Det havde været en anden form af udflugt for mændene til søs. Selvom det blot var en lille halvanden uge de havde været afsted, havde turen haft så meget andet at byde på for en gangs skyld. Grundlæggende grundet den unge grevesøn som havde fået lusket sig om bord og vist at han ville prøve kræfter med noget andet end bare at være hvem han var. 
Men de havde ramt bugten tidlig morgen og havde lagt ank kort tid efter. Mænd på kajen var klar til at hjælpe med at få tømt skibet for de ting, som skulle tømmes. 

Richard havde dog ikke haft mulighed for at tale med Charles om nogle af de ting, han ønskede at snakke om. Men det havde aldrig hørt til på jobbet alligevel, hvorfor han havde udskudt det til nu. 

"Pearson, er du klar" adspurgt han og så afventende på Charles. Henover skulderen havde han en sæk med klæder som skulle vaskes og sørges for. Den indeholdte begges lasede tøj og forekom næsten i samme højde og vægt som Viktor, den førnævnte unge grevesøn. 

Turen hjem var ikke så lang. "Der er noget jeg ønsker at drøfte med dig".

Det havde bestemt været rart at være til søs igen, for efter at Charles havde pakket lidt af sømandslivet væk, for at fokusere på fastlandet og alt det han havde at lave her, så var der længere og længere imellem at han kom ud og sejle. 
Han havde dog ikke pakket det liv længere væk, end at han altid ville stå ved Richards side af, når han spurgte eller hvis der var en last som han selv skulle sejle et sted hen, uden Richard. Han stod ham nær, og derfor ville han altid hjælpe når det gjaldt. 
En lille halvanden uges tid havde de lagt i havnen efter deres tur til havs, hvor fragten var blevet leveret og en ny var kommet med tilbage. Normal procedure for dem. 
Turen havde selvfølgelig ikke været som alle andre, efter at den unge grevesøn Viktor havde fået en tjans på skibet, af ren stædighed. Han havde dog vist sig at gøre det godt og bestem en værdig mand til nogle af de lettere opgaver på skibet.

En af de første aftener havde de haft en kort samtale omkring dem og deres forhold, hvilket havde passer Charles godt, for han så Richard på samme måde, som Richard havde set på ham. Men emnet havde blot været usagt og derfor havde de måske haft forskellige forventninger til hinanden. 

Han kiggede over på Richard, som hans navn blev kaldt. "Selvfølgelig" Svarede han blot og gik efter Richard. At han havde sørget for at have Charles' vasketøj med, satte han selvfølgelig pris på. Det var ikke noget Charles forventede, men det blev blot gjort og Charles gjorde det selvfølgelig gerne for Richard også.

"Ja?" Lød det roligt fra ham, som de kom inden for i hjemmet, "Lad mig endelig vide, Richard" 

Hurtigt kom de side om side som de gik der. Højdeforskellen mellem dem var ubetydeligt, Charles' hår kunne nemt få ham til at se højere ud. Deres samtale den første nat var blot en begyndelse på noget der lå i mellem dem, men de fleste af nætterne havde grevesønnen fået lov at låne Charles' kahyt for at få en tilvænning til livet til søs og Charles havde fået plads hos Richard. Det var synd at sige, at selvom Charles nok havde forsøgt at komme med kærlige tilnærmelser til ham, havde han afvist dem. Det var det usagte mellem dem. "Grundet de tidligere omstændigheder inden afrejsen, nåede jeg ikke at få talt med dig omkring en hændelse," stemmen var rolig, dog sædvanlig tør. Blikket gled en anelse ned mod jorden for sig, men det blev hurtigt ændret igen. 

"Det viser sig, at Chryseis har et barn," hvordan han skulle fortælle det helt ordret, at han var faren, blev nok hans største udfordring, foruden at han havde stået med armene omkring ekskæresten fra år tilbage. Men det var en start ad gangen og han vendte blikket mod Charles: "Mit barn"

Samtalen var i et lavt toneleje, de var endnu blandt arbejdende, men det afholdt dem ikke fra at have en seriøs samtale, hvorfor tonelejet blot var blevet dæmpet. 

Samtalen som var startet ud den aften på natten, hvor Viktor havde lånt Charles' kahyt, som han faktisk havde gjort flere af nætterne, blot for at gøre ham tryg ved skibet og ikke mindst havet. 
Det var samtalen om dem som var blevet startet og som Charles egentligt gerne ville følge op på, fordi at der var mange uløste områder, som de endnu ikke havde berørt. 
Charles havde under de nætter hvor han havde fået lov til at ligge hos Richard, forsøgt at lade kærlige tilnærmelser komme imellem dem, men indtil videre var han blevet afvist af små kys og lignende, men var aldrig kommet videre. Det var på et eller andet plan, noget som ærgerde Charles, for det var noget han oprigtigt ønskede skulle ske mellem dem. 
Samtalen som begyndte at starte vidste han ikke rigtig hvor førte hen, som Richard fortalte, så var det ikke noget han havde nævnt, så Charles var både spændt og nysgerrig, måske en smule bekymret, over tonen i hans ord. 

"Hun har et barn?" Det kom som et chok, for han kendte godt til Chrys og at de to var et par, for mange år siden. Men at hun nu havde et barn, kunne han måske ikke helt se hvorfor vedkom dem, men det kom så i den næste sætning som han kom med. "Undskyld, hvad? Hvordan har du fundet ud af det?" Han var stadigvæk chokeret og efter at have fået at vide at barnet var hans, var den kun blevet stærkere. 
Barnet måtte jo være gammelt nu, mindst 16 år gammel. Skulle han til at være far nu? 

Et brummende bekræftelse på første spørgsmål, som måske blot havde været et gentagelse for at få bekræftelsen ind. Men han lod blikket falde mod Charles og han gik endnu i sit vante tempo, selvom det nok havde været oplagt at sænke farten og give sig tid til at tale om det, men et eller andet sted, ville han blot tilbage til de fire vante vægge af et hjem. Hans hjem, deres hjem. "Få dage før afrejse stoppede en smedjelærling mig, hun lignede Chryseis på utrolig mange punkter, så jeg tillod mig at spørge ind til dette. Hun bekræftede at hun var hendes datter og at Richard Fjord var hendes far," der var intet naturligt i at sige sit eget navn på den måde. Men han trak let på hånden som hang over skulderen med sækken ned langs ryggen, og han lod blikket forlade Charles endnu en gang for at se frem for sig. 

Selvom de hurtigt fik lagt havnen bag sig og nærmede sig deres hjem, var det blot toppen af isbjerget fra Richards side af det hele. Men han virkede ikke som en, der havde ladet sig påvirke af det. "Chryseis bekræftede det for mig," valgte han at tilføje, hvilket nok gav det en anelse hen, at han havde opsøgte den forhenværende partner. Alt dette uden Charles indblanding, men det havde ikke været belejligt at fortælle ham, for sammem dag som han havde talt med hende, havde Charles drukket sig selv i havnen om natten. Det hele var blot faldet sammen og lå presset op mod hinanden. 

Den brummende lyd gav Charles en bekræftelse på hans spørgsmål, selvom det nok blot havde været en gentagelse. Charles var næsten sikker på at dette havde været lige så stort et chok, da datteren viste sig for ham og fortalt at hun var datter at dem. Han var sikker på at Richard vidste at hun ikke fandtes, for han havde aldrig talt om hende eller mødt en pige på den alder, som hun nok ville være i. 
"Hmm." Kom det roligt fra Charles som han kiggede over på hende, "Hvorfor har hun aldrig fortalt det til dig?" Det undrede ham en del, for dette var vel ikke nogen særlig fed måde at få at vide at man havde en datter på. 
Charles havde mange spørgsmål, næsten lige så mange som Richard måtte have, hvis han vidste hvor mange han havde haft. Det var næsten mærkeligt at høre Richard omtale sig selv ved navn. 

"Hmm.. Ja, okay." Kom det roligt fra ham, som han fortalte at han havde fået det bekræftet, "Det er vel også den eneste måde at få det bekræftet på" Han kunne ikke klandre ham for at opsøge hende, men hvad betød det for deres fremtidig liv? Dette var kun toppen af det de skulle tale om, så han var ret sikker på at de ville snakke meget denne dag. "Hvad betyder det så at du har fået en datter? Jeg tænker jo at du ønsker at se mere til hende" Ikke at han havde noget imod det, Richard var en mand som leve op til hans ansvar, ligesom Charles selv.

Minderne skyllede ind på hans hornhinde som vandet baskede op mod muren en indblæst dag. Hendes ord stod endnu klart i hans erindringer og han havde ikke i sinde at vende det som noget negativt. "Hun tog valget for at jeg kunne leve livet jeg havde talte så meget om. Sejle, opdage kyster og være til havs" det var jo ikke nogen hemmelighed at han havde haft det sådan, hverken for hende eller Charles. Livet til havs havde alle dage talt til hans hjerte og fantasi. Sove på dækket under den åbne himmel og se stjernerne danne det himmelske kort de lod sig sejle efter. Årene var gået og han havde fået mere og mere ro i sjælen og stolede på sin besætning, hvorfor han ikke stod ved roret om natten eller skippede timers søvn. 
"Jeg ønsker ikke at klandre hende for det, hun handlet ud fra hvad hun havde et gøre godt med," hvilket var partner i treogtyve års alderen der drømte om livet væk fra Dianthos og alt det kendte. Mulighederne og drømmene der var at finde ved at sejle væk. Man kunne vel sige, at Richard havde gjort præcis det samme som den stædige grevesøn havde udtrykte. Dannelsesrejse.  

Han lod den frie hånd falde til dørens håndtag, han fik åbnet døren og trådte ind og smed sækken ved siden af døren som det første: "Hvis hun ønsker at jeg skal være i hendes liv, vil jeg være det," men der var selvfølgelig altid begrænsninger for hvor meget han kunne være der for hende, han kunne ikke ligge livet til søs på hvil, men han måtte vel give plads og tid til hende, end blot at forsvinde for uger og måneder. "Chryseis så mig gerne i hendes liv, at vi kunne agere forældre for hende i et fællesskab og sammen," 

Det havde jo været et stor offer for hende at tage, så det var noget man kun kunne respektere, at hun havde valgt at gøre det for Richard, at tage det valg at tage sig af deres datter. Alene. "Det kan man da kun respektere, at hun valgte at tage jeres datter alene, så du kunne komme ud og arbjede" Men det var da utvivlsomt det som han ønskede at skulle være sket. Han havde vel lige så stort ønske mo at være en del af hendes liv.
Charles kendte jo Richard og han vidste at de begge to var så store af livet på det åbne hav, at det havde været svært for Chrys at holde ham på fastland, og nægte ham at sejle. Det var han aldrig gået med til. "Det er klart. Hun havde aldrig fået dig til at blive på fastlandet" Svarede han roligt og kiggede over på ham, som de nærmede sig deres hus.

"Det er klart. Jeg kender også dig godt nok til at det er et ansvar du vil tage på dig." Selvfølgelig skulle han være en del af hendes liv, hvis hun ønskede det. Det var da klart, hun var hans datter. Han var dog stadig en meget arbejdsom mand og derfor ville det nok være begrænset hvor meget han ville være i hendes liv. 
"Ja? Det er næsten sent at komme med det ønske" Kom det roligt fra ham som han søgte Richards blik. Han kunne ikke klandre hende, men det var bare for sent, "Hvor gammel er hun?"

Selvom Charles sagde alt det rigtige, eller blot talte efter hans mund, kom ud på et. Men der var en gensidighed i det. Richard kunne ikke unde ham, at have sine spørgsmål til emnet eller hvad det måtte have af betydning foruden om hvor vidt Richard ønskede at træde i rollen som en far. Men inden da, måtte de drøfte alt andet. Skønt Charles også forsøgte, kunne Richard ikke helt lide formuleringen han blev mødt af. Et eller andet sted, der kunne hun måske godt have holdt ham på fastlandet, de kendte ikke udfaldet for hvad der ville være sket, hvis han havde kendt til barnets eksistens allerede dengang. "Formentlig ikke," bekræftede han dog blot. Der var dog ingen skjul i hans måde at sige det på, at der der nok var tvivlsomhed i det. De kendte selvfølgelig deres egen fortid, men ikke for de udfald af de valg, de ikke tog eller kunne have taget. 

Han trådt lidt dybere ind i rummet af entreen og fandt vej til køkkenet og satte sig på stol. At den ikke gyngede med havet var næsten underligt efter så mange dage, skønt det var en lille tur. "16 år," hvilket jo stemte overens med hvornår han havde ladet sig skille med hende. Det var vel næppe nogens overraskelse. Havde hun været gravid før det, havde han kendt til barnet. 

"Charles, jeg kysset med Chryseis," han fortrød det ikke, men han vidste de var nødt til at tale om det på et eller flere plan. For det var næppe nogen hemmelighed at Richard endnu elskede hende af hele hans hjerte og det var ikke blot følelser han kunne skylle ud af sin krop eller sind. Hun havde været hans første og største kærlighed. Han ville flytte bjerge for hende, allerede som ung ville han give hende verden hvis han kunne. Noget som havde været et samtale emne og hjertesorger erkendelser fra den unge Richard. Alle de mange ærligheder var blevet delt til en attenårige Charles i sin tid, men som tiden var passeret, var Richard blevet mere tavs og indelukket omkring sine følelser. Det var kommet som en naturlig proces. 

Han var løbet væk fra hvad han havde, og han klaget ikke over at have taget de valg han havde, men tankerne havde da dvælet ved fortiden de sene nætter år tilbage. Men som han blev ældre, var det blot blevet pakket væk. 

Charles vidste selvfølgelig godt at det havde været måden for Chrys at tackle det på overfor Richard, fordi at han elskede livet til søs, men hvordan tingene var endt, hvis hun havde fortalt ham at han skulle være far den gang, var ikke til at sige. Der var ingen der betvivlede at man sagtens kunne være en god far, og samtidig være til havs, omend at de nok ville ses lidt sjældnere. 
Charles tvivlede ikke på at Richard nok gerne ville have vidst det dengang. Hvem ville ikke det?
Charles nikkede blot til hans ord, som han bekræftede. Det var svært at sige, nu hvor det var fortid og den ikke kunne ændres på.
Han gik sammen med Richard længere ind i rummet og lænede sig op ad køkkenbordet og fulgte ham, som han satte sig ned. "Mh, okay." Kom det roligt fra ham, det var jo lidt det han selv havde antaget, "Hvordan har du med det at hun ikke har fortalt om hende?" Det var jo noget andet med hvorfor det ikke var blevet sagt, men hvordan havde han det med det? 

"Du har kysset med hende?" Kom det overraskende fra ham. Den havde han ikke set komme og havde nok svært med at se hvorfor var sket. Ikke fordi at han ikke vidste at Chryseis havde en stor betydning for Charles, for det tvivlede han slet ikke på. De havde en fortid og de havde været kæreste, men Charles vidste ikke hvad hun helt betød for ham, for det var mange år siden de havde talt om hende. 
Men hvorfor havde de kysset? Richard var ikke en fysisk person, Charles selv måtte kæmpe for at modtage kys eller andet fra den mand, som han fandt attraktiv, så at han blot havde kysset med hende, det havde han svært ved at forstå, "Hvad skal det betyde, Richard?" Kom det spørgende fra ham. Han var undrende, og det kunne nok godt mærkes på hans ord.

Han havde sad sig, så stolens ryg var ved siden hans venstreside, hvorfor han lod armen hvile på stolens ryglæn før han kradset sig en anelse i skægget og overvejet lidt hvad han skulle svare til spørgsmålet om hvordan han havde det med det. "Det ved jeg ikke, Charles. Jeg forstår de valg hun tog," det var nok ikke svaret der var ønsket eller rigtigt satte hans følelser i det, men han havde ikke gjort sig nok overvejelser til at mærke efter hvad han tænkte om det. Måske var det blot elementet af, at han ikke kunne se noget forkert i det hun havde gjort, da hun havde haft hjertet det rette sted. 

De cognac farvede øjne lå hvilende mod Charles. Denne her gang lod han sig ikke give et svar, eftersom det mere virkede som et genkald for Charles selv, end et ønske om et svar på hvad han havde gjort. Men Richard vidste udemærket godt, at han ikke var den eneste med fejltagelser bag sig. Selvfølgelig havde han ikke vidst hvordan Charles så dem på daværende tidspunkt, men efter deres dialog den første nat til søs, der havde han fået en form af bekræftelse på, at han ikke var ene om hvor de stod. "Det har ingen betydning," svaret han uden af lade Charles undren komme under huden på ham. Det var jo uden betydning, han havde ikke tænkt over det på den måde, som Charles nok gjorde. Selvfølgelig havde han lagt armene om hende og holdt hende tæt ind i et kram, men måske det var forskellen på dem. 
Selvfølgelig var de modsætninger på mange måder. Charles var mere frigjort og lod sig opsøge kontakt, tilnærmelser og berørninger. Lod sig falde i med kvinder, mens Richard holdt sin afstand og afvist det meste der kom hans vej. 

Hans blik hvilede på ham som han satte sig på stolen og ventede hans svar. Det var ikke sikkert at han havde gjort sig nogle betænkeligheder omkring det, men noget måtte han havde tænkt, godt nok var det ikke lang tid siden at han, havde fået noget at vide omkring det, men tankerne måtte da være mange om hende. 
"Det gør jeg også.." Kom det roligt fra ham, "Men ville du ikke gerne have vidst det dengang?" Charles havde selvfølgelig ikke lyst til at skændes på nogen måder med Richard, men lige nu var der meget at komme igennem. De forstod begge to godt hvorfor hun havde gjort som hun havde gjort, og det kunne han også acceptere. Men han manglede måske et eller andet fra Richard.

Chryseis var en kvinde som altid havde betydet noget for Richard, også selvom de ikke havde talt om hende i de sidste mange år. Det var der ingen tvivl om. Han vidste bare ikke hvor stor betydning hun havde for ham mere, og han var ikke sikker på at Richard måske selv vidste det. Charles var ikke sikker på at han skulle lade sig spise af med hans svar, for det var ikke helt fuldesgørende. "Det har ingen betydning? Hvilken betydning har hun for dig nu? Det er længe siden at vi har talt om hende" Charles kunne godt leve med at han havde kysset hende, han havde selv lagt sig ud med en kvinde, og det skulle Richard selvfølgelig også vide. Charles havde givet sig selv til Richard i den tanke at de kunne skabe et forhold sammen, og Richard betød utrolig meget for Charles, men han manglede noget sammen med Richard. 
"For mig betyder det ikke noget at du har kysset hende. Jeg forstår måske ikke helt hvorfor" Startede han roligt ud, var det nu han selv skulle smide kortene på bordet så de kunne få åbnet den her samtale? "En uge før vi tog afsted gik jeg på kro og mødte en gammel veninde.. Vi var utrolig fulde og jeg fuldte hende hjem, og det ene tog det andet.." Charles havde ikke lagt med andre kvinder, i mens de havde set hinanden. Det havde været hårdt, men han ville ikke ødelægge det med Richard.

Richard kunne ikke helt forstå hvorfor Charles blev ved med at træde i det, som han pressede på for at få et svar om hvad han havde foretrukket og følte ved ikke at have hart denne kendskab til Lucina. Men det var ikke bare lige til. Han kunne ikke gøre sig klog på det, for sket var sket, og han accepteret det som det var. Chryseis havde datteren i mente og alle dage havde haft dette. "Selvfølgelig, Charles. Men ville jeg være blevet?" spurgte han sin modpart og lod roligt facaden ligge sig på nu. Spændt og lagt fra en der talte om sådanne ting. For det første år, der havde han været væk et år, enkelte og små stop og visit i hjemstavnene, men han brugte mere tid på skibet end landjorden.

Forbløffet over hvordan Charles gik fuldkommen terapeut agtig tilværks, valgte han at rejse sig fra stolen og træde et skridt nærmere Charles. "Der er intet at tale om," gjorde han det klart. Der var ikke noget tale om, det var uden betydning og var ikke sagen relevant 

"Ja. Flådensadmiral, Lynn Valeriev" kommenteret han og rettet på Charles for at benytte sig af 'gammel veninde' udtrykket. Det var ikke et problem at Charles valgte at søge kvinders opmærksomhed, ligefrem en som hende. En fuld Charles var en uduelig Charles, og Richard havde ingen interesse i at miste sit skib fordi en anden var en liderkarl og en kvinde kunne få hans mund på gled. 

Nej, han skulle måske ikke blive ved med at træde i det. Han tvivlede slet ikke på at Richard ville stå op om rollen som far, og hvad der var sket i fortiden kunne de ikke ændre ved. De kunne tage det i fremtiden, og se hvad den bød sig. Det hele var stadigvæk nyt og måske havde han ikke nået at tænke nok omkring det her, eller hvordan hans rolle over for datteren skulle være. Det var Charles godt klar over, og han ville selvfølgelig altid stå ved Richards side. 
"Det er jo svært at sige. Du er jo en ansvarlig person, og jeg tvivler ikke på at du vil tage far rollen på dig. Som du vil gøre nu" Richard skulle selvfølgelig vide at han ville hjælpe ham i det her.

Han kiggede på ham som han rejste sig fra stolen og kom ham nærmere. Charles var måske ikke enig, med at der ikke var noget at tale om. Der var masser af relevans og betydning i det her, men om Richard ikke kunne se det eller bare skubbede det væk, var han ikke klar over. "Hvis du siger det, så er det fint" Svarede han roligt. 

"Du ved det ligefrem?" Kom det overraskende fra Charles som han kiggede over på Richard, som nu var kommet ham nærmere, "Så ved du vel også at det ingen betydning har for os eller det her" Kom det roligt fra ham. 
Han vidste godt at det måske ikke var den smarteste at gå i seng med, og at det var hvad Richard tænkte på, men det var slet ikke hvad det her handlede om. Det handlede om dem. 

Svaret var ikke helt noget, som igen faldt i hans smag, men han havde ikke interesse i at køre mere rundt i det. Det var blot et faktum om at Richard nok ikke var blevet, hvorfor de rigtige valg var blevet i sin tid. Ansvarligheden var kommet med årene, jo mere han han selv tog rollen som leder til sig, jo mere ansvarlighed var der kommet og han tog det hele til sig. 

Havde Richard været en kvinde, ville han nok have taget det sidste svar af Charles negativt til sig. Det var sådanne udtryk og tale måder som kunne få kvinder til at blive arrige og begyndte at falde i og fortælle hvad de virkelige mente og tænkte, men til alles fordel var Richard ikke interesseret i det, for der var som sagt intet at tale om. 

Et brummende bekræftelse blev givet og han stoppede op, to fod fra. "Edmund fortalte mig det, han mente det var en vigtig ting at have med sig, hvis nu vi skulle ende med at blive inspiceret," det var ikke meningen, men det kunne godt komme til udtryk som en indirekte anklage om at Charles kunne have fortalt sig. "Det her," gentog han dog og lod ryggen svaje en anden tilbage og han lagde foldede armene ved brystkassen. 
"Det at jeg får delt et kys med min tidligere partner har betydning for os, men at du tager hjem og overnatter med admiralen er uden betydning" det var en verbal genlyd for hans egne tanker. Han så ikke på Charles som han sagde det, men der var alligevel noget over det han sagde. Selvfølgelig var han ikke jublende glad for at Charles så behovene for at knalde omkring, men de havde intet aftalt dengang, men Chryseis var problemet her? Det var en problematik han ikke havde behov for at tænke eller sætte sig i. 

Han forstod godt anklagen som kom imod ham, men så dum var Charles alligevel heller ikke, selvom Richard ofte så ham på den måde. Utroligt nok. Hvis han ikke havde større tillid end det, så var det svært. "Det er klart. Hvis du ikke har mere tillid og regner med at jeg går og fortæller folk, som jeg enten har knaldet eller mødt at vi smugler, så kan jeg da godt forstå din nervøsitet" Kom det blot fra ham, som han lod sig blik finde vej til Richard, selvom hans blik ikke kiggede hans vej.
Uanset hvem han brugte tid med og hvilken tilstand han var i, så ville han ikke afsløre noget som helst.
"Lynn aner ikke hvem du er, så du kan være hel rolig" Lynn havde aldrig taget Charles i at smugle, hun havde taget hans kaptajn engang, men der var intet der kunne linkes til Charles. Han var udemærket klar over hvordan man smuglede, på trods at Richards tanker om ham.

"Du har lige fortalt at det ingen betydning, har for os at du har kysset Chryseis, så stoler jeg selvfølgelig på" Selvfølgelig stolede han på Richard, et kys var ikke den store betydning, det havde han også sagt. "Vi har en historie sammen, det er mange år siden at vi har set hinanden sidst og så dukkede hun for en måneds tid siden og lavede en uanmeldt tilfældig rensaging, på det skib jeg befandt mig på. Noget som lyset gør, noget som er relativt almindeligt" Det var utrolig normalt fra Lysets side af at lave uanmeldte rensagninger. "Men hvorfor tror du at jeg falder i, med Lynn, en gammel bekendt?" Spurgte han roligt, og søgte hans blik.

"Det er ikke hvad jeg sagde, Charles -- og det ved du udemærket også godt," det var utroligt at han skulle rette sig for Charles. Det var det samme, som den nat han havde hentet ham fuld fra kroen. Det var et under, at Charles gad blive ved, hvis han alligevel følt der ingen tillid og tiltro til ham var. Richard kunne ikke gøre for, at han havde en standard til hvordan skibet skulle tøjles og de forventninger han havde til sin besætning. 
Han bad ikke Charles tage med de fleste af gangene, men det skete når han havde behov for hans hjælp. Havde han ikke haft tilliden til ham, havde han heller ikke ladet Charles have styringen og sejle afsted i hans position. Var det forkerte at frygte, at Charles kunne lade sig sno om en kvindes lillefinger, specielt en kvinde af den kaliber som Lynn nu engang var. 

Han en hånd glide op og kløede sig let ved tændingen. Han ville godt have sagt noget omkring udtalelsen om at han åbenbart var en så ukendt sømand, at han var gået forbi flødens næse, var næsten en hån i mod ham. 

Dog havde Charles fået munden på gled og han kunne få Richard til at rynke panden, fingeren som havde kløet ham ved tændingen var siden da gledet op i håret, hvor han kløet sig let i hovedbunden. "Jeg ved godt at lyset inspicere skibe, jeg er normalt ved skibet når det sker," at han skulle sige det, var næsten underligt, som han talte med Viktor. En uerfaren begynder som skulle lære det hele fra bunden. Men han sukkede blot. "Fordi du drikker for to?" svaret han irritabelt igen. 

Det var ikke hvad han havde ment, det var han udemærket godt klar over. Charles var en ligeså erfaren sømand, som Richard var. Han vidste godt at hans partner havde en standard og den levede Charles til fulde op til, hvilket Richard selvfølgelig godt vidste og derfor ville han heller ikke lade ham havde den kontrol over skibet, som han havde når det kom til valg af besætningsmedlemmer eller andre ansvarsområder som han havde. 
Men det handlede om de kommentarer som Richard var ufattelig god til at sende hans vej, om at han var dum og ikke han havde kontrol over hans handlinger.
De var to forskellige mænd med to forskellige meninger og måder at gøre tingene på, hvilket gjorde at de havde de her sammenstød.
Charles lod blot kommentaren hænge og gad egentligt ikke at svare på den.

Richard havde altid været en mand af få ord, hvor Charles var nok mere snaksagelig og en person af mange ord. Endnu en af deres forskelle. 
Selvfølgelig var Richard godt klar over hvordan Lyset gik til et skib, men Richard eller Edmund var alligevel bange for at han ville gå ud og sige et eller andet så Lynn fik en mulighed for at rensage skibet. Hvilket i det hele taget var dumt. 
Tja, måske havde Charles en evne til at drikke godt, og det havde jo haft en betydning i det der skete den nat, det var der ingen tvivl om, men det var ikke den grundlæggende ting.
"Og ellers så handler det om basale behov." 

Richard spændt en anelse ei kæbemusklen og trådte et skridt nærmere Charles så luften mellem dem blev afkortet og de næsten stod på hinandens tær. "Mhm, hvor vil du hen med det," han ville høre ham ordret sige det. Richard vidste godt hvor de var endt henne nu. 
Han havde heller intet imod at stå tæt på Charles som han gjorde, hænderne var begge gledet ned langs siden af ham selv, og han så mod manden der skabte langt flere problemer end han løste. Uanset hvordan de stod, havde han et ømt punkt for ham, hvorfor han fandt sig i at skulle hente en drukkenbolt hjem, sørge for tingene blev gjort. Men de havde forskellige behov, hvilket næppe som kom nogen overraskelse, eftersom Richard ikke udtrykte disse basale behov som hverken basale eller behov, det var nok. Det var ikke, at han ikke brød sig om det som måtte følge med i det, men han havde blot lagt det på hylden og ikke prøvet kræfter med noget nyt - og slet ikke med en mand, hvorfor han havde haft sine afstande til Charles. 

Richard kunne måske godt følge ham, men der var absolut ingen hensynstagen i hvordan den anden stod stillet til sådan en omvæltning, og de havde aldrig drøftet det. Men det var næppe en overraskelse vel.

Det var en snak de var nød til at tage. Charles vidste godt at Richars lyster ikke var lige så store som Charles' måske var, men de var nød til at tale om det på en eller anden måde. 
Richard var den eneste mand som Charles havde været tæt på, og lige så omvendt. Det var lige så svært for ham, det her.
"Jeg ville gerne kunne få stillet mine behov hos dig, Richard" Og hvis det ikke fungerede så måtte de jo finde ud af noget, hvad de så i det tilfælde kunne gøre. Han respekterede hvis Richard havde lagt den slags på hylden, for det var en ærlig snak. Især når de nu var fundet sammen mand og mand og samtidig ville Charles ikke gå og knalde udenom Richard, men han følte at han blev holdt tilbage, fordi at han havde andre behov end skibet og arbejde.
Han vidste eikke hvad hvordan han skulle tage det, at han kom så tæt på ham, men følte blot hans tilstedeværelse. Charles vidste godt at det var et ømt punkt hos Richard, det var det hos dem begge to. Han vidste godt hvad han betød for Richard, for ellers var han ikke blevet hos hans side, og Charles håbede at Richard vidste at han betød lige så meget for ham.