Inden længe, havde Viktor fundet sig til rette på skibet - til rette og rette. Han kunne begå sig, forholdsvist. Visse ting fandt han dog stadig svært, og sikkert ville finde svært det næste, meget lange stykke tid. Bad. Der var intet bad på skibet. Og så godt han kunne, havde han forsøgt at vaske sig med den klud han var blevet foræret. Han vaskede sig med den hver dag. Men, Viktor lugtede ikke just af roser, for der var ingen luksus ved at være på et skib. Hver nat han lagde sig i seng, følte han sig svedig, og tung i kroppen, og når bølgerne var på sit højeste, blev han søsyg igen. Og så savnede han Marius. 

 Charles havde virkelig taget Viktor under sin vinge, og gjorde sit for at få ham så godt med som muligt. Opgaverne var heldigvis ikke de sværeste, og de var meget ligetil. Måske også en smule kedelige, men Viktor klagede ikke; det var spændende at gøre ting, som han aldrig havde gjort før. Hvad angik kaptajnen, så Viktor op til ham. Han så sådan set op til begge mænd, men på hver deres måde. Richard havde en stoisk ro over sig - som Viktor respekterede. Alle på skibet respekterede ham. Og han kunne ikke lade være med at se nøje efter ham, som han var i rummet, eller trådte forbi ham. 

 De udvekslede ikke mange ord med hinanden, og de få samtaler de havde haft, var ikke værd at nævne. De levede blot i symbiose med hinanden, og med de andre på skibet. Øjeblikket de havde delt den tidlige morgen ved roret, var og forblev et varmt minde, næsten som en drøm; for intet lignende skete igen. Skønt, han som en lille kylling, fulgte i hælene på Richard når muligheden bød sig. Havde de forsamling på skibet, eller noget der skulle vises; sørgede Viktor for at stille sig ved Richard, som var der en underbevidst tiltrækningskraft til ham. Han forstod det ikke helt selv. Han ville bare gerne være tæt på ham. 

 Viktor var ifærd med at vaske dækket, og var selvfølgelig omhyggelig med det. Men som han kiggede ud på solen der så småt tog sit indtog til at gå ned bag havet, sukkede han lidt og ville allerhelst bare tegne. Han havde ikke rigtig tilladt sig at være kreativ de sidste par uger, så det kriblede lidt i fingrene for at lave det han elskede.

 Han svang lidt med mobben, og i den næste bevægelse han gjorde - jog en pludselig smerte gennem hans fod og op i benet. 
"Av. av. av." sagde han overrasket og bed tænderne sammen. Han begyndte at hoppe på én fod, og småbalancerede mod rælingen. Men i sin lille hoppende dans for at undgå at træde ned i smerten, tabte han moppen, der med et dunk ramte dækket. Argh, av, pokkers - hvad nu? 
 Han forsøgte at humpe et sted hen at sidde mens ubehagelige lyde sydede ud mellem hans sammenbidte tænder. Han havde jo bare stået! Hvordan kunne hans fod nu pludselig vælge at gå i stykker? Han var på vej indenfor da han i sin fraværende, forvirring bumpede ind i en - "Undsky-"

Dagene havde passeret som ringe i vand og de havde haft deres stop i smuglerhavnen. Stoppet havde været kort og kun lige de, som skulle have været af for at få tingene ordnet, var steget af og tilbage på. Alt i alt, havde de brugt maksimalt fem timer i havnen, men så vidt muligt sørget for at Viktor var blevet ombord. Den opgave var tilfaldet Charles i al diskration, men han havde fået taget hånd om det med nemhed. 

Men de havde lettet anket og var atter afsted, denne gang faldt turen hjemad. De havde fået forfriskninger med sig og udskiftet vand, så der var frisk vand at benytte sig af og sæbe. Generelt var alt blot blevet lidt forfriskende, men det var tiltrængt for alle. For det var næppe gået nogen forbi, at knægten havde haft sine udfordringer med det. Ikke at de havde moret sig over det, men alligevel havde han da talt med Charles omkring det. Hvad der måtte gå igennem hovedet på en adelig, som ikke var bekendt med livet til søs og alligevel stod ved sit valg. 

Richard havde fra tid til anden dog bemærket noget, som han fandt en anelse besynderligt, men ikke taget sig særligt meget af. Når der var meldinger eller forsamlinger, var det som om knægten satte sig fast til ham, som han var en søstjerne der fandt sig en sten at slå lejr ved. Måske handlede det om tryghed, eller at vise, at han at deltog aktivt i det hele, hvorfor han ikke havde lagt mere i det. 

Lyden af jamrende av og en kost der dunkede i gulvbrædderne havde fanget hans øre, og han var på vej ud på dækket. Ikke helt klar over hvad der var i sigte eller hvor, mærkede han i stedet et bump i sig og så ned og sagde automatisk en hånd på skulderen af knægten. "Hold lige et øjeblik, Viktor" som i stå stille, men det ville nok blive taget forkert til sig. Richard satte sig på hug og greb om anklen på den magre dreng og mærkede ned langt fodsiden mens fodtøjet endnu var på foden. Hvis Viktor reageret jamreligt på det, var det formentligt en krampe eller lignende som havde sat sig i ham og ikke ville lade sig gå så nemt igen. 

Et ulmende suk forlod ham og han satte albuen på knæet som strittede op, som det andet var i gulvet. Det ville ikke gå over af sig selv, det vidste han da fra egne erfaringer, men han havde normalt Charles til at hjælpe sig, og omvendt. "Kom med," sagde han og fik rejste i sig og ville guide Viktor med ind på hans kahyt som var lyst op fra koøjet der fik solens side af møde. "Tag plads et sted og tag skoene af," sagde han delvist brummende og delvist monotont. Fodtøjet der alligevel var taget med fra den unge grevesøns side af, var ikke egnet til at blive brugt dag ud og dag ind på sådanne en måde, så at det først havde ramt ham nu, var vel en mild overraskelse. 

 Af alle han kunne støde ind i, var det ham. Viktor ramlede ind i noget, der mest af alt, mindede om en bred, velformet mur. Han bumpede med næsen først, direkte ind i den stærke brystkasse, og fik, uvilkårligt, den velkendte duft af kaptajnen ind i næsen. En undertone af sprød, frisk rosmarin, og eucalyptus, blandet med en god dags arbejde strøg ham ved næseborene; Og Viktor, kunne ikke lade være med at dufte diskret til ham, inden han fik trukket hovedet til sig igen. Lettere forbavset skævede han op til Richard, og sendte ham et forvirret udtryk da han blev bedt om at standse. 

 Den firme stemme og hånd på skulderen, fik ham næsten til at føle, at han havde gjort et eller andet galt. Viktor smilede fåret til ham, og brynene rynkede sig efter. Kaptajnen skulle nødig tro, at han bare dangderede den, så lettere forsikrende, skulle han til at komme med alle mulige undskyldninger for hvorfor han ikke havde moppet færdigt.
 "Dick! Øh, det -- Jeg skal nok vende tilbage ti- huh?" men - øh. Næsten i det samme, dykkede Richard, og fik sat sig på hug foran ham. Viktor missede, noget forvirret, med øjnene, over hvordan den anden, uden videre, tog fat om anklen på ham.
  "Uh--" men så måtte grevesønnen ende med at undslippe en dæmpet jamren. 

Viktor skar en utilpas grimasse ved berøringen, "Av." sydede det ud mellem hans tænder lidt efter, da Richard stadig undersøgte ham; men han prøvede at tage det bravt. For at holde balancen, havde han taget fat i dørkarmens sider med hænderne. Hovedet hang lidt, mens han så ned på toppen af Richards hovede. Afventende, og pressede læberne sammen for ikke at ynke. 

 Den unge junker, rynkede brynene lidt til sukket der steg op dernede fra. Men læberne gned sig sammen, og betuttet mumlede han, "Det virker som om, noget sidder i klemme i min fod." fortalte han, og klemte det ene øje lidt anstrengt sammen i en ny grimasse, som Richard slap ham. 

 Kom med? Han kiggede sig over skulderen, hvorfor anede han ikke. Mhm. Hm. 
"Okay." svarede han lydigt, og slap dørkarmene, og forsøgte at humpe lidt besværligt efter Richard. Det lod til at det var hans kahyt, som de var på vej hen til. Et sted han ikke havde sat fode siden lønsamtalen. Der så ud som sig selv. Rummet var ikke lyst op endnu, men kun nogle få stråler udefra farvede rummet. Ellers virkede der temmeligt tusmørkt. 

 Viktor kløede sig lidt tvivlsomt i panden, mens læberne var presset sammen og skød en anelse til siden, alt imens han betragtede kaptajnen. Han ville have ham til at tage plads. Den unge grevesøn anede stadig ikke hvad Richard havde på sinde, og han kunne ikke lade være med at føle sig nervøs, som han humpede hen og placerede sig i sengen. Han skar en forpint grimasse for hvert hump han tog. 
 "Øhm. Dick?" Spurgte han ud i det stille rum, og sydede lidt igen da han fik placeret foden forkert. 
 "Hvad - eh." han anede ikke helt hvordan han skulle formulere det. Hvad vil du? lød pludseligt meget fjendtligt. Viktor rømmede sig lidt og begyndte bare at pille sine sko af i stilhed. Lidt efter, sendte han Richard et flygtigt blik, der gestikulerede noget i retningen af, om han gjorde det rigtigt, og om han skulle forsætte med at tage sine sokker af - han hev dem dog langsomt af, stadig en smule forvirret. 

En eller anden forklaring var ved at blive givet, men den blev afbrudt som foden blev taget om. Jamren og piveri var et tydeligt tegn og hans mistanke blev kun bekræftet det. Det var nemt at overkomme, men det var nok ikke helt hvad Viktor nok ville forvente der skulle ske. 

Knægten delte sin egen mistanke, og det skulle han nok få bekræftet når de kom ind og sidde. Men før de ville komme der til, skulle de have noget lys at nyde af, selvom Richard nu fandt nok lys fra koøjet til at gøre det som han havde i sigte. For lydigt fulgte Viktor blot med som intet andet, ingen spørgsmål blev rigtig sat ved det, hvilket ikke undret ham spor. Men det skulle nok blive vendt rundt til sin skuffelse?

De havde været der før, da de skulle gennem lønnen, men det havde været en kort fornøjelse, men det var gjort og de havde klaret det på under tre minutter før de forlod det igen. Om Charles havde haft Viktor med derinde af en eller anden årsag, kunne han selvfølgelig ikke vide, men det tvivlede han stærkt på. Men aldrig tænk aldrig. 
Men tvivlen kom nu den unge grevesøn til gode og Richard så mod Viktor, som havde taget plads i sengen. Han satte sig med en mands afstand fra Viktor i sengen. "Vi får ordnet din fod," svaret han lidt tørt og så på, som sokkerne også forlod fødderne. Måske var det hans held, at han var vant til ildelugtende mænd, ellers ville sådan et par sure adelsfødder nok slå en død rotte til livs igen. 

Richard fik løftet begge Viktors fødder og lagde dem på sit skød, før han begyndte massere fodballen, nok ville det gøre ondt, men de skulle gerne have taget hånd om det, før det ville blive helt ulideligt. "Det er ikke helt unaturligt at opleve denne form af smerter når man ikke har ordentligt fodtøj på, Viktor," fortalte han stille. Blikket lod blot mod foden og ikke Viktor. 

 Vi får ordnet din fod. Åh, jamen. Javel. Den skulle Viktor lige gumle lidt på. 
"Mhm-hm." brummede han lidt nynnende, og var lidt bekymret for hvad 'ordne din fod' - indebar. Richard var en meget handlekraftig mand, der ikke løb om hjørner med nogen, eller tøvede. Kunne ting ordnes, skulle det være med det samme. Og det var Viktors fod også et godt eksempel på. Beslutningen var taget så hurtigt, at før han fik set sig om, sad han i kaptajnens kahyt. Typisk Richard. Ikke at Viktor kendte ham godt nok til at vide, hvad en typisk-Richard var for én. Men i den tid Viktor havde kendt ham; var han lige nu, en typisk Richard. 

 Igen, uden at informere Viktor om hvilken vej vinden blæste, blev hans fødder pludselig taget om, og løftet op til at blive placeret hen over kaptajnens lår. Et lille forbavset gisp forlod de unge junker læber, mens bevægelsen gjorde, at han naturligt kom halvt ned at ligge i sengen, med albuerne der lige tids nok fik støttet ham op.
 "Uh--- ah!" gispede han chokeret, og tog et sug ind gennem munden, som Richard uden videre begyndte at trykke på hans fod. Han kom bedre op at sidde, så han fik lænet sig op ad væggen - benene udstrakte, og trygt i den andens skød. 

 "Av av av--" han tjattede ud efter Richard i sin smertelige spasme, og forsøgte at trække foden til sig igen ganske uvilkårligt fordi det gjorde ondt. Ganske sammenklemt, lyttede han til kaptajnen der ved at belære ham om ordentligt fodtøj. Men det var svært at koncentrere sig, så han pressede bare læberne sammen og nikkede hurtigt, "Mhm-hm." 
 Blikket flakkede fra fingrene der trykkede sig ind i ham, og derefter til kaptajnens rolige udtryk som han koncentreret sad og forløste smerterne i den unge grevesøns fod. Han sank en forlegen klump, og blev pludselig meget selvbevidst om, at den voksne mand, sad og rørte ved hans fødder. 

 "Det skete bare så pludseligt." informerede han den anden anstrengt, og trak i mundvigen, mens han betragtede ham.

Handlekraftig eller ej, ting der kunne tages hånd på stedet, skulle tages hånd om. Der var alligevel ingen grund til at vente til senere, for så ville knægten ikke være til nogen gavn hele dagen. Det generet ham desuden ikke helt. Nej, det generet ham faktisk ikke spor. Det var naturligt at kroppen til tider havde behov for at blive løsnet lidt op. 

Richard havde ikke givet en varsel om at han tog fødderne til sig, som det var intet andet end et par sko. Men der var blevet meldt ud, at han ville få ordnet fødderne, hvordan det dog var blevet taget til sig, kunne han af gode grunde ikke vide besked om. Men som han havde sat tommelfingrene under fodballen og presset dem op langt fodballen til tæerne, kørte han hvordan lydene forlod grevesønnen. Let rynkede han dog panden og antog, det var sådan, at smerten bare kom til udtryk fra den unge dreng. Men det var nok lidt naivt selv for en som ham. 
For som Richard lod den ene rug hånd falde glide op og begyndte at strække foden let til siden for at få det hele med sig, kom blot flere lyde der lød som, hvis det var rart for ham. 

Panden blev let rynket på ny og han trak blot lidt på smilebåndet af hvordan det hele lød og kom til udtrykt. "Kvinderne må være glad for din måde at ytre dig på," kommenteret han med en tør joke. Men han så mod Viktor, som en information blev meldt til ham, og han lod tæerne blive stukket lidt ud. "Det plejer det som regel,". 

Blikket lå ved foden som han endnu havde tag i. For ham var det intet andet end ganske normalt på sin egen særhed. Men selvfølgelig havde han også prøvet at få foden masseret af Charles. Men det var noget ganske andet. 

 Bemærkningen der forlod den stoiske kaptajns læber, gjorde uden tvivl, Viktor, temmelig selvbevidst om hvordan han måtte have lyt. Brynene rynkede sig forlegent, og han bed sig lidt overvejende i underlæben. Så meget jamrede jeg da ikke? Kinderne blev røde, men, som han kunne se at Richard smilede en anelse, besluttede Viktor sig for at læne sig frem istedet, og daskede venskabeligt mod den stærke overarm.
 "Ej, Stop." udbrød han nervøst med en undsluppen, dæmpet latter. Han rynkede på næsen, smilende med læberne sammenpresset. Det tog ham alt, at fjerne hånden med det samme fra Richard, men hurtigt væk kom den. Hvorfor han havde følt det så svært, skubbede han væk. Han ville ikke opfordre tanken bevidst. 
 Hjertet i den unge grevesøns krop, hamrede hurtigere, og han lænede sig tilbage mod væggen, og opførte sig som om han var blevet uretfærdigt behandlet, med armene over kors. Var det bare ham, eller blev her utrolig varmt? 
 "Det gør jo bare ondt." brugte den unge junker som undskyldning, og øjenbrynene dansede med i en forlegen grimasse. Viktor skuttede sig til at halvsidde bedre i sengen, mens benene forsøgte at glide lidt mere hen over mandens lår. De nøddebrune øjne iagtog Richard diskret imens, eller så diskret man nu kunne, når man sad med meget kort afstand til hinanden. Hvorfor summede det sådan i hans fingre fra da han strejfede skuldren? Han knugede hænderne lidt selvbehersket i de foldede arme. 

 Fingrene kildede, når de ikke masede sig ind, og han kunne ikke lade være med at vifte lidt med tærerne som hånden bevægede sig rundt dernede. Nogle steder gjorde det mere ondt end ellers, og der kunne han da heller ikke undgå at undslippe et sugende hvæs. Hånden røg uvilkårligt hen til Richards skulder, og med det samme slap han den igen, flyttede den hen til væggen, så han var lænet tæt mod Richard, og bedre kunne følge med i berøringen. Det var i hvert fald undskyldningen. Hvad var der med alle de undskyldninger? Begge deres blikke var sænket mod Viktors fødder. Han kunne dufte kaptajnen igen når de sad så tæt. Turde han, ville han dykke hovedet ned i nakken og snuse til ham. Ej- stop hvad? 
 
 "Masserer du alle i din besætnings fødder, Hr. Kaptajn?" sagde han med påtaget elskværdighed, og han kunne ikke lade være med at smile smørret, trods hvor nervøs han var, og de tanker der lige før var gået igennem hovedet på ham. Måske var det en måde at lette stemningen på - Richard havde drillet ham, nu kunne han drille igen. Ikke? Men han måtte indrømme, at det føltes godt, massagen. Hænderne var blide, men hårde på samme tid, som han arbejdede sig igennem den klemme der sad i fødderne. 

Det kunne lige anses ud fra øjenkrogen, hvordan knægten rødmede og Richard klukkede let for sig selv. Han lod fingrene få let tag omkring de enkelte træ, som det var intet andet end at vaske dækket. Nok en dårlig sammenlign, men der var ingen spor af unaturlig over dette hos ham. Hånden kunne næsten nå omkring foden, da han lagde håndfladen på fodryggen og spændte den lidt og presset foden let som den skulle strækkes ud i en sammenfoldet bue. 

Richard så let i mod ham, som han så hvordan knægten sad og foldet sine arme over hinanden med ryggen op mod væggen. "Selvfølgelig gør det ondt, hvis ikke det havde gjort det, ville vi blive nødt til at amputere den," lo han i sin egen lille morskab. Han ville blot sikre sig, at der ikke blive lagt nogen misforståelser i dette, men hans morsomheder var måske en anelse morbide. Men han taget let hånd om foden og så mod Viktor. "Gør den stadigvæk ondt?" selvfølgelig var der endnu den anden fod som skulle gennem tjekkes, trykkes og masseres. Hvis først det gjorde ondt i fødderne, ville det gøre ondt andre steder, og når først det skete, var det umuligt at få en så nemt på fode igen. 

"Nej, det gør jeg så sandelig ikke, men de jamre heller ikke," kommenteret han let til spørgsmålet han blev mødt af og løftede let op i Viktors fod, at det for et øjeblik kunne ligne at han ville tage den til hovedet, men nej. Hensigten var blot at få trukket benet lidt ud og lige strække anklens akillessene ud. 

 Kaptajnens hænder var ru; et indblik af hvordan manden levede, og havde levet. En stor kontrast til Viktors bløde adelige hænder, som havde fået et par begyndende vabler, hist og her, på fingrene, fra det uvante arbejde på skibet. Men selvom hænderne var ru, var de alligevel blide - og ligesom med øjeblikket de havde haft sammen, den tidlige morgen, ved roret - ønskede Viktor at dette øjeblik ville vare ved. Det var et ønske der summede i underbevidstheden; den mærkelige følelse af at ville blive siddende sådan, var uforklarlig for den unge junker. 

 "Hrmm!" Brummede han tilbageholdt, hver gang Richard bukkede foden. Det var dér i bukket at det smerten dukkede op. Men nu hvor kaptajnen havde lavet sjov med hans jamren, prøvede han bravt at lade være med at stønne dem ud som før. Grimasserne han lavede, bar dog tydeligt præg af, at det gjorde ondt. 
 "Du morer dig vidst rigtig, lige nu." sagde Viktor som svar til Richards bemærkning, og hans tonefald var fuldt af underdrivelse. Men et lille smil kunne ikke lade være med at forme sig ved den unge drengs læber da kaptajnen begyndte at le. 

 Gør den stadigvæk ondt? Viktor trak lidt på skuldrene, "Lidt." Indrømmede han ærligt, men ligeså meget fordi han stadig gerne ville røres ved. Hvor var det besynderligt. Var det fordi han savnede at blive rørt ved af Marius, at han ligepludselig fandt en interesse i kaptajnen? Det gav virkelig ingen mening for ham. Måske prøvede hans hjerne underbevidst at hjælpe ham til at komme videre fra hertugsønnens fortryllelse; deres forhold gavnede ingen af dem i det lange løb alligevel. 

 Dannelsesrejsen var midlertidig. Fascinationen, som det måtte være, af kaptajnen, var midlertidig. Måske var der slet ikke noget. Måske var det bare øjeblikke som disse der gjorde hans unge hjerne, utroligt forvirret. 

 "Jeg beklager at jeg endnu engang må vise mig, fra min skvattede side, Kaptajn." Beklagede han med et overdrevet tonefald, og kunne ikke lade være med at række tunge af Richard, men tog den hurtigt i sig igen. Sikke pjattet han var overfor ham lige nu. "Du er bare så ferm til det, så jeg tænkte du måtte have øvet dig." lo han drilsk. Måske han skulle til at passe på med at lade være med at gå over stregen.
  "AH!" det drilske smil blev ændret til en forskrækket grimasse da Richard løftede benet, og per automatik, forsvandt Viktors hånd fra væggen, og tog istedet hårdt fat i skulderen på Richard og knugede sine fingre ind i ham. 
"Dét gør ondt." meddelte han anstrengt, og bed tænderne sammen.

"Jeg morer mig ganske godt," kommenteret han og rystet let på hovedet over den unge adelsdreng. Det var intet under at han var medtaget. Hænderne var vableplaget og livsstilen havde ladet sig påvirke drastisk. Men han ville, hvis han forblev interesseret i sømandslivet, lære at vablerne ville svinde bort, hænderne ville opnå en ruhed der skulle tilvænnes og fødderne blev solide og robuste. Ikke noget som sådan ville lade sig mærke af ujævnhederne. 
Det var meget vel som soldater. 

Men han slap ikke foden som det første, men han hørte hvad der blev sagt. Det gjorde endnu en anelse ondt, men smertepunktet var fundet, så nu var det blot at få det presset og kørt lidt i cirkler for at overvinde hvad end der stak til ham. Richard så måske en smule opslugt på foden, som den var en delikates der kunne nydes, men han var blot fokuseret og gjorde sit ... arbejde. 
Han nåede lige at opfange, at der blev rakt tunge af ham, hvor han valgt at flyt sin hånd og lagde hånden kort om Viktors kæbe og skubbet den let væk. "Du kan række tunge af Charles, hvis det endelig er" det var ikke noget han gad at se på eller opleve i hans retning. Men han rystet igen hovedet af kommentaren: "Jeg håber ikke du siger det samme til de andre der ude, for så får du nok en ubehagelig nat, Viktor". 

Men hånden på skulderen, der knugede sig ind i ham, fik ham til at skænke foden han havde løftet og op strukket ud: "Jeg stræk blot din fod" - "Hvad foretager du dig normalt, Viktor? For det ligner ikke, at du gør dig meget i nogen form af fysisk aktivitet," hvorfor det måske forklaret hvorfor, at det gjorde så ondt, at få strukket senen i foden fra lægen. 

 Det kom som en ubehagelig overraskelse, da Richard tog fat i Viktors kæbe - fingrene der let var om hans hud, fik de bløde kinder til at puffe lidt op, inden han så lidt efter, blev skubbet bagud. Det var ikke en hård bevægelse, så han blev ikke væltet bagud, eller gjort ondt af det - men det var en uventet handling. Kommentaren der kom efterfølgende, fik hans sommerfugle i maven til at blive til is, der langsomt faldt til bunds. 
 "Undskyld, Kaptajn. Jeg lod mig rive med." Skyndte han sig at undskylde. Både til det om Charles, og den ubehagelige nat.  "Det sker ikke igen." Han bed sig utilpas i underlæben, og følte sig en anelse skamfuld. Det var ikke sådan her hans mor havde opdraget ham. Han vidste godt at man ikke måtte række tunge af dem der var ældre end een selv. Det var sådan noget han gjorde med Marius. Jævnaldrende. Han pressede nu læberne sammen istedet og gned dem lidt mod hinanden, akavet. 

 Selvom Richard også havde sagt, at han bare skulle kalde ham ved navn, havde Viktor nu alligevel tilegnet sig en vane med at kalde ham Kaptajn. Men, han kunne nu godt lide at kalde ham kaptajn, det var autoritært - som Richard. 

 Viktor lænede sig lidt frem mod Richards skulder og hvilede panden dér, samtidig med at hånden var der. Han tog en dyb indånding inden han så sukkede let til kommentaren. Ja ja, han stræk bare foden, men det gjorde ondt i det han gjorde det. 
 "Jeg fægter." informerede han den anden, som hvis det sagde sig selv. Panden hang stadig ved kanten af Richards skulder, og Viktor var lidt i en indre tumult med sig selv, om han skulle fjerne sig eller ej. 

Den reaktion der kom fra Viktor, var ikke helt forventet, hvorfor han så lidt undrende i den unge drengs retning. Det var på ingen måde ment som det var kommet til udtryk, men han måtte summe lidt over det. For den unge dreng virkede til at være særligt påvirket af det. Men det som undret ham mest, var hvordan det var taget ind. 

Han trak vejret en anelse tungt ind og lod for et øjeblik fokusset ligge ved foden. Den blev vendt rundt og drejet, nusset og masseret. Alt i et og intet i alt. Han lagde den ene god og tog den anden og lod hånden stryge let med fodryggen til tåspidsen. Han tog letter omkring foden end med den første, men han lod hånden komme let omkring og få mærket an om den havde de samme spændinger som den anden god havde haft. 

Det at han mærket hvordan Viktor lod sit hoved hvile ind i hans skulder genert ham ikke spor. "Andet end fægtning?" spurgte han og lod hovedet drejet anelse, så han kunne se ned på den unge krøltop af en dreng hvis humør var som sunket i vandet. Men han havde nok fået drejet hovedet en anelse for meget, for han mærket kort håret mod sine læber, hvorfor han trak hovedet en anelse tilbage. 

"Viktor," hvad der kom efter navnet, vidste han ikke, for han havde endnu ikke fundet frem til, hvordan hans skulle fortælle Viktor, at hans drenget adfærd var ikke problemet, eller at han rakte tunge, men blot at de ting skulle ske mod Charles (og alle andre). Nej. Han nød det ikke, men alligevel havde det da moret ham. 

 De nænsomme fingerstrøg, malede Viktor med guld og ømhed. Der var kommet en fornyet blidhed over de kildende fingre der bevægede sig langsomt hen af fodryggen, mod tåspidserne. Det føltes utroligt dejligt. Viktor fik gåsehud, og maven trak sig sammen. Sommerfuglene begyndte at baske isen af sig, og summe langsomt rundt i ham igen. Det var svært at trække vejret, og hver eneste gang han brugte næsen for at suge luft ind, opfangede han Richards duft der sad i tøjet på ham. Den unge junker, rykkede ikke på sig, men blikket skævede fra sit skjul ned mod berøringen, mens han måtte holde vejret en anelse fra at blive stakåndet. 

 "Mhrm." brummede han, til den lette massage, og forsøgte at synke lyden i sig så hurtigt den var kommet. Viktor kunne mærke hjertet sidde helt oppe i halsen på ham, og det var svært at være i sig selv. Han havde jo gåsehud hele vejen op i nakken. Jeg tror jeg dør, tænkte han dramatisk, og begyndte at trække vejret en smule mere overfladisk, men så lydløst som muligt så Richard ikke skulle bemærke dette. Fingrene bevægede sig lidt i skjortens stof. 

 "Ridning." sagde han kort og koncist til Richards spørgsmål, og det tog alt hvad han havde i sig, at lyde uanfægtet. Han sank endnu en klump; forsøgte at sluge det kvælende hjerte der var på vej op ad svælget på ham. Og samtidig føltes det som om der var en sugekop i hans brystkasse, der trak i ham.
 Der var stille lidt mellem dem. At trække vejret så tilbageholdende gjorde ham svimmel, og han var utrolig bevidst på hænderne om sin fod - det brændte nærmest når han blev rørt ved. Hvad sker der dog?

 Viktors navn, blev nævnt af den dybe stemme. Et anderledes Viktor, end dét Viktor der blev ytret fra Marius. Et mere.. prominent Viktor.
 "Hmm?" lød det opmærksomt fra ham, men det kom ud, en anelse skælvende. Viktor rømmede sig for at dække over nervøsiteten. Skønt han blev talt til, så rykkede han dog stadig ikke på sig, andet end at han lagde hovedet lidt bedre til rette på kaptajnen, ganske blidt og langsomt. Kinderne var ophedet.

Roen han havde, smittet ikke af på den unge grevesøn, skønt det kunne ønskes. Men det ville næppe ændre sig tilbage i samme hastighed, som det var endt hvor den var nu. Richard fandt det næsten mere problematisk med Viktor end Charles, når det kom til at tale om tingene. De delte tavsheden mellem dem, som de havde fundet en skjult skat der ikke skulle tages med. 

De brummende lyde var velmodtaget, men de blev holdt hen. Det kom alt sammen fra kommentarene Richard havde givet ham, men det ar ikke helt fair, at han havde taget gejsten fra den unge knægt. Stille lod hænderne sig falde helt i stå som de holdte om den unge dreng. "Du skal ikke lade dig hæmme blot for sådanne kommentar," kommenteret han efter nogen tid. Han havde ladet svaret med ridning falde hen som en overset sten på vejen. Det var ikke helt hans store interessepunkt, ikke at der var så mange. 

Han slap foden med den ene hånd, den hånd som tilfaldt selv samme skulder, som Viktor lå op mod og lod den blev løftet po i albueledet, så han kune give nogle små lette klap til den  rundkindet knægt, men det ente mere ud i nogen lette stryg. "Jeg beklager," undskyldte han - næsten. Det lød mere som en brummende beklagelse over at være stødt ind i nogen han ikke havde set. 

 Den summende varme, dunkede i hele Viktors krop, som var han blevet ét stort bankende hjerte. Sensitiv ved berøring, nem at knuse. Alt i ham var ømt, skønt det var foden den havde været galt med. Ikke et eneste ord blev ytret mellem dem i en rum tid. Man kunne høre bølgernes brusen udenfor, deres sagte vejrtrækninger, og hvis der blev gjort en hvilken som helst bevægelse i sengen - gik det ikke uhørt hen, og det var så også det. 

 Viktor lod sig blot nyde af øjeblikket, berøringen og at dufte diskret til kaptajnen, trods den tikkende bombe i hans brystkasse. Han forsøgte at trække vejret nænsomt, ud og ind af næsen. Men han fik aldrig taget en dybindånding, og ilten føltes tynd.  Stilheden blev brudt af Richard, der endelig tog tyren ved hornene og sagde noget. Viktor rykkede lidt på sig, og fingrene der knugede let ved skjortestoffet, slap, og gled ned af siden på kaptajnen. Hånden fandt vej til lagenet, som han støttede sig ved, så han forsat kunne sidde med hovedet som han gjorde ved skulderen. Kommentaren, fik ham til at rynke panden lidt. De to sad vidst og havde hver deres oplevelse af situationen. Troede Richard, at Viktor var blevet ked af det? Jovist, blev han da lidt forskrækket tidligere, og troede at kaptajnen var blevet sur på ham - men det var måske ikke helt den fulde sandhed. 
 "Jeg er okay." sagde han med et skævt smil, og mente det. Til dels, i hvert fald. Han havde det som om han kunne kaste alle sine følelser op som hvis han var søsyg. 

 Det gippede i grevesønnens krop da han nænsomt blev aet af Richard ved kinden, og kunne han krølle sig sammen, havde han gjort det. Det føltes i hvert fald at alt i hans indre var blevet til sammenkrøllet pergament. 
 "Uhm." han pressede læberne sammen og blev næsten helt skæløjet over hvordan det fik ham til at føle. Han tiltede hovedet, så kinden hvilede ved Richards skulder istedet, og han derfor kunne se op på ham nu, betragtende. De nøddebrune øjne gnitrede lidt forvirret, men betaget, og han kunne ikke lade være med at sukke mildt.
 "Jeg misforstod.. vel." sagde han dæmpet, næsten som en hvisken til sidst, og hjertet havde genfundet sin retmæssige plads i halsen; eller også, havde den aldrig helt forladt den. Det brændte på ansigtet hvor Richard strejfede ham. Hånden i madressen, kravlede tættere på Richard, så den næsten var helt op ad ham. Viktor sad jo nærmest i hans skød lige nu. Puha. Puha. Puha.

Vandet gav mere lyd end fodtrin på dækket. De kunne nok sidde i den tavshed til evigheden ophørte, men det var på ingen måde nogens intention, da det blot ville efterlade for mange usagte ord. Hvilke usagte ord?
Richard spændte let i kæben som han sad i sine spæde tanker der ikke var til at gøre handling af. Ikke at han ønskede, det handlede blot om, at han ikke rigtig vidste hvad det var for nogle tanker der lå i ham, for Viktor var som en und knægt på alder med hans datter. Plus minus nogle år selvfølgelig. Det var underligt, for han følte, at han havde trådt forkert og sagt ting, som ikke skulle siges. 

Knægten var som en svampespore der forgreb sig om en. 

Richard næsten i mod de små særheder der skete på den side, hvor Viktor befandt sig. De små træk han gjorde i tøjet, og hvordan han lod fingrene glide ned langs side af ham indtil det faldt i lagenet ved dem. Han fandt det hverken upassende eller passende, men det var godtaget. Det var en usagt situation. Måske det gerne skulle forblive det. Han følt dog en form af forvirring over det. Men det var vel blot sådan det var, når man kom op i alderen, at man oplevede hvordan de unge mennesker var så anderledes end dengang man selv havde været ung. 

Han var faldet ind i sine egne tanker, og så ned på foden på ny og skævede let over skulderen og så hvordan den unge dreng så mod ham. "Hvordan har dine fødder det?" spurgte han efter lidt og lod den anden fod falde ned på skødet ved den anden på ny. Hans øjne så dog godt hånden, men han var i sådanne en tvivl om hvor vidt han skulle kommentere på det.
I stedet valgte han at tage en anden mulighed i brug: "Vi skal også have lært dig at tyde stjerner. Jeg tænker at det er passende at gøre når vi når i havn igen og gennemgår kortlæsning," 

 Hjertebanken. En voldsom éen af slagsen, og Viktor forstod ikke noget som helst af det. Så Richard havde taget fat i kæben på ham tidligere, for at lave sjov, og mente intet strengt eller ondt ved det. Det var bare kærlig dril, på kaptajnens egen finurlige måde. Men, som Viktor forsøgte at genkalde, det der skete mellem dem, blev han vel bare chokeret, og kunne umuligt tro, at gestussen kunne have været andet, end alvorlig. Men nu, prikkede det i huden efter at Richard skulle gøre det igen. 

 Viktor, tag dig sammen. Men det var svært at tage sig sammen, nu hvor de fik øjenkontakt. Han endte bare med at sende ham en tavs, fåret grimasse. Det var slet ikke sådan her, han først havde tænkt, da han rendte i hælene på Richard. I hvert fald ikke bevidst. Men han havde så heller ikke regnet med, at han næsten ville sidde på mandens skød, i en nærdøds omfavnelse. Den unge grevesøn, løftede langsomt hovedet fra Richards skulder, så de krøllede lokker sandsynligvis, ville kilde kaptajnen på kinden. 

 "Bedre. Tror jeg." Sagde han med en undsluppen udånding. Han lænede sig mere tilbage, fjernede den hånd der lå nærmest Richard, og satte begge hænder bag sig, så han blev støttet af armene. Han vippede og bukkede lidt i tæer og fødder for at tjekke hvordan det egentlig stod til. De var kun lidt ømme nu, men kaptajnens magiske hænder havde hjulpet en del. Klemmen var i hvert fald væk. 

 Ilten, kom nemmere til Viktor da han havde lavet spæd afstand mellem ham og kaptajnen. Men trods dette, var kinderne voldsomt over ophedet fra tidligere. Viktor gjorde intet tegn på at flytte benene fra den andens skød, og de sad sådan lidt, indtil Richard nævnte dét at tyde stjerner. 
"Ja?" Kom det interesseret fra adelssønnen, og han lagde hovedet lidt på skrå mens han hævede det ene bryn udtryksfuldt. Han trak vejret lidt dybere nu. "Det vil jeg rigtig gerne, Richard." sagde han mildt, og sendte ham et hengivent blik. Han klarede dialogen bedre nu. 
 "Vil du lære mig det, så?" Spurgte han nysgerrigt. Tonefaldet bar præg af at det også var et ønske. Mere tid med kaptajnen var kærkommen. 

Hænderne blev roligt lagt på benene der lå henover hans skød. Det var næppe sådan han ville opdages af nogen. Det skulle gerne være et usagt og fortiet øjeblik, men han kunne ikke påtvinge den unge knægt ikke at tale om sine oplevelser, men dette var ikke en del af oplevelsen. Det var en situation. Richard havde ingen intentioner i at gøre det værre for nu, for det var ganske slemt. Det var som da han havde haft gadetøsen ombord. Hun besværliggjorde også de simpleste ting ved blot sin tilstedeværelse. Han havde skulle forklare hende så basale ting, at han gik træt i seng. 

Tror jeg. Det var nok også det bedste at gå med for nu. Det ville blot blive underligt hvis han begyndte at rode mere med de unge fødder den unge dreng gik omkring på. Men samtale emnet blev langsomt forskudt til noget andet og Viktor trak sig mere, hvilket lettet en del for ham selv. 

En ivrighed opstod og han så mod den oplyste dreng som fik ilten tilbage og fornyet farve i ansigtet. Et ja havde været det første, men han fik ikke et ord indført, før der blev givet en anden glædelig kommentar til at det var noget han gerne ville. "Ja, det var tanken," kommenteret han og greb let fat om Viktors fødder, før han fint fik sat dem ned på sengen igen. "Tænker at vi også vil finde en bog til dig omkring kartografi," tilføjet han stille. Det var måske en lille fordel, for drengen kunne jo læse, og det skulle gerne udnyttes i bedste omfang. 

 Richard var lidt som en lukket bog, ikke rigtig til at læse, ikke helt til at forstå. Ulæselig. Han hverken sagde, eller artikulerede hvad han tænkte. Det var svært at finde hovede og hale i det hele for Viktor. Mon dette særlige intime øjeblik, havde føltes lige så intenst på kaptajnen, som på grevesønnen? Uanset hvad, var reaktionen fattet, lige så fattet som han pejede, når han tog sig af skibets opgaver. Men han trak sig ikke væk - han blev siddende, med Viktors ben på skødet, skønt massagen var slut. Fingrene der var begravet i lagenet, begyndte at lave en gnidende bevægelse mod stoffet, imens han tænkte. 

 Det var tanken. Det kunne Viktor kun smile lidt mere ad. Fødderne blev taget fat i på ny, og Richard fjernede ham fra sig - Viktor hjalp ham med at fjerne dem det sidste stykke, så han ikke skulle hjælpe dem helt ned på gulvet, som hvis han var en eller anden invalid der ikke kunne selv. Men varmen fra Richards lår, var pludselig savnet på lårene. 
 "Lyder godt." sagde han imødekommende, og satte sig lidt bedre til rette ved siden af Richard. Fødderne placeret på gulvet, og hænderne på hver side af sine lår, med let pilleri i lagenerne. "Jeg glæder mig." Tilføjede han oprigtigt, og fugtede sine læber lidt der, derefter, formede sig til et lille smil. 

 Men noget ulmede i ham, Viktor skævede ned på deres hænder, og derefter, kiggede han diskret på kaptajnens ansigt. Hjertet hamrede ikke lige så hurtigt mere, nu hvor de sad hver for sig, men det bankede. og det bankede støt. "Jeg bliver 20." sagde han ud af det blå - og det matchede hverken stemningen eller emnet de havde talt om. Det var først efter han havde sagt det, at det gik op for ham, hvor malplaceret det lød. "Altså - jeg tænkte bare at du ikke kendte min alder, og så - ja." forsøgte han at forklare med en nervøs klukken. Var han alene havde han banket hovedet ind i væggen. Men .. han ville hellere sige at han blev tyve, snart, frem for at sige at han var nitten. Det fik ham til at lyde.. ældre.

Richard lod albuerne hvile på knæene og hængerne hang letter slapt for sig som han sad og lyttet og fik det sidste med fra Viktor af. De unge ben havde lunet hans skød, men det var også det. Der var ikke mere i det, og han så blot mod Viktor. Det var noget at snakke om, men det var ikke tale værdigt. 

"Det' godt. Du vil også kunne bruge det til dit liv på rejsen rundt i landet," hvis den unge grevesøn rejste og red som han havde udtrykt, ville han få gavn af at kunne finde omkring landet blot ved at følge stjernerne. De ville blive hans guide frem i livet. Det var en af de mest fantastiske ting at kunne, hvis man spurgte Richard. Han havde lært det igennem årene, får man lærte til tider, at stjernerne kunne snyde, og det at have en til at guide sig, var en god ting.
Hvis det betød, at han skulle vende rundt på nat og dag, for at lære Viktor det, gjorde han gerne det. 

Men lidt brat blev emnet ændret, og panden rynkede sig i folder. Godt så. Det var vel en god information at have med sig, men hvorfor han skulle vide det, var lidt et spørgsmål i sig selv. Men en opfølgning kom, og han trak lidt vejret ind igen på ny. "Jamen, tillykke med de tyve til den tid, Viktor," svaret han lidt i forsøget på at se årsagen til vigtigheden i det alligevel. "Jeg mindes dengang, for tyve år siden," sagde han og lod sig kort lige dvæle i fortidens minder, men det blev hurtigt skyllet væk igen, og han fik gang i den ene arm, før han lagde den om på ryggen af knægten og klappet ham let. "Vi når havn om to dage hvis vinden er med mig, ser du frem til at få et ordentlig bad i Dianthos badehus?"