Flere spørgsmål nåede at forme sig på vejen til lillebrorens private gemakker. Havde hun blandet den ildesindet eller var det et tilfælde af misforståelse? Nok var det svært at forstille sig Ingrid som skaberen bag den bulne mikstur, men selv et uskyldigt ansigt kunne havde lumske bagtanker. Paladsets gange var dog ikke stedet for krydsforhør, så i stedet tilpassede Meena hensynsfuldt sin skridtlængde til Ingrid's, mens de tavst bevægede sig gennem de marmorkolde gange, indtil en endnu en af de smukt dekorerede døre kom til syne længere fremme.

"Jeg må advare Dem, frøken Fulgsang, min broder har en tendens til at være ganske lunefuld, når det kommer til noget så..." En kort pause i søgen på det rette ordvalg "Ømtåleligt som dette." Mørke øjne, fulde af alvor vendte sig mod den blonde skikkelse, da de nåede døren "Det er bedst De forbliver tæt ved min side, til en start."

Med løftet hånd, klar til at banke på døren, standsede Meena op i et øjebliks betænkelighed, der fik hende til i stedet at række ud efter håndtaget. Sandheden var at selvom hun kendte prinsen bedre end nogen anden, så kunne selv hun ikke med sikkerhed kunne vide hvad der ventede dem, på den anden side af det udskåret træ, hvorfor hun vurderede det bedst at droppe den bankende avertering. Det lave klik da håndtaget blev drejet den eneste varsel før døren gik op.

"Darkhan."

Følelserne for en ung tjenestepige i paladset, havde kun taget til. Darkhan fandt Sonani lidt for sød, og han var ikke rigtig klar over, hvordan han skulle håndtere det. Han blev rød i hovedet og utrolig klodset, hver eneste gang han så hende. Flere gange var der endt limonade eller frugt i havens sæder, og fordi Darkhan var så pinlig over sin klodsethed i hendes selskab, havde han selv ryddet det op. Eller kigget på, mens en af hans søskende havde gjort det for ham, efter de havde tilbudt deres hjælp. Det gik ikke. Han kunne ikke gå og rydde op efter sig selv hele tiden, det var jo ikke hans job.

Som en god løsning, syntes han selv, havde han sendt en tjenestemand til Dianthos, for at finde en kur. Han måtte slippe af med de mange, forvirrende følelser, og tjenestemanden var kommet tilbage med et produkt, der skulle smøres på et lidt mistænkeligt område. Uden erfaring med den slags, havde Darkhan smurt medicinen på, men fortrudt meget hurtigt igen. Det var en direkte pinlig konsekvens, da hans mandlige, nedre dele var blevet... påvirket. Han var blevet rasende.

Denne episode var nu et par måneder siden, men den unge Kazimi var ikke blevet mindre gal, tværtimod. Han ventede nu på at den skyldige fra Dianthos skulle føres til hans sovekammer af sin søster Meena, for Darkhan havde nægtet at forlade sit værelse lige siden den traumatiske oplevelse, medmindre han mere eller mindre var blevet tvunget.

Døren nåede dårligt at åbne, før Darkhan farede derhen og skubbede hårdt til Meena, for at flytte hende fra den unge, blonde pige.
"Hvad er der galt med dig?! Ved du hvad du har gjort?! Hvad prøvede du at gøre ved mig?!" Darkhan holdt sig ikke tilbage, han havde placerede sig lige foran den unge pige og tårnede sig over hende, som han stod og råbte aggressivt af hende, bebrejdede hende for den fejl, som tydeligvis kun var hendes skyld.

 Stilheden lå mellem de to piger som de gik ned gennem paladsets brede gange. Det passede Ingrid fint, for hun var optaget af andre tanker. Så De er en skøge.. Fyrstens ord gav genlyd inde bag det blonde hår, mens de gik mod deres destination, kunne Ingrid ikke lade hver med at skæve mod alle de gik forbi. Det lyseblå blik sneg sig enkelte gange også op på Prinsessen ved hendes side. Tænkte hun det samme? 
 Ingrid så ned af sig selv, og lod den ene hånd glide ned over kjolen som rettede hun nogle folder ud. Hun var godt klar over kjolen var lidt.. vovet, men det var det pæneste hun havde. Den lyseblå kjole var kort, og for at gøre den mere anstændig i længden havde hun taget en lang underkjole på, der egentlig ikke passe super godt sammen med den lyseblå kjole. Den var tydeligt mere slidt, og længden hang slet ikke sammen med kjolen der var uden over. Den yderste kjole var let pyntet med frynser ved skuldrene som gjorde at de var dækket lidt til. Den gik til lidt over hende knæet, og ved halsåbningen gik den et godt stykke ned forbi karvebenene, og blev lukket foran med hægter, der fik hendes knap så store, teenager bryster til at blive klemt lidt sammen, så de virkede lidt større. Lige under brysterne var der en fin sløjfe.

 Ingrid blev hevet ud af sine tanker, da hun blev talt til, og blikket løftede sig for at se på Meena. De lyse bryn rynkede sig usikker og hun sank den klump der pludselig fandt vej til hendes hals. Nervøsiteten, der var faldet lidt efter at være kommet væk fra Fyrsten steg til overfladen igen, og Ingrid lagde den ene hånd mod brystkassen for at dække lidt for det røde lys der svagt begyndte at lyse. 
 " O-okay.. Ja-vel.." Små stammede hun, og stillede sig lidt mere bag Meena, ikke helt sikker på hvad hun havde i vente for sig. 

 Det var lige før Ingrid ikke nåede at reagere før en ung mand stod helt op i hendes ansigt. Forskrækket kom hun med et lille hvin, som hun trådte et skridt tilbage og i forskrækkelsen tabte kufferten hun havde i det ene hånd, da hun tog hænderne beskyttende op foran brystkassen, klar til at beskytte sig hvis han skulle forsøge at slå hende. 
 " Hva.. Jeg har ik.. Jeg ved ik.. Jeg er ikke en skøge! " [/b] Ingrid snublede over ordene som hun bestemt ikke følte sig sikker, og til sidst slyngede hun blot ord ud hjerne havde tænkt på siden fyrsten spurgte. For var det derfor hun var blevet sendt ved efter? Lystet i brystkassen lyste noget mere op nu, og uden noget til at dække sig med, kunne Ingrid ikke gøre noget for at skjule det. Det var ikke fordi han var specielt meget højere end Ingrid, men måden han stod der og nærmest overfaldt hende på, fik hende til at føle sig umådelig lille.

Trods for de advarende ord formåede Meena alligevel at være uforberedt på farten af Darkhan's fremspring. Hjernen nåede dårligt nok at registrerer noget, før hans hænder havde haft kontakt og banet ham vejen frem til Ingrid.

Ild satte sig i de brune øjne, da Meena reaktivt drejede omkring og med et jerngreb lukkede fingrene omkring lillebrorens nakke. "Darkhan Al Sabar af Kazimi. Er det en måde at møde sine gæster på?" Lød det mørkt, med en underforstået eller sin søster. Det havde ingen betydning hvor desperat eller pinagtigt en situation han måtte være i, men ville ikke finde sig i at blive skubbet rundt, og slet ikke i en gæsts åsyn. 
"Med beklagelse, frøken Fuglesang, varmen er tilsyneladende streget prinsen til hovedet og har fået ham til at glemme alt om sine manerer." Smilet, der før havde haft en varm kant, trak kulde fra nordlandet.

Vreden i de blå øjne forlod ikke den unge prins, men en snert af den blev erstattet af konfusion ved pigens snublende ord. Han havde da på intet tidspunkt tænkt den tanke! Men nu hvor hun selv bragte det op, kunne han ikke lade være med at lade det vrede blik glide hele vejen ned over hende og op igen. Han lavede en grimasse der næsten så lidt smertefuld ud, da han så lyset i hendes brystkasse. Han var ikke glad for magi, ikke efter det hun havde gjort mod ham. Men den detalje valgte han ikke at sætte sig fast i lige nu. Det betød dog ikke at han ikke ville nævne det i en spydig kommentar senere, måske endda beskylde hende for noget andet.
"Med den påklædning skulle man ellers tro.. Arhv!" Darkhan blev afbrudt i sin fornærmende kommentar, da han mærkede Meenas alt for faste greb om sin nakke.

Straks bukkede han sig en anelse frem, af ren refleks for at komme væk fra smerten, men det virkede selvfølgelig ikke. I stedet drejede han hovedet og sendte det vrede blik mod sin søster. Det blev dog en anelse blødere, da han så hendes iskolde smil.
"Manerer?! Jeg behøver ingen manerer overfor hende," sagde han hårdt, uden at skænke den unge pige et eneste blik.
"Og du kunne da bare lade være med at stå i vejen!" Fortsatte han sin stædige forklaring på skubbet. Det var jo ikke hans skyld at Meena stod i vejen, da han skulle råbe af det uduelige pigebarn!
"Slip mig, så jeg kan råbe videre af hende!" Befalede han.

 Kinderne tog med det samme farve, selvom han ikke fik færdiggjort sætningen. Hovedet bukkede sig i skam, og husk lavede en mental note om aldrig at tage den kjole på igen. Da det ikke virkede til hun ville få lagde, lager hænderne sig mod brystkassen, halvt for at dække hvor kjolen ikke gjorde, halvt for at dække for lyset. Hun var så umådelig flov..
 Ingrid vidste ikke hvad hun skulle sige til Meenas undskyldning. Hun var taknemmelig, men det virkede ikke til at prinsen var særlig undskyldende. Tværtimod. Ordene der forlod hans mund fik ham virkelig til at lyde forkælet, og Ingrids mund blev til en stram streg. Det røde lys i brystkassen blev lidt mere kraftig og kunne nu tydeligt ses på huden, hvis ikke Ingrids hænder dækkede.

 " Jeg kan fint høre Deres skingre stemme uden De råber... " Mumlede Ingrid spydigt, mens ment som en tanke. Da det gik for for hende, at hun havde sagt den højt, spidsede læberne sig og øjnene spærrede sig overrasket op, mens skuldrene løftede sig til ørene. 
" Undskyld! " Kom det fluks efter, og Ingrid så nærmest helt skræmt ud. Hun var ikke lige spydig overfor en Prins!..