skabe den samme kappe af sikkerhed. Det var Marius bedste milde til hende for nu. Vand var rent og ærbart. 

Hun lod en fingre let klø sig i øjenbrynet og vendte blikket mod ham, som han tog hånden til hendes hals. Først bemærkede hun ikke helt hvad hans intention var, men nakkehårene rejste sig langsomt og hun bed sammen. Hun trak let på øjet, som han kradsede for at se om det kunne komme af, men det gjorde det ikke - hvad hun kunne fornemme på ham. "Jeg tr..oede at.. jeg ..han var færdig.. så da han var væk, tog jeg .dii..min kjole på og..mhm.. han blev vred og tog bæltet om min hals for...træk mig med til hans badeværelse" hun brød sig ikke spor om at fortælle det, ordene kludret i hendes mund, som hun var ved at sige 'din' frem for 'min', sine mange pauser og brummende ord, fik hende kun til at huske det som slag for slag, men det var næppe helt korrekt, var det? Han havde gjort noget forinden, men hun husker ikke hvad. 

Marius prøvede at forstå de ord der kom ud af Theresas mund. Dog var de lige så kludret som Marius egne vrede tanker. Havde hun nævnt et bælte? Det var som et chok at høre denne side af Henry, noget som Marius stadig havde svært ved at forestille sig. Henry havde altid været en præsentabel mand, som Marius far respekterede. Vidste hans far mon til denne dystre side? En stor fortvivlelse spredte sig i kroppen og overskyggede vreden for en stund. Marius fjernede hånden fra halsen og satte sig tilbage og prøvede at forestille sig hvad han skulle gøre nu. Han vidste ikke om han skulle sige noget til sin far og bestemt heller ikke til sin mor. Skulle han selv vove og konfrontere Henry eller var det også for risikabelt. 

Han kiggede på Theresa som så lige så fortvivlet ud. Han havde brug for at tænke uden at hun var i samme rum. Bare at se på hende, gav Marius lyst til at tage sit sværd og hest og ride med det samme hen for at straffe Henry. 
I stedet rejste han sig og sagde så "Bliv du bare siddende og vask dig færdig og derefter kom tilbage til mit værelse. Jeg vil ikke have du sover alene i nat" Med de ord forlod han rummet og gik ind på sit værelse hvor han satte sig ved sit skrivebord. Et dybt opgivende suk forlod hans læber og han lod begge hænder køre igennem hans vilde krøller. En bange anelse dukkede op, vidste Henry at Theresa og Marius var sammen før hun røbede det. Var det en form for straf at han havde udnyttet hans ejendel? Marius var dog ikke klar på at opgive Theresa endnu, for ham var hun en tryghed. Hun var blevet en fast del af hans hverdag og aftenrutine, han måtte jo erkende at han kunne lide at have en at sove med og den tryghed som det skabte. Hun havde redet ham fra at gå fra forstanden, i dette gyldne bur, som hans far holdte ham i. 

Marius endte med at blive enig med sig selv om at give Theresa ro og når hun følte sig klar, kunne han udspørge hende, hvad hun følte kunne være en passende straf for Henry og Marius ville være villig til at give hende det.  

Hjernens mange naturlige kemikalier brød mange aksoner og det var et virvar af følelser som piskede hendes celler til at reagere, men kroppen stilnede hen og blikket falmede i gnist. Skamlen der gav sig i hans rejsen, fik hende til at se undskyldende op til ham. Hun var skyld i det hele, skyld i hans tilværelse med det, skyld i at Henry Fox ikke kunne holde fingrene for sig selv og rev hendes forstand fra hinanden. Det var det eneste hun kunne ende med at fortælle sig selv. At hun var skylderen i det. 
Hans ord var selvfølgelig kærkommen og eftersøgte, mere end noget andet i livet for hende. Men at der skulle noget til i denne stil, var en beklagende følelse der slog knuder i maven på hende. Var det så forkert at hun ville elskes af ham for den hun var, ikke hvad hun var til ham. 

Som foreslået af ham, gjorde hun det forventeligt og fik vasket sig selv færdig. Det havde gjort ond i hende at minde hans reaktioner og påmindelser om at hun havde haft Henrys duft hængende på sig. Men det gjorde mindst lige så ondt at mindes hvad Henry havde gjort, og hun havde huller der ikke skulle udfyldes eller genskabes i hukommelsen. Det skulle begraves. Druknes i det mørkestes vand der kunne findes. 

Men som hun fik vasket sig selv og håret, rejste hun sig fra karet og fik tørt sig grundigt og klemt håret så frit for vand som muligt, Selvfølgelig lå fugten der endnu, men det dryppede ikke. Hun holdt håndklædet omkring kroppen og åbnede døren ind til hans soveværelset og så mod ham. Men hun tøvede med at træde nærmere ind i rummet og forstod sig ikke helt på situationen nu. Hvad gjorde hun og hvordan gjorde hun det. "Marius?" spurgte hun med en skrøbelig stemme. Formaliteterne var væk for nu og for natten, det kunne ikke ændres. Hvor ville han have hende - eller snarere, hvor ville han ikke have hende.