Sommeren stod igen for døren, og med den havde Helke Sefia Ludvikdotter og Ludvikal Trønneson, ejerne af Svennings Gård, inviteret til fejring af netop samme ting. At nu kom sommeren. Solen stod højt på himlen denne tidlige eftermiddag, og luften var lun, selvom foråret stadig havde sine klør i vejret. 
 Familie og venner var inviteret til at deltage, og bag ved gården ved plantagerne var der stillet forfriskninger op i form af mad og drikke, og rundt omkring stod der borde og stole så man kunne sidde og nyde hvordan sommeren var begyndt at tage sit greb i alle træer og planter. Inde i stuen var der sat op til et lille orkester og møblerne var flyttet ud til væggene for at lave plads til et dansegulv. Det blev dog mest brugt af de yngre børn, til at tonse rundt på. 

 Det meste familie var kommet et par dage før festen, og det var dem der fyldte det meste af festen i øjeblikket. Frederik havde set sit snit til at virke sociale og selskabelig inden alle andre gæster kom - inden der begyndte at gå Kirsten Giftekniv i det. Det var anstrengende nok for Frederik at finde en kone selv, og det hjalp ikke når hans mor blandede sig. Frederik var derfor ved at høre hvordan det gik med nogle af hans kusiner og fætre. Han havde et glas med vin i den ene hånd og var med at spise en lille sandwich med den anden. 

 Senere, samme eftermiddag ankom Viktor til Svennings Gård med højt humør og fuglekvidren i sit hjerte over at skulle se Frederik igen. Dagene op til, havde han ikke tænkt på andet - og han var både nervøs og spændt, samt alt derimellem på samme tid.

 Faktisk, var det hans første gang, alene, afsted til et arrangement af sådan størrelse, hvorfor han i vognen var blevet ledsaget af to tjenestefolk på turen, men Viktor havde gjort meget ud af at hævde, at han godt kunne være der alene, uden tjenestefolkenes tilstedeværelse på gården. Der skulle noget overtalelse til, men det lykkedes i sidste ende. Der var jo trods alt voksene til stede, som kunne se efter Viktor. 

 Viktor skulle overnatte på gården, og oppakningen, med alt hvad han skulle bruge under sit ophold, blev sat i jorden med et lille bump. Grevesønnen havde en dæmpet diskussion med tjenestefolkene om, at han altså godt selv kunne bære sine ting (for at imponere Frederik). Den unge grevesøn skulle nok vise at han kunne ting selv! Og det blev som den lettere forkælede Viktor bad om. 

 Tjenestefolkene stod og så til som Viktor slæbte sin taske, med alt sit habengut, og forlod først gården - da de så at han blev taget godt imod ved indgangen af en stuepige. 

 "Ud af døren - og så til plantagen finder de festlighederne, unge herre." forklarede hun Viktor. Han havde været der før, én enkelt gang. Men kunne ikke helt huske 'lay outtet', så han var taknemmelig for at hun viste ham på rette vej. Hans ting blev taget af selv samme stuepige, som ville gøre værelset klar til ham. (Så nu fik Frederik, alligevel ikke set, at han kunne bære sine egne ting. Typisk.) 

  Den første Viktor kiggede efter, var selvfølgelig ingen ringere end, Frederik. En summen af mennesker kunne høres, som han forsvandt ud til plantagerne, og duften af foråret der dansede med sommeren, strøg ham om næsen. Indhyllede ham - Duften af sommerens kommen var sød, og mens han snusede let ind, begyndte de nøddebrune øjne at søge gennem menneskemængden.

 Hænderne var let foldet foran skødet, Og der, fik han endelig øje på ham. Et sug gik gennem maven på den 14 årige dreng, og han følte sig underligt selvbevidst. Det her var jo noget helt andet end brevene. Og.. Frederik så så køn ud som han stod der og tårnede sig op. Den sarte, silkeblå kravat begyndte pludselig at føles stram om den unge grevesøns hals - mon den var blevet bundet for stramt af påklædersken? Mhrm.

 Okay. Viktor måtte lige have et minut før han kunne gå sin sure frø i møde. Og for at berolige sig selv, stod han og 'spillede diskret, klaver' på sine lår, for at tænke på andet end sit hamrende hjerte. 
Gå nu ben. Der var så mange folk omkring Frederik, at det hele blev lidt intimiderende for ham - så istedet begyndte han at nikke lidt høfligt til nogle forbipasserende, sikkert familie - og beundrede træerne da han lod som om han endnu ikke havde fundet Frederik i mængden, alt imens han forsøgte at finde modet til at gå derhen.

 Som gæsterne begyndte at strømme til flyttede Frederik sig udenfor i stedet. Og der gik ikke længe inden han mor kom over til ham med en ung pige ved sin side. En af døtrene til en af de nærliggende gårde. Frederik kunne vist godt huske at have set hende ved nogle af bedsteforældrenes arrangementer før. Han hilste venligt på hende, og så gik hans mor igen, for at efterlade de to unge mennesker med hinanden.

 Helke var den første der fik øje på Viktor. Trods hendes besværet gang var hun hurtigt ovre ved den unge adels søn, hvor hun puffede lidt til hans ene fod med stokken.
 " Viktor af Alryss! En ære at have Dem med til vores festligheder på Svennings går! " Den noget ældre dame smilede muntert og rakte hen for at nive han kærligt i den ene kind, ligeglad med det måske ikke ikke var sådan man behandlede en adelig. Han var bare så fin en ung mand! Bagefter lagde hånden sig ned på den anden oven på stokken.
 " Godt at se Dem igen. Hvordan går det? Fundet Dem en kæreste? " Spurgte hun nysgerrigt med et skævt smil om de røde læber. Brynene løftede sig lidt og hun lagde hovedet lidt på skrå.

 Frederik stod stadig og snakkede med hende da Viktor ankom, ikke at Frederik vidste han var dukket op. Han skulle bruge alt sin koncentration på at holde masken og ikke lade det vise hvor meget hun væmmede ham. Læberne var vendt op i et lille, venligt smil, mens hans holdning var stiv og anspændt. 
 Hun grinede over noget han sagde og lagde sin hånd mod hans overarm. Tænderne blev bidt sammen, og nerve ved øjet sitrede lidt, men Frederik holdt masken. Det havde altid været så svært for Frederik at flirte med kvinder, fordi han ikke rigtig kunne være i sig selv, og det var det samme nu. En smule akavet spejlede han hende og lagde sin ene hånd mod hendes overarm. Hånden der var i buskelommen knyttede sig hårdt, så neglene pressede sig ind i håndfladen. Da hun lænede sig frem og hviskede noget til Frederik, slap han hendes hånd, og brummede mildt som svar. Selvom han ikke forstod det mindste af hvad hun havde sagt. Hun var ikke kommet specielt tæt på, og den lave summen af folk der snakkede omkring dem hjalp ikke.
 
 Nyde mig uden ballen, Frederik så til hvordan hun fnisende trak sig væk og begyndte at gå væk. Hun blev ved med at sende ham blikket som hun gik og Frederik sendte hende bare et høfligt smil, til han var sikker på hun ikke længere kunne se ham. Masken faldt, og tilbage stod den bitre mand som man kendte. 
 Nu hvor han var alene lod han blikket glide lidt rundt, og fik øje på den lille knægt der havde været så ivrig efter at besøge gården. Mundvigen trak sig lidt op, ved synet af ham stå med den halvskøre, gamle dame, inden han begyndte at gå over mod dem. Frederiks tøj var ikke meget anderledes end det normalt var. Han havde et par sorte, tætsiddende bukser på hvor en hvid skjorte sad ned i. Ud over skjorten havde han en mørke lilla vest, der var pyntet med et lidt mere mørkt, snørklet mønster. Frederik stoppede ved Helke og Viktor og så lidt på den lille stump. Han var vokset siden sidst, selvom han stadig var lille. 
 " Viktor, " hilste han med hænderne i bukselommerne. 

 Ligegyldigt hvor meget den unge adelssøn stod og talte træets blade igen og igen, blev hjertet ikke beroliget af dette. Det var faktisk lige før, at han blev mere frustreret, da han gang på gang mistede hvilket blad han var nået til at tælle. 
 Gå nu bare hen og sig hej - kørte hans tanker, efterfulgt af; 1 blad - 2 blad..  Og så, et blidt puf ramte hans fod. Der gik et forskrækket lille gip igennem Viktor, og han så ned, før han så op og mødte synet af en godmodig ældre dame. Helke. Selvfølgelig genkendte han hende. Det var Frederiks mormor. 

 I det han lige fik lagt folderne ganske høfligt og imødekommende i ansigtet, kom damens hånd og nev ham i kinderne. Øjenbrynene skød lidt forundret op, men han lod det ske. Et lille genert kluk forlod ham imens, og efter hun havde sluppet ham, kørte han hånden masserende hen over kinden som var blevet overfaldet. Han trak svagt på smilebåndet. 
 "Helke Ludvikdotter," hilste han, og smilet blev langsomt mere charmerende, på sin egen adelsdrengede måde, "Det er mig en ære. Tusind tak fordi jeg måtte deltage." Han tog et lille spændstigt sug ind gennem næsen og holdt vejret kort som han skævede hende over skulderen for at se om Frederik stadig stod og talte med nogen. Det gjorde han. En kvinde der tog på hans arm. 

 Helke, fik ham dog til at vende opmærksomheden mod hende igen, da hun forsatte med at tale - de nøddebrune øjne, flakkede dog alligevel flygtigt hen til Frederik, nu lagde han en hånd på hende. Læberne blev kortvarigt stramme. 
 "Mhm?" han gned læberne sammen, og havde været uopmærksom i et kort sekund. Han skyndte sig dog at påklistre sit typiske Alryss smil han altid brugte, når han skulle gøre et godt indtryk på andre.
 "Udemærket, udemærket. Og Dem? Jeg er begyndt at lære cello." - "Kæreste, nej nej!" tilføjede han hurtigt og viftede lidt genert med hånden og smilede skævt. Han lo påtaget. Blikket gled til siden, og fra sit perifere syn, bemærkede han Frederik komme hen til dem. Den lyseblå vest føltes pludselig meget mere stiv på hans krop - og selerne inden under gnavede i skuldrene. Måske det havde noget at gøre med, at grevesønnens skuldre sad helt oppe om ørerne nu.

 "Jeg har slet ikke tid til en kæreste." forsikrede han med den samme påtagede latter, og pillede ved ærmerne i skjorten. Viktors stemme døde dog hen da den blev byttet ud med en dyb, indtrængende stemme, som sagde hans navn. Frederik havde sikkert nået at få det sidste med af deres samtale. 

 "Frederik." hilste han med et stift smil, og stirrede op på ham. Han tårnede sig virkelig over ham. Nogle gange glemte han hvor høj han egentlig var. Viktor rømmede sig, og følte at han havde slugt sin tunge. "Godt at se dig." et lille ryk i mundvigene gjorde udslaget, og hans smil blev mere kontrolleret, mildt. Øjnene betragtede Frederik diskret; han kunne sagtens ligne en hertug som han stod der med hænderne nonchalant i lommerne.

 Der var ingen tvivl om at den unge adels søn havde gode taleevner. Helke kunne allerede nu, se hvilken charmerende, ung mand han kunne vokse op og blive. Helke viftede lidt afvisende med hånden til hans hilsen. Han behøvede da ikke være så fornem her! 
 " Åh bevares! Bare kald mig Helke! " Den gamle kone betragtede den unge mand foran hende mens hun ventede på at høre hans svar til hendes mange spørgsmål. Men hun kunne godt se at hans tanker og opmærksomhed var andetsteds, og hun lo lavt for sig selv, med hånden for munden, over det. Hun havde trods alt mange års erfaring og havde selv været ung engang. Hun havde selv haft sin del af flyvsk tilstedeværelse. 
 "  Det er godt at høre, min dreng! Og det skal nok komme! " Selvom hun ikke helt regnede med han egentlig rigtig lyttede efter. Og ganske kort efter kom Frederik over til dem. Hun smilte til dit barnebarn, og brummede svagt til Viktors ord.
 " Mh, og De har vidst heller ikke tid til at stå og snakke med en gammel kone som mig, " lo hun lidt og klappede Viktor på skulderen inden hun begyndte at gå væk. 

 Frederik så lidt efter Helke som hun gik væk, inden han så tilbage på Viktor. Det var dog kun for et kort øjeblik, inden han så sig rundt igen. Ledende. Øjnene snakkede sig lidt, med et brum.
 " I lige måde, " Var det godt at se ham igen? Det gjorde ingen forskel for Frederiks liv at se knægten igen,  så måske var det mest af alt blot en høflighedsfrase. 
 " Er du allerede stukket af fra barnepigen? " Der måtte da næsten være sendt en tjenestepige eller to med ham. Kunne han overhovedet finde ud af at tage sig af sig selv? Blikket faldt tilbage på Viktor med det ene bryn løftet, ansigtet foldet i de sædvanlige neutrale folder. 

 Viktor forsøgte at finde hovede og hale i de ting den kære mormor Helke fik sagt. Det var svært, når han hele tiden forsøgte at være med i to samtaler der skete på samme tid; den, Viktor selv havde - og den, Frederik havde gang i med en anden. 
 Perifert, fik han dog fat i de ting Helke sage, og han lo mildt for at lade som om at han da havde hørt efter. 

 De små klap på skulderen kom, som han forsøgte at fokusere mellem mormoderen, og Frederik. Men blikket ville aldrig helt forlade hans høje ven der gled rundt på ham for at være sikker på at han nu også stod der. 'Ikke tid til at stå og snakke med en gammel kone som mig' Han fik lige fat i det sidste, hvorfor han reagerede.
 "Ah." sagde han, og tvang sig nu til at se høfligt efter Helke, "Tak igen, for at jeg måtte komme. Det er nydeligt her." kaldte han lidt improviserende efter hende, inden hun nåede alt for langt væk.

 Det summede lidt i træet over adelssønnen, eller var det hans hjerte han kunne høre? Nu måtte han slappe af. Han havde bare været virkelig spændt på at komme på besøg, og se Frederik. Det var længe siden, og så var der mange han ikke kendte - intet under at følelserne drev lidt gæk med ham.
 
 'I lige måde'
Viktor sukkede lidt overbærende, "Du behøver ikke at skjule hvor meget du har savnet mig." fik en dæmon i ham til at sige, og han lo lidt - men han så en smule mere tørt op på Frederik og pressede læberne sammen til den næste kommentar.
 "Jeg står og ser på hende lige nu." Han rettede sig lidt op, og stak hænderne i lommerne for at afspejle Frederiks nonchalante gemyt. Viktor holdt en dramatisk pause, og tog så den ene hånd op af lommen så han kunne pege på Frederik. Smilet voksede sig bredere, drilsk. 

 Fnyset der forlod Frederik var med let himmelvendte og et lille ryst på hovedet. At sige han havde savnet Viktor var nok lige at stramme den. 
 " Sandt, det er jo slet ikke til at savne dig, med alle de breve du konstant sender.. " gav Frederik igen og trak på skuldrene. Blikket gled rundt på de andre gæster endnu en gang, da Viktor sagde han stod og så på barnepigen, og da det faldt tilbage på knægten var det lige tidsnok til at se ham pege på Frederik. Frederik rullede med øjnene, men mundvigene sitrede lidt, som han trådte forbi Viktor. Den ene hånd kom op af lommen for at rode Viktor i krøllerne mens han gik forbi ham og mod bordene der var sat op med forfriskninger.
 " Du trænger vist til briller, Viktor.. " brummede han blot som svar. Han var i hvert fald ingen barnepige! Og Frederik gad bestemt ikke bruge aftenen på at passe på et barn. 

 Ved bordet tog Frederik endnu en lille sandwich som han gav sig til at spise. Han regnede lidt med Viktor nok var fulgt efter ham, og han vendte sig rundt for at se på ham.
 " Mad og drikke her, mangler du noget spørger du bare en af tjenestepigerne, så ser de om de kan hjælpe. " Det gav jo nok sig selv, men nu måtte han vel hellere tage ordenligt imod Viktor. Den anden hånd gled op gennem det mørke hår og fik det til at sidde lidt rodet. 
 " Fik du vist dit værelse? Båret dine ting der op? " Spurgte han med et lidt signende blik. Fik du selv båret dem op lå skjult i ordene , for det tvivlede han stærk på. Mon han overhovedet have taget tøj på selv.. Frederik lod blikket glide ned over Viktor i et overvejende øjeblik. 

 Touché, Men Viktor gav ikke op så let- "Alligevel sender du troligt breve retur til mig." svarede han igen, mens Frederik kiggede rundt, og da blikket atter landte på ham, gnitrede hans nøddebrune øjne uartigt da han kunne se, at det gik op for Frederik, hvad Viktor mente med barnepige kommentaren. 

 Viktor blev lattermild, og undslap et dæmpet grin da han blev rodet i krøllerne af Frederik, som han blev trådt forbi. Han tog et lille sug ind gennem sprækkerne af sine læber, og fnøs efterfølgende, mens han for et øjeblik, så efter Frederik med hengivne øjne. "Mit syn er perfekt." påpegede han så bare moret, og fulgte efter sin høje ven, mens han tørte nervøsiteten, i sine håndflader, af i de mørke fløjlsbukser. 

 Blikket gled over forfriskningerne, og han kunne mærke, hvor sulten han egentlig var. Maven trak sig sammen for at påpege at der godt måtte komme andet ned i den lille adelsmave, end sommerfuglene. Mens Frederik fortalte de grundlæggende ting, lyttede Viktor med og brummede nogle 'mhm's, mens han var travlt optaget af at udvælge sig en sandwich, som han så tog en stor bid af, inden hans blik endte hos Frederik igen. Der kom nogle små, tilbageholdt, ryk i hans mundvige, mens han betragtede Frederik give sig selv rodet hår. Perfekt, i det uperfekte. Han klemte øjnene lidt varmt sammen, inden han så gloede ned på sin sandwich igen for at skjule blikket han havde sendt.
 
 Den unge grevesøn endte sikkert med en lettere stiv nakke morgenen efter, når han konstant skulle se op på fyrtårnet. 

Viktor fnøs lidt af Frederiks spørgsmål, og tog endnu en bid af den lille sandwich, før han valgte at svare på det, og sendte den anden et tvært blik, "Stuepigen lod mig ikke selv, bære mine ting op på værelset." svarede han højtideligt, "Men jeg bar dem hele vejen hen til indgangen." informerede han, selvom det umuligt kunne være en bedrift i Frederiks øjne. Øv. 

 Han færdiggjorde sin sandwich, og forsatte, "Men nej, jeg har ikke set værelset endnu. Tænkte, at det ville jeg alligevel se senere." svarede han slutvist - og, egentlig ville han også hellere ud til Frederik så hurtigt som muligt at han ikke tænkte på at se værelset inden. 

"Hvad er der?" svarede han med en næserynken da han bemærkede Frederiks mørkeblå øjne glide ned over ham. Hjertebank.

  " Det er jo kun høfligt, at svare tilbage, når du ikke har andre at skrive til. " Han smallede øjnene lidt som han kiggede på Viktor. Måske en kende udfordrende. Slå den, sagde de nærmest. Stod han virkelig og havde den her samtale med et barn? Frederik fnøs kort og rystede på hovedet over sig selv. Et lavt aha forlod Frederik til at Viktors syn var perfekt. Hvis han mente Frederik lignede en frø og en barnepige, var der noget helt galt med det syn.. 

 Det var næsten helt tragikomisk at høre Viktor småklage over at stuepigen ikke lod han bære tingene op på værelset. Frederiks mundvige trak sig underholdt en smule op mens han lyttede til knægten fortælle. 
 " Altså.. Du kunne bare have fortsat med at bære dem? Eller sagt du selv kunne bære dem.. " lød det moret fra ham, mens han kiggede lidt på Viktor. Sandwichen spiste han færdig, og stak hænderne tilbage i bukselommerne.
 " Jeg kan godt vise dig det, du skal vel også tidlig i seng, " Frederik drejede rundt på hælene, med et drilsk glimt i øjnene, og gik rundt om gården til indgangen i et roligt tempo, men med lange skridt. Han  trak lidt på skuldrene til det næste spørgsmål.
 " Jeg kiggede bare på dig. Og så tænkte lidt over hvornår du mon sidst selv havde taget tøj på.. Er du sikker på du kan klare dig uden en barnepige her?" kommenterende drillende, uden at se på ham. En tanke slog ham dog og han rynkede panden. 
 " Og jeg har ikke tænkt mig at hjælpe dig, hvis du ikke kan.." Nu havde Viktor jo langt an til at Frederik skulle være hans barnepige. Glem det..!

 "Hah!" Kom det lidt fra sidelinjen som han så Frederik an, "Jeg havde ellers fået den forståelse, at du ingen venner havde, og jeg derfor måtte underholde dig." Han bed sig overvejende drilsk i underlæben mens han kiggede op på Frederik, og tilføjede så, "Jeg gør faktisk dig en tjeneste - Du burde takke mig." Talegaverne var i hvert fald iorden, ordene strømmede til ham trods hvordan halsen havde snøret sig sammen tidligere. Men nu var de ligesom i brevene, og det fik ham til at blive en kende mere afslappet. 

 Det trak utilfredst i mundvigen på den unge grevesøn da Frederik kom med en ganske god pointe. Men det var jo ikke sagens kerne! Hvis stuepigen så gerne ville tage tingene kunne hun da gøre det. Desuden ville han ud til Frederik, og hvad godt gjorde det at bære taskerne op, hvis han ikke var der til at overvære det? Ville Frederik overhovedet tro ham, hvis han rent faktisk havde båret sine ting op, og fortalte det? Højst sandsynligt ikke - hvorfor det ikke længere var relevant, da Viktor ikke kunne imponere med det. 
 "Jeg var.. optaget af noget andet." mumlede han og lagde armene over kors, mens han gned læberne sammen.

 'Du skal vel tidligt i seng' Og med den kommentar måtte Viktor dreje med som var han på en karrussel, for at skynde sig efter Frederik. Han tog nogle pokkers lange skridt, og for hvert skridt Frederik tog, måtte Viktor tage tre hurtigere for at trave med ham. "Hvor ung tror du lige jeg er?" beklagede han sig en smule tvært til den andens drilleri, men fulgte med, også selvom han da i hvert fald ikke skulle i seng endnu. "Jeg har tænkt mig at være oppe heeeele natten." overdrev han, men mente det til dels, Især nu, hvor der var ingen forældre, eller tjenestefolk til at holde øje med ham. 

 Men Frederik var virkelig stjerne for en aften med hans komik der kom strømmende ud af ham, som havde nogle spundet ham op så han forsatte i uendeligheder. 
 "Morsomt." svarede Viktor, men fandt det ikke ét sekund morsomt for.. det var faktisk en tjenestepige der havde givet ham tøjet på i dag. Pokkers. 
 "Selvfølgelig kan jeg selv din nød. Jeg er jo ikke født med hænderne omvendt på, vel?" fnøs han, men blev lidt rød i kinderne til det sidste Frederik tilføjede. "Som om jeg ville spørge dig til råds når det kom til at sætte tøj sammen." og hentydede til, hvordan den anden gik klædt. Et eller andet skulle han svare igen, jo. Men når alt kom til alt, så fandt han Frederik utrolig pænt klædt på her til aften - og alle andre gange han havde set den anden, men det kunne han jo selvfølgelig ikke indrømme!  

 Næsen rynkede sig lidt, og Frederik brummede. Godt ord igen.. Mundvigene trak dog lidt sig, underholdt af deres dumme diskussion. Hvorfor lod hans og provokere af en stump? Frederik klappede Viktor let på hovedet mens han sagde;
 " Jeg befrier dig fra din tjeneste.. Leg.. Skriv.. hvad man nu end gør i din alder.. med nogen på din egen alder.. " Legede man stadig når man var i Viktors alder? Frederik kunne ikke huske det. Han havde altid været et lidt sært og fraværende barn. 

 " Hm.. Optaget? Af hvad dog? " Frederik så ned på Viktor, måske en kende uforstående om hvad der kunne have distraheret ham. Var han allerede begyndt at kigge efter piger? Frederik var først begyndt på da kigge efter dem, da han brødre var begyndt at snakke om det. 
 Da de nåede over til hoveddøren åbnede Frederik døren op og holdt den for Viktor og gik med ind efter. Uden at vente forsatte Frederik mod den store trappe i midten af entreen.
 " Ung nok til at have brug for en barnepige.. " Frederik trak på skulderne og overvejede om han mon kunne overtale en af tjenestepigerne til at kigge efter ham. En let hovedrysten forlod ham som "svar" til Viktor konklusion om at være længe oppe. Frederik kunne vel være ligeglad. 

 Den ene side af mundvigen trak sig lidt op da Viktor kommenterede at han godt selv kunne. Det ene bryn blev løftet som han så ned på ham, mens de gik op af trappen.
 " Sikker? Omvendte hænder ville forklare hvorfor du er sådan en tøsedreng? " Frederik satte tempoet lidt op af trappen. Dan han nåede toppen, stoppede han op og så igen på Viktor, denne gang gled blikket dog ned over ham, betragtede hans tøj. Bukser, skjorte, vest, vidste man ikke bedre kunne man tro de var søskende. 
 " Aha..  " var blot hans svar. Så måtte Viktor selv finde ud af hvad det betød.

 Vægten af Frederiks hånd lagde sig et par gange i Viktors krøller, og han forsøgte at skæve op på ham med det ene øje sammenklemt - med påtaget irritation - som hvis den andens berøring var uønsket, men det var den langt fra. Spøjst. Viktor tog fat om Frederiks hånd og fjernede den fra sit hovede. Det slog lidt gnistre i hans fingre, og han rynkede brynet undrende for så at slippe hånden. Viktor fik i samme bevægelse trådt et skridt væk, så han kunne se op på den anden, uden at brække nakken.
 "Frederik.." grevesønnens panderynken blev glattet ud, og han sendte ham et overbærende smil, "Jeg er den eneste der kan holde det dér tvære fjæs ud." sagde han med påtaget elskværdighed, mens han tillod sig at prikke Frederik på brystkassen for at understrege.
 "Så velbekomme." han gjorde et let buk for sin høje ven, og måtte tilbageholde et smørret smil ved det næste da han så op på ham; "Du ville blive noget så ensom uden mig." 

 Som de travede, og Viktor indhentede ham, måtte den unge adelssøn virkelig prøve at holde masken ved spørgsmålet om hvad der havde optaget ham. Han viftede lidt affejende med hånden, og sank en klump.
 "Den flotte arkitektur." improviserede han, og håbede at Frederik ville lade den ligge.

 "Jeg er femten lige om lidt, tak." sukkede han, og rettede lidt på sin kravat. Måske han bare skulle tage den af, men han lod den blive på. 
 "Jeg har ikke behov for at blive sværmet om af tjenestefolk - og slet ingen barnepiger." han pressede læberne sammen og trak i mundvigen. Men der var jo ikke så meget Viktor kunne gøre - til hverdag lagde han faktisk ikke særligt mærke til tjenestefolket der løb rundt i gangene. De var bare en del af herregården som passede deres arbejde. Og barnepigen som Frederik insisterede på, var begyndt kun at holde øje med lillesøsteren.
  De nøddebrune øjne skævede kortvarigt over til Frederik og betragtede ham igen - men han endte med at måtte slå blikket ned til sine fødder. Viktor kunne godt lide at gå her med ham, trods de spydige kommentarer de sendte hinanden. Det var.. sjovt.

 Om det var et kapløb, eller bare de lange ben som skyldtes Frederiks fart, var Viktor usikker på, men igen, måtte han hurtigt tage det ene ben foran det andet for at indhente Frederik op af trappen. En evig fangeleg. Hvorfor gik han så hurtigt? 
 Viktor skulle dog lige til at støde ind i ham da han fokuserede på trapperne, frem for hvor Frederik befandt sig, så han blev overrasket ved den pludselig opbremsning. Viktor smilede moret af det den anden sagde - hjertet hamrede og han kunne ikke dy sig; så istedet puffede han venskabeligt til Frederik. 
 "Har I en sø? Jeg tror snart du skal smides i den." lo han, og følte at maven krøllede sig sammen.

 Prikket i brystkassen fik Frederik til at brumme, inden han daskede hånden væk. 
 " Jeg tror næsten jeg fortrækker ensomheden.. " Lød det overvejende, som overvejede Frederik faktisk den mulighed. Den skægløse hage blev gnedet lidt med en påtaget tænkende grimmasse. Han begyndte at gå til ned af gangen mod værelset han havde hørt Mormor Helke snakke om var blevet tildelt adelssønnen. 

 Den flotte arkitektur? Var det et eller andet udtryk for at kigge efter piger? Frederik rynkede næsen lidt ved tanken. Kunne Viktor lide hvordan en af tjenestepigerne så ud? Frederik vidste ikke helt hvordan han skulle have det med den information, men af en eller anden grund lå det ikke helt godt i ham. 
 " Hvem tog i mod dig? Løftede dine ting op? " Spurgte han lidt henkastet. Han ville bare lige vide hvem det var. Det kunne måske være en god ide at sikre sig at Viktor holdt sig væk fra hende. Han var jo alt for ung til sådan noget, og desuden havde tjenestepigerne ikke tid til at fjolle rundt!

" Åh? " lød det med overdrevet overraskelse. Frederik stoppede op og vendte rundt på hælene, for at gå den anden vej, tilbage mod trappen. Hvis han ikke havde brug for en barnepige, var der vel ingen grund til Frederik blev påtvunget rollen?
 " Jamen, så har du jo heller ikke behov for at blive sværmet om af mig! " Ordene forlod nærmest muntret Frederik, ved udsigten til ikke at skulle agere barnepige for ham, men det lidt drilsk smil trak lidt op i mundvigene. Frederik havde kun trådt et skridt i retningen de var kommet fra inden han skiftede retningen til at gå tilbage ned af gangen som de havde været ved. Da han kom op på siden af Viktor igen, rodede han ham endnu en gang i håret.
 " Jeg ville gerne se dig prøve.. " Brummede Frederik udfordrende. Han var godt klar over den mindre dreng ikke havde en jordisk chance i at få Frederik i en sø - ikke at de havde en nogle steder i nærheden. Frederik stoppede ved den anden sidste dør på venstre side af gangen. 
 " Åh, almægtige Alryss.. Som den eneste på gården.. Dit alene værelse.. " blev det brummet i takt med Frederik skubbede døren op. Der var så mange der skulle overnatte på gården, at alle værelser var fyldt, og alle måtte dele værelse - undtagen den unge adelsmand. Frederik fandt det lidt uretfærdigt, men han kunne vel også godt forstå forskellen mellem dem. 

  Frederik spillede kostbar - det var Viktors konklusion af det. "Så siger vi det." Brummede han bedrevidende og stak hænderne i lommerne mens han luntede med.

Viktor så nøje på Frederik med et hævet øjenbryn og forsøgte at finde ud af hvorfor tjenestepigens udseende var af betydning for ham. Hjernen knagede for at huske detaljerne om hende, men han havde kun haft øje for at finde Frederik, og derfor ikke været synderligt opmærksom på hende der tog imod ham.
 "Erh," lød det lidt undrende fra Viktor, "Hun var vel ældre, og -- med leverpostejsfarvet hår, vel?" Kom det tvivlsomt fra den unge dreng mens han holdt hånden ud fra sig for at indikere en højde, men kunne ikke helt identificere den, så han prikkede sig lidt funderende på hagen istedet.
 "Hvorfor?" De nøddebrune øjne gled op på Frederiks læber, men dernæst, hurtigt til de dybblå øjne. Han lænede sig lidt bagover for at kunne se tydeligere op på ham. Afventende.

"Hah?" Forvirringen var malet i det fine adels-ansigt, da Frederik drejede rundt på hælen, for at gå tilbage fra hvor han var kommet. 'Så har du jo heller ikke behov for at blive sværmet om af mig!' - Den sad. Underlæben lagde sig om bag hjørnetænderne i overmunden mens hjertet hamrede lidt uroligt - for var der noget Viktor gerne ville, så var det at blive sværmet om af ham - men det kunne han ikke ligefrem fortælle den anden. Armene blev lagt over kors mens han kiggede efter Frederik, og han klemte øjnene sammen i forsøget på at gennemskue om det var for sjov; Viktor tænkte, at det var det jo nok - det kunne han høre på den andens toneleje, men det var ikke altid til at sige med Frederik. Læberne pressede sig sammen. 

 Hele 'optrinnet' gik dog så hurtigt at Viktor end ikke nåede at reagere - skulle han have taget fat i armen på den anden og trukket ham tilbage fra at gå? Det virkede også barnligt og påklæbende. Viktor skulle jo nødig fremstå som umoden - og så ville han heller ikke have at Frederik gennemskuede ham. Men ved et trylleslag, sænkede uroen sig da Frederik alligevel kom tilbage. Hjertet galoperede stadig. 
 "Du er morsom." sagde han tørt, og fnøs da hånden atter lagde sig rodende i håret. Viktor rettede på sine krøller og skulede efter Frederik, mens han prøvede på ikke at smile. Men trækningerne ved hans mundvige afslørede at han var lige på nippet til det. 

 Den brummende udfordring fik Viktor til at smile drenget, og han puffede blidt med albuen ind i siden på Frederik - da han endelig fik indhentet ham igen. "Aftale." Blikket gled bifaldende op ad Frederik igen, som fandtes der ikke noget bedre end ham. 

 De standsede kort efter ved en af gæsteværelserne, og et tungt fnys forlod grevesønnens næse ved den ærefulde velkomst. Han himlede lidt med øjnene ved at blive kaldt 'almægtige Alryss' og bevægede læberne hånende med uden at sige noget. Men som døren gik op, og Frederik præsenterede det som dét eneste alene værelse, ændrede Viktors grimasse sig til et af dårlig samvittighed. 
 "Som den eneste?" han hævede øjenbrynet forbavset, "Det behøvede I altså ikke. Jeg kan sagtens dele værelse" -- 
"Hvis du vil, kan vi to sagtens dele." tilbød han henkastet og trak lidt på skuldrene, brystkassen blev varm. 

 Et kort brummende fnys forlod Frederik og han rullede med øjnene til Viktors så siger vi det. Det var netop det de gjorde! Frederik havde ikke brug for Viktor til at fylde i hans hverdag! Der var nok andre ting der fyldte..  
 Og en af tingene var åbenbart alligevel Viktor og hvad han lavede med Svennings Gårds tjenestepiger. Frederiks mørkeblå blik var vendt stift frem mens han lyttede på den ikke særlig gode beskrivelse. Ikke at Frederik ville have kunne givet en bedre. Men nu vidste han da de bare skulle nogenlunde undgå brunetterne! Der var heller ikke så mange ansatte på Svennings Gård så det burde vel være til. Frederik trak på skuldrene og så ned på Viktor mens han trak på skulderne.
 " Ikke for noget..  " Sagde han så bare og så frem for sig igen. 

 Frederik nåede ikke at se den unge adelssøns ansigt inden han vendte rundt, men det forvirrede hah og at han ikke flyttede sig ud af stedet, fik ham til at smile lidt. Hah, der fik han skovlen under ha.. Smilet blegnede lidt som han indså hvor barnlig han egentlig var og rystede lidt på hovedet over sig selv. En lille, skævt smil spillede på læberne som han gik mod Viktor værelse for natten.
 " Der må være noget om det, siden du bliver ved med at påpege det.." Han skævede ned på den yngre knægt. Og da han blot fik en albue i siden som Viktor accepterede at smide Frederik i en sø, rullede han blot med øjnene og gav ham et lille skub på skulderen. Som om det nogensinde ville ske..

 Skuldrene blev trukket let på igen, inden Frederik stak hænderne i lommerne og lænede sig lidt op af dørkarmen. Det ene bryn løftede sig lidt da Viktor tilbød de kunne dele værelse. Hvor gammel troede han lige Frederik var? 10..? Frederik trak på skuldrene.
 " Det må du snakke med Mormor Helke om.. Eller Morfar Ludvikal.. hvis du kan finde ham. " Frederik havde ikke haft noget at gøre med at han havde fået speciel værelse. Stod det til Frederik kunne Viktor sagtens sove nede sammen med tjenestefolket. 
 " Jeg bytter gerne med dig, hvis du så gerne vil dele værelse med nogen.. " brummede Frederik. han så sig gerne fri for at dele værelse. Folk larmede sådan om natten.. 

 De nøddebrune øjne klemte sig mistænksomt sammen da Frederik sagde; ikke for noget - Mærkeligt. Men Viktor gad ikke bruge mere af sin tid på at tale om tjenestepiger med Frederik; så han fandt nok aldrig ud af hvad den anden skulle bruge informationen til. 

 Viktor forsøgte at komme med et begavet modsvar, noget genialt, men intet kom til ham. For som skubbet blev givet af Frederik, og hændernes berøring satte sig i den unge grevesøn, forlod alle hans tanker ham øjeblikkeligt, og alt han kunne var at grine op til sin ven. "Fæ." Lo han bare, og daskede moret ud efter den andens hænder, som de blev fjernet igen.

 Frederik ville ikke dele værelse med Viktor- så kunne det også være ligemeget. Men istedet for at vise sin skuffelse (for den var stor), rystede han bare lidt forsikrende på hovedet og svarede; "Nej nej, det er okay." Viktor viftede affærdigende med hånden som han gik forbi Frederik og ind på værelset. Han stod i midten af rummet og så sig omkring, "Nu er det blevet arrangeret sådan - jeg vil ikke gøre det besværligt for Helke." Sagde han, som hvis han gjorde Frederiks mormor en tjeneste, og ikke ham selv. Viktor vendte sig halvt og så på Frederik slænge sig op af dørkarmen  - han tog et beroligende sug gennem næsen, og skævede på sengen. Hvorfor skulle hans hjerte hamre så hurtigt? 
 "Men.. her er udemærket." Forsatte han efter lidt tid med et bekræftende nik, i tvivl om hvad han ellers skulle sige.

  "Tak fordi du inviterede mig." Sagde han slutvist, og mundvigene løftede sig til et lille oprigtigt smil, men tonen blev for seriøs..syntes Viktor - så grimassen ændrede sig, og adelssønnen så pludselig ud som om han morede sig ved det næste; "Men du kan jo heller ikke undvære mig i din tilværelse, skønt du forsøger at påstå noget andet." Han satte udfordrende den ene hånd i siden og så Frederik selvsikkert an. 

 Fæ. Frederik fnøs over det barnlige svar, men sagde ikke mere til det. Han var mere moden end det, selvom Viktor virkede til at bringe de mere barnlige sider frem hos den ældre knægt. 
 Frederik lod blikket følge Viktor som han gik ind på værelset, og nikkede lidt. Selvfølgelig var han ikke interesseret i at dele, når det kom til stykket. Frederik forstod bare ikke helt hvorfor han var villig til at dele med Frederik, vel bare for at genere ham? Han brummede let da han snakkede om Mormor Helke. Aha.. 
 Læberne spidsede sig lidt underholdt ved Viktors udmærket kommentar og hovedet lagde sig lidt på skrå. Blikket gled lidt rundt i rummet inden det faldt tilbage på adelssønnen.
 " Kun udmærket? Lever det ikke op til adelssønnen standard? Mangler der blomster? Blonder i gardinerne?  " Ordene var drillende, og en klar hentydning til Frederiks holdning om at Viktor var lidt af en tøsedreng. 

 Frederik løftede hurtigt en afvisende finger op i luften da Viktor takkede for invitationen. Frederik havde bestemt ikke inviteret ham. Han rystede på hovedet med det ene bryn løftet.
 " Jeg har ikke inviteret dig! " Påpegede han fast. Han skulle ikke have på sig, at han inviterede børn med til ting, som om det var det eneste han havde af venner. 
 " Mm-mm! " brummede han afvisende og lod hånden falde fra sig pegende position og armen foldede sig med den anden hen over brystkassen.
 " Du har inviteret dig selv! " Pointerede ham, for han havde blot fortalt om arrangementet, intet andet!

 Mangler der blomster, blonder i gardinerne? - Viktor sværgede at Frederik fik djævlen op i ham. Det var provokerende modspil, og en egen-fortolkning af hvad Viktor egentlig havde ment. Men skulle Viktor være ærlig, kunne han godt lide når han fik Frederiks drillende adfærd frem til overfladen. Det var klart bedre, end når han bare var stoisk, og mut. 
 "Ja, du må jo hente det fra dit eget værelse til mig." svarede han igen, "Hvis du kan undvære dét." sagde han næstvist med et skævt smil, mens øjnene gnitrede drilsk. Viktor håbede at det kun var ham der så disse sider af Frederik - at det var tilegnet ham, og ham alene. Noget de to kun havde sammen.

 Læberne pressede sig tydeligt sammen i et forsøg på at holde masken, og tage Frederiks seriøsitet til sig, men Viktor var på nippet til at smile smørret til sin høje ven, alt imens han prøvede at tilbageholde et fnis til den afvisende pegefinger. Et dæmpet, moret grynt, undslap dog fra svælget. 
 Blikket fulgte Frederiks pegefinger, indtil hænderne blev begravet i armenes folder, og de nøddebrune øjne, blandede sig med de mørkeblå. Indrøm det nu bare, tænkte Viktor og morede sig - men et eller andet sted, håbede han lidt på at Frederik ville anerkende Viktors tilstedeværelse på den ene eller anden led. Dog var Viktor her, og ikke derhjemme lige nu, så det var nok den største bekræftigelse Frederik var istand til at give ham. Det mindede han sig selv om - men derfor kunne han jo godt prikke og drille til den ældre knægt lidt mere. End hvad godt var. Du har inviteret dig selv. Måske, og - og dog?

"Okay, Frederik. Her er min version." Sagde han ganske høfligt, med sit mest charmerende smil - som skulle han til at holde et vigtigt foredrag. 

 "Du syntes at der var for længe til min fødselsdag, så du nævnte festen her, i brevet, og håbede at jeg ville komme." Viktor trak nonchalant på skuldrene, og søgte blikket hen på Frederik, mens han tog et skridt frem mod ham. Det var sådan Viktor selv havde det. Der var alt for længe til slut august, så det var en kærkommen nyhed, at de kunne ses allerede nu. 
I sidste ende, påduttede han vel bare sine egne følelser på Frederik, og håbede at de, et eller andet sted, var gengældt. 
"Det er sådan jeg tolker det i hvert fald." Han lagde hovedet på skrå og kørte sin hånd gennem krøllerne for at rette lidt på dem - og så fordi han egentlig inderst inde, var temmelig genert over at sige disse ting, så et eller andet skulle han gøre, for at dække over det. Men han artikulerede det ikke. Hjertet slog et slag over mens hans blik flakkede lidt undersøgende rundt på Frederiks ansigt, afventende, og spændt på hvordan han ville reagere, samt hvilke undskyldninger han mon ville finde på. Hænderne foldede han bag ryggen.

 Uimponeret, det var hvad Frederik var, da Viktor spurgte om det skulle hentes fra hans værelse. Det ene bryn løftede sig mens han stirrede lidt på Viktor uden at sige noget. Det værste var, at han havde blomster og blondegardiner på sit værelse, men det var ikke hans valg. Han mor stod for udsmykningen, og var der nogen han ikke kunne sige imod var det hende.
 " Du skal være velkommen at tage til Azurien og hente det.." Frederik viklede armene fri af hinanden, for at rulle ærmerne op over albuerne.
 " Bare håb moder ikke opdager det. " Frederik trak på skuldrene.

" Din version? " Gentog han og rystede på hovedet over det. Det ville helt sikkert være en eller anden fantasi fortælling knægten ville komme med. En vaskeægte røverhistorie. Eller var ønsketænkning? Frederik fnøs ved tanken. Som om. Var Frederik inderste inden glad over at nogen var så begejstret over den ellers så bistre mand? Det ville han i hvert fald aldrig indrømme.. Men måden Viktor fik ham til at føles sig vigtig og værdsat, han skulle være et fjols for ikke at blive en smule påvirket af det. Det var nok også derfor han blev ved med at svare Viktors breve. Frederik endte med at nikke lidt, da Viktor var færdig med at snakke.
 " Aha.. Det er så sandelig din version.. " I Frederiks version var det omvendt. De havde blot haft en samtale, og Frederik havde tilfældigvis nævnt festen, og Viktor kunne ikke vente på at se Frederik, så han havde inviteret sig selv med. Ja, det var sådan det var. 

 Viktors blik hang et kort øjeblik ved de bare underarme da Frederik smurte ærmerne op og afslørede huden. Det var næsten uhyggeligt for ham, hvor betaget han blev af det mindste ved Frederik - som myrerne der flokkedes om de søde sager på en varm sommerdag.

 Den unge grevesøn måtte blinke en gang for at fokusere og tvang blikket op til Frederiks ansigt. Den ældre ven så ikke synderligt imponeret ud, og Viktor overvejede flygtigt, om Frederik mest af alt fik lyst til at strangulere ham på stedet. Heh. Viktor sendte ham en skælmsk grimasse. 
 "Så du indrømmer det? - At dit værelse er pyntet op med blomster og blonder?" Han lo sympatisk. Nu blev han helt nysgerrig for at se det i virkeligheden. Han havde jo aldrig besøgt Frederik i Azurien.

 "Det er den sande version." Påpegede han, og slap hænderne omme fra ryggen for at placere den ene i taljen, mens den anden arm hang slapt ned ad siden. Læberne pressede sig sammen da han bemærkede den sitrende spænding i sit bryst igen; fra tid til anden, endte den som nervøsitet nede i mellemgulvet. Og det var alt sammen grundet tanker om at han stod med Frederik - alene. 

 Det var ikke noget Viktor havde oplevet så gralt før. Jovist, blev han altid draget af Frederik de gange han mødte ham - og brevene var som påskeæg han åbnede med sådan en iver at selv han blev overrasket. 
 Kunne det betyde at..? Viktors kinder blev varme og han fandt pludselig væggen meget mere interessant. Nej nej. Det var bare spænding over at være alene afsted. Alligevel blev det svært at trække vejret - han måtte få noget luft. 

Viktor tog et lille hjælpende sug ind gennem næsen.
  "Skal festen foregå på mit værelse, eller skal vi gå tilbage?" Spurgte han henkastet, og skævede til Frederik med at vurderende blik.