Ude i staldene, blandt byvagternes heste, stod Stian og striglede sin store, sorte shire hest, Nishith. De var lige kommet tilbage til hovedkvarteret fra en patrulje, og nu var det tid til at den muskuløse hest kunne få sig en pause, inden den unge byvagt skulle vende snuden hjemad igen.
 Det havde ikke været de bedste dage for ham; Alt det med Eskild, brændte ham op indefra - og han havde også undgået Alister af bare ren og skær, skam. Søvnen havde svært ved at komme til ham, og kom han for tæt på erindringerne om overgrebet, gik en underlig alarmklokke igang inde i hans krop, og gav ham åndenød. Stian havde aldrig oplevet sådan før. Kunne han sætte ild til de grimme minder, og brænde dem bort, havde han gjort det. Hvis bare han ikke kunne føle noget som helst, ville det være nemmere. 

 Stian havde håbet, at han kunne have undgået Eskild i en god rum tid, men at han allerede havde mødt ham igen, blot nogle dage efter, antydede blot, at det ville være sværere end som så. Han havde forladt omklædningsrummet i al hast, og endt med at falde sammen og græde stakåndet et godt stykke derfra. Det var ynkeligt, og Stian som aldrig udviste følelser i sådan en grad, følte sig nu både svag og ynkelig. Beskidt, og ynkelig. Så længe Eskild ville holde hvad der var sket mellem dem, for sig selv.. og ikke blandede andre ind i det, kunne Stian leve med det - måtte, lære at leve med. 

 Nishith prustede, og Stians hænder gled hen af den sorte manke og glatte pels. Det var næsten helt terapeutisk at stå og mærke dyrets varme og puls. Han sukkede lidt med et fjernt udtryk i ansigtet og forsøgte bare at tænke på ingenting som han børstede hesten. Måske skulle skoene også renses, overvejede han, og rettede kraven på sin blå, byvagt uniform. 

Efter endt vagt havde Issac selv gået målrettet mod staldene, for at sørge for at hans egen hvide heste havde det den havde brug for, som den stod i stalden. Det var en ting han gjorde, næsten hver dag, med mindre at han kunne få en af stalddrengene til at gøre det, men lidt kvalitets tid med hesten var altid det hele værd. 
Dørene ind til stalden stod allerede åben, så der måtte være en kollega eller staldknægt til stede. Det var altid rart at vende dagen, med ens kollega, hvis man stødte på dem, efter en endt vagt.

Da han trådte inden for var det Stians ansigt som kom ham i møde. Han stod ved sin egen store hest, og gjorde denne klar efter dagens arbejde. 
Issac havde fået et nys om hvad der var sket mellem Stian og Eskild, men ikke i nogen detaljer, så han vidste ikke hvor stor en del Stian selv havde i det, eller om Eskild havde presset på overfor ham. Han var lidt bange for, at det var sådan det lå. Men han havde længe haft en interesse om at spørge Stian omkring det.

"Stian? Godt at se dig" Han kom tættere på og kiggede ind i boksen med hans egen hest og over på Stian igen, "Hvordan var vagten i dag?" Spurgte han interessant, inden han lukkede boksen ud for at trække hesten ud, så han kunne få den striglet og ordnet.

 Stian bemærkede at han ikke længere var alene i stalden. Han kunne høre støvlerne der nærmede sig hestene, som fik trukket noget af det flygtige hø med sig som lå spredt hen over stengulvet. Staldknægtene havde vist ikke været der endnu og fejet. Han havde ikke nænnet at se hvem det var som gjorde ham selskab i stalden, for lige nu håbede han bare, at det ikke var to bestemte personer; Alister, og Eskild. Stemmen der talte, var dog endnu en han ikke var forberedt på. Løjtnant Issac. 

 Den unge byvagt drejede hovedet mod Løjtnanten, og uden at vise en minde, gjorde han et høfligt nik mod Issac. Han var usikker på om han kunne sige det samme retur. Godt at se dig?  Det var ikke helt de ord der lå over læberne på Stian. Ikke efter at han havde set Eskild og ham snakke i badesalen - noget ulmede over deres samtale. Og Stian mistænkte hele tiden at Løjtnanten måtte vide et og andet om hvad der var sket, omend han ønskede det modsatte. Han håbede selvfølgelig at han tog fejl med hensyn til dét. 

 Stian så ham an, og det høflige, imødekommende blik lå altid udadtil på Issacs ansigt. Det lod ikke til at han tænkte noget dårligt om andre, men - virkeligheden kunne hurtigt vise sig at være en anden, end den man lige gik og troede. Det var egentlig også først nu at han fik set ham ordentligt - De havde ikke været på opgaver sammen, og de eneste gange han havde set Issac, var når alle i byvagten skulle samles. 
 "Vagten var udemærket." svarede han roligt, og vendte opmærksomheden mod Nishith igen som han klappede blidt på flanken. Det virkede til at Issac også skulle ordne sin hest, så Stian fik gennet sin egen lidt væk, så der kunne gøres plads til den anden. Nu var han kommet om på den anden side af Nishith, og kunne få et bedre udsyn til løjtnanten som han flygtigt skimtede hen på - bare for at se om han kunne læse ham. Men manden antydede intet om at han vidste hvad der var sket med Stian. Det var også bedst sådan. "Og.. Deres egen? Løjtnant." Spurgte han høfligt. 

Efter deres møde i omklædningen, havde det været tydeligt at der var sket et eller andet mellem Stian og Eskild, noget som han endnu ikke ved, men måske havde tanker. Det lå måske til højrebenet. Den måde som Eskild havde stukket til Stian, og den måde som Stian mere eller mindre havde undgået dem. 
Men den stemning som havde lagt sig over rummet, havde ikke været til at undgå for Issac. Stian som havde trukket sig i hjørnet, for et øjeblik for sig selv og efterfølgende Eskild som han stukket til Stian omkring hans manglende hilsen.
Han havde haft tanker om at spørge Stian, når han fik muligheden for det, men efter som at han ofte tog vagter sammen med Eskild, så var det måske ikke så nemt.  

"Det er godt at høre" Stian var ikke en af de kollegaer, som Issac havde haft meget med at gøre. De havde endnu ikke haft en opgave sammen, hvilket gjorde at han endnu ikke var så tæt inde på livet af Stian, som han var med flere af de andre byvagter. "Jeg klager bestemt ikke. Meget rolig" Vagten havde været rolig og det var ikke en af de dage, som havde budt på meget i forhold til rapporter der skulle skrive eller personer der skulle tales med. Han havde faktisk mest passet sig selv. 

Issac antyde intet og havde ikke nogen tydelige ansigtstræk som ville angive hvad han havde i tankerne om at sige, men ud adtil var han mere som han plejede, høflig og venlig. Han vidste dog at samtalen nok ikke ville passe Stian godt, men der skulle tages hul på den, for nysgerrigheden over hvor langt Eskild havde trådt over stregen, var stor. 
Han trak sin hest længere ud og så hvordan Stian gjorde plads til ham og som han først var gået i gang med børsten, for at børste den igennem, lagde han blikket på Stian og holdt øje med ham en gang i mellem.
"Stian.. Eskild har fortalt om jeres møde" Startede han roligt ud og lod nu blikket blive liggende på ham, og ligende en som oprigtig interesserede sig for det der var sket, det var jo også sandheden, "Jeg vil gerne have at du er ærlig om, hvad Eskild trak dig igennem. Jeg ved ikke meget, men jeg ved lidt."

 Intet kunne forberede ham på dét Issac indrømmede, og han kunne mærke maven trække sig sammen af skammen der bredte sig. Eskild har... HVAD? Stian blev bleg som et lagen, frosset i tid og sted, og alle bevægelser fra ham ophørte. Den syge fornemmelse bredte sig til svælget, og han havde det som om han skulle knække sig. Hvor vovede Eskild at fortælle det videre.. Hvis Issac vidste dette om dem - hvor mange andre vidste det så ellers? Den unge byvagt stirrede frem for sig, men fokuserede på ingenting, og han havde en lidt dirren ved underlæben. 

 Stian var stille lidt, "Hvad har Menig Havasi sagt?" spurgte han endelig, og forsøgte at lyde upåvirket af sin indre tumult, og af hele situationen generelt. Bare at nævne noget af Eskilds navn, gav ham en grim smag i munden. Han havde ikke forventet at skulle stå og snakke med Issac om det, eller med andre for den sags skyld, nogensinde. Og desuden - Hvis Stian sladrede, ville Eskild så gå til Alister? fortælle om hans følelser OG hvad der var hændt? Det måtte ikke ske. Men, Eskild havde selv bragt det op for løjtnanten, hvorfor; forstod Stian ikke. For at gøre livet mere surt for ham? - Men Issac så ikke ud til at vide meget om hvad der egentlig var sket. "Hvad er Deres intentioner med denne samtale, Løjtnant Thorne?" tilføjede han lidt efter og sank en klump der havde sat sig i halsen. 

Det var tydeligt at se på Stian, at Issac var inde på noget af det rigtige. Han så chokeret ud og stoppede med hans bevægesler og handlinger mod hesten, som om at han ikke havde forventet at det var denne vej samtalen skulle dreje, hvor skulle han selvfølgelig også vide det fra? Han havde vel ikke regnet med at Eskild ville gå rundt og fortælle hvad der var sket med dem.
Issac kendte Eskild meget bedre end Stian og han vidste hvilken mand han var, uden alt for mange bekymringer og en hel anden til gang til mange ting i livet, end andre. 

Hans blik var stadigvæk urokkeligt fra Stian af og han agtede, og håbede at Stian ville fortælle sandheden, forhåbeligt ikke i detaljer, men blot hvad der var sket. "Ikke så meget, men rigeligt" Han ville selvfølgelig ikke stå her og sige at der havde foregået seksuelle ydelser mellem dem, for hvordan ville Stian reagere på dette og ville han så lukke helt ned? 
"Min intention er blot at vide hvor lang Eskild har gået denne gang" Forklarede han roligt, som han strøg børsten ned af hesten, "Han fortalte mig lidt om jeres møde, hvad der var sket i mellem jer. Men jeg ved også at Eskild kan være en bestemt mand, som måske ikke stopper hvor han burde. Hvis der er sket noget, som ikke burde være sket og som han har presset dig ud i, så er det min pligt at undersøge det og finde ud af hvad der så skal ske" Det hele afhang jo egentligt af Stian; han kunne fortælle eller tie og så måtte Issac tage den derfra. 

Denne gang? Stian knugede hårdt om børsten i sin hånd, og klemte øjnene en anelse sammen. 
 "Hvis De ved alle de her ting om Menig Havasi, Løjtnant Thorne - hvorfor er han så stadig i byvagten?" Spurgte han påpasseligt og hævede et øjenbryn, mens han så vurderende over til den anden. Hvis Issac Thorne, kendte til Eskilds værdier, og hvordan han var som person, ville han vide, at han ikke egnede sig som byvagt. Hvad der skete mellem dem, burde aldrig have været sket - og havde Eskild Havasi været en hæderlig mand med de rigtige kvaliteter, så var situationen nok en anden. 

 Og finde ud af hvad der skal ske? Stian lukkede øjnene og tog en dybindånding. "Jeg beklager min respektløse tone, Løjtnant Thorne.." begyndte han stille, mens det vendte sig i hans mave, og bulen han havde fået i baghovedet fra da han var blevet banket ind i væggen, begyndte at dunke. Smagen, og fornemmelsen af Eskild hang på hans tunge, og ligegyldigt hvor meget han rensede sin mund, var han usikker på om det nogensinde ville forsvinde. "..Men hvad skal der så ske?" Spurgte han tonløst, og begyndte at pille ved sin ørering, som han tit gjorde når situationen var ubehagelig, eller at han blev nervøs. 

 Stian satte sig på hug, og begyndte at undersøge hovene på Nishith, de så sådan set fine ud, og behøvede ikke at blive gjort noget større ved. Så han slap hesten igen, og bevægede sig hen til hovedet, hvor han kærtegnede den langs panden og ned mod mulen i blide strøg. Den unge byvagt prøvede bare bravt at holde samling på sig selv, og ikke artikulere hvor væmmet og påvirket han egentlig var. 
 

Fordi at han selv havde opildnede til noget af det? Det kunne han selvfølgelig ikke sige, men deres væddemål mod samuel havde været en fælles idé og inderst inde havde Issac selv ligeså meget på samvittigheden, som Eskild havde; det kunne han jo bare ikke stå og indrømme. 
"Denne gang, var måske forkert ord valg" Det indrømmede han gerne, "Og fordi jeg ikke ved hvad der er op og ned. Jeg var der ikke og jeg ved ikke hvad der skete mellem jer" Han kendte Eskild som person, og efter det med Samuel, så vidste han hvad han var i stand til, men eftersom at han ikke havde fortalt mere end han havde gjort, så kunne Stian ligeså godt have deltaget i det her frivilligt. Han kendte dårligt nok Stian. "Jeg kan ikke gøre noget, med mindre jeg ved noget" Issac selv var jo ikke meget bedre selv, i flere situationer og det var måske derfor at han nød arbjedet med Eskild så meget som han gjorde.

"Ingen grund til at beklage, sig blot det du tænker" Kom det roligt fra ham, som han klappede hans egen hest et par gange. Han havde ingen problemer med at folk sagde det de havde på hjerte, uanset hvordan det så ville komme ud. Så skulle Issac selvføgelig nok gøre op med sig selv, hvordan han ville modtage beskeden. Hvad der så skal ske? Tja.. "Jeg må tage fat i Eskild og høre hans side af sagen og vurdere derfra, skrive en rapport og så tage det op, på højere plan" Hvis deres møde kunne betenges som en forbrydelse, så burde Stian jo vide hvad der skulle ske, det var han selv en del af. Men det måtte jo ske på et internt plan. 

Issac gik om foran hesten og klappede den på hovedet, aede den på mulen, inden han fandt en gulerød som den kunne gumle lidt på, i mens han fik mere ud af Stian.

 Hvad sagde Eskild, ordret til dig? Havde Stian lyst til at spørge den anden om. Men man kunne ikke bare tage sådan en kommanderende tone med sin overordnede. Det var ikke propert, det var ikke Stian. Omend hvor meget han så havde lyst til det. Jeg kan ikke gøre noget, medmindre jeg ved noget. Ordene hang som et ekko i den unge byvagt. Han tvivlede dog på at der ville blive gjort noget - især efter det næste der blev sagt. Høre Eskilds side af sagen? Jo, tak. Men havde Issac ikke hørt netop denne? De virkede også til at være rimelig på fornavn med hinanden - selvom Issac virkede til at være på fornavn med alle. Han havde jo heller ikke kaldt Stian for Menig Hwan, som Alister gjorde -- men bare kaldt ham ved fornavn. 

 Stian klemte læberne sammen, mens hans kæbe strammedes ved det sidste der blev ytret fra løjtnanten. Tage det til et højere plan? Hvor mange havde han tænkt sig at involvere? Skulle dette blæses op, ville Stian aldrig kunne bearbejde hændelsen og glemme det. Alle de blikke der ville blive sendt hans vej - Alisters blik. Det skuffede blik. Det samme blik han havde sendt ham, dengang fejltagelsen i arresten, skete. Han brød sig ikke om at gøre sin sergent vred eller skuffet. Han ville ikke ses ned på - han ville ikke stemples. -- Det skulle bare arbejdes væk. Kunne han holde sig beskæftiget nok, ville kvalmen, smagen, og minderne langsomt forsvinde og blive presset væk - på et tidspunkt ville det blive ubetydeligt nok i hans liv, at han ikke længere tænkte på det.

 Det var fint som det var. Fint.
"Der er ikke sket noget mellem mig og Menig Havasi" svarede han blot, uden at fortrække en mine. Han sukkede, og førte nu Nishith ind i sin bås igen. Som han kom ud fra båsen, og lukkede den til, sagde han så endelig efter lidt stilhed, "Jeg vil gerne bede Dem om at glemme, at denne samtale har fundet sted, Løjtnant Thorne. Tak." sagde han slutvist, og lagde an til at forlade stalden. Hans blik var fjernt som han så frem for sig. På ingenting.

Måske havde han grebet dette an på en forkert måde, men en eller anden måde havde han jo været nød til at gribe det an på. Han havde blot haft intentioner om at vide hvad Stian tænkte om dette her, og hvad der var sket med ham. Eskild havde ikke fortalt andet end at der havde været seksuelle ydelser i mellem dem, men ikke mere. 
Hvis han spurgte Eskild hvad der var sket, ville han nok uden tvivl fortælle ham det, men han ville gerne høre det fra Stians side af, og give hem den følelse af at Issac egentligt var interesseret i at vide det her og løse det. 
Eskilds og Stians fortælling kunne uden tvivl godt være forskellig, og det var jo lidt det han gerne ønskede at skille ad. 

Han kunne godt se hvordan han trak sig sammen og at Stian blev mere bekymret, nok over de ord som han havde sagt. Men hvis der skulle laves noget på det, før at man kunne få Eskild smidt ud, hvis det var det, det handlede om, så måtte der optages rapport. De kunne selvfølgelig også tage det internt, men så var det måske svært at gøre noget ved Eskild, som Stian måske ønskede.
Han skulle vel også tænke på sig selv, for hvis Eskild røg, så ryger han også selv. Eskild havde lige så meget på Issac, som omvendt. Alt det med Rory var en plet på Issac. 

"Stian.." Startede han roligt op, efternavne var ikke blevet brugt, ikke fra hans mund af, så det ville være mærkeligt at begynde nu, "Jeg er din overordnet og når jeg får sådanne ting at vide, så bliver jeg nød til at undersøge det. Det er ikke for at plade dig. Jeg er blot interesseret i at vide om der er sket noget, som ikke skulle ske" Ellers måtte han jo tage det som det var, og ud fra de informationer som Eskild havde givet, så vidste han jo godt at noget stak under, men så længe den anden ikke ønskede at tale.
"Hvis det er sådan du ønsker det, så er det sådan vi holder det" Forsikrede han ham om. Så var der ingen grund til at rippe mere op i det, og så kunne han jo komme til ham, hvis der var noget han skulle vide.

 Den unge byvagts navn blev kaldt, og det fik ham til at standse op med ryggen til den anden. Han vendte sig ikke om, men stod blot og lyttede imens han stirrede tomt frem for sig, med sammenpresset læber. Om der er sket noget der ikke skulle ske - Havde det ikke allerede lyt forkert i Issacs ører på nuværende tidspunkt, tvivlede Stian stærkt på at det nogensinde ville det. Det der var sket mellem Eskild og Stian, skulle aldrig nogensinde kunne ske, i nogen som helst henseender. Selv hvis Stian indrømmede hvad der var sket den nat, ville der ikke komme andet ud af det end splid, og hjertesorg. Stian så ingen anden udvej, end at foregive, at det aldrig var hændt.

 Stian stod stadig med ryggen til løjtnanten. Ganske svagt drejede han hovedet i retningen mod ham, men stadig ikke nok til at han kunne se om på ham. Han skævede forbi sin skulder og ned på jorden. At Issac forsikrede at han vil tie om det, skulle det være Stians ønske, var han ganske tilfreds med, omend hvor meget det pressede på at få ordene sagt der lå på tungen. Ytre det hele, afsløre hvordan Eskild misbrugte ham. Stian var tavs da han gjorde et enkelt nik, som at det var godtaget. 

 Han lagde så an til at gå igen, og inden han forsvandt ud af døren, standsede han i åbningen med hånden på dørkarmen og sagde, "Forsat god dag, Løjtnant Thorne." det lød respektfuldt, men Stian var udtryksløs. Derefter forsatte han hurtigt væk fra staldene. Forfærdet over, at der nu var tre der var indviget i Stians skamfulde øjeblik; Eskild, Issac og ham selv. 

Selvom han prøvede en sidste gang, i håb om at Stian måske ville sige noget, så vidste han inderst inde godt at der nok ikke ville komme noget ud af ham. 
Issac var godt klar over at han måske ikke havde grebet dette an på den helt rigtige måde, og han kunne være startet på en anden måde, men sket var sket og det var der ikke noget at gøre ved lige nu. 
Det var derfor at han en sidste gang havde forsøgt at gribe ud efter Stian, i håb om at nye ord, måske kunne vække et eller ande ti ham. 

Stian kiggede ikke på ham, omend at Issac havde blikket rettet mod ham og at der ville komme et par ord. "Tak i lige måde, Menig Hwan" Lød det roligt fra ham, som han så Stian forlod stalden. Hvornår han ville se Stian igen var han ikke klar over, men som lovede så var denne samtale glemt og ikke noget han skulle rippe op i.