Hvis der var noget Marius far, Karl Jonathan af Isenwald var mest stolt over (udover hans søn), så var det hans årlige sommerfest, hvor man fejrede en god høst på herregårdens druer, som senere skulle produceres til deres kendte vine.
Det var en af de største og mest kendte fester i Medanien, så alle de adelige som boede i nærheden, var altid inviteret. 
Marius mor Margot, brugte gerne flere uger optil på at stresse rundt for at få alt til at se så perfekt ud som muligt. Hun tog også stolthed i at vise deres smukke hjem frem og ikke mindst hendes smukke søn.
Alt det spektakel og stress var ikke noget Marius lagde sønderlig mærke til. Det eneste han gik op i var at få skræddersyet et pænt sæt til aftens festligheder og ikke mindst vinen.    
Førhen havde Marius været for ung til at nyde med af de fine vine der blev serveret til festen, men nu nød han dem måske lidt for meget. 

Det var en dejlig varm sensommer aften, festlighederne havde allerede stået på i et par timer, middagen var indtaget og nu var folk rykket fra middagssalen og ind til dansesalen. Her var et stort orkester stillet op for enden af rummet og i midten var der plads til at danse. I siderne af rummet stod der borde hvor folk kunne sunde sig efter middagen eller efter en dans og selvfølgelig var der tjenestefolk alle vegne, klar til at fylde ens tomme vinglas op. 
Marius som allerede havde nydt godt at vinen under middagen, var i strålende humør. Han havde lige taget en dans med en af Nicodemus søstre. Af en eller anden grund var Nicodemus der ikke, men mange andre af Isenwalds familiemedlemmer var til stede, såsom hans grandkusine Thalia. Han måtte huske at spørge hende til dans senere. Lige nu var han så varm og svimmel- om det var fra dansen eller vinen vides ikke, men den eneste løsning var frisk luft! 

Marius som kendte hans hjem ud og ind, fandt hurtig en smutvej ud fra dansesalen, så ingen lagde mærke til at han forlod lokalet. På vejen hen til udgangen løsnede Marius lidt på sin kravat. Selvom han elskede at klæde sig fint, så var det ikke altid praktisk i sommervarmen med alle de lag. Da han endelig kom helt ud og den lidt køligere sommerbrise ramte hans ansigt udstødte han et tilfreds "Ahhhh.." Han kiggede sig omkring, han havde slet ikke lagt mærke til at det var blevet mørkt udenfor. Det var en smuk sommeraften og stjernerne blinkede smukt, da Marius kiggede op. Han valgte at spadsere lidt rundt og nyde stilheden, så han forhåbentlig kunne samle sig lidt og ikke være så svimmel. 
Han svajede afsted længere ud i den store have indtil han stoppede op, så han syner eller stod der nogle henne ved den busk? Det kunne måske også være en af havens mange statuer. Marius undrede sig over hvor meget han egentlig havde drukket, siden det hele var så utydeligt. Han nærmede sig og for at være på den sikre side rømmede han sig lidt. 

 Vinsmagning i det sydlige Medanien bragte altid en god stemning med sig. Det var sommer, solskin og duften af de høstede marker, og varme enge var en fryd for sanserne. Familien af Alryss blev altid inviteret til Isenwalds årlige vinfejring og smagning, og i år var endnu ingen undtagelse. Det var dog noget ganske særligt denne gang, da Isenwalds vingård ikke havde slået dørene op i sit hjem i en meget lang periode nu, grundet alvorlige hændelser. Hvilket var grunden til at de nærtliggende familier var ekstra spændte, som de endelig ankom. 

 Det var længe siden at Viktor sidst havde set Isenwalds Vin-og Herregård - inden hændelserne, der gjorde at Vingården måtte stoppe alle begivenheder, havde den unge grevesøn vel kun været der en enkelt gang. Han huskede at hertugparret på gården havde en ung søn, Marius af Isenwald - hvis han huskede rigtigt. Men han var ikke en som han havde fået set meget til på sine besøg. Hvilket var en skam. 

 Men disse fester bragte altid en masse dansen, snakken, og hvilende øjne i nakken (især af ens forældre, og gifteklare prinsesser) så der var ofte et hvis pres fra flokken af mennesker, til at Viktor skulle være på, og høflig. Det gav ikke meget alene tid, og hvis man stod stille for sig selv, ville man blive opsøgt kort tid efter. Det var udmattende, og selvom Viktor nød et godt selskab, ville han hellere sidde og fordybe sig i sine skitser. De var dog pakket væk, og lagt op på gæsteværelserne, hvor hans familie skulle overnatte. 

 Da måltidet var overstået, begyndte musikken at spille. Og folk mødte hinanden på dansegulvet. Alle var oplagte, glade og måske med lidt for meget vin indenbords. Viktor selv, havde endelig set sit snit til at snige sig udendørs. Varmen og larmen indenfor var blevet ulidelig, og for at være ærlig, kunne han godt bruge lidt tid for sig selv; væk fra alle blikkene, og formaliteterne. 

 Han stod ude i haven, med et enkelt glas vin i hånden og betragtede stjernerne. De var så klare, funklende, og ikke én eneste sky kunne anes på himlen. Musikken fra festen kunne høres som en svag summen i baggrunden fra hvor Viktor stod og nød udsigten. Han ville ønske at han havde sin skitseblok ved hånden. For synet var så smukt at han nødig ville glemme det.
 Det krøllede hår blev leget med af den lune brise, og hans hvide skjorte med en bølget krave, var stoppet ned i hans mørke højtaljede bukser. Vesten, som han ofte brød sig om at gå med, var undladt denne gang. 

 Et mildt suk forlod Viktors læber, og han lukkede øjnene en smule for at nyde brisen og stilheden. Men det blev en kort fornøjelse, for pludselig ud af ingenting hørte han nogen rømme sig. Den unge grevesøn drejede hurtigt sit hovede, og så en anelse overrasket mod skikkelsen. Han klemte øjnene lidt sammen for se om han genkendte personen.. men minsandten ikke om det var hertugsønnen, der boede her på herregården. Det livlige hår var ikke til at tage fejl af. 
 "Jamen, er det ikke Marius af Isenwald?" lød det høfligt fra ham, og ansigtet lagde sig i en munter grimasse. "Viktor af Alryss." præsenterede han sig igen, og rakte sin frie hånd frem. "Selvom vi allerede har hilst engang, omend det var kort." 
 

Skikkelsen foran Marius vendte sig så hurtigt, at han blev lidt forskrækket, så det var i hvert fald ikke en statue. Personen foran ham genkendte Marius og rakte hånden ud til en høflig gestus. Marius tog sig lidt tid før han tog imod hånden. Han skulle lige samle sig, mens han stod der og svajede lidt. Idet han tog imod hånden fik han øjenkontakt med den unge fyr, som præsenterede sig med navnet Viktor. Marius havde mødt så mange mennesker i sit liv og kunne slet ikke huske denne Viktor. Han nikkede bare kort, for at virke til at han vidste hvem personen var. 

Viktors hånd var kølig da Marius kort gav den et høfligt klem. Det gav et lille chok igennem hans arm ved den andens kølige berøring, så han tog hurtig sin hånd til sig og strakte den kort. Puha tænkte Marius, han følte sig en smule mere svimmel og vidste ikke helt hvad han skulle sige. I stedet kiggede han med sammenklemte øjne lidt nærmere på Viktor, han var ganske køn med sit krøllede hår og uskyldige øjne.. hvis altså drenge kunne være kønne, med den tanke skyndte han sig at kigge væk. 
Stemningen var begyndt at blive lidt akavet, ikke noget Marius i sin lille beruset tilstand havde lagt mærke til. Dog gik det op for ham at han var taget ud i haven for at være alene og blev pludselig irriteret over ikke at få sin vilje. Han kiggede op på Viktor med lidt intense øjne og sagde så med lidt vrede i stemmen "Hvad laver du herude i min  have?" 

 Skønt, Viktor stod med hånden fremme i en høflig gestus, blev den ikke mødt af Marius, i hvad der føltes, som alt for lang tid. Uden at fjerne blikket fra den unge herre foran sig betragtede han ham med et forvirret, dog interesseret udtryk i ansigtet. Læberne pressede sig en smule sammen, og øjnene blev sammenklemte igen, som fik han skarpt lys i øjnene, omend det var mørkt. Men jo mere han kiggede på Marius, jo mere blødte hans udtryk op så det ene øjenbryn hævede sig i et af forundring.

 Men hånden kom endelig Viktor i møde, og han gengældte det høflige klem. Som de stod og så på hinanden, begyndte Viktors mundvige at trække sig langsomt op i et behersket smil. Men den varme hånd slap hurtigt hans kolde, som hvis han var kommet til at give den anden stød. Hvilket fik den unge grevesøn til at stå og betragte Marius, som virkede en kende omtumlet, med et moret blik. 

 Bemærkningen der bidsk blev kastet i Viktors retning, var dog ikke ét han havde forberedt sig på, og med det samme løftede han hænderne for at virke mindre farlig overfor den anden. "Wow, okay." lo han nervøst, og de udtryksfulde bryn lagde hans folder i ansigtet til ét af forbavselse. Han lænede sig en anelse tilbage fra Marius og så undersøgende på ham, med håbet om at han ikke skulle til at slås med den unge herre - for så vidste han ikke hvem der ville vinde. Nok ikke ham selv.
 Hovedet lagde sig en anelse på skrå, som han betragtede det vrede blik i den andens øjne. "Erhm." Han trak kort på skuldrende, og skævede rundt for at lede efter et fyldestgørende svar til den anden, ".. Får lidt frisk luft?" kom det åbenlyst fra ham, og mødte hans øjne med sine egne blide. 

Da Viktor løftede hænderne i en overgivende gestus og trådte lidt væk, kiggede Marius op og ned af ham. Han var lavere end Marius, men nogenlunde af samme kropsbygning, tøjet han havde på var også ganske pænt. Vreden i ham forsvandt da han hørte hans svar. Det var måske ikke så slemt at have selskab alligevel. 

Viktor var af Alryss familien, ikke en dårlig familie, men ikke nogen han som sådan selv havde brugt tid med. Så hvorfor ikke lære ham lidt bedre at kende, sikkert noget hans far ville sætte pris på. Mørket havde gjort det svært at få et ordentlig indtryk af Viktors ansigt, men da han havde trådt lidt tilbage havde faklerne i haven oplyst hans ansigt på sådan en måde at skyggerne legede henover Viktors fine ansigtstræk. Det fik Marius åndedrat til pludselig at sidde fast i hans hals, han elskede smukke mennesker, men ligefrem at synes en fyr var smuk.. Han måtte rømme sig igen "ahemm.."  

Hvorfor var hans tanker alle vegne, han havde brug for en drink. Han så vinglasset i Viktors hånd og i et svuptag tog han glasset ud af Viktors hånd og bundede resten af indholdet og smed så glasset i græsset. Det friskede ham op og han sagde så med høj og festlig stemme "AHHH ikke noget som et godt glas vin, fortæl mig så Viktor hvad synes du om aftens festligheder?" 

 Selvfølgelig havde Viktor bemærket de flotte træk der hang ved den anden. Det var uundgåeligt andet. Marius havde den slags ansigt der fik én til at standse al handling, og bare tage ham ind. Som et smukt maleri, man blev tryllebundet af. Det måtte den anden være meget bekendt med; populariteten, og den pludselig pausen i andre personers neutrale ansigtsudtryk når de så hans vej - hvilket var det Viktor havde gjort tidligere. Han fik øje på hertugsønnen fra tid til anden inde i festsalen, men det blev dog ikke til andet end små, snigende blikke, i et forsøg på at lade være med at blive opdaget når han kiggede.

 Men nu stod Marius, altså, i alt sin pragt, foran Viktor, og betragtede ham med et blik, der gav et lille sug i grevesønnens mellemgulv. Det var lige før han måtte gribe sig til hjertet for at minde sig selv om at trække vejret. Men hænderne gjorde intet således, og lå blot roligt ned af siden på ham (med undtagelse af den hvor vinglasset blev holdt) 
 Da Marius så væk, måtte Viktor gøre det samme, i et forsøg på at skjule sine tanker om den anden. De rømmede sig begge, men den ene lidt højere end den anden. 

 Viktor listede sig dog til at skæve hen på Marius igen, med et lille smil om læberne. Selvom den anden ikke så irriteret ud mere, havde grevesønnen alligevel lyst til at teste ham lidt - og da han skulle til at påpege, at han sagtens kunne gå igen, hvis Marius ønskede det, nåede han dog ikke andet end at se forbavset til da hertugsønnen foran ham rakte skødesløst ud efter Viktors glas og snuppede det ud af hånden på ham. Ordene han før ville have ytret, forlod ikke hans læber - og istedet stod han bare med store forundrede øjne og betragtede Marius tømme glasset, som var det hans eget. Jamen værsågod da. Han fnøs lidt i vantro, men kunne heller ikke lade være med at smile forvirret over det. 

 Blikket fulgte med glasset der nonchalant blev smidt i græsset, inden han igen betragtede hertugsønnen, med en forundret grimasse. De udtryksfulde bryn bevægede sig lidt usikkert rundt i panden, som hvis han ikke helt vidste hvordan han skulle ligge dem. "Tør siges." brummede han dæmpet, og foldede nu hænderne afslappet bag ryggen nu hvor hans hånd var blevet ledig. 

 "Fortræffelig." svarede han høfligt til Marius' spørgsmål, og trådte et skridt tættere hen til ham. "Min familie, og jeg er meget taknemmelige for invitationen." han tænkte lidt og forsatte med et voksende smil, "Vinen er udsøgt, og jeg har nydt godt af den - hvilket De vidst også har gjort rigeligt af." tiløjede han som en kæk bemærkning og skævede hen til det efterladte glas på jorden inden han igen så ham op og ned. Den unge mand foran ham var tydeligt beruset. 

Marius tog et usikkert skridt tilbage. Han ville ikke have den anden for tæt på sig. Så godt kendte de heller ikke hinanden og især ikke når han stod der og bebrejdede ham for at nyde familiens egen vin lidt for godt. Hvis nogle skulle have lov til at nyde vinen, så var det ham! Men det kække smil Viktor sendte ham, fik ham alligevel til at bløde op og han sendte et skævt smil tilbage.  
 
Han skulle til at give et kækt svar, men med et kom der et kraftig vindstød, som løsnede en af Viktors krøllede hårlokker ned i hans ansigt og uden at tænke sig om løftede Marius hånden for at skubbe den på plads. Som om det var det mest naturlige, lod han hånden hvile lidt ved Viktors bløde hår. Det var først der at det gik op for Marius at det var en mærkelig opførsel og skyndte sig at hive sin hånd tilbage. Han turde slet ikke se den anden i øjnene og som om intet var sket, kiggede han op på stjernerne, med hænderne bag ryggen og vippede lidt frem og tilbage på fødderne. 

Endnu engang måtte han bebrejde vinen for hans lidt for nærgående væremåde. Dog hvis Viktor havde været en smuk pige, så havde Marius uden tøven kysset den anden og det gjorde ham så forvirret. For han havde faktisk lyst til at kysse Viktor.. Han begyndte at små le lidt, måske han kunne snakke sig ud af den her situation. "Nå Viktor af Alryss fortæl mig lidt om dig selv og drop endelig høflighederne, det keder mig så hurtigt. Kom med noget du sjældent ville turde røbe for en du lige har mødt?" Marius sendte ham et udfordrende blik. 
  

 Det pludselige vindstød kom som en overraskelse, og det fik både rusket i Marius' og Viktors hår. Som en vind-gud, tænkte han om hertugsønnen da vinden flagrede rundt i håret på ham; og uanset hvad der skete for ham, måtte han se godt ud. 
 Dog, slap en lille krøllet lok fri af frisuren, og dinglede i ansigtet på Viktor. Han skulle til at rette på håret, da han standsede, og helt automatisk kneb det ene øje sammen som hånden fra den anden kom ham i møde- og først blev han forvirret over gestussen, men som han fandt ud af hvad intentionen var, stod han bomstille som Marius pillede ved hans hår og satte det på plads igen. Han turde knapt trække vejret. Hånden blev dog i Viktors hår, lidt længere end hvad normalen var, bemærkede han, og, uh. Oh. Det kildede lidt ekstra i maven nu. 

 Den unge grevesøn, pressede læberne sammen til et skævt smil, som han betragtede Marius, der trak sig væk som var han blevet skoldet af kogende vand. Reaktionen morede ham lidt, men gjorde ham også småforvirret. Viktor kunne ikke lade være med at smile lidt bevidst af ham, og det ene øjenbryn hævede sig i en vurderende grimasse. 
 Mon han er...? Begyndte Viktor overvejende og rystede så lidt på hovedet for at irettesætte sig selv. Bare fordi han selv var homoseksuel, betød det ikke at alle andre han mødte var det. 

 Da Marius rettede sin opmærksomhed mod stjernerne, spejlede Viktor ham og gjorde kunsten efter. Han havde lyst til at sige noget, men det der skete lige før sad forsat i ham, og havde fået hans puls en anelse igang. Det var først da Marius begynte at le, at Viktor drejede hovedet for at se på ham. Latteren kom ud af ingenting, men det varmede ham, og nu ønskede han, at han vidste hvad Marius tænkte på. Sikke en charmerende latter.

 "Hah-?" udbrød han forundret til det sidste Marius sagde, og han klukkede underholdt imens han bed sig lidt i underlæben. Det var anderledes. Viktor havde ikke regnet med at blive stillet sådan et spørgsmål som det første - men det var da spændende. Langt mere interessant end at snakke om vin. "Øhm." Han gned læberne funderende sammen og blikket skævede til siden som han tænkte, og endte tilbage på Marius. At jeg er fuldstændig skudt i dig allerede? Nej, det var nok ikke en god isbryder. Men det var den første indskydelse der kom til ham - han kunne ikke helt forklare det, om det også var vinen i hans blod, eller hvad, men Marius gjorde ham blød i knæene, selvom de blot havde konverseret ganske kort. Måske var det den andens intense blik? Og så hjalp det heller ikke at han var så pompøs. 

 Viktor var blank. Han havde heller ikke lyst til at afsløre sin seksualitet overfor ham. 
 "Hmm, siden De-du, stiller sådan et spørgsmål - må de vel have udtænkt et fantastisk svar til hvis det kom retur?" Han smilede uskyldigt, men med et lige så opfordrende blik. Lige nu gav han bolden videre - det var den nemmeste løsning, og ikke en han var stolt af. Men han blev nødt til at finde ud af i hvilken retning Marius ville have emnet til at gå. Ellers kunne det meget hurtigt blive en akavet samtale.
  

At spørgsmålet røg retur, var Marius ikke forberedt på, men nu var det sådan at han elskede at snakke om sig selv, dog skulle Viktor ikke slippe så let. Hans udfordrende blik gav et lille sug i maven på Marius og med et smil skubbede han Viktor drillende og sagde "Din snyder! Men fint lad mig lige tænke mig om" 
Hans tanker blev dog igen forstyrret af hans forvirrende følelser. Hvorfor havde han hele tiden lyst til at røre ved den anden, han burde stoppe med det! 

For at få lidt afstand begyndte Marius at gå, stadig lidt svajende, rundt om Viktor, alt imens han tænkte på et svar. Hvad kunne han chokere mest med eller måske charmere den anden med. Nej nej ikke noget af den slags. Måske prale med alle de damer han havde været sammen med. Han skulle lige til at nævne det, men da han atter vendte blikket mod den afventende Viktor, kunne han alligevel ikke få sig selv til at sige det. En følelse af skam voksede op i ham, en meget uvant følelse for Marius og ikke en særlig rar følelse når man var fuld. Han blev lidt trist til mode og det der endte med at komme ud af hans mund overaskede også ham selv "Jeg har aldrig været ude af herregårdens mure, eller ikke uden min far altid stod lige bag mig. Jeg har aldrig følt mig fri, sådan rigtig fri.." Hans blik var bedrøvet men han sendte alligevel et skævt smil til Viktor og sluttede af med "Er det noget du kender til?"

 Viktor kom med en overrasket lyd som han blev skubbet lidt til, og kunne ikke lade være med et le over deres venlige drillerier som stemningen havde taget en drejning hen mod. Han fandt hurtigt sit fodfæste, efter det lille skub, ved at gribe om den andens håndled, før han slap det lige så hurtigt som hånden havde rørt ham. En sagte rømmelse undslap ham kort, imens han glattede sin skjorte med hånden som han havde rørt Marius med. Men han stoppede ikke med at smile opfordrende til ham, 
 "Ingen stress, bare tag dig tid." 

 Den unge hertugsøn kredsede om Viktor, og han forsøgte at følge ham med blikket så godt han kunne uden at blive svimmel, eller skulle kredse med. Imens Marius var i dybe tanker for at finde et, af hvad Viktor antog, imponerende svar, begyndte hans blik istedet at glide op og ned ad ham. Marius lignede en der var støbt sammen af hvad drømme var lavet af. Der var noget overnaturligt ved hans skønhed - som en nymfe, krydset med en overdådig guddommelighed. Urørlig, men unægtelig tillokkende. En smuk tragedie. Dog var han noget opmærksom på hvor svært det var at se hans oprigtige fysik under alle de fine klæder. Viktor bed sig lidt pirret i underlæben ved tanken om den anden uden tøj på. Nu måtte han lige styre sig. Det var ikke ordentligt at stå og visualisere en hertugs søn uden tøj på, især når han kun havde udvekslet et par ord med denne - skønt det var svært at lade være. 

 Viktor fik dog ret hurtigt tankerne et andet sted hen, da Marius begyndte at tale. Stemningen der før var lattermild, blev nu en anelse mere alvorlig. Han rynkede brynene empatisk, og lyttede opmærksomt til Marius. Han kendte alt til ikke at være fri. Fanget i sig selv. En pynte fugl i et alt for lille bur, med en forventning om sang, når denne ikke havde en eneste tone tilbage at give. Han fik helt lyst til at gå over og ligge en trøstende arm om Marius som det bedrøvede smil blev sendt hans vej, men han blev stående, med armene langs siderne og nikkede.
  "Mere end du aner." Han bed sig lidt i underlæben, og trådte tøvende hen til Marius, "Min familie, forventer at jeg gifter mig inden for ret kort tid, men.." han skævede hen på faklen der blev leget med af vinden, før han nu fangede Marius' blik, ".. det vil jeg ikke." de sidste ord kom ud en anelse mere som en hvisken, og uden at have bemærket det, var han kommet ganske tæt på hertugsønnen nu. Viktors nøddebrune øjne forsvandt ind i Marius' kølige grønne. 

Stemningen imellem dem blev lige pludselig meget alvorlig og intim. Marius talte sjældent om hans dybeste tanker på sådan en åben måde. Han havde haft dybe samtaler med sin far, men det her var noget helt andet. Han havde aldrig turde sige det her højt før. Det var som at betro sig til sin bedste ven. Men hvorfor det var en helt fremmede han satte sin lid til, vidste han ikke. Der var bare noget virkelig betryggende over Viktor, en eller anden ro han ikke havde mødt hos nogen anden. 

Viktors svar chorkerede ham, skulle han allerede giftes væk? En lille følelse af jalousi prikkede i Marius mave. 
Han kendte ikke til Viktors alder, men han kunne umuligt være meget ældre end ham selv. Marius far forventede også han ville gifte sig, men der var heldigvis ikke det store pres endnu. Marius vidste også godt inderst inde, at hans far ikke var klar til at give slip på ham, hvilket passede ham helt fint. Så længe han stadig fik lov til at komme ud og prøve at være med til en masse baller og få en masse opmærksomhed, så var Marius glad.  
 
Viktor var pludselig meget tæt på Marius, så tæt at han kunne se ilden fra faklen spille i Viktors brune øjne, da den anden kort kiggede væk. Men med et fik de øjenkontakt igen og det blik Viktor sendte, gav en underlig varme i hans mave. Den hvisken der undslap den andens læber gav yderligere kuldegysninger igennem kroppen. Nu skreg alle Marius instinkter om at røre ved Viktor, han ville ligge sin hånd på Viktors kind og føre hans tommelfingre henover hans søde læber. Et frækt smil spillede sig henover Marius egne læber ved tanken og han tog det sidste skridt der adskilte dem, så de stod endnu tættere. Men lige idet han ville løfte sin hånd blev de afbrudt af en høj råben. 

"MARIUSSSS MARIUS- jeg ved du er herude, kom frem og det skal være lige nu! Du har været væk fra gæsterne alt for længe" Det var Karl der febrilsk ledte efter sin søn.

Chokket over at høre sin fars stemme, gjorde ham næsten med et ædru og i frygten for at blive opdaget, tog han fat i Viktors arm i en lidt voldsom bevægelse, for så at hive dem begge i skjul bag nogle tætte buske. Han skubbede Viktor ned på hug og han satte sig ved siden af. I al hans hast var de endt helt tætte op af hinanden, så at Marius næsten var henover Viktor som et beskyttende skjold. Adrenalinen der pumpede ud i Marius blodåre fik hans pupiller til at blive helt store og hans vejrtrækning kom ind og ud i hurtige pust.
De nu få centimeter der skilte deres ansigter fra hinanden fik Marius til at stoppe lidt op og se ned i den andens øjne. Dog var han stadig alt for bange for at blive opdaget, så han tog den hånd han før ville have kærtegnet Viktors kind med, op og dækkede hans mund i stedet, så han ikke kunne sige noget. Han kiggede ned på Viktor med lidt skræmte øjne og med sin anden hånd lagde han pegefingeren op mod sin mund og sagde et stille "shhh..."

 Hvad skete der? Tiden føltes som var den ikke eksisterende - sat på pause, gået i stå. Frosset imellem dem. Marius var fristende, som æblet i paradisets have, men havde han mod nok til at tage en bid?
 Viktor kunne se at blikket, hos hertugsønnen, havde ændret sig fra vemod til et forførende et af slagsen; som havde han fået en pludselig indskydelse, han var ved at handle på. 
 Viktor glemte helt at trække vejret. Men om han blot misforstod hvad der ved at ske, eller om Marius rent faktisk lænede sig ind for at kysse ham - fandt han aldrig ud af, da en dyb stemme rungede ude i mørket, og kaldte på Marius. 

 Det fik dem ud af øjeblikket hurtigt, og Viktor fjernede sit blik fra Marius' læber, til nu at spejde ud i mørket, en anelse forskrækket. Han nåede dog ikke at se ret meget, da han pludselig blev trukket hårdt i skjul af Marius. Dét chokerede ham næsten endnu mere. 
 "Hvad?" Nåede han lige at gispe, inden han kom ned på hug at sidde og blev tårnet over af Marius der febrilsk prøvede at holde ham i skjul.

 Viktor sendte den anden et omtumlet blik, men før han kunne sige mere, blev hans mund dækket til af Marius' hånd. Han rynkede panden til det febrilske shh der forlod den andens læber, men så begyndte han langsomt at smile bag hånden, og fnise lidt. 

 Der var et eller andet ved Marius' panik, der gav Viktor lyst til at drille ham. Så med sine egne hænder, tog han fat om Marius' hånd, og flyttede den en anelse ned så han kunne forsøge at snige et kig over buskene, men med det samme blev han hevet ned igen -- og han kunne nærmest høre den andens banden under sin vejrtrækning. I baggrunden kunne man stadig høre Marius' navn der blev kaldt.

Viktor grinte dæmpet over reaktionen, og fik nu et drilsk glimt i øjnene. Han kiggede indtrængende på Marius før han så, med en spæd stemme, begyndte at kalde; "Mariuus?" Blikket veg ikke fra den andens øjne, da han var spændt som et lille barn for at se hvad han ville gøre.

Marius blev frustreret over den anden ikke forstod alvoren over situationen og at han ligefrem drillede ham med at løsrive sig fra ham og råbe hans navn ud mod hans far. Han måtte stoppe det! Han sendte et vredt blik mod Viktor og tyssede på ham, næsten bedende.

Han forstod slet ikke hvordan Viktor kunne lave sjov i denne situation. Han kendte ikke Karl som Marius gjorde, hvis hans far så dem sammen, vidste han ikke hvad konsekvenserne ville blive. “Ti nu stille! Jeg vil ikke snakke med min far lige nu!” Sagde han med en vred hvisken og prøvede at få dem til at blive endnu mindre bag busken ved at skubbe Viktor lidt ned og for at være sikker dækkede han Viktors mund igen med sin hånd.

 Viktor kunne slet ikke forstå hvorfor Marius blev så vred, og hvorfor de overhovedet skulle gemme sig. De havde jo ikke gjort noget, som de ikke måtte, vel?   Normalt var Viktor slet ikke så flabet. Men stemningen havde gjort ham drillesyg, og de bedende øjne som Marius sendte hans vej, gav ham lyst til udforske hvilke andre facetter der kunne spille hen over hertugsønnens elegante ansigt. 

 Hjertet hamrede, i spænding. Både for situationen, og fordi de sad så tæt på hinanden. Som Marius hviskede, kunne Viktor mærke den andens varme ånde mod sit kølige ansigt - det gav ham gåsehud. Men det drillevorne glimt i Viktors øjne forblev der, mens der formede sig et sammenpresset, smørret smil om læberne. Han lo bare igen, som der blev vrisset, og blikket skævede udfordrende opad, og tilbage til tyssende Marius - som for at afsløre, at han ikke var færdig endnu. Han trak sig en smule tilbage fra den kølige hånd som lå over læberne, og tog en dybindånding inden Marius blandede sig igen.

 "MARIUUS." Kom det et oktav højere fra grevesønnens morede læber imens han fastholdt den andens blik. Han kunne næsten ikke lade være med at grine. Men kaldet og grinene var tilbageholdte, så Marius' far ville netop ikke kunne høre ham - men det var lige nok til at gøre hertugsønnen ekstra nervøs. 

Endnu engang råbte Viktor hans navn, stadig lavt men det gav et sug i maven af frygt og vrede. Han blev så gal at han tog endnu hårdere fast om Viktors mund og klemte til ved hans kinder, så han ikke kunne slippe fri fra hans greb denne gang og så ned i den andens øjne med et intens blik. “Stop så! Det er ikke sjovt!”

Efter lidt tid løsrev han sig Viktors blik og kiggede hurtigt over busken for at få et overblik over hvor hans far var og om han havde hørt Viktor sige hans navn. Men heldigvis var hans far længere væk end han havde regnet med og var i færd med at dreje rundt om hjørnet til Herregården og væk fra dem. 

Han åndede lettet ud over ikke at være blevet opdaget og kiggede så ned på Viktor igen som stadig lå under ham med Marius hårde greb om munden. Selvom faren var overstået gav han endnu ikke slip, i stedet løsnede han forsigtigt hånden, så han langsom kunne lade sine fingre glide henover Viktors bløde kinder. Det var så intens en følelse at det gav stød hele vejen op af hans arm, forskrækket trak han endelig hånden til sig. Stadig med hurtig vejrtrækning sagde han “Dit fjols vi kunne være blevet opdaget!” Han lænede ryggen op af busken for at få vejret.

 Viktor der lo lavmælt blev ret hurtigt tavs da grebet om hans kinder blev strammet til. "Uff.." bjæffede han i et halvkvalt grin og fik automatisk spidset læberne, mens øjnene blev spærret en smule mere overrasket op. Hans øjne glitrede dog stadig muntert som han mødte Marius' vrede blik. 

Det var bare.. så sjovt at drille Marius, fandt Viktor ud af. Selvom det var svært at opfange i mørket, bemærkede han, at hertugsønnens sommerlige grønne øjne, ændrede sig til at blive vinterkølige grå, når de gnitrede af vrede. Det var fascinerende. 
 
  Det havde aldrig været Viktors intention at røbe Marius; for hvorfor slutte den tid de havde sammen, hurtigere end ventet? Intet blev sagt mellem dem, og det lod til at Marius' far var trasket videre i en retning langt fra hvor de sad - men hertugsønnen havde stadig ikke sluppet grebet om Viktor. hans læber var næsten tætte nok til at strejfe håndfladen, og han kunne mærke, som han åndede ud af mund og næse, at luften blev tung. Det humoristiske blik dalede da Marius så ham i øjnene. Han så ham længe i øjnene. Hvilket fik Viktor til at standse alle bevægelser.

 Vinterøjnene så lige ind i sjælen på ham, og i et forsøg på at analysere signalerne der blev sendt hans retning, begyndte Viktors blik at flakke langsomt fra det ene til det andet øje på hertugsønnen. Det hårde greb blev kærtegnene, og Viktors mave trak sig sammen i forventning. Igen stod tiden stille mellem dem, og stilheden blev overdøvet af Viktors hamrende hjerte der ringede i hans ører. 

Det var kysse øjne. Marius sendte ham kysse øjne!
 Viktors kinder havde fået en mild farve som aftensolen, men som frosset i tiden, turde han slet ikke bevæge sig i frygt for at skræmme Marius væk. Han nåede kun lige at tænke tanken, da hertugsønnen for tredje gang trak sig væk og afsluttede hvad der  næsten var hændt. Med hånden spædt på hjertet, missede Viktor med øjnene for at få sig selv under kontrol igen.

 Ligesom Marius, følte Viktor sig også en smule stakåndet - og han kunne ikke lade være med at klukke forundret. "Undskyld. Det var ikke min mening at gøre dig så vred." Han forsøgte at sætte sig bedre til rette, og ligesom hertugsønnen, satte han sig med siden til ham op ad buskene.

 Viktor drejede hovedet for at betragte Marius, og i et kort sekund, skævede han ned på læberne som han var blevet snydt for, inden han forsøgte at fange den andens blik igen. 
 "Tilgiv mig?" Han skød underlæben frem og sendte den anden sit bedste hvalpeblik. Det var lige før en klynken fulgte med blikket. Men så man efter, kunne man se et lille glimt af humor i de nøddebrune øjne.
 

Hvad var der ved at ske for ham. Det blik han lige havde delt med Viktor var så indbydende, det havde fået hans hjerte til at galopere endnu hurtigere. Det brune blik med et glimt af humor, drog ham ind på en måde han kun havde oplevet med piger før. Lysten til at kysse ham havde været så altoverskyggende at han måtte bruge hver en muskel i sin krop for at løsrive sig den anden og sætte sig op for at fange sin egen vejrtrækning.

Han skyldte skylden på al den spænding der lige var opstået for hans hurtige puls og vejrtrækning - ikke på hans indre lyst til den anden.. følelsen af Viktors læber havde brændt sig fast i Marius håndflade og han tog sin anden hånd og strøg fraværende på det varme sted. Han var helt væk i sine egne tanker, men blev ført tilbage da Viktor gav ham en undskyldning og satte sig op ved siden af ham. Han nikkede kun kort, for han var ikke helt klar i hovedet til at forme en sætning lige nu. Men endnu engang fik Viktors søde stemme Marius ud af sig eget hovedet og vendt hans opmærksomhed tilbage på den anden ved siden af ham. Det blik der mødte ham var som en uskyldig hundehvalp, det var så uventet at det fik et smil tilbage på Marius læber.  Den drillende stemning kom tilbage og Marius kunne ikke lade være med at skubbe Viktor blidt. “Du har så sandelig bevist du ikke er kedelig at hænge ud med, men du skal alligvel straffes for ikke at aflyde mig!” Og med et begyndte han at kilde Viktor.

 Da det lille smil var atter at finde om Marius' læber, vidste Viktor, at slaget ikke var tabt. Han havde heldigvis formået ikke at gøre den anden så vred, at han ikke længere ville tale til ham, omend han ikke havde fundet drillerierne sjove. 

 Viktor gengældte smilet med en mild grimasse, som han betragtede Marius. Hjerterytmen, var endnu ikke helt normal, og han var stadig varm i kinderne. Måske havde han misforstået hvad der skete forinden - men det intense, fjerne blik, Marius havde sendt Viktor, var umuligt til at tage fejl af. Han ville kysse ham, men så fortrød han. Hvis bare han vidste hvorfor. 

 Venskabet blomstrede som Viktor blev puffet lidt til af Marius, og han skuttede sig lidt med en tilbageholdt latter da han fik fortalt at han ikke var kedeligt selskab. Han sendte hertugsønnen et selvtilfreds smil. Så han havde altså imponeret Marius. Succes. 

 Straffes? Tænkte Viktor interesseret og hævede et øjenbryn, men blev så temmelig overrasket, da han pludselig blev overfaldet af Marius i et kildeangreb. 
 "Argh! Haha--" gispede Viktor grinene og vred sig da Marius' fingre var alle steder på ham. Det føltes som var de alle steder. Hans hjerte slog hurtigere, og I et bravt forsøg, prøvede han at holde sig siddende. Latteren forsatte, mens øjenbrynene dansede i panden på ham. 
 
 "Stop! Marius!" Grinte han og forsøgte at standse Marius ved at presse sin håndrod mod hans pande. Med den anden hånd, prøvede han selv at snige et par kildende fingre mod den andens armhule. Det var vidst første gang at han rørte rigtigt ved Marius, udover det høflige håndtryk tidligere. 

Det var svært ikke at lade latteren ulme op i Marius bryst og ud af munden, da Viktors hænder gengældte hans og fandt de mest sårbare steder på Marius krop. Selvom de begge var klædt i fint tøj, som krævede mange lag, var der så meget styrke indblandet at Marius virkelig fik ført sine hænder over Viktors krop. Især rundt mave regionen og i siden, som gjorde Marius kunne få et bedre indblik i den andens fysik. Det han mærkede var noget han inderst inde virkelig nød og hans tanker blev ført hen til et mere uanstændigt sted, han forestillede sig nemlig hvordan det ville være at kilde den anden uden tøj på og virkelig få lov at mærke huden under alle lagene. 

I al deres sjov og nærkamp opstod der også en hede, der udsendte Viktors duft op i Marius næsebor. Viktor duftede af græs, solstråler og noget han ikke helt kunne placere. Det eneste han kunne konkludere var, at det var en virkelig god lugt og han havde lyst til at komme endnu tættere på, begrave hovedet ind til den anden. Dog blev han skubbet ud af tankerne da Viktors hånd maste Marius ansigt væk. 

Marius stoppede med at kilde, han måtte forsvare sig selv og i stedet greb han fast om Viktors håndled og i hans hast fik han skubbet Viktor ned at ligge på græsset. Han kravlede oven på ham, for virkelig at holde ham nede og da han kiggede ned på Viktor var Marius krøller alle vegne, hans hår var blevet uglet af alt tumulderet. Al latteren havde også tændt et glimt i øjet på ham og han smilte ned til Viktor, som i et sejrsmil fordi han havde overmandet den anden. 

 I et forsøget på at lade være med at tiltrække for meget opmærksomhed, prøvede han at le dæmpet, men han kunne næsten ikke stoppe med at sprælle og vride sig af grin, som fingrene bevægede sig rundt på ham. Derfor undslap et par hvin også i ny og næ. Det fik det til at summe helt i kroppen, og følelserne trak sig sammen helt ned i bækkenet på ham. Pulsen steg, og varmen i kinderne blussede op. Den unge grevesøn kunne ikke prale af at være upåvirket af kilderi. Han var meget kilden, især i siderne- og derfor dukkede et par, uvilkårlige, tårer af grin, sig snigende ud i øjenkrogene.
 "Marius!" lo han opfordrende til at han skulle stoppe - men, for at være ærlig, kunne han bare blive ved.

 Det var som om der kom et skift i Marius' mimik da Viktor var ifærd med at skubbe ham væk - men det nyttede ikke noget, for da fik den anden fat i hans håndled, og pludselig, så han både sol og måne og stjerner da han blev tumlet ned at ligge i græsset, overvundet af hertugsønnens greb. 

 Kunne Viktor beskrive øjeblikket i poesi, skulle han skrive mange kladder bare for at udtrykke den følelse der bredte sig i ham. Der var ingen ord der var gode nok til at beskrive øjeblikket, som han betragtede Marius over sig.
 Det bølgede hår, hvirvlede ned mod ham, som piletræets grene og gemte ham væk, slugt af den andens intense, dybe øjne der var som tågen på en snoget vej, slørede hans syn, og forvirrede hans retningssans. Stjernerne glitrede bag Marius, som en hyldest for hans skønhed, og Viktor var så betaget - han troede ikke, han kunne falde så hårdt, men hjertet var ved at standse, og det skræmte ham. Vægten fra Marius var kærkommen, ønsket, og lige nu var alt han ville, at være opslugt i øjeblikket, i ham.

 Han sukkede nervøst, men forsøgte at se upåvirket ud. Han var dog helt taget op med rod. Håret var ude af frisuren, og det blandede sig med græsset under ham, kinderne var rødmossede, og et par enkle tårer havde lavet våde streger ned af dem. Viktor sendte Marius et varmt smil retur og lo lavmælt.
  "Jeg giver op." sagde han stakåndet, og blikket vandrede rundt på ham. "Marius.. -" Han nåede ikke at sige mere da han blev afbrudt af en kvindestemme et stykke fra dem. Hans mor.

 "Viktor? Viktor min Kære, er du herude?" 
Viktor fjernede uvilligt blikket fra den anden, og løftede hovedet en anelse for at skæve i retningen af stemmen. Marius var stadig oven på ham, så han kunne ikke sætte sig fuldkommen op. 
 "Moder, Ja - trængte til lidt luft. Jeg er tilbage om lidt." Kaldte han så hun kunne høre ham. 
 "Dansene starter om lidt, så lad dig nu ikke forsinke." hun kunne ikke se ham, selvom hun prøvede, men Viktor kaldte tilbage at han nok skulle komme nu, og det godtog hun, før hun så lagde armene om sig selv og gik tilbage til festlighederne. 

Så var freden forbi.. Viktor bed sig lidt i underlæben som han kiggede på Marius. "Skal vi danse?" drillede han, men mente hvert et ord. Hvis bare det var muligt.